af Vilhelm Bergsøe (1867)   Udgave: Flemming Conrad og Lars Peter Rømhild (1988)  
forrige næste

Signor Naso

»Jeg har altid havt en Svaghed for Sukker, naar man kommer det i gammel Jamaica-Rom og helder lidt Vand oven paa. »Det styrker,« sagde min Fader. - »Og giver saadan en rar Søvn,« fortsatte min Moder, naar hun blandede det half and half, »det er meget bedre end Theevand.« -Saa stak hun sit Hovedvandsæg med den lille Svamp ned i sit Glas, og saa fik jeg Svampen at sutte paa. Dengang var jeg kun et Aar gammel, og naar min Moder lagde mig i Vuggen, pleiede hun at sige: »Nu sover han, det lille Skidt! Skulle vi saa ikke have en lille Dukkert til?« Og saa dyppede hun Svampen paany og stak mig den i Haanden, for at jeg kunde have Noget at suge paa, naar jeg vaagnede om Natten. Det var bedre end Ormepulver, som min Fader pleiede at sige; det skaffede en udmærket Nattero baade for min Moder og mig, og Skade har jeg ikke taget deraf, skjøndt jeg er henved de Treds; men min Toddy maa jeg have hver Aften. - -

Naa, det kommer nu ikke Historien ved, men De kan tage det som en Indledning.

Saa sad jeg da en Aften noget alene i Café antico og gjorde Commers med den lille Ariella, hvergang Fatter var ude for at passe paa, at de smaae Opvartere ikke slog hverandre fordærvede af Jalousie til Pigebarnet, da i det Samme Døren gaaer op, og en Fyr kommer ind, som jeg ikke rigtigt kunde see, fordi Ariellas Hoved var imellem hans og mit.

»Hvad gaaer der af Ariella?« tænkte jeg; for i samme Øieblik sprang hun op fra mit Skjød, tog sine smaae, nysselige Hænder for begge Øine og satte i eet Spring op ad den steile Trappe til den høie Sidestue. Der kastede hun sig over to Rørstole og frembragte en Lyd, saa at man skulde troe, at hun var en ægyptisk Udrugningsmaskine for Høns og Kyllinger, og samtidigt dermed sparkede hun Gulvet med begge sine smaae Fødder og viste meget Mere af sine Bevægelsesorganer, end det er sømmeligt for Folk af hendes Kjøn og Alder. »Det er næsten et Knæstykke,« tænkte jeg ved mig selv; men lige i samme Øieblik vælter Carlo Caffekjedlen ned over Matteo, der dandsede omkring lige saa bruun som en Mahognidukke, medens hans Rival saa rød i Hovedet som en Ræddike stormede op ad Sidetrappen, snublede over Benene paa Ariella og tog hende og de to Rørstole med sig i Faldet. Matteo gjorde et svagt Forsøg paa at komme hende til Undsætning. Han aabnede Skydedøren halvt og saae et Øieblik ud med det alvorligste Ansigt af Verden. Derpaa gjorde han en Grimace, som om han havde faaet en koghed Kartoffel i Munden, smeldede Døren i og frembragte nogle Toner, som bragte mig til at troe, at han enten gurglede sin Hals med Gløder eller i langsomt Vanvid strangulerede sig i Haandklædet. Jeg saae henimod Disken; der stod vor trivelige Fader Giuseppe med et Par Øine, der saae ud til aldrig at ville komme i Orden igjen, medens han stammede det ene »Dio mio!« efter det andet. Jeg vendte mig rask om for at see, hvad der var paafærde, og medens Fader Giuseppe foer op i Sidestuen, deels for sin egen Bekvemmeligheds Skyld, deels for at klare Carlo fra Ariella, og om muligt, dunke noget nyt Liv i den sidste, var jeg ifærd med at løbe min Næse ind i en Hummerklo eller saadant Noget, der sad lige midt i Ansigtet paa en Mand, som ellers i andre Henseender var normal og velskabt.

»Scudo!« sagde jeg af bare Befippelse.

»Niente,« svarede han med stærk engelsk Accent, idet han tændte en Cigar med øiensynlig Fare for at svide sin Næsetip.

Da han havde endt denne Forretning, greb han »Giornale di Roma« og holdt den saa tæt op for Ansigtet, som Cigarens Længde tillod det. Jeg saae intet Andet af ham end Gløden af Cigaren, der skinnede gjennem Papiret, Spalte op og Spalte ned, som en lille Fuldmaane. Medens han saaledes sad bag det pavelige Brystværn, hvorfra Røgen bølgede op som fra en Valplads, tænkte jeg paa den glædelige Ungdomstid, hvor man ved at lave sig et Gebis af Appelsinskaller, sætte en Hummerklo paa Næsen og spjælke Øielaagene op med kløftede Træpinde, frembragte et bedaarende Indtryk paa endnu yngre Sjæle, navnlig naar man lyste det Hele op ved under Form af glødende Svovlstikker at tage bengalske Flammer i Munden. Saa tænkte jeg paa, hvorvidt det var passende for en ældre Gentleman udenfor Carnevalstiden at sætte en Hummerklo paa Næsen, hvilket kan være en meget nyttig og behagelig Tidsfordriv, naar man staaer alene i sin Stue foran et Speil og agerer Polichinel, men som er mindre anvendeligt, naar man gaaer paa Caféer, hvor der er mange Mennesker, og hvor Hummerkloen let kan blive slaaet af. Saa faldt det mig ind, at det mulig kunde være en naturlig og rigtig Næse, der paa en høist unaturlig og urigtig Maade fra Punch var faret i Ansigtet paa den stille Gentleman, der haardnakket barricaderede sig bag det clericale Blad. Men ligesom jeg var ifærd med at afvise denne Tanke med den Foragt, som den fortjente, tog min Gjenboe Bladet fra Munden for at drikke en Slurk af sin Orangiata, og hvad skildrer min Rædsel, da jeg maatte bøie mig for mine Sandsers umiddelbare Indtryk og erkjende Næsen for at være et i Form, Fylde og Farve lige usædvanligt, men dog uomtvisteligt bestaaende Forbjerg, som jeg ikke troer man skal finde Mage til uden ved Cap Horn.

Hvorledes han kom ud af sin vanskelige Maneuvre, om han som Bierne puttede denne formidable Sugesnabel ned i Glasset eller lod den blive udenfor, under hvilke Forhold jeg kom op i Sidestuen, og hvad der forresten skete i Caféen, har jeg endnu i dette Øieblik ikke den ringeste Anelse om. Saa meget veed jeg kun, at da mit Mellemgulv igjen var kommet i de behørige Folder, saae jeg Carlo ifærd med at opsamle Resultaterne af min Flugt, der i Form af tre smaae Borde, et Par Caffekander og nogle Comptoirkopper seilede i et Chaos af Fløde og hvidt Sukker, medens Ariella laae henstrakt i Sophaen ved Siden af mig, neppe istand til at aftørre de Taarer, som en krampagtig Latters sidste Gisp endnu formaaede at frembringe.

»Per Baccho!« stønnede den joviale Giuseppe, »che mostro!--« Han vilde have sagt noget Mere, men fuldendte Sætningen ved med Fingrene at beskrive en Bue fra Næseroden ned imod Knæerne og tilbage igjen, idet han forsvandt i Døren og fremviste en bred Ryg, der loe lige til Skuldrene. Jeg saae ned i Caféen, der nu var ganske tom. Han havde taget Bladet bort fra Ansigtet og stirrede med et underligt, halv lidende, halv resigneret Udtryk ud i Luften, uden at Blikket fæstedes paa nogen bestemt Gjenstand. Som han saaledes sad med Haanden hvilende paa det lille Marmorbord, med Avisen sunken ned paa sine Knæ, med de hængende Træk om den halvaabne Mund, forekom han mig saa umiddelbar comisk, at jeg ikke kunde modstaae Fristelsen til at faae Skizzebogen frem og tegne først ham og dernæst som Modsætning den lille Ariella siddende paa hans Skjød. Jeg gav ham et Par store Flagermusevinger paa Ryggen og et Par smaae Antydninger i Panden; paa Ariella fæstede jeg et Par lette Psychevinger og tegnede hendes Figur omsluttet af et Draperie, der var en Mellemting af en Balletdandserindes og Thorvaldsens Venus.

Ariella blev vred og vilde rive Bladet fra mig. Jeg tog det, og da hun vedblev at snappe efter det, sprang jeg op og gik ned i Caféen til min forrige Plads. Hun forfulgte mig derned, men da hun kom i tre Skridts Afstand fra Signor Naso, som hun kaldte ham, gjorde hun Høire om og styrtede under et nyt Latteranfald op i Sidestuen. Han reiste sig, saae efter hende og udstødte et saa dybt og smerteligt Suk, at jeg uvilkaarligt kom til at see paa ham. Hvor var han ikke forandret i dette Øieblik. Der var om hans Mund noget saa tungt Veemodigt, noget saa Resigneret og dog saa Smerteblandet, at jeg blev pludseligt grebet deraf. Der var ikke Spor af Vrede i hans Træk, uagtet han vistnok baade havde hørt og seet, hvad der var foregaaet omkring ham; hans smukke mørkebrune Øine lyste med en rolig Glans, men vare fugtige, som om han havde været i en stærk Bevægelse. Hans Pande, der var høi og bred, viste ikke Spor af Rynker, og havde man blot kunnet restaurere den fordømte Næse saa godt, som Thorvaldsen har gjort det i Braccia nuova, vilde han have været en af de kjønneste Mænd, jeg har truffet paa. Det faldt mig ind, at jeg havde handlet hjerteløst ved at tegne ham i samme Øieblik, som han rimeligviis selv allerbittrest følte sin Ulykke, og jeg skjulte derfor Tegningen under Skizzebogen, inden jeg vendte mig til Matteo for at betale. Da jeg paany dreiede mig om, stod han med Bladet i Haanden og betragtede det med en Kjendermine, hvori jeg blot kunde læse Opmærksomhed, ikke Spor derimod af Vrede eller Bitterhed. Det var en Pokkers flau Situation, og jeg følte den saa godt, at jeg vilde knibe ud bag hans Ryg uden at tage Bladet med mig.

»Dem forglemmer min Portrait,« sagde han pludseligt til mig, idet han lagde Haanden paa min Skulder.

Jeg tumlede overrasket tilbage, thi at erkjende min Caricatur for sit Portrait og tiltale mig, en Svensker, paa gebrokkent Dansk, vare to Ting, der røbede et saadant Kjenderblik og en saadan Liberalitet, at begge i høi Grad overraskede mig. Jeg stammede noget forvirret Tøieri paa Engelsk og blev saa rød som en Bonderose.

»Dem tale kun Svensk, thi mig det forstaae særdeles vel. Mig har været paa Kjøbenhavn til over et halvt Aar, og derfor snak mig demlig godt Dansk.«

»Det er der nu Maade med,« tænkte jeg ved mig selv, bukkede paany og stammede nogle Undskyldninger paa Svensk.

»Hvad ønske Dem for denne min Portrait?« spurgte han, idet han lagde det ovenpaa Skizzebogen.

Det var næsten at drive Liberaliteten vel vidt, og jeg betragtede ham skarpt, uden dog at kunne opdage Spor af Ironie i hans Ansigt.

»Hvad ønske Dem?« gjentog han paany.

»Kun Tilgivelse for en ilde anvendt Spøg,« svarede jeg, idet jeg rakte ham Bladet.

Han svarede Intet hertil, men saae sig blot om efter et Stykke Papir til at svøbe Billedet i. Jeg gik op i Sidestuen for at hente en af de gamle Aviser; men da jeg kom tilbage, var han forsvundet tilligemed Giornale di Roma, og havde til Ariellas store Forbauselse paa Disken efterladt en blank Louisdor, som hun lumskeligt bemægtigede sig, inden Fader Giuseppe kom tilbage.

»Han er gal,« sagde hun. »Og hvor han var grim, men god og rig, enorme rig.«

»Men Du er jo en Tyv, Ariella,« sagde jeg, »en enorme Tyv, baade Hjertetyv og Pengetyv.«

»Jeg stjæler ikke,« svarede hun stolt. »Hvad jeg finder, det beholder jeg. Jeg kunde godt see paa ham, at det var mig, han meente, og hverken Carlo eller Matteo. Desuden stjal han jo selv, baade den nye Avis med det deilige Vers til den hellige Jomfrues Navnedag, og Noget i Deres Skizzebog, det saae jeg meget godt.«

Jeg gik hen og lukkede Skizzebogen op, hvor Alt var i den skjønneste Orden, kun med den Undtagelse, at under det første Blad laae en Anviisning paa ti £, betalbar hos Torlonia i Rom. Dette var saa meget af det Gode, at det forekom mig som den bittreste Satire, ja som en Fornærmelse, jeg hverken kunde eller vilde tage imod. Jeg foranstaltede strax et Choc ned ad Corso, der i Hurtighed godt kunde lignes med Dragonernes i Karnevalsugen, og som forvoldte Publikum næsten ligesaa megen Uleilighed og Renden paa Ærmet som hiint. Jeg spurgte tilhøire og venstre efter Signor Naso, som Ariella allerede havde døbt ham, hvilket bevirkede, at Folk antog mig for mindre sober. Men lige saa snart jeg begyndte at beskrive denne vidunderlige Næses Form, eller blot antydede den ved en Gestus, udbrød der en saadan Latter, at jeg ansaae det for det Hensigtsmæssigste at gaae lige hjem for ikke i Droske at blive befordret til S. Spirito.

De følgende Dage anvendte jeg til en storartet Jagt efter lange, røde og krumme Næser, og lige saasnart jeg øinede en saadan, virkede det som Færten af Vildtet paa Hundene. Jeg snusede afsted, stod for en Jøde, naar jeg meente, at have fundet min Lord, og foer saa afsted igjen for at falde over en Viinhandler fra Landet eller en Kneipevært fra Trastevere. Jeg ransagede alle Hotel-Lister, udspionerede Beboerne af ethvert casa mobiliata og bestak Droskekudske, camerierer og Portnere efter en Maalestok, som absolut vilde bringe mig til Betlerstaven i Løbet af en Maaned. Jeg pudsede mine Støverhunde paa ham i Form af Carlo, Matteo og Ariella, og bragte Fader Giuseppe i en Tilstand af Vexelfeber ved at meddele ham, at det gjaldt hans og hans Families Velfærd, dersom han ikke skaffede mig fat paa Signor Naso, som jeg paastod var en undvegen Galeislave. Jeg drak med Fortvivlelsens Koldsindighed den ene hede Toddy efter den anden hver eneste Aften ved samme Bord, i samme Café og bragte derved regelmæssigt baade Ariella, Carlo og Fader Giuseppe op i en kun for mig synlig Dobbeltgjængertilstand, der bestandig havde det sørgelige Resultat, at Matteo maatte følge mig hjem for at finde til hvilket af de sytten Nøglehuller min Portnøgle passede. Men Alt var forgjeves. Jeg begyndte næsten at ansee Signor Naso og hiin Aftens Begivenheder for en ved altfor hyppig Nydelse af mezzo caldo frembragt Aabenbaring, men den fordømte Tipundsnote og det manglende Blad i min Skizzebog spærrede haardnakket denne sindrige Udvei.

Da jeg en Aften, under et Anfald af den Hypokondri, der siges at gaae forud for et sig nærmende Delirium, begav mig ud ad Via Pia, dreiede jeg ganske tilfældigt ind ad en lille Sidevei, hvor de kridhvide Vignemure afløstes af levende Hegn med Roser, Brombær og Caprifolier i Overflod. Veien snevrede sig lidt efter lidt ind til en smallere Sti, hvor Buskene fra de modsatte Sider næsten dannede et sammenhængende Løvtag, fuldt af vederkvægende Skygge. Jeg havde aldrig været paa denne Vei før, der syntes at maatte føre ud til Campagnen; men den havde noget saa Stille og Eensomt, noget saa Fredeligt, Hjemligt og Hyggeligt, at jeg ganske overlod mig til den oplivende Stemning, som den frembragte, og i Ro og Mag slentrede fremad, snart indsugende Duften af Blomsterne, snart frydende mig ved de vide Udsigter ud over Campagnen, naar der tilfældigt var en Aabning i Hegnet. Pludseligt blev jeg udrevet af mine Drømmerier ved en rasende Gjøen af en lille Hund, der var sluppet ud gjennem en tæt Myrthehække, og som paa en umenneskelig Maade syntes at misunde mig den Tilstand af Heelhed, hvori mine Buxer befandt sig. Det var en underlig Hund; thi den saae ud, som om man havde sat en Egernhale paa en graae Plydses Hat og moret sig med at børste begge Dele bagvendt.

»Monkey!« hørte jeg En raabe bag Hegnet. »Monkey, here!« Men Monkey lod sig ikke forstyrre. Med en Utrættelighed, der var en bedre Sag værdig, bearbeidede den mit venstre Buxebeen og bragte det ved et Par Minutters Virksomhed i en Tilstand af Aabenhed lige op til Støvlestroppen. Jeg turde ikke sparke til den, af Frygt for, at den skulde gjøre en Attaque paa de ædlere Dele indenfor, og blev derfor meget fornøiet ved at høre en Mand nærme sig med hastige Skridt til det Sted, hvor jeg stod. Pludseligt dækkedes Aabningen i Hegnet af et menneskeligt Ansigt, og midt i dette sad igjen den store, røde Hummerklo, der havde været min fixe Idee om Dagen og mine Drømmes Fredsforstyrrer om Natten. Der var ingen Tvivl derom - det var Signor Naso.

»Sir!« raabte jeg rasende, idet jeg sparkede op med Levningerne af mine nedre Regioner og derved bragte Monkey næsten i lige Høide med hans Herres Næse. »Hvor tør De vove at behandle mig som en Betler og lade mig sønderrive af Deres fordømte Marekat? Dersom De ikke kalder Hunden til Dem, slaaer jeg den ihjel!«

Signor Naso fløitede paa en eiendommelig Maade, og strax reves Monkey ud af sine hævngjerrige Betragtninger, dumpede ned fra Ruinerne og forsvandt gjennem en Aabning i Hegnet.

Jeg saae ned paa Ødelæggelsens Vederstyggelighed, derpaa saae jeg op paa Hummerkloen, men ingen af Delene syntes at egne sig til at mildne den Tilstand, hvori mit Sind befandt sig.

»Sir!« raabte jeg, idet jeg overtænkte det Comiske i Situationen, naar jeg skulde vandre tilbage igjennem Roms Gader. »Vil De tage Deres fordømte Tipundsnote igjen, og vil De til Gjengjeld dreie Halsen om paa Deres forbandede Abekat og sende En af Deres Folk ud med et Par Breve Knappenaale eller med et Par Beenklæder, om De saa behager?«

Signor Naso forsvandt fra Hegnet uden at svare et Ord, medens Monkey, der rimeligviis ærgrede sig over sin Herres Taushed, gjøede af alle Kræfter og af og til stak sin lille sorte Snude ud gjennem et eller andet Hul og frembragte en meget betegnende Lyd gjennem sine kridhvide Tænder. Selv blev jeg staaende uvis, om jeg skulde forfølge Sagen videre eller løbe Spidsrod tilbage til Quattro Fontane, da jeg i det Samme opdagede en skrammereret Gripominus, der kom styrende hen imod mig for at bede mig træde ind hos hans Herre, der meget beklagede det Uheld, som havde ramt mig.

Efterat Fyren havde sagt dette i saa siirlige og pæne Ord som muligt, gik han i en Tilstand af Ydmyghed foran for at vise mig Veien, og jeg fulgte efter, idet jeg i mit stille Sind overveiede, hvorfor Monkey, naar den havde saadanne deilige silkevatterede Lægge at bide i, da kunde foretrække en saa tør Kost, som Nankins Beenklæder ufeilbarlig maatte være.

Fyren aabnede en lille Gitterlaage paa en større Indgangsport og holdt meget ængsteligt fast paa Laasegrebet, som om han var bange for, at det skulde løbe fra ham, og morede sig derpaa med i en dukket Stilling at lade Trækvinden blæse Pudderet af sin Paryk. Derpaa sneglede han atter forbi mig, idet han med en oratorisk Bevægelse pegede hen mod en landlig Bygning, der laae omskygget af Pinier og Cypresser, og forsvandt saa pludseligt i en Afkrog.

Jeg troer nok at have seet en Deel Villaer baade i og udenfor Rom, ligesom jeg smigrer mig med ikke at være ganske ubekjendt med det Topographiske, hvad denne By angaaer; men her blev jeg nødt til at knibe mig i Armen, for ikke at troe, at jeg ved et Trylleslag var bleven henflyttet til et eller andet Herresæde i England. Det gik mig som Holbergs Jeppe; jeg laae i Baronens Seng, gniggede mine Øine og sagde til mig selv:

»Ei, hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommet dertil?«

Istedetfor de stive snorlige Gange med Hækker paa begge Sider, der give de italienske Haver Udseende af Bagsiden paa et Dambrædt, istedetfor det Virvar af brogede Blomster, hvormed de ligesom brodere deres kjedelige, halvt afsvedne Grønsvær, krummede sig gruuslagte Gange mellem Plainer, hvis friske Græs stod saa blødt og tæt som Haarene paa en Hattebørste. Istedetfor de enkelte, adspredtstaaende Pinier og Cypresser, saae man her et rigt Løvtag af Alm, Platan og Løn, som kun af og til forraadte, at de befandt sig paa italiensk Jordbund derved, at Vinens lysegrønne Skud i lette Guirlander omkrandsede deres Stammer. Huset selv var fuldkommen engelsk. Ingen Vaser med Aloer, ingen Statuer med veirbidte Næser, ingen Hvidtning og Kalkning eller Oversmøring med Puzzulanjord; men derimod en lav, straatakt Cottage, omslynget og indhyllet i vild Viin, Vedbend og Caprifolier, forsynet med grønne Persienner, forgyldt Gitterværk og en Dørhammer, der funklede i Solskinnet.

Da jeg nærmede mig Bygningen, fore to andre Fyre ud, der vare saa langt fra at være skrammererede, at de snarere i deres sorte Kjoler og hvide Halsbind lignede unge, velbørstede Videnskabsmænd, som et Øieblik forlade deres mystiske Celler, for at hengive sig til et Taffels mere forstaaelige Glæder. Den ene lukkede under et nyt Anfald af Ydmyghed Gitteret op for mig, den anden dunkede mig sagtelig i Ryggen for at frigjøre mig for et let Anstrøg, som jeg havde taget med mig fra en Villamuur. Derpaa snogede først Nummer et og saa Nummer to atter forbi mig og viste deres særlige Færdighed i at bukke og løbe op ad Trapper paa een Gang, hvorpaa de rev begge Fløidøre op og overlod mig til en tredie, velbarberet Gentleman, hvis brede Nakkeskilning gav mig en Idee om Resultaterne af den menneskelige Aands Udholdenhed gjennem Aarrækker, og tjente mig som Ledestjerne, medens han gravitetisk vandrede op paa første Sal. Her puffede han mig ind i et lille, men særdeles elegant Værelse, hvor han overlod mig til mine egne Betragtninger, der navnlig bestod i en dybere gaaende Reflexion, om jeg ogsaa havde benyttet de meest velvalgte Udtryk til Signor Naso, og om jeg ikke havde gjort bedre i at være lidt mere smigrende og lidt mindre intim. Jeg kom imidlertid ikke ret vidt heri, thi i samme Øieblik viste Skabningen sig paany, først seet forfra, derpaa bagfra, saa atter forfra, under en Række Bugtninger, Vridninger, Vendinger og Vrikninger, hvorunder jeg følte mig hensat paa en Stol og lempelig berøvet først Støvler, saa Beenklæder, saa blideligt iført først Beenklæder og saa Støvler, derpaa trukket op, knappet, børstet, gnedet med Pommade og overheldt med Eau de Cologne, og endelig forestillet for et aristokratisk Speil i forgyldt Ramme, der med photographisk Nøiagtighed gjengav hele min elskværdige Personlighed, bag hvis Ryg en galloneret Orm i sagte Vridninger bugtede sig hen imod Døren.

Jeg sagde et Par venlige og forekommende Ord til Skilningen, der endnu med Haandklædet over Armen stod i stille Selvfortabelse over sit eget Værk, kastede et Blik til de gule Nankins, som jeg overlod til Monkeys fremtidige Bearbeidelse, og fulgte derpaa den Gallonerede, som gallopperede med mig først ned ad en Trappe, saa ind i et lille Værelse, derfra ind i et større, og endelig i et endnu større, hvor han havde den Forekommenhed at meddele mig, at han vilde betroe mit Navn og Stilling til Signor Naso, dersom jeg vilde have den Uleilighed at meddele ham det. Derpaa forsvandt han bag en svær Fløiels Portière og dukkede pludseligt frem igjen, idet han meddelte mig, at hans Herre var rede til at modtage mig.

Det var ikke med de freidigste Følelser, at jeg dukkede ned i dette Hav af Silkefløiel og forgyldte Fryndser, men da jeg atter dukkede op, saae jeg Signor Naso sidde ved et stort Skrivebord, fuldt af antike Mønter, Gemmer, etruriske Oldsager og pompejanske Snurrepiberier, medens Monkey laa under Bordet paa et Leopardskind og betragtede mig med et Par Øine, som om den vidste, at jeg havde gjort Nar ad dens Herre og nu skulde modtage min velfortjente Løn. Værelset var i en vis Henseende uordentligt, men paa en saadan Maade, at det frembragte et høist hyggeligt Indtryk. Haandtegninger laae hulter til bulter paa et Bord, hvis Midte dannede et Slags Opsats, hvor Statuetter, Skizzer i brændt Leer og mindre Afstøbninger vare anbragte. Venus fra Milo stod i eet Hjørne, »Skraberen« i et andet; store Grupper af Bladplanter skyggede for Vinduet, og Væggene vare bedækkede med Malerier, hvoraf et strax tildrog sig min Opmærksomhed, fordi det var tilhyllet med et grønt Silkeslør.

Jeg fik imidlertid ikke ret Tid til at betragte alle disse Herligheder, thi jeg var neppe traadt ind, førend Signor Naso skjød det store Kobberværk over antike Mønter, hvori han netop læste, fra sig og med en Haandbevægelse bød mig tage Plads i en rundrygget Lænestol, der saa høist indbydende ud. Han selv sad med Ryggen til Lyset, der brudt af de talrige Planter, faldt mildt og dæmpet gjennem det store Vindue, og det syntes mig, at han i denne Belysning og under disse Omgivelser ikke saae slet saa Punchagtig ud, som han havde forekommet mig i Caféen.

»Dem tale Engelsk?« sagde han henkastende, idet han betragtede mig skarpt.

»Ja, Mylord,« svarede jeg, idet jeg blev ganske stiv i Ryggen af Befippelse over al den Fornemhed, jeg alt havde gjennemgaaet.

»Meget vel. Vi da tale Engelsk, hvis Dem behage,« sagde han.

»Som De selv ønsker, Mylord,« svarede jeg, idet jeg følte Ængstelsens Stivkrampe kravle helt op i Halsen, saa at jeg neppe kunde faae Ordene frem.

»Kald mig ikke Mylord, det er en Titel, der ikke tilkommer mig. Kald mig slet og ret Sir Henry. Kun under dette Navn ønsker jeg at forhandle med Dem, og siig mig saa, hvad De ønsker?«

Der var i hele hans Stemme og Udtryk noget underligt Veemodigt, som fik mig til at glemme baade Tipundsnoten, Monkey og det store Slag paa Gangstien; men jo mere jeg glemte dette, desto klarere dukkede det op for mig, at jeg havde fornærmet denne Mand, at jeg havde angrebet ham paa et Punkt, der maatte være yderst smerteligt, fordi det var saa uforskyldt og stod i saa nær en Forbindelse med den af vore svage Sider, der mindst taaler en fjendtlig Berøring. Jeg havde faaet et bestemt Indtryk af, at han midt i al sin Herlighed og Pragt dog var ringere stillet end den laveste af hans gallonerede Tjenere. De kunde dog, dersom de satte Priis derpaa, finde et Væsen, der vilde elske dem og frede om deres Hjem; med ham var det umuligt. Caricaturens Hæslighed havde sat ham i Menneskehedens Ban, og den Dag vilde neppe komme, hvor en Præst lyste Fred over ham, før paa hans Dødsdag.

»Sir Henry,« svarede jeg, medens alt dette som et Lyn foer gjennem mit Hoved, »jeg ønsker ikke Andet end Deres Tilgivelse for hiin Aftens Kaadhed. Jeg er ung og overgiven, og var den Aften i et Lune, som fik mig til at glemme, hvad jeg skylder mig selv og Andre. Jeg beder blot om Deres Tilgivelse og ønsker, at De som et Tegn paa den vil tage Deres Tipundsnote igjen. Jeg har ikke fortjent den og ønsker ikke at ydmyges ved at tage imod Penge for en Handling, som jeg nu erkjender for at være slet. Dernæst maa jeg bede Dem om Forladelse for, hvad der foregik paa Gangstien. Jeg var i daarligt Lune og troede at De for at hævne Dem havde pudset Hunden paa mig.«

»Og dette troede De, fordi jeg er hæslig og vanskabt, ikke sandt?« spurgte han med sagte Stemme.

Blodet foer op i Kinderne paa mig. »Ja maaskee,« svarede jeg, »jeg troer næsten, det var af den Grund.«

Han sukkede dybt; det klang næsten som et jaget Dyrs Stønnen. Derpaa skjulte han sit Ansigt i begge sine Hænder og vuggede det sagte frem og tilbage.

Jeg var frygteligt forpiint, og den korte Pause, der fulgte ovenpaa mit Svar, forekom mig næsten som en Evighed. Jeg kunde ikke holde det længere ud, foer op af Stolen, lagde Haanden paa hans Skulder og sagde:

»Sir Henry, jeg kjender Dem ikke, og De kjender heller Intet til mig; men Eet føler jeg - at jeg i Ord, Handling og Tanker har gjort Dem den blodigste Uret. Der er en Afstand imellem os i Vilkaar, som maaskee kan bevirke, at jeg Intet kan gjøre for at vinde Deres Agtelse tilbage, men saa sandt jeg har fornærmet Dem, vil jeg gjøre Alt, hvad der staaer i min Magt for at udslette det igjen. Siig mig derfor oprigtigt, er der slet Intetjeg kan gjøre for at tjene Dem?«

Han tog Hænderne bort, og jeg saae da, at han havde grædt.

»Jo,« svarede han sagte, »De kan gjøre Meget, saa Meget, at De fuldkomment vil kunne udslette, hvad De kalder Deres Brøde. Jeg har flakket Jorden rundt, jeg har vandret fra Sted til Sted, bestandig eensom, bestandig forladt, bestandig forhaanet af Menneskene og bedraget af mine Venner. Men Eensomheden er frygtelig i Længden, langt frygteligere end Latteren og Spotten. Vil De komme til mig og formilde disse Kvaler, vil De tale med mig som Deres Ligemand, da vil De gjøre en Gjerning, som fuldelig opveier den Maade, De har betragtet mig paa, en Maade, som jeg saa tidt har været Gjenstand for, at jeg kun i enkelte Stemninger føler dens Braad.«

Jeg trykkede hans Haand i Taushed, men aldrig har jeg været saa skamfuld hverken før eller senere. Sir Henry bemærkede det maaskee, thi han reiste sig hastigt op fra Bordet, bød mig en Cigar og foreslog i almindelige Udtryk en Spadseretour i Haven; og medens vi spadserede der, aabnede han hele sit Hjerte for mig, og fortalte mig en stor Deel af sit i Sandhed ikke misundelsesværdige Liv. Men under hele denne Samtale udtalte han sig ikke en eneste Gang med Bitterhed om sin Skjæbne, beklagede sig ikke over sine Fjender og anklagede ikke med et Ord sine saakaldte Venner, der først havde benyttet sig af hans Stilling for siden at sparke ham bort og forhaane ham. Han var i Sandhed en Philosoph. Hans legemlige Hæslighed kunde maaskee en enkelt Gang overvælde ham, men han syntes at være kommen paa det Standpunkt, hvor Taalmodighedens Stoicisme, understøttet af Vanen, bryder seirrigt gjennem Gjenvordigheder, som vilde knuse, dersom de kom pludseligt og uventet. Han var dertil en i høi Grad dannet og elskværdig Mand at tale med. Han elskede Kunsten næsten lige saa meget som Naturen, og det var neppe hans Hæslighed alene, der havde drevet ham fra Sted til Sted. Han udtalte sig med megen Varme og Forstand om de Sporgsmaal, der kom paa Bane, hvad enten de vare af kunstnerisk, social eller videnskabelig Natur, og forenede med sine ovrige Fortrin en Anstand og Elegance, der viste, at han var en fuldkommen Gentleman.

Da vi senere hen paa Aften sad ved Middagsbordet og drak et Glas sammen paa nærmere Forstaaelse, maatte jeg næsten smile ved mig selv over den Maade, hvorpaa vi Mennesker her i Livet betragte hverandre. Det er altid det Ydre, Masken, der lægges til Grundvold for vor Opfattelse, og hvor feil og falsk bliver saa ikke den Bygning, som vi opføre derpaa. Og paa den anden Side, hvor hurtig taber ikke denne Maske sin Betydning, saasnart vi komme i nærmere Forstaaelse med det, den skjuler? Hiin Aften i Caféen forekom det mig, at han ikke havde anden Bestemmelse her i Livet end at gaae omkring som en levende Reclame for Punch, og nu, da jeg havde talt med ham i fem Timer, syntes det mig, at han vel var hæslig, især naar hans Ansigtstræk vare i Ro, hvorimod der under Samtalen næsten altid kom et Spil og et Liv, hvorved man hurtigt forsonedes med Formernes Uregelmæssighed.

Da vi senere under en gemytlig Passiar nød vore Cigarer i hans Studereværelse, udtalte jeg mig i denne Retning og spurgte, om han ikke havde gjort lignende Erfaringer.

»Meget hyppigt hos mine Nærmeste,« svarede han, »sjeldnere hos Mænd, med hvem jeg kom i lettere Berøring, og næsten aldrig hos Kvinderne. Det er ikke uden Grund,« føiede han til med et Suk, »at man kalder dem det smukke Kjøn, thi Forfængeligheden hos dem lægger saa megen Vægt paa det Skjønne, at Hæsligheden kommer til at staae som en Modstander, der maa vige eller falde, netop fordi den er deres egen Modsætning. Jeg har aldrig kunnet lege med Børn! De blive bange for mig, skrige og løbe deres Vei; men naar mange Menneskekjendere paastaae, at Kvinden i hele sin Livsopfattelse bevarer Barnets Natur, saa maa jeg desværre give dem Ret i denne Paastand.«

Jeg følte, at her var et smerteligt Punkt, en Lønkrog i hans Hjerte, hvortil han ligesom modstræbende ogsaa i senere Samtaler kom tilbage. Han tilstod i disse aldrig, at han var blevet skuffet og bedraget, aldrig, at han vist ingensinde var blevet elsket; men jeg havde paa Følelsen, at her laae den mørke Skygge, det Eneste, der maaskee kunde bringe ham ud af hans Ligevægt og kaste ham i Ulykken. Senere Begivenheder viste desværre, at min Opfattelse var rigtig.

Jeg blev den Aften hos ham til hen imod Midnat, skjøndt det var forbundet baade med Uleilighed og Fare at komme tilbage igjen. Trods vor livlige Samtale kunde jeg dog ikke undgaae at lægge Mærke til, at han af og til kastede et hastigt Sideblik henimod det tilhyllede Maleri. Ved disse Leiligheder kom der ligesom en let Distraction over ham, hvorved han tabte de finere Ender af Dialogens Traad, hvilke han da hyppigt gjenoptog med forceret Heftighed, som om han derved troede at kunne dække sin Mangel paa Opmærksomhed. Hvergang dette skete, kom der noget Usikkert tilsyne i hans Træk, som ikke klædte ham, og som satte mig i en høi Grad af Spænding efter at erfare, hvad der skjulte sig under det grønne Draperie.

Da jeg endelig tog Afsked, vilde han følge mig et Stykke paa Vei. Jeg afslog det med den Bemærkning, at Veien var usikker og Natteluften kold.

»Jeg har en god Beskytter mod begge Dele,« sagde han leende, idet han trykkede paa en lille Klokke, som stod paa hans Skrivebord. Den Skilte traadte ind, Sir Henry hviskede et Par Ord, og jeg kunde ikke Andet end beundre hans praktiske Sands og forundre mig over hans bizarre Paafund, da vi kort efter, hver iført sin Franciscanerkutte, i det deiligste Maaneskin vandrede henad Veien til Rom. Ved Porta Pia skiltes vi fra hinanden, idet jeg bestemt maatte love ham at see ud til ham i Løbet af den følgende Dag.

Vort Bekjendtskab, der var sluttet under saa originale Auspicier, antog efterhaanden en mere og mere fortrolig Form, og Alt, hvad jeg fik at vide, deels gjennem ham selv, deels gjennem Andre, tjente kun til at godtgjøre, at hans personlige Characteer og moralske Vandel vare lige saa hæderlige som det Ydre, hvori Naturen havde præget ham, var phantastisk og forunderligt. Han eiede en colossal Formue og udviste en colossal Godgjørenhed, men samtidigt med, at han rolig udstedte Anviisninger paa et Par tusinde Pund til Vand- eller Brandlidte etsteds i Storbritannien, kunde det falde ham ind at afvise en Tigger, der bad ham om en Bajocco. Medens han til daglig Brug levede næsten tarveligt i Forhold til sin Formue, kunde han paa enkelte Dage faae i Sinde at udfolde en næsten fyrstelig Pragt, indbyde Eliten af den reisende og romerske Adel, for Dagen derpaa at lukke sig inde i sit Værelse uden at ville see et eneste levende Væsen undtagen Monkey, der var hans bestandige Ledsager.

En Dag, der netop var en af dem, hvorpaa Tungsindighedens Taager lagde sig om Sir Henry og pligtskyldigst fordunklede den Skrammereredes, de Galloneredes og den Skiltes ellers saa smilende Ansigter, indfandt jeg mig i Villaen, skjøndt jeg allerede i Portnerhuset kunde see Spor af den Spleen, der hvilede paa Bjergenes Toppe. Den Gallonerede havde en frygtelig Hovedpine, og den Skilte syntes at lide af et Slags St. Veitsdands, under saa mange Skuldertrækninger krympede han sig, da jeg spurgte til hans Herres Befindende. Ligesom jeg vilde tage Afsked klang Sir Henrys Stemme fra Cabinettet og syntes at virke paa samme Maade paa den ulykkelige Kammersvend, som Gjenfærdets Stemme paa Leporello i Don Juan. Han tumlede fra mig saa bleg som en Hvideroe, og kom tilbage saa rød som en Reddike, og meddeelte mig under en Masse Kvælingssymptomer, at Sir Henry ønskede at tale med mig. Jeg dukkede øieblikkeligt ned i det blaae Fløiel og stod kort efter hos Sir Henry, der laae udstrakt paa sin Sopha. Han saae mat og lidende ud, men foer dog øieblikkeligt op, da han hørte mig, og raabte med næsten lidenskabelig Heftighed, idet han traadte tæt hen til mig:

»Jeg kan jo stole paa Dem, ikke sandt? Fuldkomment stole paa Dem i Et og Alt?«

»Ja, Sir Henry,« sagde jeg, »det kan De.«

»Siig mig da,« spurgte han, idet hans Stemme med Eet blev usikker, »hvor lang Tid behøver De for at copiere det Maleri, som hænger der?«

Med disse Ord pegede han paa Gjenstanden for min Nysgjerrighed.

»Det kan jeg ikke sige Dem, Sir Henry, før jeg har seet Billedet og derved kan bedømme, hvor udført det er. Maaskee kan jeg slet ikke copiere det.«

»Jo De kan,« svarede han, »jeg veed bestemt, at De kan det. Lov mig at copiere det saa hurtigt, som det er Dem muligt, arbeid paa det baade Nat og Dag, gjør det saa godt, De kan, og De kan forlange derfor, hvad De vil. Jeg skal sende Dem Billedet endnu i Aften.«

Med disse Ord skjød han mig lempeligt ud i det blaae Fløiels Ocean, og hjemad seilede jeg da med blandede Følelser og med den tungsindige Bevidsthed, at Sir Henry vist var paa gode Veie til at blive gal, og syntes at finde en sørgelig Tilfredsstillelse i at tage Andre med sig paa Veien til Bedlam.

Om Aftenen kom en elegant Vogn kjørende og holdt udenfor mit Studie, til stor Ærgrelse for de italienske Placatsmørere, som jeg havde til Gjenboere. Ud steeg først den Gallonerede, derpaa den Skrammererede, som atter ved fælles Hjælp og med megen Ærbødighed fik den Skilte hjulpet ud af Carossen, medens en Flok romerske Gadedrenge med forskjellige, meget upassende, men skjemtefulde Bemærkninger og Tilraab overværede den høitidelige Act. Sandsynligviis havde de tre Herrer i længere Tid siddet ovenpaa hverandre; thi efter at have rettet paa deres Toiletter, forenede de sig i en fælles Kraftanstrengelse, hvis Hovedformaal bestod i at afmaale mine Trapper i de længst mulige Sæt. Kort efter rumlede en anden Vogn for Døren, hvilket fik dem til at rutsche ned ad Trapperne, omtrent paa samme Maade som Cimbrerne, da de satte ned ad Alperne, og uden noget synligt Hensyn til Liv og Lemmer, Gallonering eller Rangforordning. Derpaa slæbte de sig atter op ad Trapperne, sukkende og stønnende, som Pilgrimmene paa Scala Santa, og Resultatet af al denne Møisommelighed fremstod da i Form af en stor, flad og firkantet Kasse, som med megen Høitidelighed blev anbragt paa mit Stafelie.

Paa Laaget stod »Aabnes næste Morgen«, hvilket gav mig skjellig Anledning til nye Gisninger og til at kvæge disse ved en dobbelt mezzo caldo hos Giuseppe.

Aftenen tilbragte jeg i Caféen under høist forskjellige Tanker. Jeg sad paa min gamle Plads, drak min sædvanlige mezzo caldo af mit sædvanlige Glas og brugte tre Gange i Distraction Giornale di Roma istedetfor mit Lommetørklæde. Hvergang Døren gik op, ventede jeg at see Sir Henry træde ind, og da jeg endelig, henimod Klokken Tolv, var blevet skuffet omtrent et halvhundrede Gange, forlod jeg min Plads og min sidste mezzo caldo, der havde faaet en ubetydelig Afsmag ved uforsigtig Anvendelse af et Saltkar. Saa sejlede jeg ud ad Døren, i hvilken Ariella til Afsked betroede mig, at jeg var et brutto animale, der ikke fortjente at være elsket af en saa dolce giovanotte, som hun vidste om sig selv, at hun var. Jeg gik hjem og i Seng, phantaserede om smaae Kasser og store Kasser, fiirkantede Kasser og ottekantede Kasser, faldt i Søvn og drømte, at jeg begik Kassesvig og var paa Veien til Amerika.

Jeg har overhovedet gjort den Opdagelse, at naar en vis, fix Tanke bliver kvæget med varm Toddy, saa avler den i Forening med denne en ustyrlig Masse smaae Tanker, der alle ligne deres Moder, og som blive ved at prikke, pine og plage Een, indtil man vaagner, bearbeidet af, hvad I Danske kalde Tømmermænd, men vi Svenske, maaskee mere passende, kopparslagere, thi Rabalder gjøre de. Efter at jeg havde moret mig med at drukne disse Herrer i den nærmeste Fontane, og prisbelønnet mig selv med en Kop sort Caffe, kjøbte jeg mig en Skruetrækker og begav mig dernæst til mit Studie.

Det var med en vis hevngjerrig Følelse, at jeg kilede løs paa den ene Skrue efter den anden, og da endelig den sidste rullede hen ad Gulvet, og jeg løftede Laaget af- hvad saae jeg da? Netop det, som den franske Dommer altid lagde som Motiv til en hvilkensomhelst Forbrydelse, naar han udraabte: »Hvor er Fruentimmeret?« Ja, det var et Fruentimmer og ovenikjøbet et saare kjønt Fruentimmer, der smilede ud til mig, lige saa frisk og lige saa levende, som om hun blot ventede paa at træde ud af Rammen. Jeg stirrede paa hende, og hun saae paa mig, men jo længere vi stirrede paa hinanden, desto klarere blev det mig, at vi i Grunden vare gamle Bekjendte. Jeg havde før seet dette cendré Haar, der ligesom en Bølge rullede tilbage fra Panden for at udgyde sig i et Fossefald af Nakkekrøller, lige saa bløde, som Carnationen paa hendes blendende Hals og Skuldre. Jeg kjendte jo saa godt disse store, violblaae, lidt fugtige Øine og dette halvt smægtende, halvt ironiske Smiil, der næsten bedaarede lige saa meget som hendes Blik. Jeg kjendte Stoffet i hendes aristokratiske, hvide Atlaskes Kjole, Blonderne om hendes Hals, Ringen paa hendes Finger, ja selv Rosen i hendes Haand; jeg kjendte den lille Hund, der hoppede iveiret, snappende efter den Rose, hvormed hun smilende tirrede den; jeg kjendte dens Pels, dens Halsbaand og nydelige Tænder. Og alt dette var ikke saa underligt; thi Hunden var Monkey, min Arvefjende, Damen Comtesse G., og Kunstneren, der saa uforligneligt havde fremstillet det Hele, var, mine Herrer - mig selv, Deres allerydmygste Tjener. Først nu kunde jeg forstaae, at Sir Henry saa haardnakket og dristigt havde paastaaet, at jeg fuldkomment egnede mig til at copiere Maleriet.

Men der var adskillige andre Ting, som jeg derimod ikke forstod. Dette Maleri havde jeg for henved tre Uger siden gjort færdig til Afsendelse, og troede det i det Mindste halvveis imellem Rom og Kjøbenhavn. Comtessen og hendes Familie vare endnu i Rom eller rettere paa en Villa i Nærheden, og jeg vil ikke negte, at det altid gjør et underligt Indtryk, naar man har faaet Roes af Moderen, Penge af Faderen og Regning fra Spediteuren, da at see sit Aandsfoster spadsere ind ad Døren i en Trækasse, sendt fra en engelsk Lord. Der var kun to Udveie: den ene den, at Sir Henry var bleven forlovet med den unge Pige; men deels syntes dette at være en Omgjængelse imod Naturen, imod hvilken Comtessen vistnok vilde have nedlagt den alvorligste Protest, og hvorfor vilde han i saa Tilfælde have hende in duplo? Den anden var den at antage, at han var dødelig forelsket i den unge Pige og havde anvendt sin Skarpsindighed og Lordsgage paa at bestikke baade Spediteur og Postvæsen for at tilvende sig et Portrait af sin Elskede, og jo mere jeg tænkte derover, desto klarere gik det op for mig, at dette maatte være Grunden. Stakkels Sir Henry! Nu forstod jeg hans store Middagsselskaber og hans Extravagance med Caviar fra Astrakan og Ananas fra Madeira; nu forstod jeg hans mørke, eensomme Timer i det stille Studereværelse; nu forstod jeg det grønne Flor over Maleriet, Munkekutten om Aftenen og Grundene, hvorfor han altid vilde ledsage mig lige til Byens Port. Stakkels, stakkels Sir Henry!

Saa gav jeg mig da til at male, men det gik ikke saa hurtigt fra Haanden, som da hun selv, ung og smilende, leende og smaasnakken- de sad for mig, og vi begge havde det største Besvær med at forhindre Monkey i at aflive sig selv ved at springe paa Hovedet ned fra det lille Marmorbord. Dengang var den ikke saa pyntelig, heed ikke Monkey, men Joli, og var ikke en engelsk Lords Favorit, men tilhørte en Bager i Trastevere, og Maleriet var ikke til Sir Henry og skulde ikke hænges op i en forgyldt Ramme med et grønt Flor, men pakkes godt og forsvarligt ned, og »saa maatte det endelig gaae over Marseille, thi det var den korteste Vei, og hvor det vilde glæde den gamle Grev G., naar han saae det velsignede Ansigt over sit Skrivebord« o.s.v. o.s.v. »Ja, Fanden troe Fruentimmerne!« sagde jeg ved mig selv, medens jeg grundede Copien. »Hvem er nu blevet narret her? Er det Sir Henry eller den unge Comtesse. Er det den samlede Familie eller er det den gamle Grev G.? Hvem Pokker kan hitte Rede i Alt det?«

Da jeg var kommen saa vidt, fik jeg en frygtelig Hovedpine, og samtidig dermed opstod der en stærk Lyst hos mig til lige paa Øieblikket at spadsere ud til Villaen og meddele Sir Henry, at han vistnok var Gjenstand for et skjændigt Complot; thi fra Kilder, som jeg ikke nærmere behøver at omtale, havde jeg hørt ymte om, at Comtesse G. allerede for længe siden havde forelsket sig i en østerrigsk Lieutenantsuniform, der hang paa en Fyr, som følte sig for høibaaren til at kunne tjene i sit Fædrelands Rækker. Desuden var Sir Henry rig, styg og høimodig - tre vægtige Grunde til at blive et Offer for Kvindelist.

Imidlertid havde jeg jo lovet ham at arbeide Dag og Nat. Jeg lettede derfor mit beklemte Hjerte med et Par velmeente og velvalgte lyriske Udbrud, greb et Stykke Kul og skrev med store Bogstaver paa Væggen lige overfor mig:

»MULIERINE MORTUÆ QVIDEM CREDENDUM«,*

og satte mig saa til at arbeide.

Saaledes gik otte Dage. Hver Aften ventede jeg i Caféen, og hver Aften svigtede Sir Henry. Endelig, da jeg den niende Aften havde lagt sidste Haand paa Arbeidet og stod i Begreb med at forlade Studiet, hørte jeg en Vogn rumle op for min Dør, og et Øieblik efter stod Lorden i mit Værelse.

»Tro ei Kvinden, selv ikke naar hun er død!« (For hun kunde vaagne op igjen). Björcks Oversættelse.

»De er færdig, ikke sandt?« spurgte han hastigt, idet han speidede efter Maleriet.

»Jo«, svarede jeg, »De har fuldkommen rigtigt vidst at bedømme Tiden; nu skal jeg aabne Skodderne.«

Jeg lukkede op, og den røde, varme Aftensolglands strømmede pludseligt ind som et bredt Lysbælte, og farvede begge Portraiterne, der stode tæt ved Siden af hinanden. Jeg havde ikke før seet denne Aftenens Solvirkning, da jeg i Reglen paa den Tid var borte fra mit Studie, men uden at rose mig selv, forekom det mig, at de to Billeder aldrig saaledes havde baaret Livets Præg, som netop i dette Øieblik. Fra Billedet, fra den unge, livsfriske Pige, der holdt Kjærlighedens Symbol i sin Haand, faldt mit Blik paa den mørke Indskrift i Baggrunden, og fra denne vandrede det atter tilbage til Sir Henry, der stod taus, hensunken i Beskuelsen, uden at lægge Mærke til de Ord, som den gamle Digter ligesom syntes at tilraabe ham.

»Det er godt, det er ganske fortræffeligt!« udbrød han, idet han pludseligt løsrev sig fra Beskuelsen. »Det er ikke muligt at see, hvad der er Original og hvad Copie.«

»Det er ogsaa vanskeligt for mig,« bemærkede jeg, »da jeg har malet begge Stykkerne selv, men de ville kunne skjelnes derved, at mit Navn mangler paa Copien.«

»Det er en stor Feil!« raabte Sir Henry. »Uden Deres Navn kan jeg ikke modtage det. Sæt det i høire Hjørne, ganske som paa det andet; saaledes. - - Hvad er det, De har malet paa Deres Væg? Er De Latiner?« Og idet han nærmede sig til Maleriet, gjentog han ved sig selv: »Mulieri ne mortuæ qvidem credendum.«

Han blev staaende tankefuld og stirrede paany paa det unge, livsfriske Ansigt, der lidt efter lidt tilligemed Indskriften tabte sig i det begyndende Tusmørke. Hvor saae han dog underlig ud, som han der stod hensunken i Beskuelsen af al den Ynde og al den Skjønhed, som Naturen formaaer at yde! Tænkte han i dette Øieblik paa sig selv, der var bleven saa mishandlet af den samme store Moder, som havde ødslet saa megen Skjønhed paa hende? Tænkte han maaskee paa Muligheden af at kunne knytte sin Skjæbne til hendes, eller tænkte han paa den mørke, truende Indskrift, der altid vilde staae meest truende for Den, der selv besad saa meget af det Modsatte? Det veed jeg ikke; men han blev staaende ubevægelig, indtil det indtraadte Mørke hav- de udslettet de sidste Spor af Indskriftens Linier og af Lærredets Indhold. Han blev staaende, lige til Skumringen faldt paa, og jo mere Mørket utydeliggjorde hans Træk og viskede Contourerne ud, desto mere forekom han mig at ligne en besynderlig Kobold, en Dæmon eller Asmodæus, der bevægede sig gjennem Livet i en usalig Halvhedstilstand, for god til Helvede og forskudt af de lysende Engle.

Jeg lagde tilsidst Haanden paa hans Skulder, thi det var næsten blevet fuldkomment mørkt. Han foer op, som af en Drøm, og sagde halvt adspredt, som for at sige Noget: »Er det Deres Valgsprog, som staaer skrevet der paa Væggen?«

»Sommetider«, svarede jeg.

»Troer De paa dets Gyldighed?«

»Sommetider«, gjentog jeg smilende.

Han stirrede et Øieblik taus hen for sig og gjorde en underlig Grimace, som om han slugte noget Bittert, idet han hviskede: »Jeg vil dog forsøge det.«

»Hvad tænker De paa, Sir Henry?« sagde jeg ligefrem; thi jeg følte, at jeg burde advare ham. Ja det Forhold, hvori vi stod til hinanden berettigede mig endog dertil.

»Det svarer jeg ikke paa«, sagde han undvigende, »men hvad tænker De paa?«

Der laae noget Koldt, Fornemt, ja Afvisende i den Maade hvorpaa han sagde dette, men jeg lod mig ikke seile agterud og svarede roligt:

»Paa forskjellige Ting, Sir! Først, hvorledes De har kunnet bemægtige Dem et Maleri, som jeg troede var paa Veien til Danmark, saa paa Motiverne til denne Handling, og endelig paa Følgerne deraf. Tilsidst paa Dem selv, der har viist Dem saa god og elskværdig imod mig. - Jeg troer«, vedblev jeg varmt, idet jeg greb hans Haand, »at De er paa Veie til at gjøre Dem ulykkelig; - jeg har ligesom en Forudfølelse deraf. Hvis De formaaer det, da betro denne Hemmelighed til mig; hvor ringe jeg end er, kan jeg i dette Tilfælde dog maaskee vise Dem en Tjeneste.«

Han greb min udstrakte Haand og sagde sørgmodigt, idet han trykkede den: »Nei, nei, ikke et Ord derom. Maleriet er virkelig paa Veien til Danmark; det vil være der den syv og tyvende Mai, saa sikkert som vi idag skrive den trettende. Men een Tjeneste kan De endnu vise mig, det gaae nu, som det kan. Vil De imorgen overlade mig Deres Studie fra Middag? Vil De lade Alt staae i den Orden, hvori det i Øieblikket befinder sig, og vil De love mig, at Ingen forstyrrer mig, samt at De ikke siger et Ord til Nogen derom?«

Disse Spørgsmaal kom saa overraskende, at jeg ganske uvilkaarligt svarede ja. Han syntes at blive meget tilfreds med Tilladelsen og aftalte med mig, at jeg skulde lægge Nøglen ind til Bartolomeo. Derpaa trykkede han min Haand venligt, og et Øieblik efter rullede Vognen atter afsted.

Den Aften, der nu fulgte, var den sørgeligste i Ariellas Liv; i det Mindste har hun senere betroet mig, at hun var furiosa og havde stor Lyst til at dolke mig med en Brødkniv. Forgjeves vimsede hun i alle Slags smaae Hensigter omkring mig, forgjeves satte hun sig hen i den mørkeste Krog og formede sin nydelige Mund til den yndigste lille Mule, som man kunde tænke sig, forgjeves vimsede hendes Smalbeen med nærmeste Slægtninge op og ned ad den lille Trappe, ja forgjeves gjorde hun Tegn og underlige Gjerninger fra den lille Sidestue - jeg var og blev urokkelig som en sand Cato. Men var min Dyd end den Aften som Catos, saa negter jeg ikke, at jeg stærkt savnede Plato for at holde Styr paa det Chaos af Tanker, der krydsede igjennem min Hjerne og oversvømmede min Forstand som et forvildet Udvalg af Bybude under en ny Expedition. Som den fortvivlede Geronte, der ideligt og ideligt vender tilbage til det samme Spørgsmaal, saaledes varierede jeg omtrent det Samme, naar jeg undtager, at jeg ombyttede Ordet Galai med det mere maleriske - Studie. »Hvad Djævlen vil han i mit Studie?« Dette var Spørgsmaalet Nummer et, men saa kom en heel Legion af Underspørgsmaal og »ikke virkelige« Spørgsmaal, som det hedder i Rangforordningen. Hvad vil han alene i Studiet? Og det den hele Eftermiddag? Og uden Vidner? Mine Tanker krydsede som en Fiskerbaad i Modvind. De slog snart et Slag over mod hemmeligt Stevnemøde, snart et ned mod Selvmord, saa et mod romantisk Bortførelse, gigantisk Duel o.s.v., indtil jeg opdagede, at Tankestrømmen havde sat mig langt nedenfor det Punkt, hvorfra jeg var gaaet ud. Saa gav jeg mig til at analysere Sir Henry. Jeg pulveriserede enhver af vore Samtaler til dens fineste Details, udrørte det i Nøgternhedens destillerede Vand, inddampede det igjen til Tørhed, tog paany Prøver deraf, udsatte dem for Contraprøve ved alle mulige Reagenser, og fik endelig, som Analysens Resultat, et stort Quantum Excentricitet i saa nøie Forbindelse med en heel Mængde andre Egenskaber, at det ikke ved noget anvendeligt Middel lod sig skille derfra. Det faldt mig ind, at Sir Henry havde været noget bleg den Dag, da han besøgte mig i Studiet; ligeledes havde hans Væsen de sidste Gange paa Villaen været adspredt og vexlende, stundom endog vægelsindet. Lagde jeg hertil hans dybe Grublen foran Maleriet og hans besynderlige Begjæring om at tilbringe Tiden uforstyrret i Studiet, da turde jeg neppe tilbagevise den Tanke, at Sir Henry, den brave, fortræffelige, men melankolske Sir Henry nu havde lidt saa meget under Livets Tryk og Besvær, dets Kummer og Gjenvordighed, at han var paa Veien til Bedlam.

Jeg havde etsteds læst eller hørt om en Englænder, som lukkede sig inde paa et mørkt, uhyggeligt Sted af ubestemt Natur, hvor han delicaterede sig med at spise smaae fede Pattebørn under det uskyldige Navn af Svinecoteletter. Han blev senere hængt, parteret, og hans Adelsmærke sønderbrudt af en rød Bøddelknegt paa et sort Skafot, hvilket øvede en saa mægtig Indvirkning paa en yngre Barbeersvend, at den poetiske Aare aabnede sig hos ham i Form af en ny og sørgelig Vise, som blev trykt samme Aar, forsynet med en Titelvignet, der forestillede den rædselsfulde Henrettelse, som dog for et uøvet Øie tog sig ud som en Skorsteenfeier med en Stige, gjørende et Forsøg paa at børste en Kat ned af en Skorsteen. Visen blev ikke alene sunget samme Aar, men endog flere derefter. Den gik ud i Verden som Middelalderens Troubadoursange, blev oversat paa Chaldæisk og Hindostansk, saaledes som alle gribende Eventyr blive det, og havnede endelig i Sødertelje, hvor den blev sunget ved min Vugge, mig til Skræk og Advarsel for mit kommende Liv.

Medens jeg laae i min Seng, stadigt dannende Carré mod det lette, sorte Kavalleri, der er saa almindeligt i Italien, kunde jeg ikke faae de blodtørstige Tanker ud af Hovedet, om ikke af anden Grund, saa fordi mine Fjenders Blodtørst holdt mig i en stadig Tilstand af Spænding og hindrende Aarvaagenhed Henimod Morgenen kom der imidlertid større Rolighed i de lidenskabelige Kampe, og jeg besluttede til Punkt og Prikke at opfylde Sir Henrys Begjæring.

Altsaa lagde jeg Nøglen ind til Bartolomeo og gik derpaa en Tour, hvori alle de Fristelser, som nogensinde have hjemsøgt den hellige Antonius, Augustinus, Josef, Potifar, og hvad de gamle Kirkefædre nu hedde, stormede ind paa mig. Jeg skal ikke nærmere meddele Noget om det Opløb af Formodninger, hvori jeg hiin Formiddag befandt mig, men jo mere den store Viser paa Maria Maggiore nærmede sig Tolv, desto uroligere blev jeg, og da Allarmkanonen fra S. Angelo brændte af, gav det et Sæt i mig, som var jeg en ung Pige, der blev forstyrret i den første Gjennemlæsning af det første Kjærlighedsbrev.

Da jeg fik meeromtalte Sæt, befandt jeg mig i Bartolomeos Boutik for Grøntsager, siddende paa en Kurv med Blomkaal, som jeg i min dybe Distraction havde antaget for Vasketøi. Skuddet, der knaldede af, underrettede mig paa een Gang om, at Klokken var Tolv, at Sir Henry kom, og at jeg ved min Paatrængenhed havde forvandlet den stakkels Bartolomeos Hovedartikel til Noget, der i høi Grad lignede velpresset filbunka. Da Sir Henrys Vogn i det Samme kjørte op, blev jeg saa fortumlet, at jeg fulgte med Fader Bartolomeo op paa hans Altan istedetfor at gaae ud ad Porten, og herved gjorde jeg en Opdagelse, der slog Sømmet paa Hovedet af Fristelsernes Mangfoldighed. Kun tre Alen fra Altanen fandtes nemlig en Loggia, der hørte til mit Studie, og hvis Døre vare spærrede med Træskodder, som jeg kunde lukke op naar jeg vilde male i visse Belysninger. Det faldt mig strax ind, at jeg ved at benytte denne Loggia kunde oversee hele Studiet og saaledes faae at vide, hvad Sir Henry vilde foretage sig. Det var en slem En den. Jeg viste den bestandigt og ufortrødent fra mig med den dybeste Foragt, men samtidigt dermed klavrede jeg op paa Loggiaen og tittede ind ad hver Sprække, som frembød sig.

Det Første, jeg saae, var naturligviis mine Venner, der begge endnu i skrammereret og galloneret Tilstand under et Overmaal af Anstrengelser og hvæsende som et Par Blæsebælge bragte en stor Reisekuffert ind i Studiet. Paa denne anbragte den Skilte atter et mindre Meubel, der for mine Øine havde en gribende Lighed med en Pistolkasse. Derpaa kom John og George op med to Kasser, hvoraf jeg gjenkjendte den ene som den, hvori mit Maleri havde været pakket, da jeg expederede det til Spediteuren. Saa kom Sir Henry op med en overordentlig deilig Blomsterbouket, som han lagde paa den morderiske Pistolkasse, og endelig bragte den Skilte en lille Cedertræes Kasse med damasceret Metalindlæg, som han forsigtig stillede paa en Stol. Sir Henry betragtede disse frygtelige Tilberedelser i Taushed, og da de vare færdige, sagde han blot: »George og John blive staaende ved Indgangen til Huset. Weaverscomb holder sig færdig til at komme op, naar jeg ringer.« Med disse Ord lukkede og laasede han Døren og lod John, George og Weaverscomb forsvinde i Mørket under overvældende Anfald af Allerunderdanigsthed.

Da Sir Henry var blevet alene i Studiet, saae han sig forsigtigt om, rullede Gardinet ned og puttede Papir i Nøglehullet. Derpaa ransagede han hver Revne og hver Sprække, hvorigjennem Lyset kunde trænge ind, hvilket bevirkede, at jeg maatte lægge mig saa lang som jeg var paa Loggiaen, for at han ikke skulde opdage mig. Efterat han havde truffet alle disse Forberedelser, stillede han begge Billederne ved Siden af hinanden og faldt ligesom den foregaaende Dag saa aldeles hen i Beskuelse, at jeg troede, at han aldrig mere vilde vaagne op af sine Drømme. En Kat, der tilfældigviis spadserede hen over Taget, og i sin Forskrækkelse over at see mig lod sig plumpe ned paa min Ryg for derfra at tage videre Fart, udrev ham af hans somnambule Tilstand. Han foer op, saae sig forvildet om i Værelset, og efter at have raadført sig med sit Uhr, begyndte han at løsne Blindrammen paa det ene Maleri, som han udtog af dets brede, kostbare Guldramme. Derpaa greb han Copien, satte den ind i Guldrammen og anbragte det Hele i den Trækasse, som han havde medbragt, og som jeg med egen Haand havde mærket hos Spediteuren. Originalen blev lagt ned i en anden flad Kasse uden Paaskrift, og han udførte alt dette med en Hurtighed og Behændighed, som tydeligt viste, at det ikke var første Gang, han lod Malerier gaae paa Reise. Et Øieblik efter traadte George og John tilligemed den sirlige Mr. Weaverscomb ind og pressede sig i taus Ærbødighed saaledes ind ved Dørstolperne, at man maatte antage, at de ganske stillede sig til hans Herligheds Disposition, dersom han i et Anfald af romantisk Overgivenhed skulde faae i Sinde at indemure dem.

»Weaverscomb!« raabte Sir Henry.

»Mylord!« svarede denne, idet han ved at bukke sig saa kraftigt anbragte sit Gravitetscentrum mod Muren, at han ligesom ved en Springfjeder fløi et Par Alen frem og ved denne Leilighed fremviste sin Hovedskilsmisse paa den meest iøinefaldende Maade. »Hvad befaler Mylord?«

»Du tager strax Cureerpost til Civitavecchia og siger til Mr. Steam, at Du har Ordre fra mig til øieblikkeligt at afgaae med Lystjagten til Marseille. Du medtager den ene af Kasserne, som ikke maa anbringes noget andet Sted end i Salonen. Du siger til Mr. Steam, at han sørger for at naae Marseille saa hurtig han kan. Fra Marseille tager Du strax med Cureerpost den korteste Vei til Hamborg og afleverer Kassen til Wolff & Co. tilligemed medfølgende Billet. Hvis jeg ikke inden tolv Dage har faaet Melding om Din Ankomst fra Wolff & Co., er Du ude af min Tjeneste. Har Du forstaaet mig?«

»Jo, Mylord,« svarede Weaverscomb med det ynkeligste Ansigt af Verden, »men - -«

»Hvad! Indvendinger?« raabte Sir Henry i en Tone, som jeg ikke havde tiltroet ham og med et Ansigt, der mildest talt var noget ubehageligt.

»O, Mylord!« stammede Mr. Weaverscomb i en ynkelig Tone, medens Skilningen syntes at blive bredere og ligesom aabne enkelte Lyspartier til tyndere og mindre befolkede Egne. »Viis Barmhjertighed mod mig. Jeg er saa græsselig søsyg, og er bange for, at baade Kassen og jeg skal lide derved.«

»Kryster!« tordnede Sir Henry. »Jeg kjender Dig. Du frygter for, at Steam skal kuldseile.«

»O nei, Mylord, det gjør jeg sikkert ikke,« jamrede Mr. Weaverscomb, der blev ligesaa guul som en Citron. »Jeg frygter ikke derfor, skjøndt jeg tre Gange har seet Mr. Steam spigre Topseilet fast til Masten. Jeg frygter ikke for at kuldseile, men det er rædsomt at døe af Søsyge, og Mr. Steam har allerede to Gange maattet lægge mig i Bomuld og pakke mig ned i Blypapir, men tredie Gang, meente han, at ikke engang det vilde forslaae.«

»Hm, det er dog en Grund,« sagde Sir Henry saa roligt, som om han selv mange Gange havde pakket ham ind under saa vanskelige Forhold. »Tag saa den anden Kasse og bring den øieblikkeligt til Villaen, hvor den sættes ind i mit Studereværelse indtil nærmere Ordre.«

Mr. Weaverscomb foer op af sine Sjælslidelser, kastede sig liig en Tiger over sit Bytte og ilede ud ad Døren, som om han havde Mr. Steams Skygge i Hælene paa sig.

»John,« sagde Sir Henry, »Du er en ærlig og paalidelig Karl og har jo hørt Ordren? Kan Du udrette, hvad jeg har sagt, bliver Du min Rideknægt, naar Du vender tilbage. Gaa strax og tag George med Dig.«

»Vel,« svarede John, medens han krammede sin Hat, »men jeg faaer vel de hundrede Pund, De har lovet dem af Deres Folk, som drukner?«

»Javel, baade George og Du faae hundrede Pund, dersom I forulykke i min Tjeneste.«

»Meget vel,« svarede John, idet han anbragte forskjellige Dunk paa sin Hat og syntes omhyggeligt at studere Linierne i Guldtressen, »men jeg ønsker ikke saa meget selv at faae de hundrede Pund, desformedelst jeg synes, at man har grumme lidt Fornøielse af dem, naar man først ligger paa Bunden og sanker efter Conchylier, men jeg ønskede saa meget, at De vilde sende dem til en lille Pige, som nok kjender lidt til mig, og som tjener paa Hjørnet af Bolingbrokestreet i London, for seer De -«

»Meget vel, John,« afbrød Sir Henry ham, »nu afsted med Kassen, og siig Mr. Steam, at jeg ingen Spiger ønsker paa Topseilet denne Gang. Forresten have I begge mit Løfte.« Med disse Ord puffede han dem ud og laasede Døren omhyggeligt efter dem.

Neppe var Sir Henry alene i Værelset, før han fremtog et lille Bundt Nøgler og hurtigt aabnede Laaget paa den store Reisekuffert. Ligesom en Taskenspiller til Publicums store Forbauselse tager et heelt Udstyr af en sort Silkehat, saaledes væltede der under hans Hænder en saadan Masse af Gjenstande frem, at jeg næsten troede, at Kufferten var uden Bund, og at Nogen langede ham Tingene op gjennem en eller anden underfundig Lem i Gulvet. Først kom et Sølv-Toiletetui, saa en sort Silkehat, saa en mechanisk Støvleknægt, saa et Par sorte Unævnelige, saa et halvt Dusin hvide Halstørklæder i et fortvivlet Vilderede med et ligesaa stort Antal Fadermordere, saa et Par Silkestrømper, derpaa en Knibtang af sort Klæde, saa nogle hvide Glacerede, derpaa en sort Lakeret, som lidt efter efterfulgtes af sin Mage, saa et Par Rageknive, der faldt ud af deres Fouderaler, og nær havde berøvet ham Fingrene forneden, saa en uhyre Krukke poudre de riz med tilsvarende Kvast, og nu troede jeg det kunde være nok. Det var derfor ikke min Skyld, at jeg ikke fik et eller andet pludseligt Tilfælde, da jeg atter saae Sir Henrys Hænder forsvinde i Kassen og derpaa dukke op først med en enorme Crinoline, saa med Noget, der havde en høist mistænkelig Lighed med et Snøreliv, saa med det Klædningsstykke, der pleier at bedække Damernes Inderste, hvorefter fulgte først en Klokke, saa nok en Klokke, saa et stivet, hvidt Skjørt, saa et sort dito med røde Striber, saa et sort uden røde Striber, saa et hvidt, ustivet, saa et lyserødt Silkedito med en Uendelighed af Læg, Garneringer, Kruseduller, Frynser og Falbelader, saa at jeg fik ganske ondt i Hovedet deraf. Oven paa dette fulgte en Atlaskes Kjole, et Par reent Unævnelige med Strømper og Sko, og endelig en Melkevei af Blonder, Strimler, Sløifer, Slips i forskjellige Mønstre, af Moll, Tyll, Silke, Flor, Fløiel og Kammerdug, saa at jeg næsten troede, at Sir Henry havde i Sinde at nedsætte sig som Modehandler, og antog, at mit Studie laae paa et bekvemt Strøg. Alle disse Sager blev meget ubehændigt anbragte rundt omkring paa Stole, Borde og Stafelier, hvorpaa Sir Henry atter lukkede Butiken og greb fat paa Pistolkassen, som han havde stillet ved Siden af paa en Stol. Jeg følte hos mig selv en hemmelig Gru; thi jeg havde en Anelse om, at der ud af denne Kasse vilde vælte et heelt Arsenal af Pistoler, Terzeroler og Revolvere med Tilbehør af Knaldhætter, Kugleforme, Rømmenaale og Krudthorn, ligesom jeg begyndte at frygte for, at det maaskee kunde falde ham ind at skyde tilmaals efter Lysstriberne i Skodderne eller lignende iøinefaldende Gjenstande; men ogsaa her viste det sig, hvor kortsynede vi stakkels Mennesker ere. Ud af Kassen halede han, ikke Pistoler og heller ikke gule og blaae Baand, men først en Diamantssnor, saa nok en, saa Brocher, Berloquer, Armbaand og Fingerringe, indtil han havde en ganske kjøn lille Capital svømmende mellem alt det Øvrige. Der stod nu kun den lille Cedertræes Kasse tilbage ; men her blev jeg overladt til en ubehagelig Uvished, idet Sir Henry vel prøvede en lille Nøgle i dens Laas, men derpaa atter forsigtig satte den tilbage.

Efter at han endnu en Gang havde forvisset sig om, at der Intet Mere var tilbage i Kufferten, og at intet menneskeligt Øie kunde belure ham, trak han en af Studiets faa Stole frem og begyndte ganske langsomt at afføre sig, først Gamascherne, derpaa de stortærnede Beenklæder, sin grønne Sportsmans-Jakke, indtil han kom i en Tilstand, som syntes at tyde paa, at han aspirerede til at vinde Medaillen for Druknendes Redning. Nu tvivlede jeg ikke paa, at Sir Henry var gal, og frygtede kun for, at han enten skulde sætte gjennem et af Malerierne, saaledes som de hos Astley sætte gjennem Tøndebaand, eller at han, hvad der var værre, skulde forsøge at komme ud paa Loggiaen og danse Fandango. Men atter skuffedes jeg i mine Forventninger, idet jeg saae Sir Henry med stort Besvær og med øiensynlig Trang til en Kammertjener at iføre sig alle de mandlige Munderingsstykker, som han havde taget op af Kufferten, indtil han stod i sin stiveste Dress med Stilken af Hovedet klemt ind i et umaadeligt stivt, hvidt Halsbind, hvori den sad saa fast som i en Skruestik. Han havde saa lykkeligt opnaaet den Stivhed og Stramhed, som er nødvendig for en rigtig engelsk Gentleman, der skal ud i Damebazaren, at jeg nu frygtede for, at han snarere tænkte paa Brudefærd end paa Liigbegjængelse. Med megen Vanskelighed fik han de afførte Klædningsstykker ned i Kufferten, og derpaa begyndte en Scene, hvis Detailler jeg neppe formaaer at gjengive, da den egentlig burde spilles af en yngre Comiker, istedetfor at fortælles af en gammel Maler. Sir Henry trak nemlig pludseligt min store Leddedukke frem af dens beskedne Krog, afrev det vide Atlask, som jeg havde hængt paa den for at studere Lysbrydningen i Foldekastet, og gjorde den i en Haandevending lige saa bar, som den var kommen fra Mesterens Haand. Derpaa gav han den Damernes inderste Klædningsstykke paa, knubsede den i Hovedet, for at dette ikke skulde falde af ved den næste Maneuvre, og fik derpaa lykkeligt og vel anbragt nogle, baade af de stivede og ustivede Skjørter, der til Slutningen kronedes af den mægtige Crinoline, saa at den grangiveligt saae ud som en Beenrad i et Fuglebuur. Havde Sir Henry havt Vanskelighed ved at klæde sig selv af og paa, saa syntes han at være dobbelt vild i det Mysterium, som han nu havde trængt sig ind i, og hvis labyrinthiske Besværligheder han neppe syntes at ane. Det var navnlig Overdelen, det kneb med. Snørelivet satte han saaledes, at Dukken først fik Brystet paa Ryggen, og derpaa et paa hver Side af Armhulen. Saa blev det snørt op igjen, saa trillede Hovedet paa Gulvet, saa blev det sat paa og knubset, saa kom Rygstykket atter paa Brystet, blev atter vendt og rettet, Altsammen med en Taalmodighed, som man maatte kalde beundringsværdig. Endelig var Leddedukken færdig. Det lyserøde Silkeskjørt med de aristokratiske Falbelader blev hængt over sine borgerlige Colleger, den hvide Atlaskes Kjole trukken paa og, mærkværdigt nok, strax hægtet i Ryggen. Dernæst blev Juvelerne og hele den øvrige Besætning hængt paa og stukne fast, og endelig fremtog Sir Henry af den lille Cedertræes Kasse et fire Alen langt Brudeslør, indvirket med ægte Perler, saa klare som Dugdraaber, og vævet af det uforlignelige, fine Mousselin, som Hinduerne kalde »Morgenens Taager«.

Da Sir Henry havde faaet dette befæstet paa Hovedet, ikke uden megen Anvendelse af Knappenaale og Knubs, var Figuren færdig, og det var i Sandhed en Billedstøtte, som ingen Modehandlerinde skulde have skammet sig ved, og som vilde have sat hundrede kvindelige Øine i Bevægelse og faaet hundrede Pigehjerter til at bæve af sød Befippelse. Aldrig havde mine Øine skuet en lignende Pragt, og hverken Windsor eller St. Paul vilde have behøvet at skamme sig derover. Sir Henry syntes at føle det Samme. Han blev staaende i taus Beskuelse efter at have dreiet Dukken saaledes, at den stod med sænket Hoved og udbredte Arme, som om den vilde tage ham i Favn.

Paa mig gjorde alt Dette et høist smerteligt Indtryk. Situationen var comisk, af og til næsten burlesk, men er det piinligt at see en Mand gjøre sig latterlig for et større Publicum, saa er det uhyggeligt, naar han gjør det i Eenrum, og Sir Henrys hurtige Bevægelser i det halvmørke Studie foran den pyntede Dukke havde næsten noget Spøgelseagtigt ved sig. Flere Gange tænkte jeg paa at forlade min Plads; men Nysgjerrigheden og en hemmelig Følelse af, at det maaskee var nødvendigt at komme ham til Hjælp, tvang mig til at blive, og saaledes saae jeg det bedrøvelige Skuespil næsten til Ende.

Efter at have faaet Figuren anbragt i den Stilling, han ønskede, trak han sig tilbage i den modsatte Krog af Værelset, greb Bouketten og rettede endnu engang paa sin Paaklædning. Derpaa gik han henimod Figuren, bukkede for den og fremsagde en Slags Bøn eller Formular, som det imidlertid var mig umuligt at høre. Da denne var tilende, overrakte han sin Bouket, tog Dukken i Favn, kyssede den, knubsede den i Hovedet, som var lige ved at falde af, fordi det kom i en altfor intim Berøring med hans Næse, og trak sig derpaa atter tilbage til sin forrige Plads. Da han havde gjort dette fem eller sex Gange, hver Gang med synlig Anstrengelse for at Hovedet ikke skulde berøres af Cap Horn, trak jeg mig tilbage og begyndte at fire mig ned for at naae Altanen paa Bartolomeos Huus; thi nu var det mig klart, at Sir Henry var gal.

Min Nedkomst hørte imidlertid ikke til de heldigste. Idet jeg svang mig ud over Loggiaen, beholdt jeg en af dens raadne Træstænger i Haanden og dumpede ligesom Katten ned paa Tagskraaningen, hvorfra jeg atter med et anseeligt Brag og en Stab af Tagsteen rutschede videre, indtil jeg befandt mig i en Kurv med grønne Ærter, som af Glæde over min uventede Ankomst knaldede af som en Musketsalve.

Under andre Omstændigheder og under fredeligere Forhold har det altid noget Irriterende at sætte sig i en Ærtekurv, naar man ikke specielt ønsker at faae sin Baggrund decoreret paa en lige saa forsvarlig som prisbillig Maade; men naar man kommer saadan otte til ni Alen oppe fra de høiere Regioner, og kun har Valget mellem et Jernrækværk og Steenbroen, negter jeg ikke, at man maae ansee en Ærtekurv baade for en bekvem og hensigtsmæssig Indretning.

Jeg troer nok, at jeg gjorde denne Bemærkning til en ny skrammereret Udgave af Sir Henrys udvalgte Værker, som sad lige overfor mig paa en Træstol og af lutter Forskrækkelse var ifærd med at sluge den Agurk, han holdt i Haanden, og som han syntes at have udvalgt som Gjenstand for et dybere gaaende botanisk Studium. Fyren saae først paa mig, saa paa Tagstenene og dernæst paa Ærtekurven, hvorpaa han frembragte en Lyd, som om han havde faaet en Snaps forkeert i Halsen, hvilket overbeviste mig om, at han var en Irlænder. Da jeg ikke paa nogen menneskelig Maade kunde gjøre mig forstaaelig for ham, thi selv Tegnsproget og de paa min Pande anbragte stærke Hentydninger til en mindre vel forvaret Sindstilstand hos hans Herre opfattede han ikke, fandt jeg det meest passende at lade ham børste det Værste af mine Klæder, hvilket han udførte efter den nyeste Methode at strigle Heste paa. Saa vandrede jeg ud for nærmere at tænke over Det, jeg havde seet og hørt. Jeg kom imidlertid til samme Resultat som før og var ganske fornøiet over ved min Tilbagekomst at see, baade at Bartolomeo havde Nøglen, og at mit Studie var i Orden, saasom jeg underveis havde faaet en uhyggelig Anelse om, at Sir Henry muligviis kunde have faaet isinde at opføre sidste Act af Semiramis.

En tilfældig Forhindring tillod mig ikke den Aften at besøge Villaen, og først den næste Dag henimod Solnedgang vandrede jeg ud til Sir Henrys lille Paradiis. Men det gik mig desværre paa samme Maade som Jordens første Mand. Som han havde jeg spiist af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, og som han gjorde jeg den samme sørgelige Opdagelse, nemlig at Eden var lukket og bevogtet af en Cherub, der hverken var bevinget eller havde Flammesværd, men til Gjengjeld en Mængde Guld paa høist unødvendige Steder, og i Haanden en brændende Svovlstik, hvormed han meget gemytligt tændte sin Cigar. Cheruben syntes heller ikke synderlig tilbøielig til at straffe mig eller paa anden Maade give sit Mishag tilkjende; men han viste sig som en tør, tvær, knarvorn og kjedelig gammel Tingest af en Paradiis-Bevogter, og gjentog bestandigt ligesom salig Kanitverstan sit »I don't know« med en Halsstarrighed, som kun saadan en gammel Porthund kan gjøre det. At jeg imidlertid var faldet i Unaade, syntes mig klart; thi han skjød ikke Ryg en eneste Gang, men dampede mig mellem hvert af sine korte Svar lige i Næsen en Røgsky, der kun syntes at kunne hidrøre fra de Cigarer, som i Rom gaae under Navnet »Stincadoros infamos«. Da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at klemme Noget ud af ham var lige saa frugtesløst som at presse Champagne af en Østers, gik jeg atter tilbage forbi den smilende Villa og ad den lille, bugtede Fodsti, hvor Roserne og Caprifolierne endnu duftede mig imøde lige saa oplivende som den første Gang, jeg betraadte den. Hver Situation, hver Samtale jeg havde havt med Sir Henry, stod under disse Omgivelser saa levende for mig, at jeg hvert Øieblik syntes at see hans Ansigt i en Aabning af Hækken eller ham selv komme mig imøde paa den smalle Gangsti. Jo mere jeg gik, desto klarere blev det for mig, at jeg paany havde gjort ham høiligt Uret, og at min Opførsel lige over for hans aabne Adfærd kun var en Række af Fornærmelser, som jeg havde tilføiet Een, der i sit Inderste var ulykkelig, og derfor dobbelt maatte føle Det, som maaskee neppe vilde saare Andre. Jeg følte en brændende Attraa efter endnu en Gang at tale med ham for at bede om hans Tilgivelse for mit ungdommelige Lureri, og da jeg erindrede, at han en Gang havde meddeelt mig, at han undertiden spiste til Aften hos Spillmann, fattede jeg den Beslutning at gaae derop for om muligt at træffe ham der.

Ved min Indtræden i de ædle Lorders Helligdom saae jeg kun to til tre Gjester, der i den pragtfulde Spisesal tog sig ud som lige saa mange Fluer paa en forgyldt Speilramme, og havde dernæst den aparte Fornøielse at see en af disse engelske Plumbuddingædere gloe paa mig med en Mine, som om han meente, at jeg ved en reen Feiltagelse var kommet mellem overnaturlige Størrelser. Jeg gjorde som Menneskens Børn altid gjøre ved slige Leiligheder. Jeg blev, istedetfor at gaae, og bestilte et Maaltid til tyve Francs, istedetfor at drikke en Flaske Sodavand.

Medens jeg sad og ærgrede mig over min spildte Tid og mine spildte Penge, samt gav mig Udseende af at være en ligesaa ægte engelsk Nar og Beefsteakfordærver som de Andre, blev Døren pludselig reven op, og en heel Bande af grøntærnede Jakker, røde Whiskers, vandblaae Øine og glubende Fortænder styrtede under Latter og støiende Passiar ind i Spisesalen.

»Har De hørt den nyeste Scandale, Pemfrithstone?« raabte Een, idet han fegtede med sin tynde, guldknappede Stok hen imod den nævnte Herre, der lige var ifærd med at tranchere en Agerhøne.

»I don't know«, svarede denne, idet han paa en heldig Maade copierede Cheruben.

»Den er guddommelig, udmærket, ganske mageløs!« raabte den Første, idet han kylede baade sin Hat og Stok paa Bordet, maaskee som en svag Antydning af, at Vest og Buxer snart vilde følge efter.

»De kjender jo Sir Henry?« raabte en Anden, idet han fortsatte sine prisværdige Anstrengelser for at spise sin ene Knebelsbart.

»Very well«, svarede Sir Pemfrithstone og begravede sin Gaffel i det Indre af Agerhønen med en Mine, som om han agtede selv at følge efter.

»Tænk Dem,« raabte den Anden, idet han gjorde nogle fortvivlede Anfald paa Knebelsbarten, »hvilken Scandale! Sir Henry er -«

»Lad Charles tale!« skreg de Andre i Munden paa hverandre. »Charles har Ordet, han kan den!«

»Nuvel, mine Herrer!« raabte den Første, idet han paany snappede Spaserestokken og fegtede med den i Luften, som om han ved at kløve Ordene vilde forøge deres knusende Antal. »Scandalen er i Korthed følgende: Sir Henry, hvis ridderlige Anstand og legemlige Skjønhed vil være Dem Alle bekjendt, begyndte allerede tidligt i Saisonen at vise sig hyppigt i Lady Smithfirlewitz Soiréer, uagtet det var vitterligt for Alle, at han i de Vintre, hvori han besøgte Rom, ellers mulede i Eensomhed og morede sig med at polere antike Shillings. Et saa mærkværdigt Phænomen kunde naturligviis ikke blive ubemærket, og det varede derfor heller ikke længe, førend Lady Smithfirlewitz, der, mellem os sagt, har Øine som en Lærkefalk og Kløgt som en Ræv, opdagede den Magnet, som drog Sir Henry til Huset. Denne var ingen anden end Comtesse G., en ung dansk Dame, meget smuk, temmelig rig, men noget gauche, som de danske Damer jo pleie at være. Jeg dansede selv med hende et Par Gange hos Lady Smithfirlewitz. Hun blev rød lige op over begge Øren, hver Gang jeg fortalte en af Robert Witchwatchs forbandet flotte Historier, skjøndt i modererede Udtryk, og erklærede det for en afskyelig Skik, at de engelske Herrer drak Portviin efter Bordet og lod Damerne skjøtte sig selv. Saa lod jeg hende skjøtte sig selv, og hun gjorde overhovedet heller ingen Lykke hos Lady Smithfirlewitz, hvor hun ofte kom i et Toilette, der syntes mere skikket til Nonnedragt end til Bal; men Robert og de Andre saae godt, at Sir Henry bestandigt stod i en Krog og rokkede, ligesom en anden Rhinoceros, og snappede efter Veiret, hver Gang hun dansede forbi ham. Senere fik jeg at vide, at han ogsaa kom hos den gamle Grevinde G., og en Dag saae jeg hans Hund, Monkey, fare ud af Porten og ryge lige under Skjørterne paa den gamle Lady Smicksmack, der gaaer med Katteskind om Anklerne, fordi hun lider af Gigt. Det var et guddommeligt Syn! Monkey, der, mellem os sagt, er den flotteste Terryer i Verden, gik paa med Dødsforagt og vilde absolut have fat i Katten. Lady Smicksmack hvinede himmelhøit og sparkede ud som en gammel Carriolehest, og Sir Henrys Groom, en ganske lille Een, og sort i sit Ansigt som en Morian, halede og hev i Halen paa Monkey, der ikke kunde komme ud af Lady Smicksmacks Crinoline, hvor den løb omkring som en Rotte i et Hønsebuur. Det var en guddommelig Scene! Jeg loe, saa jeg maatte holde mig i Siderne, og var nærved at revne, da Lady Smicksmack, før hun faldt i Afmagt, dunkede Sir Henrys Groom i Hovedet med en saadan Vedholdenhed, at hun fik sin En-tout-cas gjort til Knækparasol. Naa, det var ikke det, jeg vilde fortælle, men nok er det, at Sir Henry vedblev at komme til Grevinde G, ja Nogle fortælle endog, at han gik i Munkekutte og blev malet sammen med Comtessen, men det tør jeg dog ikke indestaae for. Imidlertid gik det med Sir Henry som med alle Andre. Først forliebede han sig, saa forløb han sig, og saa forlovede han sig; men med det Sidste kneb det nok svært, saavidt jeg har kunnet erfare. Det er heller ikke let at sige, hvorfor en ung Pige netop vil tage en Snudebille, naar hun kan faae Een af os Andre, og det var nok ogsaa den gamle Grevinde, der lavede Partiet sammen. Det varede heller ikke længere end tre Dage, førend det gik overstyr igjen, og efter hvad jeg har hørt af Robert Witchwatch gik det til paa følgende Maade. Den første Dag holdt Sir Henry sig i Skindet og beundrede en distance. Den anden Dag vilde han efter dansk Skik kysse sin Forlovede, men bar sig saa keitet ad, at hun fik en Bule i Panden, saa at der var Spørgsmaal om, hvorvidt hun kunde tage paa Lady Smithfirlewitz store Bal den følgende Aften. Efter hvad Robert fortalte, var Sir Henry meget nedslaaet den Eftermiddag; men naar man er skabt som en Elephant, sagde han, burde man øve sig, inden man kysser en saa smuk Pige, som Comtesse G. Det følte rimeligvis Sir Henry, thi den næste Dag sendte han hende en saadan Baldragt, at Lady Smithfirlewitz to Døttre, der netop gjorde Visit, fik nerveus Hovedpine og maatte gaae hjem. Comtesse G. kom imidlertid til Ballet hos Lady Smithfirlewitz, og Sir Henry kom der ogsaa og saae ud som en Mastodont i Borgermesteruniform. Men ligesom han havde overrakt hende en deilig Bouket og vilde føre hende til Dansen, løber han Næsen mod en ung Mand i østerrigsk Lieutenantsuniform, som den gamle Lady Smithfirlewitz havde faaet snuset op, Pokker maa vide hvor, og faaet med til Festen. Ved Synet af ham blev der et grueligt Spektakel lige midt i Balsalen. Han truede Sir Henry med Pistoler, men Sir Henry, der rimeligviis vidste, at der skal mere til for en Rhinoceros, bad ham reise Pokker ivold. Saa blev den unge Officeer aldeles rasende og skjeldte ham ud paa Dansk, Engelsk og Tysk mellem hverandre. Comtesse G. græd, hendes Moder besvimede, Lady Smithfirlewitz Døttre kom af med deres Hovedpine, og den gamle Lady Smicksmack laante Lady Smithfirlewitz saadan et Par Øine, at hun nær aldrig havde faaet dem tilbage igjen. Den unge Comtesse G. græd og hulkede og erklærede Sir Henry, at hun var en ulykkelig Pige for Livstid. Men hvem kommer saa farende ind i Salen, ligesom hans Vogn er kjørt frem? - Det gjør Monkey, ingen anden end Monkey, det meest fordømte og grinagtige Dyr i hele Christenheden, og meget klogere end Sir Henry selv. Den havde siddet i Vognen, hvor den altid er, naar dens Herre tager ud; men ligesom Tjeneren lukker Vogndøren op, ryger den ud, op ad Trapperne, ind i Balsalen og lige i Benene paa den gamle Lady Smicksmack, som havde travlt med at helde Vinaigre paa Grevinde G. Ind ryger Monkey paa Katteskindene, ned dumper Lady Smicksmack og tager tre Garneringer fra Grevinde G. tilligemed Lady Smithfirlewitz med sig i Faldet; men neppe mærker Monkey, at den, skjøndt i uegentlig Forstand, bliver overmandet, før den ryger ud igjen, farer mellem Benene paa to Tjenere med Ananasiis, vælter dem begge og sætter derpaa med et Spring op i Orchestret, hvor den giver sig til at tude som en Besat. Robert Witchwatch, der har fortalt mig det Hele, ligger endnu af et Mavetilfælde, som han fik den Aften, og Lægen har forbudt ham at fortælle Historien mere end een Gang om Dagen. Men Sir Henry tog Sagen fuldkomment som Gentleman. Han bukkede for Comtesse G., fløitede ad Monkey og gik ud af Salen lige saa strunk og stolt, som om Sagen ikke kom ham i fjerneste Maade ved. Skjønhed har han ikke, men megen Verden, det maa man lade ham. Han reiste naturligviis samme Aften, saa De kan faae hans lille Gig, Pemfrithstone. Den bliver opraabt paa Onsdag tilligemed Hestene; der ere nogle fordømt kjønne Tingester iblandt dem.«

Det var mere end nok for mig. Hvad hjælper Østers og Ananas, naar man er saa gal i Hovedet, at man har Lyst til at anlægge Proces mod hele Jordkloden. Ved min Hjemkomst laae paa mit Bord en lille forseglet Pakke. Den indeholdt min Skizze fra Caféen, mit Honorar for Maleriet og en Billet med følgende Ord:

»De har beluret mig i det svageste Øieblik i mit Liv. Dette kan jeg tilgive Dem, men see hinanden kunne vi ikke mere. For at De ikke skal tage feil af min Charakteer, meddeler jeg Dem, at det er med Vedkommendes Tilladelse, at jeg har beholdt Originalmaleriet. Jeg fik denne Tilladelse under den Forudsætning, at jeg kunde indhente det afsendte Maleri, lade det copiere og afsende det saa betids, at det kunde naae sit Bestemmelsessted til den for Originalen bestemte Tid.

Henry Vernon.«

»Hvad kalder De ham?« raabte Aabye forbauset, idet han skød Glasset fra sig.

»Henry Vernon,« svarede Bjørck. »Det er jo et meget godt Navn. De har vel neppe kjendt ham? Det er henved en tredive Aar siden, at denne lille Historie foregik?«

»Nei,« svarede Aabye nølende, »kjendt ham har jeg ikke, men dog er Navnet mig bekjendt.«

»Og De veed ellers ikke Noget om hans Skjebne, thi jeg staaer paa mere end een Maade i Gjeld til ham og havde stor Lyst til blot at tale med ham endnu en Gang?«

»Det vil aldrig skee,« sagde Aabye; »han er død paa Jamaica.«

»Siden De veed det,« frittede Bjørck, »saa veed De maaskee mere? Blev han lykkelig? Blev han gift? Jeg spørger om det, ikke fordi den Slags Ting ellers interessere mig, men fordi jeg troer, at den Orm, der nagede Sir Henry, var Frygten for at blive Pebersvend. Han havde et varmt og rigt Hjerte, men hans høieste Ønske var at dele det med en Anden.«

»Han blev gift,« sagde Aabye sagte, »og jeg troer ulykkelig gift; thi det var en Forbindelse, der mere knyttedes af Lyst til at hjælpe en Ulykkelig, end af virkelig Kjærlighed, eller rettere, der var vistnok i Begyndelsen en sand Følelse tilstede, men som ikke kunde udvikle sig, fordi tidligere og bittre Erindringer, navnlig fra hendes Side, bestandig skjød sig iveiret ligesom Ukrudt og kvalte den dybere Tro paa hinanden.«

»De spænder min Nysgjerrighed med, hvad De siger,« vedblev Bjørck, »og jeg lider ingen halvkvædet Vise. Fortæl mig derfor det Hele, hvis De kan!«

»Naa,« sagde Aabye smilende, »siden De absolut vil have mig under Pumpen, skal jeg fortælle Dem, hvad jeg veed, skjøndt det er meget Lidt. Sir Henry traf paa sin Reise fra Rom sammen med en Familie, der var paa Touren hjem. Denne Familie bestod, saavidt det er mig meddeelt, af en Kjøbmand, hans Kone og Datter, der for sit Helbreds Skyld havde gjort en Reise til Italien, og som var helbredet saa godt, at hun var blevet forlovet dernede. Moderen er bleven mig skildret som en fiin, ædel Natur, og den Medfølelse, hvormed hun behandlede Sir Henry, der naturligviis var i en forknyt og forkuet Tilstand, vandt ham saa ganske, at han knyttedes nærmere til Familien og fulgte med den til Hjemmet. Der skete nu, hvad der neppe er ganske sjeldent - Følelsen for den ældre Moder overførtes paa Datteren, idet han i hende forenede Moderens sjælelige Skjønhed med Datterens ungdommelige Ynde, og dette gav Anledning til en Forelskelse, som i sin Styrke ikke syntes at ændse, at hun alt var bundet til en Anden. Neppe vare de komne hjem, førend Ulykken i et sjeldent Omfang brød løs over dette Huus. Faderen gik Fallit, og man siger, at han druknede sig, skjøndt det lige saa meget saae ud som et Ulykkestilfælde. Moderen, der alt tidligere var ramt af mange Sorger, døde kort efter. Datteren, der saaledes saae sig forladt, fattig og ulykkelig, skulde blive det endnu mere. Hendes Forlovede, der, skjøndt selv en rig Mand, vistnok havde speculeret i den Formue, som vilde tilfalde hende, hævede pludseligt Forbindelsen og trak sig ganske tilbage. Hun skildres af sine Samtidige som en særdeles smuk, men forfængelig og egoistisk Pige, og det vakte derfor almindelig Forbauselse, da hun afslog Sir Henrys Haand og colossale Formue; thi at Sir Henry ikke har været saa grim, som De fortæller, veed jeg bestemt, skjøndt jeg undskylder, at De som Maler og for Effectens Skyld har smurt lidt tykt paa. Imidlertid kom den virkelige Grund til Afslaget snart for Dagen. Fattig, ussel og forladt fødte hun et Barn, der vilde være omkommet tilligemed Moderen, hvis ikke Sir Henry havde opsporet det Skjulested, hun havde valgt sig, og paany staaet hende bi. Han lovede at glemme hendes Fortid, naar hun blot vilde knytte sin Fremtid til hans, og opfyldt af Erkjendtlighed og Taknemmelighed imod ham, piint af den Spot og Forhaanelse, der maatte ramme hende i Hjemmet, og vistnok fuld af de bedste Forsætter, gav hun efter. Men det slog ikke til. Hendes Charakteer, der svømmede lige paa Overfladen, kunde ikke forsone sig med Sir Henrys noget latterlige Udvortes og kunde ikke vurdere den Fylde af Følelser, som gjemte sig under hans stygge Maske. Hun agtede ham, men elske ham gjorde hun bestemt ikke, og al hendes Kjærlighed kastede sig paa det Barn, som hun havde efterladt i Hjemmet. I den Henseende var Sir Henry ubøielig. Det blev opdraget, som om det havde været hans eget, men selv saae han det aldrig og tillod heller ikke hende at besøge det, idet han strengt hævdede det Løfte, som hun havde givet ham før deres Forbindelse. Dette Punkt gav ideligt Anledning til Bitterhed fra hendes Side og kolde Bebreidelser fra hans, men det ødelagde et Forhold, som maaskee uden det kunde være blevet lykkeligt. Paa samme Tid, som han næsten fyrsteligt sørgede for et Barn, der ikke var hans eget, og saaledes paa sin Side overholdt sin Deel af Overeenskomsten, tvang han med ubøielig Bestemthed hende til at gjøre det Samme, og dette var Hovedgrunden til den Melancholi, der senere endte hendes Liv. Sir Henry døde kort derefter under et Besøg paa Jamaica, og hans store Formue gik deels over til en yngre Broder, deels til storartede, philanthropiske Øiemed. Dette er det Lidet, som jeg med Sikkerhed veed om ham.«

»Og hvem har fortalt Dem alt Dette?« spurgte Bjørck.

»En Patient,« svarede Aabye, »som jeg en Gang havde, en af de Faa, om hvilken jeg med Sikkerhed kan sige, at jeg har reddet hans Liv.«

»Og han hed?« spurgte Bjørck begjerlig.

»Jeg kan aldrig huske mine Patienters Navne,« svarede Aabye tørt, idet han gik ind i Osteriet.

»Der fik De den,« sagde den Gamle, »men derfor skal De ikke see saa muggen ud. Jeg kan ogsaa fortælle Dem noget om Henry Vernon, og det ovenikjøbet noget meget Mærkværdigt.«

Bjørck, der nok holdt af en Passiar, rykkede strax hen til Taleren, og denne vedblev:

»Hvad jeg betroer Dem, beder jeg Dem bevare som den dybeste Hemmelighed; thi vel har jeg ikke, som Aabye, aflagt nogen Doctoreed, men da min Meddelelse kan lede til de allervigtigste Oplysninger, beder jeg Dem ikke at misbruge den. Jeg var for to Aar siden ude i Albanerbjergene, hvor Fyrst Pisani, en af de meest rasende Bourbonister, eier en Villa. Denne frembyder i og for sig ikke noget videre af Betydning, men han havde det Held paa en dertil stødende Jordlod at opgrave en Sarkophag, hvis Sculpturarbeide hører til Noget af det meest Fuldendte og bedst Bevarede fra Oldtiden. Den staaer opstillet i Haven paa en Maade, der fuldkomment passer for den; thi jeg troer sjeldent at have seet et Sted, der saaledes stemmer til Alvor og sorgfuld Eftertanke som dette. Baggrunden dannes af en lille Lund af Cypresser, Forgrunden af mørke Stenege og bredkronede Pinier, som næsten ikke tillade Solen at skinne igjennem, og imellem disse staae som Symboler paa Livets Gjenvordighed skarptornede Figencactus, hvis Torne ligesom Livets Ulykker have Modhager, saa at de bore sig dybere og dybere ind. Da jeg havde taget Sarkophagen i Øiesyn, satte jeg mig paa en lille Bænk, og mit Blik faldt da paa en af disse Cactus, i hvis fine, grønne Bark Romerne med en Naal riste Elskovstegn, som ere saa ubeskedne at blive staaende, indtil Planten en Gang gaaer ud. De vil kunne tænke Dem min Forbauselse, da jeg ved nærmere at eftersee denne Cactus opdagede Navnet Henry Vernon indridset ikke ti eller hundrede Gange, men bedækkende Overfladen af hvert Blad fra Øverst til Nederst. Navnet var skrevet med en fiin og tydelig Haand, som var den samme overalt; men det kan ikke have været Deres Englænder, thi den lærde Naturforsker, som var med mig, og som kaldte den Opunsch eller saadant Noget, erklærede, at Planten neppe var femten Aar gammel. Dette er min meget vigtige Oplysning, som De ikke maa misbruge, Bjørck; thi naar De lægger den sammen med, hvad Aabye har fortalt, kunde De let risquere at faae for meget at vide.«

Bjørck saae ikke videre fornøiet ud ved den Gamles Oplysning, men Berthelsen raabte: »Det har naturligviis været et eller andet forliebt Kvindfolk, som har ristet Runer over sin ulykkelige Kjærlighed; der maae jo være Nok af det Navn. Kun et Fruentimmer kan falde paa slig en Taabelighed.«

»Jeg takker paa Kjønnets Vegne,« sagde den Gamle, »og for den Ærbødighed, som De bestandig viser det, men det var neppe en Dame, der havde indristet disse Runer; thi De, som kjender saa meget til Kjønnet, veed vistnok, at Damebilletter altid ere uden Dato. Det er kun os Mænd, som i karrig Følelse af Tidens Knaphed altid mærke vore Elskovsord paa denne Maade. Men ved Indskriften paa den Figencactus, jeg omtaler, var der tillige den Eiendommelighed, at der bagefter Navnet ligesom med et Stempel var indtrykket en lille Cirkel, og i denne Cirkel var Datoen fra Dag til Dag ufravigeligt anbragt, og det Hele var gjort saaledes, at de samlede Ringe paa hvert enkelt Blad dannede et H og et V, naar man saae dem i Afstand, medens de opløste sig til en tilsyneladende forvirret Masse ved at sees i Nærheden. - Hvad siger De dertil?« henvendte han sig til mig.

»Jeg maae tilstaae,« svarede jeg, »at Berthelsen vistnok har Ret, skjøndt ikke af den Grund, som han angiver. Baade en Mand og en Kvinde kunde falde paa at indridse Navnet paa den Elskede, thi Følelsen sætter dem i det Mindste i den Periode i det samme Niveau. Jeg ynder ikke den hjemme hos os almindelige Skik, der gjør, at man ikke kan sætte sig paa en Bænk eller i et Lysthuus uden at see to Elskendes Navne anbragte i et Hjerte eller en anden sindrig, allegorisk Figur. Det er uskjønt, fordi Det, som burde være en Hemmelighed, her træder lige saa offentligt frem, som om det var trykket med fede Typer i Adresseavisen; men jeg negter ikke, at jeg lider den beskedne, italienske Skik, hvor de Elskende vælge en ubemærket Plante, og hvor Bladet i Reglen afhugges, naar den har bragt Brev og Budskab. Jeg er vis paa, at den Figencactus, som De omtaler, ikke har været bestemt til at beskues af profane Blikke, ligesom der jo kun kommer meget Faa paa Fyrstens Villa; dertil er jeg næsten vis paa, at Den, der har indridset dette Navn, trods Datoen har været en Kvinde. En Mand vilde kun gjøre noget Lignende, naar han var ene eller i Fængsel; for en Kvinde er det nok at være ene og ulykkelig.«

»De laver jo en heel Roman ud af min lille Fortælling,« sagde den Gamle smilende, »og tilmed drøfter De det med en Grundighed, som om De havde Noget i Baghaanden, hvorved De kunde komme længere end vi Andre. Dersom De veed Noget, saa sæt ikke Deres Lys under en Skjeppe, men lad det skinne som Aabyes og mit.«

»Har De aldrig,« spurgte jeg den Gamle, »oplevet, at Begivenheder, der foregaae i vor umiddelbare Nærhed, tidt kunne have en saa slynget Intrigue og et saa romantisk Anstrøg, at selv Digteren ikke kan benytte dem, fordi de vilde synes for usandsynlige, dersom de overførtes i Romanen eller Novellen? Og har De dernæst ikke lagt Mærke til, at saadanne Begivenheder, der ramme Personer, som vi ikke staae i noget nøiere Forhold til, netop faae en forøget Interesse for os derved, at de pirre Phantasien, just fordi vi ved Hjælp af denne udmale os Situationerne og forme Charaktererne?«

»Aa jo,« sagde den Gamle, »der er nok Noget i, hvad De siger; men det forekommer mig, at De med Villie kjører udenom Maalet. Endnu seer jeg ikke, hvor De vil hen.«

»Det er heller ikke saa let. Jeg sigter til en Begivenhed, som neppe kan være Dem bekjendt, men som i lang Tid derefter satte min Phantasie i Bevægelse og efterlod et Indtryk, som jeg endnu ikke ganske har forvundet. Det forekommer mig dernæst som mere end en Tilfældighed, at disse Indtryk, som jeg den Gang modtog ved en Vens Beretning i Skyggen af Dyrehavens Bøge, nu skulle manes frem paa Campagnens Sletter netop ved det Navn, der idag ligesom en Gjenganger stiger op af Forglemmelsens Grav.«

»For Pokker,« sagde den Gamle ironisk, »De bliver jo ganske høitidelig. Nu har De spændt vor Nysgjerrighed for stærkt, til at De med Ære kan trække Dem tilbage, og jeg dømmer Dem derfor til at staae aabenbar Skrifte ligesom Aabye og jeg.«

»Skriftemaalet er en farlig Ting,« svarede jeg; »thi det bliver i Reglen Sandhed og Digt, uden at man rigtigt veed, hvor den første ender, og den sidste begynder, og forsaavidt vil Det, som jeg har at berette, komme Skriftemaalet meget nær.«

»Nuvel!« sagde den Gamle, idet han med et Par Kast slog sin Kappe om sig, saa at den kom til at ligne en Munkekutte, og derpaa andægtigt foldede Hænderne. »Her har De Munken. Rørhytten, hvori vi sidde, agerer Skriftestol, og De kan saaledes begynde, naar De vil.«

Med disse Ord slog han et Kors for sig, foldede sine Hænder over Maven og satte et saa andægtig-idiotisk Ansigt op, at vi alle uvilkaarligt brast i Latter.

»Nu,« svarede jeg, »siden det endelig skal være, faaer jeg vel krybe til Korset; men ligesom jeg selv føler mig andægtigt stemt ved den ærværdige Faders Aasyn, maa jeg bede de Andre gjøre det Samme. Altsaa Andagt og Taushed, mine Herrer, Skriftemaalet begynder:

»Omtrent for otte Aar siden begik jeg den Dødssynd at stige op paa en Kapervogn ved Østerport for ved Hjælp af den at føres til et Sted, hvor Fraadseri og Vellevnet i høi Grad var fremherskende. Det var nemlig hos en Grosserer, der eiede et Landsted i Nærheden af Dyrehaven, hvor man drev Livets Raffinements saa vidt, at man drak gammel Rhinskviin af nye rosenfarvede Glas. Det er en stor Synd. Er det ikke, ærværdige Fader?«

»En Dødssynd!« stønnede den Gamle med himmelvendte Blikke. »En Synd til et halvt Lispund Voxlys.«

»Dernæst bekjender jeg i Haab om Syndernes Forladelse, at jeg hengav mig til Vrede og Heftighed imod Kusken, fordi »Ferdinand« to Gange »lagde op«, uden at vi derved kom af Stedet, men at jeg stræbte at afsone denne Synd ved at sætte sig over paa en anden Vogn og vise mig lige saa kjærlig og elskværdig mod en nydelig, lille Dame, som jeg havde været grov imod Kusken. Var det ikke rigtigt, hellige Fader?«

»Fuldkommen rigtigt, min Søn,« svarede den Gamle med et sardonisk Griin. »Kjærlighedens Kaabe dækker Syndernes Mangfoldighed. Videre, min Søn!«

»Saa bekjender jeg med Anger og Ruelse, at jeg tog for mig af Retterne, deels fordi de i og for sig smagte godt, deels fordi Ingen hader sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det. Ja, jeg vil endogsaa bekjende, at jeg ærgrede mig over min Ven, Frederik Holmgreen, der sad skraaes overfor mig og stak til Retterne ligesom en Kylling til en Regnorm, skjøndt han den næste Dag skulde foretage en Udenlandsreise paa flere Aar. Var det urigtigt, hellige Fader?«

»Høist urigtigt,« svarede den Gamle, - »af Din Ven naturligviis. Ingen maa foragte Herrens Gaver. Jeg frygter for, at vi maae sætte to Pund Voxlys paa hans Regning, som Du kommer til at betale. Videre, min Søn!«

»Saa bekjender jeg da endelig, at jeg var noget heed i Hovedet ovenpaa Middagen, og at jeg trængte stærkt til at lufte mig lidt ved en Cigar i Guds frie Natur, hvorfor jeg søgte efter Holmgreen, for - -«

»Hvad er det for en Larm?« afbrød den Gamle, idet han pludseligt faldt ud af Munkerollen og hurtigt ilede op paa den lille Platfond, der løb langs den indre Side af Osteriets Muur, hvorfra man havde Udsigt over Veien.

»Hvad er det, Aabye?« raabte vi Andre, da vi saae hans lille trivelige Skikkelse i fuldt Løb komme fra Osteriet og ile hen til Platfonden.

»Bøfler!« raabte han aandeløs, idet han foer forbi.

»Selv Bøffel!« sagde Bjørck, hvem han tørnede imod. »Lad os see, hvad det er! Jeg troer, ta' mig Fa'n, de slaaes.«

Larmen, som vi alt tidligere havde hørt i længere Afstand, tiltog i foruroligende Grad og lod sig ikke godt beskrive anderledes end som et samstemmigt Chor af Dyrene i Noæh Ark under en trerebet Mersseilskuling. Det var en Brølen, Grynten og Vrinsken, der i en Fart fik os Alle op paa Platfonden.

Hvad der frembød sig for vort Blik, var et ægte italiensk Genrebillede. Ude paa Veien var en svær Blokvogn, forspændt med et Ottespand af Bøfler og Stude, kjørt fast, saa at det ene Hjul næsten til Axen var begravet i Jorden. Et Par af de forreste Bøfler havde kastet sig plat ned, som disse Dyr gjøre, naar Byrden bliver dem for tung. Paa Blokvognen hvilede, skinnende og glinsende i Solen som en uhyre Sneebold, en Marmorblok fra Carrara, og ovenpaa denne sad en solbrændt, kraftig Guardiano, der svang sin lange Lanse i Luften, idet han under idelige Tilraab søgte at animere Dyrene, medens en Deel Bønder og Opvartere fra Osteriet bestræbte sig for at hæve Forhjulet op ved at anvende en svær Bjælke som Løftestang. Det lange Forspand spærrede Veien paaskraa, idet de forreste Bøfler i deres Fortvivlelse havde kastet sig næsten ind under Osteriets Muur, hvor de laae stønnende og med ludende Hoveder, tilsyneladende ligegyldige for al den Vold og Mishandling, som man tilføiede dem. En grel Modsætning til dette langsomme Forspand og til den plumpe, uformelige Blokvogn dannede en let, elegant Phaöton, forspændt med et Par deilige Graaskimler, der, utaalmodigt vrinskende, skrabede Jorden med deres Forbeen, idet de kastede skye Blikke til de foran dem liggende Bøfler. Hvad der imidlertid meest tildrog sig den fælles Opmærksomhed, var Vognens Besætning. Paa Forsædet sad en ung Pige, der halvt nysgjerrig, halvt utaalmodig hvert Øieblik kigede ud over det lave Kuskesæde. Hun var neppe nogen Romerinde, uagtet hun havde et let Anstrøg af den ingenlunde uklædelige Fyldighed, som charakteriserer disse; men hendes Teint var for klar, Rødmen i hendes Kinder for frisk, Øinene for lyse og Haaret for blondt, til at hun kunde tilhøre et saa sydligt Folkefærd. Hun var let og livlig som et Barn, fuld af Liv og Bevægelse, og dannede derved en skarp Contrast til en anden, lidt ældre Dame, der sad paa Bagsædet og, ligesom nedtynget af Bekymring, lænede sit Hoved til Calechen. Hun var en fuldendt Skjønhed, en mærkelig Modsætning til den Yngre. Hendes fine Ansigtsoval, der om Panden og Tindingerne omsluttedes af et glat, næsten blaaligsort Haar, var af en saa fuldendt Form, at den ikke gav Antikens noget efter. Hendes Pande var høi og ædel, Tindingerne let indbuede, Næsen noget krummet, dog ikke saa stærkt som hos Romerinderne, Munden lille, fyldig og af en Form, som jeg kun har seet hos Kvinderne paa Ischia. Hendes fine, lette Skikkelse var indhyllet i en sort, folderig Kjole, der paa en iøinefaldende Maade fremhævede den hvide Haand og den matte, klare Teint, der var eiendommelig for hendes Ansigt. Hvad der imidlertid henledede den fælles Opmærksomhed langt stærkere paa hende end paa hendes livlige Ledsagerinde, var det Udtryk af Lidelse og Sorg, der var udbredt over hendes Træk. Hvad enten det nu kom af Anstrengelse, Smerte eller fordi hun ikke vilde see, hvad der foregik om hende, holdt hun Øielaagene halvt lukkede, og aabnede dem kun en enkelt Gang, naar hendes Ledsager, en ældre Mand, henvendte et Par Ord til hende. Hos denne laae maaske Nøglen til det forunderlige, ligesom hendøende Udtryk i hendes Træk; thi sjeldent har jeg seet et mere udpræget Skurkeansigt end det, der sad paa ham. Hvad enten man saae hen til hans lave, skraat tilbagefaldende Pande eller hans smaae, sorte, stikkende Øine, den raat formede Næse eller de fremstaaende Kindbeen, maatte man erkjende ham i Besiddelse af en fuldendt harmonisk Hæslighed; men hvad der navnlig gav ham et uhyggeligt Udtryk af dyrisk Begjærlighed, var det fremstaaende Underansigt, hvis kjødfulde Mund foroven begrændsedes af en svær, kulsort og strittende Knebelsbart, medens den forneden, foruden den svære, noget hængende Underlæbe, afsluttedes af et uformeligt Hageparti, der havde den eiendommelige og forunderlige Evne at kunne skydes frem foran Overmunden, saa at jeg maatte give Aabye Ret, da han bemærkede, at han vistnok havde Quadratbeen ligesom Fuglene. Hans matte, gulblege Ansigtsfarve tydede paa Udsvævelsernes Malaria og røbede ham som en indfødt Italiener, hvorimod den slanke, mørke Dame snarere syntes at være en Fremmed, der i længere Tid var bleven paavirket af Climaet, end en indfødt Romerinde.

Medens jeg anstillede disse Betragtninger, havde der samlet sig nogle flere Bønder og enkelte Politisoldater, som ved fælles Hjælp søgte at hæve Hjulet op af Sporet; men den svære Blok laae som et Bjerg, der trodsede enhver Anstrengelse. En lav, undersætsig, hjulbenet Fyr, der var bragt i Raseri over Bøflernes Gjenstridighed, greb pludseligt den svære Bjælke, der laae henslængt paa Veien, og nærmede sig de forreste Bøfler under idelige Tilraab og Tilskyndelser fra den ældre Herres Side, der commanderede ham staaende opreist i Vognen. Det var mig ikke rigtigt klart, hvad han vilde, før jeg saae ham hæve Bjælken langsomt iveiret med Anstrengelse af hele sin Kraft. Den sortklædte Dame, der hidtil havde spillet en fuldkommen passiv Rolle, reiste sig med et pludseligt Indignationsudraab op i Vognen, idet hun, vinkende med Haanden, gjorde en afværgende Bevægelse. Hendes Ledsager greb hende imidlertid haardt om Armen og kastede hende ublidt tilbage i Vognen, idet han fnysende af Raseri den ene Gang efter den Anden raabte: »Knæk Ryggen paa de Bæster!« Næsten i samme Øieblik faldt den centnersvære Bjælke ned over Ryggen paa de ulykkelige Dyr med et saa huult og drønende Brag, at jeg virkelig troede, at han bogstaveligt havde opfyldt den Andens Begjæring. De mishandlede Dyr stønnede frygteligt, men det varede kun et Øieblik. I det næste reiste de sig med en Kraft og et Raseri, der fik deres Øine til at lyne af Hevngjerrighed, kastede Bjælken over imod de urolige Heste, sønderbrød Aaget, og da Skimlerne i samme Øieblik steilede, styrtede en af de rasende Bøfler frem, borede med et Brøl det ene af sine opad krummede Horn ind under Bugen paa det ædle Dyr, der sank sammen med en stønnende Lyd, idet det farvede Jorden med en purpurrød Blodstrøm. Bøffelen saae sig et Øieblik om, som om den havde Lyst til at indlade sig med en ny Modstander, udstødte derpaa et triumpherende Brøl, og satte i en kluntet Galop op ad Via Flaminia, medens den anden tog Veien ad Ponte Molle, hvor Alt ærbødigt veeg tilside for den.

Alt dette skete i langt kortere Tid, end jeg har brugt til at skildre det. Midt i den Skræk og Forvirring, der opstod ved Bøflernes rasende Angreb, var den ældre Herre sprungen ud af Vognen uden at bekymre sig om Damerne, der ligeledes vare stegne ud, og nu, rystende af Skræk, stode ved Veikanten med øiensynlig Fare for at blive overkjørte, dersom det ikke lykkedes Tjenerskabet og de tililende Sbirrer at tvinge den anden af Skræk og Rædsel ubændige Hest. Ligesom Bjørck og den Gamle kom ud for at hjælpe Damerne ind i Osteriet, saae vi den ældre Herre med rasende Miner nærme sig den Skurk af en Bonde, der havde mishandlet de ulykkelige Bøfler. Det var ikke let at sige, hvem af disse To der var den hæsligste, enten han, der holdt Equipage og Tjenere, eller han, hvis hele Rigdom rimeligviis bestod i de Pjalter, han bar paa Kroppen. Begges Ansigter vare i lige Grad fortrukne af Raseri, og saavidt jeg af enkelte Udtryk kunde dømme, syntes Bonden ikke meget tilbøielig til at tage mod Bebreidelser, da han jo blot havde adlydt den Andens Befaling. Skjenderiet antog stedse et større Omfang, og ligesom Bjørck nærmede sig for at gjøre Plads for Damerne, saae vi den ældre Herre tumle tilbage for et Stød, som Bonden havde givet ham. I eet Spring var han henne ved Vognen, snappede Pisken ud af Kuskens Haand, foer hen imod sin Modstander, og inden Nogen kunde lægge sig derimellem, tildeelte han ham tre eller fire Slag over Ansigtet, hvoraf hvert enkelt efterlod en lang, mørkerød Stribe. Bonden tumlede et Øieblik tilbage, bedøvet af Smerte og forvirret over det pludselige Angreb; derpaa famlede han under sin Trøie og trak den bekjendte, romerske Kniv frem. Vi hørte tydeligt Knækket, idet han smækkede den op. Den blinkede et Øieblik i Solskinnet, men blev i det næste slaaet ham ud af Haanden af en af de tililende Sbirrer. Bonden satte sig rasende til Modværge, slog, bed og sparkede om sig, indtil han endelig, bastet og bundet af Politisoldaterne, som syntes at adlyde den ældre Herre med overordentlig Ærbødighed, laae hylende af Raseri paa Veien.

»Til S. Michele med det Aadsel!« raabte hans Modstander til Politisoldaterne, idet han sparkede til ham. »Og der, Din Hund, tag det, og det, og det!« føiede han fnysende til, og ledsagede hvert af sine Ord med nye Piskeslag over den Elendiges Ansigt.

»Skam Dem!« hørte vi den Gamle raabe med Stentorstemme. »Skam Dem over at slaae en Mand, der ligger bagbunden paa Veien!«

Han studsede ved disse uventede Ord og hørte op med at mishandle sin Modstander; men denne reiste sig op i en siddende Stilling, spyttede efter ham og raabte:

»Skamme sig? Han skammer sig ikke ved at tage det sidste Maisblad af den Fattiges Seng og stikke det i sin Pengepung; men han skal faae en kold Død, og Græsset skal visne paa hans Grav!«

Den hele Scene gjorde et høist uhyggeligt Indtryk, som ikke formindskedes derved, at den bagbundne Bonde med stor Brutalitet slæbtes bort af Gensdarmerne, medens den Fremmede vedblev at commandere og udskjelde baade Tjenerskabet og de Omstaaende.

Idet Bjørck og den Gamle traadte ind i Osteriet med begge Damerne, hilsede den Ældre paa os med megen Venlighed og henvendte paa flydende Italiensk et Par takkende Ord til sine Ledsagere. Hun gjorde dette med megen Anstand, men med en vis Fornemhed, der ligesom syntes at være hende paatvungen, eller som hun maaskee fremkunstlede, fordi vor Nærværelse var eller kunde blive hende ubehagelig. Den Yngre derimod betragtede os Alle med et nysgjerrigt Blik, som om hun havde stor Lyst til at indlade sig nærmere med os; men den Ældre vinkede ad hende og tilhviskede hende et Par Ord, der bevirkede, at hun pludseligt fik en høi Grad af Interesse for det lille Mariabillede, som i sin brogede Pragt var hængt over Kjøkkendøren. Under den Pause, som derved paafulgte, greb vi Leiligheden til at fjerne os og vare kort efter igjen paa Veien til Rom.

»Kjendte De Noget til det Selskab?« spurgte jeg den Gamle, da vi paany passerede Ponte Molle. »Damerne vare vistnok ikke italienske?«

»Det var Fyrst Pisani, den argeste Papist og den hæsligste Aagerkarl eller Banquier, som det jo nu hedder, der nogensinde er bleven benaadet af den hellige Fader.«

»Benaadet! - Hvormed?« spurgte jeg.

»Ih! Med Værdighed som Principe, med adeligt Skjold, hvor der i det ene Felt burde staae en falsk Vexel og i det andet et Par lange Fingre, medens der nu findes noget andet Rageri og Dingeldangel, som jeg ikke kan huske.«

»Hvorledes er han da kommet til det?«

»Ja, Gud veed det! Vist er det, at han begyndte som Skomager i Trastevere med at sætte Støvler paa Regningen, naar der skulde staae Sko, og senere drev han en solid, lille Forretning med smaae Procenter nede i Nærheden af Ghetto. Da han vilde udvide denne efter en større Maalestok, fandt den hellige Fader, at han aagrede for stærkt med de Pund, der vare ham anbetroede af engelske Lorder og Gentlemen. Der kom nogle Smaating frem, som gjorde det nødvendigt for ham at skaffe sig en større Verdenserfaring, og for at forbinde det Nyttige med det Behagelige gik han til Wien, hvor han gjorde Regjeringen god Tjeneste som østerrigsk Spion. Til Gjengjeld blev han indviet i dennes Planer og skaffede sig selv god Fortjeneste ved at speculere afvexlende i italienske og østerrigske Fonds, og da han altid vidste, til hvad Side Vippebrædtet vilde gaae, blev ved hans Tilbagekomst Synderegistret slettet ud, og hans Navn til Gjengjeld indført i Adelsregistret, hvor det nu straaler lige saa blankt og med sværere Forgyldning end Spadaernes, Colonnaernes og Savelliernes. Han laaner den hellige Fader hvert Aar to Millioner Scudi, og har til Gjengjeld faaet Rettigheder, hvorved han kan presse sex ud af hans Undersaatter.«

»Og den unge, sortklædte Dame,« spurgte jeg nølende, »hun er da vel ikke hans Hustru?«

»Chi lo sa!«, svarede den Gamle, idet han trak paa Skuldrene. »Nogle sige ja, Andre nei; det er et vanskeligt Forhold at bedømme. Om de ere ægteviede eller ei, veed jeg ikke. Kun saa meget veed jeg, at han for omtrent syv Aar siden bestræbte sig for at indføre hende i alle de fornemme Cirkler i Rom, hvor hun gik under Navn af Principessa og skulde agere hans Kone. Han maatte imidlertid hurtigt opgive dette Forsøg, thi Alle fik det Indtryk, at han snarere havde kjøbt sig en Slavinde eller anskaffet sig en stum Tjener, end en Ægtefælle. Dertil kom, at hun overalt viste sig stille, indesluttet og næsten melancholsk, medens hun ikke tog i Betænkning at behandle ham med en Foragt, der var saa meget mere iøinefaldende, som hun gjorde det endog ved de meest officielle Leiligheder. En Pokkers bestemt Charakteer maa hun have efter de Ting jeg har hørt om hende.«

»Hvorfra skriver hun sig?«

»Ja, heller ikke derom veed jeg rigtig Besked. Nogle gjøre hende til Englænderinde, Andre mene, hun er fra Normandiet, Nogle, at hun er Dansk. Han gjorde hendes Bekjendtskab i Milano, hvor man siger, at han kjøbte hende af Faderen, der var nærved at gaae fallit. Da han havde forsøgt paa at indføre hende i Rom, og dette mislykkedes, sendte han hende til en af sine Villaer, eller rettere sagt, hun sendte ham nok til Rom efter gjentagne Gange at have meddeelt ham den glædelige Nyhed, at hun ikke kunde fordrage ham. Siden den Tid har hun ført et fuldkomment indesluttet Liv, beskjeftiget med at gjøre Godt der i Egnen til Gjengjeld for det meget Ondt, som hendes Gemal præsterer i Rom. Hvis den katholske Kirke tillod Skilsmisse, vare de vistnok skilte for lang Tid siden, og jeg troer næsten, at det er af reen Malice, at han ikke ansøger den hellige Fader derom, men morer sig med at holde Maanedsduer i sit Palads i Corso.«

»Men den unge Blondine, er det hendes Søster?«

»Heller ikke det veed jeg, thi jeg har aldrig seet hende før, og de ligne ikke hinanden synderligt. Det har vel snarere været en Kammerjomfrue eller saadan Een. Men siig mig en Gang til Gjengjeld for den Masse Spørgsmaal, som jeg har maattet besvare, hvad havde De egentligt at meddele om denne Henry Vernon, der var Helten i Deres afbrudte Skriftemaal? Veed De Noget om ham?«

»Ja, jeg fristes næsten til at betale Dem med Deres egen Mønt og give Dem Deres »Chi lo sa« tilbage; thi ligesaa tvivlsomt, som det undertiden kan være, hvad Romerne egentligt mene med dette Udbrud, lige saa lidt veed jeg med Vished, hvad der er Sandhed, og hvad der er Digt i Det, jeg har hørt om Henry Vernon. Efter Det, som jeg har faaet at vide om ham, staaer han som en skiftende Proteus med det ene Been i Virkeligheden og det andet i Poesien, og det er kun Frygt for at trætte Deres og de Andres Taalmodighed, som har bevæget mig til at holde mine Oplysninger tilbage. Men har De Lyst til at vide Noget om ham, saa mød iaften paa Piazza del Popolo. Jeg skal da tage et Manuscript og det mig idømte halve Lispund Voxlys med, og hvem der bliver kjed af at høre derpaa, skal have frit Lov til at gaae, naar ham lyster. Det er den eneste Betingelse, paa hvilken jeg kan indlade mig paa at meddele Noget om Henry Vernons Historie.«

»Bravo!« raabte den Gamle. »Det er en fornuftig Maade at samle et Auditorium paa, og jeg skal sikkert komme, skjøndt jeg ellers ikke holder af Helte, som ere førte til Protocols.«

Vi stod nu ved Indgangen til Villa Borghese, hvor vor lille Kreds opløstes. Idet vi skiltes ad til forskjellige Sider, rullede Fyrst Pisanis Vogn forbi os. Han selv sad henslængt i det ene Hjørne og bevægede Underkjæben frem og tilbage, som om han gumlede paa Hadets Bitterhed, medens hans Gemalinde laae henstrakt i det modsatte Hjørne i samme ubevægelige Stilling som under Scenen ved Osteriet, men med et sort, romersk Slør trukket tæt sammen om det skjønne, blege Ansigt. Paa Forsædet sad den unge, livlige Pige, smilende og nikkende, naar Hyrder eller Gensdarmer hilsede den fyrstelige Vogn; men det var let at see, at Kammerpige var hun ikke.