[1905. 9. april], søndag. Helsinge, Nordsjælland

Helsinge. Søndag.

Min kære Ven.

Ja – i dette har De handlet klogt og ret. Agnete N er vidunderlig. Det er Romanen om den Stærke, som er svag, og den Svage, som er den eneste Stærke – og som bliver ene. Og i alt dette er der ikke ét Ord, som De ikke kan lade strømme ud af Dem selv ... Det bør og det vil blive et Værks Indlemmelse i Menneskenes Bevidsthed og i dansk Sceneliteratur – – Hvilket Bæst spillede paa "Dagmar" Agnete, siden Stykket kunde glemmesN? Naar det Menneske en Gang er skabt paa Scenen, vil Stykket forblive – – – Vigtig er Doris. Og sig til Johannes N, at vanskelig er sidste Akts Scene mellem Sara og WulfN. Ganske let komisk skal det virke – med den bitre Komik, der lader os sidde med Graaden lige nedenfor Struben ... Vanskelig er ogsaa Boghandlerkommis'en – en begærlig, ung Knægt, som fremfor alt skal sé paa hende, som han vil ha'e i Seng. Tilgiv denne Oprigtighed. Men det er Rollen. Naa, jeg troer, at LeoN kender den snare VejN til Sengene ....

Det bliver værre og værre med min lille Nièce. Der er vist intet Haab. Det er en Sorg, som har ramt som et Lyn .. Og jeg kan ikke "toe mine Hænder"N. Jeg burde forlængst være skredet ind mod Fru Holsts frygtelige og selviske Ligegyldighed. Men det har været saa vanskeligt. Jeg tror ikke Livet skaaner mig for nogen Art af Smerte – –

Hils Nansen.

H.B.