Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19030424001

Brev fra Bang, Herman til Holst, Bertha

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 840. Brev, 2 sider; brevets venstre kant er senere blevet perforeret med to huller i en hullemaskine, således at brevet har kunnet sættes ind i et ringbind. Sekretær (vistnok Otto K. Rasmussen); brevets sidste tre ord og underskrift er skrevet af Bang selv.

Bemærkninger Bertha Holst (1881-1929) var 1901-05 leder af en skole i Rørvig.

Den 24.4.03.

Min egen Bertha.

Inderlig Tak for Violerne Du sendte mig og Tak for Din Fødselsdagshilsen. Jeg savnede et Ord fra Dig paa min Fødselsdag ‒ det vil jeg ikke nægte. Jeg føler mig den Dag mere hjælpeløs end paa alle Aarets andre Dage.

Sofie har skrevet, at Du studere Latin og vejer 105 [tegnet for: pund]. Jeg synes, at begge Dele er for meget. Hvad vil Du med Latin og hvad med 105 [tegnet for: pund] ?

Nu rejser Adelgunde og Frk Andersen, saa af hele Huset er der kun de to gamle pjuskede Krager tilbage, Nini og jeg. Nini har det meget bedre nu, men hun var ogsaa en Tid altfor syg. Hun hører med umiskendelig Glæde hver lille Stump om Dig. Du bliver da ogsaa en umaadelig dygtig og støt lille Krabat.

Det ender saamænd med, at Du opretter en Skole ligesom Frøken Langs i Silkeborg. Godt vilde det være, for saa behøvede jeg da ikke at komme paa Ladegaarden, men kunde finde et Asyl paa en Kvist i Bygningen. Til den Tid vilde jeg saa ikke mere farve mit Haar, men være hvidhaaret og en rigtig rar gammel Mand.

Tusind Hilsner

fra din Ven

Herman.