1909. 18. januar, [mandag]. Berlin

Fasanenstrasse 58.

Berlin. W.

18.1.1909.

Deres ExcellenceN.

De vil maaske, kære Hr. Neergaard (sér De, jeg ved virkelig ikke ret, hvordan jeg skal titulere Dem, ti »Deres Excellence« synes mig saa meget fjernt, og »Hr. Neergaard« passer sig maaske ikke, derfor bruger jeg begge Tiltaler, og De vil sikkert smile et Øjeblik) ‒ eh bien, alorsN, De bliver maaske forbauset over dette Brev. Men det er skrevet ganske uselvisk og skrevet, fordi De i saa mange Aar bestandig har bevaret Troen paa, at jeg forstod mig paa den Sag, hvorom det her drejede sig. De har ogsaa altid holdt mig for »en hæderlig Person«, og De vil derfor tro mig paa mit Ord, at intet Menneske i Verden har den svageste Anelse om, at jeg skriver til Dem.

Men jeg maa saagu' skrive. Ti her maa De gribe ind, De har jo dog Forstanden og Kulturen og nu Magten til det.

Det er »Chefsposten«N, det gælder.

Nu véd Himlen, at jeg i disse Tider, saa rige paa Ulykker og Farer for vort stakkels Land, ikke tillægger Sagen den »Betydning«, som »Københavnere« eller »Kafé-Københavnere« gør. Men nogen Kunstbetydning har Tingen dog, og derfor kommer jeg til Dem.

Nu maa De forstaa, at det er mig lidt svært at skrive, fordi jeg kender Manden saa godt. Paa den anden Side vil De kunne indsé, at jeg kan have saa bestemt en Mening, fordi jeg kender ham.

Blandt alle, der har været talt om, er der i Virkeligheden kun EnA som ‒ til alle Sider ‒ passer for Pladsen og Ene-Pladsen (og det maa af alle Grunde blive en Eneplads; det andet skaber KoteriN, Skyden sig bag hinanden, Ansvarsløshed). Og denne Ene er Godsejer Johan Knudsen.

Socialt: Han er Godsejer, Medlem af FolketingetN (som han, mellem os, af alt Hjerte ønsker at forlade). Han er meget repræsentativ, en god Taler, en Mand, som, under megen Form, mægter at holde de Damer og de Herrer paa Afstand.

Administrativt har han ‒ uden at man har vidst det, ti han gav højmodigt Broderen Æren ‒ forlængst bevist en overordenlig Evne. Under de vanskeligste Forhold bragte han Orden i »Dagmarteatrets« Budget og ledede dets hele Administration, indtil Broderen faldt i Martinius N's HænderN, og Johan Knudsen, træt af en evig Strid med den eneste Broder, opgav Sagen. Men hans Administrationsevne havde bevaret Teatret to-tre Aar.

Kunstnerisk er han højtdannet, af et alsidigt men klogt Frisind. Ikke Tilhænger af nogen »Skole«. Af stor Belæsthed. Der gives i vort Land meget faa Mennesker, paa hvis Dom om Kunst jeg privat stoler saa fast og saa fuldstændigt ‒ skønt vi saare tit er uenige i Enkelttilfælde.

Dette er altsaa min Mening.

Og, kære Neergaard, jeg beder Dem af Hjerte gribe personligt ind og udskyde Sagen ‒ for at gennemføre den.

Jeg har intet personligt at vinde og intet personligt mod nogen af disse Kandidater. Men det gaar dog ikke an, at Hr. Enevold SørensenN hvem jeg iøvrigt ikke personligt kender, her bestemmer og gør Otto Borchsenius til Theaterchef. Saa langt bør dog ikke den hæderlige Middelmaadighed kunne bringe det i Landet...... Om de andre »Kandidater« skal jeg ikke tale. Ti De har i Sandhed andet at gøre end at læse mine Breve ‒ ‒

Uendelig ofte ønsker jeg at kunne tale med Dem. Ikke, fordi jeg troer, at jeg kan give Dem Raad. Men fordi min Stilling, saa at sige i »Europa«, giver mig Lejlighed til at sé og høre saa meget.... Jeg kunde give Dem mærkelige Eksempler derpaa. Det er nu akkurat et Aar siden ved en Diner, en meget højtstaaende Mand her stillede mig visse Spørgsmaal om Hr. AlbertiN, der næsten lod mig falde om paa Gulvet ‒ ‒ Man var her (ad hvilke Veje?) underrettet, paa forbløffende Vis, om Ting, som hjemme ingen anede eller lod, som de anede. ‒ ‒ ‒ Ja, hvor frygtelige Bekymringer nærer jeg ikke. Maaske indberetter vore Gesandter, hvor faretruende Stillingen er. Men et lille Lands Udsendinge erfarer ofte meget lidt. Mine Venner i Wien ‒ og paa Grund af min store Sukces i netop den By, som mere er »et Selskab« (monde)N end en By, er mine Venner der meget underrettede ‒ mener, trods alt, at Krigen vil være uundgaaelig, fordi Ungtyrkernes HerredømmeN ikke kan opretholdes.... Ogsaa herN er man af denne Mening og er forberedt paa alt.... Hvis vi, om tre Maaneder skulde afværge en »Gennemgang« af vort Territorium eller en midlertidig Besættelse deraf, er da vore Indkaldelsesordrer, vore Depoter beredte? ... De, Styreren og Politikeren, vil maaske kalde alt dette Fantasteri. Og dog, min Ven, er det saa langt fra at være det....

Men det var jo ikke om alt dette, jeg vilde skrive. Det var kun om »Chefen«. Og i dette Spørgsmaal ved jeg, at De vil tillægge mine Ord nogen Vægt.

Lad mine Slutningsord være et inderligt Ønske, et Ønske af hele min Sjæl, at det maa forundes Dem i Tider, som jeg ansér for uendeligt farefulde for Fædrelandet, at lede dette Fædreland frelst gennem Farerne. Aa, ja, lad os haabe det ‒ ‒

Lev vel og, i hvert Fald, vredes ikke over mit ukaldede og altfor lange Brev.

Bien á vousN.

Herman Bang.

Aa ja, jeg kunde sige Dem saa meget, som jeg ikke vil skrive ‒ ‒