1905. 29. juni [torsdag]. Marienlyst, ved Helsingør

Marienlyst. 29.6.1905.

Min kære Ven.

Maaske har Betty N skrevet dig til, hvilken Ulykke der har ramt mig. At jeg har haft – pludselig, uden Varsel – et Anfald af Drikkesyge. Og nu troede baade Lægerne og jeg, at jeg var helbredet. Det har virket frygteligt paa min Sindstilstand. Jeg har i lange Tider, i aarevis ikke været saa nedtrykt som nu – ikke saa nedtrykt og ikke saa alene. At det aldrig skal ophøre. Ti det hører aldrig op. Nu ved jeg det, at det er uhjælpeligt og hemmeligt forbundet med min Organisme. Jeg ved det, fordi det kun er efter et af de Anfald jeg ser mine Bøger – ogsaa denne Gang saá jeg, paa samme Maade som altid, pludselig, da det var forbi, min Bog som en Række levende Billeder paa et ophængt Klæde. Men hvilken Forbandelse. Aa, min Ven, af den Lænke af Lidelser, jeg bærer, er denne den frygteligste – – En Grund var der og Grunden var Fritz Petersen N. Jeg havde underskrevet min Kontrakt og skulde som alle andre have "Sommer-Forskud" og paa dette var alting indrettet. Jeg skulde have trehundrede Kroner om Maaneden og nu har jeg forgæves ventet tre Maaneder – – Derfor var det, jeg maatte sende Eskildsen N ind efter de Penge. Og saa, i Drukkenskabsdagene, brugte jeg dem. Det er saa frygteligt. Dobbelt frygteligt, fordi du naturligvis tror – siden han har Teatret – at Boesen er Skyld i al denne Uorden. Men jeg giver mit Æresord paa, at han ikke har modtaget og ikke vil modtage en Øre – – – Jeg ødede dem i Drukkenskaben. Og nu er min Søster her og iovermorgen er det den første og selve Huset maa stanse. Og hvad vil man tro paa Forlaget om Uordenen i mine Ting, skønt jeg nu i Aarevis har kæmpet med det ene Maal: at faa Orden.

Jeg er endnu feberhed, naar jeg skriver. Men jeg beder dig sige Forlaget, at jeg maa have mine Penge for August den første Juli. De for September maa jeg saa have første August og første September kan jeg saa undvære – – – To Døgn har jeg opsat at skrive dette Brev. Jeg lover dig personlig, at, naar dette sker, skal jeg i dette Aar ikke gøre dig flere Sorger. Men nu er jeg saa syg, at jeg beder dig svare mig et telegrafisk Ord.

Herman.