1905. 5. oktober [torsdag]. [København]

5.10.1905.

Min kære, min egen Bertha.

Du maa have været meget bedrøvet og meget bitter ved min TaushedA. Og ikke kan jeg forklare dig, hvorfor jeg taug. Eller dog ‒ maaske kan jeg forklare det, naar jeg siger dig, det er, fordi jeg er blevet gammel. Ti man er ældet, naar man er blevet uvis overfor Afgørelser, naar man vakler overfor det: at tage Beslutninger. Og det er netop det, som jeg har gjort og det er dig, min egen Ven, som har lidt derunder, og som jeg har gjort bedrøvet.... Hvad skal jeg skrive? At jeg tænker paa dig hver Dag, og at jeg er saa inderlig bekymret for hver Dag, hvor du er syg og lider? Det ved du vel dog.... Men gid du, kære Bertha, vilde være saa forsigtig, saa forsigtig, at hver Time blev et lille Skridt hen mod det at blive helt, helt rask igen. Men jeg véd jo selv, at der gaar saa lang, lang Tid, inden man bliver ganske frisk igen ‒ ‒ Her er det koldt og Storm. Ude over SøerneN ser jeg nu de hvide Maager flyve. De kommer altid, naar Stormen tager de allersidste Blade... SofieN er paa »Diakonissen« og meget syg. Fru Holst gaar hver Dag til Læge og bliver ikke bedre. Jeg er naturligvis rask ‒ som altid.... Jeg skulde skrive dig noget muntert. Men jeg ved ikke noget. Med mindre det skulde være, at selve Livet er saa muntert, at man nu har opdaget, at selv Elefanterne græder derover. Og de er dog ellers tykhudede.

Tusind Hilsener ‒

Din

Herman.