Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19050207002

Brev fra Bang, Herman til Houmark, Chr.

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 4685, 4to; uden blyantsnummer. Brev, 2 sider; fortrykt brevpapir: Grand Hotel. James Perrot med et stort tegnet billede af hotellet og ranker med smalle blade til venstre, samt: Odense, den … 190.. / Telefon 587-1041-1042. / 3 Minutters Vej fra Banegaarden . Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Bang befandt sig på sin oplæsningsturné »rundt i landet«, januar-april 1905.

7.2.1905.

Min kære Houmark.

Naar jeg saa sjældent skriver, er det kun, fordi jeg ‒ som naturligt maa være ‒ er saa urimelig træt. Det Hele er Jernbane, Ankomst, Tribune og atter Jernbane. Den tilhørende Jubel interesserer mig ikke. Derimod Pengene. Og tilsist maa det vel blive til Penge. Rigtignok ‒ til mig bliver der ingen. Men der bliver jo til Axel, til »25«, til Ivar og... de andre. Iøvrigt er Stemningen ganske sikkert overvældende og paalidelig. I mine Bøger maa der blive rømmet godt op ‒ ‒

Og ellers? Intet. Slet intet. By efter By. Kun By efter By.

Hvordan gaar det med »Tjeneren«? Fik De Brevet med Avertissementet? Svar mig paa det, Adresse Svendborg, Wandahls Hotel. For Tingen begynder at have Hast. Og skriv et langt Brev. Jeg længes derefter.... Min Rejse varer vist til første April ‒ ‒ Ja, saa længe ‒ hvis jeg holder til det.

Fru Holst har ligget. Det er Influenza og ‒ Julen. Verden er grinagtig.

Altid Deres Ven

H. B.

Hvad det nu skal blive til med Nansens ‒ det kender Gud.