Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Herman Bangs Breve: 19070828001

Brev fra Bang, Herman til Gade, Svend

A Privateje. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Bemærkninger På Kleines Theater, Unter den Linden 44 i Berlin, havde den danske dramatiker Sven Langes komedie Die Stimme der Unmündigen (originaltitel: De umyndiges Røst ) premiere onsdag 28.8.1907; »Skuespillet gives med Teatrets Første-Kræfter i Hovedrollerne og i Dekorationer af Hr. Svend Gade« (Politiken, 27.8.1907). At Bang og hans unge ven Josef Melnik (1881-1931) overværede den tyske premiere fremgår af Melniks notits på det trykte teaterprogram og på teaterbilletten (Parquet rechts, Reihe 8, Sitz No. 183), som i dag begge findes i Det Kongelige Bibliotek blandt Bangs breve til Melnik: NKS 2353, folio.

Nürnbergerstrasse 36. Berlin. W.

28.8.1907.

Kære Hr. Gade.

Tak for Billetterne, som det iøvrigt er urimeligt, De har sendt. Jeg var jo i hvert Fald kommet. Jeg skylder Sven Lange en saa uendelig Taknemmelighed, at hver, selv den allermindste Tjeneste, jeg kan gøre ham, er mig en, snart sagt, hellig Pligt.

Nu spytter jeg tre Gange paa Dem for at bringe Lykke. Og tre Gange paa Lange, som De maa hilse.

Og saa vil jeg spørge Dem: Kan De ikke omgaaende sende mig et Billede af Dem og hurtigst faa taget et Par Scenebilleder af Stykket? Saa skulde jeg skrive Teksten og saa satte vi det i »Illustreret Tidende?«

Naar man er ung, glæder saadan Noget dog altid.

Bien à vous.

Herman Bang.