Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19030330002

Brev fra Bang, Herman til Hegel, Jacob

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 3742, 4to (Den Hegelske Brevsamling). Blyantsnummer 22. Brev, 2 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

30.3.1903.

Kære Hr. Hegel.

Det er sikkert urimeligt af mig overhovedet at skrive dette. Men min Læge har saa bestemt paalagt mig det. Han siger, at uden en Rekreationsrejse kan han ikke holde mit Helbred sammen. Jeg maatte mod Syd. Men jeg spørger mig selv, hvad det dog kan nytte blot at tale derom, siden De dog umuligt uden Udbytte kan vedblive at give Penge ud til mig.

Paa den anden Side: min Roman maa jo være færdig. En stor Roman maa nu fæstne min Stilling herhjemme og ude i Verden, hvor mit Navn dog daglig vokser.

Jeg ved derfor intet og jeg mangler Mod til at bede Dem om noget. Men at nogle Ugers Ophold i en Bjergegn er Lægens Fordring.

I og for sig tænker jeg kun paa én Ting, at dog Schubothe vilde udsende »Ludvigsbakke« og »Fædra«, saa De fik nogle af Deres Penge tilbage.

Med mange Hilsener til Fru Hegel og Fru Ipsen

Deres hengivne

Herman Bang