[1905. 11. januar], onsdag. Randers

Randers. Onsdag.

Min kære Ven.

De vil have undret Dem over, at jeg ikke har skrevet. Grunden er imidlertid ikke Træthed eller den Ugidelighed, som man altid er Bytte for paa Turnéer. Nej, Grunden var en anden. Jeg har ikke kunnet skrive, fordi jeg ikke kunde komme over det fortvivlede Indtryk, jeg den sidste Aften fik ved Volden 48N. Det var græsseligt. De forstaar, hvad jeg mener: N. talende om Teatret og om den manglende Sukces som den eneste Grund til Deres "Lammelse" – og De, stum, uden at kunne svare, uden at kunne sætte Dem til Modværge mod den hele Forstillelse ... Jeg var mer end bedrøvet, da jeg tog bort. Jeg var fuldstændig fortumlet ... Jeg har aldrig i den Grad forstaaet, hvad aarelangt Komediespil i Livet er og maa være. Hellere Cellefængsel .... Saa stærkt var mit Indtryk af det fuldkomment Haabløse i Tingene som de er, at jeg, bogstavelig talt, ikke kunde skrive ... Og heller ikke nu vil jeg overgive Papiret, hvad jeg egenlig den Aften tænkte .... Men saa meget kan jeg da sige, at hvis saadanne Samtaler ofte udfylder Deres Aftner, forstaar jeg, De ikke kan sove om Nætterne .... Og "Maria Theresia "N? Paa nogen lang Sukces tror jeg ikke – efter Bladene at dømme. Men det kan jo være, at Publikum tilegner sig sin egen Dom, lidt efter lidt .. Jeg kan nu ikke ønske, at den Pjes bliver langvarig. Jeg synes, det maa være den rene Marter – med Sindsbevægelser, der, resultatløst, fornyer sig med hver ny Aften – – – At De holder det ud – – baade det ene og det andet. Men vi skal jo. Vi er paa Scenen. Vi maa derfor spille Stykket til Ende ..... Mig gaar det jo saa storartet nu. Der er udsolgt i alle Byer, hvor vi drager hen. Kun Skade, at der med 400 Kroners Salg ikke bliver mer end Kr: 160 til mig. Men jeg klemmer paa. Jeg vil ogsaa til Ærø. Der er to Byer. Og alle Byer maa række Hals, før Tæppet for altid falder. Naa, hvad det koster mig at tjene den Mønt, det ved ingen – –

Hold Modet oppe – skønt jeg ikke altid véd, hvordan De skal kunne det. Skriv lidt til mig. Ernst N skal sende Dem Ruten. Og vid, at mine bedste Tanker altid er Dem, i Medfølelse, nær. Hils Nansen saa mange Gange.

Herman B.

Det var ellers nydeligt med Houmarks "Gæst"N. Det er mig, der behøver at lære – Otto Jakobsen at være skabagtig!