1904. 6. december [fredag]. Budapest

[Budapest,] 6.12.1904.

Min kære Ven.

Naar jeg løfter Øjnene, sér jeg Donauen ‒ grøn som Havet. Og hinsides Floden løfter »Burg« sine femten Kupler over Bjergene.... Det er altsammen skønt og jeg vilde nyde det altsammen, hvis jeg var blot lidt raskere. Nu er Sandheden, at jeg kun længes efter at komme hjem. Men alligevel er det vel godt, jeg kom ud. Maaske gaar det med denne Rejse som med Badekure. Deres Virkning viser sig bagefter.

‒ ‒ ‒ Imorgen gaar Vejen til Bukarest. Enfin, jeg havde lovet mig selv, at jeg vilde gennemflyve Ungarn og det kommer jeg saavist til. Toget gaar herfra imorgen Nat Kl. 12 og vi kommer ikke ud af det igen, før paa Torsdag Aften Kl. 8: Min Herre, sagde en Herre paa Rejsebureauet, De er i Bukarest lige til Dineren..... Pest er iøvrigt vidunderlig. En By af Paladser, skabt og skudt af Jorden i Løbet af fyrretyve Aar. Og i ingen By i Verden tændes der om Aftenen saa mange Lys. Det er et Lysvæld over Huse og Mennesker og Gader ‒ ‒

Smerterne i mit Hoved er saa stærke, at jeg maa holde op at skrive... Maaske vil »Postillonen i Longjumeau«N (Paa Ære, den Opera spiller de her iaften ‒ den er da ikke fra idag) hjælpe en Smule paa de forbistrede Smerter ‒ ‒

Tusind Hilsener til Fru Heise og Dem

fra Deres Ven

H. B.