[1907. 11. marts], mandag. [København]

Mandag.

Kære Ven.

Jeg kom ikke igaar, fordi jeg maatte skrive og modtage Besøg den ganske Dag – Søndagen, den eneste Dag, hvor jeg har fri fra TeatretN. Og dødtræt blev jeg.

Og nu maa jeg ovenikøbet plage dig. For det gaar ikke, efter alle disse Ulykker, som ventet var. Ti da jeg tog min Gage op – i Randers N – for alle disse Maaneder, regnede jeg jo med Procenter fra Kasino, som jeg nu ikke faar; og med Indtægten af Foredrag, som nu sørgeligt glipper. Og regnede ikke med Udgifter, som just disse Maaneder har bebyrdet mig med, fordi angstfulde Kreditorer fordrede deres Penge. Jeg har maaske – paa alle Omraader – lidt endnu mere end I véd. Og, saalænge dette Hus eksisterer, er mine Udgifter givne. Og øgede, fordi jeg maa køre gennem Gaderne til og fra Kasino.

Men naar en Gang, ved Sæsonens Slutning, alt bliver anderledes, skal jeg vel vide at vise Jer, for hvor lidt jeg selv kan være til, indtil et andet Land paany giver mig mine gamle Indtægter. Allerede ligger der tre Engagementer til Mikaël -Oplæsninger i Berlin paa mit Bord. Jeg har besvaret dem med Nej nu. Men, naar jeg har været et Par Maaneder i Tyskland, tager jeg imod dem. Og jeg skal vel vide at sejre .... Aa, ja, det havde staaet saaledes for min Tanke, at jeg skulde berede Vejen for Fru Nansen. Det ramlede, da jeg ved "Rosmersholm "N sagtens kun gjorde Skade. Saa meget styrtede i det Aar, der gik. Nu maa jeg kun sé at tjene Pengene for ingen herhjemme at falde til Byrde. Men det i hvert Fald kan jeg ogsaa ....

Saa langt jeg skriver.

Men sé.

Jeg har taget min Gage op til April. Og dog faaet 150 Kr. i Hillerød. Men alligevel maa jeg bede Forlaget om tohundrede Kroner. For jeg kan ikke komme ud af det. Og jeg er for svag og syg – efter alt dette – til at kunne bære daglige smaa Bekymringer.

Det er mig svært at bede om disse Penge – af to Grunde: 1) fordi jeg saa nødig vil staa i Forlagets Øjne som en uordenlig Person, hvad jeg ikke er, 2) fordi jeg altid frygter for at berede dig rent menneskelige Ubehageligheder. Jeg har ogsaa gjort, hvad jeg kunde for at undgaa at bede: Jeg rejste ud at holde ForedragN. Men der kom jo ingen. Det var tre drøje Dage – ogsaa de.

Din

H.B.