1910. 21. november [mandag]. [København]

21.11.10.

Min egen Bertha.

Tak for Bogen, tak for Dit Brev, skønt det var saa bedrøvet. Du har Ret: jeg tilhører ingen mere ‒ og mindst mig selv, jeg tilhører to TheatreN, som er en Svindel, og jeg gaar i Angst for 150 Menneskers Brød. Der fordres alt af min Vilje, der hver Dag maa kunstigt ildnes, og alt af mine Kræfter, der hver Dag maa kunstigt styrkes. Fru Nansen sagde i Dag til mig paa en PrøveN: hvor De er flittig.

Ja, jeg er saa flittig, at jeg aldrig lever.A Jeg kom til at tænke paa en Aften for over femogtyve Aar siden, da Edvard Brandes spurgte mig, hvordan min Dag gik. Jeg rablede alle mine Gøremaal af mig, og ganske overvældet sagde Manden: Men naar lever De da?

Det er netop det. Naar mit Liv en Gang er forbi, vil man ikke kunne sammenlægge hundrede Timer, hvor jeg levede ‒ og ikke to, hvor jeg var lykkelig. Da jeg nylig kom til Ulykke i en BilN, og sad med Ansigtet fuldt af Blod, havde jeg kun to Tanker. Den ene var: at slippe bort fra Pøbelen der gloede paa mig ‒ Den anden: Hvorfor kunde Du dog ikke have Lov til at ligge som en død, slynget ud paa den Gade. Men Løbet var altsaa ikke fuldbyrdet. MåletA var ikke fuldt.

Men nok om det. Hvor Du dog arbejder. Hvor din Hjærne pulserer. Hvor rastløs Du ser ‒ og Du skaber. Du skriver om et Stykke? Om jeg har læst det? Min egen Ven, jeg aner ikke dets Eksistents. Hvad hedder det? Og hvor befinder det sig? De til Dagmarteatret indleverede Stykker naar mig kun i det aller sjældneste Tilfælde, nårA jeg ikke fordrer at læse dem. Hvem der da læser dem? Oprigtig talt, jeg tror slet ingen læser dem. Men skriv mig Titlen, og jeg skal efterforske dit Stykkes Skæbne og faa fat i det. Mon Du ogsaa er Dramatiker, kære Barn? Du skriver for voksne, og Du skriver for Børn. Forsøg Begrænsningen en Smule. Jeg var maaske blevet en virkelig Romandigter, hvis jeg ikke havde forsøgt saa meget andet.

Hvor skal Du være i Julen. Nini rejser til Lyngballe. Det staar saa slet med Sofie N. Hvor fattigt hendes Liv faldt ud, og hun er dog saa rigt udrustet, men Smærten er det visse for os alle. Livet udpønser dem med en uudtømmelig Opfindsomhed ‒ og varierer dem tusindfold, saa der bliver nok til os alle. Det er det rene Dampkøkken med en Portion til os hver. Naa, nu lev vel, og hvis dette Brev ikke egentlig opmuntrer Dig, saa lad det i det mindste sige Dig, at jeg ofte tænker paa Dig. Jeg har StunderA til at tænke, for jeg sover til Tider meget slet.

Lev vel min egen Ven

Din

Herman.