[279]| Den rigtige Frost var kommen.
Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over den frosne Sø. Ida traadte saa rank i Gangstien – det var, som fyldte hun mer paa en Vej nu - mens hun gik frem mod Solen, og Nørrebros Damppiber lød og Maskinernes Slag, som var de den lyse Morgens Pulse, medens Rytterne kom, to og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, paa dampende Heste.
– Halloj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.
– Halloj, raabte han igen og var oppe og fløj videre.
To gamle Herrer havde ogsaa sét til.
– Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.
Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et Ord at lægge ind; og Ida nikkede:
– Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.
De to Gamle gik videre, og den ene sagde – han havde Øreklapper – langsomt og tydeligt:
280|– Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.
Den anden blev staaende lidt og saá efter Ida – der var ogsaa noget ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne -:
– Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.
Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida i store Galocher.
– Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik forbi.
– Ja, sagde Ida og blev ved at gaa:jeg vil helst gaa i Solens Skin.
– Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem.
– Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.
– Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.
– Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel ogsaa burde klæde sig en Smule efter Stillingen.
– Ja, sagde Kaas, der gik og tænkte paa Ida – det var, ligesom Ida aldrig havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem -:
– Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.
Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu var Farvandet frit; og 281| hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende.
– Der er varmt, sagde han.
– Ja, Tak ...
– De gi'er os nok, som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.
Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappen ned (der var noget over Kellner Ellingsen, naar han opfyldte sine Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabner Stolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestille Frokosten.
Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var; da det slog et Slag paa Døren med en Stok:
– Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud ...
– Godmorgen.
Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.
– Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun saá op paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.
282|– Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede i Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.
Ida sad og lo:
– Nu har du det godt, sagde hun.
– Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og saá ud over Bordet og over mod hende:
– Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.
Ida skar Smørkagen for – hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun var saa glad -:
– Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved. (Bevægelsen var egentlig Olivias.)
– Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme.
– Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig runde Øjne, naar hun var glad.
Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden, langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop og til sin Tallerken for at faa Plads og fortælle:
– Nej, for nu maa du høre – det er utroligt ...
Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske »Drikke« ...
283|– Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Smaabægrene derovre.
– Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.
– Nej – du behøver det vel ikke ... Man skal vel ikke ha'e baade i Pose og i Sæk.
– Karl ...
Men »Drikken« var en Flaske Dom, og Frøken Friis havde sat Flasken lige ind i Gangskabet, midt for – det er osse utroligt – og saa kom Profossen, da Petersen stod der ... med det aabne Skab – og han saá den – – ligestraks – naa, aa, som han blev, du véd det ikke ...
Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra sin Cigaret.
– Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med forskrækkede Øjne.
– Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vist nok til dem, der hytter sig.
– Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.
Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:
– Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.
Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:
– Hvorfor?
– Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.
284|Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:
– Véd du, nu rejser Moderen – sikkert.
– Rejser? hvorhen? Det gav et lille Sæt i Ida.
– Til Genéve. Han slog et Smæld med Læberne.
– Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem ...
– Fru Feddersen? Og din Moder henter hende – hun saá op og igen ned -: Hvor det er kønt af hende.
Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:
– Ja, saadan er hun.
Kullene i Ovnen faldt sammen:
– Du, saa dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlært Klang paa »dømmer«) saa dømmer hun hende da ikke ... saa haardt.
Karl blev ved at se paa Kullene:
– Det véd jeg s'gu ikke ... hun dømmer hende vel som de andre – – men hun henter hende.
Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde faaet Vand i Øjnene.
Karl nikkede igen til Ilden:
– Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.
285|Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.
– Hvad tænker du paa? spurgte han.
– Paa din Mo'er.
Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.
– Du er saa behagelig, naar du tier stille, sagde han og blev ved at føre Haanden over hendes Haar – – helt blødt, men der var alligevel altid noget ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.
– Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.
– Hvad vilde du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.
Der gik et Øjeblik:
– Tak, hviskede hun ganske sagte.
Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Haanden søgte ind mod hendes Nakkehaar:
– Og jeg faar aldrig Lov til at takke dig.
– Jo, sagde hun og saá ikke Ilden mere – hvis du – – en Gang vilde takke ... for dig selv.
Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til at ligne Fløjel:
– Du, Pus, sagde han.
Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde – han hørte det knap -:
286|– For jeg tænker jo altid paa din Mo'er, hvad hun vilde tænke.
Der forløb et Sekund.
– Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.
Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foderet ind mod Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne paa det bløde Silke. Hun holdt saa meget af den Overfrakke:
– Foderet holder da endnu.
– Ja.
– Hm, og Ida smilte: hvor du var glad, da du fik den.
Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.
– Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig, mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de Morgenture.
Ogsaa Ida fik Tøjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene op om hans Hals, før hun ringede og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en Maade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække. Portemonnæen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en Ruslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde faaet sig), og Karl betalte, mens Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for 287| at bytte den store Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.
– Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:
– Farvel.
Hun blev staaende lidt:
– Véd du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.
– Saa-aa, lo Karl og slap hende.
– Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tæt ved hans Skulder: for saa véd jeg igen – alting.
– Farvel.
Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet bøjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.
– Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.
– Ja – her er virkelig blevet – Hr. Ellingsen udtalte V'et i »blevet« – ikke saa lidt om Formiddagen ... i Forretningstiden.
– Godmorgen.
Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende paa Gangstien slængende behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i køn Afstand: 288| dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen.
Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam nydelig i saadan stille Luft.
Et Par Lieutenanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et »Morgen«.
– Morgen, mumlede Karl.
– De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.
– Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.
Lieutenanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mens de to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de to Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdt Hesten an:
– Godmorgen ... ta'er Deres Mo'er saa Billetten imorgen? spurgte hun ned til Karl.
– Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der maalte Dyret.
– Bon voyage, sagde Kate og svippede med sin Pisk.
De to Lieutenanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:
– Gudbevar'es (Knuth havde ligget i Garnison i Aarhus); og de red videre alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:
– Naa, det var den, I ventede paa, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene; nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.
289|– Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres saadan noget som en halv Fjerdingvej – og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han naaede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:
– Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige Taille, der paa Hesteryggen.
– Hun er saa køn, sagde Ida og hendes Øjne straalede mod Karls.
Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Lieutenanterne var blevne saa bøjelige i Overkroppen:
– Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.
De var komne til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og pludselig – det var maaske af Glæde, fordi Karl havde kaldt – gav Ida sig til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun lo.
– Du vilde s'gu ikke blive graciøs paa Skøjter, sagde Karl og Ida smilte igen.
Saa skiltes de paa Hjørnet.
Karl gik videre og tænkte paa, at han kunde egenlig ligesaa godt ride med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke paa Kontoret før alligevel ...
290|– Og det er et dejligt Dyr, sagde han.
Da han kom op paa Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne af – hun havde lige mødt Ida i Mellemporten – og stod og saá hen efter von Eichbaum.
Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.
– Naa, saa Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte paa Bøgerne.
... Ida sov ikke ind, hun laa i det grønlige Skær og tænkte paa Fru von Eichbaum, der vilde rejse ... Saa kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke.
Ida laa stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær. Tankerne førte hende saa langt.
Nede slog Portene op og i.
Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, naar hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud paa Jernbanen.
. . . . .
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.
– Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser du i Silke?
– Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.
291|Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte paa Julius, og sagde:
– Nej, rejse i Uld, vi, du, som hader Smuds.
Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med Læberne skudte frem, som vilde hun fløjte men beholdt Lyden for sig selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen paa Ludvigsbakke.
– Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte: Minuttet før man skal rejse ...
– Der er da en Time til, sagde Kate.
Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før – »som om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde.«
De kom alle ned i Drosken og kørte afsted, med Julius paa Bukken. Fru Mourier talte om, at hun kom vist ogsaa til at rejse, om nogle Dage – til Aarhus. Mourier skrev jo, at de maatte gi'e de to Middage.
– Med Gaardene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente maatte be'es som de plejede ... Og han er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.
– Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde den Slags Folk er altid urimeligt.
292|– Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.
Da de kom ind i Salen paa Banegaarden, ventede Fru Schleppegrell og Fanny, som var i Kapothat med vinrøde Baand under Spidshagen. Fru Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: »Aa, ja, Gud ske Lov, det blev, du – – og, hvor maa Line være dig taknemmelig...
– Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at tale om de to Døgn og paa en moderne Jernbane.
De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von Eichbaum iførte sig vadskede Randers-Handsker til Rejsen og Fanny bragte en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.
– Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma) sagde saamæn igaar til mig: »Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for hele Kredsen«.
Men Fru Mourier fik Taarer i Øjnene og sagde:
– Hvor Gensynet med dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.
Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie, sagde Admiralinden: naar det blot ikke var formegen Ulejlighed, at du bestilte mig 293| tyve Pund – direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for Fanny.
Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og hængende Skuldre. Naa, sagde han: I har naturligvis været her en Time.
Han kyssede Fru von Eichbaum paa Kinden og gav hende en lille Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde han. Karls Penge slog i den sidste Tid saa mærkelig godt til og egenlig var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt paa de andre og Fru Mourier sagde smilende:
– Det var en opmærksom Søn ... Han bli'er en god Ægtemand.
– Er De vis paa det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og Kate, og han rynkede Næsen.
– Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.
– At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.
Kate saá op og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, at Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.
– Ja, det har Karl saamæn Ret i, sagde Fru Mourier.
Ventesalsdørene blev aabnede og Julius samlede Smaabagagen sammen.
– Men i Genève, hørte man Fru von Eich294|baum sige til Fru Schleppegrell: kan man jo altid gaa i reformeret Kirke.
Fanny, der saá paa Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden: Jo, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.
Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Naa, jeg bryder mig nu aldrig om at høre fremmede Præster.
De kom alle ud paa Perronen og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags Folk springe og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og Kate, klumpede sig sammen foran Døren, saa Frøken Kjær, der kom løbende, helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde naa hen til Trinet.
– Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desværre ikke komme selv.
Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var saa kønt af Frøken Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligesaa pludselig og forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum, der sad paa Sædet med Buketten, sagde:
– Kære Børn, det er jo rigtig saa venligt af hende ... men Blomster paa en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd – – – 295|Tag du dem hjem med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.
Hun rakte Fru Mourier Roserne:
– Her lægger man dem i et Net og finder dem bare visne om Morgenen ...
Buketten gik videre til Kate, der blev staaende med den i Haanden:
– De er smukke, sagde hun og saá særdeles ligegyldig ned paa de lange »La France«-Grene.
– Ja, sagde Karl og smilede paa en Gang saa kønt ned mod de lyserøde Kalke: Det er s'gu godt ment.
Saa genoptog han Traaden – de havde talt om Knuths Dygtighed som Rytter – og han sagde med rynket Næse om Greven:
– Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?
– Han har jo ligget i Aarhus ... Og De vil jo ikke ride med mig.
– Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.
Konduktørerne lukkede Dørene og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen og paa en Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.
– Kære du, sagde Fru Eichbaum – hun stod bag sin Kupédør saa rank som et Lys -: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.
.....
296|... Toget var gledet bort og de saá kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.
Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:
– Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.
– Men nu kommer Knuth, svarede Kate.
– Men saa kan han jo ri'e med, sagde Karl.
Det blev en Aftale; og Karl gik.
Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen og de andre kørte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:
– Vi dømmer hende jo ikke. Men du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
– Naa, sagde Fru Mourier og saá frem for sig: det sidder vel i os alle, og naar man saa ikke vokser fast til den, man har ...
– Ja, kære, svarede Generalinden, men ... der er jo dog Ting, man tøjler ...
Kate sad og saá ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru Schleppegrell lod altid Konduktøren tage saadan rigtig et fast Tag om sit Liv.
– Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd, der tales videre om, at vi var paa Banen.
Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet paa. Hendes Tanker var ved Aline.
– Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte paa Aline og Hjemkomsten.
297|– Kate, sæt saa de Blomster i Vand ...
Kate saá sig rundt i Stuen:
– Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.
Fru Mourier blev siddende med Tøjet paa. Hun sad og smilte: hun var kommen til at tænke paa Karl. Hun kunde saa godt lide ham. Der er ikke noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.
– – –
Ida sad paa Kafeen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig – Rødmen fløj helt ned over hendes Hals – men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.
Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst:
– Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
– Er Herren syg? sagde Ellingsen, saa stilfærdigt. Han havde bare en Gang slaaet Øjnene op, mod hendes Ansigt.
– Ja, sagde Ida saa godt som uden at vide det.
Hun saá kun et Øjeblik ud over Bordet:
– Saa skulde jeg betale, sagde hun og smilte paa én Gang (det Hele var da saa rimeligt: det var naturligvis Fru von Eichbaum, der 298| havde bestemt det, iaftes, paa Banegaarden); men pludselig tænkte hun paa, at Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:
– Aa nej, det kan ogsaa vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen, mens han hjalp hende Tøjet paa og til hun fik sagt »Farvel« – uden at se sig om.
Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne lidt. Der var, over Ellingsens Haandbevægelser, mens han gjorde det, noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Psalmer paa et Pulpitur.
Ida gik paa Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo saa rimeligt og Karl (mens hun tænkte hans Navn, naaede Smilet ogsaa til Øjnene, de havde været ligesom saa runde og stive, skønt der var Glans nok over dem) holdt saa meget af at ride ... Hun blev ved at smile: Ja saa kønt han red ...
Men -jo – hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ... Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem ...
Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket ... Men den gamle Herredsfoged stansede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:
299|– Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun maatte gaa fra ham: det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste ...
... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret saa langt, da hun havde vendt sig halvt og saá Knuth, der kom travende der – paa den anden side af Kate.
Hestene kom stadigt nærmere og Ida vilde lige til at hilse, da Kate Mourier holdt sin Hest an.
– Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre stansede som hun.
Ida blev rød og saa bleg:
– Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i Øjnene.
– De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt, den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas Kind, saa Ida saá op, saa lynsnart, et Sekund – -
– Uh, sagde Kate, der havde sét ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne fra Ida): I saadant et Vejr maa der være fælt paa Galehuset.
Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:
– Hun er egenlig sød, sagde hun, mens de travede.
300|– Ja, sagde Karl langsomt: hun er saa køn... naar hun er bedrøvet.
Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem ... Er hun ikke køn, naar hun er glad?
– Næ, sagde Karl.
– Og hvorfor?
Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han saa og nikkede.
Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.
– Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:
– Er hun paa Kommunen?
– Ja, sagde Karl.
– Allez-y.
De slog over i skarpt Trav.
Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig og tyggede paa sin Piskeknap.
Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, naar Knuth aad Pisk og naar han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.
– Vrøvl, sagde Knuth. Men paa Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og saá op til den Landløber.
Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med Josefine - der 301| stod ligesom Storm afJosefines Skørter i disse Dage – og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindue: hun følte kun en Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind ...
– – –
– For Satan – – naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Quam lukkede Døren op paa første Sal. Oppe ved Døren blev han staaende lidt, indtil han hørte Quams Skridt dø bort nede i Gangen.
Saa slog han to Slag paa Døren, som han plejede.
– Du var saa køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos hende lige til sidste Minut.
Men da han kom ned, stod Quam udenfor den urolige Gang og talte med Frøken Koch.
– Godaften, sagde han noget lavmælt og han kom forbi.
Frøken Koch havde ikke svaret, men hun saá hvast efter ham; og hendes Samtale med Quam gik i stå.
– Maa man spørge, sagde hun saa pludselig, midt inde i noget andet: hvad saadanne Mennesker tænker paa – –
Dr. Quam stod lidt:
– Der er vel dem, som aldrig tænker ret 302| langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere – ikke at tænke længer end de vil.
Frøken Koch lukkede Munden sammen, saa den ikke var mer end en Streg.
Lidt efter sagde hun:
– Sig mig, Doktor, hvad burde der egenlig gøres ved Verden?
Quam fløjtede:
– Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.
Han tav lidt:
– Paa den Maade, sagde han saa, vilde man jo tillige naa det anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.
– De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.
– Naa, sagde Quam: Herren vèd det. Man bliver vel bitter ved at gaa paa et Galehus – – og mest ved at tænke paa dem, der ikke spærres inde...
– – –
Drosken holdt udenfor Porten paa Toldbodvejen og Karl kom ud:
– Saa, nu Sjalet ned om Ørene – -
Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik paa Tæerne for at faa 303| Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned over Ansigtet.
– Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mens Ida blev ved at gaa paa strakte Fødder:
– Saa.
De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede:
– Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralens flyttede.
– Hvorfor?
Karl smækkede med Læberne: »Ralen« er jo en gammel Hund, sagde han blot. De listede op ad Trapperne og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren.
– Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
– Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der aabnede Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var derfor, hun rystede; og Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han kom tilbage.
– De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik saa varsomt endnu, ind hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod paa Bordet.
– Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.
– Ja, sagde Karl: iaften er du Svigerdatteren.
304|Ida slog et Nu et Par pludseligt straalende Øjne op paa ham, mens hun paa en Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han vidste det maaske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad hun dog fornam.
– Det er Marinens Madeira, sagde Karl.
De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og Ida bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:
– Her er rart, sagde Karl.
– Ja.
Ida laa nede med Hovedet mod hans Ben og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men paa en Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke – og hun saá sig om, nedefra, og pegede paa Kniplebrættet, mens hun lo, uden at vide hvorfor:
– Det har hun ikke med, sagde hun.
– Nej, sagde Karl og løftede hende op; men Ida rev sig løs og tog Klædet fra Brædtet og begyndte at haandtere Pindene: Pas du paa, sagde Karl, der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Haar, til hun kom nær ham igen og stod bag hans Stol, med Hagen mod hans Haar; og hun sagde, med lukkede Øjne, saa sagte, at det lige kunde høres og ikke mer:
– Iaften gifter vi os.
305|Karl saá op i hendes Øjne, der havde aabnet sig, med et andet Blik end det, der var i hendes – og det havde givet det samme lille, umærkelige Ryk i ham som før -:
– Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun – – – og hendes Hage løftedes fra hans Haar.
– Men vi drikker s'gu ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte hende Glasset op over sit Hoved – som hun tog og ikke rørte.
– Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig Øje paa Pakken paa Marmorbordet i Hjørnet.
– Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde sagt.
– Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu se dem.
– Nej – hvor kommer de fra?
Ida var lige saa hurtigt derhenne.
– Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.
– Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.
De rullede Planerne op og holdt paa dem med Albuerne, mens de sad i Sofaen ved Siden af hinanden:
– Det er Hovedbygningen, sagde Karl: naa, stort ska'et være.
306|– Aa, der er Taarne, sagde Ida.
– Ja, sagde Karl og tjattede til hende: naar du bare ser et Taarn.
Det var italiensk Stil med Taarne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.
Karl sad og snuste: Ja, det vil s'gu passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede paa sin Næse. Han sad og viftede med den ene Haand hen foran Planen, medens Ida blev ved at se paa Bygningen.
– Du, sagde hun: fra det Taarn kan man se hele Brædstrup.
– De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid saadan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.
De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førte Fingeren fra Stue til Stue og Karl kontrollerede Bogstaverne paa Planens Fod: Det var Dagligstuen – to Dagligstuer – og det var Theværelset ...
– Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.
– Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.
Og der var Billardet – i Taarnet – -
– Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt efter Middag.
Det begyndte at interessere ham; han fulgte 307| Bogstaverne og udmaalte Værelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte Vægge - Spejlglas gennem det Hele ...
– Jo, hun har s'gu luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.
Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set saadant et Hus.
– Hvor de faar megen Plads, sagde hun og saá hen over de mange Rum: Men vi vil ikke kende det igen.
Karl blev ved at maale og studere:
– Ja, indvendig er det godt – han smækkede med Tungen – det er s'gu godt.
– Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned paa hans Skulder: de har jo Pengene ...
Karl nikkede og saá fra Planen op i Lampen:
– Ja, sagde han.
Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:
– Det var s'gu os, der skulde haft det, sagde han saa.
Pludselig smilede Ida:
– Ja; og ogsaa hun saá ind i Lampelyset.
– For det var da det, man var født til, sagde Karl.
– Ja, du ...
– Du s'gu ogsaa, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.
Han tog den næste Plan. Det var alle Sove308|værelserne med Toiletværelser, og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet paa Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.
– Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet paa at gifte sig ...
– Og seks Gæsteværelser ...
Han talte dem op:
– Med Bad til hvert.
Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var gaaet i Skole hos ham:
– Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Haaret: Hun er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til ...
Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge med i alle de mange Rum.
– Ja, de faar det dejligt, sagde hun.
– Gu' faar de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var den næste Plan, Staldbygningen. Flot – flot, sagde han: Hun er en Satan.
Stalden var ogsaa engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i England til de store Væddeløbere.
Ida beundrede i Stilhed – hun forstod sig nu ikke paa Stalde – og mens hun saá hen over Planen, sagde hun pludselig:
309|– Det er dog godt, at Fa'er er død.
Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.
– Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle ...
Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske Staldbygninger.
Ida havde rejst sig og paa en Gang sagde hun – og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for en Minut før havde hun aldrig tænkt derpaa -:
– Véd du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.
– Hvad vil du?
– Ja, jeg vil leje en Lejlighed – – -
Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed ...
– Hvor? sagde Karl bare.
Og paa en Gang vidste Ida, hvor det skulde være, i Ole Suhrsgade, for det var saa nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha'e det: fire Værelser; hun havde altid tænkt det, saadan en Lejlighed som Kristensens.
Hun stod paa den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, saa Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.
– Og Møblerne staar jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.
Hun var saa ivrig, at hun blev rød i Kinderne.
– Ja, det er udmærket, sagde Karl; han sad endnu med Ridset i Haanden. Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
310|– Og saa kan du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.
Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.
– Du Pus, sagde han, og han saá op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan du blive?
Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.
Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der, hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.
– Og saa vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.
Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.
– Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.
De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl saá over paa Ida, der sad lige under Blusset, til han pludselig sagde, saadan halvhøjt:
– Det maa være fælt at sidde saadan og vaage ...
Og Ida rystede paa sit Hoved og sagde i samme Tone:
– Nej, ikke nu ...
Hun tav et Øjeblik:
– For saa kan man sidde og huske alting, sagde hun.
Der var stille igen, saa meget som et Nu, før Karl gik over til hende. Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hæn311|derne, ganske ømt (og helt inde i ham tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun kyssede hans Kind.
– Gaar du saa? hviskede han.
Hun rejste sig og han hørte Døren sagte aabnes og lukkes:
– Har du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.
– Ja, hviskede hun.
Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.
– Er du bange, Pus?
– Jeg vil snart gaa, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.
Sent hen paa Morgenen skulde hun gaa.
Karl var utidig.
– Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.
Det gjorde han da kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Haand, der laa paa Vogndøren.
– Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.
– Naa Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Graaden vilde op.
Karl drev tilbage.
Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng. Han røg sig et sidste Par Drag, mens han saá betænksomt op i Loftet:
– Men man skal nu ikke bilde hende no'et 312| ind, sagde han og nikkede med Hovedet paa sin Pude.
Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til baade Portner og Portører. Oppe paa Værelset lagde hun sig paa sin Seng.
– Jo – nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og saa vilde hun aldrig mere derhjem – - – Nej hun vilde aldrig mere derhjem.
... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været hvide og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.
Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.
Portøren puffede de Arbejdende ud og drev paa dem med smaa Udraab henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
– Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.
– Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:
– Saa, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med 313| halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:
– Hvorfor skulde jeg ikke med?
Og Ida gentog:
– Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer ...
Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra »A«'s Skridt over Gulvet.
Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Quam, der vendte tilbage.
– Her er mat, sagde han.
– Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne.
– Og de maa egenlig hellere larme, sagde Quam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.
Han satte sig op paa Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte paa Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.
– Gaar De ud i dette Vejr? sagde Quam.
– Ach, Frøken Petersen skulde i »Udsalg« ... Frøken Petersen fik, naar der var Læge i Stuen, bestandig nogle sære Bevægelser med Armene, ikke ulig Vadefugles, der basker med Vingerne -: der var Udsalg af Dækketøj.
– Aa, sagde Ida, der bag Køkkendøren laa ned paa Knæ for at hjælpe, pludselig med en høj, lys Stemme: saa kunde De maaske se, om der var Møbelstoffer.
314|Quam løftede rask Hovedet:
– Skal De giftes? sagde han.
– Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.
Quam satte ned fra Bordet.
– Ja, sagde han: det er vist ogsaa meget fornuftigere.
Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage mod Bertelsen.
– Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.
– Ja.
– Godmorgen.
Quam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun maatte vide Besked: hvor det skulde være og naar hun havde bestemt det.
– Aa, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge, fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt paa – og hun troede selv, hun havde tænkt det længe.
– Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk paa Møblerne, sagde hun.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet:
– Naar kommer hun? spurgte han.
– Klokken elve, Bertelsen.
Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.
– Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun.
315|Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile.
– Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
Frøken Petersen var borte – Nyheden havde hun med sig til Spredning – og Ida bragte Vand til de Syge paa »Salen« og rettede paa deres Puder. Saa sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken.
– Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
– Snart, Bertelsen; og hun blev ved at arbejde: naar hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde faa fat paa Tankerne om sit »Hjem«.
Det slog to tøvende Slag paa Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede paa Tærskelen fik Trækninger af Graad i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag Jakob, sagde hun underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med en Knurren. Saa flyttede han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var fortæret, og Hatten – en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt Klæde – tegnede sig mod den graa Væg.
Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustanselige Tale som en vredagtig og under316|trykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob ...
Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først saá sig rundt i Forstuen og saa løb ud i Køkkenet.
– Gud, men Jomfru, naar skal det være? sagde hun: De vil jo leje Lejlighed.
I en flyvende Fart maatte hun have Rede paa det Hele og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhaanden som hun talte; og Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.
– Men, lille Jakob, lille Jakob.
– Sikken et Dukkehjem, De faar, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig.
Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
– Er hun her for at sige Farvel?
– Ja, den Stakkel.
Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren saá de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs.
– Forbandede Mær, som du er, skreg han. Fra Døren til »Salen« væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, 317| sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne.
Saa vendte hun sig – Kjær var gaaet og havde lukket Døren saa sagte – og Ida gik hen og tog hendes Hænder.
– Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet – for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre:
– Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt, til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre: han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt nøjagtig i Rad (jeg saá det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans Bøger var førte (jeg saá det jo selv) til han gik og kom hjem og det var forbi for ham ligesom for hans Brødre.
Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:
– Ligesom for hans Brødre.
– Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun:
318|– Og saa er det Ens egen Skyld – – -
De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man ogsaa Børn med et drukkent Mandfolk?
– Og saa er det Ens egen Skyld ...
Ida havde ikke hørt Døren gaa, men pludselig vendte hun sig og Herren fra »A« stod paa Tærskelen: smilende stod han og saá paa dem begge.
Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's og gik hen mod Døren til Gangen.
– Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida og Fru Bertelsen saá ind paa »Salen«, hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, paa en Sengekant.
– Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede paa Døren til »Salen« og gik.
– Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.
Men Herren paa A blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er vist alligevel gal, tænkte Ida).
– Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.
Det blev Skumring.
Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for at spørge om Lejligheden og Ida havde svaret næsten lidt febrilsk, udmalende alting, saa det og saa det.
319|Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt afbrudt, om det samme.
– Hm, sagde Kjær: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.
Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne. Nu aabnede hun dem. Inde forbi Døren paa »Salen« drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
– Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud – i Mørket.
– Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen.
Hun tav lidt igen.
– Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Herren paa »A« gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.
– Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.
Ida gøs uvilkaarligt.
– Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.
320|Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken Petersens Dør.
Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke saa meget som en Visestump paa Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op.
– Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.
– For de er no'en Hunde, erklærede hun og hun tog igen fat paa Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for Lyset at udrede af Konduktør Andersen.
Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mer og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:
– Naa, De vil bo privat hører jeg; naar skal der lyses?
Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
– Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.
Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne.
– Jeg havde forresten ikke troet, De var saa fornuftig, formente hun saa pludselig og 321| nikkede over til Ida. Derpaa sagde hun ikke mer. Men Koppen rystede i Idas Haand.
Da Ida vilde gaa op, mødte hun Frøken Boserup paa Trappen.
– Saa ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
Det havde Ida slet ikke tænkt paa.
– Aa, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen begyndte ogsaa at indrette Lejlighed et helt Aar før hun blev gift...
Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
– Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig talt saa haardt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
– Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har ogsaa Kløer ...
– Men naar man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk skulde man helst ikke ta'e Brødet ud af Munden paa andre.
Øverud sagde paa sin Fyensk:
– Læderbetræk, det var der ogsaa i Rygeværelset paa Broholm ... det var saa kønt og saa rart køligt at sidde paa – efter en Middag.
... Ida havde tændt Lampen oppe paa Værelset. Hun vidste ikke selv, hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig gav hun sig til at skrive til Karl:
322|»... Men du maa ikke være vred, hører du, det maa du ikke – for det, du véd. Jeg blev jo kun saa bange og kan du ikke forstaa det? Men jeg vil jo kun som du vil altid; véd du da ikke det? Og det var jo kun, fordi det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden – – men du maa ikke være vred, min egen, egen Ven – vil du vel?« ...
Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte Brevet.
Han stod lidt og saá paa Brevskabet, med halvrynket Næse, før han aabnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Saa klædte han sig paa. Men da han var færdig og kom ned paa Gaden, slog han sig med Pisken over Laarene:
– Fruentimmerne tænker s'gu ogsaa altid saa urimelig længe over hver Ting.
Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
– Nom d'un chien, sagde hun: vous n'étes pas matinal.
Karl skød Læberne frem:
– Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.
Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i Frisérkaabe, hen til Vinduet for at se »de to Unge« ride ud.
– – –
323|Det var Onsdag efter Frokost og Generalinden skrev til sin Søster, Fru v. Eichbaum:
Kære Emilie!
Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg
skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse
naturligvis af, at vi hjertelig savner dig, Mille. Dit Hus staar nu som blæst og
venter kun paa dig og Hjemkomsten (Hyacinterne mellem Vinduerne er sprungen ud; de
to blev røde, skønt Asmussen saa bestemt havde lovet dem alle blaa, men i og for
sig kønne i Farven, hvad jeg ogsaa sagde ham, da jeg bestilte Blomster til
Geburtsdagen hos Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik
Maraschino-Fromage, du véd, men den var ikke lykket, Anna har det jo med altid at
forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde sidde. Ved Desserten
brød de Unge op – Karl havde Kate – og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre
tror jeg, der er kun daarlige Udsigter for Fanny. Frøken Juel sagde mig forleden
ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han er nu færdig med Baggesen; han talte, du,
tre Kvarter om Sofie Ørsted, hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da
vi kender det bedre) at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have
Hofdame. Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart 324| vil gifte hende og saa var det jo ogsaa overflødigt. Desuden er det
jo naturligt, at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Der
kommer det jo kun an paa Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods Maven, der er
vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel endelig en Gang vilde gifte
hende. Karl har vel skrevet dig til. Jeg ser ikke meget til ham, men hører ham i
Huset til hans gode, faste Tider. Kære Mille, det er som jeg altid har sagt, at
kom han i noget fast, vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være
lovet, ikke af noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres
lange Tur ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og faar mer og
mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles Minder fra
Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi naaet til Chateau briant. Det er meget
interessant, men han har jo været et uroligt Hoved. Vilhelmine læser nu »Attila«,
du kender hendes Grundighed. Saasnart Foraaret gryer, tager de fat paa
Hovedbygningen paa Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om paa
Planerne, men Huset bliver dejligt (Etatsraad Schmidt fra Aarhus, du véd, som var
til Geburtsdagen, sagde mig jo ogsaa, at Mourier nu tjente sine Par Tønder Guld om
Aaret) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt 325|
skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine Blomster. Det
var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg, for det har man jo dog
Ane til. Ane sagde, at hun saá daarlig ud og underlig gammel. Men hun er vel ogsaa
snart i de Aar, hvor unge Piger bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i
Køkkenet, saa jeg tilsidst lod Petersen komme (han havde faaet en Sønnesøn, saa
jeg havde ham inde til et Glas Madeira) men han sagde, det var Vejret, saa det er
der jo ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben.
Bruun siger (han sér foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med Praksis) at det
maa vel være en Slags Lammelse – og det er da intet Under. Gud, du, at Folk i den
Alder vil udsætte sig for alle de Sindsbevægelser. Her hilser alle.
Din
trofaste Søster
Lotte.
P. s. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede – i Ramme, nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran paa den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget hos Hansen, hvad jeg raadede. For Fanny var taget forleden hos en anden i et Vindu og det var afskyeligt. Jeg troer jo nok, at Anna venter Chokoladen.
Kære Charlotte.
Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde (jeg nægter
jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og min gode Ro) men for Alines Skyld bliver
vi endnu sagtens til Slutningen af Maaneden, for jeg mener som saa, det er bedst,
at hun først kommer hjem, naar hun er i den fulde og klare Ligevægt. Med Benene er
det noget bedre (Dr. Brouardel, en rigtig dygtig Læge, som ogsaa har givet mig en
Slags Salve eller saadanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger,
at det er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil
bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Naar Solen skinner, sidder vi dog om
Formiddagene jævnligt paa Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler
vi naturligvis ikke, og, vil du forstaa, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den
Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om
Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Taarer, maa hun helst græde
dem ud. Du véd, jeg mener, at naar blot ingen ser det, bliver Folk ogsaa nok
trætte af at græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager saa
efter et Par Dages Forløb hjem paa Gaarden. Og naar hun har været 327| hjemme en Maanedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun
plejer om Foraaret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der
er bedst. Her paa Hotellet tror de vedblivende, at hun er paa Efterkur fra Vichy,
som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde ogsaa Brev fra Anna, hun
er paa Rejser tit lidt generende med sine mange Kommissioner; at Fanny ikke blev
Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager dem ikke saa unge af Hensyn til Indtrykket)
og var fuld af Lovtaler over Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være
noget for Mine og Kate, som hun skrev, naar han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om
en Ting maa jeg bede dig, at du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes i
Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik saa meget som en Bronchit.
Du véd, at, er man borte, kan man faa Ideer, som næsten forstyrrer Ens Ro (at være
daglig sammen med Aline, gaar jo heller ikke sporløst hen over Ens Nerver) og jeg
kan vaagne om Natten i Sved ved Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte
efter Mary. Man aabner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse
Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed
udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog
har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det maa jo 328| blive
hendes Sag, naar hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, du kender Lejlighederne
fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget Tapetpapir paa Væggene) for
man skal aldrig blande sig i fremmede Folks Ting. Jeg tænkte paa, Lotte, at hvis
du saà hende, kunde du maaske spørge hende om en virksom Desinficering. Hun maa jo
vide det, da hun er fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om
der nu kom nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder dig en Dag, naar
du kan, paa min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod Vinduet) at
hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham naturligvis at være
Kavaller for Vilhelmine, som ikke tænker paa Penge og hernede er ikke dyrt, naar
man lever med en fornuftig Økonomi. Bed Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par
Lagener, at hun ikke glemmer det. Det pressede Fløjel taber sig saa let i Solen
nu, hvor den begynder at staa længere paa (her er næsten Foraar og Violer paa
Gaden) mod Syd som det er. Tak Vilhelmine for Billedet -ja, Kate har jo ganske
hendes Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligesaa jeg alle.
Din
hengivne Søster
Mille.
P.S. Maaske kunde du spørge Bruun, hvis du træffer ham, om der kunde være Tale om 329| Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl, at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der saa let sker. Til Anna bliver der sendt den Chokolade, vi drikker her om Morgenen. Den er jo drøjere end den fra Cloetta.
Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet.
– Nej, han var der ikke – ikke endnu.
Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen:
– Hm, nu kan De komme til servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i Personale-Snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at servere, naar »den Herre« var kommen.
– Det gør jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; paa Pengene er man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en Dug. I Gangen stødte han paa et ungdommeligt Par, der gantedes og lo. Damen, en buttet, lille 330| rødmosset En, slog Klappen paa Døren lige overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:
– Optaget, raabte hun.
– Optaget, sagde Herren og slog paa Klappen med sin Stok; og den yngre Opvarter, som allerede havde sét dem, raabte ved Buffet'en:
– The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg ...
– Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.
– Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens Ellingsen, med Dugen paa sin Arm, aabnede Døren til Kabinettet, hvor Ida, i Hast, gemte et Par Smaapakker under sin Kaabe.
– Her er nok travlt, sagde hun.
– Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen paa og glattede den med de skrumpne Hænder, saa Celloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov, vi maa ikke klage ...
Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid, naar hun bøjede op ved Rørholm) og Ellingsen sagde:
– Men saadan mod Foraar er jo osse altid den bedste Tid her i Forretningen.
– Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt, hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk 331| plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale.
– Vejret er saa smukt, sagde hun.
– Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra og Ida sagde: Hvor de er glade.
Ellingsen holdt sit Hoved paa Skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud – Hr. Ellingsen havde en Maade at aabne og lukke Døre paa, som var alle Rørholm's Dørkarme beklædte med Filt:
– Saa venter vi en lille Stund.
Ida blev siddende. Der var kommet saadan en underlig Stirren i hendes Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han blot vilde sige mig, naar han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:
– Men han tænker ikke paa det, sagde hun og blev ved at smile.
Der lød to Slag paa Døren og hun fløj op.
– Er det dig? sagde hun. Stemmen slog over og Karl stod midt i Døren.
– Er du her, sagde han.
– Jeg har En med, og han traadte til Side for Knuth. Ida var stanset og blevet blussende rød og Karl sagde – det kom maaske lidt pludselig og lidt for muntert -:
332|– Knuth var s'gu ogsaa sulten.
Der blev en lille Pavse og Knuth sagde: Ja, tilgiv, at jeg trænger mig ind her, Frøken; før Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene:
– Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som maatte hun slippe bort:
– Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.
– Naa, for Fanden, sagde Karl og det var som han rystede noget af sig: det gaar nok over ... Ta' Tøjet af.
Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og saå Buffetdamens Rotteøjne paa sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
– Frøken, vi bli'er tre ...
og hun blev staaende der og talte og lo, muntert, uden Tanker – til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede paa Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at 333| tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende om: Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom.
Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, Knuth drejede rundt om sit Haandled.
– Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
– Er der intet Bagværk, sagde han – han talte i en Tone, som vilde han kæle for hende og han undgik at bruge Du, uden at vide det -: For Frøken Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.
– Jo, gu' er der Kager, sagde han, og mens Ida skar for, lagde han, stadig for at være god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled, men Ida tog Haanden bort.
– Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk.
334|– Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen.
Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
– Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.
Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.
– Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.
Ida havde ikke rørt sig, men paa en Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:
– Men jeg har jo givet dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget.
– Pus, Pus, Pus.
Hans Stemmes Ømhed var ægte og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte:
– Pus, Pus.
Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.
Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.
335 |– Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
Men Ida strøg Hænderne over sit Haar:
– Han er saa elskværdig, sagde hun.
Karl lo:
– Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte.
Karl blev ved at le: og forliebt er han s'gu, sagde han.
Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
– Vi ler af Dem, Knuth.
– Og af hvad? sagde Knuth.
»Skaal«, sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde: Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak, Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirrende med Øjnene til Ida, strækkende Benene fra sig:
– Her er s'gu dejligt, Fa'en i Rideturen.
Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo »Grev Knuth havde boet« ...
Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien ... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov.
Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun 336 | ved at tale om Aarhusturen og om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun maaske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.
– Ja, sagde hun: hvor var der dejligt paa Strandpromenaden ... vi var der om Aftenen ... Olivia og jeg.
– Saa, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme – hans Øjne saà saadan ud – og som ved Stavelserne Aarhus kun for sig saà de tørre og solbagte Brosten foran Domkirken, sagde ganske aandsfraværende:
– Ja, paa det Hotel sad man jo et Par Aar.
Karl sad og gyngede overskrævs paa sin Stol, foran de to, med Cigaretten mellem Læberne, skottende til Knuth og plirrende til Ida. Saa sagde han:
– De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i et inderligt Velvære.
Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:
– Men vi kom ikke til Marselisborg.
Og Knuth, der maaske blussede stærkere end hun, sagde:
– Jo, vi kom der jo ofte – fra Garnisonen.
Karl blev ved at sidde og gynge paa sin Stol, mens han saá veltilfreds, med Øjnene ud over 337 | Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Haand mod Solen; hun blev som altid saá ungpigeagtig køn, naar hun talte om Francks.
Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene smilede:
– Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie.
Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt ved Lyden af de franske Ord (der kom saa mange franske Smaasætninger i Karls Tale paa det sidste) men saa smilede hun igen, lykkelig foran Karls Øjne, der »tog« hende og hun løftede sit Glas og nippede til det, med sine Øjne i hans.
Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre) og de sidste Stavelser kom pludseligt, næsten sørgmodigt:
– Hvor det dog er længe siden. Hun havde atter tænkt paa Aarhus.
Karl, der ogsaa sad og funderede inde i en anden Tankegang, blev vakt ved Navnet Aarhus, og sagde, mens han skød Røgen ud gennem Næsen:
– Men de Aarhus Grosserertampe er s'gu dygtige.
Uden at have hørt det, sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:
– Hvor mon man er i den næste Ferie?
Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:
Men Ida maatte gaa. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget underligt, ligesom af en Sprællemand, over Knuths Bevægelser, naar han pludselig kaldtes ud af sin Aandsfraværelse.
Ogsaa Karl stod op.
– Naa – allez-y, sagde han, og mens han hjalp Ida Kaaben paa, sagde han til Knuth – maaske havde han fortsat Tankegangen fra Aarhus eller muligvis var det bare de franske Ord -:
– Satan, saa hun lod Beauté springe igaar i Dyrehaven.
Han blev staaende med Cigaretten dinglende mellem Læberne:
– Ja, Staal i Ryggen har hun s'gu.
Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke paa. Et Øjeblik holdt han Ida foran sig: Naa, Pus, sagde han og hans Stemme blev pludselig øm, da han saá Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.
– Ja.
Hun støttede sig til ham.
– Naar du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det bævede lidt i hendes Mundvige:
– For det er saa svært at gaa ud af den Dør, naar man har ventet her alene.
339 |Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde kun, saa meget blødt:
– Tak for idag, Pus.
Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det var maaske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans Hals:
– Du, du ...
Saa gik de ud. Paa Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var bleg, det saà man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede sagte, sagde glad:
– Nu ku' vi se Lejligheden.
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone.
– For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop.
– Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa Karl saà, helt forbavset, hen paa hende:
– Naa, ja, saa la'er vi vær'.
Lidt efter skiltes de.
– Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Karl og han gik ved Siden af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og Knuth gik og tyggede paa sin Stok.
– De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Lieutenanten saa.
340 | Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:
– Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.
Karl gik lidt, før han sagde:
– Ja, det er nok de bedste at ha'e – han lagde et tøvende Eftertryk paa »ha'e«, som om han stansede foran et eller andet fortiet »Men« og de gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:
– Men De er s'gu en Drømmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.
Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.
– Ja – hvad er der andet? sagde han.
– Der er s'gu ogsaa Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og derfor maa man regne den ud – desværre.
Knuth gik og saà ud for sig.
– Ja, sagde han: man regner jo nok – – men jeg véd ikke, undertiden synes jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.
– Er De ogsaa Filosof? sagde Karl sløvt.
Men Knuth, der blev ved at gaa og se ud for sig, sagde stadig i samme Tone:
– Men man skulde være gaaet ind i Marinen.
Og lidt efter:
– For saa kunde man idetmindste være taget til Siam. Og der slaas de.
341 |– De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han stansede paa Hjørnet sagde han inde i sin Tankegang:
– Sér De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
– Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.
Karl kom ind paa Kontoret, meget for sent og Bogholderen sagde ham nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene paa Ludvigsbakke paa alt Klatpapiret:
– Saa til Helvede, iaften skulde han danse igen.
Paa en Gang kom han til at smile. Han tænkte paa Knuth:
– Han sér s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til Kæresten.
Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida, saa stærk, som ikke paa længe.
... Ida var gaaet op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af. Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun maatte tage fat. Men paa en Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler, hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, 342 | og med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede til det nye og brede Leje - græd hun og græd hun.
... Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed – ogsaa nu.
Ida stod med Armene om hans Hals.
– Hvor skal du være iaften? sagde hun.
– Hjemme.
Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.
– Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar.
Saa gik han.
Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.
Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:
– Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.
Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren paa »A«. Nu maatte Professoren dog vist snart bestemme sig:
– Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert Aar er lige mange, der skriver et T for et F.
Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf hun havde trukket den ene som en Handske langt op af sin Arm, sagde:
– Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.
343 |Frøken Kjær sagde, mens hun saá ind i Gasflammen over Bordet:
– Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at vi alligevel allesammen maatte løbe lige i Gabet paa ham.
Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:
– Det kommer af den megen Nattevaagen. Jeg er ogsaa plaget af'et. Men jeg bruger Søvand i en Flaske.
Ida gik til sin Nattevagt.
– – –
Julius aabnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden steg ud.
Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i en Sofa.
– Gud, du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et raakoldt Vejr.
Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Taarer i Øjnene, sagde, at hun havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen, Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.
Hun tænkte stadig paa Aline, som de var komne for at hente.
– Og det er det, du, sagde hun: altfor gode imod hende tør man heller ikke være.
– Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og 344 | satte sig ved Siden af Fru Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa først og sidst lade som der intet er passeret. Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers Handsker opefter Haandleddet, saa man saá hele Formen af Neglene.
– Ja, du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog paa hende.
Og Generalinden sagde i et lidt haardere og ret afgørende Tonefald:
– Men, kære Mine, er hun rejst, maa hun jo ogsaa komme hjem.
Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et Vejr – man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske Undertrøje ...
Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm (og hun satte sig) idag møder vi ...
Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som naar hun paa Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt sig Stuens Bredde fra de andre.
Admiralinden gav sig til at tale om Chokoladen, hun havde faaet, og Emilie, der altid var 345 | lige betænksom, indtil hun pludselig saá rundt paa Væggene (maaske mærkede hun, at ingen hørte efter) og sagde:
– Kære Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et Kriminalkammer.
– Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By som København.
De tav igen, og pludselig saá de Kate og Karl, der var i Ridedragter, ude paa Perronen foran Glasdøren.
– Der har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.
Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:
– Voilà l'Eglise triomphante, sagde hun og skød Læberne frem; hun havde faaet den Vane efter Karl.
– Ja, der har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i Ridebukserne, mens de slentrede videre.
Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.
– Jeg vil skam se dem, sagde hun.
Hun vilde ind, men Døren var laaset: Naa, sagde hun og opgav det, Hæren rykker jo herud. Karl, der ogsaa stod og saá ind imod Tanterne, lo højt. Afstanden og det, at de to ikke hørte Samtalen, gjorde, at der kom som noget let agerende over Gruppen.
346 |De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo de begge i glad Fortrolighed af Familien.
Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt paa Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.
– Naa, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her saagu baade med Redningsbælte og med Landgangen.
– Aa ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere Sangbund hos ham: jeg er, saa mine Ben ryster.
De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede Damer og Herrer samlede sig ved Dørene – ved Fannys ikke, hun havde en Evne til at slaa en usynlig Kreds om sig saa der blev et tomt Rum i hendes Nærhed – da Konduktørerne slog Portene op.
– Der er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gaa frem for en Front.
Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen vilde gøre rolig:
– Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.
De var alle gaaede over mod Døren.
– Fanny, sagde Admiralinden: Kommer du?
347 |Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør, sagde hun til Generalinden:
– Vi bør være sammen ... Hvor er de Unge?
– Her er Kavalleriet, sagde Karl.
Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som »fulgte« han fra Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle i Landetaten.
Folk trængte sig frem paa Perronen, hvor Generalindens Flok stod samlet og halvbefippet saá Lokomotivet glide frem, mens Admiralinden bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede aabnede sin Favn for de Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.
– Ser du dem?
– Ser I dem?
sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er du her, sagde Admiralinden.
Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun. Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede de første Klasses Kupeer gennem sit Glas.
– Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som vilde have Datteren hos sig.
– Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Haanden, og saa saá de Fru von Eichbaum staa rank i sin Kupé.
De ventede allesammen paa det andet An348 |sigt, mens de hilste. Fru Mourier vidste ikke, at to store Taarer løb hende ned ad Kinderne.
– Saa, hviskede Kate til Karl.
– I venter da ikke Aline? lød det saa højt fra Fru von Eichbaum i Kupeen. De var alle begyndte at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor og blev pludselig staaende. Der var ingen, der sagde noget, til Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine Hænder, og Toget holdt.
– Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med Feddersen.
Kate havde drejet sig om paa Hælen. Quelle blague, sagde hun til Karl: Filippine.
– Den gælder ikke.
– Saa? – pyh, var det ikke, naar Moderen satte Taaen paa Jorden.
Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet; og Generalinden gav sig paa en Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Aa, saa er hun hjemme nu ...
De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chokoladen og Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von Eich349 |baum et Øjeblik blev staaende foran Kate med begge sine Hænder i hendes.
– Men, sagde hun næsten rørt: du ser jo helt blomstrende ud.
Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny maatte tage Droske. De skulde til Hendes Naade Frøken Juel.
Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:
– Kate Mourier bliver no'et svær.
Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring: Hun er en Tøs.
Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.
Admiralinden modsagde ikke sin Datter. Men du skal se, sagde hun blot: hun sætter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i vore Dage bliver forsørgede.
– Naar de kan forsørge ham, sagde Fanny.
Fru von Eichbaum og Generalinden var ogsaa komne op i en Droske; de kørte alene paa Grund af de adskillige Effekter.
– Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev ganske kold – da ingen saá henner – – til jeg genkendte din kloge Fornuft.
– Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: 350 | det var jo det eneste, naar det da kunde arrangeres.
Fru von Eichbaum nikkede pludselig saa smilende: det var Kate og Karl, der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.
– Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en pludselig Fugtighed i Øjnene: Naar Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.
– Kære du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og lidt efter:
– Og du, han sidder vel ikke heller paa den Kontorstol for Evigheden.
De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.
... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad paa sin gamle Plads i Sofaen efter at have haft Ane inde til Nejning.
– Ja, du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e Vægge. For du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og, mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse ...
Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet sagde.
– Det værste var jo, du, at der skulde tales og tales til mig, som mener, at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide ... Men Aline skal jo en Gang lægge Hjærterødderne blot. Vil du tænke dig, faar hun ikke inat et sandt Anfald af sin Talesyge – i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan 351 | høres paa Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat for Søsyge.
Fru von Eichbaum tav lidt og saá frem for sig.
– Men, sagde hun: hva' et Menneske maa opleve, naar det kaster sig ud fra sit faste Bolværk.
Fru von Eichbaum tav igen og saá ud som i et langt Perspektiv af det Ufattelige. Men, sagde hun saa: en Rejse frisker jo altid paa Ens Sprog.
Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum maatte trænge til at hvile. Inde i Kabinettet stod der en Buket. Den var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum saá paa den. Den var nydelig:
– Men, Gud, du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt generende.
Generalinden sagde:
– Ja, du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin Taknemmelighed.
Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Raad røg jeg jo, under et Paaskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu skal du til Ro.
Hun gav Søsteren Haanden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden med Taarer i Øjnene.
Karl sad paa Kontoret. Han tænkte paa Filippinen. Genstanden var en Ridepisk: den maatte s'gu være med Guldknap. Han nikkede 352 | over sin Protokol: Men han vilde vente til efter den første, naar Gagen faldt.
Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl Tøjet paa og stod under Gasblusset:
– Er din Mo'er saa kommen, sagde hun.
– Ja, sagde Karl, der havde faaet Seddelen, og han slukkede.
– Du maa undskylde, Pus, men jeg har s'gu saa travlt.
– Tror du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.
– Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket
– Ja, jeg vidste ikke ...
Hun talte saa sagte.
– Ka' du finde Vej? sagde Karl og aabnede Døren til Lyset ...
Men paa Haandtaget rørte hendes Haand et Sekund ved hans saa hjælpeløs hastigt.
– Godnat, sagde hun.
– Godnat, Pus.
Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da Karl gik ud i Vrimlens Lys.
Ida var blevet mager, saá man, naar hun naaede Lygternes Skær, mens hun gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gaard.
... Fru von Eichbaum drak Te hos Generalinden. Lamperne var tændte, og de talte i deres gode Ro, om Nyt og om Gammelt. 353 | Pladsen for det Mourierske Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det paa Skrivebordet for Lysets Skyld:
– Véd du, sagde hun: jeg sad saamæn før Middag og saá rigtig længe paa Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der kommet noget tænksommere i Udtrykket.
– – –
Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhaanden faa, og de hørte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.
– Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra Lygte til Lygte.
– Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.
Drosken luntede videre, og de to tav igen.
– Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.
Og de tav igen.
– Saa var jeg hos din Mo'er, sagde Ida, fra Krogen.
– Naa, mumlede Karl.
– Men hun var ikke hjemme.
Karl tyggede paa sin Cigar, og – vel uden at tænke over det – sagde han:
– Hun var s'gu hjemme.
Ida hørte ikke mer Hestens Hove – det var det, hun havde tænkt, tænkt paa lige siden: Hun 354 | var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev lukket, vidste hun: hun var hjemme.
De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen, sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af Gasfakler.
– Nu skal man li'e godt se paa Genstandene, sagde Karl og strakte Benene saa hjemligt i Skæret af Gassen.
– To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han – han havde igen faaet den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under Hatten – kiggede hende ind i Ansigtet.
– Hva' sukker du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.
– Aa, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.
Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Aa, sagde han – en Dame fløj allerede, florbeskørtet, gennem Tøndebaand, og alle Pladser var fulde af Københavnere og Amagere -: her varmer s'gu Staldluften.
– Hvor her er mange, sagde Ida.
– Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musiken skraldede: Det er dog altid en Afveksling.
– Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i ét Blik, Krikken og den Florbeskørtede og de syv Musikanter og Publikum.
– Her er s'gu godt, gentog han og gned 355 | sine Hænder, saa det knagede i hans Stol (der bredte sig ogsaa gerne saadan et vist Velvære over ham efter de Eneture i Droske, naar han kom mellem Mennesker).
Et Par Klowner væltede sig om paa Jorden, mens den graciøse Dame pustede. De stødte Peber, og de »kørte i Holstenskvogn«, saa det drønede.
– De har Puder paa Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de Omsiddende lo og fniste.
– Her vil Folk saagu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben, indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad saa ene) op imod Idas Hage.
Hun foer sammen; saa smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Haand, Sølvknappen fast mod sin Hage.
– Ja, sagde hun.
Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille »den sidste Rose« paa en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.
– Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har maaske ogsaa været der for tit.
Karl vendte sig: Herre Gud, tænker du paa det endnu?
Og, pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog med et godmodigt Klap ned paa hendes Haand (han 356 | vilde i det Hele saa gerne trøste hende i den sidste Tid):
– Moderen véd s'gu aldrig nogenting.
Ida klemte fast om hans Haand: Aa, du, hviskede hun. Men Karl rankede sig i Sædet med strakte Ben:
– Naa, der har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin venstre Haand.
Baron-Direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle Ansigter vendtes efter og fulgte dem. Saa lød der pludselig, bagfra, en Stemme gennem Teltet:
– Det er s'gu godt, Baron.
Og alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en Dame ovre paa den anden Side lo ustandseligt for, saa hun vred sig paa sin Stol. Se dog, se dog, sagde Ida. Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste Bevægelse, sagde:
– Det er hørt.
Folk begyndte at le igen, saa de virrede med Hovederne, leende ad hinanden, fordi de lo ad ingenting.
– Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Haand mod sit Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.
Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under smaabitte Sug af Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:
357 |– Det var en Springer for Kate.
Ida havde ikke forstaaet straks – men nu rejste Karl sig: Jeg maa s'gu hilse paa Direktøren, sagde han, og hendes Haand faldt bort fra hans Knæ, ned, over mod Stolens Arm ...
Saa saá hun en Dame, der var kommen op paa en Line, en uhyre lyserød Dame, og hun hørte igen Folk le og saá Karl nikke til sig henne fra Staldaabningen (han holdt aldrig af, naar hun sad saadan, som hun ikke kunde røre sig) og hun smilede paany, mens han kom hen imod hende.
– Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.
Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'esom hjemme paa Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.
– Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.
– Aa, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.
Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt – tilsidst fik hun Touche, for Jublen vilde ikke lægge sig.
– Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.
Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:
– Der er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.
358 |– Naa, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt: Ja, der er hun, sagde han.
Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:
– Godaften, er De osse kommet paa Amager? sagde hun og skred videre med løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over hendes Ryg og nedefter. Da hun havde naaet sin Stol og satte sig, sagde hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:
– De er Barndomsvenner.
– Naa, sagde han langtrukkent: saa er det kriminelt.
– Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev siddende og stirrede stift paa Spidsen af sin Cigar, til han sagde – det var alligevel, som Hænderne var krøbne længere op i hans Ærmer – som En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:
– Naa, hun holder s'gu nok Bøtte.
Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke smagte.
Ida bøjede sig frem – der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole – og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund) ganske sagte:
– Karl, og det var det første, hun havde sagt: jeg bryder mig ikke om det.
Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt 359 | stærkt, mens det summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.
– Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.
Ida havde et Nu pludselig Taarer i Øjnene, men saa smilte hun igen (hun forstod ham jo saa godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op imod ham:
– Karl jeg bryder mig slet ikke om det.
– Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl stadig med samme Stemme og, med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:
– Jeg vil s'gu gaa ud til Direktøren.
– Vil du gaa igen? Det kom saa hastigt, og Ida løftede Haanden saa meget som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til allersidst ogsaa var af Forfængelighed).
– Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.
– Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der gav sig til at nikke til Ida to Gange.
Der lød en Fanfare. Der har vi Jockeyen, sagde Karl og strammede sig uvilkaarligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han rider godt.
Ida nikkede kun foroverbøjet – der var noget over hende som et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, naar det vil læse – og hun tog ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.
Folk klappede og klappede.
360 |– Han springer godt, sagde Karl.
Og Ida, der nu uvilkaarligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne Legeme, sagde sagte og blev rød, før hun havde sluttet Ordene:
– Han er dog ikke saa smuk som du ...
Karl saá pludselig ned paa hendes Ansigt:
– Du er s'gu begyndt at se paa Mandfolk, sagde han.
Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:
– Skal vi saa gaa, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig. Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis.
De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa livlig bag Handsken:
– Kan vi ikke køre til »Dagmar« idag?
– Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:
– Folk træffer man alligevel allevegne.
Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en Mand, der har taget sin Beslutning:
– Saa vil vi s'gu spise.
Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men du skal drikke Porter til, sagde han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad foran det røde Dyr og Salatbladene.
– Iaften vil vi drikke, sagde Ida.
– Frøken Friis' Skaal, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse igen, stirrende ud af hver sit Vindue.
– Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.
361 |– Naa, Gud ske Tak, sagde Karl og han forandrede ikke Stilling, før Drosken holdt og de naaede Restauranten, hvor Kellnerne løb i det meget Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.
– Det er det gamle, sagde Ida med saadan en lys Stemme, og hun fik Kaaben af.
– De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af Spisesedlen. Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Løst og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa. Og om Bogholderen: Han bli'er, ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved at spise.
Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte:
– Du sér saa god ud, naar du spiser; og hun førte sin Haand ind under hans Mansket op ad hans Arm.
– Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned mod hendes Haand.
Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.
Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Saa kønt der blev – – nu var Tæpperne kommet ... til at gaa over begge Gulve ... aa, Mønstret var saa smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt ... og Portièrerne ligesaadan ...
Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i Verden vilde hun blive ved at tale og – tav.
– Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud.
– Jeg vèd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en Stemme, der pludselig sitrede.
Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas. Han tog den tankeløs op og aabnede den. I det forreste Rum laa der et Brev.
Ida greb ham i Armen: Det maa du ikke se.
Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck ... Og i en Tone, som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:
– Det er naturligvis om Pengene.
Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:
– Jeg forstaar s'gu ikke, hvad du gør for at lokke alle de Penge fra ham.
– Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig 363 | Ansigtet ned mod Dugen (hun blev blodrød), og i samme Aandedrag – som for at sige, at det skulde han ikke tage sig nær – saá hun op og sagde:
– Det har jeg jo altid gjort.
Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede for, hvorfor, mumlede:
– Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke saa let ...
Ida smilede igen, mens hun saà ud over det uendelige Væv af alle sine egne Udflugter.
– Jo, sagde hun og lo næsten: naar man først er begyndt – saa kan man altid lyve videre.
– Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe siden han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand.
– Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.
Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det:
– Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.
– Det manglede blot, brast det ud af Karl.
– Ja, saa var det da forbi, sagde Ida.
Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i Cirkus:
– Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.
364 |Han kaldte paa Kelneren for at betale.
– Skal vi allerede gaa, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en Angst over hende, naar de skulde gaa; og hun saà ud over Bordet og Glassene.
– Det er s'gu paa Tiden, sagde Karl.
Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.
Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles fra hende:
– Nu ta'er vi hen i Lejligheden.
– Men der er jo ikke istand, sagde Ida.
– No'et er der vel paa Plads, sagde Karl og han raabte Gade og Nummer ud til Kudsken.
... – Du maa ikke se dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde faaet en lille Lampe tændt og som nu aabnede Døren. Men idet hun løftede Lampen foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede paa to store Ruller, der stod lænede op imod Væggen:
– Det er Gulvtæpperne.
– Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte paa, at Møblerne vilde blive for store for Stuen.
– Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan du ikke se.
– Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.
365 |Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en Cigar, der var gaaet ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til Stængerne i et Bur. De tomme Vinduesaabninger gabede paa ham som et Par stirrende Øjne.
Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.
Men pludselig bevæget, eller desperat: – han kunde i det Øjeblik gerne have slaaet alle de Møbler i Smadder – sagde han og hans Stemme var lav:
– Naa, Skaal, Pus.
– Ja, sagde Ida og saà fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var paa Plads, kastede lange Skygger, op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.
Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede paa hans Ansigt.
... Karl var gaaet.
– Tak jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.
Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved. Hun vilde kun være ene, naar hun tog sin Kaabe og sin Hat og naar hun gik. Men da hun kom ned paa Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis – – i Porten – – eller udenfor - og hun løb som om hun derved kunde undgå det.
Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.
366 |Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet paa Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede. Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver paa sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.
– Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.
– Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og aandsfraværende, eller frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Haar.
– Hvor De er kold, sagde Roed med de forvaagedes underligt ligegyldige Stemme.
– Ja.
Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til »Salen«. I den nærmeste Seng rørte Patienten sig og Ida gik ind. En skægget Mand med blaa Briller laa og stirrede op paa hende.
– Godaften, Frøken, sagde han med saadan en ydmyg Stemme.
– Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida: er det Dem.
Patienten svarede ikke – det var en Dranker, som var her for tredje Gang – men laa kun og knugede Hænderne:
367 |– Jo, det er mig, sagde han saa og blev ved at knuge Hænderne, saa Knoerne blev hvide.
Og mens han saà hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han – det Blik maa En have, der korsfæstes -:
– Jeg kan ikke andet.
Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.
... Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marschere paa Gulvet.
– Det er utroligt, sagde han.
– Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin Marsch og stirrede ind i Lampen.
– Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i Lyset.
Endelig satte han sig hen paa sin Seng.
– Hm, og han fortrak Ansigtet, som var ogsaa det ham højst ubehageligt: og saa har Knuth naturligvis siddet og dinglet paa Wienerkaféen for at vente.
Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han laa paa Ryggen og stirrede op i Loftet.
– Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.
Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket laa han længe og kastede og vendte sig og virrede med Hovedet, mens ogsaa hans Hænder var særligt urolige – som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer ...
368 |... Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og Skilningen kunde han ikke faa lige, mens han blev ved at sidde at harve med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men paa én Gang løftede han Ansigtet og, idet han saà sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde han halvhøjt og med et Nik:
– Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han maa.
... Ida havde ventet længe oppe paa Kammeret. Nu maatte hun ned i Thestuen, nu maatte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den rolige. Aldrig syntes hun, hun var gaaet saa rank. Nu var der kun Døren, som skulde aabnes, og Tærskelen, som hun skulde over.
– God Morgen.
Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og set paa Alles Ansigter, at de vidste intet; og sét Frøken Friis, der sad nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.
– Godmorgen, Søde, sagde hun.
Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod Idas Kind.
Ida blev blødende rød ...
Og hun hørte Frøken Helgesen sige:
– Hos os har der inat været to Dødsfald.
– – –
369 |Maaske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gaa. Maaske kom der ingen, saa hun kunde gaa.
Men Ellingsen var ved Døren for at »hjælpe Frøkenen«.
Han tog Kaabe og Hat og hun fik dem paa:
– Tak, sagde hun ... Farvel.
Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om hans Læber:
– Frøkenen glemmer sine Pakker.
Ida tog dem og Ellingsen lukkede ogsaa Gadedøren op:
– Farvel, sagde hun og gik. Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde samlet sig paa Dugen, hvorpaa han med den samme Serviet tørrede sig om sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en seksten, atten Kroner om Maaneden af »det Selskab«.
Det ringede ved Bufeten.
– Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.
Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen ...
Ida gik – hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen – langs Stien, mod Østerbro, udad, længer og længer.
370 |Der mødte hun dem. Hun saá dem langt borte. Der var de.
Hun maatte gaa dem forbi. Smaapakkerne hang ligesom saa løst i hendes slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til Hilsen.
Men Kate stansede sin Hest et Øjeblik.
– Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket dejligt Vejr.
– Ja, dejligt, sagde Ida, der pludseligt stirrede hende op i hendes Ansigt.
– Man mærker formelig Foraaret slaa op af Jorden, sagde Kate.
Karl holdt lidt fra dem. Det saá ud, som hans Hest ikke var saa lige at styre.
– Naa, allons ... Godmorgen.
De red bort.
– Hun var kommen langt ud, sagde Kate.
Og lidt efter, mens hun saá ud over Hovedet paa sin Hest, tilføjede hun:
– Det er mig forresten ligegyldigt.
Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.
– De er s'gu min Overmand, sagde han saa, da de havde travet en Stund.
Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vaagnet. Hun saá hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og hvert Hus og hvert Træ, som var alting 371 | saa mærkelig skarpt. Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.
Men Mulden saá hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var afdækkede nu - – – for nu vilde det snart blive Foraar.
Hun kunde være gaaet ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.
Paa Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og saa kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag maa jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet ...
Ida var pludselig saa træt, eller maaske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte.
– Ja, sagde hun sagte: vi kan gaa derop.
Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjerg. Frøken Friis var iforvejen og læste paa alle Dørplader.
– Og et yndigt stille Hus, raabte hun ned (det var lutter Embeds- og Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe vente, til Ida fik lukket op og sagde som om hun havde glemt det:
– Ja, her er Haandværkere.
Men Frøken Friis raabte allerede inde fra Dagligstuen:
372 |– Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen paa Gangen: hun maatte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind paany. Hun befølte alt og saá alt og hun snakkede, til hun pludselig satte sig paa en Stolearm:
– Men, søde Brandt, hvor maa det have kostet.
Ida sad ned. Ubevægelig saà hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det paa Plads.
Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig stansede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød – da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.
– Brandt, sagde hun og hun udtalte Navnet i en Tone (der var noget deri af en Anerkendelse) som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn, og en Flamme skød op i hendes Kinder.
– Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.
Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng.
– Saa gaar vi, gentog Ida.
Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Men Ida ventede tavs først ved Dagligstue373 |døren og saa ved Entrédøren, sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke paa Gaden kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var ogsaa stille, optagen af Sit som af en Opdagelse. Men da de naaede Hospitalsporten, sagde hun, før hun skulde videre »et Ærinde«:
– Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig – dette er jo kun for vi frisindede.
Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.
– Farvel, nikkede Frøken Friis.
Da Ida, der bestandig bar de to Smaapakker, kom ind paa Trappen i Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.
– Nej, sagde hun med sin glade Stemme – hun var saa vant til, at Ida bragte noget med sig hjem -: Jomfruen har Kager.
Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde hun og de samledes hastigt til Pikkenik i Køkkenet.
Ida sad og saà Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.
Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt Josefine, der kom for at hente Spandene.
– Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.
Men Frøken Petersen sagde:
– Ach, vi skulde have gemt dem til Kaffen.
Ida havde rejst sig og gik.
– – –
374 |... Kate Mourier havde faaet den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.
– Kære Kate, hvor Du marscherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.
– Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.
– Men kunde du ikke gøre det i én Stue, sagde Fru Mourier.
Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig saa igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.
– Er det iaften, vi skal paa Koncert? sagde hun og saá ud i Luften.
– Ja.
– Det var rart ... For jeg trænger til Musik, sagde hun; og gik ind.
Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes »Edition Peters« blev liggende urørte. Hun tænkte paa, at det var godt, at Mourier endelig kom – nu til Selskabet for Aline.
For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.
Det ringede og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om Mourier ogsaa tog Tjeneren med til Byen.
– For, Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.
375 |Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den til Byen ankomne Fru Feddersen.
De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde saa, i en anden Tone:
– Børnene har jo redet, du.
– Ja, sagde Fru Mourier og saà ud for sig ... Hun havde saa gerne villet »tale rigtig ud« – og lod være.
... Frøken Friis' »Ærinde« var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af Morgenens Iagttagelser.
– Nej, du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet – for der var raffineret ...
Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.
– Det er s'gu altid saadan med de meget blide Piger, sagde han.
Frøken Friis sad lidt; hun saà stadig Sengen og de store Vaskekummer og den brede Hvilesofa for sine Øjne.
– Ja, det maa det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.
Men lidt efter sagde hun:
– Men, Gud, hvor det maa være dejligt at ha'e Penge.
376 |– Naa, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man vil hinanden.
Han bød Frøken Friis paa et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.
Men pludselig sagde hun, paany ganske ophedet:
– Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.
– Ja, den bliver s'gu nok staaende, sagde den Stornæsede.
– – –
Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde spise. Der var færdigt.
Fru von Eichbaum saá ud over Dekorationen, der var Krokus fra Landstedet, og sagde:
– Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.
Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:
– Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog li'esom færdedes her i Vinter ... Desuden hjælper hun saa lidt med ved Theen.
– Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er her ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at det var sagt: under disse Omstændigheder.
377 |– Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste sig kun og sagde:
– Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.
Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum staaende:
– Saa vilde jeg jo ønske, du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med Hænderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.
Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren.
– Men, Gud, du, sagde hun: efter Bordet kommer jo de Unge.
De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.
– De Skærmbrædte, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik gennem Generalindens Køkken, hvor nogle graa Skærmbrædte dækkende garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædte er en Velsignelse.
De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret havde sine Handsker til Tørring:
– Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.
Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.
378 |Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.
De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa, brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun vilde kniple, til hun skulde klæde sig paa. Sengeomhænget var snart færdigt – om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt ... Og meget jævnt.
Det var virkelig som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.
Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline og paa Kate og paa Karl ... Og pludselig tænkte hun paa en af Konfessionarius' Prædikener.
Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev Fred.
Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede over Skrivebordet – han saás endnu i Halvlyset.
Hans Enke havde foldet Hænderne.
Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til Spisestuen og kom ind.
379 |– Er Mo'er klædt paa? spurgte han.
– Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra Mørket: Men alt er i Orden.
– Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.
– Ja.
De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:
– Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.
Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og begge hørte kun Uret, der dikkede videre.
– Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.
– Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo tænkt mig det som en Slags Afslutning.
Uret dikkede videre – maaske et Minut.
– Vil du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.
Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.
– Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun pludselig Armen paa hans Skulder:
– Jeg har siddet her og set paa din Fa'ers Portræt ...
Karl følte, at hun sitrede.
Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:
380 |– Mo'er er saa god – og kyssede hende paa Panden.
– Og nu maa vi klæde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har Julius lagt ind paa dit Bord ...
Karl stod inde i sit Værelse og studerede »Bordordenen«. Han følte noget af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme Side af Bordet som han selv.
– Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og sagde, at han »turde maaske sætte ham ind i Forholdene«.
Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han betragtede de to Senge.
– Her retter vi an, sagde Julius.
Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.
Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper i sit Skjortebryst – han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr. Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale Mønstre – betragtede Flaskerne.
– Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.
381|Hr. Christensen, der saá ud som en Mand, der ikke vil undres over noget, begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. Paa venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.
Fru von Eichbaum var paaklædt og stænkede Værelserne med »en Anelse« af Køllnervand.
Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere Droskerne. De maatte holde paa Gaden. »Mellemgaarden« var for smal, saa de kunde vanskelig vende.
Men den første Gæst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:
– Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt at se Dem, Henrig, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saá han ud, som han var anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i Gangen, sagde:
– Ja, Foraaret er jo svært for alle den Slags Tilfælde ...
382|Kandidatens »Tilfælde« var et Maveonde.
– Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?
Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.
– Gud, du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er naaet herhen saa tidlig – – og jeg, som dog har styrtet om i timevis.
Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden, hvad hun straks fortalte.
Admiralen havde hilst paa Kandidaten – omtrent som paa en Skibskok, og Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme, naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, det var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, og Fru von Eichbaum sagde, understøttende Konversationen, gennem Stuen:
– Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?
Pateren havde talt om Autoriteten.
Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i Holmens Kirke 383| med Roskilde Konvents Psalmebog i sin Lomme, sagde:
– Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker ...
– Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden – Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom -: For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.
Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
– Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig – vi taler netop om Katolikerne, Emmy – – Katolikerne har alligevel de store Synspunkter, der giver Løftelse ...
Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:
– Katolicismen har nu en Gang det, der ligesom bliver staaende.
Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren.
– God Dag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav Haanden til alle – Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket uvilkaarligt med Armene som Børn, 384| der skal lære at valse – og man hørte Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
– Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved Etagèren hørte Oberstlieutenant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst. Og Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
– Sæt dig her, Aline.
Mens Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.
Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde leende:
– Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.
– Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende komme.
Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.
– Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.
– Hvem? spurgte Fanny.
Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt 385| pludselig Ida, bag de andre, henne i Krogen ved Gummiplanten.
– Staar De der, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.
Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, som duftede af Eau de Lubin, saa der blev hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til Arken, og slog Karl med sin Vifte over Armen:
– Saa, nu er vi atten.
Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa Skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst.
Men da de kom ind langs Skærmbrædtene, skurede Karl med Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin Haand om hendes Liv.
– Vi skal slutte Kortegen, sagde han.
Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med et Blik paa Skærmbrædtene:
386|– Hvor er det bekvemt, at De boer i samme Hus som Deres Tante.
– Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædtene er Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen, saà Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev hans Ansigt paa en Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.
De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par Offerskaaler.
Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
– Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt Servietten op om sin brede Bringe.
Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til sin Mund:
– Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.
387|Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
– Der er idetmindste køligt.
Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines Stemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:
– Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget rigelig Udskæring, mens hun sagde:
– Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig til.
Men Generalinden sagde:
– Gud, du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere, som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en Strømpe.
Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder, og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstlieutenant Falkenberg Ordet Ro og sagde:
– Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstlieutenantens Stemme blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an paa mig, kom det Papir ikke indenfor vore Døre.
Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men 388| hvert Øjeblik saá op mod Fru Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde:
– Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
– Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstlieutenanten.
Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:
– Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner føder dog kun Uro.
Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad de Folk tænkte: Han holdt s'gu »Socialdemokraten«.
– Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline tale livligere om Hjemmet paa Sølyst: det finder jeg jo urigtigt ...
Fru von Eichbaum mente »for Eksemplets Skyld«. Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:
– Vil De tænke Dem forleden – opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.
Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til Kammerjunkeren, der sagde, at man saá jo undertiden de Folk i Teatret, og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i en Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller paa Albuerne.
389|Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad ombord i »Helgoland«, og han »havde s'gu talt meget fornuftigt«, men Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter af Kredsen:
– Kære Mine, véd du ikke det -jo, hun vil nedsætte sig som Fødselshjælperske.
Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diæt (han var Søn af en Berømthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti Aar været beskæftiget med at ordne de fædrene »Erindringer«, mens han stadig blev magrere), sagde til Ida:
– Men det maa jo være en meget lønnende Gerning saaledes at kunne lindre sine Medmenneskers Lidelser.
– Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande.
Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-Blik ud over Bordet.
– Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt.
Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen, der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til Frøken Mourier igen.
390|– Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.
– Tak, sagde Fru von Eichbaum.
Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige Familie blev almindelig.
Generalinden og Oberstlieutenant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og forberedte ham til en Eksamen.
– Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i Værelset foran.
Oberstlieutenanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og vendte sig til Froken Rosenfeld:
– Ja, sagde han: De er naturligvis radikal – ligesom min Kone.
– Jeg véd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Froken Rosenfeld: men Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en ridderlig Person.
Karl og Kate begyndte at le ad Ordet »Person«, og Generalinden sagde til Frøken Rosenfeld:
– Kære Betty, det er vel ikke det eneste.
Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter paa sine Kinder – hun fik dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig 391| Ophidselse – sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstlieutenanten:
– Men Menneskene tænker jo nu dog en Gang – –
Og Oberstlieutenanten svarede:
– Ja, de tænker .... de tænker, til de ligger der.
Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:
– Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstlieutenanten.
Ordet »tænke« førte paa én Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens Etik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:
– Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge paa Grund af den klare Stil.
Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida (»hun sidder jo som hjemløs«, havde Naaden paa én Gang sét):
– Er der megen Sygdom iaar, Frøken Brandt?
– Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo – hvor de lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane – Vanen fra »Ludvigsbakke«.
Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:
– Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige:
392|– Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en agtværdig Mand.
Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer i Øjnene.
Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at tale om »Sølyst«, og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:
– Men nogle Stykker Silketøj, Kære, haaber jeg nu at faa hjem med Deres Svigermoder og Mary ... Gud, De, naar man lægger dem i Bunden af en Kuffert - -
Konversationen om »Sølyst« indfangede ogsaa hende, og hun forlod »Silketøjet«. Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.
– Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker du, Mille? hun talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi kørte til Marienlyst for at danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamæn ikke været der længe.
Fru von Eichbaum svarede noget – pludselig med Taarer i Øjnene: det var jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.
Og de blev alle ved at tale om den Tid: 393| om Soiréerne og Kronborgs Lieutenanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, naar de kørte i en Høstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, naar de tog til Grib Skov, der var saa vid og stille ...
Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten ganske ens – ogsaa Fru Aline.
– Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.
Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde:
– Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.
Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa én Gang bøjede Karl sig frem - deroppe talte de endnu om Grib Skov – og løftede sit Glas:
– Frøken Brandt, sagde han.
Ida foer sammen og hævede knap sit Blik. Saa drak hun.
Men Karl blev siddende et Øjeblik helt aandsfraværende. Der var kommet noget saa sørgmodigt i hans Øjne.
– Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule hastigt: la'er De maaske det Syltetøj gaa?
394|Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme.
– Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.
Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede Luft. Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture – navnlig om Napoleon.
– Man føler under Memoirelæsning saa at sige, sagde Kammerjunkeren, at man alle er Mennesker.
Oberstlieutenant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marschaller og Marschal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig en Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste, hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger ...
Næsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frøken Rosenfeld tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:
– Her er s'gu rart.
– Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man kun er i sin egen Kreds.
De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr. Christensen iskænkede Portvinen.
395|Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Sølyst-Dagene, da Fru Mourier sagde:
– Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.
Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:
– Ja, det er s'gu rigtigt – velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget ... Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse ...
Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.
– De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: naa, Stenene bruger vi til den nye Stald.
– Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.
– Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig tilfreds.
– Men I forvænner ogsaa Kate, sagde Generalinden.
– Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning paa Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.
Paa en Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye Værelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstaarnet og Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.
396|Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saå ud, som om hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.
Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja, Fordringerne stiger, du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paa Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene, ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.
– Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.
Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle laa mod Nord, for man maatte sove koldt.
Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet den ned paa sin Tallerken.
Men de to Unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme og Baase, saa det lød som en hel Duet. 397| Ogsaa Fru Feddersen bøjede sig, optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-Badekar.
Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne.
Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:
– Ja, Ungdommen raser.
Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:
– Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.
Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren – -
Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstlieutenanten nød en Biskuit og talte med Admiralen om Remonteheste.
Fru von Eichbaum bød Velbekomme.
Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads. Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skaal.
Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde 398| gaa uden. Og, støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædtene, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om.
Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.
– Det gik nydeligt, du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar Kunsten som du.
Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egenlig mente med Kunsten, eller maaske vidste hun det ikke en Gang selv.
Men Fru von Eichbaum svarede:
– Kære Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.
– Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.
Ida havde helt mekanisk – eller maaske som et Slags ubevidst Værn – taget Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier.
– Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom.
Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:
– De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.
399|– Ja, sagde Ida og gled videre.
– Hun er vist rar du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt Medlidenhed - maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over den lille Pande saa mærkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.
– Gud, du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads.
Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad – man kunde ikke faa en ordenlig Skjorte i hele Byen.
Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:
– Jeg har saamæn egenlig villet skrive det længe – – men, sèr De – for man vèd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer rundt – saadan en hel Vinter – – Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen) lægger vi en Anvisning oppe paa Filialen – – og saa er den Sag klar, naar De bare gaar op og hæver den.
– Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr. Mourier vendte sig, meget lettet:
400|– Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at være et Stykke fra Fruerne – -
Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor Hr. Christensen og Julius gik og dækkede af.
Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume.
– Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til Julius.
Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrængelser i Sofaen (hun spiste desuden stærkt, naar hun var ude), men i Hjørnet under Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens hun saá ud for sig, sagde:
– Men man bli'er saa tit urolig af at læse.
Hvorpaa Fru Eichbaum, der ovre ved Etagren talte med Fru Lindholm om Mary, sagde:
– Kære Emmy, man læser da for at hvile.
Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:
– Man vil vel ogsaa kende Livet.
– Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.
401|Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød og sagde:
– De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venligt Idas Arm. Den faldt saa sært livløst, eller ligesom den var knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden pludselig saà paa hende:
– Men det er naturligvis anstrængende, sagde hun i en anden Tone.
Admiralinden, der var vaagnet og havde hørt, der var Tale om Læsning, sagde henne fra Sofaen:
– Kære I, man maa jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser os i Søvn hver Aften.
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saà nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.
– Hvor jeg har tænkt meget paa dig, sagde Fru Mourier og listede stille sin Haand ind i Fru Alines.
Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i Generalindens Lejlighed 402| stod de allerede aabne. Man hørte Herrernes Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lød og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede rundt for de ældre.
En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om en Pude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret og et Par Unge begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes Latter og Musiken blandedes.
Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte ind i sit eget Køkken:
– Julius.
Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med faste Mansketter.
– Vil Julius maaske stille Skærmbrædtene paa Plads, sagde Fru von Eichbaum og gik videre.
Hr. Mourier havde væltet det ene paa sin Vej gennem Køkkenet.
Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.
– Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i en Ængstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The ... Vilde De være saa sød at se efter ...
403|Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saà kun, at hun bøjede sit Hoved og gik.
Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som saadan gør lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.
Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saà paa de Unge, der dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.
– Aa, saa det er dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saà de paa deres Børn.
Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musiken holdt op. Admiralen var kommen hjem og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig over.
Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.
Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft tilbords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde:
– Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men – og Kandidaten havde nogle underlige 404| Smaabevægelser med Hænderne – man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at saadan et Menneske kunde smitte.
Oberstlieutenanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse, da Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, og som maaske var lidt træt af sin Kollega tillands, sagde til Mourier:
– Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget?
– Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg vèd s'gu ikke. Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men sèr De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv.
– Naa, sagde Admiralen: der behøves Gud være lovet ikke saa megen Forargelse tilsøs.
Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.
– Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk – -
Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:
– –Ja-a – – men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Sølyst gyngede dem som Piger 405| – – hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret – -
– Nej, og Admiralen saà næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige Fruentimmer.
Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen og Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og saà over paa de Dansende, sagde til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at faa sig et nyt Glas Likør:
– De, Eichbaum, skal vi ogsaa gaa over og dreje os lidt rundt?
Mens Oberstlieutenanten pludselig sagde til Hr. Mourier:
– Men, kære Mourier, hvorfor er De egenlig ikke blevet Etatsraad?
– Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.
Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.
– Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse.
Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var saa ganske tynd i hans Arm.
De dansede kun én Gang rundt: Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.
– Hun skulde s'gu gaa ind og glatte sit 406| Haar, sagde Student Falkenberg, da Karl atter førte Ida ind.
Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.
Saa sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Haand:
– Lille Ida, hvad vil De dog her?
Maaske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:
– Nu gaar jeg hjem.
Hun saà ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musiken var stanset og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum, næsten som da hun var Barn, og fik sagt:
– Jeg skal jo saa tidlig op.
I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kaabe. Intet smertede hende nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue ...
Saa vendte hun sig og gik.
Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.
Det var Knuth, der kom gaaende med en anden Officer, som var i Uniform.
– Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr.
407|Og da han pludselig saà det blege Ansigt, sagde han:
– Er De syg? ...Jeg kan da skaffe en Vogn.
Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der som lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte.
Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.
– Tak, sagde hun og de vekslede ikke flere Ord.
– – –
Karl var gaaet til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør, mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.
Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.
– Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.
Kammerjunkeren lo og sagde:
– Naa-aa, De faar nok Raad til det, Eichbaum.
Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde:
– Men man bli'er vel vunden for Samfundet.
Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.
– Sikke no'et Skidt, sagde han.
408|– Men de skjuler Ildstedet, Admiral, lo Hr. Mourier.
Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slaaet sig ned om Fru von Eichbaums Sengeomhæng.
– Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der saa godt som kun Sløjferne. Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.
De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt imod hinanden. Oberstlieutenantens Stemme skar en Gang imellem gennem Musiken. Han talte om Traditionerne.
.....
Ida aabnede og lukkede Porte og Døre saa sagte.
Men da hun kom forbi Døren paa første Sal, blev den lige lukket op af Dr. Quam.
– Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat – – to Selvmordere og begge skal de pumpes.
Petersen havde hørt Dr. Quam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:
– Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.
Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes Stønnen.
– Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er her uroligt.
409|Dr. Quam saà hen imod »A« og spurgte Frøken Roed:
– Er han ikke i Seng?
– Nej.
– Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?
– Ja.
Dr. Quam aabnede Døren derind.
Herren paa »A« sad oppe i Karmen, i det aabnede Vindu og stirrede ud i Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.
– Sidder De der, sagde Dr. Quam: det er en Smule mod Reglementet.
Herren paa »A« vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tunge Øjne paa Lægen:
– Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.
Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme, der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:
– Jeg sèr paa Stjernerne – de høje Stjerner.
Han tav et Nu.
– Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu sèr jeg paa dem for at lære Taalmodighed.
Dr. Quam var traadt nærmere. Nedefra saá han op paa Herren fra »A«: i dette Ansigt var der noget af den store Sorg.
Saa stod den Syge ned fra Karmen:
– Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.
– Ja, men hvem har skrevet Lovene?
Herren paa »A« smilte:
– Er det ikke »Profossen«, sagde han.
Men det flygtige Smil forsvandt og han spurgte:
– Skal jeg saa bort imorgen?
– Ja, imorgen tidlig.
Herren fra »A« stirrede lidt frem for sig.
Saa trak han træt paa Skuldren:
– Naa, det kan ogsaa være godt, Doktor.
Og idet han fæstede sine Øjne paa Quam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel:
– Deres Verden frister mig ikke.
Quam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:
– Men Livet skal dog leves.
– Ja, sagde Herren fra »A«: af dem, de ikke spærrer inde.
– Lad mig saa sige Farvel, sagde han og aabnede Døren.
Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr. Quam.
Ida stod paa samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Haar var opløst af Regnen.
Herren fra »A« tog hver i Haanden:
– Lev vel, sagde han.
411|Sidst tog han Idas Haand og da løftede han sine Øjne:
– Lev vel.
Derpaa gik han ind igen og lukkede sin Dør.
Der var stille et Øjeblik, da han var gaaet. Saa sagde Frøken Koch og saà paa Ida, der stod paa samme Plet:
– Nu er den Fest vel forbi.
Og Quam, der ogsaa pludselig saá paa hende, sagde:
– Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.
Nøglerne lød i Dørene. Dr. Quam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.
– Godnat, sagde Ida sagte.
Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op paa sit Kammer.
»De Urolige«s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt, langt nedefra – fra under Jorden.