Indledning
Stuk

af Paul Nørreslet

Rigs-Dagdriverliv, en satirisk tegning af de efter borgerskabets mening offentligt beskyttede dovendidrikker, banditterne omkring »Hesten« (s. 17 o.a.st), som efter Bangs mening »tænker«. Punch 6.12.83.

Voldsløjfningen blev forudsætningen for »det nye København«, i Stuk sløjfningen af Nørrevold fra 1872 ff med et sceneri som dette, iagttaget af den eksamenslæsende Herluf Berg (s. 70) – på billedet dog Vestervold, set fra øst. 111. Tid. 26, 1884/85,349.

Den splinternye Frederiksborggade fire år for Stuk-handlingens begyndelse (s. 9 £E), set fra N. Voldgadekrydset mod Norrebro, med færdselstyperne repræsenterede, herunder en drosche (i midten) som Bergs og Langes. 111. Tid. 20, 1878/79, 7.

Her bøjer Berg og Lange fra Østergade ind i Ny-Østergade (s. 10 + noter). Stukhjørnehusets nabohus rummede indtil 1881 »Athenæum«. Kbh. paa Kryds og Tværs 1888.

Det syn, der primo sept. 1882 møder fiktionens hjemadgående tivoligæster: »de elektriske Blus paa National-Taarnet« (s. 29). IU. Tid 23, 1881/82, 539.

Dagmar-Komplekset – i bogen Victoria-komplekset – set fra bysiden henover gamle Halmtorvs brosten samt over plæne og brakmark, hvor volden lå kort forinden. Vi bør forestille os »konsortiet« bag 1. sals hjørne vinduer (se s. 37 -l- noter og efterskrift s. 253). Før og Nu V s. 174.

Hvad »konsortiet« ser (s. 37 og efterskrift s. 253), hvis der kikkes til venstre: hjørnet af Nørre- og Vestervold under sløjfning 1880 (netop dér ikke meget længere fremme i 1882). 111. Tid. 21, 1879/80, 520.

Berg ovenpå hestesporvognen ad Vestervoldgade i 1882 (s. 38 ø.) langs Filcsofgangen kører i ligeså gamle omgivelser, som man gjorde en halv snes år før. Hendriksen s. 89.

Nogenlunde den udsigt til det endnu ubrændte Christiansborg fra en fiktiv placering af »Bladet« opleves af redaktøren og Berg med rødt skær bag (se s. 46 + note oa.st). Stereoskop-foto fra 1870'erne. Kgl. Bibi.

N. Farimagsgade 23 (nu 13), opført af Hellig-Hansen 1880, i mange år beboet af ham selv – i bogen af Martens og Canth's (se s. 101 + note o.a.st). De har udsigt over Ørstedsparken. Privatfoto af det endnu eksisterende hus.

Klunkestue i VodrofFsvej 7 (nu vist 9) med modellerne for Cantherne og Bastrup samt en datter, 5-7 år efter fiktionen (se n.t. 16). I den stue har de bedrevet kiromanti og danset. Privatfoto i Brede-museet (se nærmere i Omkring Stuk s. 2).

1883 blev Ernst Bojesen (i bogen Adolf jr.) ønsket glædeligt nytår af sine medarbejdere med denne tegning, som viser Nygade-butikken (i bogen Købmagergade-butikken) i al sin pragt. Tegnet af Staulund (i bogen Skoustrup). H.P. Rohde s. 51.

Abningsforestillingen 7.3.1883 i Dagmar (Victoria); man skimter Carl Lunds bagtæppe »Aftenrode over sneklædte Bjerge« (n.t. 92), men ser også aftenens storste skuffelse: den tomme kongeloge. – 111. Tid. 24, 1881/82, 289-99.

Kortskitse over København i 1880'erne, med bogens rutenets punkter markeret. – Kate Holbech efter A. Waageiisen.

Titelblad: STUK: Glosen stuk, hvis negative klang synes skabt af Bang, bruges første gang om det nye København i Breve fra Sundet II (Sergens Tidende 26.8.1885), jfr. Efterskrift s. 249.1 Stuk anvendes ordet kun to gange i teksten, s. 32 med den »nye« betydning (indsat i korrekturen) samt s. 138 med neutral betydning.

Herluf Berg: hovedperson og ledefigur med initialer, adresse og meget andet fælles med Herman Bang. – Lange: Modellen var journalist og senere forfatter Karl Larsen (1860-1931), som en tid tilhørte Bangs kreds. Det i begyndelsen nære forhold kølnedes noget efter modelanvendelse af ham i Haabløse Slægter (Bloch) og endnu mere efter karikeringen her i Stuk, men bedredes igen senere (se Anne E.Jensens efterskrift (s. 223-24) til Karl Larsens Københavnerfortællinger i denne serie). - nedpaa Gaden: Stedet skal opleves som Frederiksborggade udfor nr. 28 (nu 30), på hvis 1. sal (bl.a. med hjørnevindue) Bang boede i 1882, da Stuks handling begynder (se ill. nr. 3 og 14). – Drosken: hestedrosche, foretrukket af de unge levemænd fremfor (heste)sporvogne og -busser (se ill. nr. 3 og 4). – Kasino: det ene af Københavns to »secondtheatre«, der pga. Det kgl. Teaters privilegium (til 1889) på seriøst repertoire var henvist til det lettere; det andet var Folketeatret; et tredje, Dagmarteatret, var i 1882 under opførelse, -gamle Frederiksborggade: strækningen fra N. Voldgade til Kultorvet; den nye del til Peblingesøen, i begyndelsen kaldet Frederiksborggades Forlængelse, var anlagt på det frigivne fæstningsterraen efter 1872. – over Parken: Bang har i 1882 fra sin bolig kunnet se henover en navnløs græs- og småbuskbevokset plads (nu Israels Plads) og videre henover den 1879 åbnede H.C. Ørstedspark på den netop sløjfede Nørrevolds forterræn. – Skt. Peders Mølle: på Helmers Bastion ud for Skt. Pedersstræde, en af de gamle voldmøller (se ill. nr. 2 og 7), hvoraf nu kun Kastelsmøllen er bevaret. - Lygter... Blus: Gade- og indendørsbelysning var i 1882 næsten udelukkende ved gas. – ud ad Broen: Broen er Peblingebroen (1887 afløst af Dronning Louises Bro); men inden forlæggeren Andreas Schous forfuskning af tekststedet (se Efterskrift s. 242 og Conrad i Omkring Stuk s. 16ff) stod der i manuskriptet »hjem mod Broen«, dvs. Nørrebro (nyt arbejderkvarter); »ud ad« = »udad til« bruges andre steder af Bang. – Teatervogne: særsporvogne og -busser, afpassede efter teatertiden (i virkeligheden kørte der ingen på det sted). – Platformene: en bangsk germanisme; på den tid hed det »plads bag på vognen«, fra elektricificeringen 1898 perron. – Boulevarden(s): Der menes Nørre Voldgade (netop færdiganlagt 1882); tidens moderne forfattere yndede at kalde 276| voldgaderne boulevarder pga. ordets parisiske og wienske klang. – Holdested: germanisme for holdeplads; fra 1898 stoppested. – Unge Piger fra Kursus: »Kursus« er flt. og måske bestemt (nu også: kurser/kurserne); det var i 1882 noget nyt, at borgerskabets døtre uddannede sig. – Sidste Post: det officielle postvæsen eller den populære private Bypost (1878-84) med indlevering blå. hos urtekræmmere. - Modebutikeme: meget talrige netop på den tid. – Vintermodeller: markerer tidspunktet: »sæsonens« begyndelse omkring 1.9. – Plankeværker ... under Ombygning: netop da alm. i den gamle by, fordi så mange huse ombyggedes til forretningsbygninger.

Vi kalker vore Grave: Matthæus 23,27. – Østergade: fra gammel tid den mondæne del af Routen (nu Strøget). - Stokkene »paa skraa« i Lommen: netop de år »in« hos modeherrer, jfr. forsidetegning af vittighedsbladet Punch 29.6.1882. – udenfor en Kunsthandel: ca. udfor Ny Østergade, hvortil forfatteren synes at have »flyttet« Trydes kendte bog- og kunsthandel fra nr. 1. – holde Karantainen: kuskejargon om fordelagtig forlængelse af køretiden pga. trængsel (se n.t. 106). – Sirener: kvindelige fabelvæsener, der lokker ved sang, her jargon om kabaretsangerinder. – Makartbuketter: Hans Makart [ma'kart] (1840-84) var en østrigsk kunstner, hvis udelukkende dekorative stil var på mode o. 1880. Et særlig berømt og berygtet element hos M. var buketter og »palmer« af farvede fjer eller kunstige blomster, brugt i tideris klunkeinteriører. – Ny-Østergade: ti år tidligere den berygtede slumgade Peder Madsens Gang, i 1882 ny stukfacadepyntet og flisebelagt gade (se ill. nr. 4). – Folk drog over Skt. Annæplads: Sporvogns- og buspassagerer stod af ved Kgs. Nytorvs endestationer og takstgrænser og »stimede« gennem St. Strandstræde mod Amaliegade (nr. 10), mens droscherne kørte ad Bredgade. – du dog: Den unge dames oprømthed over nærheden af Herluf Berg er fiktionens sidste rest afstemningen omkring den sensationsombølgede Bernhard Hoff (se Efterskrift s. 240 og 249 ff).

»Lykkepigen«: I ugebladet Vor Tid 8.10.1882 anmeldte Bang Casinos opførelse af operetten Lykkebarnet, frit efter Duru og Chivot med musik af Audran; han spåede rigtigt, at melodierne »snart vil tilhøre alle Køkkentrapper og alle Lirekasser« (jfr. her s. 233).

Fru Canth . ..: Se n.t. 16. - ny Plade: en trepanationsplade af ædelmetal. – Scheele: Se n.t. 149. – Svært med Fruer: En ny kvindebevidsthed efter voldenes fald fra 1872 forcerede ungdoms- og skønhedsdyrkelsen. I manuskriptet fortsattes der ironisk med den senere stregede Berg-replik »Det er netop Fremskridtet«. – Aaleskind: allusion til H.C. Andersens Den grimme Ælling. – en Dame ... hvidkalket: Den urealistiske figur er formentlig tænkt som et dødssymbol. – B/om: den unge Bangs klikeledende alter ego i brevnovellen Brudt Liv (1879) hedder Blom, et forstudie til Bernhard Hoff i Haabløse Slægter og altså genopstået som biperson i Stuk (se Efterskrift s. 251).

Blom og Brodersen: De to danner et konstant par, svarende til den helt unge arrogante Bang og den endnu yngre forargelystne Peter Nansen 277| (1861-1918); den kølige P.N. var vistnok Bangs næreste ungdomskammerat (derfor ordet »broder« i navnet), bl.a. en tid i bofællesskab med ham; senere direktør i Gyldendal. – Professor Markus: kan minde om en af Bangs plageånder, bl.a. i Studenterforeningen, tidsskriftredaktør og litteraturhistoriker Peter Hansen (1883 titulær professor). – Hr, Stæhr: Se n.t. 41. – Chapeau-claque: sammenklappelig høj hat, del af levemandsuniformen (jfr. tilføjelse om kjole og hvidt til premiererne). - Trikots ... Kikkerten: Trikots har i den victorianske tid normalt været det nærmeste, man kunne komme nøgenhed på scenen. Herrernes lystne anvendelse af kikkert findes også hos Emile Zola. »Kyssenes Kor«: Der forekommer en »kyssesang« i operetten, men Bangs version er helt ulig denne. Kontrasten mellem vi og de er først indført i korrekturen. – Gaasepigen forfulgtes osv.: skødesløst og upræcist handlingsreferat.

Redaktør Isaksen: formentlig svarende til Edvard Brandes, med næsen som forsigtigt jødesymbol. – Bazargangen: Det oprindelige af Georg Carstensen 1847 anlagte Casino var et Vinter-Tivoli, i 1880'erne ofte anvendt til maskerader og bazarer. – Det unge København ... Fisk i Vandet: D.u.K. er brugt om den bohemekreds (med stramme klæder), som forfatteren via Berg ønsker at foregive i 1882 at have været på vej ud af Fiskebilledet er brugt flere gange i romanen som symbol på ikke-liv. – hvide Tænder: et signal om, at også Blom skal opleves som en (ganske vist tidligere) Herman Bang, jfr. Johs. Jørgensens omtale af denne: »Sær og fremmed, gulhudet og sorthåret, med blinkende hvide Tænder stod han dér« (Jacobsen II s. 108). – finde en Soda: Skønt der menes sofa, kan det ikke rettes, da der kan være tale om et jargonudtryk i kredsen. – ét stort – »nok sagt«: måske en mildnet udformning af Emile Zolas Nana's »dites mon bordel, monsieur« (»sig mit bordel«), sagt kynisk af en teaterdirektør om hans egen virksomhed.

Fru Canth ... Edvard Sundt ... »Manse«: Modeller for Canth's var fuldmægtig i universitetskvæsturen M. Clausen, kaldet »Mannesmand«, og frue, Anna, boende Vodroffsvej 7, st. (vistnok nuværende 9); se ill. nr. 11 af parret i klunkestuen med en husven i baggrunden (Sundts model Emil Bjerrings broder Viktor, model for Bastrup i Stuk); fotoet viser personerne 5-7 år ældre (se Omkring Stuk s. 2, med forkert datering; Viktor B. døde 1889); videre om Sundt i n.t. 80. – Abekat: dette billede af fru Canth, der har meget bangsk i sig, svarer til dets hyppige brug i karikaturer af Bang. – Assessoren: i korrekturen ophøjet fra virkelighedens fuldmægtig, i Martens' mund dog stadig fuldmægtig (s. 36). – »Bethesda«: her = »den venstre Divan-Sofa« i Tivolis Divan II (se n.t. 19); missionshuset B., Rømersgade 17 (hvor det stadig ligger), skråt overfor Bangs/Bergs vinduer, var nybygget i 1882. Indre Mission gjorde et stærkt fremstød i hovedstaden netop da.

Banditterne om »Hesten«: Omkring C.A. l'Amoureux' statue af Christian V sad dengang altid tiggende sprittere efter teatertid, genstande for borgerskabets foragt og sarkasme (se ill. nr. 1). – Tivolis Navn: Det stod på Vilh. 278| Dahlerups portal fra 1879 (udskiftet 1889-90). - Pantomimen: Bygningen var da kun syv år gammel, opført af Vilh. Dahlerup og Ove Petersen 1875. – Basaren: en spinklere, men som nu »maurisk«, bygning, opført 1865 på den første, »kinesiske«, bazars tomt, helt ovre hvor senere Bernstorffsgade anlagdes.

Hornmusiken: fra den lille hornmusikpavillon, der en tid lå foran Pantomimeteatret – Lille-Gerster: L-G., alias Edvard Gerster, har som model forfatteren Gustav Esmann (1860-1904), medlem af Bangs »cirkel«, hvor han pga. sin lidenhed kaldtes Lille-Es; Bang har tydeliggjort modelforholdet ved de omvendte initialer, og det er bekræftet af mange andre forhold (fx forældrenes parallelle sociale niveau og ungkarlelejlighederne, hhv. »ved Volden« og Voldmestergade 35, et af KartofFelrækkehusene); til overmål introducerer C.E. Jensen i »Vore Dages Digtere« (1898) Esmann således: »... Stokken bagud, Næsen frem, som om han vejrede Luften«; figuren repræsenterer i bogen tidens svage unge mænd, i overensstemmelse med den G.E, som både Karl Larsen (i dagbogen 30.12.1881: E. er en forfærdelig tragisk, hjælpeløs Figur) og Bang (i nekrolog i København 5.9. og 9.9.1904: spaltet indtil Bunden af sit Væsen) kendte. LilleGersters og Mathildes kærlighedshistorie er temmelig direkte overført fra Esmanns novelle Børn (i Gammel Gæld 1885). – Lemme-Souper: familiemedlemmesouper. – Skan-der-borg: jysk tone- og trykfordeling, vrænget af Gerster. – derude: ordet bruges også om Landkadetakademiet i Fredericiagade (n.t. 66) og afspejler en gammel fornemmelse af, hvad der lå udenfor den oprindelige Østervold. – Passagérgodset: tanten fra »provinserne«. - nede ved Koncertsalen: daværende koncertsal lå på nuværende Glassals plads, i en terrænsænkning; Bang husker (i Prag) yderst nøjagtigt terrænforholdene i Tivoli og bruger dem symbolsk i det følgende. – Dirigenten: den kæmpestore Balduin Dahl, Lumbyes efterfølger.

Divanen: kan vha. ruten bestemmes som Divan II. – Herre-Pousse-Café: spøgende om en herremiddag med likør eller cognac til kaffen. – Alliance): blandingsdrik. – Ganymed: i gr. mytologi gudernes mundskænk, her spøgefuldt om kjoleklædte opvartere. – venstre Divan-Sofa: Bang forestiller sig meget præcist, med symbolsk sigte, gruppernes placeringer: på verandaen Berg og Lange til venstre, bankherrerne til højre, i spisesalen Canth's til venstre, Gerster-familien til højre, alle hævet over »folket« udenfor. – Bastrup: svarer til sproglærer Viktor Bjerring, kaldet lange Viktor (jfr. n.t. 16); Dunkers, Mølboms og Strøms har ikke kunnet bestemmes.

Buketten (af en Carlsberg): karakteristisk duft, ellers anvendt ved bedømmelse af vines kvalitet. – Ferieudjlugt til Møen: Feriearrangementer som dette var statussymboler på niveau med vore dages Spies- og Tjæreborgrejser, dog dengang lukket land for arbejderklassen. – Brønd: Rosenborg Brøndanstalt i Kongens Have ud mod Gothersgade havde sin glansperiode i 1880'erne, som statussymbol for middelklassen; brøndlægen ordinerede det daglige antal »glas«, beordrede ture i haven og lod klienterne gimpe på motionsbænke – som ved de finere europæiske »bade«. – 279| Davidsen: D. i Østergade 49 var gennem tre menneskealdre fra ca. 1840 den førende damemodeforretning, mht. brudeudstyr nærmest enerådende. -Vett: forkortelse af Wessel og Vett; det nye ekstra navn Magasin du Nord fra 1879 var i 1882 ikke rigtig slået igennem endnu.

Vidne: person, som af den, der vil drikke en skål med en anden, opfordres til at deltage. – Mellemværk: strimler af knipling, broderi cllign., indsat i stof som udsmykning. – Dannebrogsordenens smaa Baand: de såkaldte rosetter, dengang båret på dagligtøjet.

Napoleonsskæg: skæg som Napoleon III's. – Konsul: ligesom agent på samme side og justitsråd s. 24 titel, der tildeltes folk i »provinserne«; de sidder med ryggen ud mod haven. – en Etatsraadsrække: en københavnsk falanks af betitlede herrer af 3. klasse (overfor provinstitlernes 4. eller 5. klasse), der er placeret med udsyn over alt folket. – Konferentsraad Hein: svarer ved sin fremtoning til Privatbankens direktør, etatsråd Tietgen, stifter af DFDS, Store nordiske Telegrafselskab o.m.m.; som erhvervslivets »stormogul« var han 1882 i virkeligheden overfløjet af Landmandsbankens I. Gliickstadt, og det var sidstnævnte, der på den tid etablerede et landsdækkende filialsystem, men ingen af dem stiftede nogen »Centralbank«.

Let-paa-Taa: samtidig jargon for skørtejæger. – med ... Lommetørklæderne bundne om Halsen: i en periode »hemmeligt« kontaktsignal fra ældre levemænd til villige piger. – »Honnørmarschen«: Christian IX's honnørmarch; Tietgen var nært knyttet til kongehuset.

de store nationale Foretagender: netop i 1882 kan man have talt om Hedeselskabets oprettelse af mergelbaner, om den nylige åbning af Thy-banen og om stiftelsen af det første andelsmejeri; i 1881 var Englandskajen i Esbjerg blevet anlagt. – Icaros: Ikaros var en græsk-mytologisk figur, der med påsatte vinger floj for nær solen, så vingerne smeltede og han styrtede ned; provinsredaktorens billede er således mindre heldigt; glosen flød i luften på den tid pga. J. Reinhards meget omdebatterede roman fra 1881, Ikaros, om det danske fantasteri. – Guld, gravet ud...: ofte citeret i historisk faglitteratur, men altid uden kildeangivelse; kan være opfundet af Bang og drillende tilskrevet »Dagbladet« for dets svulstighed. – Fiskene ... egen Vittighed: den naive provinsbo kommer til at udtrykke de københavnske kapitalisters opfattelse af »folket«; forfatteren har imidlertid også brugt metaforen om etatsråderne (s. 23), (se også n.t. 15).

(Atlaskes)mantille og Chenille: M. = langt sjal, båret over hovedet eller skuldrene; Ch. = kappe med et eller flere skulderslag; forældede og provinsielle klædningsstykker. – Badesæson: badeliv var noget nyt, men ærbart, fra omklædningsrum og med badedragter (derfra ordet). – impressionistiske Billeder: i teorien var den stilistiske impressionisme for Bang foreløbig = helhedsforstyrrende pindehuggeri (se Efterskrift s. 253). – at Luften anerkendt jo skulde være ...: sproget afspejler professorens kancellistilsholdning overfor Langes pågående konkrethed.

Mo'er overdriver: »Mo'er« er her tiltaleord (i stedet for »du«). – Novelletterne ... Kidland: der var netop 1882 udkommet eri ny samling novelletter af 280| den norske digter Alexander Kielland. – Boston: variant af kortspillet whist. – Zola: Lange indlæser sine egne rart-pour-1'art-tilbøjeligheder i Emile Zola; hans model Karl Larsen debuterede i 1889 som en sådan forfatter.

Revne ...: stiftet i Paris 1831 som et kulturelt og politisk tidsskrift; fik efterhånden et konservativt anstrøg. – »Læseforeningen«, dvs. Athenæum: forældregenerationens efterhånden konservative klub, senere i bogen tilsyneladende stadig beliggende på 1. sal i Østergade 24 (se ill. nr. 4), skønt i virkeligheden flyttet til Fortunstræde i 1881. – Kronprinsens Bryllup: den senere Frederik VII's første bryllup (dog da endnu ikke kronprins) i 1828. – »Slotsbjerget«: »Slotsholmen« ved Skanderborg; tanten har været 16 år. -Fyrværkeriet: foruden realplanets virtuose beskrivelse af fyrværkeriet indeholder afsnittet et sindrigt system af sigtelinjer »henover«, »op til« osv. med indbygget social lagdeling samt raketters op- og nedture pegende lige ind i bogens hovedtema; Bang var meget stolt af denne fyrværkeribeskrivelse.

Plænen: kunstnerplænen.

det elektriske Blus paa National-Taarnet: National-komplekset, forlystelsesetablissement og hotel (senere ombygget til National-Scala og endnu senere erstattet af det 1987 ophørte Anva), opført 1880-82 af Hellig-Hansen (se n. om Martens t. 40), var det første sted, hvor fast elektrisk belysning fra 1881 anvendtes udvendigt, drevet af eget værk (se ill. nr. 5).

»Victoria-Teatret(s): opførelsesstadiet, omstændighederne og tidspunktet (primo september 1882) svarer nøjagtigt til Dagmarteatrets (Bang har skrevet flere reportager derom, fx i Vor Tid 16.4.1882); efter en træg begyndelse fra marts 1883, bU. med bygherren Hellig-Hansens fallit 1884, blev dette stukteater i flere perioder en alvorlig konkurrent til Det kgl. Teater, men blev i 1937 af storfinansen udskiftet med det mere givtige Dagmarhus (med Dagmar Bio); nedrivningen var vanskelig pga. bygningens usædvanlige soliditet (læs mere hos Camilla Hansen); (se ill. nr. 6). -Fortov'shjørnet ved Jernbanen: daværende hovedbanegårds område strakte sig fra bygningen på nuværende Paladsteaters plads til Vesterbrogade ved nuværende Axelborg. – Kineserdukkerne: foruden at have en tematisk funktion i bogen har bizarreriet mindet samtiden om Bangs særprægede interiører.

endnu en Sæson . .. Asta Heltz: Astas model, Anna Le vin, f Ferslew, skriver i Joumalistaars. 108 om sæsonbegyndelsen netop den september; hun har i dette værk (1932) loyalt vedgået sin 17-20-årige persons optagethed af den unge succesjournalist, der færdedes i hendes hjem som moderens (bladejerens hustru) protegé, men også delvis forklaret, hvorfor der ikke kunne blive noget forhold mellem dem; det var vistnok hende (og navnlig forældrene), der »brød«; værket er et vigtigt kildeskrift om Bang i hans journalistår. – Pladsens høje Tage: sml. n.t. »over Parken« s. 9. – Nous reviendrons: fr. = vi ses (igen); fremtid.

Stilladser... Martens: Bang havde oplevet nøjagtig denne situation, vist 281| om af »Entreprenøren selv« (se Mosaik i Nationaltidende 24.9.1882); Martens'model var snedker- og bygmester Hans Hansen (1849-1923), parcellistsøn fra Tågerup ved Roskilde, 1872 gift med husmandsdatteren Ane Sophie Nielsen fra Mageltving ved Nakskov og derefter som udlært snedker flyttet til København, hvor han som svend i maskinsnedkeriet Oxelberg, Smedegade 19, »skyede al raa Tale« og fik øgenavnet Hellig-Hansen, der efterhånden blev almindeligt brugt; som bygmester, først på Frederiksberg for slægtninge (fra 1876), men derefter for egen regning indenfor Søerne, vakte han furore med stukdekorerede pragtbygninger, kulminerende 1880-83 med National- og Dagmarkomplekserne, støttet af I. Gliickstadt (ikke Tietgen, jfr. n.t. 22 om Hein); den folkekære opkomling fik ridderkorset i marts 1883, men bragtes i foråret 1884 til fallit af mere professionelle kapitalejere; han glemtes hurtigt, men klarede sig pænt ved arbejde for andre til ca. 1905, da et slagtilfælde gjorde ham umælende; han døde som 74-årig i De gamles Hjem; hans enke blev næsten 90. Han byggede aldrig »arbejderkaserner«, endsige »klaskede dem op« (se Historiske Meddelelserom København, 1988).

Interessen: betydningen her iflg. M. og S. Kværndrup = den herskende mode; profitgivende efterspørgsel (Omkring Stuk 369). – Papiermaché-Modellen: tiden elskede papmaché- og voksmodeller, jfr. Panoptikon fra 1885.

Salene ... Hjørnestuen: 1887-læserne forudsattes at kende disse interiører, men da de var nye, beskrev reporteren Bang dem (fx i Nationaltidende 24.9.1882); præcisering af de agerende personers placering har været forfatteren magtpåliggende; 100 år efter kan vi pejle os til og fra hjørnestuen på 1. sal vha. fotos (se ill. nr. 6; se også Efterskrift s. 253-54). – Hjemme: Martens' bolig = N. Farimagsgade 23, st. (i 1987 nr. 13, se ill. nr. 10); sammen med nr. 25 (nu 15) Hellig-Hansens sidste boligbyggeri, desuden de sidst opførte huse (1880) i den 1876 anlagte N. Farimagsgade; nr. 23 (nu 13) er et hjørnehus med »tårn«, mindende om Dagmarkomplekset, et hus for velstillede; som alle Hellig-Hansens bolighuse eksisterer det altså stadig (man kan gå hen og røre ved »Stuk«). – »Salen«: jfr. Joh. Ludvig Heiberg: jævne Folk »lade det bedste Værelse staae ubenyttet, under Navn af Sal« (Æstetisk Moral 1830; se fx Falkenstjerne og Borup Jensens Håndbog i dansk litteratur II). – alle seks Børn: Parret Hellig-Hansen fik sammen 10 børn, hvoraf 5 + en af hustruen medbragt dreng eksisterede i 1882 (se familiebillede i Historiske Meddelelser om København 1988). – Lærredsstykkerne: lagt som løbere for at skåne parketgulvene. – Daler: møntsystemet udskiftedes 1.1.1875. – klasket op ... Prioriteter til Taget: brugbart i fiktionen, men ikke svarende til Hellig-Hansens virkelighed før 1884 (jfr. n.t. 32).

Gipsgesimser... malede Lofter ... Snørkler ... Broncekaryatider: Martens har, som Hellig-Hansen, haft tæft for den da moderne byggestil (»europæernes« i modsætning til »historicisternes«) med »fastelavnslune«, skabt af tyskeren Gottfried Semper, herhjemme repræsenteret af fx F. Mehldal, 282| Vilh. Dahlerup og Ove Petersen (Dagmars af Hellig-Hansen ansatte arkitekt), se Olav Harsløf i Omkring Stuk s. 296ff.). - Veksler: en dengang moderne pengeform, farlig for personer som Hellig-Hansen og Herman Bang.

Nr. 11: Hellig-Hansen opførte netop 11 bygninger, dels de stadig eksisterende bolighuse med flg. adresser: Kastanievej 16, Mynstersvej 10, Skjoldsgade (fra 1987 Olof Palmes gade) 5 og 6, Rømersgade l, 3 og 5 samt N. Farimagsgade 13 (hvor han selv boede i mange år) og 15, dels National- (med koncertsal) og Dagmarkomplekserne, der trods soliditet måtte vige for stærkere kræfter (se n.t. 29 og 30 samt illustrationerne nr. 5, 6 og 10). - Sommerhotel: Hellig-Hansen havde de samme planer, -flyttet ind: model-familien, Clausen, flyttede ikke til N. Farimagsgade. – Pilloteringen ... Vandet: Der har været den slags piloterings- og fugtighedspro-blemer ved flere huse bygget på voldterrænet, men ikke ved Dagmarkomplekset på Schacks Bastion.

Saagarjeg: Bang havde iflg. Karl Larsens dagbog for 28.3. 1883 »særdeles drevne Planer m.H.t. Dagmartheatret«. – slaa en Jøde ihjel: frit efter refrænet »Slaar du mine Jøder, slaar jeg dine Jøder« fra revyfarcen Kjøbenhavn rundt i SO Timer 1876. – Ovre i Passagen: P. = Vesterbros Passage (opr. fejl for Vesterports P.); 1887-læsere har her, pga. den præcise synsvinkel (fra hjørnestuen, se n.t. 34) kunnet se hele det netop udvidede Halmtorvs kulisser og liv for sig (jfr. Efterskrift s. 253 og ill. nr. 6). – nedpaa Gaden ... ovre paa Halmtorvet: »Gaden« er i 1882 den endnu ikke officielt navngivne gadeanlagte del af det netop udvidede Halmtorv langs Dagmar/Victoria; »ovre« viser, at Halmtorvet i den almindelige bevidsthed stadig først begyndte øst for brakmarken og plænen, der lå på den lige sløjfede volds område (se ill. nr. 6).

Paa Taget: Berg kører for en gangs skyld med sporvogn, her med linie 2 langs Vestervold og Filosofgangen, gennem Stormgade og over Slotsholmen til Højbro, hvor han står af (se dog n.t. 46); »sad man ovenpaa, maatte man dukke sig for Allétræernes Grene« (se ill. nr. 8). – Redaktionsstuerne: Samtidslæserne har, tilsigtet, associeret til Nationaltidende på Ved Stranden 18 i huset Hotel Royal, nu Domus Technica, hvor Bang var ansat 1879-84; bladejerens (Ferslew) datter Anna Le vin bekræfter interiørets lighed (Journalistaar s. 135). – Hr. Gravesen(s): som redaktionsleder tegnet efter Morgen-Telegrafens redaktør, Wille, kort beskrevet af Bang i Ti Aar (1891) som lille og bidsk (Mindeudgave VI s. 80) og af Sophus Schandorph i nekrolog i III. Tidende jan. 1888 s. 220 som skandinavistisk studenterforeningsmand og visedigter, af begge som en livets taber. – et »Gevinst-Hus«: et af Arbeidernes Byggeforenings huse (opfort 1867-89), bl.a. dem i Kartoffelrækkerne (her dog nok en af pendanterne i Olufsgade ved Trianglen, jfr. Fru Gravesens lange traveture), som medlemmer kunne blive ejere af efter lodtrækning; Gravesen har her nok været selvejer, men under sit sociale niveau. – Solfeggier: flt. af solfeggio (ital), nu oftest i den fr. form solfege; sangmetode til træning af rytme og intervaller.

Hurtigpresse: Nationaltidende havde landets første rotationspresse, en engelsk »Victoriapresse« (se s. 71); mærk sammenfaldet med teatrets navn. -»Studenterforeningen«: i Gravesens/Willes tid i Boldhusgade, i Bangs dér hvor nu Hafnia/Haand i Haand ligger; Bang foragtede St. og dens »ånd« (se Efterskrift s. 239).

Hr. Stær: iflg. Anna Le vin (s. 136 o.a.st.) tegnet efter A. Falkmann; iflg. andre kilder respekteret litteratur- og teatermedarbejder, en slider, der ved Nationaltidende overlevede Bang, som en tid havde fordunklet ham.

Aktieselskabet: en sløring af virkeligheden; bladet ejedes af Ferslew. – Arnoldsen: en slags Bangs astrallegeme (jfr. »Bergs hvide Mand« s. 43), den socialt engagerede unge journalist, Bang gerne ville have været; desuden med træk fra Dostojewskis Raskolnikoff (omtalt i en utrykt manuskriptdel). – smidt i Kakkelovnen: pga. afmagtsfølelse over for de fattiges fortvivlede kår; grundigere beskrevet i den udeladte manuskriptdel.

Rømersgade: Arbeidernes Forsamlingsbygning i Rømersgade 22 (nu Arbejdermuseet), indviet 23.4.1879. – Gudsforhandling: delvis samme indhold som i Bangs vexlende Thema: Fra Arbeidernes Fritænkerforening (Nationaltidende 7.11.1880), men dér med nogen ironisk nedladenhed. – Nihilister: repræsentanter for en russisk revolutionær bevægelse, kulminerende i 1880'erne. – Skt. Veitsdans: Raskolnikoffs forfatter Dostojewski havde epilepsi og Bang hyppige krampeanfald.

Smallegade: Frederiksbergs Sporveis-Selskab havde hovedstation i Smallegade 42. – nedepaa Boulevarden: dvs. i Café de l'Europe, kaldet Paraplyen, på det nuværende Richshus-hjørne, indtil ophøret i 1934 meget besøgt af kunstnere og litterater (også de fiktive: Jastrau og Vuldum i Tom Kristensens Hærværk). – med det Lys over: karikering af Karl Larsens fortaben sig »impressionistisk« i farvenuancer (ligefrem via farvestudier, se K.L.s dagbog 10.1.1881) samt indirekte af Bangs egen fortaben sig i petitesser (Vandreaar s. 225). – en Sonne: Jørgen S. (1801-90), dansk genrebilledmaler, efter treårskrigen med bataljemotiver, senere med almene nationalromantiske motiver.

»Marienlyst«: Bang luftede ofte selv sådanne planer for den da kommunale, økonomisk vaklende søbadeanstalt i tilknytning til slottet M. nord for Helsingør, hvor Bang ofte opholdt sig; 1899 oprettedes A/S Marienlyst Kuranstalt. – Kongressen: se n.t. 106. – Redaktøren: kalkeret over Nationaltidendes chefredaktør 1878-93 H.R. Hiort-Lorenzen; han var søn ail bladet for at gøre det fornemmere, men trivedes ikke i den københavnske luft og slet ikke med det Herman Bangske væsen, hvorfor han medvirkede til dennes afskedigelse 1884; påfaldende overbærende portrætteret i Stuk, omend »træt« og »ligegyldig« (svarende til »statelig og værdig« samt »en hvis Tanker var andre Steder« i nekrolog ved Franz v. Jessen i Dagens Nyheder 16.8.1932). – Himlen ... rød: der var et sådant skær over vesthimmelen (dog i sommeren og efteråret 1883) som eftervirkning af et vulkanudbrud, men her brugt som et ondt varsel (se Efterskrift s. 247). – nede for Enden af Holbergsgade: udgangspunktets adresse, modsat den påførte association (n.t. 381 ewer forfatteren et alibi, men bevarer udsigten til 284| Christiansborg (se ill. nr. 9 og 14). – »Le Figaro«: fr. morgenavis med konservativ og national tendens. – Kaptejn Petersen: iflg. Anna Levin (s. 135) tegnet efter kommandør P.F. Giødesen, efter sin afsked redaktør af'Nationaltidendes rubrik »Søfartstidende«.

Hr. Theodor Franz: tegnet efter den samtidige velkendte, ofte københavnsbesøgende, ty.-jød. impresario 7 Theodor Hermann, iflg. Bang udnytter af barnestjernen Dengremont (lig titelpersonen i Bangs novelle Charles Dupont, hvor impresarioens udseende antydes ved udtrykket »det lidet, der tjente ham til Ben«); iflg. Bangs Ti Aar (1891) impresario for ham selv 1885; nekrolog ved Bang i ugebladet Nutiden marts 1889.

Han drømte...: narren Theodor Franz' vækkelse af Berg til en dobbelt indsats for teatret og det nye København viser sig senere i bogen (s. 70-71) at have været engenvækkelse (se n.t. 71).

Skovridergaarden paa Als: Bang har som barndomshjem for Berg brugt sit eget hjem 1857-64 i Asserballe, med konvertering af præstegård til skovridergård og indførelse af »Fa'ers Skov«.

Degnens tykke Tine: her og i Tine tegnet efter Kathrine Kjærbølling, aht. handlingen i Tine (som allerede har været ham klar) nedvurderet til »tyk« (se udgaven af Tine i denne serie). – Smukke Pige med det sorte Haar: efter N.T. Bruuns »S.P.m.d. brune Haar«; Bangs mor var af delvis jødisk oprindelse og sorthåret.

I Kongelunden: fra Johanne Luise Heibergs vaudeville En Søndag paa Amager.

Ak, kæreste ...: af skuespilleren Fr. Høedt med melodi af N.W. Gade.

Krigen: i 1864, for Berg og for 1887-læserne stadig noget nutidigt.

Berg faldt... deres lange Hurra: Berg-erindringernes Københavnsdel er i modsætning til Als-delen konstrueret; desuden: Berg er gjort to år ældre end Bang. – Berg faldt... Vester-Gade: Bang har »lånt« Karl Larsens familiemæssige og geografiske (københavnske) identitet til den 9-18-årige Herluf Berg; K.Ls far var faldet i 64, og drengen havde fulgt moderen til farfaderens hjem i Vestergade 35III i København (næstsidste hus tv. mod V. Voldgade, nu forsvundet), hvorefter hun døde 1865 og drengen blev opdraget hos bedstefaderen. – Bedstefaderen: tegnet efter oboist og musiklærer Peter Larsen, fra ca. 1878 kendt og oplevet af sønnesønnens kammerat Herman Bang.

i Skole ved »Frue Plads«: om Karl Larsen gik dér, vides ikke, men der var et utal af små private drenge- og pigeskoler i gaderne omkring Frue Plads. -Sofie: kårene har været beskedne, men mindst én »tjenestepige« havde alle.

»Hjortens Flugt«, »den lille Hornblæser« og »Stjerneskud«: eks. på umoderne litteratur, de to første af hhv. Chr. Winther og H.P. Holst, det sidste et nr. af en periodisk udkommende antologi fra »Selskabet for Fattiges Juleglæde« (Andreas Schous forlag!), i virkeligheden først begyndt 1874. – »Marie og Magdelena«: en reproduktion af et maleri fra renæssancen eller af en epigon med det yndede motiv: korsnedtagelsen med tilstedeværelse af 285| Jesu moder og den bodfærdige Magdalena (oftest også disciplen Johannes). – hjem fra Skole: efter fiktionens konstruerede tidsmønster: 1867, før den 12-årige Herluf samme år kommer i latinskole.

længst: dvs. for længst, her= tre år tidligere end konteksten, 1867. – Latinklasserne: sløring af »latinskolen«', denne kan bestemmes som Haderslev Læreres Skole i Løngangsstræde 21, udfor Gåsegade, oprettet 1864 af den udviste Haderslev-rektor Søren Bloch Thrige sammen med syv kolleger, ophørt 1890; Karl Larsen dimitteredes herfra 1877. Mærk ruten til Frederiksberggade (se s. 69 og kortskitsen, ill. 14) og de stadig eksisterende lindetræer i gården (se s. 67). - Realisterne ... De Studerende: efter Madvigs latinskoleordning 1850 var en todeling i »realister« og »studerende« tilladt, hhv. afsluttende med realeksamen og via 4. klasses hovedeksamen fortsættende i to gymnasiale klasser til studentereksamen; der kunne samlæses i fx gymnastik.

Ole Martens: teoretisk set = bygmester Martens som dreng. – ta'en, Mariane: forsvundet slangudtryk.

Hr. Bonnesen: Der var i årene omkring 1870 en hr. Brodersen, lærer ved Det kgl. Teaters danseskole og med privat kursus i Holmens Kanal 12.-»Mesterens« Pontemolle: »Pontemolle« var en vaudeville-ballet af (ballet-) mester Aug. Bournonville fra 1866 om den skandinaviske kunstnerkologi i Rom; Bang kan have set den 1876 eller 1878, jfr. brugen af den i novellen Julegaver.

Herlufs Flamme. ..: maskerende symbolik om en pubertetskrise, med intimiteten (»hjemme«), den erotiske leg (Filippine) og penis = kniven, som kastes i stadsgraven (opgivelse af det heteroseksuelle), fordi »det var dog ingenting«; Bang var jo homoseksuel.

Berlingske Roman ... Jordans Bind: Af mangel på offentlige biblioteker (indtil 1885) læste man dagbladenes føljetonromaner, slog sig sammen om cirkulerende »læsetasker« eller lejede bøger hos Jordan i Silkegade 4; i Sorø havde Bang i den alder lånt i »et snusket Lcjcbibliotck« der (Roscnberg). – mellem Frankrig og Tyskland: tidspunktet er altså sommeren 1870, hvor Herluf må tænkes at have været ca. 15 år; danskerne håbede på Tysklands nederlag med henblik på mulig generhvervelse af Sønderjylland. – Det var i Tivoli: Bang kan have oplevet det som 13-årig feriedreng og/eller faet det fortalt. – Compiegne: nordfransk by med slot, hvor Napoleon III holdt jagter.

Tavlen: ved krigens begyndelse opslog Tivolis direktion telegrammer ved Koncertsalen. – ved Saarbrucken: dér vandt franskmændene deres eneste sejr, 2.8.1870.

ovre fra Tivoli: har været husket af mange dengang voksne, fx skuespillerinden Julie Sødring (f 1823), der beretter om selvsamme oplevelse fra sin bolig på hjørnet af Skt. Pedersstræde og Vestervold (posthume Erindringer 1894-95). – Akademiet ... derude: Landkadetakademiet (ophævet 1861) i nuværende Ø. Landsrets bygning (jfr. n.t. 18). – Etaten: her det landmilitære embedsområde.

Lindetræsrækken:jfr. n.t. 60.

Herluf og Hein: Herlufs venskab med Heins søn er ren fiktion (Tietgen var iøvrigt barnløs), der skal forklare hans senere lette adgang til den store herre. – handelsaristokratiske Baller: som ung student var Bang ofte, som excellencens sønnesøn, til sådanne baller, men forskertsede for stedse den kontakt efter de satiriske causerier Selskabsliv i ugebladet Nutiden jan. 1879. – Udstillingen: Nordisk Industri- og Kunstudstilling i København 1872, i fiktionen rykket til 1871. - Carl Helsted: manuskriptets Carl Thomsen er i 1. udgave blevet »blandet« med Axel Helsted, begge f 1847 og begge førnaturalistiske genremalere.

Stræderne: »Stræderne« sydøst for Routen (Strøget) figurerer ofte i tidens litteratur som prostitutionens område (se n.t 60). – Lejlighedpaa Hjørnet af Nørregade og Volden: I virkeligheden tænkte Bang formentlig på lejligheden i højre hjørnehus mellem Tornebuskgade og Nørre Voldgade (nr. 104), set fra N. Voldgade, hvortil Karl Larsen flyttede ved bedstefaderens død 1880; det nævnte og det underforståede hus ligner hinanden (opført hhv. 1852 og 1857), og udsigten fra dem til voldsløjfningen har været nogenlunde den samme; husene ligger der stadig.

det hele store Voldterræn: voldsløjfningen (begyndt 1872, svarende til tiden for Bergs studentereksamenslæsning 1872-73) kan for Nørrevolds vedkommende være oplevet af Bang som ferierende soraner og derefter ung student, sikkert farverigt suppleret af Karl Larsen, men så sent som 1885 har han oplevet tilsvarende scenerier ved Vestervold (se ill. nr. 2); i fiktionen er sightseeingen gjort markantere ved tilskuerpladsen i hjørnehuset. – Student... Hurra (s. 71): Bang synes netop her at have omarbejdet teksten i sidste øjeblik (en manuskriptside mangler), sandsynligvis til intensivering af københavnsmotivet.

Rus-fubelraab ... Og man kom løs, sagde han: sammenligning med manuskriptet viser også her en yderst sen omarbejdning, blå. med indsættelse af »Og man kom løs«, foreløbig relaterende til »Nu var det forbi – Vestergadeliv og Tranghed« (s. 70). – Budet, Hr. Sørensen: Anna Levin skriver: »Ogsaa det hellige Redaktionsbud ... Sousmihl ... har Bang taget paa Kornet« (Joumalistaar s. 137). - Gendøber: baptist. – Indskrift: et af korsordene (Lukas 23,34). – straalte: mærk, at det er indskriften, der er lyskilde (se Knud Michelsen Omkring Stuk s. 231).

unge Adolf... en Kunsthandel: først fra nu af er unge Adolf af samtidslæserne blevet genkendt som »kunsthandleren« Ernst Bojesen, gøglets og de tusinde påfunds mester, der netop i efteråret 1882 flyttede sin »kunstbutik« fra Vimmelskaftet 18 til Nygade 10 (se ill. nr. 12); i fantasirigdom lignede han Bang noget, men var altid populær (også i Punch) og havde altid succes; han var altid økonomisk solid (!), startede med held forlag og endte som Peter Nansens meddirektør ved Gyldendal; som model for Adolf udskiftes han i bogens 2. del med den mindre heldige bogtrykker Benedikt Salomon (se Efterskrift s. 241 og 247). – »Ess Bouquet«: parfume 287| brugt af bohemens unge mænd, der ikke tilstræbte maskulinitet, men parisisk elegance. - af Hensyn til Professoren: scenen er henlagt til Lille-Gersters forældres hjem (se vedr. stedet n.t. 184); unge mennesker boede længe i forældrehjemmet. – »Moskus(pest): M. er en dyrisk essens, der hænger tilbage i tøjet, når blomsterelementerne er fordampet. – Køllnervand: pæne damer måtte nøjes med kysk Eau de Cologne i stedet for forføreriske essenser. – den nye Forretning – paa Købmagergade: se om placeringen i n.t. 93. – Den Gamle: på dette sted har gamle Adolfs, der ikke svarer til Bojesens familieforhold, næppe kunnet identificeres (se n.t. 93). – det bekendte Avertissement: Bang har været nær på en salgssucces af samme type gennem sin slægtning Madam Mangor (Anne Marie M., f Bang) med serietitlerne »Kogebog«, »Syltebog« etc. »for smaa Husholdninger« fra 1840, 1882 averteret som 5. oplag (1887 som 28.). – udfra Pilestræde ... ned i Tordenskjoldsgade: denne flytning har været et velstandstegn (mere om adressen i n.t. 95).

Konjunkturerne: der kan fastslås en depression sidst i 70'erne, en moderat højkonjunktur ca. 1880-83 og derpå en lavere aktivitet. – »den ene Kunst«: dels en sammensmeltning af kunstarterne som i Richard Wagners »Gesamtkunstwerk«, dels en enhed af skandinavisk kunst (forfægtet af Bang i Vor Tid 1882-83, se Efterskrift s. 241).

Afstandene: jernbanernes blomstring efter Monrads jernbanelov 1861 bidrog til en stemning af modernitet og fremskridt. – Paula: en prostitueret, formentlig kalkeret over Anna Lyngby på Vandkunsten, som Bang havde besøgt »for at gøre Studier i den højere Demimondes Følelsesliv og Væremaade« (Jacobsen I s. 139); det var den scene, der forårsagede det endelige brud med Andreas Schou (se Efterskrift s. 242). – blonde Krause: Krauses model var formentlig skuespilleren Martinius Nielsen, med hvem Bang på en fælles Berlintur kan have besøgt det bekendte homoseksuelle subkultursted Krausentunnel (se Efterskrift s. 250); der er hyppigt den slags små signaler gemt i Bangs navngivning. – »Susse«: kæleord for »sød«, mærkeligt nok stavet med stort.

uden nogen Sinde at faa noget rigtigt at inde: stående bangsk anklage mod hjem og skole, bla. hovedtema i Haabløse Slægter, provinsstudenter i København særligt udsatte. – Erhard ... Han græder tit: jfr. Bangs nekrolog over Esmann (se n.t. 4-5). – Konstantia: står for den 1881 startede schweizercafé Bernina på 1. sal i hjørnehuset (Tuteins Gård) mellem Vimmelskaftet og Badstuestræde, nærmest Nygade; fra 1882 med hyppig værtshusuorden pga. det nystiftede Studentersamfund i Badstuestræde 11. I dag er der intet Bernina, men stadig en skråtstillet flagstang uden på 1. sals hjørnekarnap.

Vimmelskaftet: Bang har, for sløringens skyld, »flyttet« familiens adresse fra Ved Stranden hertil, åbenbart til boligen bag karnappen fjernest fra Nygade i den bygning, der nu gennembrydes af Jorcks Passage; jfr. andre sløringer, som at ægtemanden er død, samt at Asta i modsætning til Anna 288| har en yngre søster Julie; Bang har tildelt Asta Anna Ferslews blide sider, mens søsteren har faet alt det forlystelsessyge og rapmundede.

Asta og Herluf: se n.t. 31. - Kongressen: se n.t. 106. - Topsøe: 1840-81, redaktør af det (under ham) moderat-konservative Dagbladet samt romanforfatter udenfor brandesianernes kreds; Bangs idol. – Martensen: 1808-84, Københavns biskop, forfatter til bLa. Den christelige Etik (1871-78), hvori han søgte at forene det kristelige og det humane. – Meyers Fremmed-Ordbog: 1. udgave 1823; en dannelsesbog med vægt på den rette udtale. – de tyve Aarjfr. at Gustav Esmanns far (på fiktionstidspunktet oberstløjtnant) havde været i Viborg og Odense, før han 1877 forflyttedes til København.

naar Vinden staarpaa her: stuen vender ud mod Sortedamssøen (se n.t. 184). – hos Konferentsraadinde Heltz: det ferslewske hjem (egentlig i Nationaltidendes bygning) er med meget få sætstykker, men præcise retningsadverbier oJgn. blevet genskabt for indforståede samtidslæsere (bekræftet af Anna Levin, som supplerer beskrivelsen i Journalistaar s. 39ff); det skildrede middagsselskab fandt sted 13.12.1883 (Journalistaar s. 134).

Nakskov: fru Ferslew og nogle veninder var fra Nykøbing F. – Det er Asta: i virkeligheden var det Bang, der 5.12.1881 under familiens fravær havde omkalfatret Ferslewernes empire-arrangement til klunkestilsplacering af møblerne, hvilket så bibeholdtes i mange år (Journalistaar s. 87). -Sundt ... Er her nu ikke rart?: S. = Nationaltidendes redaktionssekretær og Bangs beskytter Emil Bjerring, ungkarl; Anna Levin siger god for »det træffende Billede« af ham som selskabsmand (s. 135). – som en Bisp i en Gaaserede: sigter til den hellige Martin af Tours (ca. 319-400); da han fandt sig uværdig til bispeembede, skjulte han sig i en gåserede, men røbedes af gæssenes skræppen.

en lille Fugl under Æggeheden: en »nyfødt« unge under fortsat rugevarm e (?)

Symaskinen: kom til landet 1854, men fik først sin store betydning o. 1880 som arbejdsredskab for syersker i modeforretninger eller tilknyttet velhavende familier (samt Gravesens døtre). - Frøken Zachrisson: utvivlsomt Natalie Zahle, der i 1877 havde bygget sit store pigeskole-hus i voldkvarteret.

Spisesedler: fantasifulde spisesedler var netop en af Ernst Bojesens specialiteter.

al den ganske Afmagt: i Breve til Fritz (dvs. fra Herman Bang til Fritz Boesen) ved Ulla Albeck og Erik Timmermann (1951) nævnes dette sted og dets kontekst som eksempel på maskering af biseksualitet i Bangs værker; dermed synes udtrykket »komme løs« (se n.t. 71) også (skjult) at betyde »komme løs af det lammende kønsnormsystem«. – disse fire Aars...: en digterisk overdrivelse.

i tyve Aar: Bang har gjort fru Heltz (og dermed den afdode ægtemand) langt ældre end fru Ferslew, der kun var 44 i 1882, men hun var en moderskikkelse for Bang; det er vel også tænkt som sloring. – Stine: til ca. 1915-20 var tiltalen til tyendet ved fornavn i stedet for du eller Deg og har 289| først til sidst (fx i Nexøs Ditte Menneskebarn (1917-21)) virket nedvurderende; Heltz' piger befinder sig godt, fx sammenlignet med Canths og Gravesens. – Aajeg ryster...: 1.7.1887 afviste Bang i brev til forlæggeren (LanghofT) strygning af denne strofe fra Mamselle Nitouche af Hervé (1883), da den netop understreger »kærligheds-krysternes« gåen fra hinanden. Operetten opførtes iøvrigt først herhjemme fra 1.8.1884, på Dagmarteatret.

En Primadonna ... og en Elsker: Dagmars første primadonna, Thora Schwartz-Nielsen, var 1879 »blevet uklar« med Casinos direktør; elskeren, Wilh. Wiehe jr., havde optrådt både på Det kgl. Teater og i Odense og Aarhus. – langt henne, naar man fik aabnet: efter lange forsinkelser med byggeriet fik Dagmarteatret åbnet 7.3.1883.

tidligt paa Benene: Adolfs rute: til fods fra Tordenskjoldsgade til Kgs. Nytorv, med sporvogn eller drosche derfra til Frederiksborggade 28 (nu 30) og med Berg derfra til N. Farimagsgade 23 (13). – lavmælt »Gaardkone«: denne servile almueadfærd er tematisk relevant, men efter kilderne ikke i overensstemmelse med modellens stoute væsen. – Hædersgaverne: fx fra rejsegilde på Victoria. – lille Canth traskede: ruten: fra N. Farimagsgade 23 (13), gennem Ørstedsparken, forbi frk. Zahles Skole (med aflevering af Putte) til Råd- og Domhuset på Nytorv, -pompejanske Vægge: der synes at have været tale om en pudsig blanding af thorvaldsenske relieffer og pompejanske farver (okkerrødt), det sidste inspireret af vægdekorationer i de udgravede Pompeji og Herculanum; det var for Hellig-Hansens vedkommende forst afprovet i beboelseshusene på de unge malermestre Mollmanns og Feymanns initiativ; i portrummet til N. Farimagsgade 15 kan der stadig ses rester. – den gyldne Victoria: I virkelighedens Dagmarteater var det en buste af kejserinde Dagmar, Christian IX's datter.

Blaat-Papir: konceptpapir var for i tiden lige så hyppigt blåt som gult. – herude: jfr. Nic. Neiindam i Dagmarteatret 1883-1933 s. 17: »Halmtorvet 14 hed Stedet, hvor det nye Teater var bygget. Beliggenheden forekom Folk ret langt ude, paa Grænsen mellem By og Land, her var Vestervold jo nylig slojfet. Hvordan skulde det vel gaa?«

Teatennaleren: tegnet efter Carl Lund, der ved Dagmars åbning indledte sin livslange succes som teatermaler (og tivolidekoratør) med bagtæppet »Aftenrode over sneklædte Bjerge« (se ill. nr. 13), det eneste vellykkede ved opforeisen af Suppes Let Kavalleri; ikke »halvtysk«, men lige hjemvendt fra fire års studieophold i blå. Wien, nygift med en wienerinde. -Telefonen: forste central 1879, i 1883 ca. 500 abonnenter (kun kontorer o.lgn.). – Petitrubrikker: de samme brugtes ofte i flere ferslewske blade; Bangs opfindelse.

Forretningen paa Kobmagergade: Bang har næppe (som sløring af Ernst Bojesens nye butiksadresse (se ill. 12)) forestillet sig L. Levison Junr.s Papirhandels fra 1886 nye adresse nr. 50 (på fiktionstidspunktet endnu Kgl. Porcelænsfabriks hus), som foreslået af Henry Helissen s. 100, men formentlig Levisons tidligere adresse, nr 9. i samme gade, velplaceret i Stuks 290| rutemønster (se ill. 14). -gamle Hr. Adolf: se n.t. 95. – Kotillon(rester): »Ordner af Guld- og Sølvpapir paa Pap, Storkors og Stjerner, Krone- og Ørneordenen, Æreslegionen og japanske Sole ...« (Rung i Danmark i Fest og Glæde V s. 94). – Majsstraabuketter: et makart'sk påfund; jf n. t. 10. – Mozart og Beethoven i Pap: det tilsvarende i virkelighedens nyåbnede Nygadebutik var en »Spejlopstilling af Voltaires Buste« (Morgenbladet 5.10.1882).

Frederiks Hospital: opført 1752 i Bredgade, allerede fra 1790 anset for en hygiejnisk skandale; nu kunstindustrimuseum.

hos gamle Adolfs: allerede i 1. del er modellerne til unge Adolfs forældre bogtrykker Benedikt Salomons forældre Sally B.S. og frue (se n.t. 73); de boede i virkeligheden (sammen med sønnen) i Tordenskjoldsgades parallelgade Peder Skramsgade 22 (mens Benedikts kompagnon Riemenschneider boede i Tordenskjoldsgade 22); lidt sløring, men med bevarelse af den geografiske helhed (se ill. 14). – »Elektro«: »plet«, hvis belægning er foregået vha. elektrolyse. – Tarlatan: et meget åbent, stærkt appreteret bomuldsstof.

»Dagbladet«: grundlagt 1851 af CSt. Bille som en omdannelse af netop Sally B. Salomons lille nyhedsblad Middagsposten (Vilh. Andersen, III da. Litt hist. IV s. 32).

Lysekrone: om virkelighedens planlagte L sagde Hellig-Hansen: *Det skal være en sol, der stråler over hele salen« (iflg. barnebarnet Eva Wulff-Hansen), og det blev det (se ill. nr. 13). - Loftet: dets allegoriske malerier skyldtes Carl Frederik Aagaard (Schiørring s. 29).- Genier ... Tuber: flt. af genius ... tuba. - Tæppet: anderledes end Dagmarteatrets, hvorom Bang skrev: »ligner Laaget paa en Bonbonniaire i en Guldramme« (Nationaltidende 8.3.1883). – Fonden: [fång'enl, baggrundskulissen. -Baggrundstæppet: ingen anmeldere af Dagmars åbningsforestilling 7.3.1883 nævner en sådan dekoration, der synes opfundet af Bang af tematiske grunde: det gamle og det nye København / det gamle og det nye teater.

Det elektriske Lys: som det første danske teater havde Dagmar elektrisk 5cenebelysning (med selvproduceret strøm; det første offentlige el-værk kom i 1892); tændingens pludselighed har virket stærkt. – Hein traadte frem: også mht. teatret har Bang i fiktionen erstattet I. Gliickstadt med den mere sceniske Tietgen (jfr. n.t. 22). – Ja, mine Damer og Herrer: samtidslæsere har genkendt taleren Tietgen.

vort København: følelsesladet lokalpatriotisme var ellers ikke tietgensk. -bygge paa ny Jord: Tietgen var medstifter af »Det Kjøbenhavnske Byggeselskab«, men på kommerciel basis.

ved det Vindu: vedr. vinduets placering se n.t. 77. -gaaetgodt: Victoria har succes ved den lejlighed, Dagmar havde nærmest fiasko.

Farimagsgade: Canth'erne bor jo nu »ovenpå« Martens (jfr. s. 36). – bag en Pille: til Dagmars åbningsforestilling var der blevet solgt mange pladser, hvorfra man intet kunne se (Lindstrøm s. 47).

Kretonne: [kretån] middelsvær, lærredsvævet bomuldsvare; anv. bleget til bl.a. lagener, med påtrykte mønstre til blå. gardiner. – Skærmbrædt: Bang bruger ofte dette klunketidsinventar som symbol på dobbeltmoral og fortielsespædagogik. – uanstændigt: Bang har i sin anmeldelse af Dagmars premiere med glimt i øjet brugt udtrykket »let Moral« om Let Kavalleri, men har i bogen bevidst sløret, om det var det stykke, læserne her skulle tænke på.

»Chiromanti«: skæbneaflæsning af håndfladens linier.

Valsen: det var endnu Straussernes og Lumbyes periode.

Hældningen af Mai... Kongresfanerne: af tematiske grunde har Bang flyttet virkelighedens Ottende internationale Lægekongres i København fra 10.-16. august 1884 til ultimo maj 1883, godt et par måneder efter Victoria/Dagmars åbning, jfr. s. 106 udtrykket »Aabningsforestilling«. – Russerkirken: indviet 9.9.1883. – det kirurgiske Akademi: Bredgade 62, fra 1969 medicinsk-historisk Museum. – Ude i Grønningen ... Langelinie ... Sundet... Kastellet: Bang kan have haft planer om at skildre kommunens kongres-festmiddag i et interimistisk »glasgalleri« på Nordre Toldbodplads og derfor flet henlagt en række scener til omgivelserne; her må vor tids læsere anstrenge sig, for sceneriet er stærkt ændret siden: Grønningen var kun en grønning (et anlæg), dog med et enkelt sporvognsspor; Langelinie var en ret smal dæmning (uden kajer), indenfor fæstningsterrænet, mellem Kastellets voldgrav og Sundet, der nærmest skvulpede spadserende om fødderne, mod nord mundende ud i den alléagtige Strandpromenade; der havde nogle år været allernådigst adgang til det militære område for promenerende og ridende ad en port gennem en spærremur, dér hvor nu Gefionspringvandet ligger (fra 1908); den engelske kirke kom 1885-87; der var fri udsigt langs kysten nordpå, da opfyldningerne øst for Svanemølle endnu ikke eksisterede (se evt. billeder i Før og Nu samt København Før og Nu). – Sirener: syrener. -Dampbaadspiberne: da det endnu var sejlskibene, der dominerede, måtte man i et tilfælde som dette udtrykkelig sige damp – (jfr. Tietgens DFDS). – Time-Drosken: der var et sindrigt, for alle københavnere fortroligt, system af droschetakstkredse, tur- eller timekørsel, ventetidsbetaling etc. (jfr. n.t. 10). – Stockholmerstjerne: fra 10.5.1883 gav det Ellforsska Selskapet fra Stockholm gæstespil på Dagmar, dog kun ni forestillinger, med Hugos Gringoire og Shakespeares Hamlet og Richard III; »stjerne« (og instruktør) var August Lindberg. – paa Toumé: Dagmars trup gik ikke på turné, men Bang inddigter aktiviteter, han ville have foranstaltet, hvis han var blevet leder (jfr. n.t. 37).

Telegrafen: stadig dominerende i forhold til telefonen. – Refshaleøen ... Værfterne ... Rheden: Burmeister og Wains værft var blevet anlagt på den nye opfyldning Refshaleøen ca. ti år tidligere og var altså på fiktionstidspunktet endnu noget ret hyt, sammenhængende med haussen i dampskibe; Reden (ankerplads udenfor havnen) blev stadig brugt, idet 292| kajarealet og havneuddybningen først i slutningen af 80'erne overalt kunne tage større skibe. – de hundrede Master: selv dampskibene havde endnu også sejlførende master. – Manna: jfr. 2. Mosebog 16.18. – Hornblæserdrengene: dengang et yndet nationalromantisk begreb, jfr. H.P. Holsts Den lille Hornblæser (1849) og Pedersen-Dans skulptur på nuværende H.C. Andersens Boulevard (1899). – efter Frokost: der var frokosttelte til kongresdeltagerne på »Pladsen bag den tekniske Skole«, dvs. nuværende Israels Plads (Nationaltidende 11.8.1884), men ellers invaderede de hele byen, som knap nok var situationen voksen. – Spisesedler ... Æskulap: Mindst to gange var Ernst Bojesen i vælten med spisesedler og »Æskulap« (lægekunstens gud).

Skoustrup: Ernst Bojesens altmuligmand hed Staulund. – »Prinsessen af Bagdad«: af tematiske grunde har Bang flyttet opførelsen af dette stykke af Dumas d.y. på Dagmar fra virkelighedens 6.5.1885 fE til maj 1883. – til anden Akt: i virkeligheden var kongressen ikke i teatret (der spilledes endnu ikke i august). - Flotille: ved glasgallerifesten (jfr. n.t. 106), med udsyn til Sundet, havde Tietgen arrangeret en forbisejling af alle DFDS' dampskibe. – Dronningens Klokkespand: dronning Louise, hvis vogns lyd forudsattes bekendt af alle københavnere. – Prinsessen: af Christian IX's døtre var i 1883 Alexandra, g. med den senere Edward VII, kun prinsesse. – de røde Livreer: de røde bælter på DFDS' sorte skorstene, synlige fra Langelinie. – Corot... Krøyer: hhv. fr. landskabs- og nymfemaler og da. portræt- og skagensmaler. – den hele Kyst: jfr. n.t. 106. – Villa ved Villa: de gamle aristokratboliger suppleredes på denne tid med velhavende borgeres, delvis endnu bevarede, villaer. – »Hvidøre(s)«: i 1883 kun elleve år gammelt.

hjemad gennem Grønningen: Berg har spadseret gennem anlægget og derefter på den endnu ikke sløjfede Østervold mod Frederiksborggade. -Diskretionen: skellet mellem officiel (formel) og uofficiel (afslappet) adfærd har været nok så skarpt som nu, derfor en gentlemen's agreement med pressen orn at holde sig væk fra det afslappede. – Branddirektørens nye Reglement: det wienske Ring-Theaters katastrofale brand i 1881 havde opskræmt Europas branddirektører.

til Borgerlade: dss. borgeleje; gjorde sig det bekvemt. – Kronen hævede sig: endnu var teaterlysekroner til gas; tænding og slukning foregik, når den var hævet. – Tryllevilla: scenebilledet er fra »Prinsessen af Bagdad« (se n.t. 108); villaen ejes af den dæmoniske mangemillionær Nourvady, hos hvem Lionette søger hjælp mod ægtemandens gæld; denne mistænker hende for utroskab, og i harme herover opfører hun i tryllevillaen den nedenfor beskrevne scene for i trods at give indtryk af at være skyldig; alt ender dog i fryd og gammen; Lionette spilledes i 1885 af Johanne Krum, men Bang forestillede sig Louise Holst, skønt død 1883 (Vandreaar s. 244).

imbecile Hoved: det stemmer godt med fotoet af P. Hansen i Vilh. Andersen IV s. 307 (jfr. n.t. 13). – »De officiis«: skrift af Cicero om etik, her formentlig i en udgave ved Madvig.

til Ansvar: N. har prøvet at udnytte hendes afhængighed af ham til forførelse (jfr. n.t. 110). – Kongedatteren: som datter af en konge og en letfærdig pige har hun et sammensat sind, rummcnde på én gang stolthed og manglende sans for penges værdi. – Guldet: hun foregiver, i trods, at have købt guldet til ægtemanden med sin dyd.

det skærende Lys: Bang har kunnet bruge tidens skræmthed overfor den nye skarpe belysning tematisk (jfr. n.t. 98). – Viggo Hastrup: formentlig Viggo Hørup.

Cachemir: kashmir; opr. stof af uld fra en gederace i Tibet og Indien; nu let og smidig, vævet kamgarnsvare, kjolestof af merinould. – Hr. Desgrais: »Jeg opholdt mig ofte nede i Dagmarhotellets Kokken. Der var egen Konditor og en fransk Køkkenchef, De la Forque. Jeg saa, hvor det gik flot til. Mens De la Forque bankede Bofkødet, blev Smørret, han havde sat paa Panden, sort, og saa lod han det dryppe sydende ned i Flammerne« (Hellig-Hansens datter Camilla Hansen: Min Faders Huse ...).- Chateaubriand-Jern: ch. = en slags bøf af oksefilet; jern her: grillspyd.

Vokssvovlstik: egl. forbudt som brandfarlig fra 1875, da den kunne stryges overalt, men der var behov for en stærkt lysende stik til at tænde for gassen i mørke. – Æreslegionens Kors: fr. udmærkelsestegn; som fyrstehusgenealog var Hiort-Lorenzen allerede da meget dekoreret, endnu dog ikke med Æ.K. – Circenses: den rigtige sentens, »panem et circenses« (brød og skuespil): de romerske kejseres middel til at holde befolkningen i skak. – to Drosker: droschekøsel på den meget korte strækning signalerer formentlig overdreven levemandsstil. – ligeoverfor Danselokalet: dengang ved gærdet til baneområdet ved V. Farimagsgade (fra 1917 Axeltorv).

Nabohusene: der var ingen n.; en sløring? – Halvtreds-Øres-Butik: der var i København enkelte tilløb til den slags, fx hos Ernst Bojesen. – Nathandelen: egl. nathandel kom der næppe, skønt der ingen lukkelov var. – Balkonen over Hovedindgangen: Bang forestiller sig den nye koncertsal (åbnet 13.10.1883 som Hellig-H.s bygn. nr. 11); mens den gamle (Concert du Boulevard, som National var bygget udenom) lå som en rest skråt i gården, var den nye bygget sammen med farimagsgadefløjen; over vestibulen var der logefrit; dér står Berg og ser på de dansende, der i anledning af kongressen udfolder sig på det ryddede midtergulv, med borde i randen, -professionelle Dansere: vist Bangs påfund. – Prr.-Prr.: der fandtes endnu intet el-værk, så el-installationerne, der i National efterhånden erstattede gasbelysningen, blev vistnok drevet af små dampmaskiner i selve lokalerne.

Klokker: der åbenbart har glædet mere end forstyrret. – hjem i en Droske: 294| en stor omvej for Berg, men droschekørsel var også en samværsform (se kortet ill. 14). – om »Hesten«: jfr. n.t. 17. – Stjerne: jfr. h.t. 106.

Centralbanken: C. er Bangs konstruktion; han synes at have forestillet sig den på eller ved Kgs. Nytorv (jfr. Adolfs rute derfra ad Østergade s. 171), evt. med ex- og interiør fra Zivnostenkska Banka i Prag, hvor Bang hentede sine tilsendte penge (se Olav Harsløf i Omkring Stuk s. 14), dog med et direktørkontor som Tietgens Privatbank-kontor i Børsbygningen. - Stilstand: afmatningen i 1883 er nævnt i n.t. 74, mens tidspunktet s. 133 er »hen paa Vinteren«; tiden kan derfor foreløbig sættes til vinteren 1883-84. – Egestol: jfr. foto af Tietgens kontor i hans Erindringer, med gedigne møbler (modsat Bladets og Victorias); Bang har interviewet Tietgen dér (jfr. n.t. 123). – Miss Tea: hendes model, den unge violinistinde Arma Senkrah, som optrådte okt-nov. 1883 i National, var genstand for Bangs varme følelser (se Camilla Hansen: Min Faders Huse ...). Han skrev flere begejstrede artikler om hende i 1883 og mindedes hende senere, bl.a. i Politiken 7.9.1890, efter hendes selvmord. Den fiktive violinistinde skildres af en eller anden grund i ganske andre toner.

i ti Aar... Franz: Arma Senkrahs impresario var ikke Theodor Hermann (jfr. n.t. 47), men en hr. Wolff; det var Bang, der galant løj hende yngre, end hun var (Camilla Hansen). – Amerikanerinde . .. Livorno: i en pålagt forhåndsomtale havde Bang gjort amerikanerinden til en zigøjnerske fra Siebenbiirgen (Jacobsen II s. 39).

Tørlægning: 1882 havde nogle lodsejere faet afslag på vandstandssaenkning af Ringkøbing Fjord (Skrubbeltrang s. 159). – Kontor... Kort: kulisserne og situationen har Bang kunnet udforme på grundlag af egen oplevelse som interviewer af Tietgen (Minder i København 31.5.1907). -skandinaviske Værker: Bang har til fiktionens Victoria overført sin skandinaviske indsats i Vor Tid (se Efterskrift s. 241 og 252).

halvandet Aar: dette tidsrum stemmer med, at Bang i 2. del har skiftet virkelighedsforankring fra Dagmars til Vor Tids data.

fundet Plads til en Havn: konkret: 1861-65 var Tietgen borgerrepræsentant med havneforhold som særligt område; symbolsk: han havde gjort København til hjemsted for DFDS, stiftet 1866.

Det ringede: stedet må være Erhards hemmelige ungkarlelejlighed »ved Volden«, svarende til Gustav Esmanns i Voldmestergade 35 (i Kartoffelrækkerne) fra 1885; vedr. dette og den her påbegyndte histories oprindelse se n.t. 17. – L'hombrer: digterisk flt. af l'hombre, kortspil af sp. oprindelse.

Gaardhanen: fra Danmarks første ABC i 1591 til ind i 1900-tallet var der tegnet en årvågen hane på titelbladet. – Pensionsfransk: bedre folks døtre (som fx Anna Ferslew) var som regel et år i fransk eller schweizisk klosterpension.

ned ad Bredgade: antydet rute til hendes bopæl. – kørte ... hende hjem: dvs. efter restaurationsbesøget. – i Nærheden af Østergade: dvs. i forhold til 295| Bredgade; sandsynligvis cafeen på nuværende Bronnums plads, med udsigt til d'Angleterre. – Jardiniéren: blomsterskål, et makart'sk arrangement. – Kotillon(s-Par): et bals sidste, balkortfri, kontradans (se også n.t. 93). – mørk Gade: formentlig Tordenskjoldsgade.

Mamelukkerne: lange, løse, vide benklædeben med blonder.

Jylland: Gustav Esmann boede som 9-13-årig i Viborg. – Højærværdighed: titel for biskopper og provster; alm. præster var kun velærværdigheder. – / hele Huset: dette og andre steder peger på et enfamiliehus ved den østre ende af Sortedamssoen; Bang kom som ung student hos en faster i et sådant hus. Dette sted og det nærliggende »ved Volden« udgor en enklave udenfor bogens ovrige ruter.

Vindæg: æg uden skal eller ubefrugtet æg. – »Hjemme«: barndomshjemmet, evt. stadig generalindens hjem, er ikke stedligt angivet. – Badekammerdør: Er det en slags gemmeleg eller en »straf«, når han har været for dristig? Under alle omstændigheder barnligt. – Gaarden i Blekinge: vist ikke den egentlige gård, der synes solgt (jfr. Esmanns novelle), men et landsted; Sverrig-islættet kan også stamme fra novellen, og begge dele måske fra den nu ukendte societyaffære, der skal have ligget bag.

Severostotchnij: lille by i Bulgarien; Bang havde ellers fra Prag bedt mellemmanden Julius Schiodt om »et saare vanskeligt navn« fra Asien. - en sen Labansalder: »Sen« er i nærværende udgave indsat efter manuskriptet (hvor det utydeligt skrevne ord kan læses sådan) i stedet for de tidligere trykte udgavers »ren«. – Adolf... Frøken Hansen: Ernst Bojesen er nu som model udskiftet med Benedikt Salomon, bogtrykker og medforlægger sammen med Riemenschneider, bl.a. af Vor Tid; frk. H.s model var en dygtig og nydelig bogholderske i den virksomhed (Peter Nansen: Min Forfatterdebut, Politiken 2.5.1917).

Næsen: stor næse var fast jodesymbol. – Patti: Adelina P. (1843-1919), verdensberømt ital. sopran. – Nattergal: alias (s. 190) den »belgiske Nattergal« Dyna Beymer; der kan være et, meget tildækket, modelforhold til den svenske Christina Nilsson (f 1843), om hvem Bang 20.9.1885 skriver til Nansen: »Det med Nilssons mange Hyl ængster mig lidt. For otte, nei, ni Aar siden skrev alle Bladene, at hun var gammel« (Vandreaar s. 148).

Pylades: [pylades]; i de gr. heltesagn ham, der ledsagede Orestes på dennes farefulde færd. – en Benjamin: efter Jakob og Rakels yngste son: »yngste medlem«. – Filialdirektoreme: jfr. n.t. 22. – Halvaarsmøde: nemlig op til terminerne, her 11.12. – pretentiøse: fordringsfulde, indbildske. -Satyrer: sanseligt livsglade dæmoniske skovvæsener (gr. mytologi). – Brunel(sstovler): fr. [brynæl], tæt kipret stof til skafter i fodtoj.

Shirting: tætvævet bomuldsstof.

Familien Gravesen: bolig- og familiemæssigt har Gr. ikke (ungkarlen) Wille som model (jfr. n.t. 39), snarere Andreas Schou, der huserede med kone og fire borri i et hus på Tårnborgvej. Det er imidlertid Kartoffelrækkehuset (el. et tilsvarende på Olufsvej), læseren skal forestille sig 296| under det flg. (jfr. Olav Harsløf og Anne Røssell: Kartoffelrækkerne (1987), hvor (s. 57ff) et stykke af Gravesens Bal citeres). – Visedigter: Bangs voldsomme aversion mod studenterforeningsvisedigtere skyldtes formentlig hans værste plageånd af alle (dels i foreningen, dels og værst i Punch fra nummer til nummer i mange år): Ferdinand Bauditz (f 1846). – op og ned ad Trappen: byggeforeningshuseiie har tre små etager, hvorfor trapperne benyttes flittigt; det følgende kædeløberi (s. 149) har Bang overført fra Ferslewernes rummelige bolig, hvor han selv havde ført an i denne selskabelige aktivitet (Journalistaar s. 72).

Lejetjener: i 1883 en virkelig erhvervsgruppe, 77 registrerede til den lille by (i 1986: 44 til den fire gange større by). – ruineret: ødelagt, gjort til ruin. – Sofaen ud paa Gulvet: tidstypisk møbleringsmåde (jfr. n.t. 80). -Chenilletørklæder: af stof med blød, lådden tråd, ofte med flettede frynser påsyet.

Rishoste: vifteformede koste af kornsorten durra; på mode.

Fordansere fra Foreningen: Foreningen = Studenterforeningen; folk som Gravesens havde ikke »familier« at hente dem fra, og unge piger havde ikke frihed nok til at dyrke herrebekendtskaber.

med Ostentation: tilskuestillende, pralende. – Aldersgrænsen: kaptajnens model, Giødesen, faldt som 54-årig 1883 (se n.t. 46).-»Landbrugstidende«: tillæg til Nationaltidende.

Landsted: Tietgen havde sommervilla i Tårbæk og landsted, Strødam, ved Hillerød. – Nibe: Tietgen begyndte i 1843 som lærling i en manufakturhandel i Odense. – opførende Herre: fast begreb ved tidens baller (hele fremgangsmåden ved tidens baller er meget oplysende fremstillet i Haabløse Slægter); hos Ferslews var det Bang.

Kæde gennem Huset: se n.t. 140. – Redaktør Scheelefra »Dagen«: Carl S. (se s. 21) svarer til Dagens Nyheders redaktør Carl Carstensen, på det tidspunkt 46-årig ungkarl, senere gift med tidligere gift dame; erindret som en smuk, distingveret, ironisk smilende mand, der tumlede sig i det københavnske high life (Angul Hammerich, Dagens Nyheder 18.2.1922).

skraa Møbler: klunketidsmøblering.

Tyrtæus: gr. Tyrtaios, spartansk digter, der manede til tapperhed og lydighed mod den bestående statsorden.

»Axelhus«: huset med Centralhotellet og Paraplyen (jfr. n.t. 44); alrn. at ungkarle boede på hotel (dog ikke Carstensen).

mange Børn: jfr. n.t. 34. - Reparationer: ikke svarende til Hellig-Hansens forhold.

svor og bandte: hvad Hellig-Hansen netop aldrig gjorde. – Festaftenen: forud for Dagmars første generalprøve, skildret af Bang i Nationaltidende 7.3.1883. – kikkede ned: Paraplyens senere overtjener har fortalt det samme (P. Chr. Kampmann Arnild: »Paraplyen« (1932) s. 122). – Savoyard Maal: dialekt fra Savojen i SØ-Frankrig. – det ævrede Smør: misforståelse af ævredsmør, dvs. holdbart smør fra efteråret, når køerne gik på ævred, dvs. stubmarker, hvis indhegning var opgivet.

valtende: rådende for, med samme nedsættende betydning som i udtrykket (skalte og) valte.

Bortførelser: bortførelser var på mode i victorianismens dage (tænk på Drachmann og på Ingeborg Stuckenberg), og der har sikkert ligget en ny konkret skandaleombrust bortførelse bag fiktionens fremstilling.

arbejdet stille: åbenbart med at »flette frynser« (jfr. s. 141). – Anna: det eneste sted i bogen, hvor fru Canth nævnes ved fornavn.

de to Canther: dvs. børnene. - lange Arthur: modellen til Bastrup, Viktor Bjerring, kaldtes Lange Viktor (jfr. Omkring Stuk s. 2 og ill. 11). – om Tiderne ...: jfr. n.t. 121. – »synde«: både i manuskript og 1. udgave; først senere indsneg sig ved en simpel trykfejl det »snyde«, der har frydet så mange stilsmagere.

Chaiselonguen: sofa med skævt ryglæn til at ligge på; alm. i klunkestuer. -ovre ved Jernbanen: ikke tilfældigt, at Bang lader dem skilles dér; Emil (og Arthur) Bjerring boede på Billowsvej 22 og havde sikkert abonnementskort til Frederiksberg station med Nordvest-, Vest- og Sydbanen; derfra kort spadseretur hjem. – Beretning: Nyfigenhed og fortrolighed med tyendet er iflg. Bang resultat af, at børn selv må tilsnuse sig viden om voksnes kærlighedsliv (jfr. n.t. 76).

de »halve Øl«: jargonudtryk i overgangstiden mellem helflasker og de nuværende; udtrykket »en øl« med flt. »øller« eksisterede endnu ikke.

Kronometer: præcisionsur.

Bernhard-Schmidt-Tournéen: giver mindelser om den umådelig mislykkede Herman-Bang-turné i sommeren 1884, et væsentligt punkt på Bangs deroute efter triumftiden (som her fortalt med selvironi i Ti Aar).

»Hund og Hare«: fejl for »hund efter hare«; en tagfatleg. – i Grønningen: de to forbliver indenfor deres rutemønster (jfr. n.t. 131 og ill. 14).

Det Thornamske Sundhedsleksikon: Almindeligt Sundhedsleksikon af læge A.W. Thornam, 1. oplag 1856, 51. oplag i 1882. – UP. Holsts Digte: patriotiske digte fra krigen 1848-50 (se n.t. 59). – lukkede ... op: talesprog for »lukkede... ind«.

echaujferet: finere ord for svedt og ophidset. – transpirerte: finere ord for svedte. – Madam Jensen: titlen »madam« holdt sig særlig længe om jordemødre (sml. n.t. 197). – »Naaden«: hendes/Deres nåde. Om- og tiltaleord for damer af højere adel.

Cerberus: lat. for gr. Kerberos = den hund, der vogtede indgangen til underverdenen.

langs Søerne: her: langs Peblingesøen på bysiden, fra Gyldenløvesgade mod Søtorvet. – Peripatetikere: gr.: omkringvandrende samtalende filosoffer, som Aristoteles og Sokrates, i Danmark ofte brugt om Kierkegaard.

Taarnbygningerne: søtorvsbygningerne fra 1873, starten på byggeræset efter voldenes fald, og de flotteste. – Gersters Port: først her røbes Gcrster-familiens bopæl, i en af de fornemme karreer (nær Kommunehospitalet), nærmere bestemt utvivlsomt Gothersgade 160,11 (se ill. 14), 298| Bangs bedstefaders gode veninde Johanne Luise Heibergs hjørnebolig, hvor Bang sikkert har været med excellencen, så han kan huske stuernes indbyrdes placering.

Jernbanekørsel: banen til Klampenborg, med station ved bl.a. Skodsborg, var åbnet allerede 1863.

denne »Dame«, der græd: jfr. Emma Gad om damers tårer: »Gør ... ikke Brug af dette yndede Vaaben, hvor De ikke er nøje kendt med Deres Modparts Temperament, og overhovedet ikke hvis De har Erfaring for, at det ikke klæder Dem at græde« (Takt og Tone, 6. afsnit (1918)). – »Benene vilde til Kroen«: frit efter Jeppepaa Bierget 1. akt, 5. scene.

Paa Alfarvej...: Ordsproget »Der gror ikke Græs paa alfare Veje« betyder, at løsagtige kvinder er ufrugtbare (ODS). – »Victoria«-Porten: hotellet havde port mod Halmtorvet, teatret (som nu biografen) hovedindgang mod Jernbanegade.

»Konserverne«: det hed dengang konserve(n)/konserver(ne).

den tunge Maskine: Dagmars første aftener generedes af støj fra et midlertidigt anlæg til tørring af murene, af pressen fejlagtigt opfattet som konstant (ventilation), her mod bedre vidende fastholdt af Bang som symbolsk parallel til »Bladet«s maskine i kælderen (se fx s. 49).

til December: dvs. december 1884, Bangs sidste måned ved Nationaltidende. – Svampelugt: ingen baggrund i Dagmars virkelighed.

leje af Theatergarderoberne: fra udlejningsgarderober. – »Bikubebogen«: Sparekassen »Bikuben« (fra 1857) var symbol på tryghed i pengeanbringelse. – Prøvesølv(sgaffel): sølv af høj lødighed.

et Bybud: Sådanne stod afventende på alle væsentlige steder i byen, med uniform og faste takster, sorterende under politiet.

(Stor)sløv: dvs. slev = grydeske.

Madam Martens: Tidens selvfølgelige sociale skelnen mellem fruer og madammer afspejles i denne bog ved fru Adolf og madam Martens.

Kavaj: kappe med slag eller stor krave, tidligere ofte brugt af polske joder. – Klaken: klak eller klakke (fr. claque) = trop af (lejede) teaterklappere, klakører.

af »Buketten«: bestilt til at overrække buketter. – Foyeren: her skuespillerfoyeren. – (Diamant)aigretter: fr., fjerbuske som hovedpynt el. smykker formet som fjerbuske el. buketter. – Titushoved: marmorhovederne af romerkejseren Titus er oftest »runde« og med afstumpet næse. – Safians(pose): farvet gede- eller fareskind.

piece de résistance: fr., hovednummer i en forestilling (egl.: et stykke til at stå imod med). – Klaken: her = de to oprindelige herrer af »Buketten«. -Trocadero: udstillings- og koncertbygning i Sydspanien, bygget til verdensudstilling 1878. – drejesygt: om får o.a. med hjernesygdom, der forårsager cirkelgang.

Prosit: velbekomme. – Berceuse: vuggevise. – Karre: tohjulet vogn.

Foredragsholder: kapt. P.s model, Giodesen (se n.t. 46 o.a.st), tog ofte på temperamentsfuld måde del i politik, og forsvarssagen lå ham meget på 299| sinde (DBL). -Frederiksberg Vaabenbrødreforening: lokalafdeling af gensidig støtteforening (stiftet 1859) for værdige veteraner fra treårskrigen og senere fra 1864; første punkt i formålsparagraffen: »at holde Krigens herlige Minder i Hævd for derved at vække og støtte Folkeaanden« m.m.

om ad Hovedvagtsgade: dvs. ad smågaderne til Købmagergades posthus. – Nu gik de ...: mærk ruten.

Montreux: kursted ved Genfersøen for nervesvage og brystsyge. – Mentona: formentlig Menton (ital. Mentone), fransk middelhavsby fl km vest for den ital. grænse; vinterkursted med mildt klima. – nu i Terminen: henimod 11.12.1884. – et Par Huse ned ad Frederiksborggade: han må formodes at være gået mod Søerne fra Frederiksborggade 28 (30), men at være bøjet af ved Farimagsgadekrydset, på vej til Gothersgade 160 (jfr. n.t. 184). - Blodspytningen: han må have haft lungesvindsot (nu: tuberkulose), tidens svøbe, indtil Finsen påbegyndte sine metodiske lysbehandlinger i slutningen af 1890'erne; diagnosen var dengang tilpas vag til, at Bang (og andre forfattere) kunne bruge sygdommen symbolsk, fx som forårsaget af moralsk slaphed.

knap fem og tyve Aar: dvs. på Gustav Esmanns alder. - ligegyldige: jfr. den også højborgerlige Otto Rung: »At drøfte det guddommelige stred mod Hjemmets Etikette«. (Klunketid s. 136). – Skrive som ...: overraskende, at Lille-Gerster er skribent, men det passer jo til modellen Esmann (læsermedarbejde).

jeg er Fa'r: Iflg. afd. professor Ejnar Thomsen (mundtl.) havde Bang i al hemmelighed en datter; han er næppe blevet »godkendt«. - halvandet Aar: for lang tid i forhold til fiktionens tidsskema, men det har nok skullet paralleliseres med Bergs »halvandet Aar« (se n.t. 124). - Kjærlighedens Gjerninger: stavemåde medj pga. allusion til værk af Kierkegaard.

Onsdagstajlet: til »onsdagstaffel« hos majestæten blev mellem nytår og påske byens honoratiores og de adelige, der tilbragte vinteren i København, indbudt efter tur og gruppevis, fx Kommunehospitalets læger (C.H. Rørdam: Svundne Dage IV og V, 1916-31). – lakonisk: egl. »spartansk«; kort og fyndigt udtrykt.

hvis Bøger...: mange i det højere borgerskab var pga. Topsøes venlighed overfor gennembrudslitteraturen kommet for skade at læse noget deraf (jfr. n.t. 78). – »Abetro«: udtryk for Darwins nedstamningslære skabt af D.G. Monrad i en polemik med Georg Brandes i 1870. – drev om: ingen gadenavne; rutemønstret gået i opløsning.

uden Hat: helt op i 1930'rne spillede hatten denne mærkelige rolle (jfr. Jastraus i Tom Kristensens Hærværk .1930). – kvittere: her: være overløber, fx ved at forlade det frie ungkarleliv og gifte sig. - Hollandsk Soldat: kujon el. desertør; udtrykkets oprindelse kendes ikke. - Bukkene: frit efter Matthæus 25.32, 33 og 41.

»brunhattede«: denne mode ses fx på farvelagt tegning i Punch 1884 s. 266-67, dog ikke blot på unge personer. – Ægtemand: af Bang med 300| bitter malice tilskrevet Brodersen alias vennen Peter Nansen, der op til jul 1885 »svigtede« ved at forlove sig; Bang skrev fra Berlin: »Vanen er med om at indsnævre Livet, gøre Modtageligheden mindre, kort sagt gøre En mindre ung« (Vandreaar 158), (jfr. Efterskrift s. 249-252). -opfylder Budene: frit efter 3. Mos. 22.31 og 1. Mos. 1.28: »Derfor skulle I holde mine Bud og gjøre dem.... vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gjører Eder den underdanig.« (1871-oversættelsen). -Tunnelen: kælderområde, brugt til koncerter og cabaret'er; kan i dec. 1884 ikke være Dagmars (lukket ved dom i forbindelse med HelligHansens fallitsag), men må være Nationals ditto. – Cirkusbygningen: må være den nu forsvundne Panoramabygning fra 1881, der i begyndelsen mod planerne brugtes til cirkus. - Farbacheme: Philip F. sen. og jr. var Strauss'ernes arvtagere som producenter af wienerdansemusik; jr. havde været gæstedirigent i National 1883 (III Tid. 14.10.1883).

Generalprøven: g. på den komiske operette Den lystige Krig med musik af Johann Strauss, med en lavkomisk handling henlagt til Italien i begyndelsen af 1700-tallet; Dagmars første kassestykke, opført i jan.-febr. 1884, i bogen flyttet til ultimo dec. samme år; i dette som andre tilfælde lader Bang sin hovedperson tilrane sig det instruktørjob, som alle huskede var blevet bestridt af andre.

tre Kors ... ottende December: her er Dagmarteatret som virkelighedsforankring (omend med bevarelse af dets rammer) helt udskiftet med Vor Tids forlag Salomon og Riemenschneider, hvis indehavere fangedes under flugtforsøg, afslørede som seddelfalsknere, 15.12., ganske vist året før (1883); reportager i dagbladene. – brogede Uniformer: se n.t. 216.

Raseri mod ... Spenner: At Bang har måttet skjule Spenners modelforhold så eftertrykkeligt, kunne måske rette opmærksomheden mod den mand, han har måttet frygte og hade fremfor alle, pantelåner A.O. Andreasen, der gennem 20 år (1876-96) øvede pengeafpresning mod ham; Bang var altså under Stuk's tilblivelse i hans klør (Jacobsen: Nye Studier s. 55).

médløst: egl. uden pejlemærke. – »Spadseren«: arbejdsløshed.

Staden København ... et nyt Millionlaan: jfr. Københavns Historie IV (1982 301| s. 217: »Borup [den fra 1883 nye fmansborgmester] fik stiftet et lån på 15 mill. kr.... Privatbanken ordnede lånet«.)

Emissionen af: udsendelsen og placeringen af.

til Raadhuset: igen præcis rute, fra Frederiksborggade til Nytorv, -gennem Gangen .. .; Bang har været godt kendt med interiører og stemninger i »Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret« (Haabløse Slægter, Salomon og Riemenschneider, indkaldelser til forhør pga. homoseksualiteten). -Martens vidste intet: heller ikke Hellig-Hansen forstod sig på penge og forretningsgang; de synes at have naiviteten fælles (se Hist. Medd. om Kbh. 1988).

Sten fra nedbrudte Rønner: ren symbolik, uden forbindelse med Hellig-Hansens solide bygninger. – talende forbitret og højt: Bangs indfølelse i enhver parias eller tabers potentielle tilbøjeligheder (jfr. banditterne omkring »Hesten«) har næppe noget at gøre med Hellig-Hansens faktiske adfærd under mødet med retsmyndighederne, og skal heller ikke have det, men Hansen, som alle genkendte i Martens, blev jo ved bogen ofret på kunstens alter (se Hist. Medd. om Kbh. 1988).

Herluf hjemad: den præcis modsatte rute af den s. 225. – i Dagligstuen: Bang har givet besøgt de to ramte hjem, Riemenschneiders i Tordenskjoldsgade og Benedikt Salomons forældres i Peder Skramsgade; der foreligger et hengivent afskedsbrev fra R. til Bang. -fryser: I en artikel om Maupassant (Nationaltidende 18.9.1884) har Bang indskudt beretningen om et besøg af »min Vens Moder«, hvor replikken »Nu sidder han der etsteds og fryser« forekommer.

ud ad Bredgade: Bergs deroute i forbindelse med Victoriakatastrofen modsvares af Bangs ditto i forbindelse med Salomon-Riemenschneider-katastrofen; »Fra det Øjeblik ... begyndte hans Vandreaar« (Peter Nansen i Vandreaar). I Stuk er dette for den erindrende forfatter udmøntet i en symbolfyldt »rute« ad Bredgade, Grønningen og Langelinie.

»den Tid derovre«: Bang har allerede i Vor Tid febr. 1883 skrevet om en fodtur med Emil Bjerring om dette. – Bentsen: forekommer også i Tine, men under navnet Appel. – Skolen: Landkadetakademiet.

vi mistede alle. ..: af Claus Secher fortolket sådan: »Gennem metaforer fremtræder nederlaget som en kastration af landet, der igen betinger indbyggernes kastration« (Omkring Stuk 222). – Saarfeberen: glosen er fra før antiseptikken, betegnende noget man stod magtesløs overfor; efter Pasteur (hædersgæst ved kongressen i København) forsvandt ordet efterhånden, undtagen som Bang-citat samt genindført 1931 i oversættelsen af 1. Mos. 34,25, vedrørende omskæringens smertefulde tredie dag.

fidtet: gammel sideform til fedtet.

Teatervognene: jfr. s. 77. – »hele København«: i Vor Tid blev en række københavnercauserier underskrevet med det kollektive »Tout Copenhague«. – Førsteforestillingen: dvs. efter rekonstruktionen, af Bang flyttet fra Dagmars ditto august 1884 til fiktionens december samme år, faldende sammen med Bangs sidste dage på Nationaltidende.

en lejet Karet: for første gang i bogen tales der om to modgående ruter, symboliserende to lige forkerte måder at reagere på 1864-nederlaget. -slesvigske Valpladse: se n.t. 203. – en enkelt Fodgænger: for første gang er ledefiguren ubenævnt; den medarbejdende læser må selv identificere ham med Berg, der er så udvisket, at han ikke går, men glider. - Taagen, der laa over Staden: samtidige kan have associeret til Drachmanns 15 år gamle Engelske Socialisters to sidste linier: »Sænker sig Taagen ... Natten, Døden eller Drømmen«.

Alment

Ordbog over det danske Sprog, forkortet ODS.

Dansk biografisk Leksikon, forkortet DBL.

Kraks Vejviser

Folketællinger (Rigsarkivet).

Matrikelprotokoller (Københavns Stadsarkivs afdeling på Ottilievej 1).

Kirkebog for Kirkerup sg. (med Tågerup) og Birket sg. (med Mageltving) vedr. hhv. Hellig-Hansen og hans kone.

Anmeldelser, samtidige tidsskriftartikler og senere behandlinger af Stuk: Omkring Stuk (1977) udg. af Olav Harsløf.

Løbende tidsspejling med illustrationer i III Tidende og Punch, København paa Kryds og Tværs, F. Hendriksen: Københavnske Billeder fra 19. Aarh. (1924-27), Før og Nu (I-IX; 1915-22) samt København Før og Nu (I-VI; 1947-51).

Sv. Cedergreen Bech: Københavns Historie gennem 800 år (1967)

Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København (1972).

Sigurd Jensen og Claus M. Smidt: Københavns Historie IV (1982)

Af Herman Bang, kronologisk Breve fra og til Bang på Det kgl. Bibliotek samt fra Bang i Vandreaar ved Peter Nansen (1918).

Reportager af Bang og hans lærlinge i Nationaltidende og Vor Tid om Dagmarteatret, National og Hellig-Hansen, fx VT 16.4.82, VT 23.4.82, Nat. 24.8.82, Nat. 29.10.82, Nat. Aft. 7.3.83 og VT 28.10.83.

Anden journalistik af Bang fra tiden: Hans Andersen: Herman Bangsførstejournalistik (19'81).

»Selskabsliv« i Nutiden 19. og 26.1.1879.

»Brudt Liv« i Nutiden 8., 31.8. og 7.9.1879.

Haabløse Slægter (1880).

Fædra(1883).

»Breve fra Sundet II« (i Sergens Tidende 26.8.1885).

Ti Aar(1891).

Nekrolog om Gustav Esmann i København 5.9. og 9.9.1904.

Gedanken zum Sexualitatsproblem, hrsg. v. Max Wasbutzki (Bonn 1922, først trykt i Zeitschrift für Sexualwissenschaft 1912). Herman Bang: Københavnske Skildringer, ved Cai M. Woel (1954). Herman Bang: Fra de unge Aar, ved Cai M. Woel (1956). Claes Kastholm Hansen: Herman Bangs reportager (1985).

Af andre, kronologisk Karl Lársen: Dagbog (sporadisk) 1881-85 (Kgl. Bibi), Ny kgl. Saml. 3689,4°.

Gustav Esmann: Børn (i Gammel Gæld 1885).

Karl Larsen: Daniel-Daniela (ty. 1908, da. 1922).

P.A. Rosenberg: Herman Bang (1912).

Viggo Lindstrøm: Teatererindringer og Oplevelser (1925).

Vilh. Andersen: ni. dansk Litteraturhistorie IV (1925).

Camilla Hansen: Min Faders Huse var ikke Stuk (Berl. Tid. Sønd. Till. 16.11.1930).

Anna Levin: Fra Herman Bangs Joumalistaar ved »Nationaltidende« 1879-84 (1932).

Otto Rung: Københavnsk Selskabsliv ... (i Danmark i Fest og Glæde V, s. 45 fF; 1935).

Otto Rung: Fra min Klunketid (1942).

Viggo Schiørring: København under Buelamperne (1945).

Henry Hellssen: Kapitler af Købmagergades Historie (1950).

Harry Jacobsen: Den unge Herman Bang (1954). (Jacobsen I).

Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens Digter (1957). (II).

H.P. Rohde: Ernst Bojesen (1958).

Torbjörn Nilsson: Impressionisten Herman Bang (1965).

Harry Jacobsen: Herman Bang. Nye Studier (1974). (III).

Flemming Conrad: Herman Bang og hans forlæggere (i Omkring Stuk s. 16ff). Olav Harsløf: Imitationen som livsstil – Arkitektur og ideologi (i Omkring Stuk s. 296ff).

Eldorado. Homosexuelle Frauen und Männer in Berlin 1850-1950. Geschichte. Alltag und Kultur. Red. Michael Bolle (1984). Heri bla. Wolfgang Theis und Andreas Sternweiler: Alltag im Kaiserreich .... (specielt: Subkultur im Kaiserreich).

Henning Bech og Karin Lützen: Lyst eller Nød? – Redegørelse fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet (1986). Samtale med Eva Wulff-Hansen (Hellig-Hansens barnebarn) om bedsteforældrene (1986).

Artikel om Hellig-Hansen ved P. Nørreslet i Hist. Medd. om Kbh. 1988.