[1906. 24. juni.] søndag. [København?]

Søndag.

Min egen Ven.

Jeg har tiet fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde skrive. Ja, kunde jeg sidde ved Deres Seng og tie og tale lidt og tie igen – da kunde det maaske være til lidt Øjebliks-Dulmen. Men nu – Hvor Livet er elendigt og jammerfuldt ... Nu ligger De der ene og ensom – selv ydre ensom. Og ingen Tanker, man sender frem imod Dem hver Dag og hver Aften og om Natten, naar man ikke sover, kan hjælpe blot et Gran –

Ak, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige eller skrive. Hvad der er kommet, maatte komme. Men hvor frygteligt, at Deres Kræfter skulde svigte – – Alligevel, De er stærk – trods alt. Vi ligner hinanden. Vi rejser os altid igen. Ogsaa De faar Kræfterne tilbage. Hav derfor Taalmodighed. Sommeren vil være forbi. Men om Vinteren – tændes det elektriske Lys. Og maaske passer det (Gud bedre det) bedre for os.

Snart skal jeg skrive med Blæk.

Altid og altid Deres

gamle Herman.