176|VI.

Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse – Psalmer og Skriften. Tine læste og læste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile.

– Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

– Ja, Mo'er, ja – men sov nu, sov nu ....

Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. Blæsten slog den stride bestandige Regn 177| mod Ruder og Mur, saa det lød som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra Sønderborg – paa fireogtyvende Time.

– Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit Køkken.

– Ja – men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.

Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur.

Rundtom sov alle – Officerer og Soldater og Syge – den samme Søvn, hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin Plads.

– Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød.

– Ja, Barn, gaa – gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og slider.

178|– Og det ta'er kun til – det ta'er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.

Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes Brøl.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte Kapper, og et Par vildfarne 179| Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen, indsvøbte i et Sjal.

Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen tændte to Fremmede Ild.

Rundtom sad Flygtningene, Koner og Børn, der ikke en Gang vidste, hvor de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en skinger Kvindestemme, der blev ved at sige – mens den Talende uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit Skød – :

– Alt, hvad vi ejer og har – aa, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst – i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, 180| boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.

– Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over Sengen: aa, den treenige Gud – aa, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

– Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod paa Markhøjen – forfærdede foran det brændende Land.

Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et Dyr, der stønner.

Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.

181|– Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag – blev Sofie uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, mens hun lagde i Skorstenen og fik kogt Mælk og Brød (der var ikke anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste Børnene at spise.

– Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed' – Sofie jamrede højt – det er det bedst' af alle Billeder – det ligner bedst af alle Billeder – der var han ind' at si' Farvel – da han drog ud ...

– Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som Sofie skulde bære rundt.

– Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om »al den Elendighed«.

– Og – det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.

Det tog til. Som Lyd af det stigende 182| Vand ved en Springflod drev Kanonernes Bulder hen over Huset.

En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en Skildring af Bombardementets Rædsler.

Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til Sæde.

– Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder.

En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i Vindueskarmen.

Der kom bestandig fler; gennemblødte, 183| overdængede med Smuds stod de i Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en halv Time – og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de satte sig.

Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev lagt i Pigernes Seng.

Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at »tø op« og de vaagnede til Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres Hjem – uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit – krammende ud med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende Værdipapirerne, han har reddet – og pludselig stansende, uden at kunne tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet sammen, deres 184| By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned.

Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille.

De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals – mens Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om »nye Detailler«, udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen hørte:

– Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke hyggeligt.

Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet at ligge.

– Over hans Seng – lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:

– Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

185|Et Par Købmænd talte om Assurancen – det var Held for dem, som havde godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme Ord – uafladelig, som en Sindssyg – ligesom et Refræn.

Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer.

Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham raabe:

– Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned. Det er Broerne, det gælder .... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten, har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder .... Og der falder en Granatregn nu over Broerne ....

I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi og ind i Stalden 186| – hun vilde kalde paa Lars eller Maren – : med fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange Øjne, mens Tøjret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at slikke hendes Hænder.

Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig Angst og trykker sig op imod Jægeren.

I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende – Kørende og Gaaende.

– Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig – en Hjord uden Vilje.

187|Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben red ind paa Marken for dog at komme videre.

Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Læge. Tine spurgte:

– Hvor ligger tredje Regiment?

– Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev staaende – de to var allerede borte, Klokkerne begyndte at lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

– Han laa ved Broerne.

Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst.

– Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte Klokkerne og vilde ud af Sengen.

Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han raabte:

– Bed, bed, lad os staa op at bede.

– Ja – ja, hun holdt ham i Sengen.

188|– Lad de Ugudelige bede ...

– Ja, ja! – Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør og hun hørte dem ikke:

– Han laa ved Broerne.

– Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen paa sin Dyne.

Klokkerne lød igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam Bølling højt.

– Der, der, skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, – hører du – læs .... lad os alle bede.

Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran hendes Øjne, og hun læsteN og læste og vidste ikke, hvad hun læste:

– »Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor Frelse i Nødens Tid«.

– Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er almægtig.

189|– »Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban«.

– Gud er almægtig, Gud er almægtig – –

Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun ikke alle Profetens Forbandelser; Bibelens Ord var i hendes Øren kun tomme Lyd:

– Han laa ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten som med Triumf – alle Esaias' Rædsler.

– »Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land ....«

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og talte sagtere:

– »Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til Evighed skal ingen gaa igennem det«.

190|Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille.

Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang:N

Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog sang derinde – de, som skulde dø.

De, som kunde dø – dø og faa Fred!

.... Tine stod op. Faderen sov endnu, 191| og Præsten var allerede kommen tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen.

Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

– Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?

Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik paa den sovende Syge.

– Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han og pegede ud mod Kirken.

– Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene sig frem, Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede deres Ansigter, følesløse – naar de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og 192| stønnende Dyr, forbi Saarede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var deres.

Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Saaredes Skrig – naar i Stimlen de nøgne Vogne stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse.

Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og solgte ud fra sin 193| Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne tørnede mod hinanden.

Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun skulde i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at følge i Kølvand af Madammen, der rullede af sted, frem mellem de Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skaane de asende Heste, og op 194| bag Kroen slæbte Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede.

Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der maatte skaffes Plads. De kunde ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der var ikke Charpi.

Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de Kvæstedes Stønnen i sit Øre.

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa – midt i Jamren lod hun Munden løbe:

– Ikke var der spiseligt i Huset, ingen195|ting; hvor skulde man ta'e 'et fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger? – De er ikke til at holde ved Malkningen, om man saa bandt dem til StripeneN ....

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine Piger – den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes Raseri – :

– Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, syntes hun, hun saá – et Nu – Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde hun:

– Han er død.

Hun gik op. Hun gav Lægen CharpiN 196| og Lærred. Han var i Arbejde: en af de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder.

– Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg – rør mig ikke, be'er jeg, be'er jeg ...

Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos – kun bleg var hun – og hjalp.

– De taaler at sé Blod, sagde Lægen, der gik til den næste.

– Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han rallede.

– Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Døende.

.... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge sét til fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. Bølling var vaagen nu igen og saa urolig:

– Og naar der er en Doktor i Huset – og naar der er en Doktor i Huset, sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa Bølling, med hvem det var saa rent forkért.

197|Lægen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende Stakler bad om Nattely kun – forgæves.

– Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

– Ja.

Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Søen – med »de unge Piger«.

Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

– Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen. Tak – at du kom.

– Om lidt blir her køligt – hans Stemme lød saa mildt – saa gaar Solen ned .... her er saa smukt, naar Solen gaar ned .... og vi er sammen ....

Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:

– Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden – du er saa god .... hvor du er god ...

198|Sygepasseren vendte Hovedet:

Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. Der laa nu osse hun paa langs henad Sengen – som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

– Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men føj ham blot; det kan dog ikke skade – desværre.

– Og gaa saa derind.

.....

..... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa Strømperne paa ham:

– Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder.

– Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.

– Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig.

– Ja, Faer, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han løste 199| alt igen; hun kæmpede med ham af alle Kræfter:

– Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid! – Tine famlede med ham, Klæderne fik han forkert paa.

– Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i Taarnet.

Han tog Tine om begge Haandled.

– For det er Jorden, der brænder, sagde han og begyndte selv at skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ...

– Ja, Fa'er, ja!

– De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og aandeløs: Der er Ild i Jorden – hører I – hører I .... der er Ild i Jorden.

Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs, – mens Madam Bølling skreg – byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, ustanselig, skrigende paa Lygten:

– Lygten, Lygten – skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han begyndte at lé.

– Jo, Fa'er, jo.

– Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling.

200|– Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, ud og ind.

– Ja, aa ja. – Madam Bølling løb uden Sans.

– Lygten, Lygten, skreg den Syge.

– Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt.

Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold dig til mig, hold dig til mig og pas paa.

Den Syge lo højt og længe gennem Larmen.

– Vi vil se, hvordan Jorden brænder .... Gud har sat Ild på Jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud. Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter.

– Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm.

201|Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den løftede Lygte, paa det øverste Trin – Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved.

– Fa'er, kom.

De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens Hækker og snublede over Stene.

– Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn.

Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Døren slog i for de hylende Hunde.

– Moer, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.

Madam Bølling fik Lygten. Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den.

Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje – mellem dem laa Natten, som vilde den sluge dem.

202|– Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger.

– Tinka, pas paa, pas paa.

Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe og de ogsaa – paa det faste Loft.

– Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op! – Bølling rev i Lugerne, og Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede Luger.

De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt – som Randen af et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme 203| Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros – Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.

– Det er Øen, der brænder, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som onde Dværge.

Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun – hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.

– Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige Gange.

Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen – hun lyste for Berg, der kom op:

– Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til Fod, staaende 204| paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg, tog han hende, dækkende hende med Kys.

Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel.

– Men De trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn.

– Ja, hun gaar med mig, sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine løb gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær.N

205|......

Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt opløste Seng.

Hun satte sig op og mumlede:

– Det er en Bespottels' af Gud

Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten.

......

Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet.