[...køping den] 8.11. [191]1.
Min egen Ven.
Nu er det Linköping ‒ en af de skønneste Stæder i Sverig. Hvor er de stort anlagte, stolte i Linjerne, om jeg saa maa sige, bredsporede, de svenske Byer. Parker og Alléer, ranke Bygninger. Lagte an af et større Sind end vort. En Vilje til Magt udfolder sig her overalt.
Igaar sad jeg 7 Timer paa Jernbane. Men jeg har gjort mig til Vane at bære alle Tilskikkelser med et Smil ‒ selv om Smilet er en Smule træt.
Til Søster tusinde Hilsener.
Altid Deres gamle Ven
Herman B.
Hvor jeg længes efter paa Tirsdag i Stockholm at faa at vide, hvordan De har det.