Herman Bangs Breve: 19050331003

Rødby. 31.3. 1905.

Min kære Ven.

Tak for Deres Brev.

Nej, jeg finder det rigtigt ikke at spille "Kærlighedens Tragedie "N – fordi jeg finder Stykket ikke-nyt og underligt. Men maaske skyldes det ogsaa en vis Dovenskab hos Dem eller rettere Angst for den yderste Anspændelse, som vilde fordres, at De har opgivet detA .... og isaafald er det, trods alt, beklageligt, at det ikke bliver spillet. Naa, til næste Aar undgaar De jo ikke den store Anspændelse. Saa kan man vel lade Dem have Fred iaar ..... Trangen til Luksus, aa, ja, i min BardomA og min første Ungdom var jeg mer end Slave af Luksus: jeg var en "Luksusgenstand", Luksus var mit Væsen og mit hele Væsen. Men det er gaaet af mig .... De store Smerter gør os langsomt frie af den Slags Ting ... Saaledes vil det ogsaa en Dag komme for Dem ... Jeg har en virkelig stor Sorg i denne Tid. Min lille Nièce er syg, saa syg af Tuberkulose, at hun vist aldrig kommer sig – – Hun er et saa tappert og prægtigt Menneske. Men Fru Holst har ikke nogen lykkelig Haand. Hvad hun rører ved, visner .... Men Konen er jo syg. Nu maa jeg til Silkeborg, hvor Bertha er bragt hen, og sé, hvad der kan gøres ... Hvor dejligt, at "En Lektion "N giver saa gode Indtægter. Saa faar De da det ud af et "Theateraar", som ellers ikke har været saa lystigt ... Nej, Johan N er vist snart kørt træt – de er begge kørt trætte. Det er trist at sé paa. Ogsaa hende havde jeg ondt af. Hun ligner en stor sort Fisk, som er taget op af sit Vand, og som nu ligger og spræller paa Stranden og gisper og forstaar ingenting .... Hun sagde, i Samtalens Løb, en Sætning til Manden, der aabenbarede hele hendes Sjæl. Jeg skal en Gang fortælle Dem det. Og han. Han er indeni sig saa hjælpeløst fortvivlet som et Barn – – – Jeg tror, at de var begge glade ved at se mig. Men Stemning kommer der ikke paa "Bangsbo" mer. Det var underligt for mig at læse "Mestrens Død"N i Frederikshavn ... Jeg tænkte paa den Dag, da Ligvognen skal føre Resterne af mig ud paa "Bangsbo"N ... Amalie Skrams DødN kan jeg ikke faa ud af mine Tanker. Intet FremmedtN har grebet mig saa frygteligt, siden Guy de Maupassant N døde. De gik begge – kun iforvejen.

Lev vel, kære Betty. Jeg er idag indtil Døden fortvivlet.

Herman B.