Fasanenstrasse 58.
Berlin. W.
14.2.1908.
Min inderligt kære Ven.
Tak og Tak for Deres Brev, skønt det bedrøvede mig saa dybt. At det rent personligt skulde ramme ogsaa Dem.... Aa, Gud, hvor uudtømmelig opfindsomt er dog ikke Livet, naar det gælder om at berede Lidelser... Ja, hvad alt dette skal blive til, begriber jeg jo ikke. Ti jeg tror, at der, hvor Folk endnu tror alt sikkert, er Raaddenskaben størst... Og Heises. Jeg tør ikke tænke derpaa..... Nej, Bud efter mig har ingen haft. Jeg vilde jo ogsaa være saa helt og ganske overflødig. Man har hjemme Mænd nok. Hvad skal man saa med mig ‒ der er saa lidet Mand. Og som betyder saa lidt. De vil allesammen hellere rende rundt selv.
Tusinde Hilsener til Erna og Søster.
Altid Deres Ven
Herman B.