Da den unge lovende naturforsker dr. phil. Vilhelm Bergsøe (1835-1911) fik sin videnskabelige løbebane afbrudt af en ondartet øjensygdom, gav han sig til at diktere Fra Piazza del Popolo.

Bogen udkom sidst i november 1866. Bergsøe begyndte sit skønlitterære forfatterskab med den største knaldroman i dansk litteratur. Det er samtidig en af de klassiske bøger om Rom og Danmark. Vi hensættes til en kreds af skandinaver i Rom nogle majdage i (måske) 1861. En af danskerne forsvinder som det viser sig: bortført af røvere. Og vennerne fordriver en pinlig ventetid med at fortælle historier om deres ejendommeligste erfaringer. Lægen Aabye lægger for med »Tordenskyen«, historien om hans oplevelser i kolerasommeren 1853 i København.

Vilhelm Bergsøes elskede dansk-romerske bog er både en roman og en fortællingskrans. Den længste af skandinavernes fortællinger på Piazza del Popolo, mens de venter på nyt om en bortført kammerat, er »Holmgreens Manuscript«, som en af dem læser højt. Det er historien om den unge forældreløse Henry Vernon i København, i en tvetydig forlovelses- og brydningsperiode. Den har klare lighedspunkter med tidens ikke mindst Goldschmidts – dannelsesroman, minus slutning. Særlig vital og sprudlende står fristerskikkelsen, løjtnant Brandt (efter model).

I de store knaldromaner er farer til for at blive ud- holdt og overstået, og gåder er til for at blive løst. I sidste del af Fra Piazza del Popolo fortælles – fortrinsvis af de implicerede selv om tilfangetagelse og udfrielse. Og de uafsluttede eller gådefulde ender af fortællingerne bindes sammen, så at det bliver klart, hvem der er hvem i den centrale identitets- og faderskabssag. Gensyn og dobbelt forlovelse finder sted før bogens smukke afsked. »Bergsøe øste aldrig op med Ryggen af Skeen« (Paul V. Rubow).