1908. 25. februar [tirsdag]. Berlin

Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

25.2.1908.

Min kære Nini.

Tilgiv, at jeg saa meget længe ikke har skrevet. Men dels har jeg, siden jeg kom hjem fra WienN, maattet arbejde saa urimeligt meget. Dels havde jeg haabet, at jeg vilde kunne skrive til dig, om du nu ikke vilde komme herned hos mig. Og atter gaar det ikke. Saalænge en udebleven Anvisning, et ventet Honorar skaber huslig Bekymring, vil jeg ikke, du skal være her. Vi tre, som er i detN, er snart vante til det. Dig vilde det kun pine. Ja, Begyndelsen er vanskelig, naar man er gammel og staar med de tomme Hænder. Men en Dag lysner det vel. Og vi kan sés. Naar blot da ikke du maa blive ligesaa skrækslagen som Houmark N over dette Hus, hvor vi har atten Haandklæder og otte Vidskestykker. Men det er jo nok for os. Og kun unødigt køber jeg mere. Den Dag, man er død, behøver man kun ét Lagen.... Godt i hvert Fald, at jeg drog bort. Hjemme bliver man jo ikke mat af at fornærme mig. Snart skal jeg atter paa Rejse. Og denne Gang bliver det frygteligt, da jeg ikke anden Gang kan sige Nej til alle Indbydelser. Desuden arrangeres der (paa et Slot i Nærheden) danske Tableauer til min Ære. Til min Ære. Den Slags Glæder har man berøvet mig ‒ for al Tid.... Men Livet skal jo leves. At Bertas Bog kommer ud, ved du vel. Hos Gyldendal. Bogen er god og har ingen mindste Hentydning til nogen af os. Hils Sofie og alle.

Herman.