1905. 14. september. [torsdag]. [København?]

14.9. 1905.

Kære Ven.

Hvor hver Sejrsmelding glæder mig ... Ja, paa de Rejser svinder Ens Liv ind. Først tænker man paa Kunsten og Pengene. Senere paa Pengene og Kunsten. Og tilsist kun paa Pengene. Gud Herren straffe mig, om man ikke ender med at lægge sammen og regne ud – ligefra man slaar Øjnene op, til man lukker dem ... Jeg havde tænkt saa meget paa at "smutte" op til Stockholm et Par Dage, naar min BogN var færdig. Men jeg faar naturligvis ikke Raad. Aa, naar man ikke læser op mere, sidder man paa den bare Ende. Jeg har i de sidste Aar ikke været vant til den Situation. Der var dog, om jeg saa maa sige, Ende i PermissionerneN. Men nu er det s'gu "Skjorten ud af Laserne" .... Hvad De havde skrevet i dette her TidsskriftN var udmærket – ganske, som om jeg havde hørt Dem fortælle mig det, hvad der er den største Kompliment, jeg kan sige Dem. Og Billederne var brillante. Og stolt havde vist den selvhaanede Næse lige i Profil ... Peter var saa glad, saa glad .... Men "at alt maa vige", som De skriver, gør mig en Smule ondt – for Garderegimenterne. "Livet er mangfoligtA", sagde salig Maggie (Aagaard)N og hun havde Ret. Livets største Hemmelighed er den, at intet maa vige, fordi man faar Tid til alt – ogsaa til Regimenterne altsaa. Naa, det er saamæn en nydelig Præken af en gammel Mand til en ung Dame .... Esther længes vist meget efter Dem. Hun sad meget stille i sin Stol men var meget, meget artig .... Aa, tænk, om De kunde tjene saa meget, at De fik noget i Sparekassen. Det fik jeg i Finland, men, futsch, var det røget igen i Skt. Petersborg N. Men hvad der er dejligt, er hver Dag at tage Penge ind. Det ligesom batter saa godt .... Jeg véd ingen Sladder. Den engelske Flaade har været herN og de har indviet RaadhusetN. Men jeg saá hverken Flaade eller Raadhus ... Naar jeg tænker paa, at jeg vel ikke ikkeA skal sé Dem før i December, synes jeg slet ikke, jeg kan forstaa det. Og tænke sig alt hvad De skal forinden – vinde Sejre og slide og rejse og flytte og arbejde .... med MadsenN i Halen. Jeg ler, naar jeg tænker paa Madsens Holdning .... "De otte"N er da inde i det tørre Helvede. Olivia bliver rakket af – saa Strimerne er blodige paa hendes fede Ryg. Hvor de Mennesker skal skrabe Føden, kender da kun Gud. Men det er jo NorrieN, der maa bløde. For Jakob har jo kun en Merskumspibe og saa Olivia. Og hende er der vist ingen, som vil give Penge for, skønt der er nogle, som siger, hun er Jomfru – – –

H.B.