1. Til orientering om udgaven

Den foreliggende udgave af Herman Bangs Ludvigsbakke gengiver teksten i originaludgaven fra 1896 med undtagelse af et mindre antal trykfejl o.l., der alle er anført i listen over tekstrettelser. Dette udgivelsesprincip medfører, at udgaven fastholder det præg af inkonsekvens, der ofte kendetegner Herman Bangs værker. Dette forhold er nærmere omtalt i Efterskriftens pkt. 6.

Teksten er fastlagt under hensyntagen til versionerne i 2.-udgaven (1903) og i 4. bind af * Værker i Mindeudgave (1912). Derimod har udgaven ikke kunnet bygge på manuskript-materiale, da alt sådant synes tilintetgjort, bortset fra et påtænkt forord, der her er bragt som Tillæg, og som der er gjort nærmere rede for i Efterskriftens pkt. 2.

Ved udarbejdelsen af Kommentar og Efterskrift har det været målet at skabe sådanne forudsætninger for læsningen af Herman Bangs tekst, som velorienterede læsere i romanens samtid må formodes at have siddet inde med Efterskriftens pkt. 3 viser således, hvordan samtidshistoriske og topografiske momenter indgår i romanen.

Egentlige fortolkninger og vurderinger af teksten har det derimod ikke været hensigten at give. En oversigt over kritiske og litteraturhistoriske placeringer af Ludvigsbakke fra romanens samtid og eftertid findes i Efterskriftens pkt 4 og 5.

2. Omkring romanens tilblivelse

Herman Bang udgav i 1880'erne gennemsnitlig én roman eller novellesamling om året Fra 1890 indtraf der en pause på 5-6 år i denne del af hans produktion, indtil han i december 1896 udsendte Ludvigsbakke. Skønt Bangs arbejde med dette værk ikke hører til de fyldigst dokumenterede dele af hans biografi, kan man dog i trykte og utrykte kilder følge hovedtrækkene af romanens tilblivelseshistorie, som også er beskrevet i Harry Jacobsens Bang-biografi (Aarene der gik tabt, Kbh.1961).

Som Tine voksede ud af Stuk, havde Bang ved afslutningen af Tine (1889) planer om en art fortsættelse, der benævnes Den sidste Dansker, Den sidste Danske eller blot Danskeren. Som det fremgår af Harry Jacobsens fremstilling, gik arbejdet med denne roman meget tungt; med lange mellemrum stillede Bang i udsigt, at manuskriptet snart kunne afsluttes (breve til Schubothes forlag, Gyldendals arkiv B 4 c), men endnu 22.5.1895 måtte forlaget nøjes med et løfte om, at han nu snart ville tage fat på Danskeren. Herefter tier kilderne om dette værk, hvis reelle eksistens alene dokumenteres af nogle manuskriptblade, benævnt Den sidste Danske (Ny kgl. Saml. 2906,4°), øjensynlig til den påtænkte romans første kapitel. Der er ingen påviselig tilknytning til Ludvigsbakke.

I forbindelse med de lange pauser i arbejdet med Den sidste Dansker spiller det en rolle, at Bang efter et ophold på Kommunehospitalet i København i oktober 1891 havde fået nye planer. Til Jacob Hegel skriver han 18.11.1892 (Ny kgl. Saml. 3742,4°) om en påtænkt roman, Pavillon I, som skal være en kærligheds-idyl med et stort hospitals liv som ramme, og 27.4.1893 kunne Politiken meddele, at Bang i Paris arbejdede på »en ny større Novelle, hvis Titel er Pavillon I. Stoffet til Fortællingen har Hr. Bang delvis samlet under sit Ophold paa Kommunehospitalets sjette Afdeling for ca. halvandet Aar siden. Pavillon I skal være en Kærlighedshistorie, til hvis rolige Udvikling Lydene fra det daglige Liv i Hospitalets Celler og Gange danner et uophørligt Akkompagnement«. Arbejdet meldtes her så vidt fremskredet, at det kunne forventes afsluttet samme efterår (Den sidste Dansker derimod først året efter); men i januar 1894 (i et brev til Schubothes forlag, der utvivlsomt er fejldateret »Paris 15/1-93«) mente Bang først at kunne afslutte Pavillon I, der nu omtales som »en Roman«, i løbet af 1894.

Herefter tier kilderne om Pavillon I, hvis reelle eksistens på dette tidspunkt alene dokumenteres af dateringen »Paris. Marts 93« under det korte stykke Til Plejerskerne, der i nærværende udgave bringes som tillæg. Bangs plan om at placere denne tekst som fortale til Ludvigsbakke ændredes først ved vennen Emil Bjerrings død mandag 5.10.1896, et par måneder før romanen udkom; i et brev til Schubothes forlag, mærket »Mandag«, skriver han: »Der var til »Ludvigsbakke« et Slags Fortale (til Sygeplejerskerne). Den skal ikke med Derimod skal indlagte Blad staa forrest.« Det »indlagte Blad« refererer utvivlsomt til dedikationen til Emil Bjerring. Herefter henlå Til Plejerskerne hos forlagsboghandler J.L. Lybecker (Schubothes forlag), indtil teksten blev trykt i Bangs Mindeudgave IV, 1912.

Det er vel tvivlsomt, om Bang nåede at gennemarbejde meget mere af de to projekter, end vi kender i dag. Breve til Schubothes forlag fra Aschehougs forlag 11.5.1895 og fra Bang 17.5.1895 bekræfter snarest den opfattelse, at Bang i forbindelse med planerne om de to værker kontaktede forskellige forlag for at skaffe sig alibi for ikke at arbejde særlig intenst med nogen af dem og således skaffe sig tid til andre gøremål.

Efter løftet til Schubothes forlag 22.5.1895 om snart at gå i gang med Danskeren må Bang ret hurtigt have ændret planer, for i et nyt brev til forlaget dateret »Onsdag« ønsker han at »træffe Aftale om »Ludvigsbakke« [...] saasnart »Kameliadamen« er løbet af Stabelen iaften.« Stykket havde premiere 29.1.1896, til hvilken dato brevet med stor sikkerhed kan dateres. Under ophold hos vennen Johan Knudsen på gården Bangsbo i Vendsyssel i maj 1896 og fra juni samme år i et sommerpensionat i Skørping syd for Ålborg tog romanen endelig form (jfr. Harry Jacobsen: Den miskendte Herman Bang (1961), p. 187ff.).

Brevene til forlaget vidner om et højt tempo i arbejdets slutfase: I brev dateret »Skørping. Onsdag« (med sikkerhed 9.9.1896) lovede Bang næstsidste portion manuskript i løbet af tre uger, så sætningen kunne begynde 7.10.; et brev til en af vennerne (»Min kære Poul«, ikke identificeret) små to uger senere giver et fint signalement af Bang lige før arbejdets afslutning: »... Jeg skriver stadig og stadig paa den samme Bog. Nu er den dog snart færdig. Skade kun, at det har jeg nu sagt saa længe, at ingen tror det mere. Men jeg vil ikke skrive en Bog, hvor jeg ikke har givet det yderste, jeg evner. Og at give det yderste koster Anstrængelse og Tid At vise Evne er Værk af den lange Taalmodighed...« (dateret »Skørping. Jylland. 22.9.96«, tilhører hr. Kurt Hartvig Bregenhøj).

9.10. eller måske først 16.10. meldte Bang sig endelig færdig, korrekturen klaredes på halvanden måned, og en uge ind i december 1896 udkom Ludvigsbakke. Oplaget var på 1500 eksemplarer. Nogenlunde samtidig med udgivelsen af Ludvigsbakke skete der et omslag i Bangs publikumsyndest. Mens genoptryk af hans tekster er undtagelsen før 1896, ligger de tæt i årene efter 1898, og i november 1902 ser man ham klage over, at han ikke har »kunnet gøre andet end at forbedre mine gamle Bøger« (brev til Jacob Hegel, Ny kgl. Saml. 3742,4°). I rækken af genoptryk udkom 2. udgave af Ludvigsbakke i november 1903, ligeledes i 1500 eksemplarer, og blev atter genoptrykt i Værker i Mindeudgave, bd. IV (1912). Den bearbejdelse af teksten, der fandt sted i forbindelse med disse genudgivelser, og som for en dels vedkommende må karakteriseres som omfattende, vil blive omtalt nedenfor i afsnittet om romanens tekstkritiske historie.

3. Romanens autentiske præg

Herman Bang giver intetsteds nogen eksplicit datering af handlingen i Ludvigsbakke. Alligevel lader den sig fastlægge med ret stor nøjagtighed, ligesom den kan placeres i genkendelige, meget præcist skildrede lokaliteter, der ofte er valgt med tydelig omhu; heri ligner Ludvigsbakke andre af Bangs værker.

Handlingen på romanens nutidsplan afviger ikke meget fra tidspunktet for dens udgivelse. Ole Suhrsgade, hvor Ida lejer lejlighed, blev således først bebygget i løbet af 1880'erne. Da Idas alder ved nutidshandlingens begyndelse sættes til 28 år (p. 12), må de erindrede passager fra hendes tidlige barndom på Ludvigsbakke tænkes henlagt til 1860'erne. Bangs diskrete omhu, når det gælder handlingens rette tidspræg, fremgår fx. af, at han i disse erindringsglimt, der ligger før møntreformen af 1873 (med ikrafttræden 1875), lader Ida tænke i skillinger (p. 80), mens mønterne på nutidsplanet er kroner og øre (p. 123).

4. Modtagelsen

Chr. Houmark skrev i sin artikel »Ludvigsbakke. Et Sommerminde«, (dagbladet København, 13.5.1917), at Ludvigsbakke »blev rost og dadlet. Hævet paa Begejstringens Skyer og fortiet i ond Tavshed. Den skabte ham Venner, der, hvor man tidligere kun havde haft Spot tilovers for ham og hans Produktion, den skabte ham Navn i Udlandet, som en Romanforfatter af Verdens Rang.«

Chr. Houmarks vurdering er kun i det store og hele korrekt. Anmeldelserne var overordentlig venlige, men om nogen ond tavshed var der ikke tale, selv om enkelte dagblade sandt nok ikke anmeldte bogen.

Ludvigsbakke udkom i tidsrummet 8.-10. december 1896. Den første anmeldelse er dateret 10.12., og det var C.E.Jensen i Social-Demokraten, som var først på færde. I dagene op til jul falder anmeldelserne tæt for at ebbe ud ved månedens slutning. Den for eftertiden at se vægtigste anmeldelse, Sophus Claussens i Lolland-Falsters Folketidende, er dateret 10.1.1897. I april 1897 følger Valdemar Vedels indsigtsfulde anmeldelse i Tilskueren.

Det er interessant at lægge mærke til, at mange af anmelderne gør meget ud af Herman Bangs særlige skæbne. Edvard Brandes udtrykte det således i Politiken 19.12.: »og da der altid har været et skæbnesvangert Op-og-Ned for Hr. Bang, som regelmæssigt ved Fejlskud har tilsat den Avtoritet, hans Ævne havde opnaaet.« Den anonyme anmelder i Aalborg Stiftstidende (16.12.) skriver lige ud, at Herman Bang »ikke har spillet sine Kort godt«, og anmelderen taler om forfatterens »nervøse Forfængelighed«. I Vort Land (14.12.) skriver den ligeledes anonyme anmelder, at Bang blev fejlagtigt bedømt. »Han havde det Uheld strax ved sin Fremtræden at vække en Opsigt, der mere gjaldt de uheldigste Sider ved hans Skribentvirksomhed end hans store og ægte Talent.« C.E. Jensen fortæller, at Bangs mange besynderligheder »forhindrede ham i at finde sig til Rette i den borgerlige Regelmæssighed, der ogsaa trives indenfor Literaturen«, og det er bl.a. årsag til den fejlagtige opfattelse mange mennesker har af ham. I Horsens Avis (15.12.) siger den ligeledes anonyme anmelder, at Bang »har sat noget til i sin Kamp for Livet; han har ikke spillet sine Kort godt, og han har maattet bøde længe for sin første Ungdoms Extravagance.«

Sophus Michaelis taler i Tidens Krav (12.12.1896) om Bang, »denne mærkelige Skribent, der selv svajede lunefuldt og rastløst, drevet af en umættelig Virketrang og samtidig af en tung, ulykkesvanger Skæbne« og videre: »Det altfor almindelige Kendskab til hans ekscentriske Personlighed skadede Vurderingen af hans Kunst.«

Nogle af anmelderne har forbehold overfor kompositionen, specielt optakten. Det er Olivias brev og Idas tilbageblik, der generer.

Einar Christiansen, der anmeldte i Illustreret Tidende, skriver (17.1.1897): »Der findes i første Del store Stykker, der synes at tilhøre en helt anden Plan end den Forf omsider bestemmer sig til at følge«. »Bogens Helhed har lidt under Anlæggets dobbelte Basis, og ikke blot dens Komposition, men ogsaa dens Hovedfigur.« -w skrev i Berlingske Tidende (15.12.) at romanen begynder »springende og uroligt. Ikke blot lægges en tung og bred Forhistorie paa et uventet Sted ind i Fortællingen, men Scenerne vexle, lunefuldt og abrupt, og Figurerne charakteriseres aldrig i større Træk, men hugges bogstaveligt talt til Pindebrænde, som det saa bliver Læsernes Sag at passe sammen igjen«. Edvard Brandes nøjes med at fremføre, at Idas erindringer er forfatterens, og at tilbageblikkene er »lidt irriterende«. Horsens Avis mente, at romanen skæmmes af og til af »urimelig springsk Komposition«. Adolf Falkman siger rent ud i Nationaltidende (22.12.), at Olivias brev er »en kunstnerisk Falliterklæring«.

Ikke nær så kraftigt formulerer Valdemar Vedel sit forbehold overfor kompositionen. I Tilskueren (april 1897) fastslår han, at romanens første del er den bedste, »fraset den akavede Maade, hvorpaa den er syet ind i Fortællingen«.

Sophus Claussen opfatter kompositionen som en måde til at få »Alverden« til at tale med. Det er, som »havde alle Dagligstuer i Kongeriget strikket med paa den Strømpe, virket med paa det Broderi, kniplet de Traade sammen, som gjorde at saaledes gik det den lille Ida Brandt. Det er, som mødte man hele den almægtige offentlige Mening, der ikke kunde lade en beskeden Sygeplejerske i Fred. Og der sidder hun fast som en Flue i et uhyre Ædderkopspind.« Senere siges, at »dette Kæmpeforsøg paa at lade alle Mennesker tale med og vise dem saaledes, som de ser hinanden - det formaar at skildre os Menneskenes ydre Kaar og Lykke. Men den indre Lykke, den skønne Fordybelse, som fejer Sjælen ren for beske Minder og nærgaaende Sladder, den rummes ikke indenfor en saadan Kunstart.«

Alle anmeldere er enige om, at personerne er ramt meget præcist, og at de er fuldkomment integreret i deres særlige miljø.

Edvard Brandes fortæller: »Den giver meget bestemt en Række kjøbenhavnske Billeder, et Galleri af Personer, en Udveksling af Ord og Tanker, der næppe kan tænkes frembragt uden for en dansk Ramme.«

Carl Ewald i Tiden (11.12.) skriver om personerne, at »de er alle saa vidunderlig ægte«. Ida og de to ældre fruer har især tiltrukket sig anmeldernes opmærksomhed. Einar Christiansen finder dog, at der er en vis ubehagelig dobbelthed i Ida. Han synes til gengæld, at det er pragtfuldt, når Bang »lader de to gamle Fruer, Karls Moder og Tante, som et Par falmede Zirfugle stramme Fjerprydelserne op og i komisk Skikkelighed pludre om de fornemme Nykker, der er deres eneste Arv fra de gyldne Dage«. Carl Ewald hævder, at Ida er »Bogens Sjæl«, Aalborg Stiftstidende (anonym) placerer hende som »en stille Existens«, og Vort Lands ligeledes anonyme anmelder skriver, at Ida Brandt »staar i første Række ikke alene i Bangs Produktion, men overhovedet i nyere dansk Litteratur.« Falkman (Nationaltidende) vurderer imidlertid Ida negativt. Han finder, at det psykologiske billede er uholdbart, hun er »alt for blottet for den Personligheds Selvfølelse, som jo dog ogsaa kan tilhøre Kvindeligheden«.

Aftenbladets anmelder Helmer Lin er derimod helt i skyerne over Bangs personskildrende evne: »Hvilket Fund af Iagttagelse og Forstaaelse ligger ikke i Skildringen af de utallige Personer, store og smaa, med hvor lidt lykkes det ikke paa den mest overraskende Maade at skabe Mennesker og Situationer.«

Flere anmeldere kommer ind på den impressionistiske stil, som Bang benytter. Edvard Brandes forholder sig ret kritisk overfor dele af den, nemlig de manglende replikangivelser. Han skriver: »Energi, vil denne Forfatter, skal præge hans Fortælling. Deraf hans Stil med de korte Sætninger, med de mange hinanden krydsende Repliker, ved hvilke man undertiden bittert savner Skuespillets Angivelse af Personerne. Thi det er delvis slet ikke let at vide, hvem der taler, end ikke om Forfatteren selv eller hans Personer. Herved kan opstaa noget Løst, noget altfor Hastigt ved Stilen, der mangler de strænge Linjer, den hvilende Ro, der frembringer den største Virkning.« Det impressionistiske bestemmes af Vedel som Bangs specialitet, og det vil sige »at give livfulde Billeder af en urolig »Kommen og Gaaen« eller »Mellem hverandre«. Det er alle Sommergæsternes Leben paa »Ludvigsbakke«, et Tordenvejr, et Middagsselskab, fremfor alt Sygeplejerskernes Liv paa Hospitalet. Der er Nøglerasien og Døre, som slaas op eller klappes i, der er en Flagren i Luften af Samtalestumper, og et Utal Øjebliksindtryk, der gribes i Flugten og kun lige noteres, før de flyver videre. Især ynder Bang at notere alle mulige ligegyldige Hen-i-Vejret-Bemærkninger og alle Slags trivielle og betydningsløse Smaatildragelser. Det er jo alt dette Fyld, som tilsammen skaber den Dagligdagsatmosfære, hvori han vil have hensat alt, hvad der sker. Og ingen kan som han lægge den daglige Tales rette Tonefald ind i det, der siges, eller har som han Øje paa hver Finger for dette bittesmaa. Noget trættende bliver dog af og til disse Diminutivtræk, som hele Vejen skal sætte Prikken over I-et« (Tilskueren, april 1897).

Sophus Michaélis taler henført om Bangs replikkunst og om impressionismen:

I Von Land hedder det, at Bang bruger sin gamle teknik. Han sværger ikke til nogen »ny kunstnerisk Fane. Hans Fremstillingsmaade er vel mindre staccato end i hans ældre Bøger, men stadig er Metoden den at skabe et kunstnerisk Helhedsbillede gennem Mangfoldigheden af Enkeltheder, der ere kopierede efter Virkeligheden.« C.E. Jensen er begejstret over »Bangs mærkelige Evne til impressionistisk at gengive det Bevægende og Skiftende og gennem Stilens Uro ligesom lade Livet virke umiddelbart paa Læseren«.

Sophus Claussen er indirekte inde på, at Idas skæbne er determineret fra starten (se ovenfor), og også -w (Berlingske Tidende) kommer ind herpå, men fra en anden synsvinkel: »Ludvigsbakke er da ogsaa en Skjæbneroman, hvor Menneskene spaaer, men »en Anden raa'er«, og den er baaren af et eiendommeligt Vemod over et Menneskeliv, der selv bærer de mange enkelte Tal til Additionen, men staaer ubestemmende med Hensyn til dens Facit.« C.E. Jensen nærmer sig ligeledes skæbnebegrebet, og siger (lidt svævende) at »»Lovene« - dette Skæbne-Begreb eller Nemesis-Begreb synes at have beskæftiget Bang.«

Bortset fra Adolf Falkman (Nationaltidende) er anmelderne med de forbehold, der her er nævnt eksempler på, varmt begejstrede for romanen.

Einar Christiansen, der havde en række ret betydelige forbehold, ender således med at skrive: »Man kan ikke tilstrækkeligt beundre den overlegne villiestærke Kunst, hvormed Bang formaar at samle Stumper og Stykker - brudte Tankerækker, løsrevne Ord, snurrige Tonefald, flygtigt Minespil, Smaapauser, Smaagestus - sammen til en eneste Helhed, der aander og taler og rører sig, og i hvis sitrende Billede, alt som det farer forbi ens lyttende Sanser, der aabenbarer sig en utrolig Rigdom af underforstaaet Liv - af Tanker, af Domme og af Syn på Mennesker.« Edvard Brandes siger: »Den staar som dansk Roman saare højt.« Carl Ewald svinger sig højere op: »Ludvigsbakke staar ensom i Aarets Literatur. Og den staar saare højt, en Mesters lykkelige Arbejde.« Og han tildeler Bang en »Plads blandt vore store, kjærlige Digtere.« Aalborg Stiftstidendes anonyme anmelder: »At læse denne Fortælling er at lære en fin Kvindesjæls Skæbne at kjende. Saaledes fortæller en betydelig Kunstner, og saaledes rives man kun med af dybtgaaende Kunst.« Vort Land siger, at »Hemmeligheden ved Ludvigsbakke [er] at den er skrevet af en Digter«, og C.E. Jensen (Social-Demokraten), at det er »en betydelig Bog, som forhaabentlig ikke bliver den sidste, Herman Bang skriver.« Horsens Avis finder, at der er tale om »betagende Kunst«.

Sophus Michaelis i Tidens Krav sparer heller ikke på rosen. Ludvigsbakke er for ham »den dybeste Begivenhed, vor Literatur længe har oplevet.« Og Valdemar Vedel runder i Tilskueren af med at sige, at den, der har skrevet denne roman, er »den største Romanens Kunstner, vi har for Tiden. Naar han blot nu, midt i sit Talents Modning, vilde holde ved og give os den Række gode Romaner, som skal fastslaa hans blivende Betydning for Nationallitteraturen.«

Herman Bang har i et brev til Schubothe kommenteret modtagelseskritikken. Han skriver: »Tirsdag« [1896] »Det vilde gøre mig glad, hvis det gik lidt bedre med Salget af »Bakken«. Men det gør det sagtens ikke. Hvordan skulle det vel det?

Har De ingen Højre-Aviser med Kritik. Jeg er som en Hund efter Højre-Kritik, der bestandig er opmuret paa Sædelighedens og Moralens faste Grund. Og Falkmans vidunderlige Dans paa den mellem Jonas [dvs. Jonas Lie] og mig ophængte Slapline har givet mig Appetit paa mer af samme uforlignelige Tønde«. (Gyldendals arkiv, B, 4, e).

CE. Jensen i: Social-Demokraten, 10.12.1896.

Carl Ewald i: Tiden, 11.12.1896.

Sophus Michaelis i: Tidens Krav, 12.12.1896.

Usigneret i: Vort Land, 14.12.1896.

-w (uoplyst) i: Berlingske Tidende Aften, 15.12.1896.

Usigneret i: Horsens Avis, 15.12.1896.

Usigneret i: Aalborg Stiftstidende, 16.12.1896.

Helmer Lin i: Aftenbladet, 18.12.1896.

E.B. (Edvard Brandes) i: Politiken, 19.12.1896. (Optrykt i: Litterære Tendenser 1968, p. 174-78).

A.F. (Adolf Falkman) i: Nationaltidende, 22.12.1896.

samme i: Dagbladet, 25.12.1896.

Antonius (Sophus Claussen) i: Lolland-Falsters Folketidende, 10.1.1897. (Optrykt i: Det aandelige Overskud, 1971, p. 119-24).

Einar Christiansen i: Illustreret Tidende, 17.1.1897.

l (uoplyst) i: Bergens Tidende, 13.2.1897.

Valdemar Vedel i: Tilskueren, 1897, p. 351-354.

5. Senere behandlinger

Ludvigsbakke er ikke den af Herman Bangs romaner, der kraftigst har tiltrukket sig litteraturhistoriske skribenters interesse. I flertallet af fremstillinger ses og vurderes den på linie med Stille Existenser og Tine, og der sker ikke, som tilfældet er med Stuk, noget egentligt skifte i synet på romanen.

Når modtagelseskritikken af et litterært værk er klinget ud, går der sædvanligvis en rum tid, inden værket tages op igen. Dette gælder også Ludvigsbakke. Oscar Geismar strejfede ind over romanen i Nogle Digterprofiler (1906). Han sætter her i artiklen om Herman Bang »Livets Rædsel« og vemod som forfatterskabets hovedtemaer, og ser begge temaer udfoldet i Ludvigsbakke.

Harald Nielsen havde et skarpt blik for Bangs affektation, og i Tidens Træk (1909) kritiserede han dele af Bangs forfatterskab. Ludvigsbakke fremhæves imidlertid stærkt. Det hedder bl.a., at »»Ludvigsbakke« er Tragedien i Bangs Digtning« (p. 42), og den »afmærkede [...] hans kunstneriske Højdepunkt« (p. 43).

P.A. Rosenberg udsendte sin bog Herman Bang i 1912. Heri hedder det: »»Ludvigsbakke« er en ny Variation over Bangs Grundmotiv: Ømheden, der bliver til Drift, Driften, der slukkes hos den ene, men ikke hos den anden, Resultatet: Smerte, Fortvivlelse, maaske Undergang«, (p. 95-96). I Rosenbergs bog ses liv og værk under ét.

I Tilskueren (s.å.) understreger Poul Levin lighedspunkterne mellem Ludvigsbakke og Ved Vejen, men vurderer den sidste højest, idet »Ludvigsbakke mangler noget af det uudsigelige, som er over Ved Vejen« (p. 278). Han finder, at optakten er for tung, og at Bang åbenbart var ved at være træt Det giver sig udslag i, at den uro, som han finder er over Ved Vejen, og som passer så fremragende til bogens stemning i Ludvigsbakke, ligner »paafaldende Nervøsitet« (sst.).

Georg Christensen henter i sin store artikel om Herman Bangs teknik (i: Edda, 1918) en del eksempler fra Ludvigsbakke. Han nævner som eksempel på Bangs replikindividualisme Karls genkommende »Det er s'gu utroligt«. Bangs simultanteknik illustreres med en af Rørholmscenerne. Georg Christensen finder, at de mange sammenligninger hos Bang er en »maner«, især i de tilfælde, hvor det andet sammenligningsled ikke umiddelbart kan fattes af læseren, som fx. når det om Fanny Schleppegrell siges, at hun står »med et ansigt, som naar hun paa admiralindens vegne aflagde ugebesøg i plejeforeningen og holdt sig i stuens bredde fra de andre« (Edda, p. 75).

Jørgen Bukdahl ser Ludvigsbakke som Bangs sidste hovedværk i Dansk national Kunst (1929). Han fremdrager ømheden som et gammelt motiv i Bangs forfatterskab, men ser desuden en stærk bitterhed i romanen. Dr. Qvams bemærkninger far Bukdahl til at skrive: »Denne flinthaarde Strime af Bitterhed gaar gennem denne Bog, der ellers mere end de fleste af Bangs Bøger har en saa ægte, uplumret tragisk Stemning, en Bog om Livets Afstumpethed og Selviskhed, og om en lille fin Kvindesjæl, der knuses og overvindes [...]«(p. 126).

Sven Møller Kristensen henter nogle fa eksempler fra Ludvigsbakke til at belyse det skred i fortælleteknik og stil, som indtræder i slutningen af 1800-tallet (Æstetiske Studier i dansk Fiktionsprosa 1870-1900 (1938), senere udgivet med titlen Impressionismen i dansk prosa 1870-1900(1955)).

I 1960'ernes begyndelse indtræder en ny, kraftig interesse for Herman Bang og hans værker, bl.a. foranlediget af, at Bang i 1962 blev »fri«, og at det ekspanderende billigbogsmarked på samme tidspunkt havde brug for egnede titler.

I 1954 havde Harry Jacobsen søsat første bind af sin store Herman Bang-biografi, og i 1961 udkom det bind, der blå. omhandlede Ludvigsbakkes tilblivelse (Aarene der gik tabt. Den miskendte Herman Bang.).

I 1961 udsendte Johan Fjord Jensen sin store komparative undersøgelse Turgenjev i dansk åndsliv. Heri sammenlignes Turgenjevs Rudin med Bangs Ludvigsbakke, og Fjord Jensen finder, at selv om man ikke kan tale om nogen motivisk påvirkningsforbindelse, så afslører en sammenligning »i selve de kunstneriske principper væsentlige ligheder, og disse ligheder indicerer, at kendskabet til Turgenjevs kunstform har været bestemmende for dannelsen af Bangs egen, hvad enten dette så skriver sig fra den ene eller den anden roman eller dem alle tilsammen« (p. 257).

Lighederne beror især på det, som Fjord Jensen kalder »kontrastspillet mellem komplementærkarakterer« (p. 263), fx. at Idas gode egenskaber fremhæves ved kontrasten til de egenskaber, som menneskene i det aristokratiske borgerskab besidder. Fjord Jensen opsummerer sin sammenligning ved at konstatere: »Af alle Bangs romaner er det vel den mest turgenjevske.« (p. 267).

I 1962 anvendte Hanne Marie Svendsen Ludvigsbakke som eksempel på en roman med en delvis skjult fortæller i På rejse ind i romanen.

1 1973 udkom to grundige analyser af Ludvigsbakke. Den først udkomne var Klaus P. Mortensens Sonderinger i Herman Bangs romaner; senere samme år fulgte Claus Sechers omfattende specialeafhandling Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner.

Klaus P. Mortensen ser romanen som en historie om de betingelser mennesker er underlagt, og disse betingelser er: »at der er mennesker der har magt og mennesker der ikke har, at der er manipulatorer og manipulerede« (p. 32). Ida Brandt hører til blandt de manipulerede, og de, der manipulerer hende, er dels hendes egen mor, dels Karls, de to »store mødre«. Ludvigsbakke handler om to mennesketyper, og om »to vidt forskellige forestillingssammenhænge« (p. 40). »Den ene type er lukket om sig selv i bestræbelsen på at tilfredsstille sine egne behov. Dens higen er aldrig i egentlig forstand en higen udefter mod et andet subjekt, men kun en afsøgning af yderverdenen efter brugelige objekter« (sst). Sådan er manipulatorerne. Den anden type er derimod åbnet mod de andre, rettet væk fra selvet; en sådan type er Ida, og da hun giver sig til pris, er hun også prisgivet »I mødet mellem disse to værensformer opstår konflikten« (p. 41).

Hvor man kan etikettere Klaus P. Mortensens tolkning som »eksistentialistisk« er Claus Sechers freudiansk-marxistisk. Claus Secher undersøger den moderne samfundsudviklings nedslag i Bangs romaner. Han finder, at Ludvigsbakke »afspejler [...] den historiske tendens. Den ægteskabelige alliance mellem adel og kapital i romanen svarer delvis til den politiske alliance mellem godsejere og hovedparten af borgerskabet. Dog er fremstillingen farvet af Bangs egen historieopfattelse« (p. 294). Secher ser både en »skæbnefortolkning og en social, historisk og kønsmæssig fortolkning i romanen« (p. 296).

»At lide af kærlighed« kalder Thomas Bredsdorff sin fortolkning af Ludvigsbakke i bogen Tristans børn med undertitlen Angående digtning om kærlighed og ægteskab i den borgerlige epoke (1982). Underlaget for fremstillingen er Freuds og Marx' teorier. I Bangs roman krydses to kræfter, drift og penge, hævder Bredsdorff, og pengene er mere determinerende end driften. I modsætning til andre kvindelige romanfigurer fra samtiden fungerer Ida sexuelt, hun er ikke forkvaklet. Det er altså ikke det, der er hendes tragedie. Tragedien består i, at hun lever i en verden, hvor det normale er, at »kærlighed og kønsdrift følges ikke ad. De følges i hendes tilfælde. Men det hjælper fedt i en verden hvor det er undtagelsen og ikke reglen. Om det er blevet sådan fordi pengene regerer over ægteskabsinstitutionen, eller om det omvendt er sådan at penge og positionslyst har frit spil over ægteskabet fordi drift og kærlighed er adskilt - det er ikke spørgsmål der er i fortællingens fokus, men der er et træk ved dens struktur der peger i retning af det sidste som svar på spørgsmålet« (p. 157).

Udenlandske forskere har med en enkelt undtagelse ikke vist Ludvigsbakke nogen synderlig interesse. Romanen medtages på linie med de øvrige værker i Ulrich Lauterbachs afhandling om Herman Bang: Studien zum dänischen Impressionismus (1937) til belysning af Bangs fortælleteknik.

TV-filmen Ludvigsbakke. I 1978 blev Ludvigsbakke televiseret i to dele. Filmen var instrueret af Jonas Cornell, mens Klaus Rifbjerg havde lavet manuskriptet; dette er ikke udgivet i bogform. Udsendelsen bevirkede, at en beundrer af Herman Bang, Alf Hjorth-Moritzsen, i en kronik i Politiken (30.8.1978) med titlen »Vold mod Bang« og dagen efter i en skrivelse til Ministeriet for kulturelle anliggender gjorde indsigelse mod den behandling Herman Bangs tekst havde været udsat for. Klageren henviste til ophavsretslovens § 3, stk. 2, hvori der står, at der ved senere brug af en kunstners værk ikke må ske en krænkelse af ophavsmandens litterære anseelse eller egenart.

Klagen bevirkede, at Ministeriet nedsatte et såkaldt droit-moraludvalg bestående af professor Mogens Brøndsted, forfatteren Knud Holst og højesteretsdommer Helga Pedersen, som skulle vurdere, om Bangs kunstneriske ære var blevet krænket. Danmarks Radio blev som ansvarlig instans spurgt i sagen, og svarede, at det var DR's opfattelse »at den »filmatisering«, der er sket af Ludvigsbakke, er foretaget på en sådan måde, at originalværkets ånd og kunstneriske niveau er respekteret. Danmarks Radio har også klart og tydeligt tilkendegivet, at der var tale om en omformning af det til grund liggende værk til fjernsynsmediet«.

Klageren blev bedt om yderligere materiale, men da dette aldrig fremkom, færdigbehandlede udvalget sagen i januar 1980. Udvalget fandt ikke, »at filmen bedømt som helhed indebærer en overtrædelse af ophavsretslovens § 3, stk. 2«. Udvalget kunne dog ikke undlade at komme med en bemærkning om, at »på mange seere har TV-filmen muligvis virket noget langtrukken ...«

6. Den tekstkritiske historie

1. udgave af Ludvigsbakke (1896), hvis tekst danner grundlag for den foreliggende udgave, er præget af nogen inkonsekvens, der kan skyldes travlhed ved korrekturen i forbindelse med Bangs specielle arbejdsform (der dog ikke kan påvises for Ludvigsbakke's vedkommende, da romanens manuskript som nævnt ikke er bevaret, men som sandsynligvis har været gældende også for den): han leverede ikke et gennemskrevet tryk-manuskript, men sammenstykkede - sammenklippede - det af materiale fra forskellige manuskriptstadier. Denne arbejdsform er for romanen Stuk's vedkommende illustreret i Harry Jacobsens Herman Bang. Resignationens Digter (1957), p. 176 f.

Inkonsekvensen ytrer sig bl.a. som en vis ortografisk ujævnhed. Bang skriver således både Myrthe og Myrte (begge p. 58), oftest Konferentsraad, men også Konferensraad (p. 38), der skrives Frank (p. 13) eller Franck (p. 26), Kvam (p. 19) eller Quam (p. 164).

Især har det knebet for Bang at holde styr på bipersonernes navne: der optræder således en Frøken Fock (p. 102), en Frøken Berg (p. 152) og en Frøken Kaas (p. 166), som i 2. udgave måtte have deres navne ændret til henholdsvis Helgesen, Roed og Boserup i overensstemmelse med romanens navngivning i øvrigt. Ikke mindst går det ud over ægteparret Falkenberg. I romanens første afsnit på Ludvigsbakke (se fx. skildringen af tordenvejret, p. 38 ff.), før deres ægteskab, omtales de overvejende som løjtnant Falkenstjerne og frk. Emmy With, men allerede her veksler formerne Falkenstjerne og Falkenberg (fx. p. 44, lin. 11), og frk. With benævnes et enkelt sted Frøken Falkenberg (p. 44, lin. 9). I romanens senere partier fastholdes efterhånden formen Falkenberg.

I Mindeudgaven blev der gjort delvis mislykkede forsøg på at bringe orden i forvirringen omkring Falkenstjerne/Falkenberg. Med større held ændredes i denne udgave Emilie til det korrekte Charlotte (p. 104, lin.6).

I 2.-udgaven (1903) korrigeres og normaliseres talrige af disse fejl og inkonsekvenser i lighed med trykfejl af mere banal karakter såsom manglende tankestreg foran replik, afvigelser fra normal tegnsætning o.lign. Den umiskendelige tendens til normalisering er dog ingenlunde fuldt gennemført, fx. forekommer i 2.-udgaven stadig dobbeltformen Kvam/Quam, som først blev rettet i Mindeudgaven. Samtidig indsneg der sig nye fejl, fx. at konferensrådinden ikke hyppede, men dyppede sine bede (p. 23), en form, der holdt sig i senere udgaver. Tekstrevisionen i forbindelse med romanens 2. udgave angår især dens første del. De afsnit, hvor Ida Brandt læser veninden Olivias brev og erindrer sin fortid, blev således kraftigt bearbejdet. I 1.-udgaven er forløbet som følger (med henvisninger til nærværende udgave):

(I) Hospitalsscener. Brevet tages frem (p. 11).

(II) Brevets første afsnit (p. 11-16, med en afbrydelse i læsningen p. 13, lin. 15-22).

(III) Scener med patienter og kolleger. På sit værelse ser Ida billeder fra Ludvigsbakke (p. 16-24).

(IV) Indledning til læsningens genoptagelse (p. 24, lin. 19-26).

(V) Brevets andet afsnit (p. 24-27).

(VI) Scene med frøken Kjær og frøken Øverud (p. 27-29).

(VII) Erindringskæden om Ludvigsbakke etc. (p. 29, lin. 16 ff).

I 2.-udgaven er den ændrede rækkefølge: (I) - (II, med udeladelse af p. 13, lin. 15-21) - (V) - (III) - (VII), hvorved det opnås, at Olivias brev samles, mens passagerne (IV) og (VI) udelades. Bag disse ændringer ligger et tydeligt ønske om at forenkle kompositionen i romanens første del, som modtagelseskritikken havde anket over (jfr. Efterskriftens pkt. 4). Tilsvarende hensigter må antages at ligge bag udeladelsen i 2.-udgaven af passagerne med fru Muus (p. 59, lin. 32 -p. 60, lin. 13), fru Kornerup (p. 72, lin. 30 - p. 75, lin. 2) og frøken Sørensen (p. 89, lin. 24-29).

Tekstbearbejdelsen i forbindelse med 2.-udgaven rammer imidlertid også - og i et betydeligt omfang, der ikke her lader sig dokumentere - tekstens mindre led. Målet var nu at tydeliggøre indhold og mening ved fx. at erstatte pronominer med substantiver og specificere substantivers betydning ved hjælp af præpositionsforbindelser, genitiv-forbindelser etc. Klarhed og tydelighed vindes dog ofte på bekostning af den intensitet, der jævnlig karakteriserer Bangs tidlige tekst-versioner. De tekstændringer, der vedrører syntaksen, indebærer i almindelighed en tilnærmelse til normal dansk skriftsprogssyntaks. Især vinder underordning (hypotakse) frem på bekostning af sideordning (paratakse), bl.a. for at tydeliggøre enkelte handlingers årsag eller hensigt Repræsentativ for denne del af tekstrevisionen er følgende citat fra 2.-udgaven, der modsvarer teksten ovenfor p. 11, lin. 17-19:

»Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.« (2.-udg., p. 4).

Mest afgørende for den rent umiddelbare synsoplevelse af teksten er den del af revisionen, der angår tegnsætningen. Intet af interpunktionens områder går ram forbi, men først og fremmest ryddes der grundigt ud i 1.-udgavens uhyre talrige prikker og tankestreger. Prikkerne ændres i almindelighed til punktum eller komma, tankestregerne overvejende til komma eller parentes. Eksempler kan ses på så at sige hver eneste side i bogen.

Det er ikke muligt entydigt at konkludere, om tekstændringerne i 2.-udgaven indebærer en tilnærmelse til eller en fjernelse fra det stilbegreb, som Sven Møller Kristensen i Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 (1955 med senere genoptryk) benævner impressionisme; i visse tilfælde sker der en tilnærmelse, i andre en fjernelse. Men hovedtendensen går klart i retning af større overensstemmelse med dansk skriftsprogs-normal og tilsigter tilsyneladende en lettere forståelse af romanens såvel større sammenhænge som detaljer. For den almindelige læser måtte det opleves som sider af samme sag: Herman Bangs roman blev lettere at læse.

2.-udgaven er som nævnt ikke resultat af en konsekvent gennemført revision af teksten. Også den bærer præg af et vist hastværk, men den her lagte kurs blev bestemmende for den fortsatte revision i forbindelse med Mindeudgaven i 1912 og dermed for teksten i senere udgaver af Ludvigsbakke. For teksten i den posthume Mindeudgave bærer Bangs venner Johan Knudsen og (måske især) Peter Nansen ansvaret. Nansen havde allerede i et ikke nærmere angiveligt omfang været involveret i tilrettelæggelsen af 2.-udgaven. De større ændringer i denne må ganske sikkert tilskrives Bang, men talrige mindre rettelser kan meget vel skyldes Nansen. I hvert fald var revisionen af tegnsætningen i overensstemmelse med hans synspunkter, som han udtrykte i et brev til Bangs ven Christian Houmark nogle år senere: »Lær dog at forstaa, at man ikke skaber Stemning ved Prikker og Tankestreger« (17.9.1913, Ny kgl. Saml. 4685,4°).

Tekstrettelser

I efterfølgende liste meddeles denne udgaves afvigelser fra tekstgrundlaget. Tegnet > betyder »rettet til«. Ved årstallene 1903 og 1912 angives de udgaver, henholdsvis 2. udgave (1903) og 4. bind af Herman Bangs Værker i Mindeudgave (1912), på hvis autoritet rettelsen er foretaget. Fastholdes en rettelse, der er foretaget i 1903, også i 1912, angives dette ikke. Kursiv gengiver dels originaludgavens spatiering, dels dennes kursiv i enkelte franske ord og vendinger.

kom; > kom. (1903)

Godmorgen > Godaften (1903)

åbnede >aabnede (1903)

Jern,..>Jern...(1903)

hun talte > han talte (1903)

forøges >forsørges (1903)

Frøkenen > Frøkenen. (1903)

vi vi >vi(1903)

dem; der > dem, der (1903)

et >er (1903)

Naa>-Naa

Emilie >Charlotte (1912)

Fødderne > Fødder (1903)

begynde > begyndte (1903)

Chartol >Chatol (1903)

Karl, > Karl (1903)

pudrede> purrede (1903)

være >været (1903)

Karl, >Karl (1903)

Kjælderen > Kælderen (1903)

Afsked > Afsked, (1903)

skulle > skulde (1903)

Friis, > Friis' (1903)

Lillefingeringen >Lillefingerringen (1903)

Næseboerne > Næseborene (1903)

Rosenfeld: >Rosenfeld.(1903)

Mens > indrykket Mens (1903)

Noter

Ord, der er optaget i Nudansk Ordbog, er normalt ikke kommenteret.

Emil Bjerring: (1837-96), journalist, Bangs kollega ved Nationaltidende.

»Søerne«: se p. 267.

Musehaler: små fletninger. - »Sidst«: variant af børnelegen »tagfat«. - Spejlet: gadespejl, hvori man inde fra et hus kan se, hvad der sker ned ad gaden. - Forhøjningen: en bred lav skammel anbragt ved en stues vindue, hvorpå der kunne stå en stol og et sybord. Anbragt her kunne fruen i huset følge med i, hvad der skete på gaden samtidig med at hun syede. Meget udbredt i 1800-tallet.

Dessau: Salomon Isac Dessau (1825-69), mægler i Horsens. Houmann (sst.) og Muller (sst.) kan da antages også at være autentiske personer i datidens Horsens. - Brunelsstøvler: brunel: tætvævet uldstof - »Blykamrene«: om fængslerne i Dogepaladset i Venezia.

ikke hjemme før halv et: ifølge gamle bestemmelser (fx. reskript af 3.5.1760) skulle en gudstjeneste, der begyndte kl. 10, være færdig senest kl. 12.

Konferentsraad: fornem (hæders-)titel, placeret i 2. rangklasse.

Liv: bluse eller overdel af kjole.

Karbol: bakteriedræbende middel. - »flammer«: kruser eller crepper håret; blev anset for at være en smule dristigt.

Stropper: remme under svangen for at holde herrebukser stramme var på vej ud af vesteuropæisk herremode o. 1870, men benyttedes dog af enkelte fra de ældre aldersklasser.

Rucher: rynket eller lægget strimmel af tyndt stof, som anvendtes til pynt.

Har I til første?: før eller (og da helst tidligt) under ballet engagerer herrerne damerne med henblik på de forskellige danse; de således trufne aftaler indfører begge parter på deres dertil indrettede balkort. - Balinspektøren: lederen af dansen. - Kammerherren: fornem (hæders-)titel, placeret i 2. rangklasse. - »Møllerne«: del af dans, spec. om 3. tur i lancier.

Symaskine: hjemmesymaskinen havde sin tidligste udbredelse i 1870'erne; i 1890'erne var den almindeligt inventar i hjemmene.

støder [...] Peber: leg, der består i, at (normalt) to svinger en tredje i arme og ben og lader ham støde mod jorden. - Herredsfogdens: indtil 1919 dommer og politimester i en retskreds.

kaste med Lommetørklæde: evt. en leg, hvori et lommetørklæde kastes, og så skal den, der får det, gætte en ting; evt. en leg, hvorved man parrer drenge og piger eller karle og piger.

Enke: børnelegen »to mand frem for en enke«.

tilbundne: med hovedet indsvøbt i tørklæde eller sjal. - Folkenadveren: aftensmad for tjenestefolkene. - »Garibaldi«: G. (1807-1882) var Italiens frihedshelt; her antagelig om et klædningsstykke, en bluse, i rødt velour.

- Tull: tyll: fint kniplet eller vævet stof, der især anvendes til selskabstøj.

- Moiréeslæb: moirée: stof, der har fået et vatret udseende, ofte om silke med indvævede sølv- og guldtråde; slæb: klædningsstykke, ofte del af en kjole, der slæber langs jorden efter bæreren.

første slesvigske Krig: i 1848-50. - Vaabenbrødreafdelingen: lokalafdeling af det i 1859 stiftede selskab De danske Vaabenbrødre, hvis medlemmer havde deltaget i krigen.

Flyv Fugl, flyv etc.: næsten præcis gengivelse af 1. strofe af Chr. Winthers digt »Flyv, Fugl! flyv« (Digte, 1828), med musik af J.P.E. Hartmann. Gengivelsen af 2. strofe er mindre præcis.

I Skov, hvor Bøssen knalder, etc: 1. strofe af Emil Aarestrups digt »Nøddevise« (Digte, 1838), komponistens navn uvist Optaget som nr. 38 i A.P. Berggreen: Sange til Skolebrug, 1ste Samling, 2. forbedrede og forøgede Udgave (1841) og i senere udgaver 1851 og 1866, samt som nr. 52 i Ludvig Hegner: Enstemmige Sange til Skolebrug (for de lavere Klasser) (1894), som »Indeholder de i det ministerielle Sangregulativ paabudte Sange«.

Livbaand: bånd eller bælte, der spændes om livet.

Storkorsets store Baand: Storkorset er Dannebrogsordenens næstøverste klasse; det bæres ved venstre side i et bredt bånd over brystet fra højre skulder.

Immortelkrans: krans af evighedsblomster.

Klodstøjler: træsko med læderoverdel eller særligt fodtøj til at tage uden på andet fodtøj.

med alle Møbler saadan klistrede til Væggene: fra slutn. af 1700-tallet og til ca. 1840'rne var det almindeligt, at møbler i opholdsrum stod langs væggene. Fra 1800-tallets midte blev det moderne at arrangere møblerne i grupper spredt over hele gulvarealet. - Hornung: fra den internationalt anerkendte danske pianofabrik Hornung & Møller, grundlagt af C.C Hornung 1842.

Gækker: vintergækker.

Jagtvogn: let vogn til lystkørsel. - Kaleche: helt eller delvis lukket vogn.

Køkkenrækken: hylde hvorpå tallerkener anbringes i rækker på højkant.

Stykkerne: tøjstykker til beskyttelse af stolene.

Guldtøjet: genstande af guld, f eks. smykker. - Modest: broderet slag, der dækker skuldre og bryst; substantivering af adj. modest: beskeden, tilbageholdende, ærbar.

Cokes: den eng. form af ordet »koks« var ikke usædvanlig o. 1890.

strø Sand:ifr. nedenfor. - strøede Buksbomkviste og Sand: for at dæmpe lyden fra vognhjul.

Rendestensbrædtet: bræt over rendestenen, så denne var lukket og let kunne passeres. - Trauerschaar: (ty.) ligfølge.

skilt: med skilning i håret.

»Enkekassen«: egl. om forsikringsselskab til forsørgelse af enker.

gotiske Rygge: høje, slanke rygge, oftest af træ. - Neruda: Franz Neruda (1843-1915), bøhmisk violoncellist, ansat i Det kgl. Kapel i København 1864-74, senere dirigent for Musikforeningen. Gav hyppige kammermusikturneer over hele landet og havde stor betydning for dansk musikliv i perioden.

Palle: muligvis hentydning til Th. Overskous skuespil »Pak!« (1845), hvis handling rummer visse mindelser om »Ludvigsbakke«: Cand.polyt. August Vagtel, der er søn af en familie, som efter social tilbagegang stadig har fine fornemmelser, ønsker at ægte Grethe, som kommer fra jævne kår. Trods sin families, især moderens, modvilje og trods udsigt til at kunne ægte en velhavende pige fastholder han sit forsæt. Palle er Grethes far. - »Pak!« hørte til de turnerende provinsteatres faste repertoire i perioden 1870-1900 (Gunnar Sandfeld: Thalia i Provinsen (1962), p. 99), men var også med mellemrum opført i København, således 78 gange på Folketeatret i tiden 1875-1898, 7 gange på Casino i 1882 og endelig 18 gange på Dagmar 1902/1903.

Aix-les-Bains: kursted i Sydøstfrankrig, berømt for sine svovlbade og de hertil opførte pragtfulde badeetablissementer. - Polyteknikum i Zürich: grundlagt 1856, længe den toneangivende i Europa. Den overstrålede således læreanstalten i København, grundlagt 1829.

Kadetbukser: bukser af blåstribet lærred eller bomuld, almindelig sommerbeklædning for drenge i det 19. og tidlige 20. århundrede. Kadet: elev på (især sø-)officersskole, i hvis sommeruniform bukser af dette stof indgik indtil 1869.

Skillinger: se efterskriften p. 262.

86 Mynster: J.P. Mynster (1775-1854), Sjællands biskop 1834-54. Udgav 1833 sine Betragtninger over de christelige Troeslærdomme, tidens mest yndede andagtsbog.

Jesus Kristus, i den Nat, etc.: Gengiver i lighed med passagerne p. 88, lin. 31 ff., p. 89, lin. 6 og p. 89, lin. 11 f indstiftelsesordene til den hellige nadver. Ordlyden følger med enkelte afvigelser Forordnet Alter-Bog for Danmark, afsnittet »Syge med Nadverens Sacramente at betjene« (udgaven 1882).

den hvide Ovn: kakkelovn beklædt med hvide kakler. - »søge sit eget«: jfr. Paulus' brev til Filipperne 2,21.

»Brage«: skib på DFDS' indenrigsruter i 1890'erne. - Dameflaget: tegn på, at badeanstalt ellign. den pågældende dag er forbeholdt kvinder.

Tal Dansk, din tyske Kvind': jfr. »Tal Dansk, din sorte Hund!« (Jeppe i Ludvig Holbergs Jeppe paa Bierget, IV,6) og »Snak Dansk, I tydsk Hunn!« (Jens Jensen i St. St. Blichers E Bindstouw, 1842, udg. ved Peter Skautrup(1942),p. 26).

Sporvognsklokkerne: signalklokker på sporvogne: vogne til persontransport, der kører på skinner i gaden, trukket af heste eller drevet af damp eller (senere) elektricitet. Indført i København ca. 1860. - botanisk Have: blev anlagt i årene 1871-94 på dele af det i 1850'erne sløjfede voldterræn. Haven ligger lige over for Kommunehospitalet. - Søhjørnet: hjørnet af Østersøgade og en af de tilstødende gader ved »Søerne« (jfr. efterskriften p. 268), antagelig Gothersgade.

Pavillonen: om de enkelte bygninger i et hospital bygget efter pavillonsystemet, dvs. bestående af en række mindre bygninger. Jfr. efterskriften p. 268.

Lamperne: petroleumslamper vandt efter 1860 almindelig udbredelse herhjemme. For at en petroleumslampe kan brænde tilfredsstillende, skal den fyldes og renses hypigt og lampeglasset pudses. - Maskinen: temaskine, dvs. apparat, hvori vand til te varmes eller holdes varmt.

Hjerteliv: følelsesliv, bl.a. på det religiøse område.

Vichy: kursted i Midtfrankrig, kendt for sine helbredende bade; blev i 1800-tallets anden halvdel besøgt af et meget stort antal kurgæster fra hele Europa. - lyst to Gange: før 1922 skulle ethvert bryllup forud kundgøres tre søndage i træk fra prædikestolen.

Adonis: græsk sagnfigur, kendt for sin store skønhed. - Fødselsstiftelsen: blev oprettet i 1750'erne i et forsøg på at dæmme op for de mange fødsler blandt ugifte kvinder. Ugifte kvinder skulle føde her. - Holmen: flådens hovedkvarter ved København.

Petris Prædikener: Bag Petri gemmer sig antagelig Jakob Paulli (1844-1915), der var præst ved Vor Frue Kirke fra 1876. 1884 blev han kgl. konfessionarius. Hans prækener var meget beundrede både på grund af deres smukke sprog, og fordi »hans tale var båret af en poetisk stemning«. (Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. bd. 11, p. 179).

de nedadgaaende Tider: se efterskriften p. 263.

Etagère-Spejlet: spejl på etagére: møbel med flere hylder til feks. noder, nipsgenstande m.v. Var meget moderne i slutningen af 1800-tallet. -Meissener: fra den tyske by Meissen, hjemsted for den ældste og én af de berømteste porcelænsfabrikker i Europa.

Hjemme-Joppe: kort, rummelig mands-jakke eller -trøje til hjemmebrug. - de gule Bøger: hentyder formentlig til de just omtalte franske bøger, idet uindbundne franske romaner i perioden normalt havde gult omslag. Den gule farve er imidlertid også knyttet til billige spændingsromaner i den angelsaksiske verden, til det periodiske skrift The Yellow Book, udg. 1894-97, og i øvrigt i almindelighed til »dekadent æsteticisme og lastefulde udsvævelser« (Politikens Verdenslitteraturhistorie, bd. 10, 1973, s. 137). - Braherne og Vedelerne: kendte danske adelsslægter.

Bellevue: enten en beværtning på hjørnet af Bredgade og Toldbodvejen (nu: Esplanaden), idet scenen da antages at foregå i familieboligen på Toldbodvejen, eller - mere sandsynligt - et strandhotel ved Klampenborg nord for København, idet scenen synes at foregå på generalindens landsted ved Øresund.

Ørsteds Park: anlagt 1876-79 i nærheden af Kommunehospitalet og opkaldt efter fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851), hvis statue er opstillet i parken; se efterskriften p. 268.

Pladslogen: loge på en af etagerne midt for scenen, hvor man kunne købe enkelte pladser, mens man i alm. loger købte alle pladserne. Jfr. efterskriften p. 268.

Sekundteatrene: endnu i slutningen af 19. årh. skelnedes der skarpt, også (frem til teaterloven 1889) i repertoire valget, mellem nationalscenen og sekondteatrene, dvs. privatteatrene. - Brandvæsenets Billetter: ved bekendtgørelse af 14.12.1881 bestemtes, at der skulle reserveres fast plads til brandvæsnet forrest i teatrene. Folk med de rette forbindelser kunne lejlighedsvis benytte disse pladser.

Krone: se p. 262.

Profossen: bødlen; også om militær person (indtil 1866) eller civil person (indtil 1911), der eksekverede visse korporlige straffe; her øgenavn for professoren.

130 danske Bogstaver: fraktur, »krøllede bogstaver«; i danske bøger var de næsten enerådende indtil 1840, næsten afskaffet ca. 1900. Det moderne gennembruds forfattere brugte næsten undtagelsesløst latinske bogstaver, antikva, i deres bøger.

Hoffet i Horsens: i to perioder mellem 1780 og 1829 var Horsens sæde for først et russisk hof- 4 brodersønner af dronning Juliane Marie - og derefter fra 1810-29 for Chr. 8's forskudte gemalinde Charlotte Frederikke. Hun blev efter en affære med komponisten Du Puy forvist til Horsens.

Solvejgs Sang: »Kanske vil der gå både vinter og vår« i Henrik Ibsens dramatiske digt Peer Gynt, 4. akt, 1867. Sangen, der med Edvard Griegs musik vandt stor yndest, synges af »en middelaldrende kvinde« og udtrykker hendes vilje til at vente på den (lidet trofaste) mand, hun elsker. Peer Gynt havde dansk premiere på Dagmarteatret i København 15.1.1886.

»Smørstikkeren«: en smørske. - Signet: graveret stempel, hvormed man trykte sit navn i lak på breve o.lign.; ofte båret som pynt i en urkæde.

Thetid: der fandtes forskellige måltidsordninger i 1890'erne. Den man fulgte i det von Eichbaumske hjem er sandsynligvis »4-måltidsordningen efter byernes leveforhold« (Emma Gad: Vort Hjem II, p. 85, 1903). Den var organiseret på flg. måde: ca. kl. 8 morgenmad - lille måltid
ca. kl. 12 frokost - hovedmåltid
ca. kl. 16-17 middag - hovedmåltid
ca. kl. 20 aftensmad - lille måltid. Ved aftensmåltidet serveredes ofte te, derfor Thetid = aftensmåltid. - Besique: kortspil af spansk oprindelse, kan spilles af 2-4 deltagere; var meget udbredt. - »draperede«: ophængte folderige klæder eller tæpper. Draperede portierer o.lign. var moderne hos dele af borgerskabet i 1890'erne (klunketid).

Dampet: man behandlede stoffer, genstande eller værelser med damp for at desinficere dem. - Kabinettet: lille værelse, som oftest det mindste opholdsrum i en større lejlighed. - Roset: bånd eller lidse sammenfoldet til en art blomst, som markerer grad eller tjenesteforhold. - Bælterne: Storebælt og Lillebælt; indtil den første Lillebæltsbro åbnedes 1935, færgedes rejsende over.

»Jomfruen«: hushjælp, der foruden at yde alm. medhjælp i hjemmet også var pålagt selskabelige forpligtelser i retning af at underholde sit herskab.

Badeværelse: se p. 265. - Kaschemirs: fint, blødt, nopret stof, der oprindelig kom fra Orienten.

Vallø: adelig stiftelse beliggende 6 km fra Køge. På selve slottet havde -og har stadig - adelige damer bolig, - Frederiks: se p. 263.

Filerarbejdet: et netagtigt håndarbejde, som laves ved, at garn lægges omkring en flad pind, hvorefter man med en anden slår en knude.

à-tout: trumf

Patchouli: parfume, fremstillet på grundlag af en æterisk olie udvundet af blade fra patchouli-busken. Patchouli har en gennemtrængende og vedhængende duft. Når damerne bliver ophidset over at blive beskyldt for at dufte, hænger det sammen med, at damer »med god Tone« (Emma Gad: Vort Hjem, II p. 193) ikke anvendte flydende essenser, »undtagen højst regnet nogle Draaber paa Lommetørklædet«. - Ess-Bouquet: parfume med blomsterduft; »herreparfume«. - Stereoskop: optisk instrument, der bl.a. anvendes til stjerneobservationer. Var meget populært som legetøj, idet man ved at kikke ind i et s. kunne opleve fx. landskaber i relief, »3-dimensionalt«.

Printemps: parisisk stormagasin. - Grønningen: se p. 267.

Jægersk Undertøj: uldent undertøj til herrer, indført af den tyske hygiejniker Gustav Jager.

Forening af Plejerskerne: se p. 263. - Frederiks: Frederiks Hospital blev oprettet af Frederik V i forbindelse med anlægget af Frederiksstaden. Bygningerne opførtes 1752-57 og var i brug som hospital indtil begyndelsen af 1900-tallet. I 1800-tallet var det fortrinsvis for betalende patienter.

Skt. Hans: Københavns kommunes sindssygehospital, beliggende ved Roskilde.

»de store Nordmænd«: hermed menes forfatterne Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910), Henrik Ibsen (1828-1906), Jonas Lie (1833-1908) og Alexander Kielland (1849-1906).

Wagner-Elsker: den tyske komponist Richard Wagner (1813-83) var både genstand for en eksalteret begejstring og for en kraftig fordømmelse.

Visitkortskaal: når man aflagde visit (kort besøg) hos andre, afleverede man sit visitkort Kortene blev af værtinden anbragt synligt i en særlig skål. - »Athenæum«: se p. 267.

Børnemælk: en speciel fedtrig mælk, dyrere end anden mælk. - kaster ikke med Sten: hentydning til Johs. Evangeliet 8,7, hvor Jesus siger til de skriftkloge om en kvinde grebet i hor: »Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster Sten paa hende.«

Lausanne: by i Schweiz; kendt for sit store antal læreanstalter, skoler og pensionater. Det var almindeligt blandt velstående at sende deres døtre i »pension« i det fransktalende Schweiz. Her fik de unge piger deres sidste afpudsning, inden de blev indført i selskabslivet. En dansk pædagog, Ida Falbe-Hansen, udtalte om disse pensioner, at der »egentlig ikke læres andet end Fransk« (Emma Gad: Vort Hjem, I, p. 72).

Engelholm: se p. 26 7.

»Gloire de Dijon«: en lakgul terose.

Solitaire: en enkelt, indfattet ædelsten.

Redingote: diplomat- eller ridefrakke; både brugt af damer og herrer, alm. i modebilledet i 1800-tallet.

»Jylland mellem tvende Have«: upræcis gengivelse af de 2 første strofer af H.C Andersens digt. Trykt første gang 1860.

»Smukke Pige med det sorte Haar«: sang af N.T. Bruun (1778-1823) fra syngespillet Sct. Hansdags-Fest (1820).

Arbejderboligerne: se p. 268.

højhælet: højbenet, vigtig. - Magasinovndøren: låge i en særlig kakkelovnstype, som var konstrueret på en sådan måde, at den kunne fyldes med en større mængde brændsel, således at man kun behøvede at fyre en eller to gange i døgnet - Stolestaderne for. Lejere under Højmessen: forargelse i 1800-tallet over, at kirkestole blev udlejet for at skaffe penge til kirkernes vedligeholdelse. Lejere blev anset for at være lidt finere end andre kirkegængere. - Vimmelskaftet: del af Strøget i København. Her lå i 1890'erne bl.a. en velestimeret bagerforretning, Rubow's.

Dom: sød, stærk likør, lavet udelukkende i Frankrig. 182 Bon voyage: God rejse.

Kapothat: kyselignende damehat med hagebånd. - Randers-Handsker: en af Randers' vigtigste industrier i 1800-tallet var handskefabrikation. Randers Handskefabrik grundlagdes 1811.

reformeret Kirke: den protestantiske kirkeretning, som blev til under Zwinglis og Calvins ledelse i 1500-tallet, og som havde hjemsted i Genève. - Lorgnon: en lille brille holdt fast med næseklemme eller holdt i en stang.

»La France«-Grene: rosafarvede tehybridroser. - Jumber: en springer.

Allez-y: afsted. - Landløber: landstryger, vagabond.

Gassen, der kogte: gasbelysning vandt almindelig indpas i slutningen af århundredet. Den var relativt billig, men vurderedes som ganske farlig p.g.a. de forgiftninger den gav anledning til. Den forbrændte med en sydende lyd.

italiensk Stil: i stilblandingsperioden i slutningen af 1800-tallet blev en del bygninger opført i denne stil, dvs. som efterligninger af italienske villaer eller palæer.

Atten Alen i Længden: l alen = 0,6277 m. En spisestue på atten alen ville kunne rumme 36 personer siddende ved ét langt bord.

Ole Suhrsgade: se p. 268.

Kjolerem: rem, hvormed en kjole blev holdt oppe, således at den ikke blev smudset til ved gadebrug.

Broholm: gods på Fyn (Gudme sogn).

Nom d'un chien: For pokker! - Vous n'êtes pas matinal: De er ikke morgenmand! - Pastor Jørgensens Forelæsninger: i slutn. af 1800-tallet afholdtes mange »foredragsmøder«, ligesom der oprettedes en del foredragsforeninger afledt af Højskolebevægelsen. - Baggesen/Sofie Ørsted: Jens Baggesen, dansk forfatter (1764-1826), havde i årene 1806-08 et nært forhold til Sofie Ørsted, Oehlenschlågers søster, der var gift med juristen A.S. Ørsted. Dette pikante forhold optog såvel samtidens som eftertidens sladdertanter meget.

Massage: se p. 264. - Chateau briant: galt stavet form for Chateaubriand, Francois René, fransk digter og politiker, levede 1768-1848, står som eksponent for fransk romantik. - »Attila«: galt stavet form for Atala, del af Chauteaubriands værk Le Génie du Christianisme; Atala udkom 1801, oversat til dansk i 1888 af Johannes Jørgensen.

Hansen: der fandtes flere fotografer med navnet Hansen i 1890'ernes København. G.E. Hansen havde atelier i Østergade nr. 54 og var en af Københavns mondæne fotografer. Antagelig er det ham, der har skudt Kate.

Plejeforeningsbesøgene: i 1890'erne blev en stor del af det sociale hjælpearbejde varetaget af private. Der fandtes et stort antal foreninger og selskaber, der havde til opgave at bringe hjælp til fattige. Det hørte endvidere med til velstående kvinders pligter at udøve denne veldædighed, og tidens forfattere af skrifter beregnet for den kvindelige ungdom lagde stor vægt på dette. »Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening«, kaldet »Plejeforeningen«, blev stiftet i 1843. - Bikubebog: Bikuben: en spare- og forsørgelsesforening i København, stiftet 1857, virkede både som alm. sparekasse (indlån-udlån) og som børne- og alderdomsforsørgelse. - Cloetta: kendt chokolademærke.

Celloid-Manchetterne: celluloid: kunststof, som fandt udstrakt anvendelse i 1800-tallet, hvor det brugtes til alt fra teaterkikkerter til brokbandager. Hyppigt brugt til flipper og manchetter, som var billige både i anskaffelse og brug (skulle hverken stives eller stryges).

Riis Skov: eller Risskov er beliggende nord for Århus.

Marselisborg: slot og skov beliggende syd for Århus. 1896 erhvervede Århus Kommune Marselisborg med ca. 1250 tdr. land. Var også på Bangs tid et yndet udflugtsmål. Det nuværende slot er bygget 1899-1902. - Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie: Men han tager ikke fejl, hr. greve; fruen er meget smuk.

allez-y: afsted.

Siam:se p.265.

han, som svømmede over til Kæresten: allusion til det græske sagn om Hero og Leandros: L. svømmede om natten over strædet ved Hellespont for at besøge H.

Ankomststationen: afdeling af den daværende hovedbanegård, jfr. p. 268. -franske Undertrøje: antages at være en undertrøje med korte ærmer.

Kriminalkammer: afdeling af en ret, hvor forbrydelser undersøges og pådømmes; eksisterede indtil 1919 som en afdeling inden for kriminalretten. - Rideslæbet: slæb på en særlig typekjole med stor vidde forneden og stram om hofterne, som anvendtes til ridebrug. - Voila l'Eglise triomphante: Se den triumferende kirke! Indenfor den katolske kirke skelnes der mellem 1) den kæmpende kirke, der består af de troende på jorden, 2) den lidende kirke, bestående af de sjæle, som lider i skærsilden, og 3) den triumferende kirke, som omfatter de lykkelige i himlen.

Landetaten: hæren.

Quelle blague: Sikken et puds! - Effekter: Bagage.

Kielerkahyt: kahyt på dampskibet Kiel-Korsør, en meget anvendt rute.

Fiedler: violiner eller violinagtige strygeinstrumenter; har nedsættende betydning.

»kørte Holstenskvogn«: leg, hvor deltagerne sætter sig på skødet af hinanden i en lang række, hvorpå den inderste trækker knæene til sig, sådan at de andre falder mellem hinanden. - »Den sidste Rose«: dansk version af den populære irske folkesang The Last Rose of Summer. Kendt gennem Fr. von Flotows opera Martha fra 1847.

»Dagmar«: se p. 268. - Højbro: se p. 268. - Kabinet: eller separatkabinet, et særskilt, lukket rum i et restaurationslokale.

Kloral: alm. anvendt sovemiddel.

Bestillingsmænd: underordnede tjenestemænd.

Pikkenik: eller Piknik, mindre sammenkomst eller gilde, ofte i betydningen sammenskudsgilde.

»Edition Peters«: Peters, tysk musikforlag, som siden 1867 har udgivet populære musikværker i særlige prisbillige udgaver.

Bordordenen: bordplan. - Karlsbad: badeby i Bohmen. Karlsbad var et af Europas mest mondæne badesteder omkring århundredskiftet.

Roskilde Konvents Psalmebog: afløste i 1855 Evangelisk-kristelig Psalmebog fra!798.

Eau de Lubin: »Eau de toilette«, dvs. en slags parfume.

Oppositionsblade: Venstre- og arbejderaviser, jvf. næste note. - »Socialdemokraten«: Social-Demokraten grundlagdes i 1871 med titlen Socialistiske Blade; det var et ugeblad, men blev i 1874 dagblad, samtidig med at det tog navneforandring til Social-Demokraten. 1959 navneskift til Aktuelt.

»Helgoland«: dansk panserskib, bygget 1878.

Guvernør: huslærer for fornemme folks børn. - Martensens Etik: Den christelige Ethik, værk af Sjællands biskop H. Martensen, udg. 1871-78.

Marienlyst: slot ved Helsingør, opført 1759-63. Blev i 1857 solgt til Helsingør kommune, der indrettede det til badehotel. Et nyt badehotel blev opført på selve stranden 1860-61 og stærkt udvidet og moderniseret i 1882. Marienlyst var i de følgende år et mondænt badehotel.

Marschal Ney: fransk marskal (1769-1815). Ney var en af Napoleons yndlinge. Efter dennes fald gik Ney i det nye regimes tjeneste, og da Napoleon vendte tilbage fra Elba sendtes Ney imod ham. Ney gik imidlertid over til Napoleon; efter 100 dage og Napoleons endelige nederlag blev Ney dømt som forræder og henrettet. - Fru Verdier: antikvitetshandler på Amagertorv.

Remonteheste: heste til militært brug.

Taskerne: læsetasker. En læsetaske indeholdt bøger for medlemmer af en læsekreds. Taskerne betegner gerne underholdningslitteratur.

faste Mansketter: tegn på elegance; løse var det normale.

Landstinget: førstekammer i Rigsdagen indtil grundlovsændringen i 1953. - Højremand: tilhænger af Højre, dvs. de konservativt sindede. Højre omdannedes i 1915 til Det konservative Folkeparti.

Française: selskabsdans, der består af 6 forskellige »ture« (afdelinger) og danses af 4 par.

Danske Klassikere

Gennem nogle år har man fra flere sider påpeget behovet for at nå frem til en fornyet og fordomsfri læsning af klassiske tekster på alle uddannelsestrin såvelsom i det almene publikum. Samtidig har man erkendt, at en forudsætning herfor er oplysende vejledning i udgaver med pålidelige tekster. Drøftelser heraf, og handling der følger på ord, er ikke noget særdansk fænomen i 1980erne, men i vort sprogområde er udgivelse og lagerføring af kvalificerede klassikerudgaver vanskeligere end i større lande.

Med udgangspunkt i et seminar på Krogerup Højskole og Louisiana sidst i 1983 førte drøftelser til, at kulturministeren i juni 1984 besluttede at reservere tipsmidler til en treårig støtte til DSL's serie Danske Klassikere, som derefter med det samme gik i arbejde, og som forhåbentlig i 1986-88 vil kunne udkomme med en snes titler. Planen er stor, men blot et forsøg; lykkes det, bør serien kunne fortsætte med eller uden støtte.

DSL har den glæde herved at fremlægge de første fire Danske Klassikere - en serie af ensartede, unummererede bind beregnet for et bredt publikum såvelsom til undervisnings- og studiebrug.

Teksterne er normalt førsteudgavens; ved sammenligning med evt. manuskripter og udgaver fra forfatterens levetid sikres en pålidelig tekstform, og der redegøres for teksthistorien.

Efterskrifterne følger ikke en fast disposition, men giver efter hver bogs behov en redegørelse for forfatter, tilblivelse, baggrund, karakter, modtagelse og senere historie.

Noterne vil lette adgangen til teksterne og sigter ikke mod at meddele diverse viden derudover.

DSL udtrykker sin taknemmelighed overfor enhver, der har medvirket til at igangsætte denne udgave, fremfor alt til Ministeriet for kulturelle Anliggender.

København, nytår 1986

Iver Kjær, fm. John Kousgård Sørensen Torben Nielsen Erik Petersen Erik Sønderholm Erik Dal