1905. 27. februar. [mandag]. Nakskov

Nakskov. 27.2. 1905.

Min kære Ven.

Jeg skriver igen, fordi jeg idag er mindre træt .... "Kærlighedens Tragedie "N optager mig meget. Jeg kan jo ikke nægte, at det ikke synes mig meget nyt. Men de store Konflikter er aldrig nye. Og Fru Oda Krogh vil altid leve om igen i Livet og i Kunsten. Det er ogsaa lidt højt for mig, til Tider, i Diktionen – men man trænger undertiden til at slynge sin Følelse ud i Ord af den Kaliber. Kommer Hejberg N herned? Og skal han sætte i Scene?N Det vilde være baade godt og ondt. Godt, fordi han er en Ildner. Ondt, fordi der er dem, som vilde give ham det meste af Æren ..... "Skuespiller-Spjætteriet" interesserer mig lidet. Jeg har kun ét Ønske, at det Rak maa blive sat ned i Gager. Og det bliver de nok ... "Dagmar"N maa da nu staa aabent for Dem – med alle Porte paa vid Gab ... En har jeg ondt af, skønt det var ham, der hevA mig ud af "Folkeboden" – Fjelstrup. For han har Geni, trods alt. Men han er lidt gal, lidt for meget gal, tror jeg ..... Jeg er idag i Nakskov, hvor jeg skrev "Tine"N. Det var noget nær den strengeste Arbejdstid i mit Liv. Jeg talte i fem Maaneder kun med min Læge, Gæstgiveren og hans Familie ..... Hvor Tiden løber. Det er nu seksten Aar siden. En halv Menneskealder. Hvor daarligt jeg har brugt Tiden. Og nu er det snart altsammen forbi. Det vil sige ikke Turnéen, for af den er der seks – 6 – Uger tilbage. Ugerne gaar og Maanederne gaar – men "Mestren døer"N ustanseligt hver Aften. Dette Kongerige er stort, naar alle Kroer medtages. Drag ud, kære Ven, drag til Kros. Vær i Slæbkjole og tag Kroerne. Publikum er smigret og betaler – i Kroerne. Ak, min Gud, godt er det alligevel, at det snart er forbi – jeg mener om seks Uger.

Men De skulde skrive mig lidt om det Hele og om "Kærlighedens Tragedie".

Hils Nansen saa mange Gange .....

Med mit Helbred er det forresten skidt, da jeg hoster lidt for kraftigt. Men, det forstaar sig, jeg er jo udødelig.

Herman B.

Tilgiv, at Papiret bliver beskidt. Det kommer af den megen Sværte.