© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Fasanenstrasse 58.
Berlin. W.
30.12. 1907.
Min egen, min kære Ven.
De skal have det første Julebrev. Ja, virkelig det første. Og det faar De til Nytaar. Men Julen blev i Stilhed lidt svær og broget for mig. Dog bar jeg det med rankt Hoved og en god Samvittighed. Det vigtigste var jo til Side: Ernst var kommen hjem til sin Ferie, Husets Førelse var sikret – det var kun alle de sidste møjsomt sammenskrevne Penge, som ikke kom og saa blev der intet af Julepresenter og Telegrammer –
Naa, alt det vil Houmark fortælle ... Han var her altsaa og jeg kom ikke til Skriveri. Saa rejste han. Og min Oplæsning fulgte. Indtrykket var vistnok endnu stærkere end første Gang. De vilde maaske undres ved at sé og høre mig paa Tysk. Jeg er elegant og koldblodig og døende og elskovsfyldt og friseret, saa man knap sér Skaldetheden.
... Og saa kom Deres Billede.
Aa, hvor skønt det er. Dette Billede, som De selv har digtet, er dog tifold mere skønt og mere talende og mere ligt end den store Zorns . Tak og atter Tak for det. Tak ogsaa Peter for det Svineri, han sendte mig. Fælt er det og glæder dog – et gammelt Hjerte ... Hos Fischers saá jeg igaar, da jeg paa en Biltur var der et Øjeblik, Peters Julekort. De var meget glade for det. Jeg tror virkelig, at Sammy (det er Fischer) lidt efter lidt faar (saa vidt han kan, den Pengepung) noget, som ligner Venskab for mig. Dels, fordi jeg aldrig plager ham med at tale om mine Bøger. Dels, fordi han, ved Besøg her i Huset og ved at sé min ganske Færd, vistnok har vundet den Overbevisning, at der er ingen Fare for, at jeg skal ville plyndre hans Portemonnæ. Himlen bevares, hvor er deres Palais i Grunewald skønt – fordringsløst og dejligt. Og Hedvig er i Virkeligheden velvillig og rar. Den Kone sendte mig til Julen et lille Kaffeservice og Sammy en dejlig Kurv med henkogte Frugter. Det hjalp altsammen. En ung polsk Frue, som jeg slet ikke kender men hvis Vinduer nok vender ud til vor Have (saa hun vist har set mig disse Maaneder paa min ensomme Balkon) sendte mig et nydeligt lille Juletræ. Det var jo udmærket. For ellers havde vi intet haft, ser De. Og for Houmarks Skyld vilde det naturligvis have rent ud smertet mig, at det blev saa fattigt. Men nu stod det lille polske Træ for Enden af Bordet. Og Mm. Wasbutzki , min Læges Frue, havde sendt en Skaal med Konfekt. Saa det havde vi ogsaa. ... Naturligvis kunde jeg godt have sendt Bud efter Penge. Men i et fremmed Land kan man ikke lade staa til. Men maa regne alting ud. Og nu skal jeg jo desuden snart gaa langt ned i Gage .... En stor Glæde havde jeg i Julen. Hr. Melnik er blevet Redaktør for et stort og meget fornemt Tidsskrift. Han er et Under af Opofrelse – det maa disse Russere i det Hele være – og hvad enten det er Helg eller Søgn eller Jul , han kommer paa Slaget og læser for mig sine to Timer og gaar igen. Hver Dag; og det skønt han dog er ung og mit Selskab vel ikke altid er lige muntert. Og hans bestandigt funklende Hjerne spreder adskilligt Lys i mine Stuer, hvor der en Gang imellem er lidt mørkt ... Saa det var mig en stor Glæde, at han nu har faaet saa glimrende en Stilling, en virkelig Førerstilling. Og han er kun seks og tyve Aar ..... Hver Morgen sér jeg efter, om De spiller den Aften. Men saa sjældent spiller De. Men nu maa der da for Satan blive Plads, naar den gamle Medaille gaaer og Emma døer og Bloch'ene rejser ad Helvede til, jeg mener, til Nørregade. Naar bare hele Operaen ogsaa pakkede sit Tøj.
Jeg har nu sagt til Sammy, den kære, at jeg en Dag, inden min Rejse til Breslau og Wien, vil sammen med Felix Hollaender (Max Reinhardts højre Haand). Saa begynder jeg paa Kampagnen for "Agnete " og Resten – – – Apropos: Vilde De ikke sende mig Karen Poulsens Adresse (men skriv den lidt tydeligt. Folk skriver altid Adresser, saa ingen Kat eller Fanden selv kan læse dem) – jeg vilde gerne sende hende en Hilsen i det nye Aar. Hende er der vist kun faa, som husker. Ikke sandt: "Hvor "den Gamle" dog er betænksom" ..... Ah, véd De hvad, man har i sin Ensomhed saa lidt at tænke paa.
– – – Og nu "Lev vel". Om Ønsker kunde gøre andre lykkelige, da vilde De og Peter blive meget, meget lykkelige i det nye Aar. En Kreds vil mine Tanker slaa om 48 paa Aarets sidste Aften. De Gamle har saa lidet at ønske for sig selv. Deres Tanker slaaer en Kæde om de Faa, de holder af – men Ønsker nytter saa lidet, saa lidet. Et Ønske havde dog jeg, at vi til Sommer (naar De i Juni havde tjent styrtende med Penge paa en Tournée) kunde være sammen et Par Uger i Tyrol .... Der er saa let at aande paa de høje Bjerge. Og Menneskene og alt, hvad deres Skidt er, bliver saa langt borte.
Lev da vel. Og kys Esther fra mig og bed hende ikke helt at glemme "den Gamle", som holder saa meget af hendes Fader og Moder.
Adieu.
Herman.