Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19030211001

Brev fra Bang, Herman til Nansen, Peter

A København, Det Kongelige Bibliotek, Gyldendals arkiv B4c. Brev, 3 sider. Sekretær.

Bemærkninger Brevet er rimeligvis skrevet på Bangs lille turné januar-februar; opholdssted denne dag er ukendt.

Onsdag: 11/2. 03.

Kære Nansen.

Ja, ogsaa jeg vilde ønske, at "Karl" nu vilde røre paa sig. Det vilde gøre min Stilling mindre pinlig, at der dog faldt en Afgørelse, og Hegel fik Penge – enten paa den ene Maade eller paa den anden. Nu er det jo helt umuligt. Enden bliver vel, at jeg maa forlade "København" hvor mit Honorar bogstavelig talt ikke dækker mine Udgifter, medens Velgørenheds-Spektaklet hvori jeg er rodet ind, daglig skaber mig nye Udgifter. Og saa træt er jeg af at læse her for Intet, at jeg maa sige Nej til Provinserne, hvor man betaler mig, fordi mine Kræfter ikke slaar til. Jeg er Genstand for et Misbrug mod hvilket jeg ikke har Kraft til at værge mig, men som nok kunde faa Taarerne i Øjnene paa et Menneske. Jeg har nu skrevet en Række Artikler til Stockholm . Men om Betaling er der ikke Tale – hverken hist eller her eller dér.

Jeg maa derfor bede Dig om endnu ét Hundrede Kroner for Marts. Himlen ene ved, hvor nødigt jeg gør det. Saa har jeg Intet til Marts. Men jeg skal selv skaffe. Jeg vil ikke komme i et skævt Forhold – ogsaa til Hegel.

Dig beder jeg oprigtigt tilgive. Men jeg har ikke brugt Noget hverken til mig selv eller til Andre. Kun betalt Regninger siden Nytaar.

Din

H.B.