1908. 30. oktober [fredag]. Berlin

Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

30.10.1908.

Min kære Houmark.

Hvor lykkelig De maa være. Ti det er en Bog, som De har skrevetN. En Bog, hvis Mennesker lever, og hvis Komposition, i fordringsløs Fasthed, synes fuldbyrdet i en selvfølgelig Ro. I Bogens Opbygning synes mig dens lykkeligste Løfte at ligge ‒ for Dem og for os andre..... Hvad dette stakkels Menneske angaar, da véd De, at det falder mig saa meget svært at fatte virkelig Medfølelse med disse klamme Mennesker. Men saa megen Med-Liden, som jeg kan faa med saadanne Folk, har De aflokket mig... Kun én Fejl synes De mig at have begaaet: hvorfor gøre ham saa ydre hæslig? Ved at lade ham være saa ydre styg, bliver Opgaven maaske lettere. Men selve »Typen« mindre vidtrækkende. Om han f.Eks. ‒ just paa Grund af Moderens evige »Smagen paa Mad« ‒ havde været lille, klein og tynd, med et Ansigt uden Blod og hvor kun Øjnene havde Skønhed for dem, som kunde sé den, vilde Tragedien være blevet mere »indre«. Hans Hæslighed er et Rekvisit, som De bruger, men som ikke vedkommer hans Sjæls virkelige Historie. Mon jeg ikke her har Ret? ..... Jeg tænker saa meget paa Deres ModerN. Hvor dejligt, at hun oplevede disse Dage. Og hvordan sér Fru SimonsenN ud i sit Ansigt?..... En lang Vej har De tilbagelagt og sejret...

Herman B.