Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19050900002

Brev fra Bang, Herman til Heise, Oluf

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 974. Brev, 4 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger Ud fra håndskrift og flere af brevets oplysninger foreslås en datering til sensommer 1905 ‒ og forud for kontrakten i oktober 1905 med Casino om at være fast sceneinstruktør ved teatret.

Gamle Kongevej 25

København. B.

Kære Hr. Heise.

Jeg maa komme og hyle for Dem. For hele det sidste Halvaar har været en bundløs Elendighed af en Grund, som jeg er uden Skyld i. Da jeg holdt op at »læse op«, havde jeg ordnet alt, saa jeg kunde komme ud af det: Forlaget ‒ »København« ‒ Kasino.

Men saa glap Kasino, hvor jeg havde Slutseddel om 2600 om Aaret og maanedlig Udbetaling af »Gagen«. Jeg fik ikke Kontrakt, maatte lade mig sjofle ‒ og stod der. Det var i de Dage jeg skrev til Dem og fik halvtreds Kroner. Men hele min Sommer blev ødelagt i den Grad, at jeg havde ikke et glad Døgn og tilsidst blev jeg syg, saa Lægen, som sædvanlig, paabød Luftforandring, og jeg rejste hjem. Men her er det kun blevet værre og jeg er en hel Maaned tilbage med alting ‒ endogsaa med min Søster, hvad der er det forskrækkeligste af det Hele. Og nu staar jeg foran den store Styrkeprøve: den nye Bog. Det er grufuldt og ufortjent. Og jeg skal ogsaa betale Rodemesteren, som har sat mig op i Skat. I fast Indtægt har jeg jo ‒ trods Kasinos Svigten ‒ saa meget, at jeg vel kan klare det. Men naar jeg først var i Gang.... Naa, nu har jeg hylet og vil holde op. For det er kun urimeligt at hyle for andre.

Hos Dahls sagde de, at De og Fru Heise var i Hornbæk men nu snart flyttede hen paa Nyvej. Gud ske Tak. Saa kan jeg da komme og besøge Dem ligesom paa Niels Ebbesensvej.

Mange Hilsener til Fru Heise og Dem selv

‒ H. B.