Brevskriveren Herman Bang

Alle større samlinger af datérbare breve skrevet af én person og sendt til forskellige modtagere egner sig principielt til at fastlægge en kronologisk dokumentation for den skrivendes dagligdag og færden. Det gælder også for Herman Bang. Han skrev aldrig dagbog, og i eftertidens stræben efter at etablere et tæt og systematisk overblik over hans flittige og alsidige virksomhed gennem mere end tre årtier – fra 1870’erne til 1912 – vil hans breve være et særdeles vigtigt historisk kildemateriale.

Herman Bang var en flittig brevskriver. I Danmark er skønsmæssigt omkring 3000 originale breve fra ham bevaret i offentlige arkiver, biblioteker og museer. Dertil kommer et ukendt antal i offentlige udenlandske arkiv- og bibliotekssamlinger samt i diverse private samlinger i såvel Danmark som udlandet.

Kan et sådant antal kaldes for mange breve? Målt med andre offentligt kendte, intellektuelle mennesker i datidens Europa er antallet ikke opsigtsvækkende stort. Man skal huske, at vi i nutiden kun kender det antal breve, som er bevaret, og der er en tendens til, at dagligdags breve fra berømte mennesker allerede i samtiden er blevet gemt oftere end breve fra »almindelige mennesker«.

Tålmodigt indsamlingsarbejde af sådanne berømtheders breve i privat eje har gennem mange årtier været udført af diverse landes nationale biblioteker, et arbejde som er forudsætningen for, at man på et tidspunkt – hvor også alle omtalte personer forlængst er døde, og diskretionshensyn er erstattet af historisk interesse – bliver i stand til at samle tilstrækkelig mange brevtekster sammen til en kommenteret brevudgave. Fra en samtidig verdensberømthed som den svenske forfatter August Strindberg (1849-1912) har man i løbet af 1900-tallet kunnet samle ca. 10.000 brevtekster og udgive dem i 22 trykte bind. Fra en lidt yngre forfatter som tyskeren Thomas Mann (1875-1955) kendes i dag ca. 15.000 breve, som er registreret i regestform, dvs. en trykt udgave med et resumé af hvert brevs indhold (kilde til disse omtrentlige antal: Den Store Danske Encyklopædi, opslaget »breve«).

Hvad enten der er tale om Herman Bangs rejsebreve fra udlandet og fra hans danske oplæsningsturneer, eller hans hverdagsagtige breve om større eller mindre problemer, afspejler Bangs brevskrivning hans personlige relation til hver enkelt modtager. De nære og fortrolige venner Julius Schiøtt og Peter Nansen benyttede han under sit lange udlandsophold i 1880’erne som praktiske hjælpere til fremme af sine egne professionelle interesser. Sine skiftende læger og advokater søgte han gennem årene at delagtiggøre og at etablere et personligt forhold til.

Konkrete og aktuelle journalistiske og teatermæssige arbejdsopgaver fremgår af mange af Bangs breve til diverse redaktører, skuespillere og teaterdirektører. Hvis et større antal af sådanne breve er bevaret uden alt for store tidsmæssige huller, kan vi i dag kortlægge udviklingsfaserne i den type arbejdsopgaver.

Postbefordring på Bangs tid

På Bangs tid – årtierne fra ca. 1870 til 1910 – var omfanget af privat, håndskrevet brevskrivning i Danmark på vej til at nå noget nær et maximum, både i byerne og blandt landbefolkningen. Brugen af frimærker var blevet indført i 1851 og dermed det princip, at det var afsenderen af et brev, der havde betalt for postforsendelsen, og at det ikke var modtageren, der skulle betale for at få udleveret et brev. En international postkonference i Bern regulerede i 1874 de indbyrdes portoforhold mellem datidens statslige europæiske postvæsener ud fra den tankegang, at ethvert afsendt brev vil fremkalde et svarbrev.

I det meste af datidens Europa herskede en effektiv postbefordring og postudbringning. Et brev kunne nå fra byer i Centraleuropa til København på to dage, undertiden endda på en enkelt. I en stor by som København var der omkring år 1900 otte daglige postudbringninger, også om lørdagen, og om søndagen en enkelt udbringning. Over midten af 1800-tallet var telegrafvæsenet ligeledes vidt udbygget, og mellem europæiske lande fungerede telegrafnettet hurtigt og effektivt.

I løbet af Bangs voksne liv blev brugen af telefon mere udbredt i samfundet. Vi ved fra flere vidnesbyrd, at han selv aldrig vænnede sig til at tale i telefon. En hel del af hans kortfattede breve kan derfor betragtes som korte telefonmeddelelser fra ham – som altså i deres skriftlige form er blevet bevaret for eftertiden.

Emner og anledninger i Bangs breve

Størstedelen af de bevarede breve fra Herman Bang drejer sig i det hele taget om aktuelle praktiske emner, og det gennemgående tema er Bangs altid akutte behov for kontante penge. Flere mennesker, der kendte ham godt, har i deres senere nedskrevne erindringer bevidnet hans totale mangel på økonomisk sans. Når Bang havde penge, kunne han finde på spontant at forære de fleste eller dem alle væk til mennesker, der behøvede dem – undertiden fremmede mennesker, der henvendte sig – tilsyneladende uden at skænke det en tanke, at han selv dagen efter skulle betale sin husleje eller en anden uomgængelig udgift. Gennem hele hans voksne liv har situationer af denne art gang på gang indfundet sig. Men det er psykologisk helt forkert at forestille sig Bang som et beregnende og kynisk menneske. Altid var han sig pinlig bevidst, hvem han aktuelt skyldte penge, og han huskede med oprigtig varme på hver enkelt af de mennesker, der måske mange år tilbage havde udfriet ham af en sådan økonomisk knibe. Han lagde stor vægt på at tilbagebetale hver en krone af, hvad han skyldte, om så der skulle gå mange år. Det var ikke skuespil fra hans side, når der i hans breve tales varmt og taknemligt om venlig hjælp undertiden også fra fjerntstående mennesker. Omvendt må det antages, at han selv med smerte indså, når han var gået for langt i sin trækken på en bestemt pengekilde, og flere gange kan hans breve fortælle om hans panik, når truslen om at blive sat på gaden (for manglende huslejebetaling) eller at blive udpantet (for manglende skattebetaling) rykkede meget tæt på. Som regel fandt han på en udvej, inden katastrofen blev en realitet.

Et særlig grumt kapitel i denne sammenhæng er hans forhold til datidens ågerkarle og pantelånere. I sagens natur er der bevaret meget lidt kildemateriale til at belyse omfanget af hans låntagning mod ågerrenter, idet alle papirer herom må formodes at være blevet destrueret af begge parter ved gældsforholdenes afvikling. – Det vides ikke, hvor mange af den slags langvarige økonomiske afpresninger, som Bang gennem sit voksne liv letsindigt havde begivet sig ud i. Kun et enkelt navn har han selv afsløret i flere breve i 1880’erne til sin nære ven Julius Schiøtt, nemlig den københavnske ågerkarl A.O. Andreasen. Et gældsbrev på 4700 kroner vides oprettet i januar 1884, og Bang var formentlig i kløerne på Andreasen helt frem til 1896, da et møde mellem dem i Københavns Forligskommission omsider bragte gældsbeviset ud af verden. Det vides ikke hvor mange renter, Bang gennem disse tolv år har skullet betale Andreasen. De spredte kendsgerninger, som det er muligt for eftertiden at belyse dette ene sagsforhold gennem, har Bangforskeren Harry Jacobsen gjort rede for (se hans bog Herman Bang. Nye studier, København 1974, s. 54-59).

De af hans breve til den 12 år yngre journalist Christian Houmark, der er bevaret til nutiden, afspejler Bangs trofaste loyalitet og sympati med – som det synes – dette sære og usikre unge menneske, som Bang tiltalte ved blomsternavne som Mimose og Lilje (Lilje vel også på grund af Houmarks slanke og høje skikkelse). Men ind imellem udtrykker brevene tillige en utålmodighed med Houmarks sære indfald og hans (ifølge Bang) forskruede psykologiske sans. De ulige følelser, der var på spil mellem de to – Houmarks forelskelse i Bang og Bangs manglende erotiske imødekommenhed – har sikkert haft en væsentlig andel i Bangs adfærd og udtryksform.

Når man tager tidsalderens moralske kodeks i betragtning, er det ikke overraskende, at det kun er ganske få steder i sine breve, at Bang antydningsvis og sløret nærmer sig en omtale af sin egen seksualitet. Ud fra hans ydre optræden og hele adfærd må ethvert voksent menneske i datidens Danmark have anet eller vidst, at Bang var homoseksuel. Den slags var bare ikke noget, som man talte om – og slet ikke noget som man skrev eksplicit om, ikke engang i privat korrespondance. En ydre væremåde og gestik som Bangs blev tolereret, men kun så længe den bagvedliggende seksuelle præference ikke blev italesat. Derimod var homoseksuel praksis i datidens Danmark en kriminel handling, der medførte arrestation, retssag og domfældelse. – En af de klareste antydninger står i et brev fra Bang, skrevet i Paris 2.3.1893 til godsforvalter A.P. Holst, der var gift med Bangs storesøster Nini og altså var hans svoger. Her hentyder Bang til sin seksualitet – eller rettere til sit eget forhold til sin seksualitet – med ordene »den Ulykke«, »denne Forbandelse« og »denne Sygdom«. Dette brevs ordlyd bør læses i lyset af det tilsyneladende ret distante forhold, der herskede mellem Holst og Bang, præget af Holsts (borgerligt-konservative) afstandtagen til Bangs hele levemåde og formentlig tillige af hans manglende forståelse og anerkendelse af ham som kunstner.

Tidsalder og samfundsliv

I København har et par unge studentertyper som Herman Bang og Peter Nansen i årene 1880-1884 vakt opsigt i det offentlige rum – på gaden, i teatre og på cafeer og restauranter – men de har været trendsættende repræsentanter for de nyeste strømninger blandt jævnaldrende studenterkammerater. Socialt set var Bang og Nansen hinandens ligemænd. Begge var præstesønner, opvokset i et købstadsmiljø i provinsen – Bang i Horsens, Nansen i Aalborg. Som unge voksne mænd med mod på livet slog de hurtigt rod i København, der i årene på begge sider af 1880 var en hovedstad med befolkningsmæssigt vokseværk på grund af tilflytning fra provinsen og landet. Der herskede en heftig byggeaktivitet på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg, Christianshavn og de nordlige dele af Amager, dvs. hele vejen rundt om den gamle bykerne. Mange nye brancher og erhverv skød op. I danske byer fik elektricitet og telefoni gradvis større udbredelse og medvirkede til at skabe dynamik og nye muligheder. Udsyn mod Europa fik på få år helt nye dimensioner – finansielt, mode- og stilmæssigt og i den herskende bevidsthed og nationale selvforståelse. Impulser fra Frankrig og fra kejserriget Tyskland – fra Danmarks på godt og ondt store, uomgængelige naboland – vandt indpas i bredere og gradvis mere veluddannede kredse af de større byers borgerskab og embedsmandsklasse.

I de øvre og mellemste lag af den klassedelte befolkning var mentalitet og bevidsthed i lynfart under forandring.

Skellet mellem et ældre og mere statisk samfund og et nyt og dynamisk tegnede sig stadig tydeligere. I 1870’ernes København blev nedrivningen af byens byporte i 1857 og efterfølgende sløjfning af dens volde et symbol på tidens selvbevidste virketrang og på byens mange nye muligheder for vækst af både økonomisk og åndelig art.

Krigsnederlaget i 1864 havde sat sig dybe spor i kollektivpsyken og den nationale selvopfattelse. Idérigdom og øget virketrang på land og i by blev økonomisk set en nødvendig forudsætning for småstaten Danmarks videre overlevelse og viste sig vel efterhånden som en brugbar vej til en livsduelig dansk selvbevidsthed. Tabet af Sønderjylland, dvs. hele landsdelen Slesvig – fra Kolding og Kongeåen i nord til Rendsborg og Ejderen i syd – med befolkning og produktionsapparat (ja, statsretligt helt til Altona i Hamburgs nordvestlige udkant, dvs. landsdelen Holsten, der i lighed med Slesvig siden middelalderen havde været hertugdømme under den danske konge) forblev et nationalt dansk traume helt frem til fastlæggelsen i 1920 af den nuværende dansk-tyske landegrænse. Den nordlige del af landet Slesvig (mellem Kongeåen i nord og Flensborg Fjord i syd) blev efter folkeafstemninger i landsdelen atter del af den danske stat. I dansk tradition har denne begivenhed fået navnet Genforeningen i 1920.

Men ikke nok med tabet af befolkningen i hele dette landområde. I årtierne mellem ca. 1870 og 1914 fandt en betydelig dansk udvandring sted, primært til Nordamerika. København kunne ikke opfylde alle unge provins- og landboers drømme om en foretagsom og lukrativ fremtid.

Og dog fik hovedstaden formet sit moderne storbypræg i disse år. Mentalt set distancerede den sig i løbet af Herman Bangs levetid fra det øvrige Danmark, og for mange mennesker i Norge og Sverige vandt storbyen København sig en betydningsfuld placering på Europakortet, ja med henblik på 1880’erne og 1890'erne kan man ligefrem kalde den for Skandinaviens kulturelle hovedstad. Nye og debatskabende skuespil af Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson blev i disse årtier førsteopført på Det Kongelige Teater i København. August Strindberg boede i Danmark fra 1887 til 1889, og berømte kunstnere som komponisten Johan Svendsen og billedhuggeren Stephan Sinding, der begge var nordmænd, bosatte sig permanent. Fra 1870'erne til et stykke ind i 1900-tallet udkom en række af de toneangivende norske forfatteres nye bøger i originaludgave hos de store forlag i København, først og fremmest Gyldendal; norsk skriftsprog lå meget tæt på dansk, og bøgerne behøvede ingen oversættelse. Foruden Ibsen og Bjørnson gjaldt det blandt andre Alexander Kielland, Jonas Lie, Gunnar Heiberg, Knut Hamsun – samt Amalie Skram, der dog selv var dansk gift og bosat.

København som up-coming europæisk metropol tiltrak og formede datidens danske ungdomsgeneration, og Bang og Nansen fremstod i nogle år i begyndelsen af 1880'erne som inkarnationer af byens hektiske og selvbevidste tidsånd. Det satte sig forskellige spor, blandt andet i datidens mange illustrerede morskabs- og satireblade, der som et yndet massemedie var skabt af og for borgerskabet i landets byer. Her var disse to unge mænds aparte påklædning og ekshibitionistiske adfærd og udtryksform i en periode oplagte skydeskiver for karikaturtegnere.

Politiske tilstande i Danmark

Godsejeren J.B.S. Estrup var dansk konseilspræsident (statsminister) uafbrudt fra 1875 til 1894. Parlamentet – kaldet Rigsdagen – havde to kamre siden enevældens afskaffelse og Grundlovens indførelse i 1849. Det politiske parti Højre havde flertal i Landstinget, mens bondepartiet Venstre udgjorde Folketingets flertal, som den siddende Højreregering altså havde imod sig. Fra 1877 – og hvert eneste finansår mellem 1885 og 1894 – formåede Estrup at regere Danmark ved hjælp af provisorier (dvs. midlertidige finanslove), som kun var vedtaget i Landstinget. Denne politiske praksis havde støtte hos kongen og de velhavende samfundsklasser, men var i klar strid med parlamentarismens grundprincipper.

Som et politisk modtræk nægtede Venstre i 1885 at bakke op om statens igangværende udgifter til den gigantiske udbygning af Københavns sø- og landbefæstning (som et værn imod Tyskland, der efter almindelig opfattelse udgjorde en latent militær trussel imod det allianceløse Danmark). Og netop dette år 1885 bød på særlig dramatiske begivenheder, hvoraf højdepunkterne var arrestation af Venstres leder Christen Berg – på trods af hans immunitet som rigsdagsmedlem – og et mislykket skudattentat mod Estrup på åben gade i København.

Dagbladet Politiken var i 1884 blevet grundlagt som talerør for den radikale fløj af partiet Venstre, et intellektuelt og selvbevidst miljø med udtalt skepsis over for kristendom og kirke, konge og fædreland. Viggo Hørup og brødrene Georg og Edvard Brandes hørte til den ideologiske inderkreds af den politisk og kulturelt radikale del af Venstre. Peter Nansen befandt sig godt og naturligt i dette miljø, han blev meget tidligt ansat som journalist ved Politiken, mens Herman Bang gennem hele sit liv følte sig meget forbeholden over for flere af de radikale holdninger og udtryksmåder, ikke mindst dem, der forholdt sig til Danmarks sikkerhedspolitik og forsvarsvilje.

De radikale kredse i hovedstaden, der i egen optik var bannerførere for alt det moderne og fremskridtsrettede i samfundet, udgjorde et relativt lille miljø, der rettelig bør stilles i forhold til det langt større og mægtigere bondeparti Venstre, som det i politisk henseende udsprang af. I 1800-tallets anden halvdel havde Venstre knyttet stærke ideologiske bånd til grundtvigianismen og højskolebevægelsen, som for store dele af det danske samfund (særlig uden for København) udgjorde den åndelige overbygning til disse årtiers markante vækst inden for landbrug, fiskeri og erhvervsliv. Vigtig dynamik blev muliggjort gennem vekselvirkninger mellem landbobefolkningens voksende selvtillid og de voksende konjunkturer, blandt andet takket være andelstankens landvindinger inden for landbrugsprodukters forædling gennem slagterier, mejerier mv. og udbredelsen af brugsforeninger i mange små og større bysamfund overalt i Danmark.

Det danske samfunds modsætningsfyldte moderniseringsproces foregik under paroler, der gennem hele Herman Bangs levetid hverken var entydige eller i indbyrdes overensstemmelse. Interessemodsætningerne mellem samfundets øvre, mellemste og nedre klasser blev skærpet, og der var store bevidsthedsmæssige forskelle mellem land og by.

Mange elementer adskilte således de radikale intellektuelle fra venstrebønderne, men regeringspartiet Højre var deres fælles modstander. Højre bevarede regeringsmagten helt frem til 1901, da Danmarks første Venstreregering blev dannet. Denne skelsættende politiske begivenhed – parlamentarismens reelle sejr i Danmark – betegnes ofte som Systemskiftet i 1901. Først i 1905 blev Det Radikale Venstre dannet som et selvstændigt politisk parti.

Socialdemokratiet, som i den sidste del af Bangs levetid fik stadig øget politisk indflydelse som talerør for byernes stærkt voksende arbejderbefolkning, havde i 1884 fået sine første politikere indvalgt i Folketinget. I mange år var de politisk isoleret, men ved dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 fik socialdemokraterne mulighed for politiske alliancer, og Socialdemokratiet fungerede som politisk støtteparti for de to radikale regeringsdannelser 1909-10 og 1913 til 1920. Først i 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske regering under ledelse af statsminister Thorvald Stauning.

Herman Bang var ikke politisk engageret i nutidig forstand. De store sociale brydninger, der fandt sted i det danske samfund fra 1870’erne og frem, havde han utvivlsomt en holdning til, men hans engagement lå slet ikke på det samfundspolitiske handlingsplan. Undtagelsen var måske det brændende danske forsvarsspørgsmål, men han var så langt fra at være et politisk tænkende menneske, at flere af hans synspunkter har vanskeligt ved at holde til en saglig analyse.