Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19030604002

Brev fra Bang, Herman til Hegel, Jacob

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 3742, 4to (Den Hegelske Brevsamling). Blyantsnummer 25. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Marienlyst. 4.6.1903.

Kære Hr. Hegel.

Tak for Deres Brev.

Naar jeg bad om disse femhundrede Kroner, var det, dels fordi jeg var sat saa langt tilbage; dels fordi jeg ikke kendte min Gælds Størrelse ‒ ti jeg tilstaar: Opgørelsen havde jeg ikke turdet læse ‒ ; dels, fordi den forrygende Hast, hvormed man tilsender mig Korrekturerne paa »Ludvigsbakke«, lod mig formode, at det nye Oplag skulde udkomme saa hurtigt som det var blot gørligt.

Jeg har intet Nu tænkt mig, at jeg skulde staa i saa stort et Gældsforhold til Dem som 15.000 er. Og alle mine Bestræbelser vil kun gaa ud paa at forringe dette Beløb. Men for at holde det Maskineri, som hedder mig, i nogenlunde Orden er saa mange Ting nødvendige, at f:Ex: mine Oplæsninger er paabudte af Nødvendigheden; og de seks Uger, hvor jeg ikke oplæser, er derfor ikke lette at komme over for mig....

Men mit Brev handlede ikke blot om disse Penge.

Det er en fornuftig Ordning af Salgsvilkaarene i Publikum for mine Bøger, som maa opnaaes.

Derfor talte jeg om »Ved Vejen« og dens »Inddragelse«. Det forekommer mig nemlig, at det slet ikke gaar an, at den Bogs Afsætning vanskeliggøres. Hører den ikke til de Bøger, som maa være tilstede i alle Boglader?

Og hvad »Haabløse Slægter« angaar, da er det mit meget store Ønske, at den fremkom i en Udgave til Efteraaret ‒ saadan som jeg skrev ‒ hvis dette da ikke skader det Gyldendalske Forlags Interesser. Manuskriptet til »Mikaël« indsender jeg Kapitelv til Nansen.

Disse rent Forlagsmæssige Spørgsmaal fremsætter jeg ikke af pekuniære Grunde, men fordi det, efter min Mening, hvis det betydelige Salg af mine Bøger skal naaes, netop nu er Tiden til at tage Skeen i den anden Haand end den, hvori Schubothe holdt den.

Og da jeg bestemt fastholder min Beslutning om ikke at træde i nogen Art af Forbindelse med Dhr' fra Schubothe, er det jo ene Dem, kære Hr. Hegel, som kan føre Sagen ind i et mere energisk Spor.

Jeg kunde jo skrive alt dette til Nansen. Men han er jo i Norge.

Samtidig hermed følger de tre sidste Ark af »Ludvigsbakke«; den hele Korrektur er jo gaaet gennem »Gyldendal«.

Deres hengivne

Herman Bang.