af Vilhelm Bergsøe (1867)   Udgivere: Erik Dal og Jørgen Hunosøe (1988)   Tekst og udgave
forrige næste

Allerede den næste Aften viste os, paa hvilken løs Grund vi havde opført vore Forhaabninger. Hele Dagen havde været anvendt til at agitere for den unge Danske, som i de faa Uger, han havde været i Rom, havde vidst at vinde Alle ved sin belevne Optræden og sit elskværdige Væsen. Vi havde faaet indsamlet otte hundrede Scudi, en ikke ubetydelig Sum, naar man erindrer, at den udgjør noget over femten hundrede Daler, og vi haabede ved Hjælp af denne og vor gamle Fører, der talte et fortræffeligt Italiensk, at kunne nedstemme de ublue Fordringer, som Schiavone saa pludseligt havde stillet med Hensyn til sin Fanges Frigivelse.

Der var meget stille den Aften i Osteriet. Faa talte, og da om ligegyldige Materier og med dæmpet Stemme. Selv den vevre Evangelista, der ellers leende og sladrende pleiede at bringe os vor Viin og vore Cigarer, naar Maaltidet var endt - selv han var kjendeligt forstemt og glemte ved vor Bortgang ganske sit sædvanlige, muntre »Felicissima notte.«

Da vi kom til Piazza del Popolo henimod Kl. Ni, var Pladsen, som sædvanligt, næsten øde; thi Romerne ere ikke, og navnlig ikke i Mai Maaned, hvor de allerede begynde at frygte Malarien, noget sildigt Aftenfolk. En enkelt Munk drev af og til forbi med sit Æsel, hvorpaa han havde læsset de Varer, som det af Paven sanctionerede Tiggeri havde indbragt ham. En Gensdarm slentrede af og til over Pladsen med Armene overkors og med dybsindige Miner, som om han speculerede over, ved hvilken Ironi af Skjæbnen han var sat til at vaage over den offentlige Sikkerhed paa et Sted, hvor den allerede for lang Tid siden havde ophørt at existere. Nogle pjaltede Bønderdrenge kom trækkende med et sort Sviin og udraabte deres sædvanlige: »Datemi un' bajocco, signor! Moro di fame!« medens deres røde Kinder struttede saa fyldigt, at der var langt større Sandsynlighed for, at de vilde døe af Overmættelse. Selv sad vi tause og nedslagne paa de store Marmortrin, der føre op til Obelisken. Forgjeves plaskede det crystalklare Bjergvand fra de store Fontaner paa begge Sider af Pladsen, hvor et Par Abbater sad og nød Aftenens kjølige Ro, forgjeves førte Aftenvinden Rosernes Duft og Acaciernes berusende Vellugt ned til os fra Monte Pincio, forgjeves kappedes de smaae, vevre Ildfluer med Stjernerne i Klarhed, medens de i korte Sæt glimtende og blussende fore igjennem Luften. Der var en Gravstemning over os Alle, en uhyggelig Følelse af, at vi stod i Nærheden af et virkeligt Livsdrama, hvis sidste, tragiske Act vi ikke kunde forhindre.

Den lille Kirke S. Maria del Popolo, der ligger tilvenstre for Porten, naar man passerer ind i Rom, og som er berømt ved sine rige Malerier, var glimrende oplyst, og af og til hørte man Orgeltoner bruse hen over Pladsen. For at adsprede Aabye, som var meest nedstemt af os Alle, foreslog jeg ham at see ind i Kirken og overvære Høitideligheden. Han nikkede stiltiende, og vi begav os derhen.

Ved vor Indtrædelse bølgede Virakskyerne os imøde. Høialteret og et enkelt Sidealter var glimrende oplyst, Orgelet bruste, og et mægtigt »De Profundis« klang os imøde fra Choret. Det maatte være en eller anden meget rig Romer, som man her stedede til den sidste Hvile. Oppe i Choret samlede Processionen sig, og da de sidste Toner af den gribende Gravpsalme vare hendøde, satte Skaren sig i Bevægelse. Først kom en Række Præster og Abbater med deres sorte Dragter, bredskyggede Hatte og Rosenkransene i de foldede Hænder. Saa skred Capucinermunkene frem parviis, med de spidse Hætter ligesom Masker trukne ned foran Ansigtet, hvorfra de mørke Øine glimtede uhyggeligt frem i Voxkjerternes rødlige Belysning. Saa fulgte Franciscanerne, kronragede, barfodede og istemmende den forunderlige, snart i høie, snart i dybe Toner mumlede Bøn, der bringer Tilhørerne til at tvivle, om det er en Formular, der oplæses, eller en Psalme, der synges. Endeligt kom Kisten eller rettere Baaren, hvorpaa Liget laae udstrakt, ubedækket, pyntet med Guld og Blomster og skarpt belyst af de talrige Kjerter, som bares omkring det.

Var det Spil af min ophidsede Phantasie, eller den rene Virkelighed? Idet Liget bares forbi, forekom det mig, at den unge Mand, som bleg og kold laae udstrakt paa Baaren, havde en slaaende Lighed med Verner. Det var den samme høie og buede Pande, den samme bestemte, noget brede Mund, den samme ædle Profil. Mit Blik traf Aabye, der stod paa den modsatte Side. Hans Ansigt var lige saa blegt som den Dødes; han støttede sig til en af Sidepillerne og vaklede øiensynligt, medens Liigtoget passerede forbi. Vi fulgte begge tause til Udgangsdøren, og saae Toget bevæge sig langsomt i den stille Foraarsaften over Piazza del Popolo. Da det kom forbi Obelisken, reiste Skandinaverne sig op, blottede Hovederne, og snart efter forsvandt Lysenes sidste Glimt i Corso.

»Det var et underligt Sammentræf,« yttrede Aabye sagte.

»Ja,« svarede jeg, »men vi ville ikke tage Varsel deraf. Vi ville haabe, at det vil skee her som i Drømme, hvor Begivenhederne opfyldes i modsat Retning af det, som man har drømt.«

Aabye trykkede taust min Haand, men jeg kunde paa hans Ansigt see, at han var dybt bevæget af det Syn, der var draget forbi os. Langsomt begav vi os hen til Obelisken. Ogsaa her havde man havt samme Fornemmelse; det var let at see, skjøndt Ingen udtalte sig derom.

Vi ventede endnu et Par Timer, snart drivende henover Pladsen i træg og langsom Samtale, snart siddende i Stilhed og lyttende til de store Fontaners eensformige Plasken, snart vandrende et Stykke udenfor Porta del Popolo for om muligt der at træffe Sendebudet. Klokken slog Elleve - Tiden sneg sig med Sneglefjed.

Endeligt saae vi oppe i Corso en uanseelig Skikkelse, iført de romerske Bønders sædvanlige Dragt, med Trøien hængende løst over den ene Skulder. Han slendrede langsomt henimod Pladsen, og neppe havde han faaet Øie paa den lille Gruppe ved Obelisken, før han gik hen til os og tiltalte den Gamle uden videre Omsvøb. Jeg fik derved god Leilighed til at iagttage Schiavones nye Sendebud, der i hele sit Ydre saavel som i sine Ansigtstræk hørte til den sletteste Race af Campagnens Beboere, en Race, der fødes, lever og døer blandt Kvæget, uden i nogen Henseende at staae synderligt over dette. Jo mere jeg betragtede ham, desto mere forekom det mig, at han havde en forbausende Lighed med den Bonde, som havde mishandlet Bøflerne, og som til Gjengjæld var bleven mishandlet af Fyrst Pisani.

Alle vore Forhandlinger med ham førte ikke til noget Resultat. Han vedblev at ansee os for »Ingresi«, og brugte dette fordreiede Navn i en stadigt tilbagevendende Tilknytning til de to Ord »enorme ricco«, som jeg vist hørte ham gjentage over hundrede Gange. Han syntes aldeles ikke at kunne forstaae Muligheden af at tinge eller prutte med slige Folk, og negtede reentud at modtage den ringere Løsesum, som vi med saa stor Vanskelighed havde bragt tilveie.

Da endeligt alle vore Anstrengelser viste sig frugtesløse, vare vi nødte til at lade ham gaae, idet vi som en stor Naade og for en god Betaling fik ham til at medtage et Brev til Schiavone, hvori vi anmodede om tre Dages Henstand med Betalingen, om ikke for andet, saa dog for at vinde Tid til at føre en telegraphisk Correspondance med et Handelshuus i Kjøbenhavn. Da han gik, tog han atter Veien hen imod Corso. Idet han strøg forbi mig, standsede jeg ham og spurgte, om han ikke var den Bonde, der var bleven mishandlet ved Ponte Molle. Hans Ansigt fortrak sig til et afskyeligt Griin, idet han svarede: »Det var min Broder Luigi.«

»Han er arresteret,« bemærkede jeg.

»Men har smurt Haser igjen,« hviskede han med et Haansmiil over hele Ansigtet.

»Hvorledes?« udbrød jeg forbauset. »Er han allerede brudt ud?«

»Nei!« svarede han med et triumpherende Blik. »Nogle gode Venner hjalp ham paa Veien til S. Michele

Jeg svarede Intet, men lykønskede i dette Øieblik mig selv til, at jeg ikke var i Fyrstens Sted. Han syntes at gjette mine Tanker med den for Italienerne eiendommelige Snarhed og sagde til mig:

»Var den gamle Mand med det lange graae Skæg, den røde Trøie og den spidse Hat ikke tilstede, da min Broder blev mishandlet?«

»Jo,« svarede jeg.

Han betænkte sig et lille Øieblik og sagde paany: »Var det ikke ham, som raabte til Fyrsten, at det var infamt at slaae en Mand, der laae bagbunden paa Jorden?«

Jeg bekræftede det.

»Godt. Saa siig ham,« sagde han langsomt og med et vist Eftertryk, »at jeg takker ham, og at jeg med mit Liv indestaaer for, at den unge Englænder, som vi have taget, ikke skal lide nogen Skade i de tre første Dage. Mere kan jeg ikke gjøre.«

Jeg noterede denne Pluralisform, dette »vi«. Det var øiensynligt, at Schiavones Bande havde Forgreninger lige ind til selve Rom, Noget, hvorpaa man forresten ikke behøvede at tvivle, naar man vidste, at Ordrer daglig udgik saavel fra Vaticanet som fra Palazzo Farnese. Jeg sagde derfor ikke Noget, men bemærkede blot:

»Vi ere ikke Englændere.«

Han trak paa Skuldrene med et meget betegnende Smiil og sagde tørt:

»Ham, vi have fanget, er en Englænder.«

Jeg vilde ikke indlade mig i nogen ørkesløs Disput og spurgte derfor:

»Hvad vil nu skee, dersom vi ikke om tre Dage kunne bringe den forlangte Løsesum?«

Han saae paa mig med et betydningsfuldt Blik og sagde følgende Ord, som jeg endnu den Dag idag ikke har glemt:

»Allora sara fucilato al levarsi del sole!«

Med disse Ord hilste han til Afsked og forsvandt i Corso.

Den korte Scene havde gjort et dybt Indtryk paa os Alle. Bjørcks muntre Latter var forstummet, den Gamle havde ingen Sarcasmer tilovers for Berthelsen, der yderst nedslaaet vendte tilbage med os Andre, og som langt hellere havde taalt de drøieste Spydigheder end denne dødlignende Taushed. Meest fortvivlet var dog Aabye; han gik bagest i Flokken og talte ikke et Ord. Jeg nærmede mig ham og søgte at trøste ham ved at meddele ham den Samtale, som jeg havde havt med Sendebudet fra Bjergene. Han greb hvert Ord med Begjærlighed, men rystede dog paa Hovedet ved Slutningen af min Beretning og udbrød:

»Det er jo dog Galgenfrist det Hele. Det er, som naar vi give vore Patienter Moskus for at holde Livet i dem endnu en Time eller to.«

»Jeg begriber ikke,« sagde jeg, for at give Samtalen en anden Retning, »hvorfor de saa pludseligt have antaget Verner for en Englænder. Budet vedblev haardnakket at fastholde denne Paastand.«

»Nei,« sagde Aabye sørgmodig, »De kan ikke forstaae det; men jeg troer at ane den sande Grund dertil, skjøndt jeg endnu ikke kan forklare mig de nærmere Omstændigheder.«

»Verner,« bemærkede jeg, »maa dog vistnok have foretaget sig Et eller Andet, der har ledet Briganternes Opmærksomhed hen i den omtalte Retning. Maaskee kan denne Formodning være opstaaet alene ved hans Ydre og hele hans Maade at bevæge sig paa. Jeg kan ikke negte, at der i hans energiske Holdning og til en vis Grad ogsaa i hans Ydre er Noget, der undertiden har bragt mig paa den Formodning, at han maa have bevæget sig meget mellem Englændere, skjøndt han ikke hører til denne Nation.«

»Denne Formodning,« svarede Aabye, »har jeg ogsaa hørt fremsætte; men det Hele, den støtter sig paa, bestaaer efter min Formening i, at Verner taler udmærket godt Engelsk og bærer whiskers. Dette er jo i Danmark, hvor vi kjende saalidt til de virkelige Englændere, allerede nok. Verner har aldrig været i England, har aldrig omgaaedes Englændere, og er saa dansk som Nogen af os, naar undtages, at han besidder hele den Energi, hele det Mod og hele den Foragt for Fare og Død, som er de ægte Britter saa eiendommelig.«

»De har kjendt ham længe?« bemærkede jeg.

»Ja, i otte Aar,« svarede Aabye, »og aldrig har Nogen vundet mit Venskab i en saadan Grad som han. Aldrig har jeg kjendt nogen ædlere, dygtigere og mere selvopofrende Charakteer end hans, og aldrig har jeg sluttet mig saa fast til Nogen, som til ham. Jeg kan ikke udholde den Tanke at skulle miste ham, navnlig ikke paa en saa infam Maade som denne.«

»Har De studeret sammen?« spurgte jeg.

»Nei,« svarede Aabye, »Verner er endeel yngre end jeg; men jeg har fulgt hans Studier og tildeels veiledet ham i dem. - Har De nogensinde,« vedblev han efter en Pause, »havt en eller anden sjelden Plante, som De i lang Tid har pleiet, eller har De havt et eller andet Dyr, som De har helliget hele Deres Omsorg og Opmærksomhed, og har De følt det Bittre og Skuffende, naar denne sjeldne Plante gik ud, eller det trofaste Dyr døde? Dersom De har havt en saadan eller lignende Følelse, da vil De kunne forstaae, hvad det vil sige at miste et Menneske, der ganske har sluttet sig til Een, og som man har reddet fra det, der er værre end Undergang og Død. Jeg kan ikke taale at tænke derpaa - den blotte Tanke gjør mig ganske syg og fortvivlet. De kjender ikke Verner som jeg. De veed ikke, hvad der ligger i dette Menneske, og hvormeget der gaaer tilgrunde med ham. Dersom der kommer bedre Tider, skal jeg fortælle Dem Noget derom; men i dette Øieblik er det mig umuligt. Først da vil De kunne forstaae de Følelser, som nu ganske overvælde mig.«

Aabyes Stemme dirrede ved de sidste Ord, og han trykkede mig saa heftigt i Haanden, at det gjorde ondt. Derpaa skiltes vi; men i mange Timer var det mig ikke muligt at sove. Det var den sørgeligste Nat, jeg endnu havde tilbragt i Rom.

Naar Morgenen i vort kolde, taagede Norden ofte bryder frem mørk og trist, mere indbydende til fornyet Søvn end til Dagens Gjerning, saa forholder det sig ganske anderledes i det varme, livsfriske Syden. Her er ikke Tale om den Stemning, vi saa træffende betegne med Ordet »morgengnaven«. Alene det Lyshav, der fra Italiens Himmel vælter ned over Nordboen, naar han om Morgenen slaaer de tykke Træskodder tilside, er nok til at jage enhver melancholsk Stemning paa Flugt, og fylde Sindet med morgenglade Forhaabninger. Alt, hvad Natten gjemmer i sit mørke, hemmelighedsfulde Skjød, synes at maatte vige for dette straalende Lys, denne friske, balsamiske Bjergluft, dette Liv og denne Tummel, der rører sig rundt omkring.

Uagtet Aftenens Begivenheder stod klare og skarpt udprægede for min Tanke, forekom det Hele mig som en Drøm, da jeg vaagnede. Da jeg senere paa Formiddagen, henimod Klokken To, vilde begive mig til vort sædvanlige Trattori syntes Aftenens Ængstelser mig næsten comiske, og jeg troer ikke, det vilde have undret mig, dersom jeg havde truffet Verner dernede, ifærd med at spise til Middag. Det overraskede mig derfor egentlig ikke, da jeg paa min Trappe mødte Aabye, som med et høit Glædesudbrud kom farende op ad den, idet han svang et hvidt Blad Papir over sit Hoved. Han foer lige i Armene paa mig og knugede mig saa heftigt, at jeg næsten ikke kunde trække Veiret; derpaa stødte han Døren op, foer ind i mit Værelse og raabte:

»Hurra! Nu skal De høre Nyt fra Campagnen!«

»Hvad er det?« spurgte jeg, medens jeg stræbte at redde en af min Værtindes Vaser, som Aabye havde været paa Nippet til at tage med sig i Farten.

»Verner lever! Han er ikke skudt! Der er ikke det Mindste iveien, Hurra!« raabte Aabye, der efter disse høirøstede Glædesudbrud stak mig det hvide Blad i Haanden.

Jeg greb den lille Seddel og læste med Forbauselse følgende mystiske Linier:

»Kjære Aabye!

Jeg har været i stor Fare, men er paa en vidunderlig Maade sluppet derfra. Send mig ufortøvet en Dosis efter de to nedenstaaende Formler. Jeg har faaet Praxis i Campagnen. Senest imorgen Aften haaber jeg at kunne møde ved Obelisken. Den fordømte Nordmand har dog vundet Væddemaalet!«

Din Verner.«

»Ja, dette Brev bliver jeg ikke meget klog af,« sagde jeg leende til Aabye, der betragtede mig med et smilende, tilfreds Udtryk i sit runde Ansigt. »Recepterne forstaaer jeg ikke et Ord af. Er det Gift?«

»Ignorant!« svarede Aabye med et vist Lune. »Verner er saa langt fra at ville forgive Folk, at det tvertimod lader til, at han vil kalde dem tillive. Jeg fatter ikke et Ord af det Hele; thi den ene Recept lyder paa en oplivende Mixtur, som man benytter til Patienter, der ere opvaagnede efter Skindød. Den anden faaer Folk til at blive skindøde - det er nemlig Morphin. Men i ethvert Tilfælde viser det, at Verner lever, hvilket er det Vigtigste.«

»Hvorledes har De faaet denne Seddel?«

»Paa den forunderligste Maade af Verden. Min Værtinde var i Formiddags efter Sædvane gaaet ned paa Piazza Navona for at kjøbe Grønsager. Der bliver hun pludseligt tiltalt af en Hyrde, som stikker hende denne Seddel i Haanden, efter at have forhørt sig, om der boede en Doktor hos hende. Heldigviis var jeg hjemme og løb strax ned paa Farmacia Sinemberghi for at skaffe det Forlangte. De antog mig vist for gal, thi jeg vilde selv være med at tillave det efter Formlerne. Nu skal jeg ned for at tale med min gamle Værtinde, som jeg har sat Stevne dernede. Farvel saalænge!«

Med disse Ord foer Aabye afsted uden at give nogen nærmere Forklaring, og jeg ilede ned til Trattoriet med de nyeste Efterretninger, som naturligviis gav Anledning til en uendelig Række Gisninger og Spørgsmaal.

Rygtet om Verners Tilfangetagelse og Ophold i Bjergene havde spredt sig til alle Skandinaver og vakt ikke alene disses Interesse og Opmærksomhed, men ogsaa begyndt at gjøre en vis Sensation hos Franskmændene, der endnu ikke havde faaet den mindste Efterretning om den unge Lieutenant af Occupationskorpset, der paa en endnu mere hemmelighedsfuld Maade var forsvundet siden den første Mai.

Obelisken paa Piazza del Popolo, var derfor Gjenstand for en større Valfart næste Aften, da man ventede Verners Tilbagekomst. Man havde besluttet derfra i Triumph at føre ham til Falcone, for at han efter et lucullisk Aftensmaaltid, hvilket vi meente, at han maatte trænge til, kunde fortælle sine Eventyr. Vel gaves der adskillige Tvivlere, der meente, at han ogsaa denne Gang vilde skuffe vore Forventninger, men ikke destomindre havde den gamle Obelisk fra Heliopolis aldrig seet ned paa saa mange Skandinaver som hiin mindeværdige Aften.

Ventetid er altid lang, men dobbelt, naar der staaer noget Alvorligt paa Spil. Snese Gange foer En af os op, udpegende en eller anden fjern Skikkelse, som for det skuffede Syn tog sig ud som Verner, og Snese Gange vendte vi da mismodige tilbage til vor Plads. Mørket begyndte at falde paa, Klokken nærmede sig Ti, og Gensdarmerne gjorde allerede Mine til at lukke Porta del Popolo; men endnu var Verner ikke kommet. Veien til Ponte Molle indhylledes mere og mere i Skygge, Fodgængerne blev sjeldnere og sjeldnere, og kun langt ude øinede vi en enlig Abbate komme ridende paa et Æsel, iført sin sorte Kjole og bredt opkrampede Hat. Ligesom Porten skulde lukkes, saae vi Abbaten nærme sig og velsignende udstrække de tre Fingre. Gensdarmerne gjorde ærbødigt Plads, bøiede Hovedet for det hellige Tegn og lukkede en af Portfløiene høiere op, for at den ærværdige Pater uhindret kunde komme igjennem.

Han red tvers over Pladsen og styrede Coursen lige imod Obelisken; men neppe havde han nærmet sig denne paa et Par Favnes Afstand, før vi saae ham springe af paa en høist upræstelig Maade, kyle sin trekantede Hat midt ind imellem os og styrte sig i Armene paa Aabye, der af Bevægelse ikke kunde fremføre et Ord. Vi stod Alle forstenede af Forbauselse, og kom først til os selv igjen ved at høre Bjørcks humoristiske Stemme, der udbrød:

»Det var for Tusan! Det måste jag ovilkorligen säga!«

»De kommer jo tilbage som Ridder Kalv,« sagde den Gamle, da den første Overraskelse havde sat sig, »naar jeg undtager, at De har et Dyr mindre med Dem. Har De mødt Sancho Pansa i Campagnen og taget hans Æsel fra ham?«

»Nei,« svarede Verner smilende, »jeg har jo selv paa en Maade spillet Don Quixotes Rolle, og har jeg ikke havt nogen Sancho Pansa, saa har jeg i det Mindste faaet Mage til hans Ganger, og det er altid eet Udbytte af Touren.«

»Herren ser inte, ta' mig Tusan, så mycket illa ut af en man, som har fallit mellem röfvare!« sagde Bjørck. »Hvad tycker herren om en sup och en smörgås?«

»Tak,« sagde Verner, »jeg trænger ikke til Noget. Lad blot den Dreng tage mit Æsel og føre det hen til Vetturinen Domani i Rippetta. Jeg har lovet Munken i Klostret, at det skal kunne afhentes der.«

»Naa, saa Du har været i Kloster?« spurgte Aabye. »Det kunde Du gjerne have skrevet til os. Vi troede ellers, Du havde tilbragt Tiden blandt Briganterne.«

»Det har jeg ogsaa,« svarede Verner tørt.

»Men saa fortæl dog, Menneske!« raabte Aabye. »Vi have her gaaet i en Dødsens Angst for Dig, og saa kommer Du ridende, som om Du havde gjort en Tour til Monte Cavo eller Nemi. Hvad Pokker er det for en Dragt Du bærer? Du er da ikke blevet catholsk under Dit Ophold derude?«

»Jo,« svarede Verner leende, »for Øieblikket er jeg Abbate. Igaar var jeg Røver og Catholik, og iforgaars Maler, skjøndt jeg gik ud som Reservechirurg ved Almindelig Hospital. Det er en reen Comedie, jeg har været med til, men aldrig har jeg troet, at Tiden kunde bringe saadanne Omskiftelser. Forresten mærker jeg, at Præstekutten er den sikkreste Dragt i Rom. Jeg har paa hele Veien kun talt Fingersprog og ovenikjøbet kun med tre Fingre; men overalt er jeg bleven modtaget med den dybeste Ærbødighed.«

»Hør nu!« sagde den Gamle. »Lad os være enige om, at De er sluppet forbandet heldigt fra en dum Streg; men til Straf for denne, kommer De ikke af Pletten, før De har fortalt os Alt, hvad der er hændet Dem som Landstryger. Vi have nu ventet Dem her adskillige Aftener, og De har bragt det dertil, at endogsaa jeg har maattet fortælle en lang Historie for at faae Tiden til at gaae. Det er altsaa ikke mere end billigt, at De giver Deres til Gjengjeld. Efter hvad De alt har sagt, synes den jo at være lovende. De er jo Dagens Helt, og jeg gjør Dem nu til Ridder af Løven. Tænd Dem en Cigar, og sæt Dem op paa dens Ryg, saa skulle vi af Hensyn til Dragten være andægtige Tilhørere.«

Med disse Ord klappede den Gamle Verner paa Skulderen. Igjennem hans haarde Træk kunde man tydeligt læse den Tilfredsstillelse, som han følte over, at Alt var gaaet saa vel.

Verner trykkede hans Haand, kiltede sin Kappe op, satte sig paa Løven og begyndte sin Fortælling, paa følgende Maade:

»Jeg behøver neppe at minde Dem, mine Herrer, om den Ordstrid, der opstod mellem Berthelsen og mig paa Valborgs-Aftenen, da vi kom fra Falcone. Det var Montefiascone'ns Aander, som spøgte i min Hjerne, rimeligviis en Straf, fordi jeg havde forraadt dens Hemmelighed. Det var vistnok ogsaa disse, der fik mig til at prøve, hvad jeg dengang ikke antog for noget Vovestykke, men hvad jeg nu - det bekjender jeg oprigtigt - ikke vil gjøre anden Gang.

Den Aften forekom det Hele mig kun at være en Leeg. Maanen skinnede saa klart, Veien laae saa fredelig med sine hvide Vignemure, Pinierne og Cypresserne tegnede sig saa skarpt mod den mørkeblaae Himmel, at jeg over Aftenens Stilhed ganske glemte den Frygt, man havde bestræbt sig for at indgyde mig. Der hændte mig heller Intet paa Udveien til Ponte Molle. Jeg saae ikke et Menneske, og det eneste levende Væsen, jeg mødte, var et Æselsføl, som havde revet sig løs, og som i kaade Spring og med de latterligste Fagter satte afsted, hvergang jeg nærmede mig det. Da jeg naaede Ponte Molle, var man ifærd med at begive sig til Ro. I den endnu aabne Skjenkestue stod nogle Bønder og spillede morra. Et Par Opvartere gabede i Krogene, og en rødblisset Kat snurrede velbehageligt ved den halvt udslukte Ild. Jeg forlangte en Fogliette Viin og bad om at tale med Værten. Han kom ned, og medens jeg passiarede med ham, spurgte jeg ham, om han vilde give mig en Attest for, at jeg havde været hos ham.«

»Tak!« sagde den Gamle. »Man kan mærke, at De er en ægte Kjøbenhavner. Der er Intet, Romerne have saa megen Respect for, som Attester, Vidneførsel og hvad alt det Kram nu hedder. De er bleven antaget for en Spion.«

»Ja, det kan gjerne være,« svarede Verner. »Værten saae rigtignok noget betænkelig ud, og medens den ene af Opvarterne løb efter Pen og Blæk, forlod Bønderne Stuen og - -«

»Gik bort for at melde det til en af Schiavones Poster,« fortsatte den Gamle. »Gud frie os, hvor de Danske ere naive, naar de komme til Italien! - De kan gjerne beholde Deres Attest hos Dem selv! Tabt har De alligevel.«

Verner stak Papiret til sig og vedblev: »Jeg havde selv en Slags Mistanke om noget Lignende som det, De der siger. Heller ikke vil jeg negte, at det Griin, hvormed Værten lukkede Døren i for mig til Afsked, havde noget endnu mere Mistænkeligt. Det var derfor ikke uden en vis Tilfredsstillelse, at jeg saae en pavelig Gensdarm, som stod omtrent midt paa Ponte Molle og dybsindigt spyttede ned i Tiberen.«

»Naa, og saa gav De Dem i Kløerne paa ham?« spurgte den Gamle ironisk. »Jeg har s'gu aldrig hørt Mage! Betroe sig til en pavelig Gensdarm Klokken Tolv om Natten, det hører der, min Sjæl, Barnesind til.«

»Naar De kjender Historien,« sagde Verner stødt, »saa kan jeg spare mig min Uleilighed. De kan fortælle Resten.«

»Naa, godt Ord igjen,« svarede den Gamle. »Jeg skal nok være stille. Det er blot nogle romerske Hjertesuk, som jeg ikke kan dye mig for. Mine kjære Landsmænd ærgre mig altid i Begyndelsen. De troe at kunne gjøre hernede, hvad de ville. Bliv kun ved!«

Verner nikkede ironisk til den Gamle og vedblev derpaa: »Jeg fulgtes altsaa med Gensdarmen, saaledes som vor gamle Fører alt har gjettet. Det var en høi, prægtig Karl med et stort, sort Mundskjæg, meget beleven i sit Væsen og sine Manerer. Da vi omtrent havde tilbagelagt en Fjerdedeel af Veien, bøiede han tilhøire ad en lille Gangsti, der øiensynligt førte ned mod Tiberen. Jeg gjorde nogle Indvendinger; men hans Bemærkning om, at han havde en Melding at bringe til den næste Station, forekom mig saa naturlig, at jeg fulgte ham uden videre Mistanke. Veien gik et lille Stykke mellem Viinhaver med levende Hegn paa begge Sider; men da vi kom ned til Floden, syntes den efterhaanden at tabe sig mere og mere og endte til Slutningen i en Slags Rydde- eller Losseplads, hvor ingen Bygning var at see, hvorimod jeg øinede en større Baad, der laae halvt optrukken paa Flodbredden. Nu begyndte jeg at ane Uraad og tænkte allerede paa at trække mig tilbage, da jeg i det Samme hørte min Ledsager udstøde en Lyd, der meget lignede de Toner, som Minerva-Uglerne hver Aften lade høre fra Trinità de' Monti, og i samme Øieblik hørte jeg det rasle i Hegnet bagved. Inden jeg fik Tid til at see mig om eller blot gjøre en Bevægelse, følte jeg mig grebet bagfra, kastet til Jorden, kneblet og bagbundet - Alt i en Haandevending. Et Par Karle i lasede, luvslidte Klæder bar mig hen til Baaden og kastede mig ned i den, som om jeg var en Sæk. Gensdarmen kylede en Rørmaatte hen over mig og hjalp selv med til at skyde Baaden ud i Vandet. Det Sidste jeg hørte, var hans spottende: »Felicissima notte Eccellenza! Buon'viaggio!« - og afsted fore vi med Strømmen.

Det første Qvarteer kunde jeg hverken sandse eller samle paa Grund af det Stød, jeg havde faaet. Jeg følte kun, at Rebene snærede mine Ankler og Haandled, og at Kneblen, tilligemed den halvmugne Maatte, der var kastet over mit Ansigt, var nær ved at kvæle mig. Mit Hoved smertede stærkt, og da jeg laae paa Ryggen over Spanterne i Bunden af Baaden, havde jeg snart en Følelse, som om jeg blev radbrækket. Jeg gjorde en utaalmodig Bevægelse; Maatten blev trukken bort, og en Stemme hviskede til mig: »Zitto, Signore!«

Jeg saae op og fik Øie paa en høi, slank Karl, klædt ganske som Hyrderne i Campagnen, med Lædergamascher, spidspullet Hat, bruun Trøie og den fordømte lange Flint over Skuldren. Da han bøiede sig ned over mig, saae jeg, at han havde et ganske smukt Ansigt og syntes temmelig ung.

»Kom herhen, Pietro, og hjælp mig at styre!« hørte jeg en raa Stemme udbryde fra Agterenden af Baaden. »Strømmen løber haardt under Bropillerne.«

Paa Grund af Mørket kunde jeg neppe skjelne den Anden, der syntes at styre Baaden med en Aare, som var udlagt fra Agterenden, dog forekom han mig mindre, og plumpere bygget. Der blev paany en dyb Stilhed, medens vi fore afsted med Strømmen. Over mig havde jeg den sorteblaae, skyfrie Nattehimmel. Carlsvognen skinnede svagt lige over mit Hoved, og tilhøire, temmelig lavt over Horizonten, stod Orions Billede i al sin straalende Skjønhed. Af og til gik vi under en Bro, men Farten var saa rivende, at jeg ikke kunde bestemme, hvilken det var. Da vi gik med Strømmen, maatte Jernbanebroen være den sidste, og kort efter saae jeg ogsaa dens Jern-Bjælker svæve over mit Hoved og forsvinde med det Samme. Efter min Beregning kunde Klokken omtrent være Tolv, og med den Fart, vi havde, maatte vi i Løbet af Natten naae Ostia, dersom dette var Reisens Maal. Jeg begyndte at fryse, Natteluften blev skarpere, alt som vi kom ud i Campagnen, og Bundvandet i Baaden begyndte at trænge igjennem mine Klæder. Jeg gjorde et Forsøg paa at reise mig op; men neppe havde jeg forsøgt denne Bevægelse, førend jeg hørte den samme raa Stemme udbryde: »Lig stille, Din Hund, eller Du faaer en Kugle gjennem Hovedet!«

Uvilkaarligt dukkede jeg mig ned, og hørte den Første sige:

»Lad mig tage Kneblen bort, Bambino! Det er jo et christent Menneske.«

»Han! Han er en Kjætter,« svarede den Anden, »og Kjætterne ere ikke Christne. De er værre end Jøderne; thi de korsfæstede kun Christus. Men Kjætterne have sat sig op mod den hellige Fader selv, og blive forbandede hver Paaskedag fra S. Pietro - det har jeg selv hørt.«

Den Anden svarede Intet, og Baaden vedblev at holde sin Cours ned ad Tiberen. Smerterne i mine Hænder og Fødder begyndte at blive aldeles utaalelige, og den fugtige Kulde stivnede mig efterhaanden saaledes, at jeg næsten ikke var istand til at røre mig. Jeg lukkede Øinene, befalede mig Gud i Vold og opbød al min Taalmodighed for at udholde Smerterne. Pludseligt fik Baaden et stærkt Stød, der fik den til at gire i alle Sammenføininger. Vi vare løbne paa en Steen, en Pæl eller noget Lignende - det kunde jeg høre paa Raabene - og Baaden begyndte temmelig hurtig at fyldes med Vand. Den ene af Briganterne, som jeg havde hørt benævne ved Navnet Bambino, foer hen til mig i den Hensigt, som jeg troede, at løse mine Baand; men istedetfor snappede han min graae Pariserhat, dreiede den sammen til en Visk og forsøgte at stoppe Lækken dermed. Jeg laae nu ganske oversvømmet af Vandet, der begyndte at naae mit Ansigt, og maatte paany hæve Hovedet iveiret for ikke at drukne.

»Lad os sætte Baaden paa Land, Bambino!« hørte jeg Pietro sige. »Dette kan ikke gaae længere; der er flere Steen længere nede.«

»Accidente!« raabte den Anden. »Vi have endnu to Miglier tilbage.«

Paany fore vi afsted i en Tid, der forekom mig en Evighed. Vandet vedblev at sive ind i Baaden. Pludseligt fik den et nyt Stød og dreiede af med et huult Brag. Vandet skyllede ved Tilbageslaget heftigt over mig, og det var neppe sandsynligt, at Baaden efter dette nye Stød ret længe kunde holde sig oven Vande. Et Øieblik efter følte jeg den skure mod Grunden. Begge Briganterne sprang ud, for at trække den iland, Vandet strømmede paany henover mig, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv igjen, laae jeg paa et Leie af de haarde, romerske Rør, og et sammenrullet Faareskind var stukket ind under mit Hoved. Jeg var bleven befriet for Kneblen, og Rebene, der bandt mine Fødder, vare løsnede. Foran mig stod Pietro, lænende sig til sin lange Flint og betragtende mig opmærksomt. Omkring mig havde jeg nogle øde, nedfaldne Mure, saa rigeligt begroede med Vedbend og Figen, at jeg ikke kunde skjelne, om det var Resterne af et antikt Tempel eller Murene af en af Middelalderens Borge, der omgav mig. Gjennem en enkelt Gjennembrydning i Muren kunde jeg see ud i Horizonten. Det begyndte at dages, og jeg antog, at Klokken maatte være henimod Tre.

Ved den første Bevægelse, som jeg efter min Opvaagnen gjorde, dreiede den unge Brigant Hovedet bort, som om han skammede sig over at have iagttaget mig saa skarpt under min bevidstløse Tilstand. Jeg forsøgte paany at reise mig op, men Smerten i min Ryg og mine Lænder afpressede mig uvilkaarligt en Stønnen. Han gjorde et Skridt henimod mig, bøiede sig over mig og sagde med et medfølende Udtryk i sin Stemme:

»Vi have behandlet Dem haardt, Eccellenza; men Ordrene ere strenge.«

»Hvor er jeg?« spurgte jeg.

»I Campagnen,« svarede han kort og vendte atter tilbage til sin Post.

Der opstod en længere Pause, i hvilken jeg havde Tid nok til at betragte min Bevogter. Det var en kraftig, høi og rank Skikkelse, med Lemmer, som trods deres Styrke, dog vare lette og smidige i enhver af deres Bevægelser. Hans Ansigt var ædelt og veldannet, ganske af den romerske Type, og i hans mørke, spillende Øine var der et Udtryk af Intelligens, parret med en Godmodighed, som i høi Grad tiltalte mig. Han stod paany ubevægelig, som en Soldat paa sin Post, medens jeg grundede paa et eller andet Middel, hvormed jeg kunde sætte mig i Forbindelse med ham. Det faldt mig ind, at det vist maatte være ham, der havde givet mig Faareskindet til Hovedpude, og jeg spurgte ham derom. Han bejaede det og spurgte mig, om der ellers var Noget, hvortil jeg trængte. Jeg bad ham om at skaffe mig Noget at drikke, men han rystede paa Hovedet og sagde:

»Det er umuligt, Eccellenza! Her er kun Svovlvand - Kilderne ere en Miglie borte.«

Lidt efter forsvandt han gjennem Aabningen i Muren, og da han kom tilbage, medbragte han en sex til otte Stengier af den saftfulde, vilde Finocchie, der er saa almindelig i Campagnen. Derpaa trak han ganske roligt sin lange, romerske Kniv frem, snittede Bladene fra og skar et Stykke ud, som han stak mig i Munden. Han smilede ad mine keitede Bevægelser, da jeg maatte tygge Stykket uden at kunne bruge Hænderne, og sagde efter et Øiebliks Betænkning:

»Vent lidt, Eccellenza, saa skal jeg løse Deres Baand.«

Medens han syslede hermed, faldt et lille Billede ud af hans Trøie, et daarligt, lille Træsnit, rimeligviis skaaret ud af en eller anden Billedbog og klistret paa et lige saa slet Stykke Pap. Det var Garibaldi, Manden fra Lago maggiore, Caprera og Asperomonte.

Jeg greb Billedet, rakte ham det og sagde ikke uden en vis Bitterhed: »Det er nok et Billede af Frants den Anden, som De der har?«

Han saae et Øieblik forskende paa mig og sagde stolt, idet han stak Billedet til sig:

»Hele Verden kjender il liberatore!«

Det var øiensynligt, at jeg havde berørt en smertelig Streng i hans Indre, og jeg sagde koldt:

»Jeg havde ikke troet at finde Befrierens Billede hos den, der bagbinder Fremmede.«

Hans broncefarvede Ansigt dækkedes af en mørk Rødme og han sænkede Blikket, idet han svarede:

»Jeg var imellem dem, der gik iland paa Sicilien og styrtede Bourbonerne - jeg har tjent under Garibaldi.«

»Og nu tjener De Frants den Anden, under Schiavone? Det er en Forandring.«

Han rødmede endnu dybere end før, men kastede dog stolt Hovedet tilbage og svarede:

»Jeg tjener ham ikke med Hjertet - jeg er bleven tvunget til at følge med Briganterne.«

»Og hvorfor forlader De dem ikke?« spurgte jeg. »De kan jo flygte over Grændsen.«

»Fordi jeg kunde blive skudt,« svarede han. »Jeg har en gammel Moder i Velletri.«

Han trak sig noget tilbage, som om han ikke ønskede at fortsætte en Samtale, der øiensynligt generede ham. - Jeg satte mig overende og fremtog min Forbindtaske for at finde noget Charpie til at lægge paa et Saar, som Rebet havde gnavet i mit ene Haandled, og som smertede mig meget. Han iagttog nøie alle mine Bevægelser, traadte paany hen til mig og sagde med synlig Overraskelse:

»De er Læge?«

»Ja,« svarede jeg.

»Fra hvilket Land?« spurgte han paany.

»Fra et Land, De ikke kjender,« svarede jeg. »Fra et Land høit oppe imod Nord, fra Danimarca

»O, jeg kjender Danimarca meget godt,« sagde han livligt. »Signor Alberto var derfra. Signor Ernesto var dansk, og Signore Federigo var det ogsaa.«

At han ved det første af disse Navne maatte mene Thorvaldsen, var mig temmelig klart. Derimod kunde jeg ikke saa lige fatte, hvad han meente med de andre, og spurgte ham derom.

»Kjender De ikke Signor Ernesto?« spurgte han forundret. »Han tegnede saa smukke Billeder, og hver Sommer boede han hos Vannutellis i Gennazzano. Min Moder boede dengang ogsaa der. Han har tegnet et Billede af min Fader ganske saaledes, som han saae ud, dengang han levede. Han kunde gjøe ligesom en Hund. Kjender De ham saa ikke?«

Jeg maatte uvilkaarlig smile over dette naive Kjendemærke, men ikke destomindre gik det op for mig, at han ved denne Beskrivelse maatte mene den afdøde Ernst Meyer, der hver Sommer laae i Sabinerbjergene, i den lille Bjergby Gennazzano, som dengang var temmelig ubekjendt, men nu næsten hver Sommer besøges af danske Kunstnere. Jeg forklarede Pietro, hvor godt jeg kjendte Signor Ernesto, og spurgte ham dernæst, hvem da Signore Federigo var, thi her stod min Forstand ganske stille.

»Signore Federigo?« spurgte han forundret. »Har De ikke kjendt ham? Han var Læge ligesom De. Han boede bestandigt hos Signor Ernesto, og reddede min Moders Liv, dengang hun skulde føde mig og ikke kunde forløses. - Alle Danske ere meget gode Mennesker,« tilføiede han.

Jeg søgte at forklare ham, at vi hjemme hos os bestandigt betegnede Personerne med deres Efternavne, og at Fornavnet alene ikke kunde slaae til. Han kunde imidlertid ikke gaae ind herpaa og var meget forbauset over, at jeg hverken kjendte Signore Federigo eller alt det Gode, som denne havde gjort i hans Fødeby.

Der opstod en længere Taushed, i hvilken Pietro syntes at kæmpe med en Beslutning, han havde taget. Jeg lagde Mærke til, at han paany betragtede mig skarpt og ligesom studerede mit Ansigt, naar han troede at kunne gjøre dette ubemærket. Af og til stirrede han opmærksomt ud over Campagnen, som om han frygtede for at blive overrumplet af en eller anden uventet Fjende.

Morgenskyerne, der længe havde dæmret halvbelyste i Øst, farvedes nu mere og mere røde, og den første Stribe af den opgaaende Sol begyndte at vise sig i Horizonten. Pludseligt traadte Pietro, der hidtil havde vandret frem og tilbage, lige hen imod mig og sagde med en særegen Betoning: »Har De Venner i Rom?«

»Ja!« svarede jeg, forundret over dette pludselige Spørgsmaal.

»Troer De,« spurgte han, »at De kunde skaffe mig over Grændsen og fuld Tilgivelse, dersom jeg bragte Dem uskadt til Rom?«

»Det antager jeg ganske sikkert,« svarede jeg endnu mere forbauset over dette dristige Forslag. »Gjennem vor Consul vil De let kunne opnaae det franske Consulats Beskyttelse.«

»Jeg har ikke dræbt Nogen,« tilføiede han, mere som om han forfulgte sin egen Tankegang end hørte paa mine Ord. »Jeg er kjed af dette Liv. Jeg hader Frants den Anden og Briganterne!«

Jeg lovede ham at gjøre Alt, hvad der stod i min Magt, for at han kunde opnaae det Maal, hvorhen han higede med alle sine Tanker, at tjene i den norditalienske Armee imod Østerrigerne. Efter at han endnu engang havde forvisset sig om, at der, saavidt man kunde øine, ikke nærmede sig Nogen, skar han Faareskindet i to Stykker med sin Kniv, surrede det med det Laadne udad om sine Fødder, og sagde kort:

»Kom saa!«

Jeg reiste mig op, men var saa stiv af Kulde og Fugtighed, at jeg neppe kunde gaae to Skridt. Han bøiede sig ned foran mig, pegede paa sin Ryg og sagde blot: »Stig op«. Jeg gjorde det, og et Øieblik efter vare vi udenfor Muurværket.

Jeg havde ikke rigtigt forstaaet den unge Røvers Hensigt med at binde Faareskindet om Fødderne, men et eneste Blik paa Omgivelserne viste mig tilstrækkeligt, hvad han meente dermed. Den Ruin, vi lige havde forladt, laae paa en brat affaldende Høideryg, der bag ved os stod i Forbindelse med den øvrige, fladere Deel af Campagnen. Til Siderne faldt den derimod brat af med næsten lodrette Tufklipper, hvori der kun hist og her fandtes en enkelt Gedesti, der imidlertid vare saa steile, at de udelukkende syntes indrettede for disse Dyr. Med Flinten over Skulderen og mig paa Ryggen klavrede Pietro ned med en Lethed og Behændighed, som viste, at han fra Barn af havde været vant til disse vanskelige Omgivelser, og kort efter stod vi ved et lille Aaleie med svovlholdigt, stinkende Vand og med enkelte Steen ragende frem af dette. Let som en Kat og behændig som denne, sprang Pietro fra den ene Steen til den anden, indtil vi naaede en lille Sti, der i den lavaholdige Skrænt førte op til Campagnen. Her satte han sig ned og bad mig paany forsøge, om jeg kunde gaae. Jeg prøvede derpaa, og skjøndt det i Begyndelsen baade voldte mig Smerte og Besvær, gik jeg dog efterhaanden bedre og bedre, alt eftersom Blodet kom i et raskere Løb. Saaledes vandrede vi temmelig hurtigt henover Sletten i en Egn, der var mig aldeles ubekjendt, men som dog havde samme Charakteer, som de Partier af Campagnen, jeg havde seet omkring Rom. Overalt kuppelformede Høider, beklædte med et sparsomt Grønsvær, gjennemvævet med stærkt lugtende Smaablomster, enkelte smaa Vandløb hist og her med glimmerholdig Bund og større Tuf- eller Pimpsteenblokke, der vare trillede ned fra Høiderne. Længere ude dukkede Bjergene frem som lette, blaalige Skyer gjennem Morgentaagen.

Vi havde vistnok tilbagelagt en halv dansk Miil uden at møde et eneste Menneske, ja uden at see en eneste af de prægtige, lysegraae Oxer, der ellers ere saa almindelige overalt i Campagnen. Pludseligt standsede Pietro ved en steilt affaldende Klippevæg, langs med hvilken vi i længere Tid havde bevæget os, og sagde:

»Eccola!«

Jeg saae mig omkring, men kunde aldeles Intet opdage. Tilvenstre havde vi den steile Klippemuur, hvor Vedbend, Brombær og Bregner hang ned i en vild Overflødighed. Tilhøire, lidt nedenfor os, den flade, udstrakte Campagne, i Ryggen Bjergene og foran os, langt ude i Horizonten, Havet, der glimrede som et rødligt Guldbaand i den frembrydende Morgensol; Omgivelser, der alle passede saare slet til et Skjulested. Pietro syntes at gjætte mine Tanker, thi han bøiede med et Smiil noget af det rige Løvværk tilside, der i naturlige Guirlander hang ned over Klippemuren, og viste mig en Aabning, stor nok til at en Mand kunde krybe igjennem den paa alle Fire. Det Hele saae ud til at være Indgangen til et af de mangfoldige Puzzuolanbrud, der saa hyppigt findes i Campagnen.

»Avanti!« sagde han, idet han med en høflig Haandbevægelse pegede mod Aabningen.

Jeg fik i dette Øieblik en uhyggelig Fornemmelse af, at min værdige Ven Pietro vilde narre sin Collega for Byttet, myrde og udplyndre mig og lade mig blive tilbage paa et Sted, hvor eet Liig meer eller mindre ikke vilde komme i nogensomhelst Betragtning. Der var imidlertid intet Andet for mig at gjøre end at adlyde Opfordringen, og jeg kravlede derfor langsomt ind igjennem Aabningen, idet jeg efter Pietros gjentagne Raad bestandigt holdt mig tilhøire. Jorden var fugtig og klam, en muggen Luft slog mig imøde paa alle Kanter, og Hulen var i Begyndelsen saa lav, at man kun ved at krybe paa alle Fire kunde komme frem i den. Lidt efter lidt udvidede den sig imidlertid, og en lys Aabning, der i Mørket glimtede som en lille Stjerne, viste, at den maatte staae i Forbindelse med Yderverdenen.

Da vi havde naaet dette Lyshul, udvidede Rummet sig pludseligt til alle Sider, og gjennem en bred Loftsaabning, der syntes at være en gammel Indstyrtning, spredte Lyset sig rundt omkring. Hulens Væg og Gulv var dannet af Tuf. De glimmerholdige Bestanddele funklede som smaa Diamanter overalt, hvor Lyset trængte hen, og længst inde tilhøire viste nogle forkullede Grene, tilligemed et Leie af Rør, at Hulen rimeligviis blev benyttet som Natteqvarteer for Hyrder i denne Deel af Campagnen.

Pietro pegede med en Haandbevægelse henimod dette, Hulens eneste og meget tarvelige Bohave, og sagde derpaa til mig:

»Her, Eccellenza, antager jeg, at De vil være i fuldkommen Sikkerhed. Skulde Nogen forsøge at trænge ind til Dem, behøver De blot at rulle denne Blok hen for Indgangen. Den vil ikke kunne skydes tilbage, da Gulvet har stærkt Fald ned efter. Naar Solen begynder at falde igjennem Hullet hist oppe, er det Middag, og jeg haaber da at kunne være tilbage. Jeg skal medbringe Levnetsmidler, og naar Natten bryder frem, haaber jeg, at vi kunne slippe tilbage til Rom. Vor Frelse beroer ene paa, at Ingen af os bliver seet idag; thi imorgen har Schiavone rimeligviis et ganske andet Qvarteer.«

»Vor Frelse?« gjentog jeg. »De kan jo altid frelse Dem.«

Pietro greb med en betydningsfuld Haandbevægelse om sin Bøsse og sagde kort: »Hvis vi blive opdagede, blive Deres Løsepenge betydeligt forøgede, og jeg skudt - det er i sin Orden. - Men jeg haaber at have et Skud først,« tilføiede han smilende.

Først nu forstod jeg, at det var Alvor med hans Beslutning at forlade Banden. Jeg tog min Pung op og tilbød ham dens Indhold, men han afslog det med en vis Stolthed og spurgte, om han ellers kunde være mig til Tjeneste med Noget.

Jeg rev da et Blad ud af min Tegnebog og skrev et Par Linier til Aaby, hvori jeg forklarede ham, at Alt gik vel. - Har du modtaget det?«

»Takker og qvitterer,« sagde Aabye. »Det kom samme Dags Middag Kl. To og var til stor Opbyggelse for os Alle. Vi ventede den Aften paa Dig her ved Obelisken; men Den, der ikke kom, var Dig.«

»Nei,« sagde Verner smilende, »jeg fik Andet at tænke paa; men det var for en Deel min egen Skyld, at jeg blev forhindret i at møde den Aften. - Da Pietro var gaaet bort, kastede jeg mig paa de mugne Rør, der laae i et Hjørne af Hulen. Men jeg opdagede snart, at der var en saadan Overflødighed af Skorpioner og Bænkebidere mellem de mugne Straa, at et fortsat Samliv kunde blive mindre behageligt. Jeg gav mig derfor til at vandre op og ned, idet jeg snart undersøgte Grottens fugtige Vægge, hvor en underlig graa, vingeløs og langbenet Græshoppe satte afsted i lange Spring, snart beskuede den tragtformede Aabning i Midten, den blaae Himmel oven over mig, med dens enkelte, forbidrivende Skyer, og det sønderrevne Grønsvær, der i lange Tjavser hang ned fra Aabningens Rand og kun sammenholdtes af de tæt i hinanden sammenfiltrede Græsrødder. Med min forandrede Stilling begyndte Trygheden at indfinde sig. Jeg kjedede mig i det halvmørke, fugtige Hul, jeg frøs i mine gjennemblødte Klæder, og da Solstraalerne lidt efter lidt, lokkende og indbydende begyndte at liste sig ind igjennem Aabningen, fik jeg en uimodstaaelig Lyst til at sole mig udenfor. Jeg forsøgte altsaa at kravle tilbage ad samme Vei, som jeg var kommet, og ved bestandig at holde mig tilvenstre lykkedes det mig ogsaa. Det var en reen Nydelse at komme udenfor i den friske, solvarme Luft, efter i adskillige Timer at have siddet indespærret som en Muldvarp i sin Gang. Jeg opsøgte mig et tørt og luunt Sted, ikke langt fra Indgangen, og morede mig med at betragte snart de vævre, grønne Fiirbeen, der med Lynets Fart jog efter hverandre, snart de røde, storhovede Myrer, der arbeidede saa flittigt i Tufvæggens Spalter, snart de lette, stærktfarvede Sommerfugle, der flagrede mig forbi. I disse Naturstudier blev jeg pludseligt afbrudt ved Lyden af Hovslag. Jeg sneg mig hurtigt tilbage til Aabningen, kigede forsigtigt ud, og saae til min store Glæde Pietro, der kom farende i fuldt Fiirspring henover Campagnen, førende en usadlet Hest med sig ved Tømmen. Hurtigt sprang jeg paany ud paa Veien og klavrede ned ad Skrænten, idet jeg raabte til ham og vinkede med mit Lommetørklæde. I fuld Fart kom han sprængende hen imod mig. Jeg kjendte tydeligt hans spidspullede Hat og den brune Trøie, der flagrede for Vinden, men hvo skildrer min Overraskelse, da jeg pludseligt saae ham springe af, sigte paa mig med sin Flint, idet han raabte: »Staa stille, Eccellenza, eller jeg skyder!« Neppe havde jeg hørt denne Stemme, før jeg tilfulde indsaae min Vildfarelse og min Taabelighed. Det var Bambino, der var sendt ud for at opsøge mig, og jeg var ved min egen Godtroenhed, saa at sige, løbet i Armene paa ham.«

»Eccellenza kan vel ride?« sagde han med et spottende Griin, idet han nærmede sig til mig. »Jeg haaber ikke, at Eccellenza vil undslaae sig derfor?«

Der var intet Andet at gjøre end at adlyde, dertil kjendte jeg ham altfor godt fra vor korte Fart ned ad Tiberen. Jeg satte mig altsaa op paa den ledige Hest, en af disse smaa, livlige, lodne Heste fra Campagnen, og et Øieblik efter gik det i susende Galop ad Bjergene til. Bambino havde Saddel og Bøiler, jeg derimod maatte klamre mig fast, saa godt jeg kunde; thi Farten gik uafbrudt i Carriere over Stok og Steen, idet min Ledsager snart opmuntrede Hestene ved Eder og Tilraab, snart tvang de stakkels Dyr fremad ved Hjælp af Campagnehyrdernes lange og spidse Lanse, som han førte med sig.

Omtrent efter to Timers voldsomt Ridt i en brændende Sol, der fik Sveden til at dryppe fra mit Ansigt, naaede vi en ussel Hytte i Nærheden af Bjergene. Her stod vi af og overgav Hestene til en Bonde, der forsynede os med noget oret Brød og en Viin, saa ram og bitter, at jeg havde Grund til at antage, at mere end een Bajocco vilde findes paa Bunden af Ankeret. Disse Næringsmidler, saa slette de end vare, styrkede imidlertid mig, der i saa mange Timer Intet havde nydt, og gav mig nye Kræfter til at begynde den Bjergvandring, der forestod. Denne var i Sandhed heller ingen lempelig Sag. Det gik op ad den ene Aas og ned ad den anden, snart paa løse, rullende Steen, snart paa snevre og steile Gedestier, snart i Bunden af de smaa Vandløb, der ved Tøbruddet føre Vandet ned ad Bjergene, men som, nu laae fuldkomment tørre. Jeg var aldeles desorienteret, og havde saa lidt Begreb om, hvor vi egentligt vare, at jeg lige saa gjerne kunde have antaget Terracina for den nærmeste By som Frascati eller Palæstrina. Efter en meget anstrengende Vandring naaede vi endeligt en Høislette, der var saa tæt gjennemvoxet med Gyvel, Tjørn og Brombær, at min Ledsager flere Gange maatte benytte Kniven for at trænge igjennem. Høisletten begrændsedes længere bagtil af en steilt opragende Klippevæg af hvid, kiselholdig Kalk, og i denne saaes en bred Spalte, der syntes at strække sig længere ind i Bjerget. Foran denne naturlige Gjennemgang stod en Mand i Levningerne af Noget, som en udsvævende Phantasie vilde kalde for Uniform, men som i Forening med hans øvrige Pjalter gav ham et aldeles lazzaronagtigt Udseende. Ikke desto mindre blev paa militair Viis baade forlangt og givet Feltraabet: »Pio Nono«, et Feltraab, der ikke forekom mig uden Interesse, naar man erindrer, hvilke af den hellige Faders Forsvarere det var, som her fandtes opstillede.

Den dybe Kløft, hvori vi nu traadte ind, og som foroven næsten dækkedes af yppigt Løvværk, frembød et ligesaa malerisk Skue som et sikkert Værn imod Forfølgelse og Angreb. Bunden var oversaaet med større og mindre Blokke, der i Tidens Løb vare sprængte løs fra den lodrette Klippevæg. Denne selv var bevoxet med den yppigste Vegetation af Bregner, Venushaar, spraglede Lavarter og lysegrønne Mosser, der opsugede og samlede den fra Høiden kommende Fugtighed. Alt som vi vandrede frem, udvidedes Klippespalten mere og mere, indtil den endeligt dannede et Slags Hal eller Rotunde, hvorover ældgamle Castanier og lysegrønne Figentræer heldede sig ud, som vare de nysgjerrige Tilskuere til, hvad der foregik i Dybet. Tilvenstre saae man Indgangen til nogle af de naturlige Huler eller Grotter, som ere saa almindelige i de italienske Bjerge. Tilhøire var et Slags Telt udspændt, mere til Pynt end til Værn imod Solen, der vistnok sjeldent naaede Spaltens Bund, og foran dette laae en tredive til fyrretyve halvt uniformerede og heelt pjaltede Fyre, alle forsynede med Dolke, Rifler og Revolvere.

Her overgav Bambino mig til et Par af disse Karle og slentrede hen til Teltet, ved hvis Forhæng der stod en enkelt Vagt, halvsovende med Riflen ved Foden. Et Øieblik efter kom han tilbage og anmeldte i en høitidelig Tone, at Schiavone, Frantz den Andens Generalissimus, lod mig kalde. Jeg betragtede mig selv og maatte tilstaae, at mit Toilette neppe var anstændigt nok til den betydelige Ære, der vistes mig. Min hele Klædning var tilsølet og snavset, mine Beenklæder forrevne af Vandringen igjennem Tjørnekrattet, og mine Støvler ituskaarne af de skarpe Kiselstene. Først i dette Øieblik gik det op for mig, hvor hensigtsmæssig Campagnuolernes Dragt er. Imidlertid lod jeg mig ikke genere, saa meget mindre som den saakaldte Generalissimus selv bar Skylden derfor, og med en vis urolig Nysgjerrighed traadte jeg indenfor det Seildug, der skilte mig fra en Mand, der saalænge har trodset Regjeringens Foranstaltninger og opfyldt Italiens Befolkning med Rædsel.

Da jeg traadte ind, sad han i en fuldstændig soigneret Uniform, der i Tilsnit havde en vis Lighed med den franske. Det var en Mand paa henved et halvhundrede Aar, med et solbrændt, stærkt udpræget Ansigt, hvis langagtige Form og magre Træk, tilligemed de skarpt fremtrædende Skraamuskler paa Halsen, snarere mindede mig om Billedet af en ægte Yankee end af en Italiener. Han reiste sig op fra den lille Feltstol, hvorpaa han havde siddet, skød nogle Papirer og et Kort tilside, og traadte mig imøde med hurtige, bestemte Trin.

»Deres Navn?« sagde han kort, medens hans dybtliggende, sorte Øine fæstede sig gjennemborende paa mig.

»Henrik Verner,« svarede jeg.

»Fædreneland?«

»Danmark.«

»Stilling?«

»Kunstner,« svarede jeg, men maaskee ikke saa sikkert, som de to foregaaende Gange; thi han saae endnu skarpere paa mig og spurgte indtrængende:

»Hvad Slags Kunstner? Billedhugger, Maler, Architekt?«

»Maler,« svarede jeg paa Lykke og Fromme.

»Vel,« svarede han. »Hvormeget kan De betale?«

Dette var at gaae lige til Sagen, og da jeg nødigt vilde give mere end netop nødvendigt, svarede jeg tøvende: »Hundrede scudi antager jeg.«

»Saa er De ikke nogen stor Maler,« sagde han spottende. »Lad os sætte to hundrede. Mine Folk trænge til Penge.«

Jeg forsøgte at gjøre nogle svage Indvendinger men han agtede ikke derpaa, rev et Blad Papir af en Bog, skrev Noget derpaa og rakte mig det. Jeg saae til min Forbauselse, at det var en udførlig, trykt Blanquet, kun med Navnet og Løsesummen in blanco. Den sidste var ansat til to hundrede Scudi.

»Er De fornøiet hermed?« spurgte han efter et Øiebliks Ophold.

Han rakte mig Pennen, og jeg tilføiede blot Ordet »paga«, idet jeg gratulerede mig selv til at være sluppet for saa godt Kjøb. Han smilede, da jeg gav ham Sedlen tilbage, og da han saae Underskriften.

»De er en Mand med Forstand,« sagde han. »Deres Venner ville betale for Dem.«

»Det haaber jeg,« svarede jeg. »Det haaber jeg ogsaa, for Deres Skyld,« svarede han med et Blik og en Betoning, som pludseligt mindede mig om, hvor jeg var.

Derpaa gav han Sedlen til Bambino og sagde blot: »Endnu iaften!« - I fik vel den Seddel?

»Jo,« svarede den Gamle smilende. »Briganternes Post har i lang Tid været den sikkreste her i Rom. Men lad os nu høre, hvorledes det gik til, at Løsesummen saa pludseligt blev forhøiet. De har naturligviis gjort en eller anden dum Streg derude, ja maaskee forsøgt paa at spille den rige Englænder. At sætte Ordet »paga« under Schiavones første Brev, var allerede galt nok.«

»Det kan gjerne være,« svarede Verner, »men i det Øieblik forekom det mig, at der ikke var Andet at gjøre, og jeg negter ikke, at jeg allerede dengang havde faaet nok af Røverlivets Romantik.«

»Ja, ikke sandt?« sagde den gamle Kunstner. »Det er ikke slet saa morsomt, som man indbilder sig. Jeg husker endnu en lille dansk Frøken, hvis høieste Ønske det var at blive fanget, for at kunne blive Heltinden i et nyt Epos af Christian Winther. Hun daanede rigtignok, naar hun hørte et Skud, og blegnede blot ved Synet af en romersk Kniv. Men saadan ere nu engang vi Danske. Phantasien løber bestandigt af med os.«

»Jeg negter ikke,« svarede Verner, »at der baade var en vis Poesie og et Slags Romantik udbredt over Livet derude, men den var blot altfor haandgribelig. At sulte, sove paa den bare Jord og bivouakere flere Nætter i Bjergene imellem Banditter, kan tage sig meget smukt ud paa Papiret, men er i Virkeligheden meget ubehageligt. Imidlertid maatte jeg bide i det sure Æble og havde intet Andet at gjøre, end øve min Taalmodighed og vente paa Dagens Frembrud, som skulde bringe mig min Frihed fra Rom. Jeg sov den Nat ganske antageligt paa et Leie af Gedeskind i et lille Hul inde i Klippen, foran hvis Indgang en Brigant var posteret som Skildvagt, og den næste Morgen ved Solopgang havde vi allerede Budet tilbage, som meddeelte, at Løsesummen vilde blive udbetalt, saa at jeg den næste Dag kunde vende tilbage til Rom. Da jeg imidlertid ikke maatte forlade den lille Grotte, hvori jeg var blevet indespærret, begyndte Tiden at falde mig lang, og jeg tog derfor nogle Breve frem, som jeg havde faaet fra en Bekjendt i England. Under Læsningen havde jeg sat mig saa nær hen til Grottens Udgang som muligt, og da jeg vendte Ryggen mod Lyset, mærkede jeg ikke, at Schiavone var i min Nærhed, førend jeg pludseligt følte hans Haand paa min Skulder. Jeg reiste mig hurtigt op og beholdt Brevet i Haanden.

»De er Englænder?« spurgte han med et Blik, som om han vilde læse i mit Inderste.

»Nei,« svarede jeg. »Jeg er Dansk, men har Bekjendte i England. Det er et Brev fra en Ven i London.«

»De læser altsaa Engelsk?« spurgte han med det samme ransagende Øiekast. »Taler De ogsaa det Sprog?«

»Ja,« svarede jeg, »nogenlunde.«

»Hvilket Motiv har De valgt til Deres sidste Maleri?« spurgte han skarpt.

Dette Spørgsmaal kom saa brat og uventet, at jeg ikke kunde faae en Løgn færdig i en Hast. Jeg stammede i det og snakkede noget om, at det sidste, jeg havde malet, var nogle Studiehoveder fra Albano, Forberedelser til et større Maleri.

»Det træffer sig ret heldigt,« fortsatte han med et mistænksomt Blik. »Følg med!«

Jeg anede ikke, hvad han havde isinde, men havde dog en Følelse af, at jeg var gaaet i en Fælde. Jeg fulgte bag efter ham, ledsaget af den Brigant, der havde tjent mig som Vagt, og faa Øieblikke efter stod jeg igjen ved hans Telt. Han slog Seilduget tilside, lod mig træde ind, og idet han pegede paa en ung Albanerinde, der var ifærd med at gjøre Teltet ryddeligt, sagde han kort: »Tegn mig hende!«

»Det er umuligt,« svarede jeg, »jeg har ikke mine Requisiter hos mig.«

Han svarede ikke, men vinkede ad den unge Brigant, der stod ærbødigt indenfor Teltets Indgang. »Bring hurtigt de Papirer, Giuseppe, som den engelske Photograph efterlod her sidst, tilligemed hans Kasse med Retoucheapparater! Vi ville dog forsøge engang.«

Jeg saae, at min Maske var gjennemskuet, og det gøs i mig ved at høre den engelske Photograph blive nævnet, en Mand, der først fik sin Frihed efter Tabet af begge sine Øren og en Løsesum af fem hundrede Pund Sterling. Imidlertid holdt jeg mine Øren stive. Jeg troer, at jeg havde et svagt Haab om, at Kassen kunde være bleven borte.

Et Øieblik efter vendte Giuseppe tilbage med en Oppakning, der ikke længere lod nogetsomhelst Haab tilbage. Frants den Andens Generalissimus aabnede Kassen, lagde et Ark Velin hen foran mig, og behagede allernaadigst selv at spidse en Blyant med sin Dolk. Den unge Pige smilede skelmsk til mig, satte sig i Stilling, og Schiavone betragtede os begge i den dybeste Taushed.

»Det var ogsaa et forbandet Spring fra en Reservechirurg til Portraitmaler. Det kom De naturligviis skidt fra,« bemærkede den Gamle.

»Ja, grundigt,« svarede Verner leende. »Jeg har aldrig bragt det videre i Tegning end til det berømte spanske S og Marekatten med det trekantede Hoved, der hinker afsted paa fire Svovlstikker. I Skolen malede jeg engang paa fri Haand en Cirkel, som min Lærer øieblikkelig gjorde til en Klumpfisk, blot ved at sætte Finner paa, og til Examen tegnede jeg en Viindrueklasse, om hvilken Censorerne afgav den gunstige Dom, at den havde en skuffende Lighed med en Kartoffelbunke. Videre har jeg aldrig drevet det.«

»Naa,« spurgte den Gamle ironisk, »hvad Charakteer gav saa Schiavone Dem?«

»Slet ingen,« svarede Verner. »Da jeg saae, at det blev Alvor, kylede jeg Blyanten hen ad Bordet og erklærede, at jeg ikke var Kunstner.«

»Det var dumt,« sagde den Gamle. »De skulde have svaret, at De ikke var i Stemning. Det er en Forrettighed, som vi Kunstnere have havt fra Arilds Tid.«

»Aa ja,« svarede Verner. »Det kunde jeg have sagt med fuldkommen god Grund; thi et Øieblik efter kom to lurvede Fyre ind og klædte mig i en Haandevending saaledes af, at den unge Albanerinde fandt det passende at gaae udenfor. Alt, hvad der fandtes i mine Lommer, blev lagt paa Bordet foran Schiavone, og et Øieblik efter var jeg atter alene med ham.

»De er Læge,« sagde han, idet han aabnede min Forbindtaske.

Jeg bukkede bejaende, og han vedblev i den samme tørre, iiskolde Tone:

»De er Englænder af Fødsel og hedder Henry Vernon.«

»Nei,« svarede jeg, »jeg benegter begge Dele.«

»Hvad siger De da til dette?« spurgte han, idet han kastede et Brev hen til mig, hvorpaa den nævnte Udskrift fandtes. »Er dette Engelsk eller ikke?«

»Jeg negter ikke, at det er Engelsk,« svarede jeg, »men Brevet er ikke stilet til mig. Det har tilhørt en af mine Venner, som er død for adskillige Aar siden.« »Og denne Ring?« spurgte han, idet han trak min Guldslangering frem af en indvendig Brystlomme i min Vest. »Den er vel heller ikke Deres?«

»Jo,« svarede jeg. »Jeg har arvet den netop efter den samme Person, til hvem Brevet er stilet.«

»Undskyld mig,« sagde han med et spottende Smiil, »at jeg mere troer paa min egen Dom end paa en Mand, der allerede een Gang har forsøgt paa at narre mig. De har bestukket en af mine Folk til at gjøre Mytteri og flygte med Dem. De er Læge og Englænder. De har Bekjendte i London og bærer i den Ring Diamanter til det halve Beløb af den Løsesum, hvori De var sat. Efter alt Dette er De lige saa god som to tusinde Scudi.«

»De ville ikke blive betalte,« svarede jeg.

»Vi ville forsøge derpaa,« sagde han med et hæsligt Griin. »Postgangen til Rom er billig, og der er endnu mange Englændere derinde.«

Han satte sig atter ned ved det lille Bord og udfyldte paany en Blanquet, som han rakte mig, og hvori Løsesummen netop var ti Gange saa stor som før.

Jeg skød Blanquetten tilbage uden at underskrive, og forsikkrede ham om, at det var umuligt for mine Venner at betale.

»Saameget værre for Dem,« svarede han saa rolig, som om det var den simpleste Forretningssag af Verden. »Gjør Deres Toilette, og tag disse Sager til Dem igjen. Vi røve Intet!«

Medens jeg overtænkte, hvorledes man bedst skulde forstaae denne dristige Selvmodsigelse, og under disse Tanker klædte mig paa, dukkede min elskværdige Ven Bambino ind igjennem Teltaabningen. Han aflagde en Rapport, af hvilken jeg kunde forstaae saameget, at man endnu intet Spor havde truffet af Pietro, saa at denne foreløbigt maatte være i Sikkerhed. Derpaa blev jeg overgivet til denne min tidligere Ven og Ledsager i Campagnen, der modtog mig med et modbydeligt Griin, og kort efter befandt jeg mig atter i mit eensomme Fængsel.

Hele den Dag, Natten og en ny, lang Dag, sad jeg der og havde god Tid til at angre min Daarskab. Meldinger kom og gik, Patrouiller trak ud til Afløsning - det Hele var en underlig Mellemting af militair Organisation og regelløst Banditvæsen. Den tredie Nat brød frem, og med den kom alle de Ængstelser, som under saadanne Forhold ere uadskillelige fra Mørket. Ingen Baal blev tændte, alle Signaler blev givne saa stille og lydløst, som om der var stor Fare paafærde, og skjøndt Bambino endnu ikke med et Ord indlod sig paa nogensomhelst Oplysning, troede jeg dog at mærke, at Banden beredte sig til Opbrud. Time efter Time sneg sig saaledes hen, Stjernerne begyndte at blegne paa Morgenhimlen, Vedetter saaes enkeltviis at røre sig mellem de sovende Grupper, da jeg pludseligt opdagede Schiavone, som nærmede sig Indgangen og vexlede et Par Ord med den udenfor staaende Bambino. Denne vinkede ad mig, og jeg stod nu paany foran den frygtelige Brigantanfører, om hvilken Rygtet har fortalt saa forfærdelige, men desværre kun altfor sande Ting.

»Deres Venner i Rom,« sagde han til mig, »have meddeelt mig, at de ikke strax kunne betale den forlangte Løsesum, og have derfor forlangt tre Dages Opsættelse. Jeg er gaaet ind paa denne Betingelse, for at der kan telegrapheres til London, og De maae saaledes belave Dem paa et længere Ophold herude. Kjender De den engelske Consul i Napoli?«

Jeg benægtede det, og forsikkrede ham endnu engang om, at jeg ingen Englænder var.

Han stampede heftigt i Jorden og raabte rasende: »Ingen Løgne! Jeg troer ikke et Ord af hvad De siger. De følger med til det Neapolitanske, dersom Tropperne dirigeres i den Retning, og Sagen maa da ordnes fra Napoli af gjennem det engelske Consulat.«

Neppe havde han udtalt disse Ord, førend en Brigant kom ilende med alle Tegn paa Uro og Forvirring. Da han saae Schiavone ved Indgangen, løb han uden nogensomhelst Ceremoni hen til ham og tilhviskede ham et Par Ord, som jeg ikke forstod. Imidlertid maa det have været en særdeles vigtig Efterretning; thi Schiavone traadte et Par Skridt tilbage og knyttede Haanden truende ad mig, idet han udbrød: »Pietro! Ti pilia un' accidente!« hvorpaa han hastigt ilede bort i Retning af Teltet.

Et Øieblik efter begyndte et pludseligt Røre at vise sig i Leiren. Muldyrene blev pakkede og sendte iforveien. Briganterne samlede deres Bagage og marcherede i smaa Afdelinger bort i forskjellige Retninger. Kløften tabte lidt efter lidt det brogede Liv, der saa kort iforveien havde opfyldt den, og kun Bambino vandrede urokkelig frem og tilbage, idet han af og til fæstede sine smaa, ondskabsfulde Øine paa mig. Noget efter kom en af Briganterne, der syntes at beklæde en overordnet Stilling, tilbage, og hviskede et Par Ord til min Bevogter. Bambino nikkede, undersøgte Laasen paa sin Riffel og vinkede ad mig, idet han i en kort, befalende Tone sagde: »Avanti!« Det var anden Gang, at jeg hørte dette skjæbnesvangre Ord blive udtalt, men denne Gang var det i en saa truende Tone, at jeg uvilkaarligt spurgte: »Hvorhen?«

»Fremad!« gjentog Bambino, idet han gav mig et Stød med Bøssekolben, og tvang mig til at gaae foran.

Jeg blev ikke synderlig klog ved denne Oplysning, og følte mig noget uhyggelig tilmode, da vi bevægede os op ad et smalt, udtørret Vandlob, fuldt af skarpkantede, uregelmæssige Stene. Det var mig næsten ikke muligt at komme opad. Bestandigt gled Stenene bort under mine Fødder, men hvergang jeg gled og faldt forover, stødte Bambino til mig med Spidsen af Riffelløbet og tvang mig derved til at fortsætte min Vei. Efter en halv Times Vandring naaede vi endelig Styrtningens Top, der ganske rigtigt dannede en Høideryg, hvis ene Ende aflukkedes af en ældgammel Castanieskov, medens den anden, der kun var sparsomt begroet med lave Buske, faldt lodret af til alle Sider. Uvilkaarligt dreiede jeg tilvenstre henimod Castanieskoven, men i samme Øieblik følte jeg mig kraftigt grebet i Skulderen af Bambino, der tilraabte mig: »Alla destra, Eccellenza!«

Jeg foer studsende tilbage - der var ingen Nedgang, Afgrunden gabede mig imøde overalt.

»Naa, vil Du frem!« raabte Bambino, og gjorde paany Mine til at bruge Bøssekolben.

»Der er jo ingen Vei!« raabte jeg. »Gaaer jeg frem, styrter jeg i Dybet.«

»Det gjør ikke noget!« raabte Bambino igjen. »En Kjætters Sjæl kan fare ad Helvede til, ad hvilken Vei det skal være!«

Nu først gik det op for mig, at jeg var fortabt; men endnu indsaae jeg ikke Grunden til en saa pludselig Overgang fra Fangenskab til Død. Jeg foer rasende ind paa Livet af Bambino og forsøgte at gribe en af de Revolvere, som han bar i Beltet.

Han stødte mig fra sig, idet han raabte:

»Ikke et Skridt, Din Hund, eller jeg skyder Dig paa Stedet!«

»Hvorfor?« raabte jeg. »Det er imod Tro og Love! Schiavone kan ikke have befalet det.«

Jeg hørte flere Riffelskud falde nedenfor i Kløfterne, og Bambino raabte med et Udtryk af Raseri i sit Ansigt: »Du har snydt os Alle for Løsesummen og underkjøbt Pietro til at forraade os. I dette Øieblik kæmper Schiavone med de piemontesiske Bersaglierer. Saa fare da Din Sjæl ad Helvede til, Kjætter, som Du er!«

Han løftede Revolveren imod mig. Jeg saae Hanen hæve sig. Skuddet knaldede af, og jeg hørte Kuglen hvine forbi mit Hoved. Han udstødte en Eed, forandrede Sigtet, og jeg saae igjen Hanen blinke i Morgensolen, der, spredende Taagerne til alle Sider, hævede sig over Bjergenes Tinder. Da hørtes pludseligt et skarpt Knald i nogen Afstand fra mig. Et Glimt og en blaaelig Røg, som brød ud fra Castanieskoven, vare dets Forløbere, og i samme Øieblik sprang Bambino i Veiret med en Bevægelse, som om han snappede efter en Flue, snurrede sig rundt og styrtede derpaa til Jorden, medens Blodet styrtede ud af hans Mund. Inden jeg fik Tid til at tænke mig om, eller forstaae, hvorledes det Hele var gaaet til, stod Pietro ved min Side. I en Haandevending greb han Bambinos Hat, der var rullet hen ad Jorden, løste hans Kappe, og kastede begge Dele hen til mig, idet han raabte: »Tag det paa, Eccellenza! Skynd Dem! Her er ikke et Øieblik at spilde!«

Overgangen fra den øiensynligste Livsfare til en ligesaa fuldstændig Frelse var saa brat, at jeg ikke kunde udføre den Befaling, som min Ven Pietro gav mig. Mine Hænder rystede, og trods al min Villiekraft, var det mig ikke muligt at beherske den nerveuse Skjælven, som havde grebet mig i de faa Secunder, hvori jeg havde været ene med Bambino paa Fjeldstyrtningen. Pietro saae det og smilede selv. Jeg selv ærgrede mig derover; thi det var ikke af Feighed jeg rystede. Jeg har engang før i mit Liv seet ind i en Pistolmunding uden at blinke, men dengang var jeg forberedt derpaa. Her var det Snigmordets Uhyggelighed og Overraskelsens Bestyrtelse, som fik mig til at tabe den Ro, jeg ellers er i Besiddelse af. I en Haandevending rev Pietro Frakken af mig, kastede Bambinos Kappe omkring mig, trykkede hans Hat paa mit Hoved og gav mig hans Riffel i Haanden. Derpaa kastede han min Frakke henover Liget, som han i al Hast bedækkede med nogle Riiskviste og tørt Løv, og da denne simple Begravelse var iværksat, hviskede han til mig: »Afsted til Skoven, Eccellenza! Veien er ryddelig, og Filippo venter os med Heste.«

»Var det Dem, Pietro, som skød?« spurgte jeg, medens vi ilede frem under Stammerne.

»Nei,« svarede han, »det var Filippo. Han har længe havt en gammel Regning at opgjøre med Bambino. Han har taget hans Kjæreste fra ham.«

Skuddene, der i Begyndelsen havde været hyppige, næsten som Tirailleurild, begyndte nu at aftage, baade i Antal og Styrke. Pietro syntes at lægge Mærke til dette. Hans Ansigt antog et uroligt Udtryk, og et Par Gange stod han stille og lyttede.

»Var det Dem,« spurgte jeg, »som bragte mig Bersagliererne til Undsætning?«

»Ja,« svarede han, »der var ikke Andet for, og Tilfældet var mig gunstigt. Paa Veien traf jeg et halvt Compagnie, som hvert Øieblik ventede Forstærkning. Jeg førte dem hen til Kløften, og ligesom Kampen begyndte, saae jeg Dem i Følge med Bambino stige op imod Fjeldstyrtningen. Jeg kjender Schiavone for godt til ikke at vide, hvad dette havde at betyde, og jeg vilde være kommet for seent, hvis ikke Filippo havde besørget mit Ærinde iforveien.«

»Frygter De da ikke for,« spurgte jeg, »at Schiavones Folk kunne indhente os?«

»Ikke endnu,« svarede han hurtigt. »Dagen bryder vel frem, og Bersaglierernes Angreb synes at være slaaet tilbage. De vare ikke nok, og skyde desuden slet med deres korte Rifler. Angrebet har imidlertid vakt Opmærksomhed, thi Skuddene høres vidt omkring mellem Bjergene, og Schiavones Bande bliver nødt til at søge længere ned imod Grændsen ad Ceprano til, hvorfra de have en sikker Retraitelinie. De ville søge bort gjennem de lavere Dalstrøg, og Ingen af dem vil troe Andet, end at Skuddet, som traf Bambino, var hans eget imod Dem. Rimeligviis have de ikke engang hørt det, og naar vi holde os til Høiderne, ville vi ikke træffe sammen med dem.«

Vi ilede endnu et Stykke afsted og traf kort derefter den omtalte Filippo, en lille, lav, undersætsig Karl med et bredt, fladt og hæsligt Ansigt. Han tilraabte os sit: »Buon'giorno!« ligesaa roligt, som om Intet var forefaldet, og kort efter fore vi afsted i Gallop, jeg ikke uden Fare for hvert Øieblik at faae Panden knust mod de lavt udstaaende, krumbøiede Kastaniegrene, som begge mine Ledsagere med stor Behændighed vidste at undgaae. Skoven var øde og vildsom. Der var ikke Tale om nogen banet Vei eller Sti, og saameget mere maatte jeg beundre mine Føreres uhyre Localkundskab; thi de red saa hurtigt og saa bevidst sikkert, som om hvert Træ og hver Busk var dem en gammel Bekjendt. Solen steg høiere, Morgenkulden begyndte at tabe sig, og alt som Dagen mere og mere vandt Seir, blev Skoven ogsaa lysere og tyndere. Castaniestammerne veeg for adspredt Krat af Gyvel, Laurbær og Myrther, og endeligt bevægede vi os hen over en vidt udstrakt Høislette, hvor Lyng og Alpeurter var den meest fremherskende Vegetation. Ved et usselt, lille Huus, bygget af de Stene, hvormed Høisletten var rigeligt oversaaet, tog vi Afsked med Filippo, der førte de skummende Heste ind i en tarvelig Stald, som om Natten tjente hans Geder til Opholdssted. Jeg gav ham et Guldstykke, som han til min Forundring afslog. Derimod tog han med øiensynlig Glæde imod en Scudo, som jeg fandt i min Vestelomme, og med hvis Værdi han syntes at være bedre kjendt.

Pietro og jeg fortsatte Veien i al Taushed; thi jeg var endnu altfor opfyldt af Dagens Begivenheder, og han syntes at gruble over en eller anden Plan, der optog alle hans Tanker. Pludseligt standsede han og spurgte:

»Trænger De ikke til Noget at spise, Eccellenza? Vi kunne ad Omveie maaskee naae Rom inden Aften, men jeg tør ikke love Dem Noget paa den øvrige Vei. Nu kan jeg derimod skaffe Dem det.«

»Hvor?« spurgte jeg overrasket; thi saa langt mit Øie rakte, saae jeg kun Gyvelens gule Blomster, Klippeblokke og Myrtheriis, men ikke Tegn til nogetsomhelst levende Væsen.

»Se der!« sagde han og førte mig et halvt hundrede Skridt tilhøire, saa at jeg kunde see ned i det Dalstrøg, der laae udstrakt foran mig. »Der nede boer min Kjæreste.«

Jeg saae ned og opdagede en prægtig Villa, hvis Vaser, Aloer, Statuer og Terrasser tog sig ud som Dukketøi, medens Blomsterpartierne i de udstrakte Græsplainer lignede brogede Figurer i et Shavl. Pietro studerede mit Ansigt med spændt Opmærksomhed, og jeg begyndte at forstaae Grunden til den godmodige Fyrs Tilbud.

»Lad os gaae der ned,« sagde jeg. »De længes nok lige saa meget efter at see Deres Kjæreste igjen, som jeg efter at komme under et fredeligt Tag. Jeg er desuden sulten. Det var ikke store Sager, som Briganternes Kjøkken leverede.«

»Jeg har ikke seet Marietta i Maaneder,« sagde han med et sørgmodigt Udtryk i sit Ansigt. »Jeg har maattet drive omkring med Briganterne lige siden den Dag, de tog mig tilfange og gav mig Valget mellem at følge med dem eller blive skudt som en Hund. Jeg længes saa meget efter at see hende! Hun er saa god og saa smuk, Eccellenza

Jeg betænkte mig ikke et Øieblik længere, men begyndte, understøttet af Pietro, at stige ned ad Fjeldsiden. Her havde jeg imidlertid paataget mig et vanskeligere Arbeide, end jeg fra første Færd havde havt Anelse om. Klippen var raadden, som Italienerne kalde det og hvert Øieblik løsnedes de fremspringende Kanter, paa hvilke Foden famlende søgte sit Fæste, og de løsrevne Stykker rullede ned, hoppende med en dump Lyd, indtil de forsvandt i Dybet under os. De smaae Gyvelbuske og de vilde Figen, som jeg hvert Øieblik nødtes til at holde mig fast ved, reves ud med Rode, og hundrede Gange var jeg vist styrtet ned, hvis ikke den utrættelige Pietro havde ydet mig en Haandsrækning. Jeg kunde ikke Andet end beundre den Lethed og Sikkerhed, hvormed den unge Bjergboer bevægede sig. Aldrig svigtede Fodfæstet, aldrig greb han i en Busk, der ikke kunde bære hans Vægt, og uagtet han havde belæsset sig med Bambinos Riffel og Kappe, sprang han fra Steen til Steen med en Lethed, der viste, at han fra Barndommen af havde været vant til at færdes i Bjergene.

Efter omtrent to Timers anstrængende Nedstigen naaede vi endelig Daldybet, og Villaen, der fra Høiden havde taget sig ud som et Dukkehuus, viste sig nu at være en anseelig Bygning med en betydelig Have, der paa italiensk Viis rundtom var aflukket med høie, hvidkalkede Mure, i hvilke et Par svære Jerngitterporte dannede Indgangen. Pietro skjulte mig i en lille Udhugning i Fjeldvæggen, der gjemte et Madonnabillede, og som syntes at være indrettet til et Slags Capel for andægtige Veifarende. Selv begav han sig paa Vei alene og lovede at afhente mig, saasnart han havde bragt sin Kjæreste Underretning om min Ankomst.

Da han omtrent efter en halv Times Forløb vendte tilbage, kunde jeg neppe kjende min ærlige Fører igjen. Hans Ansigt var blegt, alle hans Træk røbede en lidenskabelig, bevæget Sindsstemning, og hans Stemme dirrede, da han sagde de faa Ord: »Kom, Eccellenza, man venter os.«

»Hvad er der iveien, Pietro?« spurgte jeg, ikke uden en vis Uro. »Man er da ikke paa Spor efter os?«

»Nei,« svarede han kort, »der er Intet at frygte for. Kom blot med, Eccellenza. Denne Vei, om De behager.«

»Er der tilstødt Dem noget Ondt, Pietro?« spurgte jeg; thi hans Meddelelse om Kjæresten faldt mig pludseligt ind.

»Spørg mig ikke derom, Eccellenza!« raabte han heftig og bed Tænderne sammen, medens hans Blik antog et Udtryk af Vildhed, som jeg aldrig havde tiltroet ham. »Der er skeet Noget, som jeg næsten ikke kan troe; men jeg vil have Vished, om det saa skal koste mit Liv. De er Læge, og kan nu gjøre Gjengjeld mod mig. Vil De det?«

»Ja, ubetinget,« svarede jeg hjerteligt. »Jeg skal hjælpe Dem med, hvad jeg kan.«

Vi ilede hurtigt henad Veien, og pludseligt spurgte Pietro: »Vil De skrive en Gift for mig? En Gift, som virker hurtigt og sikkert, en Gift, som i Løbet af en halv Time kan gjøre det af med Tre eller Fire paa een Gang.«

Jeg tumlede i Ordets egentlige Forstand tilbage ved dette Forslag, som jeg naturligviis reent ud negtede at ville udføre, og stræbte i faa Ord at vise Pietro baade det Utilladelige i at anvende sine Kundskaber paa denne Maade, og det Urigtige i at fordre en saadan Gjengjeld for de Tjenester, han havde viist mig.

»Det hjælper ikke,« svarede han, idet vi standsede ved en lille Laage i en Udbygning af Villaen. »Jeg maa have Noget, der kan faa fire Personer til at tie. Jeg maa ind i Villaens Have; men alle dens fire Indgange ere bevogtede, og man kan ikke dræbe Nogen, uden at det vækker Opsigt.«

»Kunde da ikke et søvndyssende Middel gjøre samme Virkning?« spurgte jeg.

Han saae paa mig med et overrasket Udtryk, som om denne Tanke aldrig var falden ham ind.

Jeg gjentog mit Tilbud, og han svarede hurtigt: »Jo! Dersom De kan faae dem til at sove, som om de vare døde. Kjender De et saadant Middel?«

»Ganske sikkert!« svarede jeg smilende. »Jeg skal faa dem til at sove saaledes, at de ikke vilde høre et Pistolskud, der blev fyret af over deres Hoved. Er det tilstrækkeligt?«

»Mere end tilstrækkeligt,« svarede han livligt. »De maae tilgive mig, Eccellenza. Jeg vidste ikke, at der gaves saadanne Midler; men det er ganske nødvendigt at komme ind i Haven endnu inat.«

»Hvad er der da iveien?« spurgte jeg.

Han taug et Øieblik stille, og en dyb Rødme farvede hans Ansigt. Endeligt sagde han med sittrende Stemme:

»Jeg vil sige Dem Alt, Eccellenza! Jeg er selv meget ulykkelig og bliver ikke rolig, førend jeg faaer Vished. Da jeg kom op til Marietta, blev hun meget glad ved at see mig igjen; men hun var forvirret og modtog mig saaledes, at jeg kunde see, at hun vilde skjule Noget for mig. Vi kom i Ordstrid, jeg blev heftig, og ved at rive noget Tøi ned, der hang paa et Skab, opdagede jeg en fransk, sort Hat, der var skjult ovenpaa det. Jeg kunde have dræbt hende i det Øieblik, og jeg troer, at jeg var nær ved at gjøre det. Hun hængte sig om min Hals, bad og besvoer mig om at være rolig og paastod, at den Fremmede ikke havde besøgt hende, men hendes Frue, der tilligemed sin Mand og sin Søster var taget bort ganske tidligt om Morgenen. Hun vedblev at forsikkre mig, at den Fremmede laae skjult i Villaens Have, indelukket i en Sarkophag, og at han maatte sulte ihjel, da Laaget var lukket til, og Havens Udgange bevogtedes af Fyrstens Folk. Fyrstinden vidste Intet derom. Hun antog, at den fremmede Herre var taget bort om Aftenen, kort før Fyrsten var kommet hjem, men Marietta forsikkrede, at han var der endnu, da hun ved at gaae igjennem Haven havde seet, at Sarkophagens Laag var lukket til. Hun havde en Aften bragt ham noget Viin og Brød, som hun havde stukket ind igjennem en Aabning i Kisten, og hun sagde, at han levede endnu. - Jeg kan ikke troe denne Historie. Jeg frygter for, at Marietta bedrager mig. O, Eccellenza, jeg er meget ulykkelig!«

Jeg maatte tilstaae, at jeg desværre deelte hans Anskuelse, og at den hele Historie forekom mig at være greben fuldstændigt ud af Luften. Imidlertid spurgte jeg blot:

»Hvem eier denne Villa?«

»Fyrst Pisani,« svarede Pietro mørkt. »Den værste Bourbonist og Aagerkarl, som existerer i Rom. Der er ingen Forbrydelse, han ikke har begaaet.«

»Guds Død!« raabte den Gamle, idet han halvt reiste sig op. »Ham mødte vi jo i Onsdags, da vi kom tilbage fra Ponte Molle efter vor mislykkede Expedition. Det var ham, der slog Bonden, og havde de to kjønne Damer paa Vognen. Det lader til, at Pietro kjender sine Folk; thi naar jeg undtager Frants den Anden og Antonelli, gives der vel neppe større Skurk i Rom. Saa De har været paa hans Villa i Albanerne?«

»I Albanerne?« spurgte Verner forundret. »Jeg troede, at jeg var slæbt ud i Sabinerne eller Volscerne.«

»Aa, Passiar!« raabte den Gamle med sin ironiske Latter. »Hvorledes troer De, at et Bud paa fire Timer kunde naae Rom fra Volscerne eller Sabinerne? Man kan mærke, at De har været betydelig plumret. Der er vildsomme Punkter nok i Albanerne, og dem har Schiavone naturligviis valgt, siden han havde sine Forposter næsten inde under Roms Mure.«

»Siig mig, hvorfra kjender De Fyrst Pisani?« spurgte Verner.

»Egenligt kun af Omtale,« svarede den Gamle. »Som ivrig Clerical er han godt kjendt her i Rom, og staaer øverst paa den sorte Liste hos de Nationale. Jeg fortalte forleden Dag lidt om ham. Da skulde De kjønt have været tilstede og hørt derpaa, istedetfor at føite om i Bjergene. Nu maae De undskylde, at vi brænde af Begjærlighed efter at faae Deres Historie først. Den begynder jo at blive dramatisk.«

»Aa ja,« sagde Verner smilende, »næsten som et fransk Melodrama. Men desværre mangler jeg den egentlige Opløsning. Alligevel vil jeg gaae videre, naar blot ikke mine Hændelser trætte Dem.«

»Gud bevares!« svarede den Gamle og lettede paa sin graae, spidspullede Filthat. »Skal vi nu have det med Complimenter? Kjør blot videre! Enhver kan jo gaae, naar han vil. Den Frihed have vi altid havt i Rom.«

Verner tændte sig en frisk Cigar, og vedblev derpaa:

»Vi traadte ind ad en lav Dør og gik op ad en Steentrappe, der fra den hvidkalkede Corridor førte op til en Mezzaninetage, som syntes at være bestemt for Tjenerskabet og for, hvad vi Kjøbenhavnere vilde kalde, Udenomsbekvemmeligheder. Pietro aabnede en lille Dør, og ligesom jeg traadte ind, fik jeg Øie paa den omineuse Hat, som endnu laae henslængt paa Gulvet, og paa en ung Pige, der iført Albanerindernes klædelige Dragt stod ved Vinduet. Hun syntes endnu at være i heftig Bevægelse. Hendes mørke Øine lynede, og hendes brune Kinder blussede, da hun saae Pietro træde ind. Som et uartigt Barn, der ikke kan faae sin Villie, dreiede hun sig trodsig om imod Vinduet, paa hvis Ruder hun gav sig til at tromme Garibaldimarchen, for derpaa, med et underligt Spring i Tanken, pludseligt at slaae over i den ligesaa forbudte calzolajo-Vise. Jeg kunde ikke lade være at smile ved denne Forandring af Melodi; thi calzolajo-Visen, som den Vinter blev sunget i alle Roms Gader og Stræder, maaskee netop fordi den var forbudt, omhandler paa en populair Maade alle en ulykkelig Skomagers ægteskabelige Lidelser og navnlig den begrundede Jalousies. Det lod ogsaa til, at min Ven Pietro følte det Barokke i Overgangen fra Garibaldis Frihedshymne til Ægtestandens Regimente. Han kastede den Haandteen, hvorpaa hun havde spundet, og som han galant havde taget op fra Gulvet, hen i det ene Hjørne af Stuen, medens han samtidigt dermed sparkede Hatten hen i det andet, og meget ugalant raabte: »Hold Mund, Marietta!«

»Er Du gal, Pietro? Er Du afsindig? Er Du reent rasende?« raabte hun med stigende Heftighed, idet hun dog til en vis Grad gjorde Vold paa sin Stemme. »Vil Du da absolut kalde Folkene op fra Haven, for at de kunne gjøre det Samme ved os, som de have gjort ved den rige, fremmede Herre?«

»Pokker ivold med ham! Jeg troer ikke den Historie, Marietta!« raabte Pietro, idet han slog i Bordet. »Det gjør Doctoren her heller ikke. Det kan jeg see paa ham.«

»O, Eccellenza!« udbrød Marietta grædende, idet hun vendte sig til mig. »Red ham, hvis det er muligt! Han er saa god, saa ung og saa smuk! - Ak,« vedblev hun hulkende, »han er maaskee allerede død af Sult og Tørst, uden at jeg har kunnet hjælpe ham. Ak, min Gud, hvad skal jeg gjøre? Hvad vil min Frue sige dertil?«

Pietro syntes paany tvivlraadig ved dette nye Udbrud af Fortvivlelse og saae med et spørgende Blik paa mig, som om han aldeles ikke vidste, hvorledes han skulde tage sig i denne Klemme.

»Er det sandt,« spurgte jeg Marietta, »hvad Pietro har fortalt mig? Er det virkeligt Tilfældet, at Fyrst Pisani har ladet en Fremmed indeslutte i en Sarkophag, og at Havens Udgange ere bevogtede?«

»Ja, Signor dottore,« stammede Marietta og brast paany ud i en heftig Hulken. »Det er sandt, fuldstændigt sandt, saavist Madonna hjælpe mig. Jeg veed ikke, om Fyrsten selv har indespærret ham; men den Aften var han nede i Haven tilligemed alle Folkene, fordi Nicolo paastod, at han havde seet en Tyv springe ud ad Vinduet. Næste Morgen reiste Fyrsten ganske tidligt bort tilligemed sin Gemalinde og hendes Søster.«

»Er Sarkophagen heelt lukket?« spurgte jeg.

»Nei,« svarede Marietta, »der er et Hul i det ene Hjørne. Han er ikke kvalt, men han er vist død af Sult og Tørst.«

»Kan De ikke skaffe Folk,« spurgte jeg Pietro, »som kunne bryde ind i Villaen og forjage disse Uslinger?«

»Ak, Eccellenza,« svarede han, »her boe kun Bønder, fattige Folk, som heller ville røve fra Kirken end fra Fyrst Pisani. Jeg kjender desuden Ingen, jeg er jo en Flygtning, ligesom De.«

Hans Raisonnement forekom mig fuldstændigt logisk, og jeg svarede derfor:

»I saa Tilfælde er der intet Andet at gjøre, end hemmeligt at trænge ind i Haven inat, dersom jeg kan faae de Midler, som jeg vil skrive op nu.«

Pietro kastede et Blik paa Marietta, som om han hos hende søgte den fornødne Hjælp, og hun svarede livligt:

»Gaa op i Klosteret til Fra Ambrosio, Pietro! Det er kun et Bøsseskud herfra. Siig ham, at vi trænge til hans Hjælp, og at han fremfor Alt maa skaffe Dig en Hest, paa hvilken Du kan ride til Rom. Du kan da være her tilbage inden Aften. Siig Fra Ambrosio, at det gjelder en Fremmeds Liv, en nøie Bekjendt af Fyrstinden, saa negter han Dig det ikke.«

Jeg satte mig ned og skrev to Recepter, den ene paa Morphin, den anden paa et styrkende Middel, hvortil jeg meente, at den Ubekjendte kunde trænge. Hertil føiede jeg et Par Ord til Aabye og anbefalede Pietro den største Forsigtighed saavel med Hensyn til sin egen, personlige Sikkerhed, som til en hurtig og nøiagtig Besørgelse af Medicamenterne.

Det lod ikke til, at den gode Pietro var synderligt fornøiet med sin Mission. Han havde et Udtryk i sit Ansigt, da han forlod Stuen, der stærkt mindede mig om Masettos i »Don Juan«, navnlig i den Scene, hvori Zerline forsikkrer ham om sin uforandrede Troskab. Jeg maa tilstaae, at jeg endnu ikke ganske kunde troe paa en saa nederdrægtig Handling som den, Marietta havde fortalt, og at jeg endnu dvælede ved den Tanke, at det Hele var en vel udtænkt List, hvorved hun haabede at fjerne Pietro, medens hun samtidigt dermed aabnede en Retraite for sin Elsker.

Jeg besluttede derfor at iagttage hende, og dertil frembød den lange Ventetid en rigelig Leilighed. Hun var udmærket smuk, endog af en Albanerinde at være, men ogsaa dette var kun en Grund mere til at give Zerlines Rolle. Det tykke, blaaligsorte Haar var bundet op bag i Nakken og fastholdtes af den velbekjendte Sølvpiil, hvormed mere end een Albanerinde skal have forsvaret de Angreb, der rettedes mod hendes Dyd. Hendes lave Pande og prægtige sorte Øine overskyggedes af det hvide, flade Hovedtøi, der var ligesaa reent og skinnende, som hendes høirøde Fløiels Spencer, der i Brystet sammenholdtes med Sølvkjæder, var glimrende og guldbroderet. I de smaa Ører bar hun et Par store, massive Guldørenringe, men en større Pryd var hendes lille, fiintformede, men dog svulmende Mund, der tilligemed den buttede, svagt kløftede Hage og den stærktbuede Næse dannede et fortryllende Hele, for hvilket Pietro sandeligt kunde have Grund nok til at frygte.

Jeg gjorde hende en Compliment i Anledning af hendes smagfulde Dragt, og det lod ikke til, at jeg mishagede hende, thi hun svarede smilende:

»Se, den er ganske ny! Jeg fik den igaar af Fyrstinden. Hun ønsker kun at see mig i denne Dragt. Hun siger, at den klæder mig bedst, meget bedre end den Silkekjole, som Fyrsten vilde forære mig.«

»Ah,« sagde jeg smilende. »Holder De meget af ham?«

»Jeg kan ikke udstaae ham,« svarede hun med lynende Øine. »Der er ikke et Menneske, der kan lide ham. Han er ond, gammel, styg, og piner Fyrstinden, naar han kan komme dertil.«

»Hvorfor har hun da taget ham?« spurgte jeg.

»Taget ham?« gjentog Marietta med usigelig Haan. »Der er Ingen, der vilde tage Fyrst Pisani, naar hun kunde blive fri derfor. Hun er blevet tvunget dertil, og er meget ulykkelig, hver Gang han kommer tilbage.«

Jeg tænkte paa den Fremmede i Sarkophagen, og den gamle Historie om de romerske Ægteskaber mellem Folk af Stand stod klart for mig. Jeg troede at kunne gjætte hele Situationen og sagde til Marietta:

»Jeg forstaaer Alt. Naar Fyrsten er borte, kommer en ung Mand i sort Dragt og med saadan en Hat, som den der. Det er ham, den dumme Nicolo har antaget for en Tyv, og saa har Fyrsten overrasket ham i Haven og indespærret Fyrstindens Elsker i Sarkophagen, for at han kunde faae Tid til at komme paa bedre Tanker. Er det ikke saaledes?«

Marietta reiste sig blussende op. Vreden gav hendes Blik en uforlignelig Glans, og hun afbrød heftig:

»O, De kjender ikke Fyrstinden, Eccellenza! Ellers vilde De ikke tale saaledes. De er ikke bedre end Pietro og de andre Mandfolk. Aldrig har Fyrstinden taget imod Nogen her paa sin Villa, naar Fyrsten var borte. Ingen vil kunne fortælle noget Ondt om hende; men hun er ogsaa fra de nordlige Lande, hvor Folk ere meget blidere og meget bedre end her hos os. Havde det været mig, jeg havde dræbt det Afskum for længe siden.«

»Hvorfor er den Fremmede da kommen til Villaen?« spurgte jeg. »Chi lo sa!« svarede Marietta i en Tone, som om hun ikke havde Lyst til at forraade sit Herskabs Hemmeligheder. »Maaskee for at tale med Fyrstinden om de mange, fattige Børn, som hun lader opdrage i Klosteret; maaskee fordi han synes om Fyrstindens Søster, som boer hos hende. Man kan ikke vide Alt.«

Det lod til, at jeg paa det Dybeste havde fornærmet den unge Albanerinde, der rimeligviis var Fyrstindens Kammerjomfru; thi hun svarede kun kort paa alle mine Spørgsmaal og syntes navnlig ikke at ville indlade sig paa Noget, der angik den Fremmedes Ophold i Villaen. Hver Gang der hørtes den ringeste Støi i Huset, blev hun urolig og ordknap, og det forekom mig, at hun i det Hele ikke syntes om den Stilling, hvori hun var bleven bragt ved min Ankomst.

Med hver Time, der gik, begyndte Tiden, som jeg først havde fordrevet med allehaande Gisninger, at falde mig mere og mere lang, navnlig da min smukke Værtinde, efterat have bragt mig et godt Maaltid, hvortil jeg i høi Grad trængte, havde forladt mig uden senere at vende tilbage. Formiddagen sneg sig saaledes hen, lang og kjedsommelig. Middagen kom uden at bringe Marietta tilbage - jeg havde kun Kjedsomhed og Længsel til Selskab. Eftermiddagen gik efterhaanden over til Aften, Solen gik ned, farvende Bjergenes Toppe med sin Guldglans, og snart efter hvilede Mørket fuldstændigt over Jorden. Stjernerne begyndte at komme frem, først de store, senere de smaae, indtil endelig den mørkeblaae, italienske Nattehimmel stod i sin fuldeste Pragt. Jeg stirrede længselsfuldt ud gjennem Vinduet. Alt var saa stille, ikke et Blad bevægede sig paa de mørke Steenege, ikke en Green paa de høie Cypresser, som jeg skimtede fra Havens Baggrund. Nattergalenes Triller lød ude fra Buskene, hvor de smaa Ildfluer bevægede sig gjennem Luften, rhythmisk udstraalende deres grønlige Phosphorglands - men endnu hverken saae eller hørte jeg noget til Pietro. Et Par Timer forløb saaledes i spændt og ængstelig Forventning. Jeg formodede, at Klokken maatte være henad Tolv, skjøndt jeg paa Grund af Mørket ikke kunde see Viserne paa mit Uhr. Da hørte jeg pludseligt i det Fjerne den svage Lyd af en galopperende Hest og kort efter Fodtrin, der sagte listede op ad Trappen. Døren blev aabnet, og Pietro stod aandeløs for mig med en Pakke i Haanden.

Hans skarpe Blik gjennemfoer med et eneste Øiekast Stuen, og han syntes at blive kjendeligt beroliget ved at see, at Marietta ikke var tilstede.

»Jeg har redet som en Besat, Eccellenza,« sagde han og tørrede Sveden af Panden med sit Trøieærme. »Men Hesten styrtede under mig paa Tilbageveien, og jeg havde stor Møie med at skaffe en anden. Her er, hvad De har befalet mig at hente.«

Med disse Ord lagde han Pakken paa Bordet, og i samme Øieblik tittede Mariettas skjelmske Ansigt ind ad Døren. Neppe havde hun seet ham, før hun foer hen til ham, slog sine Arme om hans Hals og hviskede til ham:

»O, hvor jeg har været bange for Dig, Pietro! Jeg troede, at Briganterne havde skudt Dig paa Veien. Madonna være lovet, at Du kom. Nu skal Du see, at jeg ikke har bedraget Dig.«

Efter en kort Raadslagning med Pietro og Marietta, besluttede jeg at blande den medbragte Morphin i den syrlige og noget ramme Landviin, hvori Morphinens bittre Smag mindst vilde mærkes. Pietro bragte, efter Mariettas Anviisning, en Barile Viin op af Kjælderen. Hun selv tappede den af paa Foglietterne, og jeg tilsatte et passende Quantum af Morphinen. Derpaa bragte Marietta Vinen ned, og kort efter saae vi hende vandre over Græsplainen i Haven og forsvinde ind under Cypresserne.

Vi speidede og lyttede, men Alt vedblev at være stille. Kort efter saae vi Marietta vende tilbage, og vi besluttede endnu at vente en Time, inden vi vovede os ud paa vor natlige Expedition, hvorpaa vi begge vare saa spændte, skjøndt af heelt forskjellige Grunde. Pietro benyttede Tiden til at eftersee Spidsen paa sin Kniv og til at prøve denne ved gjentagne Gange at jage den igjennem en Bajocco, som han lagde paa Bordpladen. Efterat have forvisset sig om, at dens skarptslebne Spids hverken brækkedes eller bøiedes ved dette Experiment, smilede han tilfreds, og gav sig derpaa til at eftersee Pistonerne paa en Revolver, som jeg erkjendte for at være den samme, som Bambino havde rettet imod mig, da vi befandt os paa Bjergstyrtningen. Han gjorde disse Forberedelser ligesaa roligt og forretningsmæssig, som jeg fremtog min Forbindtaske og undersøgte dens Indhold. Ingen af os talte til hinanden. Vi havde begge en Følelse af, at der forestod noget Alvorligt, og at vi gjorde bedre i at handle end at tale.

Klokken kunde vel være henimod halv To, da vi hørte lette Trin paa Trappen. Døren aabnedes, og Mariettas Skikkelse kom tilsyne. Hun havde svøbt et sort romersk Slør, der klædte hende fortræffeligt, omkring Hovedet, men endnu klædeligere forekom hendes bløde, fuldtonende Stemme mig at være, da hun sagde: »Fra Ambrosio é venuto! Dormino tutti«. Det var et simpelt, men bestemt Signal til Opbrud.

Marietta gik i Spidsen for os ned ad den samme Trappe, ad hvilken vi vare komne op, og bøiede derpaa om ad en lang Corridor, som endte i et rummeligt Kjøkken. Ilden glimtede endnu fra Arnestedet, hvor en Karl laae saa lang han var, i en blidelig Slummer, medens det dybe Aandedræt fra nogle Værelser tilhøire tilkjendegav, at Søvnguden ogsaa her viftede med sine Vinger.

»Dormino tutti!« gjentog Marietta, der næsten ikke kunde bare sig for at klappe i Hænderne. »Eccola, questa contrada, Signor dottore!«

Hun ilede hen til en lille Laage, som hun lukkede op, og hvorfra en lav Trappe over en Mødding førte ned i Haven. Det var just ikke den fineste Vei, vi vare komne, men under slige Omstændigheder hjælper man sig, som man kan. Marietta ilede rask fremad, idet hun saameget som muligt holdt sig i Skyggen af Villaen og den Muur, der omhegnede Haven. Vi fulgte hende, og kort efter standsede vi i en lille Lund af Steenege, Pinier og Cypresser, mod hvilke nogle faa Figencactus tog sig heelt spøgelsesagtige ud i det stærke Maaneskin. Pludseligt udvidede Gangen sig til en cirkelformet Plads, paa hvis mørke Baggrund en antik Sarkophag traadte frem, hvid og skinnende i Maanestraalerne, hvilende paa to mægtige Egeblokke.

Pietro tilkastede mig et betydningsfuldt Blik og smilede næsten tilfreds, medens en let Gysen gjennemfoer mig. Laaget var virkeligt lukket til, og den Stiver, der havde holdt det opløftet paaskraae, laae henslængt paa Jorden. Jeg undersøgte den. Træet var fuldkommen frisk, og Kløften for begge Ender fuldstændigt ubeskadiget. Sarkophagen maatte være bleven lukket ifølge en overlagt Plan. Efter et Øiebliks Taushed sprang Pietro op paa den ene af de fremspringende Blokke og forsøgte at skyde Laaget fra, idet han af al Magt stemmede sin Skulder imod den Figur, der var anbragt øverst; men han kunde ligesaa gjerne have sat sine Skuldre mod Monte Cavo, saa fast og ubevægelig laae det.

»I Havehuset!« hørte jeg Marietta hviske til ham, og i samme Øieblik ilede hun afsted tilligemed Pietro og lod mig alene ved Sarkophagen. Jeg bankede paa den og lagde Øret til; men ikke en Lyd, ikke den svageste Stønnen forstyrrede den Stilhed, der herskede omkring mig. Jeg beregnede, hvorlænge et Menneske vilde kunne udholde en saa kvalfuld Existens, som den at være indespærret imellem fire Steenvægge, i et saa snævert Rum, at han ikke kunde reise sig i Veiret eller udbrede sine Arme, og kom til det Resultat, at han vel endnu kunde være levende, dersom Mariettas Forudsætning var rigtig. Men i hvilken Tilstand? Levende, men maaskee, ja endog høist sandsynligt, vanvittig, rasende, gaaet fra Forstanden af al den Sjælekval, al den Pinsel og Angst, som en Indespærring paa et saa rædselsfuldt Sted maatte medføre. Jeg bankede paany - intet Svar. Jeg undersøgte hver Krog, hver Kant af Sarkophagen. Der maatte være Luft nok, thi Laaget sluttede ikke fuldstændigt tæt, og desuden fandtes i det ene Hjørne under Bunden et cirkelrundt Hul, saa stort, at man med Lethed kunde føre et Par Fingre igjennem. Saa trøstende som disse Opdagelser vare, kunde det dog ikke aflede min Opmærksomhed fra selve Sarkophagen. Den var af et ganske udmærket Arbeide, og afgav et høist tiltrækkende Beviis paa den Pietet, som Romerne nærede for deres Afdøde. Paa Laaget laae i Hautrelief en døende Psyche, holdende Pandoras Æske i den slapt nedfaldne, høire Haand og hvilende sit skjønt formede Hoved paa den venstre. Forsiden dannede et eneste, stort Basrelief, indfattet af en simpel à la Grecque med Amorinhoveder i Rammens Hjørner. Basreliefet selv forestillede Niobes Børn, der dræbes af den fjerntrammende Apollos Pile, og i det klare Maaneskin stod Niobes rædselsslagne Skikkelse tilligemed de andre Figurer saa klare og bestemte, som om de vare hugne igaar. Jeg undersøgte Sfinxerne, der ragede frem som Kistens Fodstykker, jeg indprægede mig hver enkelt lille Eiendommelighed, og jeg havde god Tid dertil - det forekom mig en Evighed, inden Pietro vendte tilbage.

Endeligt kom han, medførende et Par Jernløftestænger, som han ved Mariettas Hjælp havde taget i Havehuset, og det Øieblik, som jeg saa længselsfuldt havde ventet paa, var endeligt forhaanden. Vi drev de stærke Jernstænger ind i de Aabninger, som Tidens Tand havde gnavet i Sarkophagens Rand. Men saa betydelig var Laagets Vægt, at vi med vore forenede Anstrængelser kun formaaede at hæve det et Par Tommer iveiret. Alle vore Forsøg paa at løfte det saa høit, at vi paany kunde faae Stiveren sat under, mislykkedes ganske, og der var ikke Andet for, end lidt efter lidt at dreie Laaget saaledes, at det kom til at hvile paatværs af Sarkophagen. Greben af Ivrighed og maaskee ogsaa af en vis, spændende Ængstelighed, anvendte jeg min Løftestang saa kraftigt, at en Marmorflise sprang af og med en klingende Lyd trillede ned i Sarkophagen.

»Piano, Eccellenza, piano!« hviskede Pietro til mig. »Lad os ikke ødelægge den gamle Sarkophag. Det er den smukkeste, der findes, næst efter et Par, som staae i Vaticanet.«

Jeg tog noget lempeligere fat, idet jeg ikke kunde lade være at beundre den Ærbødighed, som selv de simpleste og meest udannede Romere nære for Oldtidens Mindesmærker. Det er maaskee kun en Slags Stolthed over disses gigantiske Storhed; men hvor rolig og selvtilfreds i Følelsen af det Materielles Betydning bortpløier ikke den danske Bonde de ældgamle Høie, der staae paa hans Mark, og hvor ligegyldig seer han ikke de store Overliggere fra Steenalderens Gravkamre blive forvandlede til Veiskjærver eller Grundsteen? Dertil er det romerske Folk, trods al dets Uvidenhed, for civiliseret.

Endeligt havde vi med megen Anstrængelse faaet Laaget dreiet saa meget tilside, at der var fremkommet en Aabning, stor nok til, at en ikke altfor svær Mand kunde føres igjennem den. Jeg greb ned i Sarkophagen, næsten med samme Varsomhed, som den, hvormed man fører Haanden ind i et huult Træ for at fange Fugleunger - Marietta havde Ret, der laae virkelig et Menneske indespærret i den. Pietro havde gjort samme Opdagelse; thi han fløi hen og omfavnede Marietta, der temmelig ublidt stødte ham tilbage. Jeg famlede endnu engang med Haanden ned i det mørke Rum, og fik fat paa en løs Gjenstand, som jeg tog op, og som til min Forbauselse viste sig at være en Pakke Documenter, sammenholdte af en Silkesnor. Jeg greb ned paany og fik atter fat paa Noget - det var en stor, stærkt forkrøllet og sammenknuget Abbatehat.

»Det er en Præst!« udbrød Pietro med Forfærdelse og slog Kors for sig. »Dio mio! Det kan blive en dyr Fornøielse for Fyrst Pisani.«

»Ak, hellige Madonna! Det er Fyrstindens - det er Signor - som han har indespærret i Kisten!« stammede Marietta forfærdet, idet hun slog Hænderne sammen.

»Hvem?« spurgte jeg hastigt.

»Jeg veed det ikke,« svarede hun og ilede bort igjennem Haven ind i Huset.

Vi dreiede endnu Laaget lidt, og ved forenede Anstrængelser lykkedes det os at bringe den Indespærrede frem for Dagens, eller rettere for Maanens Lys. Det var en ung Mand, vistnok neppe femogtyve Aar, med mørkt Haar og et, trods dets Bleghed, udmærket smukt og ædelt Ansigt. Han var iført Abbaternes sædvanlige, lange, sorte Kappe, og naar man undtager et let Ar i Kinden, som af et Sabelhug, var der Intet, der tydede hen paa, at han ikke hørte til den geistlige Stand. Vi bare ham hen til den nærmeste Græsplaine, men under denne Vandring var jeg i Tvivl, om det var et Liig, vi bare paa, eller ikke. Hans Arme hang slappe ned, og Blegheden i hans Ansigt var saa stor, Stivheden i hans Lemmer saa betydelig, at jeg troede, han havde ophørt at leve.

»Campa ancora!« raabte pludseligt Pietro, idet han triumpherende pegede paa et Svaneduun, som han havde fundet paa Græsplainen og nu holdt for hans Mund.

Det var med en Blanding af Glæde og Overraskelse, at jeg hørte disse simple Ord blive udtalte; thi jeg maa, oprigtigt talt, tilstaae, at det første Indtryk paa mig havde været saa afgjort ugunstigt, at jeg næsten uden nogen nærmere Undersøgelse vilde have udstedt en Dødsattest. Nu var Touren til mig at virke, og efter en halv Times Forløb vare vi komne saa vidt, at hans Puls slog føleligt, og at jeg tydeligt kunde spore det tilbagevendende Aandedræt. Det var imidlertid ogsaa paa Tide. Dagen begyndte allerede at lyse stærkt i Øst, vi havde alt hørt enkelte Hyrder ride forbi Villaens Muur, og vi kunde hvert Øieblik vente, at en eller anden af de slumrende Poster kunde vækkes derved. Med stor Forsigtighed bare vi den Forulykkede op til Villaen, hvor Marietta ventede os og viste os op i et stort Værelse, der var beredt til hans Modtagelse.

Da vi traadte ind, forefandt jeg foruden Marietta en Skikkelse, som i høi Grad imponerede mig. Det var den saakaldte Fra Ambrosio, en Munk fra det nærliggende Kloster og, efter Mariettas Sigende, Fyrstindens fortrolige Raadgiver og Ven, den Mand, der styrede og ledede den storartede Godgjørenhed, hvormed Fyrstinden velsignede Omegnens Beboere. Som han der stod ved Sengen, belyst af den trearmede, romerske Lampe, som Marietta havde tændt ved vor Ankomst, mindede baade Hans Figur og Ansigtstræk mig om disse mægtige Skikkelser, som vi undertiden finde gjengivne af Rubens eller van Dyck. Han var iført Franciscanernes tarvelige, brune Kutte, og Snoren, der holdt den sammen om Livet, var kun et slet og ret Reeb, hvori der hang en ligesaa simpel Rosenkrans af ufarvede Træperler. Baandene, der sammenholdt hans Gedeskinds Sandaler, vare ikke engang Læderremme, men raae Hampesnore. Tydede saaledes allerede hans Dragt paa, at han var Franciscaner af strængeste Grad, da modsagdes dette ikke af hans Ansigt; thi over dette var udbredt en saadan Høihed og Ro, et saadant Udtryk af Fred med Verden og sig selv, at jeg sjeldent har seet noget Lignende. Han var allerede noget tilaars; derpaa tydede de graae Lokker, der hist og her tittede frem i Tonsuren, og endnu mere hans mægtige, hvide Skjæg, der i sjelden Fylde og Styrke næsten naaede ham til Bæltestedet. Han betragtede mig skarpt, idet jeg traadte ind, og hans Blik havde, trods dets Mildhed, dog noget forunderligt Gjennemtrængende, som man uvilkaarligt kom til at bøie sig for.

»Han lever!« sagde han med dyb og malmfuld Stemme, idet han rettede sin mægtige Skikkelse iveiret. »Her er ingen Fare mere. Om to Timer vil han være kommen sig saavidt, at han vil kunne fortælle os, hvem der har udøvet denne Misgjerning.«

Jeg saae med en vis Forundring paa ham; thi deels forekom hans Accent mig ikke at være fuldkomment romersk, deels udtalte han sin Dom med en Ro og en Sikkerhed, som om han havde anvendt hele sit Liv til at pleie og vederkvæge Lidende og Syge.

»De er Læge?« spurgte han med det samme skarpe og gjennemtrængende Blik.

Jeg bejaede det og tilføiede nogle Ord om, at jeg neppe troede, at den Ulykkelige saa hurtigt vilde komme til Kræfter.

Han bøiede sig paany ned over den Syge og følte hans Puls.

»Der er ingen Fare længere,« gjentog han. »I hans Alder kan man udholde meget.«

Jeg betragtede ham, medens han saaledes bøiede sig ned over Sengen, og opdagede paa hans høire Kind og Hals nogle forfærdelige Ar, der strakte sig dybere ned, hvor de skjultes af Kutten.

Han bemærkede, at jeg iagttog disse Spor af en tidligere Mishandling, drog Kutten noget høiere op og spurgte hurtigt: »De er Fremmed?«

»Ja,« svarede jeg.

»Fra hvilket Land?« vedblev han og fæstede sine for en Italiener mærkværdigt lyse Øine fast paa mig.

»Fra Danmark,« svarede jeg; »men jeg har tilbragt mine første Aar i et Land, som De neppe kjender, nemlig i Norge.«

Det forekom mig, at der gik ligesom en Skygge over hans Ansigt ved disse Ord, og jeg tilføiede: »Er De ogsaa Læge?«

»Gia, un pocchetto!« svarede han.

Der var en saadan forunderlig Klang over dette »Gia,« at jeg næsten ikke vidste, om han udtalte det danske »Ja,« eller om han anvendte den Betegnelse paa Ordet »Ja,« der er saa hyppig i Bjergene, istedetfor det romerske »Si«.

Der opstod en Pause, som jeg benyttede til at undersøge den Syge. Pludseligt lagde han sin Haand paa min Skulder, en rigtig stor, senestærk Haand, og sagde til mig:

»Der er ingen Fare længere; det forsikkrer jeg Dem om. Deres Nærværelse er nu overflødig, eller snarere skadelig baade for Dem og ham. Marietta har fortalt mig Alt; det gjælder nu om at skaffe baade Dem og ham i Sikkerhed. De gjør bedst i at tage snarest muligt til Rom, hvor Deres Venner vente Dem, og vor Patient vil ikke være i Sikkerhed, førend han befinder sig indenfor vort Klosters Mure. Tag hans Dragt; den vil yde Dem den bedste Beskyttelse. Pietro vil skaffe Dem et Æsel, og naar De efter en Times Ridt er kommen til Klostret S. Giovanni, som De let vil kjende paa de store Cypresser, der staae ved Landeveien, gjor De bedst i at tage derind. De behøver blot at hilse Prioren fra mig og sige, at De er anbefalet af Fra Ambrosio i Klostret S. Vito. De vil da være vis paa en god Modtagelse, og henimod Aften vil De kunne naae Rom, sikkrere end paa enhver anden Maade. Farvel, Gud være med Dem!«

Han sagde de sidste Ord paa en Maade, der ikke tillod nogen Indvending. Jeg kastede endnu et sidste Blik paa den blege, unge Abbate, i hvis Dragt jeg skulde naae Rom, og som nu syntes at være kommen sig saa vidt, at han kunde kjende sine Omgivelser; thi han trykkede mig svagt i Haanden, medens han strakte den anden ud imod Fra Ambrosio. Faa Øieblikke efter vare Pietro og jeg paa Veien. I den nærmeste Vigne leiede vi et Æsel, og en Times Tid efter ankom vi til Klostret S. Giovanni. Her skiltes Pietro fra mig, og neppe havde jeg nævnet Fra Ambrosios Navn, for jeg blev modtaget med en saa udsøgt Velvillie, at det næsten generede mig. Jeg tilbragte her Tiden meget behageligt, indtil Klokken var To, et Tidsrum, som jeg haaber, at Fyrstens Folk maae have tilbragt ligesaa ubehageligt med at lede efter Gjerningsmændene i det brændende Solskin, med en dygtig Hovedpine som en Følge af Opiumsrusen. Henad Eftermiddagen drog jeg atter afsted i Følge med en Broder, der ledsagede mig til Ponte Molle. Saaledes er det gaaet til, at jeg uskadt befinder mig i Eders Midte.«

»Naa,« sagde Berthelsen, da Fortællingen var tilende, »De vil da vel ikke have, at vi skal troe den Historie?«

»Nei, maae vi bede om en anden Løgn!« raabte Aabye leende. »Denne her duer ikke.«

»Og hvorfor ikke?« spurgte den Gamle tørt, afbrydende det Forsvar, som Verner vilde begynde.

»Fordi,« raabte Berthelsen ivrig, »fordi Middelalderens og Romantikens Dage ere forbi. I vore Tider, hvor man farer med Lyntrain og skriver med Telegraph, skeer ikke flere af den Slags Undere. Ja, selv i Romaner due de ikke mere; vi ere nu langt ude over Romantikens Periode.«

»Ja forbandet langt,« svarede den Gamle. »Saa langt, at vi snart ikke mere vide, hvad Romantik er. Den er paa Nippet til at blive et Slags Fossil, der mere og mere er i Færd med at dækkes af Lagene fra Dampperioden. Denne Periode vil ogsaa faae sin egen Literatur, og den vil naturligviis skrives af Maskiner. Det bliver et betydeligt Fremskridt.«

»Naar vi skulle være fuldkomment oprigtige mod hverandre,« sagde Aabye, »saa vil De da ikke for Alvor forlange, at vi skulle troe paa Verners Historie. Jeg er vis paa, at det er en, som han har lavet af bare Kjedsommelighed, medens han sad fangen i et eller andet Hul ude i Campagnen. Han er ikke ganske fri for Digtertalent, skal jeg sige Dem, og oplever altid Noget der, hvor vi Andre finde, at det gaaer ganske naturligt til.«

»Javist,« sagde Verner ærgerligt. »Fordi jeg bruger mine Øine, medens Du bruger Briller, fordi jeg tidt ubesindigt kaster mig ind i Forhold, hvor Du vilde trække Dig tilbage. Du kan jo troe, hvad Du vil!«

»Ja, saa foretrækker jeg,« sagde Aabye, »at spille den vantroe Thomas, indtil jeg faaer fat enten i Pietro, Abbaten eller den smaa Marietta. Eet Udbytte har Du altid havt af Din Tour: Du har faaet en udmærket Dragt til det næste Studentercarneval.«

»Tillader De,« sagde den Gamle, »at jeg taler et Ord med, inden De saa hastigt fælder Dom over Deres Ven? For omtrent ti Aar siden hændtes der følgende Historie med en Vetturin fra Trastevere. Han havde giftet sig med en ung, udmærket smuk Pige, der kun havde den Feil, at hun havde staaet Model til den berømte Danaë, der vakte saa stor Opsigt i Paris. Hun lod til ikke at kunne forglemme denne Rolle, thi naar Manden gjorde sin sædvanlige Tour til Ostia, modtog hun Besøg af en ung Commis hos Torlonia. En skjønne Dag styrtede den ene af Vetturinens Heste og Manden red tilbage paa den anden for at faae et nyt Forspand. Den unge Danaë, som mærkede Uraad, lod sin Elsker skjule sig i en svær Egetræeskiste og dækkede ham over med det Lintøi, som laae i den. Manden saae det gjennem et Nøglehul, men sagde Intet. Tvertimod syntes han at være i det brillanteste Humeur af Verden og indbød sin unge Kone til at tage med og besøge en Familie i Ostia. Danaë, der paa sin Side meente, at den gyldne Regn derved vilde faae mere end Tid nok til at fordampe, tog henrykt mod Tilbudet, og ilede ind i sit Soveværelse for at iføre sig sin bedste Pynt. Da de skulde kjøre afsted, gik Manden ind, aflaasede Kisten og stak Nøglen i Lommen. Det var en meget fornøielig Tour for dem alle undtagen for den ulykkelige Commis, der opgjorde sit sidste Regnskab og fandtes død ved Tilbagekomsten. Hans Slægtninge anlagde Sag mod Manden; men denne anstillede sig meget ulykkelig over det Passerede og frikjendtes fuldstændigt, da han haardnakket holdt fast ved, at han kun havde seet Lintøi i Kisten og derfor aflukket den for Tyve. Hvad siger De dertil? Synes De ikke, at denne Begivenhed har nogen Lighed med den paa Villaen?«

»Jo,« sagde Aabye, »det lader sig jo ikke negte. Men man kan dog i vore Dage knap tænke sig slige Rædselsgjerninger.«

»Det kommer af,« sagde den Gamle, »at De endnu er for ung; det vil sige, at De endnu ikke har levet tilstrækkeligt hernede, til at sætte Dem ind i romerske Forhold. De tænker paa Dansk, De handler paa Dansk og glemmer derover reent, at De er i Italien og har med Italienere at gjøre. Hjemme hos os straffes et Ægteskabsbrud med en Dragt Prygl, eller kommer det høit, med en Skilsmissedom. Vilde man duellere, vilde jo Verden ansee En for gal. Her nede duellerer man ikke for den Slags Sager; heller ikke prygler man. Prygl anvendes overhovedet slet ikke i Italien. Her er man practisk. Man skaffer blot den generende Gjenstand af Veien, og enten dette skeer ved et Dolkestød, en Riffelkugle eller Mangel paa Luft, er den ligegyldigste Sag af Verden, naar man blot opnaaer sin Hensigt.«

»Men en saa raffineret Grusomhed,« raabte Aabye, »som den, at lade et Menneske crepere af Hunger og Tørst i en antik Sarkophag, kan jeg ikke tiltroe den høiere Stand. - Paa den anden Side vedbliver Henrik at see saa alvorlig ud, at jeg troer, han bliver vred, dersom vi tvivle længere.«

»Jeg har ikke tvivlet et eneste Øieblik,« sagde den Gamle, idet han reiste sig. »Læg vel Mærke til, at Romerne ere Børn i deres Glæde og Sorg, men Dyr i Tilfredsstillelsen af deres Lidenskaber. Værre end Dyr behandle de ikke blot hverandre, men ogsaa de Skabninger, der ere dem underlagte. De forbausedes forleden Dag over at see, hvorledes en Urtekræmmer i Corso dyppede en Rotte, som han havde fanget, i Brændeviin, tændte den og lod den løbe, indtil den styrtede. Troer De, at den Nation, der behandler Dyret med en saa raa Grusomhed, er stort bedre ligeoverfor Mennesket? »Non sono Cristiani« sige de. Det er det almindelige Omquæd, hvormed de afvise enhver Bebreidelse, som man retter til dem i denne Henseende.«

»Javist,« sagde Aabye leende, »men han, der laae i Kisten, var jo ikke alene rettroende Katholik, og saaledes i fuldeste Maal Christen, men oven i Kjøbet en af Kirkens Tjenere. Hvorledes forklarer De det?«

»Det er netop det vanskelige Punkt,« svarede den Gamle, »og det, der forekommer mig som det meest Tvivlsomme i hele Historien, saameget mere, som Fyrsten er bekjendt ikke alene som Bourbonist, men ogsaa som en af de ivrigste Clericale i Rom. De veed maaskee, hvad den pavelige Soldat sagde til sin Kammerat i Fængslet: »Har Du slaaet en Præst? Per Baccho, saa seer det galt ud for Dig! Jeg har kun slaaet min Lieutenant.« Men jeg antager, at Tiden snart vil bringe Opløsning paa Gaaden.«

»Ja, hvordan nu end det Hele forholder sig,« raabte Berthelsen, »saa har Hr. Verner tabt sit Væddemaal, og jeg synes, at det vilde være meget passende, om vi feirede hans Indtog endnu iaften i Palombella

»Jeg har ikke Noget derimod,« svarede Verner, der ligeledes reiste sig. »Vi samles vel der om en Time?«

Den ene Dag forløb imidlertid efter den anden, uden den Gamles Spaadom syntes at skulle gaae i Opfyldelse. Verners Eventyr begyndte allerede at gaae ud af Omtale og gjemtes kun hos de Enkelte, for maaskee at fortælles Aar derefter paa en eller anden hyggelig Vinteraften i Hjemmet, naar de romerske Minder bragtes paa Bane. Sommersolen begyndte at brænde stærkere og stærkere, og den lumre Hede lidt efter lidt at forjage de Faa, der endnu opholdt sig i Rom. Verner og Aabye havde tilligemed den Gamle og mig besluttet at tilbringe Sommeren i Albanerbjergene, og den sidste Mai samledes vi efter vort Aftensmaaltid, som sædvanligt, nede ved den gamle Obelisk for at nyde lidt Kjølighed ovenpaa Dagens brændende Solskin. Vi vare de sidste Levninger af den store Armee, som Europa og Amerika dette Aar havde sendt til Rom.

Piazza del Popolo var den Aften, som sædvanligt, næsten mennesketom, da Mængden før Solnedgang bevæger sig over Monte Pincio, og senere holder sig inde af Frygt for Campagnens Malaria. Vi passiarede om Nyhederne fra Hjemmet, og lagde derfor ikke synderlig Mærke til, at en ung, fransk Officeer af Occupationskorpset stod stille i nogen Afstand og betragtede os med en Mine, som om han ikke ret var sikker paa, hvorvidt han kjendte os eller ikke. Jeg vilde lige til at gjøre den Gamle opmærksom paa ham, da den unge Officeer ilede frem imod os, greb Verners Haand, som han trykkede med den varmeste Begeistring, og fremførte en Mængde Ord, som jeg paa Grund af Hurtigheden ikke kunde forstaae. Vi andre saae forbausede paa ham, og Verner selv satte et Ansigt op med et umiskjendeligt Udtryk af den Forlegenhed, man føler, naar man hilses hjerteligt af et Menneske, hvis Ansigt ganske er udslettet af Ens Erindring.

»Ah, De kjender mig ikke?« raabte den Fremmede under en hjertelig Latter. »Jeg har ogsaa forandret mig noget, siden vi sidste Gang saae hinanden. Har De ganske glemt Villa Pisani? Husker De Sarkophagen?«

Dette sidste Ord slog, ligesom en elektrisk Gnist, paa een Gang ned i os Alle. Selv den Gamle reiste sig og gav sine tilbagetrængte Følelser Luft i et aldeles uconventionelt: »Det var som Satan!«

»De maa undskylde min Mangel paa Høflighed,« sagde Verner, da den unge Officeer havde taget Plads ved Siden af os; »men jeg maa tilstaae, at jeg aldrig vilde have gjenkjendt Dem, med Deres nuværende blomstrende Udseende, i det blege, halvdøende Ansigt, som jeg den Aften saae. Det er dog næsten endnu mærkeligere, at De har kunnet kjende mig igjen.«

»Tvertimod,« sagde den unge Officeer livligt. »Deres Træk have saa uudsletteligt præget sig i min Erindring, at jeg aldrig nogensinde troer at kunne glemme dem. De var den Første, jeg saae, da mine Øine atter aabnede sig til Livet og til Lyset. Tillad mig endnu engang at takke Dem for det Liv, som De har gjengivet mig, og vredes ikke over, at jeg beder Dem om at nævne mig min Redningsmands Navn.«

Verner sagde med faa Ord sit Navn og sin Stilling og presenterede os Andre som sine Landsmænd og Bekjendte.

»Danske!« udbrød den unge Mand, efter at have trykket hver af os hjerteligt i Haanden. »Det er dog forunderligt, hvor hyppigt man træffer Danske hernede! Det er, som havde Skjæbnen bestemt, at min Tilværelse skulde knyttes til dette Folk, som jeg agter saa høit.«

»Har De da,« spurgte Verner, »truffet mange Danske i Rom, Hr. -?«

»Ah! Undskyld!« sagde den Fremmede leende. »Jeg har af lutter Glæde over Gjensynet glemt at presentere mig selv. Tillader De: Leon de Ville, Lieutenant ved det ottende algierske Jægercorps.«

»Hvad Pokker!« udbrød den Gamle. »Er De den Leon de Ville, som forsvandt i Begyndelsen af Mai, og om hvem vi have hørt saa meget tale?«

»Det smigrer mig,« svarede den unge Officeer med en let Bøining, »at mit Navn er naaet saa vidt. Jeg er den samme Person.«

»Og som blev fanget af Briganterne ude i Bjergene, lige umiddelbart før Deres Redningsmand der?«

»Ah, saa De har været i Briganternes Fangenskab?« raabte Leon de Ville. »Det vidste jeg ikke. Jeg har været ganske andre Steder.«

»Har De da ikke havt Noget med Briganterne at gjøre?« udbrød den Gamle. »Er det da ikke sandt, at De har været i deres Fangenskab, som man almindeligt fortalte her i Rom?«

»Nei,« svarede Leon de Ville, »men indtil videre beder jeg Dem om at holde dette Rygte vedlige. Det var ganske andre Omstændigheder, som bragte mig til at forlade Rom, og som have bevirket min Fraværelse fra Corpset.«

»Vilde det være meget indiscret,« spurgte Verner, »at spørge Dem om Grunden til Deres forfærdelige Fangenskab? De vil vist ikke forundre Dem over, baade at jeg siden hiin Nat har tænkt meget paa Dem, og at min Phantasie er bleven sat i stærk Bevægelse derved.«

Den unge Officeers Ansigt antog et alvorligt Udtryk. Han betænkte sig noget, inden han svarede:

»De Begivenheder, som jeg har oplevet i det sidste halve Aar, staae alle i en saadan Forbindelse med hverandre, at de ikke kunne skilles ad; men paa den anden Side berøre de mit Hjerte saa dybt, at jeg ikke godt kan fortælle dem til Andre end til dem, som jeg betragter som mine Venner, og som forstaae at bevare en Hemmelighed. Jeg er vis paa, at De, mine Herrer, ville gjøre dette, og kun paa denne Betingelse kan jeg indlade mig paa at fortælle nogle Begivenheder, som jeg ellers gjemmer hos mig selv.«

Vi rykkede tættere sammen om den unge franske Officeer, hvis smukke, intelligente Ansigt i høi Grad tiltalte os, og efter et Øiebliks Pause fortalte han omtrent Følgende: