1908. 2. januar [torsdag]. Berlin

Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

2.1.1908.

Min kære Houmark.

Nej, det synes jeg s'gu er et lidt for sørgeligt Resultat af Deres Besøg, at De aldrig vil komme igenN. Saa græsseligt synes jeg nu heller ikke, De havde det.... Men hvordan har De da egenlig tænkt Dem, at Livet saá ud for et Menneske, som var spyttet ud af sit Fædreland? Jeg har aldrig gjort mig Illusioner paa det Punkt. Jeg udvalgtes til at udsende i Ørkenen. Voilà ‒ ‒ ‒

At skrive har jeg ingenting. Nytaarsaften var Frøken Thune og jeg helt alene. For Melnik var bedt ud et Sted, hvor han ikke kunde sige Nej. Tak for Telegrammet.

Idag har jeg atter taget fat paa Livet, det vil sige paa »Listen«. Aaret skal have tolv »Lister« ‒ hvis jeg lever saa længe. Og paa Lørdag skal jeg atter optræde ‒ denne Gang paa Berlins RaadhusN. Mit Navn hænger alenlangt paa Plakatsøjlerne. Det er mig en Rædsel at sé paa. Og paa Søndag otte Dage skal jeg rejse til Breslau.

Det er alt, hvad jeg véd at fortælle.

Og De er atter hjemme og sér de vante Ting og ser de vante Mennesker. Det er godt.

Gid Aaret maa bringe Dem megen, megen Glæde ‒ helst Lykken. Men den er saa sjælden her paa Jorden. Og jeg er ikke helt sikker paa, om vi finder den heller i Himlens de mange BoligerN.

Altid Deres Ven

Herman B.