1912. 6. januar [lørdag]. S/S Moltke

[An Bord des Dampfers]A Moltke [den] 6.1. [19]12.

Min egen Ven.

Hvorfor jeg just idag begynder at skrive til Dem, naar De dog i saa lang Tid har svoret mig ned i det hedeste Helvede, fordi jeg aldrig skrev en Linje? Jeg havde hele Tiden bestemt, at jeg vilde skrive til Dem idag – naar det hele Hurlumhej endelig var forbi og "Rejsen" begyndt.

Hvem kan skrive paa en Turnée? Jeg kan s'gu ikke idetmindste. Men her er endelig nogen Fred – efter en lang Fart. Moskwa er et Eventyr og den, som ikke har set Kreml, har intet sét. Jeg stod der en Nat – jeg, som ellers gaaer i Seng Klokken ni .... Men da vi skulde rejse, begyndte Elenden. Da vi skulde staa op i Vognen for at køre til Jernbanen, viser det sig, at Hotellet havde glemt at lade vore Pas visitere. Inspektøren bliver meget forskrækket og fortæller mig, at vi nu desværre er udsatte for at blive – stansede paa Grænsen. Maaske maatte vi sidde der fire Dage ... Udsigten var ubehagelig. Jeg tog imidlertid min Tilflugt til Telegrafen og fik Sagen ordnet ved Hjælp af 50 Rubler. Men desværre, vi skulde ikke saa hastigt naa Grænsen. Da vi naaer Warschau N, viser det sig, at vi ogsaa er blevet snydt med Billetterne (jeg siger ogsaa, ti jeg blev i Rusland snydt med alt): Kurertogs og Sovevognsbilletterne gælder kun til VarsovieN og derfra maa vi, om vi ikke vil vente til næste Dag, gaa videre med et almindeligt Tog og sidde ret op og ned den hele Nat ..... Juleaftens Dag kom jeg saa til Berlin. Et Juletræ saá jeg gennem Genboens Vindu ... I Berlin blev jeg malet af Gertrud Eysoldts ElskerN. Han er ganske ung og løb rundt i en strikket Matrostrøje. Hun kom for at sé Billedet og saá ud som hans Bedstemoder. Det skal være den eneste Mand, denne Elektra N nogensinde har elsket .... Hr. Herman Bang er paa Billedet fremstillet med hvid Nellike, i Kjole og som en Mand sidst i Trediverne .... Iforgaarsaftes tog vi (Melnik og jeg – han har jo faaet en stor Stilling i Hamburg-Amerika-Linie) til Hamburg og imorges fulgte M. og Vlach (en ung Skuespiller ved Deutsches Schauspielhaus i HburgN) mig til Cuxhafen N .... Skibet her er temmelig stort og Selskabet synes at være uhyre kedsommeligt ... Men jeg har besluttet mig til i tre Dage at spadsere 6 Timer om Dagen op og ned, op og ned ... Det skal jo være saa sundt ....

SøndagN.

Jeg kom igaar ikke længere. Efter de sidste Dages rentud frygtelige Anstrængelser eller rettere sagt, Anspændelse var jeg for urimeligt træt. Og naar jeg ikke kan andet end skrive nogle Bogstaver, er det jo ikke nogen synderlig Fornøjelse for Dem at tyde Kragetæerne. Jeg tør vel sige, at der i al den lange Tid, mens jeg ikke skrev, ikke er gaaet nogen Nat, hvor jeg ikke har tænkt paa Dem. Nok Dage. Ti jeg havde jo adskilligt at atA tænke paa og optraadte til Tider hver Aften. Men om Natten har man saa god Tid og jeg kunde, midt om Natten, gribes af en frygtelig Angst efter at faa at vide, hvordan De havde det ... Men jeg fik aldrig noget at vide. Ti naar Dagen var kommen, havde jeg ikke Energi nok til at spørge ..... Og hvordan er det nu og hvor længe skal De blive paa den Klinik? Jeg troer, Kliniker er en Ødelæggelse. De vænner os til at føle os syge .... Vi nærmer os nu den franske Kyst og kan allerede se Boulogne sur mer. Men Brevet sender jeg ikke afsted fra Boulogne ... En Oceandamper er ikke noget overraskende. Det er et Hotel, som svømmer. Et Hotel og – et Logishus. For fra de høje Broer kan man sé derned, hvor Dækspassagererne er. Det er dem, jeg vil lære at kende. Og imorgen, naar jeg har vænnet mig til Skibet, vil jeg gaa derned for første Gang .... Heroppe er alt som et Hotel men større. Spisesalen er meget skøn og Selskabet meget kedsommeligt. De tyske Damer har hele Dagen mægtige Brillantringe paa Fingrene, og Englænderne spiser for sig selv, ved et Bord, fyldt med Blomster. Englænderne er meget høflige, meget ranke og i Kjole. Saasnart Diner'en er forbi, gaaer de hjem i deres Kahytter. De andre Nationer sidder rundtom i Salons, som er fulde af Lakstøvler, Vifter, Kedsommelighed og Silkesokker .... Men nede paa tredje Dæk er der helt mørkt og helt stille. For de maa ikke være ude paa Dæk om Natten ..... Her er 100 Kellnere .... Farvel, saalænge, nu er vi i Boulogne .... Vi kom slet ikke ind i Boulogne – hvor jeg forresten har været før – men laa kun udenfor Molerne og tudede, saa det var det rene Helvede at høre paa ... Er det ikke mærkeligt, at Bonaparte N og BuonarottiN er to Benævnelser for samme TingN? At Jordens to største Mennesker egenlig hedder det Samme? Napoleon siger det (at det er to Ord for en Ting) i en Samtale paa Skt. Helena og jeg læste det imorges. Jeg har kun taget faa Bøger med mig – men, som jeg plejer, Goethes SamtalerN og Bonapartes. Jeg bliver aldrig træt af at være sammen med de to Mennesker. De havde begge gættet alting og syntes at vide og have levet alting .... Jeg læser dem altid paany med den urimeligste Forundring. (Ogsaa alt om Leonardo N. Volynski har skrevet en Bog om ham N, den skulde De læse. Den er oversat paa tysk.) .... Ved Frokostbordet hørte jeg følgende Samtale mellem to Naboer: "De gaar ogsaa med paa Verdensrejsen?" – "Nej, jeg gaaer til Sydamerika" – Aa, De er Deltager i Buenos Aires-Rio RejsenN? – Nej, jeg gaaer til Peru. Jeg skal overtage Kaviarimporten til Lima" ... AlleA her ombord – af Passagererne er Dilettanter i Kunsten at rejse. Der findes kun én Undtagelse. Han er Englænder men sér ud som Nordmand i Ansigtet. Straks han kom ombord, købte han en Stol ogA tog Plads. Han havde i Cuxhafen faaet en Post for flere Uger og alle Monogrammer og alle Vaaben og alle Papirkulører svømmede i to-tre Timer ud over hans Plaid. Han gennemlæste Korrespondancen efter Dato uden saa meget som at løfte Øjnene. Derefter spadserede han en Time og derefter tog han Bad ... Han har Kahyt ved Siden af mig. Han spiser, sammen med en Slags Sekretær, i hvid Vest og Kjole og er den eneste, som ikke har Ring paa Lillefingeren. Jeg har ikke sét ham aabne sin Mund, hvori han ligner mig, da jeg overhovedet ikke bevæger Tungen, undtagen naar jeg børster Tænder. Jeg har talt altfor meget i de sidste Maaneder .... Inat en Gang, tror jeg, er vi i Southampton og saa er Europa forbi ....

MandagN.

Det er blevet ret stormfuldt som saa ofte i Kanalen. Om nogle Timer har vi naaet Oceanet ... Igaar gjorde Lægen mig Visit og da jeg var overbevist om, at han havde talt med Kaptajnen (hvem ingen sér) sagde jeg: Ja, imorgen vil jeg altsaa begynde at sé mig om paa Skibet ... Svaret var som jeg havde ventet: at man jo nødig saá, at de forskellige Klasser blandedes (!) – – Da jeg altsaa forstod, at jeg ad den Vej VejA intet fik at sé, og da "Cleveland", som venter os i S. Francisco N, er en Turistdamper eller Luksusdamper, hvor der intet er at sé, medens "Moltke" ogsaa er Udvandrerdamper – besluttede jeg at forsøge at sé selv og jeg begyndte straks. I Skumringen gik jeg ned ad nogle forbudte Trapper og naaede bagest i Skibet Mandskabernes Afdeling. Det var netop noget for mig og jeg saá meget og fik meget at vide .... Et saadant Skib er jo en By og en Stat, ak, ja, saa "sammensat" som en Verden. Idag vil jeg nu liste ned til Dækspassagererne ... Iøvrigt kunde jeg leve Maaneder paa et saadant Skib. Jeg er jo, hvor jeg saa lever, vant til Ensformighed. Jeg holder ikke af at tale med Mennesker (og her, ligesom paa MarienlystA behøver man det ikke) og jeg keder mig aldrig, naar jeg blot maa have Lov at være alene – – Hvor selv de største Mennesker dog er fordummede og forblindede, naar de elsker. Napoléon bestiller ikke andet paa St. Helena end at lovprise Marie-Louise N, som var dum, opblæst, en Dukke, hvis Hjerte sad mellem hendes allernaadigste Kejserlige Bén, og som ovenikøbet hadede ham – medens han tilrakker JosephineN, der var aandrig og skøn og som elskede ham ... Jeg læser alt det med den største Forbauselse, skønt jeg i mit Liv maaske har været dummere end alle andre .... Ved De, jeg har lagt Mærke til noget. For første Gang i mit Liv er jeg forsigtig med Cigaretter. Paa Teatre smider jeg dem rundt allevegne, saa Teatret, hvor jeg er ansat, kunde brænde hundrede Gange om Aaret. Men her passer jeg forsigtigt paa hver Tændstik. Det kommer i Virkeligheden af – jeg er vis paa det – at jeg er bange for Skibsbrande. Det minder mig om noget fra den Gang i Assens N. Alle, som havde sét detA, talte jo om, at de aldrig havde sét nogen vise saa stor en Ro overfor Døden. Men jeg lagde Mærke til, at jeg, da jeg begyndte at blive bedre, igen begyndte at bande. Da jeg begyndte igen, slog det mig, at jeg i nogen Tid aldrig havde bandet. Det var min Dødsangst. Jeg vilde altsaa – af Frygt – ikke fornærme den Gud, paa hvem jeg ikke troede ... Menneskene er meget mærkelige ........

.... Vi er nu helt ude i Oceanet og Havet er ret uroligt. Men man gør sig et ligesaa falskt Begreb om Oceanet som om de allerfleste Ting. Bølgerne synes ikke større end de ofte synes udfor Marienlyst og kun Skibets Duven lader En fatte Bølgedalenes Dybde – – Graat og graat og sletintet andet end Graat. Og saa Bølgekammenes Hvide ... Der skulde komme en Damper forbi os (efter de opgivne Ruter altsaa). Det var en hel BegivenhedA. Der gaar ganske vist saa mange Dampere over Havet, men Oceanet er stort ... Damperen kom imidlertid ikke eller Taagen skjulte den ... Oceanets faa Dampere er som Stjernerne i Rummet .... Jeg har forsøgt at fortsætte mine Udforskninger af Skibet. Men overalt, hvor jeg vil hen, er der laaset af. Og dog vil jeg ikke forlade denne her Baad uden at kende alle dens Hemmeligheder. Men Skibet gaar idag saa uroligt, at det er umuligt at svippe ret meget rundt. Man maa, for at faa alt at sé op og ned ad altfor mange hemmelige Trapper – nogle græsselige Jernstiger, som er endnu meget værre end Trapperne paa et Teater ..... Oceanet er ikke saa skønt som de Billeder, AssumowskiN har malet af det. Jeg saá Malerierne i Skt Petersburg i et Musæum, og jeg havde aldrig sét noget lignende: De Bølger var levende Væsener – nogle forfærdende, truende, levende Væsener, der slog frem imod En. Alligevel, idag er Oceanet vredt. Man sér paa dets Ansigt, at det er vredt over, at det aldrig faar Fred men altid maa høre Musik og Skruestøj og smaa Menneskestemmer – – – Lev vel saa længe. A demain, OlgaN, som jeg altid sagde i gamle Dage. Jeg sidder ved Middagen ved Siden af en ung tysk ReferendarN, der idag talte om Rejsen om Jorden og sagde: Im Ganzen, lieber Herr, "es kann ja riesig nett werden."N En anden var meget bekymret: Cleveland havde jo et helt Aar ikke været i Europa. Og hvor vilde den i S: Francisco kunne blive ordenlig provianteret? En anden trøstede ham: Aber doch, lieber Freund, das Pilsener kommtA natürlich von Deutschland"N

TirsdagN.

Havet blev igaar stadig uroligere. Om Eftermiddagen ved Koncerten saá jeg pludselig Kellnerne skyde tætte Skotder for alle Døre og Vinduer og forstod, at det var for at "Publikum" ikke skulde høre Stormen. Som Over-Stewarten sagde mig: Nicht wahr, mein Herr, man darf ja die Herrschaften nie beunruhigenN ... Siden, under Middagen, pidskede dog Stormen saadan om de høje Glaskupler i Spisesalen, at alle maatte høre det. Stormen lød som en uafladelig Geværild mod Kuplerne ... Lidt efter lidt talte alle om Stormen – men i al Almindelighed, som om det ikke var noget, der vedkom os .... Da jeg Klokken ti i min Kahyt forlangte min The, sagde min Understewart, en Hamburger BengelN paa nitten Aar: Aa, det er ubehageligt med de stærke Storme. Alting gaar i Stykker mellem Fingrene paa En (han tænkte paa de saakaldte Glaspenge, alle Kellnere har at betaleN) .... Ved Aftenkoncerten spillede Primoviolinisten: Tristesses d'amour N ... En Dame var der. Hun begyndte at tale med mig paa fransk og med udpræget Pariserakcent. Jeg sagde: Madame er Pariserinde? – Ja, monsieur – Aa, det er derfor De holder Dem saa tappert, ene af alle Damerne. Pariserinder viser altid Mod ...." Og hele hendes Ansigt straalede af Glæde over denne stakkels Kompliment, sagt hendes By midt paa Oceanet ..... Idag er Oceanet pragtfuldt og man ser dets Kæmpebølger. De rejser sig foran Moltke som blaagraa Staalvolde, Skibet kløver .... Og Solen er paa Himlen midt under Stormen ..... Vi gaaer nu meget langsomt og hvis Stormen ikke ophører, vil vi blive forsinkede .... Jeg ønsker, der maatte rejse sig en rigtig Storm. Naar man er i det, skal man ogsaa sé det. Det er da sandt ..... Men, du almægtige Himmel, jeg sér, jeg er allerede begyndt paa det tredje Ark. Og det er kun Rejsens fjerde Dag. De faaer saamæn aldrig Brevet læstA. Saa giv det til Frøken SchaldemoseN. Hun læser det nok – fordi det er fra "Atlanterhavet" .... Jeg læser Napoléon med en uhyre Langsomhed, fordi hvert Ord interesserer mig. Denne ene Mand omfattede alt. Jeg tror, at hvis alle de Planer, som, klare og fuldkomne, fødtes i dette ene Hoved, skulde virkeliggøres, vilde det være nok for Menneskeheden i femhundrede Aar – – Men mest beundrer jeg hans Vilje. Ved De, at en Gang en bekendt Grafolog i Europa, som fik min Haandskrift uden at kende mig, skrev, at denne Skrifts Udtryk for Vilje havde forbauset ham. Af Haandskrifter, han kendte, udtrykte kun Bonapartes en større Sum af Vilje .... I Virkeligheden har jeg ogsaa – paa Grund af mit Livs mange Hindringer og Ulykker – maattet udfolde en meget stor Sum af Vilje .... selv om man aldrig skal gentage saadan noget, fordi det lyder fuldkommen latterligt. ÀproposA Haandskrifter, da ligner Deres paafaldende Erika Nissens og Prinsesse Maries. Jeg har modtaget Breve fra Prinsessen, som jeg, naar jeg læste Udskriften, troede var fra Dem .... Men der var ogsaa stor Lighed i Deres og hendes Karakter – – – Nu er det Lunch.

OnsdagN.

Stormen tager til. Imorges, da jeg kom ud paa Dækket, spurgte jeg min Stewart: Har det regnet? Men det var Stormen, som, selv midtskibs, havde kastet sine Bølger ind paa Dækket ... Synet er grandiost. Som uhyre Bjerge rejser Bølgerne sig foran Moltke og sender, naar de sprænges, en hvid Røg frem over alt Skibet, som om det var Jordens Bjerge, der sprængtes af Dynamit ..... Jeg skrev om Haandskrifter. Duse har en pragtfuld Skrift, hvis den er hendes egen. Men derom hørte jeg iA Moskwa en pragtfuld Historie. Duse havde faaet tilsendt et Par pragtfulde Ørenringe. Nu skulde hun takke. Men i Virkeligheden kan Konen ikke skrive fransk. Altsaa beder hun Fyrst UssupofN om at skrive Brevet. Han gaaer – for at det kunde blive en [Dame]haandA – atter til Mme GoldowskiN, som saa skrev Brevet, medens Duse kun skrev sit Navn ... Maaske er Historien Løgn. Ti Mme Goldowski, som er en Veninde af Georg Brandes og var en god Ven af Ivan Turgenjew, er en Sladrekælling af international Rang. Om Leo Tolstoj sagde hun – hvad ogsaa min Mening er: Il était, ce bon comte, le plus grand comédien de l'époqueN .... Han kom meget i deres Hus i Moskwa ... Hvis Stormen tager til, som det nu sér ud til, faaer vi snart Ordrer til at blive i vore Kabiner. Paa forrige Tur tog Vandet Formasten og et Stykke af Rælingen. Da var der virkelig Fare. Men Passagererne, som aldrig kan dømme om den virkelige Fare, anede intet ....Jeg kan ikke skrive mere, da jeg skal digte om "Moskau'erne" til – "Masken"N. Das ist weit "Masken" – – –

StormenA tager stadig til. Jeg maa skrive med Blyant. Ti Blækhus og alt flyver ad Helvede til. "Moltke" skælver under En som Væddeløberen under Rytteren ... Midt som jeg i Formiddags sad ved "Moskauerne"N, mærkede jeg, at Skibet laa stille. Vi kom ikke frem mod Bølgerne. Da jeg kom ned til Lunch, sagde en Amerikaner, min Genbo ved Bordet: Naa, nu er De vel tilfreds. Nu har De Deres Storm – Nej, endnu ikke – Hvadbehager? – Det er ikke den store Storm – – Kaptajnen lo højt, da han hørte det ... Ved Femthéen faaer vi hver Dag en Avis med de indløbne traadløse Telegrammer o:s:v: Idag stod i Vejrberetningen, som dirigeres af Kaptajnen: "Høj, vild Sø." Saa maa det vel altsaa være den store Sø. Kolossalt er det. Men er det ikke besynderligt, der er Øjeblikke, hvor dette oprørte Hav pludselig synes at stivne – og da ligner det præcist et Maanelandskab. Mærkværdigt: ogsaa den store Lidenskab har saadanne stivnede Øjeblikke, hvor den ligger død – – som Lava, før det nye Udbrud – –

Eh bien – nu kan der ikke være mer i denne Konvolut. Paa Oceanet og altid Deres Ven og gode Ven

Herman

Moltke.

11.1.1912.

Torsdag.

Nu har jeg pakket det andet i en Konvolut. Og saa kan jeg jo begynde paa Konvolut II. Jeg er idag træt, da jeg har arbejdet paa min første Føljeton. Den bliver vist rædsom – Angsten ved at skulle læses saa vide om, gør mig ganske lam. Men hvad jeg gerne vilde skildre, var dette Samfund: Skibet – som det var [den Dag], Stormen nærmede sig og kom .... Naa, Stormen var [...]A alvorlig. Af Dødsangst gik "Madame" i Seng og fik ingen Ridetimer den Dag. Ellers rider hun hver Dag i TurnhallenN to Timer paa en kunstig Hest ..... Nu er Vejret bedret og det er Solskin .... Men to Dage er vi forsinkede og maaske faar jeg nu ikke Niagara at séN. Men kun Kalifornien, hvor det nu er [...]sommerA. Til Japan kommer vi til det japanske Foraar ...... Jeg kan ikke skrive mere idag. For mit Hoved er tomt. Ved Lunchen idag begyndte en ung Østriger at tale om Bismarck, hvem han sammenlignede med Bonaparte. Det er dog ridikultN. Man kan ikke sammenligne en Eg, som staaer tusind Aar og befrugter Jorden med sinA Frugt og gøder den med sit Løv, med Montblanc, der er evigt som Jorden ....

SøndagN.

Jeg har ikke skrevet i flere Dage. Dels har jeg maattet skrive mit første "Brev" (som slet ikke er noget "Brev" men et Kapitel af en Roman om hvordan en Storm nærmer sig en OceandamperN) og jeg er angst som enA FuksN, naar jeg skriver. Dels har Stormen i de sidste to Dage raset [...]ttigtA. Der var vel et Øjeblik, hvor Faren va[...]A Mens vi klædte os om til Middag, kom [...]A ind i en Snetykning – under forrygende Storm[...]A Skibets Piber og Horn tudede som syge Ulve. Det var en fæl Musik ... En preussisk Gardelieutenant – en [...]A af mig – og jeg iførte os begge hvide Veste. [...]A smage Hajerne bedre". Ved Diner'en blev der drukket meget Champagne, og Madame (som uafladeligt slog Kors for sig) var i hvidt Hermelin. Ogsaa hun vilde have smagt Hajerne, ti hun er skøn at sé paa – – Àpropos, det har jeg ikke fortalt Dem. De ved, der er i Amerika et "dansk-amerikansk Selskab", som slæber (for dyre Penge) "Kunstnere" over Havet. Da jeg nu en Gang skulde gennem Amerika, til[bød jeg]A at læse en Gang i New-Y[ork,] en i Chicago. Man svarede mig telegrafisk, at man kunde ikke arrangere disse Foredrag – – De Folk har bevaret deres Nationalitet i den nye Verden. Jeg lo, som skulde jeg omkomme ... Herskind N og Oda kan de s'gu "arrangere". Merde alors-caN. Idag er Stormen paa sit Højeste og det skælvende Skib (denne Sitren skulde De fornemme) ligger næsten stille. Havet ligner en Alpeegn med forrevne Toppe og som Gletschere ligger Skummet paa Bølgesiderne.

En ung Spanier (han er skøn som en Hermes og rejste fra Buenos Aires til London blot for at være tre Døgn sammen med sin Donna – nu rejser han via New-Y. tilbage) tog igaar nogle pragtfulde PladerN af Stormen – – Han forærede mig fire af dem og de to sender jeg "Illustreret-N

TirsdagN.

Jeg har faaet skr[...]Ajeg [...]A Dag har arbejdet mange Timer [...]terA er jeg saa træt. Men nu maa jeg putte Brevet i Konvolut. For imorgen skal jeg ende Føljetonen og paa Torsdag skal jeg skrive Forretningsbreve og pakke. Torsdag Aften er vi der – i New York ... Saa er vi i "den nye Verden". I det Land, jeg nødigst af alle vil til. Naa, vi skal jo kun være der fjorten Dage og i den Tid sé baade Niagaras Vandfald og Californiens Luksushoteller. Saa Tiden gaar vel nok.

Naar jeg blot vidste, hvordan De havde det.

Herman.