Helsingborg. Onsdag.
Min egen Ven.
Jeg skriver paa Bagsiden af en Blanket, ti jeg har intet Papir. Hvor jeg dog blev bedrøvet over at høre, at De igen har været saa syg. Min Gud, hvor Livet er elendigt.
Men at De og Søster sparer for at rejse til Hamburg. Ak, min Ven, der er saa længe til. Jeg tør ikke tænke saa langt.
Nu skal jeg tale i ti Dage ‒ ‒
Frk: Thune har lovet mig at sende Dem nogle Udklip af Aviserne.... Hun er udmærket men egner sig akkurat saa godt til at rejse som en Høne til at svømme.
Fra mine Vinduer sér jeg den danske Kyst og sender Dem mange, mange Tanker ‒ til Dem og Søster. Vi tre er vel lige ene i Verden.
Altid Deres Ven
Herman B.