Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19030825001

Brev fra Bang, Herman til Hegel, Jacob

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 3742, 4to (Den Hegelske Brevsamling). Blyantsnummer 31. Brev. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Datoforslaget er omtrentligt og bygger på brevets oplysning om, at Bang er rejst fra Marienlyst til København.

Gamle Kongevej 25.

Kære Hr. Hegel.

Tak for Deres Brev.

Jeg er ‒ for at mindske mine Udgifter ‒ vendt tilbage fra Marienlyst ved Hjælp af et Laan af min Søster, hvad der var mig meget bittert.

Jeg forstaar saa inderlig vel alle de Hensyn, De har at tage. Men jeg tror ikke fuldkommen, De forstaar mig. Jeg er rede til enhver Opofrelse for Forlaget og skal, hvis Tiden undes mig dertil, vise det.

Hver Dag er nu kostbar. Jeg beder Dem derfor selv bestemme, hvormeget De vil ofre paa mig til Dagen, hvor »Mikaël« er færdig. Men bestem det hurtigt. Ti under disse Forhold kan jeg ikke arbejde. Jeg vilde gerne have 1/3 af, hvad De bestemte mig, nu og Resten delt til hver fjortende Dag, saa jeg akkurat véd, jeg har dog lidt.

Tidligere formaaede jeg, for at faa mine store Romaner færdige, saa mange Ting. Nu er jeg for svag dertil.

Med mange Hilsener og Tak til Fru Hegel

Deres hengivne

Herman Bang.

»Mikaël« skal være færdig 20 November.