Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19070606001

Brev fra Bang, Herman til Houmark, Chr.

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2751, folio; uden blyantsnummer. Brev, 2 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger I begyndelsen af juni 1907 var Bang nogle dage i Aalborg, hvor han traf Fritz Petersen og hans teatertrup, der afsluttede deres provinsturné. Mandag morgen 3.6.1907 fandt et ægteskabeligt jalousiopgør sted på Bejers Hotel i Aalborg, hvor hun blev såret, og han skød sig selv. Samme dag udtalte Bang sig om dramaet til Aalborg Amtstidende: ‘‘Den glade Enke’ skudt’ og 4.6.1907 til avisen København: ‘Herman Bang om Fru Gerda Nathansen’. ‒ Brevet sidder indklæbet i veksellerer Johan Levins brevsamling, 3. Bog; Johan Levin (1877-1959) erhvervede i 1920 et antal breve fra Christian Houmark.

6.6.1907.

Min kære Houmark.

Jeg er saa træt, saa træt. Det sidste var lidt for meget for mig. Aldrig har jeg sét saa dybt ind i forvirrede menneskelige Sjæle som i de to Døgn... Gerda , Fritz P., hans Kone , den ulykkelige Døde ‒ hvilken Forvirring, hvilken Oprevethed ‒ og alt indvævet med Operettemelodier. Ingen Romanforfatter har digtet et saadant Kapitel ‒ ‒ Men for min trætte Sjæl var det for broget. Jeg holdt mig naturligvis oppe, raadede, hjalp, trøstede, afværgede. Men nu er Reaktionen der, den af mig længe frygtede... Og jeg er helt alene. Johan er bortrejst for en Uge, og jeg sidder her, paa »Hofmann«, midt i denne lange, graa Gade. Om Natten er der Is paa Vandpytterne. Vorherre, der tager feil af saa meget, har iaar ogsaa taget fejl af Almanaken. Det er Alderdomssvækkelse. ‒

Jeg tænker meget paa Dem ‒ nu har altsaa ogsaa Holm sagt Farvel til Danmark. For ham er det vistnok bedst. Jeg véd ikke, men jeg tror, at der er ligesom gaaet meget i Stykker inden i ham. Og der hører fremmede Forhold til at det kan heles.... Hvorledes gaar det Paul? Han var saa fortvivlet. Det er altsammen lutter Tragedie og lutter Fletværk ‒ Maske ved Maske. ‒ Og blinde løber vi om og forbi hinanden og i Armene paa hinanden ‒ i et Net. Denne Hyttefadssprællen kaldes Livet.

Lev vel, min Ven.

Herman.

Jeg havde meget at fortælle Dem. Men jeg er saa elendig til at skrive Breve. Hils Paul saa mange Gange.