Onsdag.
Kære Nansen.
Tilgiv, at jeg ikke har skrevet før om Oda . Men jeg har været ganske syg og kunde under min Sygdom ikke træde op for at revse den lille Dame, der havde puttet min ganske private Samtale i Udgaven Rostrup, som derpaa arrangerede Festen.
Men nu er vel ogsaa hele den Affære glemt – og gemt.
Hvad bliver det til med Schubothe? Kontrakten? Ludvigsbakke ? Opgivelse af "Ved Vejens " Restoplag? Det hele?
Jeg skulde jo være rejst og min Læge holder strængt derpaa. Men, som Sagerne staar, kan jeg, ret besét ikke gøre det, hvilket Du vistnok vil finde rigtigt.
Jeg havde i Virkeligheden glædet mig meget til at være hos Jer. Men Kræfterne brast allerede Dagen før og noget Under var det ikke.
Foraaret er jo i de sidste Aar i og for sig farligt nok for min Organismes indviklede Maskineri.
Jeg véd ikke hvorfor, men jeg laa i Nat og tænkte paa hvor meget Din Kones Trang til at styre og skabe lignede min egen, da jeg selv var ung. Gid hun maatte slappes senere end jeg.
Din
H.B.