[1]|I

[3]|Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen, raabte højt og lige ind i hans Ansigt:

– Vi skal afsted.

– Ja; Patienten Nummer to stansede og saa paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, før han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slobrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede – først heroppe, saa dernede.

Frøken Brandt satte de afvadskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at »lytte«. Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa »A« var der ganske stille ...

4| Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen – hun maatte det, for at naa Vinduet – og flyttede Blomsterne lidt, at der blev Plads, og satte sig i Karmen.

– Brandt er tosset, sagde Frøken Brun »hos Kvinderne«: hun flyver op ligesom Hønsene.

Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen – hun var altid lidt træt, naar det gik mod Aften, den første Dag, hun havde Dagtjeneste – og hun saa ud gennem det store Vindue: saa roligt »Søerne« laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.

Ida Brandt tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede – før hun begyndte at læse:

»Horsens, den første Oktober.

Du kære Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg véd det godt. Men du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar du Lykønskningen: Gud velsigne dig, min Pige, det véd du, ønsker alle vi paa »Villaen«.

Saa var det virkelig otte og tyve, du blev. Ja dog, du, hvor Tiden løber, og naar jeg gaar 5| forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saa dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt – alting har nu altid været artigt paa dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var du vel kæmmet med dine to Musehaler, og det Hele – paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav »Sidst« i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst ud paa Gadetrappen og stod og holdt dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var du bange for at falde i Vandet – til din Moder kom og kaldte dig ind med et »I-da« og du gik ind med stive Musehaler (du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Moer var ved Spejlet: »Saa – er du der« (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) ... »Maa jeg sé dig?« og jeg maatte dreje mig.

– Olivia, Fingrene af Munden.

– Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, du faar Skindkant om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvor6|dan det var, men jeg og Regine, vi blev forpjudskede.

– Ja, saa kan du gaa.

Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.

– Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben -jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen -: Og kun ét Haandtag i Tasken .. .ja, saa kan du gaa ...

Jeg var paa Vejen.

– Men om Karen først – kom det stadig fra Forhøjningen – vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar ... det er jo en Skændsel at sé paa.

Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:

– Nej – og Mama sukkede – der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: du var jo altid Dydsmønstret ...

Og kan du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig – de havde vist egentlig ikke omgaaedes før – og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre – – da jeg paa én Gang tog dig i begge 7| Halerne og dunkede dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke dig, uden at sige et Ord.

Og du værgede dig slet ikke og gav ikke et Kny fra dig, men begyndte bare at græde sagte – ganske sagte ... Véd du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af dig, fordi du havde grædt saa sagte ...«

Ida Brandt lod Venindens Brev synke ned i sit Skød. Uden at sé stirrede hun ud mod Søerne. Det var, som saá hun alt derhjemme, Huset og Dagligstuen, hvor Møblerne aldrig havde skiftet Plads og Sovekamret med hendes to smaa Stole, hvor hun selv skulde lægge sit Tøj sammen, Stykke efter Stykke, før hun skulde i Seng; og Moderen, rolig og bred med de store Bukler i Haaret og Guldkæden ned om Halsen ...

Saa læste hun igen:

»Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vinduesplads, ind i Sovekamret, hvor du sad over Lektierne – du saa altid ud, som vilde du krybe op paa Kommoden, naar du læste Lektier -:

– Ida...

– I-da – du læste altid med Fingrene i Ørene, af Iver -: det er Olivia Frank.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder og nikkede:

– Sæt dig, min Pige.

8|Og jeg satte mig ved Døren – hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene – til du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:

– Har Ida Lommetørklæde? sagde hun – jeg tog altid til min egen Lomme for at føle -: Kom saa ingenting til ...

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Naar om Aftenen Dugen var taget af Bordet -jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv – lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobbelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede dig op ad Benene under Bordet, naar gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene – hun lo ligesom om hun hikkede – og Klokken halvni, naar jeg skulde hjem og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, fik vi de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen ...

Mama sagde:

– Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.

Men om Søndagen var du hos os ligefra om Morgenen. Husker du, Jeres Sofie bragte dig og »skulde hilse fra Fruen«, mens hun tog Tøjet af dig, det ene Stykke efter det andet, 9| som om hun løste en Byldt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:

– Jeg véd ikke, sagde hun: men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa Møblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

– Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord ...

Vi var allerede ude. Det var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde saadan en Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore »Reder« i Høet og Dessaus Loft, hvor du maatte vade gennem Kornet, du i dine Brunelsstøvler. Men ja hvor jeg regerede med dig: jeg sér dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar du skulde høres i Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa »Blykamrene«, naar vi var med i »Røver«. Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det »stormede« og Brødrene rullede dem »under høj Søgang« ... Du sad derinde med Kjoleskørtet 10| op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl ...

Det var der, du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.

Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran dig og saá kun paa dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften – til jeg sagde, aandeløs:

– Vi maa sige det til Mama.

Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:

– Ida har revet sin Kjole.

Paa »revet« begyndte jeg at græde, men du stod lige stille:

-Hvor?

Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra dig som en Fane:

– Ja, er det ikke det, jeg si'er – hun slap Nederdelen -: hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus ...

Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:

– Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af ...

Karen løb efter Jomfru Finsen, mens du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev 11| ved sit om »Huset« og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge ...

– Der gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.

Mama slap Kjolen:

– Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

– Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.

– Nej, sagde du med en lille, tyk Stemme – det var næsten det første, du havde sagt -: det er Pastor Schmidt.

Mama slog Hænderne ned i Skødet:

– Saa er de ikke hjemme før halv ét, sagde hun overbevist. Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.

– Det vil ikke sés, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa -Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde -:

– Nej, det vil ikke sés.

– Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke sés ...

Det saaes ikke.

– Drej dig, min Pige, sagde Mama til 12| dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til ... Nej, det sés ikke.

– Gud være lovet, Finsen! – Moder slog Armene ned i Skødet:

– Nu vil vi ha'e Crêmekopper.

Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.

Jeg fulgte dig om Aftenen, da Sofie kom.A Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:

– De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

– Ja, hviskede du med en lillebitte angst Stemme.

Vi kom ind og du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa du, og din Moder sagde over Kortene:

– Har Ida været artig?

– Ja; det var vist første Gang, du løj, min Pige.

– Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver du Klokken syv. Godnat.

Du fik dit Pandekys og var afsted.

– Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:

– De saá ingenting.

13|– Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

– Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:

– Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder du nu paa Lektierne? ... Tror du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?«

....

Ida Brandt lukkede Brevet og sad og smilte, længe, med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa »A«, der begyndte at vende sig i deres Senge.

Hun blev siddende – endnu kun et Øjeblik.

Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.

Men, nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

– Maa jeg gaa igennem, Frøken?

– Værs'go'.

Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:

14|– Det er sgu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.

– Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.

– Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.

Han blev staaende mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til »A« og gik op ad den:

– Nej, sagde han og saá paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferentsraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa »A«. Herren derinde, der sad i den sorte Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.

– Hvem er det egenlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom igen.

– Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun:

– Han er den eneste, jeg er forskrækket for.

Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig ...

– Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse ...

– Et Spøgelse?

15|– Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at lé, hans Blik slap hende ikke.

– Naa, GodaftenA, Frøken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til »Salen«. Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.

Ogsaa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden – mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.

Lange Bertelsen, der »var gaaet i Staa«, gik ud og ind til Vadskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder – hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for en tusindfoldig Synd.

– Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.

– Ja, sagde han og holdt med ét op at vadske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa 16| hende - saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted -:

– Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:

– Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen:

– De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.

– Rask! ... han lo, som han snærrede, og man saa alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glindsede:

– Rask – her, hvor man er lukket inde.

– Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

– Ja, ja, raabte hun ind paa »Salen«, hvor de to Patienter allerede havde sat sig tilbords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo ...

Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedrag helt herud.

– Frøken Petersen! raabte hun og bankede. De maa op.

Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt »Ja«. Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.

– De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.

17|– Hm; han saá kun paa hende.

– De skal spise, Schrøder, gentog hun.

– Hm.

– Men det maa være nu – hun blev ved at tale tydeligt, som havde Manden svært ved at høre -: for nu kommer Lægerne.

Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.

Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:

– Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.

– Nej, Hr. Reservelæge.

Lægen gik alene ind paa »A« og lukkede Døren.

Kandidat Kvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

– Vorherre frels os – sikken en Vagt – elve indlagt – og én af dem »pumpet«.

– Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.

– Ja ... det er en Klejnsmedsvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet – 18| to Mand ... Vorherre bevar's – og Kvam gabede – at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad siger De, Frøken Brandt?

Kvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:

– De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.

Kvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser – Kvam var altid i hvide Benklæder paa sine Vagtdage -, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.

Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.

Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:

– Hvad er Klokken, Jomfru? sagde hun ind til Ida – Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog -:

– Mit Ur er gaaet istaa.

– Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.

– Ak -ja De er rar og venter ... Frøken Petersen fik Nøglerne op – hun havde bestandig saa mange Smaabevægelser med Fingrene -: jeg løber til Te ...

19|Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

Hvor godt hun dog huskede ham, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke - ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferentsraaden tilbords.

Og hun gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede.

Hm – hun sagde altid: Der har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang. -

De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.

– Nu maa De i Seng, Schrøder, sagde Ida.

– Ja, svarde han og blev siddende med ludende Hoved.

Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger ... ikke?

Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid 20| saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa »A«.

Herren paa »A« sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede.

– Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.

Men han svarede ikke og skrev kun ... Herinde paa »A« hørte man Frøken Benjamin tydeligst, for det var Væg om Væg ...

Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

– Det er én, man var helst af med, sagde hun – hun var født i Flensburg og talte endnu med Akcent – og de blev begge ved at staa ved Kighullet. Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.

– Hvad han altid kan regne, sagde Frøken Petersen.

Dr. Kvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...

– Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-Kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.

Ida aabnedeA Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop 21| mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.

Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:

– Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

Portørerne drejede lige ved Døren til »den gode Gang«, da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:

– Det er forresten et pænt Menneske.

– Ja, sagde Ida og saa ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes – og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.

Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Teatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet og knappede Handsker:

– Aa, sagde hun: der har vi »Jomfruen« ...

Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde »hjælpe«: jeg kommer meget forsilde.

Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Témaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:

– Hvad har det Liv kostet?

– Tak, Jomfru.

22|Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:

– Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres Te ved den anden Bordende, sagde:

– Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.

Og de begyndte at tale om Hatte.

– Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.

Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:

– Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saa til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.

– Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

– Godnat.

Frøken Koch kom ind og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk.

– Maa man være her lidt? sagde hun.

Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen: .

23|– Frøken Friis holder meget af Klæder.

Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:

– Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.

De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.

– Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.

– Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.

Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.

– Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar ... Gud, Brandt, at De ikke »flammer« det ...

– Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret; ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet ...

Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

– Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede ...

De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:

24|– Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske ...

Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:

– Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.

– Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid »Ludvigsbakke« ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.

Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:

– Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferentsraad og Konferentsraadinden.

– Men hun var vel allerede i Jorden den Gang?

– Ja, svarede Ida: Konferentsraadinden var død.

– Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun hyppede selv sine Bede, da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet ...

Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferentsraadinden og hendes Uldstrømper:

– Men nu er det vel snart tredive Aar siden ... Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil – det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig – den Vej skal vi jo alle.

25|– Skal De op, Brandt?

– Ja.

– Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.

De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.

– Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.

– Godnat, Brandt.

– Godnat.

Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en eller anden Skole i Sveits og altid laa paa Græsplænen saa lang han var ...

Og der stod Konferentsraaden ved Flagstangen ...

26|Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Der var det fra Søen – og hun blev staaende med det og smilte: hm, naar det var tørt og der var Lavvande med, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjadskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

Det var Fru von Eichbaum, som sad under den hvide Parasol.

Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders gamle Ting, og mens hun klædte sig af, tog hun Olivias Brev op og lagde det henne ved Sengen. Hun tog gerne Breve med i Seng og gemte dem under sin Hovedpude, ligesom for at have dem hos sig..

Hun sad op i Sengen og søgte mellem de mange Ark. Olivia begyndte altid med ganske smaa Bogstaver, saa blev de større og større og gik paa Kryds og paa Tværs:

»Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af ... Hvor jeg sér os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde han kun syv og tyve.

27|Men Herren véd, hvor tit du havde maattet høre mig i Psalmer ...

Mama blev ved at sige:

– Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand ... Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter ... noget, der ikke ligner andre ...

Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker ...

Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig »Rucher« for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre, generte og leddeløse, i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave – hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.

I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten:

– Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder ... Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end du.

Da vi kørte derhen i Jensens Vogn, du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir ...

Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtig28|hed ned ad Væggene og det graa Skærmbrædt. Husker du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Inkas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde:

– Olivia, sagde Mama: om du nu kunde lukke din Mund ...

Hver Moder gav sine Formaninger og glattede. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:

– Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe; hun havde et aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Inkas Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Peltskaabe:

– Godaften, Godaften; Børn, Børn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:

– Søde Fru Franck, hvor er »Føllene«? og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

– Men, lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

Hun drejede sig for Spejlet og tog til Krøllerne – husker du den Gang i Stensballe, da hele Nakkehaaret blev siddende paa Papas Paraply? -:

29|– Nina, dog, sagde Mama, hvor sidder det skævt...

– Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:

– Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina?

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:

– Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.

– Ida ikke ...

– Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Lieutenanter fra Frederits ... og jeg ta'er Hofjægermesteren.

Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musiken begyndte at spille.

– Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole; og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá dig, der kom bagved med en Lieutenant, der bed i sit Skæg ...

Husker du, man maatte altid styre Adolf med sin Albu ligesom med et Roer for at holde ham i Takt ...

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

30| Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:

– Aa, Fru Franck, sagde du og lo saadan stille: det er saa dejligt at danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:

– Kammerherre, sé ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.

– Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men »Møllerne«, de fløj, og Inka Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

– Nina, raabte Mama.

– Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

– Det stille Pigebarn er nydeligt.

»Det stille Pigebarn« var dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og »Syforeningen« flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. 31| Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene ...

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var henne hos os, kan du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter dig. Du havde rejst dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindue og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg var bange, saa angst ... at maaske var hun død og jeg sagde til Mama:

– Gaar du ikke med?

Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maattet bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, at de skulde gaaA, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:

– Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.

Jeg blev hos dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Urene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.

32|Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Urene ...

Men du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.

.....

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd du da, ønsker dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, skønt du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse dig.

Din

Olivia.

Ida vendte sig og vilde lægge Brevet, som hun langsomt havde foldet sammen, ind under Hovedpuden, da det slog tre rappe Slag mod Døren.

– Luk op, raabte de udenfor.

Det var Frøken Kjær og Frøken Øverud fra Kvinderne, som kom ind og hastig laaste igen:

– Her er Drikke, halvhviskede Frøken Fenger, der bar en brun Flaske: i Anledning af Søsteren.

– Det er sandt, sagde Ida, idag har de jo Bryllup.

– Ja, sagde Kjær: nu er hun hjemfaren (de blev alle tre ved at tale hastigt og halvsagte, som var Cacao'en Tyvekoster): Naa, Mo'er Koch var i Seng ...

33|– Øverud, stadig halvhviskede hun: hvor har De Glassene?

Frøken Øverud fik tre Smaaglas varsomt frem af sin Lomme; og de to satte sig paa Stole foran Sengen, mens Lyset stod paa Idas Dyne:

– Skaal, sagde Kjær.

De drak alle tre, mens Flasken stod paa Gulvet, som skulde de skjule den, og Frøken Kjær sagde langsomt, mens hun sad og holdt paa sit Glas:

– De er fyrre derhjemme idag.

– Naa, blev hun ved (hun havde faaet samme Bevægelse med Haanden op under Næsen som Plejemoder Koch) det var saamæn osse paa Tiden, de kom sammen ... nu har de holdt ud i halvsjette Aar, mens Poulsen sad paa Posthuset ... Det var i Sommer, da jeg var hjemme: Jeg skulde finde dem oppe i Skoven, Poulsen havde Frisøndag (Kjær lo), det havde han hver tredje Søndag og der laa Poulsen med Hovedet paa Maries Sjal og sov, mens Marie, Kræet, listede stille rundt og pillede Hindbær .... Ja, ja, sagde hun og klinkede med Frøken Øverud, der lo:

– Det er ikke saadan at holde sig vaagen, naar man skal hænge over hinanden i fem Aar.

– Nu skal de jo til Samsø? spurgte Ida.

– Ja – med sekstenhundrede og Pension.

34|De sad lidt; saa sagde Frøken Kjær i en helt anden Tone:

– Henriette skrev, de unge Piger vilde pynte Kirken. Den er saa køn – hun holdt inde lidt – Kirken hjemme, naar den er pyntet.

Sidste Gang Frøken Øverud var med til at pynte Kirken, sagde hun paa sit Fyensk, var til Anna Kjærbøllings Bryllup:

– Anna Kjærbølling, De kender hende, Frøken Brandt. Hun er hjemme fra Broholm.

– Ja, sagde Ida, hvad hun har for et Par dejlige Børn.

– Ja, de yndigste Børn.

Frøken Kjær sad stadig og saá ind i Væggen:

– Jeg tænker mig ogsaa, sagde hun langsomt: at det bedste er Ungerne.

Der blev stille et Øjeblik, mens de alle tre saá, med forandrede, ligesom skarpere Ansigter, ind i Lyset:

– Naa, Lykke for dem da, sagde saa Frøken Kjær og tømte sit Glas.

– Ja, til Lykke, sagde de andre og stødte deres Glas mod hendes.

Frøken Kjær stod brat op:

– Vi maa over, sagde hun og gik hen over Gulvet med Flasken; men hendes Tanker blev stadig hos Søsteren og hun sagde, med den samme Stemme som før, som fulgte hun dem med Øjnene:

– Imorgen er de paa Samsø.

35|– Godnat.

– Godnat.

Ida laaste igen sin Dør, og hun hørte dem løbe hastigt hen over Loftet, mens hun gik tilbage til sin Seng. Hun var blevet saa vaagen, skønt hendes Hoved var tungt. Hun tænkte paa Olivia og hendes Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde sét ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem, – derhjemme paa Ludvigsbakke.

Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor der var saa »blæst« og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte røre, skinnende rundt om i Hjørnerne.

Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat paa – for han »tog altid Haaret af«, naar han var i Kontoret -og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle »Fa'ers Fugle« sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.

Til Moderen aabnede Døren:

– Brandt, jeg venter med Maden.

– Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa ...

36|Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:

– Ja, min Ven, ja, min Ven.

– Hatten, Brandt, sagde Moderen.

De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.

– Brandt, sagde Moderen: jeg véd ikke, hvordan du gaar med Barnet.

Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

Ida listede stille rundt – hun havde Klædesko hjemme – og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.

Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Brædstrup.

Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i Kjøbenhavn.

Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Haanden.

Moderen nikkede.

– Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.

37|Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.

Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi »Gaarden«. Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

– Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.

– Godaften, svarede Moderen.

Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalterallé.

Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel – og saa for Skovrideren:

– Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, midt i Knikset, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, saa han blev rød helt i Nakken.

– Lund, Lund, du er saa voldsom, sagde Fruen: du er kun vant til at tumle med Drenge.

– Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var saa mange kønne 38| Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.

De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at sé, hvordan den løb.

– Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.

– Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

– Ja; men Fanden véd, om det holder.

– Jo, Lund, sagde Fruen og saá hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Lund bare lo:

– Naa, født Silferhjelm – Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort – kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden.

– Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være de første til at ha'e en Ting.

– Og naar man saa, sagde Fru Lund: ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret:

– Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.

39| Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.

– Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjelsbaand: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud véd, hvordan det gaar til.

– Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der mest sad og saá, saa paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?

Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.

– Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren og de talte om, naar Konferentsraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni.

– Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.

Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.

– De støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.

Skovriderens gik Klokken ti.

– Har du Armen, sagde Lund, for mørkt var det:

– Hun er s'gu lidt stikken alligevel, sagde 40| han: hun kan s'gu ikke glemme, man har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.

– Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.

Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.

– Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, naar hun var hos Fremmede.

Lunds gik hjemad.

Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.

... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensraaden kom.

Børnene drak Chokolade paa Højen, der stødte op til Herskabets Have.

Smaapigerne sad, stivede, paa Rad – Kroens to ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe – mens de alle drak og spiste.

Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:

– Ingeborg har vist ingenting?

Ingeborg var Herredsfogdens Eneste og havde filerede Halvhandsker med smaa Sløjfer.

Man hørte ikke et Kny.

Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige, og Skovriderens to yngste, Edvard og 41| Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det gaar til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede hvad de nød.

– Sofie, sagde Fru Brandt, der saá ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.

– Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser saa sent.

Kroens to havde vendt Overkopperne.

Brandt kom frem nedenfor Højen – hans Benklæder kom saa let ind i Skoene bagtil, naar han gik -:

– Naa, naa, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I saa faaet no'et? sagde han. Naa, naa, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne for han vidste ikke andet at sige, mens Smaapigerne skubbede sig og saá ned i deres Skørter.

– Men saa skulde I lege, gentog han.

– Saa skulde de lege, gentog han til Konen.

– Men der er maaske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru Brandt.

– Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.

– Men saa skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.

– Vi kunde kaste med Lommetørklæde, 42| sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Smaapigerne blev siddende rødhovede og stille.

– Ja, ja, men Børn maa støje, sagde Brandt, Børn maa støje, de maa røre sig. Og paa én Gang sagde han, helt forpint:

– Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.

Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.

– Ja, vil du begynde, sagde Ida, der hang paa Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.

Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Laage. Oppe i Hovedbygningen stod alle Døre paa vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed.

Frøken Schrøder stod midt i Salen paa en Stige – i de bare Strømper, hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:

– Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, raabte hun og lod Armene falde.

– Ja, lille Schrøder, De maa over ... det kommer ikke i Gang, sagde Brandt der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn morer sig. Han rykkede op i begge sine Benklæder:

– Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.

– Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Haaret: men her ligger jeg midt i det.

43|Schrøder saá sig rundt, der laa Gardiner paa alle Stole: Og imorgen har vi dem! Hun kom ned af Stigen og fik Skoene paa sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun. Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig paa Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting paa Jorden som Vand, sagde hun.

– Naa, i Guds Navn, hun saá til Gardinerne: saa hænger vi op inat.

Nede paa Højen var de begyndt at trille med Laag.

– Vor Herre bevares, sagde Schrøder og saá ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her maa vi ha' Benene rørt.

Hun fik Børnene op i Række og de begyndte at marschere. Ida tog hende i Haanden og, da de var gaaet et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog hendes anden Haand:

– Sé, sagde Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.

Men Skovriderens Drenge gik og kladskede Kroens Pigebørn bagi, for de kom sidst.

Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de saa skulde løbe:

– Nu ka' man da høre dem, sagde han.

– Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.

44|Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem Haven op paa Højen for at dække.

Ida var saa lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa Haanden, uden at sige et Ord.

------

Herskabet skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferentsraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.

Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.

– Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, paa den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.

Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.

– Naa, sagde Schrøder, her flyder det.

Alle Dørene mellem Kamrene stod aabne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter laa der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.

Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, saa hun kunde dømme om Stofferne:

– Ja, de kan, sagde hun.

45|– Naa, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid saa stort hos de Københavnere ... Det kan man sé paa saa tit her maa vadskes.

Fru Brandt svarede ikke og talte ikke – det var til ingen Tid Fru Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine graa Øjne – mens Schrøder løb foran og regerede og snakkede:

– Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne ... Men de passer, véd De hvad ... lange Mandfolk med smaa Koner – det slaar altid til ...

– Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder.

Hun slog en Kuffert til og sprang i Tanken:

– Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Naar man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Brædstrup en Middagsstund ...

Jomfru Jensen var Syjomfruen i Brædstrup og hun tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.

– Det er »Garibaldi«, forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Laas og Kjolerne hang paa Knagerne indvundne i Tull.

– Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.

– Frøken, Frøken, raabte Ida udenfor Vinduet.

– Der er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede »Spirrevippen« ind, før hun 46| løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tull, helt frem i Stuen.

– Det er hendes Slæbkjole – hva'? Den er foret.

Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt Skørtet ud over hende som en Kaabe; men Fru Brandt følte ind paa Foderet:

– Foderet er af gammelt, sagde hun.

– Ja, sagde Schrøder, men véd De hva' – det er dog storartet, hvad de faar ud af et.

Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.

– Og saa gaar vi, sagde hun.

Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud paa Grusgangen igen:

– For ellers vokser du ikke, sagde hun og lo: Og saa skal der tælles til Vadsk.

– Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren:

– Aa nej, sagde Schrøder, man maa selv gaa og stampe i 'et.

Hun blev staaende et Øjeblik paa Trappetrinet og saá efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:

– Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun saa og pustede: Gud give, det vilde.

De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var paa sorte Uldsokker, skønt der var Stengulv.

47|Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers aldrig saameget i Sommertiden:

– Man véd jo det, sagde hun til Madam Ludvigsen, at man paa »Gaarden« er god nok om Vinteren.

Godsforvalteren gik urolig ud og ind: han fik altid Mindelser i Knæerne, mod Torden. Og det trak ogsaa svært op i Skyerne nede over Brædstrup.

Madam Madsen havde saamæn ogsaa, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen, for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han følte det jo i Hugget.

Madsen havde faaet et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand for Vaabenbrødreafdelingen.

– – – Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at sé efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Brædstrup og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til ...

Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgaarden hørte hun Forvalteren, der raabte, at Lugerne skulde lukkes – da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde, nede paa Vejen, Konferentsraaden sad i Kaleschen hos Fru von Eichbaum.

Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i 48| og Konferentsraaden begyndte at raabe straks nede ved Indkørslen:

– Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af Avlsgaarden i en stor Kappe.

Gæsterne, der var angste og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst »naar Elementerne rasede«.

Konferentsraaden, der gik gennem Stuerne for at sé, om Krogene var paa, raabte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med Hovedet stikkende ud af en lang Kaabe og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gaa hjem.

– I Hus, i Hus, raabte Schrøder.

Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte paa, og stod midt paa Plænen og fangede Regnen i Hænderne.

– Gaa i Hus, raabte Konferentsraaden, og leende, med bøjet Ryg, løb hun ind under Glastaget.

– Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle paa Havetrappen nu og saá gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.

– Her, sagde hun og tvang Frøken Rosenfeld ned paa en Plaid.

De talte alle halvsagte, séende frem mod 49| Himlen, der blev mørkere, fortællende om Uvejr og Lynnedslag.

– Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme, da Aggersøgaard brændte, Konferentsraaden husker, det var en tung Time, før vi fik Kreturet ud ...

Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:

– Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ... det var skammeligen.

– Ja, sagde Konferentsraaden som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit ...

– Ja, Hr. Konferensraad.

Og Konferentsraaden sagde igen, med den samme Stemme:

– Det var det Aar, da min salig Kone døde.

Madam Madsen nikkede: hun huskede det.

Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saá de Kvæget ude over Markerne og Husene i Brædstrup. Alle tav og ingen talte mer uden Frøken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:

– Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.

Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.

50|– Der er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.

Frøken With greb Lieutenant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinet ved hendes Fødder, i Skuldren:

– Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:

– Hjemme gaar Mo'er og jeg altid ned i Kælderen.

Der kom igen et Lyn og Schrøder talte halvhøjt til Braget kom.

– Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.

– Ja, Hr. Konferensraad.

De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.

Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille:

– Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...

Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm og det lynede igen.

De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. 51| Det var Skovrideren, der kom fra »Fruens Skov« og ikke turde ride videre for Dyret ...

Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mørkt, at man knap saá hans Ansigt, mens han sagde:

– Det brænder Vesten for Brædstrup – – det var en svær Flamme ...

– Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferentsraaden. Og de sagde halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.

– Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg til Kandidaten og havde foldet Hænderne om sin Havehat.

Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys.

Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skulder og han mærkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.

– Frøken With, Frøken With, sagde han.

Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fødder:

– Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og tænkte paa sine Skove.

Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. 52| Naar Drønet døde hen et Minut, hørte de Kvæget, der brølte paa Marken, og Faarene, der brægede klagende.

– Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saá de Brandskæret, bag Laderne, i Mørket.

– Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.

Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridboer foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:

Fa'er, Fa'er; og hun gemte sig ind ved hans Ben.

Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han, det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.

– Frøken Emmy. .

– Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Hænder.

Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge Fald.

Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden:

53|– Hvor det dog var skønt.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var, som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede.

Saa saá de, vest paa Himlen, Stjernerne igen.

Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferentsraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at sé efter Branden hos Christen Nielsen.

Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.

Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at synge sagte.

Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:

– Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:

– Sé, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder:

54|– Sé Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med – nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas:

Sangen døde hen.

Ude i Natten var Regnen ophørt og de gik alle ned ad Trinene – Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden – og stod og aandede langt ud i den svale Luft.

Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.

Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der let og skreget nede ved Vejen. Det var Konferensraaden, der – han var en gammel Slikmund – havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg.

Lidt efter skiltes de.

Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben, for ikke at vække Barnet.

Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad Trappen. Hun 55| aabnede et Vindue i Gavlen og satte sig i Karmen med Hænderne om sine Knæ.

Der saá hun Dagen bryde frem.

– – – Det var den nittende August og hele »Ludvigsbakke« var i Bevægelse. Det var Konferentsraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.

Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:

– Vi ka' ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.

Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og sladskede hende om Benene.

De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad der med Ida, til Frøken Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:

– Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.

Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.

Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:

– For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde Mærker.

56|Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra Jorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.

– Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.

Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken Adlerberg, sagde:

– Ja, det er frygteligt med Hænderne, Franz (det var Apotekeren) taaler heller aldrig, at jeg rører mig ... for mine Hænder.

– Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:

– Tak, min Ven.

Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.

Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.

– Jo, sidste Aar sagde han, var de rigtig gode – de gik alle af undtagen én ... Men da Etatsraaden blev Konferentsraad, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt.

Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:

– Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre.

– Men, De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken Rosenfeld.

Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.

– Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:

57|– Hvor mange Alen har vi nu!

Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge:

Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.

Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.

– Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til – jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de paa Kirkegaarden - for de staar saa rigt – dem vilde jeg dog nødig bruge i saadan en Anledning ...

Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget.

– Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferentsraaden sér nok paa Viljen.

Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

– Ja, jeg er en sober Mand, Mo'er, men den tyvende bli'er jeg fuld.

58|– Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar du blot ikke vil holde Taler.

Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern ...

– Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer Krigsmagten.

Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.

De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op.

Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

– Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa en Bænk, hun vilde altid gerne sidde.

Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

– Ved Salig Fruens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...

... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa – om Dagen havde han rød Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens – og tog i hver Laas.

59|De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.

Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude i Haven, og det blev aabnet:

– Vi har reddet Vinen, hviskede han.

De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.

– Og Lamperne? hviskede En.

– Har dem, blev der hvisket tilbage.

De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.

– Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

– Hys.

De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Der satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke.

– Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenberg.

– Ja.

Og de var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.

... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Façaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet 60| Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

Han blev staaende og saá ned mod Brædstrup, hvor Flagene kom op foran Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:

– Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene -ja, her er en dejlig Plet.

Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:

– Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben.

– Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vadskekar: Men du maa op for at overrække Stagerne.

– Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.

Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var: Fru Brandt var i Undertøj og satte Haaret, hele Sovekammeret flød af hendes hvide Skørter. Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vaagnede og blundede hen igen.

De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.

– Der har vi Musiken fra Horsens, raabte Sofie og satte ud til Gærdet paa Sokker.

– Og der ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt paa i Havestuen.

61|Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:

– Ja, Brandt, der har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj paa sin Arm, og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.

– Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.

Ida, der havde grædt, fordi Papillotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.

– Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder:

– Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved med at smile til hende – saa mat.

De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte -:

– Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, med Bomuldsforklædet i Haanden, det havde hun løst af sig i Forskrækkelsen.

– Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.

– Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen. Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.

– Ida, Ida, raabte hun.

62|Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:

– Fa'er, nu skal du op.

– Ja, Barn, nu kommer jeg.

Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.

Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuldt Puds:

– Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du sér ud?

– Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.

– Det sér jeg s'gu. Og Deres Kone sagde, det var det sædvanlige.

Brandt sad lidt:

– Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.

Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saá Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.

Udenfor holdt Musiken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:

– Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.

Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, 63| mens Skovrideren stod ved Fodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud til Brædstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.

Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadsmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:

– Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.

Doktoren svarede ikke; inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have sét Doktoren:

– Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.

De hørte Amtsraadsmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:

– Men nu skal ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre – nu.

– Ja, sagde Skovrideren.

Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:

– Lad os saa gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.

De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

64|– Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i hans Puder.

– Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

– Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.

Den Syge virrede kun med Hovedet – maaske var det en Flue – og han sagde:

– Skal I ikke over med Blomsterne ...

– Det maa vi jo, sagde Fruen.

Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:

– Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.

Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren, og man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød sejgt og haardt.

Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen ...

Nu hørte han Kammerherrens Stemme – Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet – og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte han for Konferensraaden.

Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der drog og gik – fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... 65| Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'er ...

Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst: nu raabte de Hurra for Konferensraaden ...

Saa faldt han sammen igen og blundede.

Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng - Ida, der var bange og trykkede sig helt ind til hende.

– Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.

– Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.

Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.

– Ja.

Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad:

– Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.

De hørte Uret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de sad i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Urets haarde Dikken.

– Frøken, hviskede Ida: døer Fa'er?

– Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosen66|feld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde – uden Lyd.

De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.

– Men hvad hører jeg? sagde han – han talte noget højt -: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække ham (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):

– Brandt, det er Konferensraaden.

Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

– Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom:

– Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...

– Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.

Ida var sagte listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Vinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.

67|De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.

Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:

– Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?

– Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede.

– Saá du ham? spurgte han.

– Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

– Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.

Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:

– Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.

67| Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduerne og gik atter ind – paa sin Vagt.

Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.

– Der er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

– Det er Faklerne, sagde Doktoren.

– Ja, det er kønt, sagde Brandt.

Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August:

– Hvordan er 'et? sagde han.

– Det er skidt, sagde Doktoren.

Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet.

– Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg – der var noget mørkt i den Allée -: hvordan har han det?

Doktoren trak paa Skuldrene.

– Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

Inde i Sygeværelset var der stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Urets Dikken, og nu og da Musiken derovrefra, hvor de dansede.

Saa kaldte Brandt:

69|– Mariane, sagde han og han tog hendes Haand:

– Det er Synd for dig ...

Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.

– Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

– Men jeg vilde gerne tale med Lieutenanten, sagde han.

– Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Bén, som var kolde op over Knæerne. Hun blev længe staaende og saá ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:

Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

... Lieutenanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musiken stansede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to ...

Gæsterne stod ved de aabnede Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange »Aah – Aa-h«, og en lille Dame, der var kortbenet og havde 70| bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:

– Gud, at vi skulde holde op at danse.

Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:

– Sé dog, sé, sagde hun.

Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:

– De gaar ikke højt, sagde han.

Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik, med sit Slæb over Armene, sagde:

– De er fra Landet.

Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:

– Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilføjede, seende ud i Luften:

– Og han var en saa fortræffelig Mand.

Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:

– Men hvorfor græder du? spurgte hun.

Barnet svarede hende ikke.

Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten – for der var mange, men smaa var de -:

– Herregud, Mo'er, sagde han: hvor er 'et dog sørgeligt.

71|Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred paa den samme Plads:

– Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:

– Er det Barnet? sagde han.

– Saá hun Fyrværkeriet?

.....

Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu, Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge...

Alle Hunde foer halsende op. :

Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.

Gamle Brandt var død.

Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.

Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.

.....

Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paa Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som 72| skulde se sit Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og om Brandts Portræt var anbragt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.

Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:

– Der er hun, sagde hun; det lød som et »Vagt i Gevær«, og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:

– Ja, jeg er Fru Reck, sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin Kjole i sin Haand.

– Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige-Haandtryk, der bare »rørte«. Nu var Haanden iskold.

– Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.

Og Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.

De kom ind i Stuerne:

– Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende et Nu ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.

– Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.

– Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt.

Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget 73| om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

– Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte Fru Brandt sige:

– Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.

Fru Reck ventede et Øjeblik:

– Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.

Fru Brandt havde utvivlsomt sét det, men hun sagde kun og rejste sig:

– Hvis Fruen nu vil nyde noget.

Og de gik ind i Spisestuen.

Fru Reck troede aldrig, hun havde sét saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise – som barrikaderet bag al sin egen Mad.

Hun talte om Byggegælden: vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelige paa hende, som havde hun Lyst at kvæle Gæsten i sin Mad.

– Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget ... véd vi ...

Fru Brandt svarede:

– Her var Stengulve, da vi kom.

Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.

74|Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.

Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:

– Tak, nu har jeg jo sét det ... men Tak, nu har jeg jo sét det, Fru Brandt.

Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, uden at ville slippe hende – hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.

Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru Reck sagde:

– Ja, hvad der maa anskaffes.

– Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt; de kom ned i Gangen.

Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene, udkrammende sin Bondevelstand, talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund – i en pludselig enkeagtig Skadefryd.

Fru Reck tænkte ved sig selv:

– Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:

– Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig.

– En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, 75| mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.

– Jeg er Husjomfruen, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:

– Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.

– Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck hastig sagde og gjorde Stillingen endnu værre:

– Her har du rigtignok haft en dejlig Have.

– Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.

Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saá Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels. Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at sé til de andre, under en Strøm af Ord:

– Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne, (de havde næppe sét hinanden i tolv, femten Aar), det kan behøves...

Fruen til Apoteket blev ved:

– Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære du, her er jo hundrede Ting at tale om.

Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck 76| om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.

– Véd du, kære, her kan blive nydeligt ... Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede til Væggene.

– Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.

Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egenlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornung? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

– Der sætter du saa det, og der det – – søde Henriette ... her kan blive nydeligt – -

Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra Jubilæet.

Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen flyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

Hun bad om en Alen: For du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, 77| passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad:

– Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede dette Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

– Jo, du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol.

Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn.

Hun stod endnu i Døren – Fru Reck var paa Vognen – og sagde Farvel.

– Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært ...

Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saá Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun én Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:

– Rigtig svært.

Saa var Vognen borte.

Schrøder skyndte sig at komme bort: hun brød sig ikke om at være der alene:

– Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa 78| fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.

Schrøder gik.

Fru Brandt vadskede selv Porcellænet af, samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa en Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffeten. Fru Brandt græd.

Ida blev staaende foran hende: hun havde aldrig sét sin Moder saadan rigtig græde.

Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.

Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket.

.....

Det begyndte at mørknes, men Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Gækker, her paa det Sted – de første.

Men de var jo saa spæde og svære at hitte.

Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde – dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, før hun skulde rejse.

Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.

79|– Er det dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.

– Ja, sagde Ida.

– Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder og »krøllede« hendes Hænder.

– Mo'er er inde, sagde Ida.

»Inde« var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vindueskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.

Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, med baade Smørret og Skinkerne – det vild' 'et blive.

Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte:A nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.

– Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:

– Saa skal 'et vel vær'; og hun rejste sig fra Sengen.

– Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkerne paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt 80| dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.

De hørte Vognen rulle op for Døren og Sofie kom ind, bunden til, saa man bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergækker i Vanten.

Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var »gaaet underhaands«.

Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.

– Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.

Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen, og saa Fruen.

Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut - Schrøders Stemme slog lidt over – det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer ...

– Og Tut skulde ha'e det ... til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.

Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:

– Har Fruen mon mere?

81|Der var ikke mer. Ida sad saa sært lille bitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde.

Saa kørte de.

De tre andre blev staaende paa Trappetrinet og saá efter dem; nu var Vognen væk.

Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.

– Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.

De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.

– Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone: naar Forsørgeren falder fra.

Og saa skiltes de ...

– – –

Men Barndomsaarene i Byen kom, og Konfirmationen og det første Ungdomsaar, det lyse Aar og saa Sygdommen og de lange Tider ...

– – –

Ida hørte halv vaagen Sofie rumstere ved Skorstenen og Moderens hivende Aandedrag ved Siden af sig – det var som det Aandedræt skulde fylde hele Huset – og næsten i Søvne og helt mekanisk satte hun de bare Fødder ud paa det strikkede Tæppe.

82|Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.

Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saá blot Moderen, der sad oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.

Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen – han var saa indbunden i Tørklæder, saa man saá ikke andet end hans Øjne og hans Øreflip – og han fik Mælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:

– Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han (der stod en lang Em af hans Aande ud af Tørklæderne):

– Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores ...

Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen.

– Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.

Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.

83|Hun gik ind i Stuen og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille, lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egenlig hendes bedste Tid – det var næsten, som stjal hun den – saadan om Morgenen, mens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:

– Aa, der var nok at tænke paa ... der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa »Bakken« mere – – og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem ...

– Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen – saa gik der altid næsten det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.

Ida stansede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:

– Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret ... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder ...

Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:

– Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.

Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa 84| mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia.

Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrte var ligesom Mindet om hendes Fader.

– Ida, Ida.

Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:

– Ja, Mo'er.

– Jeg ligger vaagen, sagde Fru Brandt.

Ude i Køkkenet slog Sofie lunkent Vand i to Vandfade.

– Du har vel tænkt, jeg skulde op, sagde Fru Brandt.

– Ja, Mo'er.

Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag – for de kom jo fra Bryllup'et ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen ...

Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmte Hænder:

– Du har din Fa'ers Fingre, sagde hun: de løber rundt.

Da Haaret var sat – Fru Brandt havde sit svære Haar endnu – kom al Husets Mad ind og 85| skulde synes, paa Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen, med de store Valke i Haaret, og tog et langt Øjemaal af Levningerne.

Hun sagde ikke noget men tog kun sit tavse Maal – Ida saá ud som en Toldbetjent ved Kassesyn – mens Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok – og fulgte hvert Fad, Sofie bar ud igen, som vilde hun følge det gennem Døren, naar den lukkedes.

– Og saa skulde vel den Steg, Mo'er, steges til Lunds ...

– Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.

Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'er, sagde hun, naar de er i Byen.

– Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paa Gæstgivergaarden.

Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm, (Fru Brandt var aldrig saa tung som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Urkæden hængte Ida om hende.

– Uret, sagde Fru Brandt.

– Her, Mo'er.

Hun skulde have Idas Ur foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var 86| hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde »høre«.

Ida sad i Modest, for Moderen taalte ikke Varme, bøjet over de tre Par nye Lagener, ti Linnedet blev holdt vedlige som i »Længen«:

– Du ta'er altid Traaden for lang, sagde Fru Brandt.

Ida drog i Traaden.

– Fru Muus hilser, sagde Moderen.

Ida saá ud og blev rød, idet hun nikkede. Fru Muus slog altid en rap og decideret lille Bue forbi Fru Brandts Vindu og hilste kun paa Ida.

Fru Brandt blev ved, i Spejlet, at følge Fru Herredsfoged Muus, hvis Skindkaabe slog paa den lille vævre Bagdel.

Ida saá ogsaa ud, mens hun smilte: Fru Muus naaede aldrig til Hjørnet. Hun standsede, i Farten, foran hvert andet Hus og vrikkede og stampede og viste op til Veninde-Vinduerne, at hun var i Skindstøvler:

– Har de Jomfru hos Muus'? sagde Fru Brandt, der blev ved at følge hende med Øjnene.

– Jeg véd ikke, Mo'er.

– Jeg tænkte, hun kom hos Jørgensens, sagde Fru Brandt: hun er jo Københavner.

Og Ida sagde ligesom et Forsvar for Fru Herredsfogeden:

– Der er jo heller ingen Børn, Mo'er.

Fru Brandt lukkede kun Læberne stumt sammen og hilste med Valkene: Kæmner Søren87|sen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen: han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.

Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det Blik, naar hun saá paa Idas Hænder ...

Saa vendte hun Hovedet:

– Bruger de Cokes paa Teglværket? sagde hun.

– Cokes og Kul.

– Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.

Ida svarede ikke og Fru Brandt sagde:

– Men det er godt, naar det kan vare.

Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i Alting, naar Christian fra Møllen var ledig.

– Klokken er elve, sagde Fru Brandt.

Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.

Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, »Husholdersken« fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret »Pebersvendelag«. Hun kom med Aviserne.

– Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ...

Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne:

– Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man ...

88|Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:

– Ja, ja, sagde hun, og der kom en Strøm Ord om Vadsken:

– Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.

Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:

– Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.

Ida var i Køkkenet og Fru Brandt sagde:

– At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.

– Ach nein, ach nein – Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter -: men det er den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar ...

Maren var Enepigen hos »Broderdatteren« Julie, (de tre Frugter af Kobbersmede-Samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede troligt Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen omkring ved den første April.

– Ach, ja, ach, ja, ... Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere Omstændigheder 89| med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.

– Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:

– Och ellers er hun jo saa anstændig.

Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.

Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:

– Hvem er det – denne Gang?

– Gott, Gott – -ja, hvis hun vidste det ...

Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:

– Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.

Ida kom med Kaffen, som de begge tog – Jomfru Thøgersen holdt om Koppen som om en Spølkum.

Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:

– Ida, Munden ...

Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.

Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:

90|– Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika – og han vilde hjem ... Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen ...

Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var én af de tre).

– Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.

Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og Jomfruen kom op af Stolen:

– Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.

– Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.

– Ach, ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Børn.

– Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke ...

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.

– Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.

Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:

91|– Gott, Gott, der kommer den Pastor ...

Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.

Præsten gik forbi til Sørgehuset og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen strøede Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.

– Glemmer du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.

Ovre i Kæmner Sørensens Vindue blev der rullet ned for Solen. Den plagede ham altid i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivias ældste Dreng var forrest med Resterne af en Sneboldt over det venstre Øre.

– La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.

– Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'er.

– Ach, der er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet – hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.

92|Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet og Toget kom.

– Aa, se Børnene, sagde Ida:

Christoffersens to Ældste gik, stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Der blev et Hvin paa Fortovet, da Jomfru Thøgersen slog ud efter et Par Drenge:

– Pfui, sagde hun og gik igen op ad sin Stentrappe: I skulde vel springe i Benene paa den Trauerschaar ...

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:

– Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Taarer hver Gang, hun saá en Ligkiste.

– Klokken er et, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluret.

– – –

Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit Blund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.

93|– Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op; der var slet ikke Rum for hans Stemme i Huset: her er berejste Personer ...

– Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.

– Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen.

Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.

– Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid ... Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane ...

Fru Lund fik sig sat og Fru Brandt sagde:

– De skulde da ha'e Hatten af?

– Aa Tak, en lille Stund ... Fru Lund fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Puddel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:

– Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding – - og saa propert. Og treds var vi, ka' De tænke Dem ... alle de glade Mennesker ... ja, dejligt var'et, at se saa megen Glæde.

– Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

– Ja, ja, det bruger de jo nu ... og Herre94|gud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves ...

Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen ...

– Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.

– Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

– Ja, Folk de har saamæn husket os – om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet ... Aa, saa sæt dig, Lund ...

– Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:

– Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.

– Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.

Ida, der gik og dækkede igen, sagde:

– Og saa var der jo Brudepiger.

– Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænder mod Laarene.

– Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.

Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:

– Og Svigerdatter gik s'gu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene – ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.

95|– Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Maner, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte; hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.

– Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over ... For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.

Ida lo stille, ligesom ømt:

– Hvor det ligner Henriette.

Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sine Øjne gaa der i Sløret og slaaes med alle Svogrene af bare Glæde.

– Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.A

– Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.

– Jo, Mo'er.

Bordet var færdigt og Fru Brandt sagde – hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok -:

– Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.

Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megen Mad:

– Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.

Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:

– Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.

– Det minder om »Længen«, sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, 96| tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.

– Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.

– Byder du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:

– Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.

Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken:

– Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.

Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.

Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra, Skovriderens Drenge.

– Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.

– Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.

Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Urene dikke.

– Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal Ida-Tut. For din Tur, min Pige ... Han løftede Glasset: En ung Pjge maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

– Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.

– Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: 97| Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.A

– Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan mént. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.

Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

– Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

– Ja, ja, Lund, vi har jo nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.

– Det har du da aldrig gjort, Mo'er.

– Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større ... Men det er alligevel saa underligt, naar de blot sér, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.

– Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

– Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man sier, hvad der saa osse trykker ...

Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:

– Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.

– Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad, min Salighed osse vidst, hvad der ellers 98| var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i Verden – -

Det bankede paa Døren; det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:

– Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen – en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig ...

– Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

– Saa si'er vi ingenting til din Mo'er, og saa kan du indrette dig ... Din Mo'er kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som »Længen« ...

– Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'er ... Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende ... Tak.

– Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'er. Men har Smørret ikke artet sig, Ida – de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren – saa maa du bruge det paa Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

– Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid ...

99|Hun sad stadig med Idas Hænder i sine og det begyndte at mørkne i Stuerne:

– For véd du, det var ligesom saadan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.

– Ja, sagde Ida – de talte begge to langsomt og halvsagte -: det er saa dejligt at se, naar Folk er lykkelige.

Fru Lund nikkede:

– Ja, saa dejligt min Pige.

Det bankede paa Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til »Lunden«.

– Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.

Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.

Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Aarer tilbage af Kæmnerens Hænder.

– Naa, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.

– Ja, vi har saa, sagde Skovrideren.

– Hm ja, det er svært saa Folk de gifter sig nuomstunder ...

– Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.

100|– Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.

Han saá op paa Lund:

– Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.

Skovrideren sagde noget om, at det var vel ogsaa det klogeste.

– Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen? ...

– Her sidder man ...

Kæmneren taug lidt og sagde sagtere:

– Det er det Hele.

Frøken Søreresen havde inde i Sovekamret slaaet sig ned paa en Stol foran Sengen. Kaaben havde hun knappet op, saa man saá det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:

– Gud, ja, sagde hun, De har været til Bryllup. Ja, vi gaar jo alle i saa mange Tanker – nu har der jo været Bud paa Huset igen ... Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.

Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:

– Og det var jo det bedste at sælge, for naar Fa'er en Gang gaar bort, flytter jeg dog til København – der sidder jo Søstrene – – Men saa længe vi har Fa'er i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring – – hverken Søstrene eller jeg.

101|– Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.

– Det er jo det – det mener ogsaa baade Søstrene og jeg – – en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen. Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:

– Saa nu gaar det løs paa Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu ...

Han slog med Stokken:

– Naar de først har faaet mig paa Kirkegaarden, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele.

Inde i Sovekamret blev der bomstille.

– Der sér De, hvordan Fa'er er, hviskede Frøkenen.A

Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde saa:

– Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog ogsaa paa Fremtiden ...

Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

– Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.

– Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kæmneren nikkede og saá op paa Lund:

– Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

– Godnat.

102|– Lund gik ind i Stuen igen.

– Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.

– Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede af Tanker, og Stemmen skælvede:

– Aa, tænk, hvis de skulde sælge alting her.

– Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, før de kørte hjemad.

Om Ida maatte følge dem?

– For Mo'er hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende.

– Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'er endnu.

Hun kom til Sæde.

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:

– Saa, min Pige, stik du nu ud til dine Jørgensens og luft dig lidt. Det andet faar viA nok besørget ... Saa løb du nu – det var Meningen.

103|– Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne henad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:

– Fik hun Smørret og Skinken?

– Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt; saa sagde han:

– Nej, hun sidder s'gu paa hende.

– Hun er jo syg, Lund ...

– Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde der uparret sine bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den »vejrede«, da hun skrubbede som Mejerske.

– Naa, Lund.

– Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru ...

Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt paa Peltshuen:

– Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Skinken, sagde han.

– Gæstfri, det er hun nu, Lund.

Lund blev ved at le.

– Ja, ja, min Pige, hun sætter jo idetmindste Fødevarerne paa Bordet.

... Hjemme havde Fru Brandt raabt paa Sofie:

– Tag saa ud, hvad der er levnet, sagde hun.

– – –

104|Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede paa i Villaen.

Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas Stemme, da hun talte til Pigen):

– Nej, det er »Jomfruen«, raabte hun. Hvordan er du sluppen ud af »Enkekassen«?

– Det var Mo'er, sagde Ida lidt lavmælt der syntes, jeg kunde gaa herud.

Olivia saá lidt paa hende:

– Naa saadan ... Men kom nu ind.

– Thé, Marie, raabte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, op og ned – det var en Arv efter hendes Moder – mens hun begyndte paa en lang Historie:

– Fritz var i Byraadet og Fru Kornerup havde meldt sig til Thé – hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.

– Men jeg vil ikke ind i alle disse Taleforeninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at staa og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker ... Hvis de angaar En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par ...

– Ja, sagde Ida.

– Naa, min Pige, sagde Olivia: du snakker nok med ingen ...

To Tuller kom løbende og raabte »Goddag« 105| allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Børnejubel, naar Ida kom.

– Aa, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud paa Flygelet.

– Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.

– Naa, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par Druer i Munden.

Ida blev pludselig rød: Man maa da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne paa hver Arm: Og saa op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret.

Der blev en Hurlumhej oppe paa første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.

– Se til Proppen, se til Proppen, raabte Ida, der kom ned igen med »Proppen« i de løftede Arme.

– Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med »Proppen« paa sit Skød.

– Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen: Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go ...

Olivia satte Theen paa Hjørnebordet: Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren aaben.

– Den velsignede Masse Bøger, fortsatte 106| hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at faa Plads til Kageskaalen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.

– Ja, her er altid saa meget Nyt at læse, sagde Ida.

Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saá op i den høje Lampe.

– Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de »nye Bøger«. Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.

– Hvordan?

– Med Livet ... Olivia blev ved at sé ind i Lampen.

De taug lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og saá ind i Væggen:

– Men er Livet egenlig ikke saa ligefremt?

– Ja-a ...

– For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, naar hun skulde sige et Slags Mening: vi gør vel, hvad vi maa ...

Hun blev ved at stirre ind mod Væggen og Olivia sagde:

– Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem. Naa – hun smilte pludselig over hele Ansigtet – jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget ... hun saá uvilkaarligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet:

107|– Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke paa det derhjemme, pludselig sagde:

– Aa, nu gaar Christian fra Møllen ledig igen.

– Naa, Gud velsigne dine Smørkrukker; og Olivia lo: saa logerer han vel osse »ovenpaa«?

– Ja, sagde Ida halvforknyt og saá paa hende: men hvad skal jeg gøre? Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

– Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'er.

Olivia sukkede lidt:

– Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve saa stivt.

Saa sprang hun op:

– Skal vi spille firhændigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

– Aa, du, nu maa Proppen døbes ... Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke no'et med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i Døbefonden.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog Entrédøren op:

– Kæreste De, sikken Kulde.

108|Fru Kornerup fik Kaaben af sig og kastede den over en Stol:

– At Mennesker lever i saadan en Temperatur.

Hun havde et hvidt Sjal som et Slags Skærf placeret besynderligt midt paa den sorte Nederdel.

– Der kom jo no'et paa i sidste Minut – Fru Kornerup tog Sæde i en Lænestol med høj Ryg, Fru Kornerup elskede Stole med gotiske Rygge, hvorimod hun plastisk kunde anbringe sit Hoved -: Lidt over fem faar Valdemar Brev fra Neruda, om han kan gi'e Koncert her i næste Uge.

– Nej, da.

– Jo, Kæreste, næste Uge. Saa maatte jeg jo ud til Muus'es ... De Mennesker kommer her jo ikke, naar de ikke er garanterede.

– Nej, men -

– Og arrangeres maa det jo, blev Fru Kornerup ved: Der er ikke saadan »en Tone« i Verden ... Bedste, det Spil kan man jo leve paa en Maaned. – Hun lukkede Øjnene i og op paa Ordene »leve paa en Maaned«.

Fru Kornerup, der var en Amtsforvalter-Datter fra Skanderborg, hvor hun havde levet lige til hun blev gift, sad inde med en overstrømmende Handlekraft, for hvilken der aldrig og intetsteds havde været Brug, og som derfor eksploderede som en uafladelig Begejstringstrang, hvis Genstand skiftede hver Maanedsdag og som for109|duftede uden at efterlade sig Spor, som Æter, der forflygtiges i en Flakon uden Prop.

– Valdemar gik saa op til Staals, sagde hun.

Valdemar var en sirlig trediveaarig Overretssagfører, af Middelhøjde og med meget hvide Tænder, der lydig fulgte sin Kone og som naar de skulde ud og han lukkede Entrédøren, spurgte:

– Eleonora, har du din Maltflaske?

– Gud nej, Valdemar, hent du den.

Fru Kornerups bestandige og formaalsløse Ophidselse bragte hende i en permanent Tilstand af Afmagrethed, saa hun levede med mangfoldige Medikamenter.

Naar der kom Kunstnere til Byen, mødte Kornerup paa Perronen og præsenterede sig høfligt for de Vedkommende: Hvis han ellers kunde være dem til en Smule Tjeneste ... hvoraf sædvanlig resulterede en Aften i Huset Kornerup, der bestod af tre mindre Værelser, udstyrede med meget store Møbler, med den nyeste Literatur spredt over Bordene – Valdemar var Formand i »Læsekredsen« – og med meget og fint københavnsk Porcellæn, hvorpaa hovedsagelig serveredes afkogte Grøntsager med rørt Smør.

... Ida bragte Fru Kornerup en Kop Thé mod Kulden:

– Men, kære Frøken Brandt, sagde hun som om hun først opdagede Ida i dette Minut: Og hvordan har De det. Har jeg fortalt Dem, 110| jeg var to Gange sammen med Karl von Eichbaum hos min Tante?

– Ja, fortsatte hun afværgende hen mod Olivia: men nydelig er han ... Kære, paa Ære, jeg maa be'e ham om hans Fotografi.

At bede om Fotografi var en Specialitet hos Fru Kornerup. Hendes to Album'er var fulde af en hel Serie unge Mænd, af én bestemt Type med meget regelmæssige Ansigter, lige Nakker og lille Overskæg.

– Han er en Døgenigt, sagde Olivia.

– Nej, sagde Fru Kornerup: jeg kan godt tænke mig, der maa være noget for Kvinder ...

– Men for hvilke Kvinder? Olivia flettede sine Fingre sammen med et Knæk.

– Jeg har jo nu kendt ham fra Barn, sagde Ida kun, stille.

Ida gik ind til Børnene, hun maatte altid være Vov, mens de lo og skreg, og hun krøb, paa Gulvet mellem Stolene, paa alle Fire – til hun aabnede Verandaens Dobbeltdør og gik ud.

Hun holdt saa meget af Teglværkets Have, naar den laa saadan ganske hvid af Sne:

Her var saa tyst, og alle Træers Skygger faldt saa stille.

Hun gik frem ad Gangen langs med Huset, Sneen knirkede svagt under hendes Trin.

Nu vilde »Gækkene« komme snart, naar Vejret lindede, og »Proppen« skulde døbes.

– Ida, Ida, raabte Olivia fra Verandaen.

111|Ida svarede ikke. Hun laa ned, paa Knæ, bag Gavlen, med Lyset fra det store Vindu paa sig og grov Sneen bort med de bare Hænder. Tre, fire spinkle, hvide Klokker var piblede frem ved Muren ...

– Ida, Ida!

Men Ida rørte sig ikke.

– Det var Aarets første Blomster. Aa, hvor det var dejligt, naar de fandt dem, hjemme paa Ludvigsbakke, de første Blomster ...

Ida blev liggende i Sneen, fordybet i sine Tanker:

– Altid skulde de ogsaa tale saadan om Karl ...

– Ida, Ida!

Men Ida svarede ikke.

– Gud véd, hvor hun er fløjet, sagde Olivia og slog Verandadøren i.

– Men hun er virkelig køn, sagde Fru Kornerup.

– Det har hun altid været. Olivia satte sig.

– Ja – sagde Fru Kornerup ... Men man sér hende jo altid blot sidde glatkæmmet der bag Vinduet.

Og med et Spring i Tankegangen lagde hun til:

– Naar Moderen døer, bli'er hun vel velhavende ...

.....

Da Ida løb op ad Stentrappen hjemme, 112| smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren.

Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:

– Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?

Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:

– Fulgte Lund dig?

– Ja, Mo'er.

– Hvem var det da, du talte med her paa Fortovet?

– Frøknerne Staal.

– Hm, gaar de to unge Piger alene.

– Skal jeg saa læse, Mo'er? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: »Tjenester« og »Køb og Salg«. Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som saá hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:

»Ejendomssalg i Brædstrup«.

»Voldtægt i Hatting« ...

– Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.

Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:

– Tag saa Historien.

113|Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.

Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

– Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i Hatting.

.... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Dør, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Aandedrag. Hun tænkte paa »Proppen«s Daab ... Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

– Ida, kom det fra Sengen: hvad var der i Pakkerne?

– Hvilke Pakker?

– Niels kom med Pakker.

Ida sagde:

– De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.

Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke:

114|– Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.

– Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.

Sofie blev ved at græde – hun græd som en Karl -:

– Men jeg vild' saa gern' be' Frøkenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til Alters ... nu paa Synda'.

Hun snøftede højt.

– Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.

Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Værste og Christian gik ledig.

Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit:

– Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men En har heller ikke saa langt til Sengen som en anden.

Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed. Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

– Frøkenen maa ta'e Penge iaften – vi har ikke en Skilling i Huset.

– Igen, sagde Ida.

– Naar En aldrig tør si', hva' En køber... Og En ska' indbild' Fruen, at man faar alt til givendes ...

Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

115|– Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Døren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der kom fra Teatret.

– Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle – den Aften, hun var der med Olivia – saa slank og mørk.

Hun saá altid saa længe Skuespillernes Ansigt – og deres Smil – og hvordan de gik.

Saa dejlige Tænder han havde, naar han smilte.

... Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.

– – –

Ida sad midt i Ærtebedet paa »Ludvigsbakke«; hun og Schrøder plukkede Ærter i et stort Trug.

116|– Saa, sagde Schrøder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde sét Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun holdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi Ærtebedet:

– Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede paa det venligste bestandig Ida paany – hver Gang hun saá hende.

– Hm, sagde Schrøder og saá efter hende: hun skulde se at faa Sønneken op fra Fjermadratsen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.

– Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.

Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.

– Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

– Py-h, det bli'er hedt – – og jeg skal røre Kødfars.

Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensraad, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv faaet 117| sig seks nye Fortænder nu i Foraaret, der gjorde hende lidt stram om Munden – ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.

– Men jeg skal ikke ha'e ham gaaende, hvor jeg har Smaapiger, sagde Schrøder, der blev ved Eichbaum: saadan som han flytter Øjnene rundt paa et Pigebarn ... Schrøder saá nok, hvordan Pigerne svajede sig, naar Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.

– Jeg synes, han ser saa god ud af Øjnene, sagde Ida.

Der lød et Skrig og Skraal nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:

– Saa, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.

Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun maatte »se efter Børnene«.

– Aa, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt Ungpigestemme): saa dejligt her er i Solen ...

Hun satte sig paa Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød – det saá altid ud, som var hun træt i Haandledcne.

– Falkenberg kommer da ikke iaar, sagde hun.

– Ikke?

– Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger – hun løftede de spidse Skuldre i Slobrok'en; Fru Falkenberg havde ligefrem faaet en 118| Barnefigur igen ved at føde Kaptejn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn -:

– Jeg forstaar mig jo ikke paa det, sagde hun. Det er Tjenesten.

– Ja, sagde Schrøder, der er jo saa meget for en Mand.

– Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede – der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte -:

– De har ogsaa deres.

Nede ved Dammen lo de og skreg de – saa begyndte en Dreng at græde.

– Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op.

– Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.

– Aa, ja, lille Ida ... vil De ... Og Fru Falkenberg blev siddende.

Schrøder satte sig paa Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg saá til med sine kønne Øjne:

– Aa, saa De har meget at tænke paa, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det maa være dejligt at ha'e Kræfter ...

Ida kom tilbage: det var ingenting – de skændtes kun om Prammen.

– Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.

– Nej, Fru Falkenberg, jeg saá ham ikke.

– Hm, Fru Falkenberg rystede paa Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til ...

Erik var en opløben syttenaarig, som tilbragte 119| sin Ferie paa et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Literatur, og som, naar han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid saá ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.

Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.

– Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, naar de er smaa – - men man maa jo sende dem i Skole ...

Saa længe Børnene var smaa, smaasyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem - -

– Det er ikke saadan at følge dem, sagde hun.

– Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag saa i.

Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, saa gik de.

Fru Falkenberg blev siddende – hun kunde sidde saadan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.

Frøken Rosenfeld sad oppe paa Gavlverandaen og læste.

Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.

Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, 120| sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der laa paa Græsplænen saa lang han var.

– Det er dog altid Dem, der er god, sagde han – han havde en egen jævn og skikkelig Maade at tale til Ida paa – og han vendte sig om paa Maven, med Hovedet over sin The -:

– Tak, sagde han.

Ida bød ham Kiksene.

– Er det Onsdag idag? spurgte han saa.

– Ja.

– Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: saa har man tre Uger endnu ... Og – han saá op paa hende – Herren véd, hvad det saa skal blive til.

Karl von Eichbaum drejede sig igen om paa Ryggen:

– Nej, det er utroligt, sagde han.

Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det »saa skulde blive til«.

Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte paa Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til – saadan. Før havde han jo haft Herman Reck ... men nu havde han jo osse nedsat sig, i Aalborg, og var ikke hjemme mer.

Ida kom pludselig til at smile.

121|Hun tænkte paa den Gang, da Karl og Herman var Drenge og Karl laante hendes Skillinger til at købe Cigarer for i Brædstrup.

Karl satte altid, efter Middag, ind gennem Vinduet i Schrøders Kammer:

– Har du en Otteskilling, hviskede han rask.

Sammen fik de med en Strikkepind Skillingen ud af Grisen.

– Tak, hviskede han igen og satte i Spring ud gennem Vinduet.

Men én Gang, da han var lidt ældre, havde han ogsaa faaet de fire Kroner, der laa, indpakkede til Drikkepenge, i Papir, paa Bunden af hendes Kuffert ... og da havde hun grædt, for hun havde ingenting at gi'e, da hun skulde rejse ...

Det bankede oppe i Loftet. Det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra »Etatsraadindens Stue«; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok:

– Naa, er det dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?

– Ja, Hr. Konferensraad.

Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.

– Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle – - Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.

Han nikkede:

122|– Luk saa Dørene op.

Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i Godsforvalterens Have:

– De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplæne mellem tre Ungersvende med opsmøgede Benklæder.

– Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

– Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer: man faar saa mange Ting at se, naar man bli'er gammel.

– Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver staaende alligevel.

Ogsaa Ida var blevet staaende og saá over »Længens« Have. Hun kom der saa sjældent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa tilbage af de gamle Træer.

– Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

– Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

– Naa, ja, ja ...

123|Konferensraaden blev siddende taus, grundende som den, der har levet længe.

Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.

– Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa du ud og luft dig. Her er jo saa varmt, at man maa kaste Klæderne.

Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe stansede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen.

Saa døde stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Brædstrups Huse – alt syntes at blunde i Lyset.

– Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

– Saa lige Røgen gaar, sagde Frøken Rosenfeld.

Røgen steg op fra Husene i Brædstrup, stille og lige som lyseblaa Fakler i den lyseblaa Luft.

Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tidt staaende saadan lidt sammen, og de saá ofte paa de samme Ting. 124| Frøken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, især naar det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne – saa gik de sammen halvtause, ad de fugtige Veje, længe.

Ida gik ned gennem Haven – hun holdt ikke af Vejen forbi »Længen« – og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

Inde i Skovridergaarden sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.

– Er der nogen hjemme, Lucie.

Lucie løftede det rokkende Hoved:

– De er derinde, sagde hun og blev siddende taus.

Alle Husets Døre stod aabne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund paa en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.

– Aa, er det dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi vadsker og vi lapper, du – – med alle de Gæster. Men de er jo velkomne – det er vist og sandt ... Aa, kan du hjælpe mig ...

Ida hjalp og Ida traadte Synaal, medens hun sad og tænkte: hvor Fru Lund dog ryster paa sin Haand.

– Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul paa Lagenerne: dette er 125| da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille du ... og hvem véd, hvorlænge det varer ...

– Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.

Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man saá nok paa det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.

– Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensraaden falder af ... og hvem véd, hvor saa vi skal hen.

Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:

– Men Skovene bli'er da staaende Fru Lund.

– Aa ja, Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.

Fru Lund saá hen for sig bag de store Briller, der sad saa mærkelig ubekvemt paa hendes Næse:

– Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive Aar og levet i Fred.

Gamle Lucie kom op gennem Gangen, skændende og mumlende.

– Saa, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen ... Aa, du, det er ikke let. Naar hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt ... og hun er jo ikke renlig. Snart staar hun over Maden, og snart reder hun Senge ...

126|Fru Lund rystede paa sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem paa Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergaarden, fordi Lucie stod over Maden ...

– Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun maa jo dog ha'e Lov at dø her.

»Studenten«, den yngste af »Drengene«, stak Hovedet ind ad Havedøren:

– Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud ... Vi plukker Kirsebær.

Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af »Drengene« hang i Grenene og plukkede og kastede ned.

– Er det Ida, raabte den ene.

– Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.

De unge Piger greb Bærrene og lo:

– Aa, aa ... Kirsebærrene fløj.

– Aa, aa ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.

– Saa, den ene »Dreng« lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.

– Flér til dig, raabte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida. Men da laa allerede alle Mand under Træerne paa Græsset.

– Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.

– Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kom127|men i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig ... lige fra da, hun sad derinde hos Fru Lund.

Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær.

– Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.

... Ida rejste sig, hun vilde hellere gaa hjem ... saadan en sær stemning, der var over hende ...

– Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at staa og nikke: hils, naar du skriver.

Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende. Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.

Frøken Constance Reck, der selv sad paa Bukken med en slank Elfenbenspidsk, holdt Hestene an og hilste.

Ida svarede noget og Frøken Constance sagde:

– Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have faaet Dem herud.

Frøken Constance bøjede Pidsken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet Vognen kørte.

Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det ...

Paa den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer paa Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne 128| op til midt paa Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:

– Var den der Frøken Brandt?

Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom maatte være skét noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:

– Hvordan staar det?

Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:

– Jo, vi skal straks spise.

Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om ... Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der »gik« før Middag.

Ida stod foran sit Spejl, da Gongonen lød.

Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid – Bordet.

Schrøder stod ved det aabne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun saá en barbenet Dreng komme op om Plænen:

– Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

– Den var til Frøken Brandt, sagde han.

– Til hvem?

129|– Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

– Aa, Herregud, Schrøder slap Gryden: aa Herregud ... saa er 'et slemt...

– Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme: Naa, la' mig først faa øst op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

– Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.

– Tag saa Suppen.

Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe.

Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:

– Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.

– Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

– Det er Mo'er ... og havde revet Telegrammet op og læst det.

– Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hende.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes 130| Øjne ikke kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.

– Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut – og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende:

– Jeg har sagt til om Vognen.

– Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

– Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet – hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu -:

– Aa vist – aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer saamæn nok over det, skal du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:

– De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

– Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.

Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.

– Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse.

– Ja.

– Hun nikkede til Schrøder, som gik.

131|– Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.

I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik paa.

– Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

– Det er vel det, svarte Johan.

Anne Marie stod og saá ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

– Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

– Der bli'er meget, sagde Johan.

– Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.

– Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem:

– Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

– Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

– Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev »i sine Betragtninger«, om at dø pludselig – »der var Ord, man huskede«.

– Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

132|Da Vognen kørte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind - Øjnene var ligesom blevet saa store i hendes Ansigt – og Frk. Rosenfeld, der havde taget Tøjet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

– De skal da ikke køre alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind over Vogndøren uden at sige noget.

Da Schrøder vendte sig og vilde gaa ind – Vognen var helt nede paa Brædstrup-Vejen nu – saá hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade flød paa Køkkenbordene. Schrøder maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover Sporet af den bortkørte Vogn ...

... De hvide Vejstén fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte. Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida saá intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.

133|Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:

– Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse ...

Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:

– Nu faar jeg hende ikke at se ...

– Men... Ida ...

– Nej, nu faar jeg hende ikke at se ...

... Saa var de der.

Hestene vilde ikke staa, to Hunde foer imod dem.

Ida saá kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.

– Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.

Ida støttede sig til Gelænderet:

– Hun var altsaa ikke død.

– Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.

Ida nikkede uden at have hørt og hun aabnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev staaende; inde i Sovekamret hørte hun Doktorens Trin.

– Det kom paa Klokken tolv, hviskede Sofie.

Men Ida blot stønnede.

– Og saa telegraferede vi, hviskede Sofie igen.

Ida saá som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.

134|– Aa, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Maaltid ... og hun satte sig paa en Stol.

– Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen og de To blev ved at liste omkring – med saa mange Ting.

Ida hørte kun efter Doktorens Trin.

Saa lød Moderens Aandedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte det ... Og paa én Gang begyndte hun at hulke, stille og fortvivlet – af Taknemmelighed ...

Doktoren kom hen mod hende og hun vilde rejse sig:

– Jeg hørte Vognen, sagde han og hun saá op i hans Ansigt:

– Det er maaske bedre, De ikke gaar ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret...

Ida blev ved at se paa ham:

– I hendes Tilstand ... over at De var borte ...

Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den Haand, han rakte hende:

– Vi venter til iaften. Farvel.

Ida havde bøjet Hovedet – hun forstod: hun skulle ikke derind.

Hun saá Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme 135| igen: Lad det være, sagde han og han formelig slog til Myrten.

Hun tænkte kun, hun skulde ikke derind.

Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gaaet hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol.

Døre blev aabnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.

– Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde:

– Jesus Kristus, Jesus Kristus.

Men Ida rørte sig ikke.

Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den.

– Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.

»Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det ... Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gører til min Ihukommelse.«

Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte stanset og tungt som en Sten i sit Bryst.

– »Vater unser, Vater unser ...«

Men Præsten blev ved:

136|– »Ligesaa tog han og Kalken efter Aftensmaaltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører saa ofte som I det drikker til min Ihukommelse ...«

Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:

– Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen:

– Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg.

Hun havde sét Knippet glide frem under Puden; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.

– Dette erA Jesu sande Legeme ...

De hørte ikke mer, mens ogsaa Vaagekonen begyndte at græde.

Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:

Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gaa derind; naar hun sov, kunde hun gaa derind ...

– »Herren være med Eder, Herren velsigne dig og bevare dig. Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred.«

Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:

137|– Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun og hendes Taarer begyndte at flyde igen.

Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand.

– De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.

– Ja, Hr. Pastor.

Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt. Han søgte om et Skriftsted men fandt det ikke.

– Ja, sagde han saa, en Mo'er er en Mo'er. Gud styrke Dem.

Frøken Sørensen fulgte Pastoren ud og gik et Øjeblik over Gaden hjem. Hun kunde ganske vist ikke lade være at tænke paa Myrten: hun havde dog virkelig villet »pryde« til Handlingen i den bedste Mening.

Men det var da ogsaa bekendt, at Læge Berg ikke havde megen Følelse.

... Der var blevet stille. Man hørte kun Urenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.

Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.

– Sover hun? hviskede Ida.

– Endnu er hun vaagen.

De hørte igen Urenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt.

138|– Sover hun? spurgte Ida igen.

– Hun er vaagen.

De hørte den hivende Aande og en Stemme der mumlede.

– Taler hun? spurgte Ida.

Hun havde rejst sig – hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da Vaagekonen skød Døren op.

– Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.

Vaagekonen rystede paa Hovedet:

– Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:

– Nu sover hun.

De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.

– Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.

Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saá hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet – uden at drage Aande.

Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.

– – –

Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.

139| Ida var gaaet fra Stue til Stue – en sidste Gang.

– Ja, saa lukker du, sagde hun til Sofie.

Sofie blev staaende med Haanden paa Dørlaasen.

– J a, sagde hun, og hun græd, saa det strømmede, mens hun talte:

– Jeg har vist ikke faaet Frøkenen sagt 'et ... at saa bli'er 'et til, at vi gifter os ...

– Gifter jer? Men – – han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid).

– Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et ... og saa har En jo hans tre Børn a' pass'...

– Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.

Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:

– Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene ...

Ida saá paa hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Taarer i Øjnene.

– Gid det maa bringe dig Lykke da, sagde hun.

Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:

– En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.

140|Graaden tog hende igen og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun ogsaa – hun vidste knap selv, hvorfor.

Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik ...

Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.

... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.

Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og saá i Halvmørket ud paa »Sundet« og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.

Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned ... Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinene og lagde sig ved Olivias Fødder.

– Saa bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.

– Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.

Ida saá ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:

– Det er vel – – det eneste, jeg kan.

Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.

– Og saa gør jeg da Nytte ... for no'en ...

Ida tænkte pludselig paa Sofie og hun sagde, stadig med den samme Stemme:

– Nu gifter Sofie sig.

– Med Christian, spurgte Olivia pludselig højt.

141|– Nej, med Hansen ved Gasværket.

– Aa, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.

– Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.

De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres Fødder:

– Hvor Rolf er stille.

– Ja.

De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.

– Det er, som alting vidste, at du skulde rejse.

De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand.

– Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.

De stod endnu et Øjeblik og saá ud over den hvilende Have. Saa gik de ind.

Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; saa listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.

– Hvor er de kære, sagde Olivia.

Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.

– Hvad er nu det? hviskede Olivia.

Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.

142|– Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.

Ida stod foran »Proppens« Seng:

– Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.

De kom ned i Stuen og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.

– Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.

– Naa, ja, sagde Olivia og lo: Men bli'er du en Gang forliebt, min Pige, saa gi'er du ham lige til Særken ...

Olivia havde fulgt Ida op og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.

– Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.

Fritz sad lidt, saá efter Røgen fra sin Cigar og sagde:

– Det bli'er hun vist ikke.

Det var, som Olivia tænkte efter:

– Men, hvorfor? spurgte hun.

– For hun lærer vel aldrig at »søge sit eget«, sagde Fritz.

– Nej.

Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:

– Véd du, hvor de lykkelige egenlig burde være taknemmelige.

143|Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:

– Og saa kommer alligevel Døden.

– – –

Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet.

... Det begyndte at mørkne – den første Dag i København. Ida var gaaet omkring mellem fremmede Ting og havde siddet tilbords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde sé Skibet »Brage«, som skulde derhjem igen.

Hun gik langsad Broen, hvor Skib laa ved Skib. Der yderst laa det. Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.

Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.

Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker ...

Og Karen vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus.

Ida blev staaende. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store Pakhus. Der var det mørkt.

– – –

Ida kastede sig i sin Seng. Saa drømte hun og saa var hun vaagen.

144|Dørene gik op og drønede. Portørerne bragte Patienter.

To lange Skrig slog fra »de Uroliges Gang« op gennem Huset – – saa faldt Dørene til ...

I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de saa langt, langt nedefra, fra under Jorden ...