af Vilhelm Bergsøe (1867)   Udgivere: Erik Dal og Jørgen Hunosøe (1988)   Tekst og udgave
forrige næste

Da Obeliskens lange Skygge som en uhyre Pegepind streifede hen over Monte Pincio, hvor den syntes at forlænge sig i det Uendelige, samledes vi atter under hans ærværdige Hieroglypher for at lytte til Fontanernes Rislen, indsuge den kjølige Aftenluft og gjøre Forsøg paa at kryddre den ved Hjælp af de pavelige Cigarer, der heldigt have løst den Opgave at forvandle Kirsebær- og Kaalblade til Tobak.

»Har De Documenterne med?« spurgte den Gamle, idet han proppede et lille Quantum indsmuglet Kanaster i sin fordringsløse Lazzaronpibe. »Jeg har sørget for Cerini, en Ting, som De naturligviis har glemt.«

Med disse Ord lagde han en vældig Pakke Voxstabel paa Fodstykket af Løven og opfordrede mig til at tage Plads paa denne. Jeg adlød, trak Manuscriptet frem, men inden jeg begyndte, tiltalte jeg Forsamlingen med følgende Ord:

»Naar jeg for et saa udvalgt Publicum vover at fremkomme med Noget, der kun har eet Skridt til Trykkeriet, og som derfor ikke bærer den jevne Fortællings Præg, maae det være mig tilladt lidt nærmere at motivere et saa dristigt Skridt. Navnet Henry Vernon, der paa en saa forunderlig Maade er kommet til at spille en Hovedrolle i denne Dags Begivenheder, troede jeg kun existerede som et sørgeligt Minde om et ulykkeligt Liv, overført i og behandlet af en Digters Phantasie. Jeg antog, at dette Navn kun stod paa en Gravsteen og i det Manuscript, som jeg her holder i Haanden, og De vil derfor kunne dømme om min Overraskelse, da det idag fra tre Sider træder mig levende imøde paa Grænsen mellem Rom og Campagna Romana. Naar nu til Slutning denne Aften helliges til Navnet »Vernon«, saa maae De ikke til dette Navn knytte overspændte Forestillinger, hvortil Bjørcks Fortælling maaskee kunde berettige Dem; heller ikke maae De vente Dem nogen ridderlig Romanhelt, der paa sin høibenede Rosinante farer i Gabet paa tusinde Ulykker, og dog slipper heelskindet fra dem alle. Da en begavet Kunstner her i Rom led af Hjemvee, som forhindrede ham i at arbeide, helbredede en af hans Venner ham ved at male lille Grønnegade, Regn- og Løverdagsstykke med Taage, Slud, drivende Tagrender og Trappetøse i klapprende Trætøfler ifærd med at skrubbe mørke og snavsede Opgange under Melodien: »Her er Aal! Store, levende Aal! Aal og Godt!« - Ligesom ham skal jeg tillade mig at fremstille et Billede; ikke fra Grønnegade, men dog fra det Grønne; ikke i Slud og Regn, men i Lys og Solskin; ikke for at dæmpe Hjemveen, men maaskee for at fremkalde den hos Enkelte, der dog ikke ville tage Skade deraf, thi Hjemvee er en sund Sygdom. Førte Aabye Dem gjennem Nødens og Armodens dunkle Boliger, fører jeg Dem derimod til det sommerlige Frederiksdal og til den vinterlige Marmorkirke, Kjøbenhavns Colosseum. Førte Aabye Dem ind, halvt i Livets, halvt i Aandernes Verden, saa lader jeg et Billede af det daglige Liv med dets Sorger og Bekymringer drage Dem forbi. Dog, det er ikke mig, som gjør dette; thi dertil er min Pen for svag, og Muserne have negtet mig deres Gaver. Jeg staaer kun som en Mægler imellem Dem og Fortællingens Forfatter, som jeg omtalte under mit af Skjebnen afbrudte Skriftemaal i Ponte Molle. Hvad han den Dag fortalte mig i Skyggen af Dyrehavens Bøge, har han senere digterisk bearbeidet, og det er hans Manuscript, som jeg holder her i min Haand, og som han for nyligt sendte mig til Gjennemsyn fra Neapel. Dette har jeg Ret til at meddele Dem, thi han bad mig udtrykkeligt at læse det for mine Venner i Rom for at høre deres Mening. Naar jeg altsaa gjør dette, beder jeg Dem alle, men særligt Dem, o Berthelsen, at være skaansom mod en ung Forfatters første Værk, en Forfatter, der af puur Beskedenhed lader sit Arbeide fare til Rom, inden han lader det trykke i Kjøbenhavn. Forstyr altsaa ikke hans Ro, heller ikke min, medens jeg læser: