Herman Bangs Breve: 19060624001

Søndag.

Min egen Ven.

Jeg har tiet fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde skrive. Ja, kunde jeg sidde ved Deres Seng og tie og tale lidt og tie igen – da kunde det maaske være til lidt Øjebliks-Dulmen. Men nu – Hvor Livet er elendigt og jammerfuldt ... Nu ligger De der ene og ensom – selv ydre ensom. Og ingen Tanker, man sender frem imod Dem hver Dag og hver Aften og om Natten, naar man ikke sover, kan hjælpe blot et Gran –

Ak, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige eller skrive. Hvad der er kommet, maatte komme. Men hvor frygteligt, at Deres Kræfter skulde svigte – – Alligevel, De er stærk – trods alt. Vi ligner hinanden. Vi rejser os altid igen. Ogsaa De faar Kræfterne tilbage. Hav derfor Taalmodighed. Sommeren vil være forbi. Men om Vinteren – tændes det elektriske Lys. Og maaske passer det (Gud bedre det) bedre for os.

Snart skal jeg skrive med Blæk.

Altid og altid Deres

gamle Herman.