af Vilhelm Bergsøe (1867)   Udgivere: Erik Dal og Jørgen Hunosøe (1988)   Tekst og udgave
forrige næste

»Jeg er født i Bretagne, hvor min Fader eiede en mindre Landeiendom. Allerede fra min tidligste Barndom var jeg bestemt for den militaire Stand; thi min Fader var ikke lidet stolt af, at den Førstefødte af ti Generationer havde tjent og kjæmpet under det franske Banner, der altid bliver sig selv ligt, hvorledes end dets Farver og Mærker skifte. Som ung Fændrik gjorde jeg to Aars Felttog med i de afrikanske Besiddelser og deeltog senere i Kampen for Italiens Uafhængighed. Efter det italienske Felttog opholdt jeg mig i nogen Tid i Frankrig som Følge af et Saar, jeg havde faaet, og fik derpaa Befaling til at afgaae med mit Regiment til Rom. Naar man i en længere Periode har taget Deel i Feltlivets Farer og afvexlende Begivenheder, er et stille Garnisonsliv just ikke den morsomste Sag, navnlig naar man har Begivenheder som de ved Magenta og Solferino endnu i frisk Minde. Det var derfor med Glæde, at jeg imødesaae den Tid, hvor jeg skulde ombytte det stille, alvorlige Rom med mit muntre Paris. Nogle Forhandlinger med det pavelige Hof, der indtraf omtrent paa samme Tid, som vi skulde afgaae til Marseille, bevirkede imidlertid, at mit Regiment fik Contraordre, og det Hele, jeg kunde opnaae, var en længere Permission, som jeg vilde benytte til et Besøg i Bretagne, hvis Klipper og Høider jeg i saa lang Tid ikke havde seet. Inden jeg naaede hjem, modtog jeg imidlertid Efterretningen om min Faders Død, og det Sted, som jeg havde længtes saameget efter at gjensee, laae nu tomt og uhyggeligt for mig. Langt tidligere end min Permission var udløben, begav jeg mig tilbage til Rom, og det er egentlig paa denne Tilbagereise, at Spiren lagdes til de Begivenheder, som jeg nu skal meddele Dem.

En Dag i Slutningen af October gik jeg ombord i »l'Aigle«, et af det keiserlige Messageries bedste Dampskibe, der paany skulde føre mig til Civita Vecchia. En saadan Søtour, der dog altid varer halvandet Døgn, afgiver vistnok ikke meget Stof til Adspredelse. Jeg gjorde derfor, saasnart vi vare komne udenfor Moloen, en Runde for at see, om der ikke imellem Passagererne skulde findes En eller Anden, i hvis Selskab jeg kunde dræbe den Tid, der paa Søen ofte falder Een saa uendelig lang. Min lille Expedition kronedes imidlertid ikke med noget synderligt Held. Jeg opdagede kun en spansk Maler, to Kjøbmænd fra Levanten og et talrigt Følge af romerske Geistlige af forskjellige Grader, som ledsagede en af Roms meest ansete Cardinaler, der i en diplomatisk Sendelse havde besøgt Paris, og nu behagede at holde sig søsyg i sin Kahyt, rimeligviis som en Følge af, at han ikke medbragte det meest gunstige Svar til den hellige Fader. Udsigterne vare saaledes temmelig mørke, det tilstaaer jeg. Sprogene lagde et uoverstigeligt Bolværk mellem de Første og mig, og Svaret fra Paris syntes at have været af en saa ubehagelig Natur, at det blotte Syn af en fransk Officeer bragte de ærværdige Fædre til at forstumme.

Forgjeves speidede mit Øie efter en eller anden kvindelig Passager. Dækket var i denne Henseende ligesaa tomt, som Sahara paa Vand, og jeg belavede mig allerede paa at tilbringe en Vansmægteisens Periode, da jeg pludselig opdagede en Skikkelse, en yndig Prophet, der syntes at varsle om, at en eller anden Oase maaskee kunde dukke op i denne Kjedsommelighedens Ørken. Det var en ung Albanerinde, udmærket smuk, iført hele sin Egns eiendommelige Prydelser og Dragt. Hun stod i en gemytlig Passiar med en af Opvarterne ved Indgangen til anden Kahyt.

Imidlertid syntes en ond Aand at finde sin Morskab i uafladeligt at forfølge mig; thi ligesom jeg nærmede mig hende, for at faae nærmere Oplysninger om det Herskab, i hvis Følge hun upaatvivleligt var, saae jeg en anden Opvarter komme farende hen over Dækket og tilhviske hende et Par Ord, som med Vindens Hurtighed fik hende til at forsvinde i Retningen af Damekahytten. Forgjeves stillede jeg mig som en samvittighedsfuld Skildvagt paa Post foran denne, forgjeves søgte jeg at faae Tiden til at gaae ved at tælle, hvormange Personer der var i Hans Eminences Følge, og ved at søge at indprente mig den forskjellige Farve af Korsene og Hjerterne paa deres Kutter. Tiden vilde ikke gaae, hun vilde ikke komme, og da selv nogle indtrængende Forsøg paa at indlede en Fingersprogs-Conversation med de to Armeniere mislykkedes, begav jeg mig fuld af Fortvivlelse til min Kahyt for paany at studere en af de Journaler, som jeg allerede kunde halvt udenad. Søen gik huult. Jeg kastede mig i min Køie, hvor den eensformige Lyd af Hjulenes Brusen og Maskinens Gang snart lullede mig i en sød Søvn. Da jeg vaagnede, troede jeg næsten, at vi laae for Anker, saa stille og lydløst var Alt omkring mig. Jeg ilede op paa Dækket og saae, at jeg tildeels havde Ret i min Formodning. Maskinen havde faaet et lille Brud, som man var ifærd med at reparere. Jeg saae mig omkring. Tusmørket brød frem, mere end den halve Solskive var allerede under Horizonten, og endnu havde vi kun naaet Høiden af Elba. Allerede var jeg paa Veie til at forbande denne lille Begivenhed, der maaskee kunde udsætte vor Reise i nogle Timer, da jeg paany maatte sande den gamle Sætning, at Intet her i Verden er saa ubehageligt, at det jo dog kan afvindes en eller anden behagelig Side. Det lille Uheld havde ved sin Pludselighed kaldt samtlige Passagerer op paa Dækket. Selv Hans Eminence havde forglemt Diplomatiens og Søsygens Kvaler, og syntes for første Gang i sit Liv, tilligemed sit Følge, at ville gjøre sig fortrolig med hvorledes en Dampmaskine er indrettet. Jeg stod i taus Beundring af Elbas Klippekyst, der, belyst af Aftensolens sidste Straaler, steil og gigantisk hævede sig iveiret lige foran os. Jeg beundrede det mørkegrønne Krat af Laurbær og Myrther, der stod saa frodigt paa den golde, graae Klippegrund, og i de sidste Solstraaler tog sig ud, som om det var drevet i skinnende Kobber. Høit oppe paa en af Klippetoppene havde Hyrderne forsømt et af deres Vagtblus. Ilden havde tændt Krattet til begge Sider og flammede nu lystigt op i den lette Aftenbrise, der førte den blaalige, vellugtende Røg ud imod Skibet. Uvilkaarligt kom jeg i Tankerne til at forbinde Corsicas, Elbas og St. Helenas Navne med hverandre, disse Øer, der ere indflettede for bestandigt i Frankrigs Historie, og hvis blotte Lyd faaer en Franskmands Hjerte til at banke. Dette Blus høit oppe paa Klipperne, denne lille og ganske tilfældige Skovbrand, syntes mig at have sin Betydning. Det forekom mig, at disse blinkende Stjerner oppe paa Høiderne maatte være tændte for at hædre den bortgangne Heros, og at de brændte som Bauneblus til hans Forherligelse. Midt under disse Phantasier gled mit Blik henover Dækket, og pludseligt saae jeg der et Par Skikkelser, der fik mig til at glemme Keiseren, Elba og St. Helena, og som fra Tanker om blodige Valpladse og dyrtkjøbte Seire med Eet satte mig tilbage til den hjemlige Arnes Fredelighed og Hygge. Støttet til Relingen stod to Damer, forskjellige i Alder og Dragt, men begge af ubestridelig Skjønhed. Den Ene af dem, den Ældste, var en fiin, slank Skikkelse, med et intelligent, lidt sværmerisk, men tillige sørgmodigt Ansigt. Hun syntes at bære Sorg for en Afdød, men den sorte Dragt, der stod i en vis Harmonie med hendes særegne Skjønhed, tjente kun til at fremhæve denne endnu mere. Den Anden var i alle Henseender en Modsætning til hende og syntes at forholde sig til hende, som Dagen til Natten. Hun var mindre og aabenbart yngre, blond, med en frisk, livlig Ansigtsfarve og med fyldige, næsten barnlige Træk. Hun var klædt i lyse Farver, og et let, lyserødt Slør flagrede som en Morgensky over hendes Hoved. Bagved disse stod den unge Albanerinde, som jeg alt tidligere har omtalt, og som for Øieblikket var Gjenstand for den unge Piges Spøg og hjertelige Latter. Hver Gang Albanerinden paa sin livlige Maade og med en Mangfoldighed af Gestus bestræbte sig for at forklare sin unge Herskerinde Et eller Andet, lyttede denne meget opmærksomt, indtil hun endeligt, i et Anfald af Overgivenhed over ikke længere at kunne følge med, brast ud i en munter Latter, hvori hun forgjeves bestræbte sig for at faae sin tause Ledsagerinde til at deeltage. Jeg vidste ikke, hvad jeg meest skulde beundre, enten den stille Melancholi, der som et let Slør hvilede over den Ældres Ansigt, og som i Forbindelse med en vis aristokratisk Fiinhed og Ynde i Bevægelserne gav hende noget uendeligt Tiltrækkende, eller den lette, barnlige Naivitet, den hjertelige Overgivenhed, hvormed den Yngre modtog og besvarede de Ord, der henvendtes til hende.

Jeg spurgte Captainen om deres Navne. Han kjendte dem ikke, men vidste kun, at de rimeligviis maatte være komne med det sidste Tog fra Paris, da de vare indtegnede næsten umiddelbart før Skibets Afgang.

Jeg besluttede derfor selv at undersøge Terrainet og valgte min Stilling saaledes, at jeg med Lethed kunde opfange hvert Ord, der blev talt imellem dem.

Paa mine mange Tog har jeg havt Leilighed til at høre adskillige Sprog. Jeg har vel ikke kunnet sætte mig ind i disse; men jeg har dog hørt saameget af dem, at jeg troede med en vis Lethed at kunne gjætte de to Damers Nationalitet, saasnart jeg blot hørte deres Samtale.

Leiligheden hertil lod ikke længe vente paa sig, men jeg maa tilstaae, at jeg baade blev forbauset og skuffet, da den Yngre henvendte en længere Sætning til sin Ledsagerinde, uden at jeg var istand til at fatte Meningen, ja uden at jeg forstod et eneste Ord deraf. Det var et mærkeligt Sprog, som disse to Fremmede talte med hinanden. Der var noget forunderligt mildt og blødt i Klangen, Noget, der mere syntes at tale til Hjertet end til Øret, og dog flød de enkelte Ord paa en forunderlig, sammensmeltende Maade over i hverandre. Det lød næsten som et sladdrende Kildevæld, der paa en solvarm Foraarsdag søger sin Vei ud til Havet imellem Smaasteen og Siv. Jeg havde hørt Russisk og Tyrkisk paa Krim, Ungarsk, Czeckisk og Slavonisk i Venetien, Græsk, Portugisisk og Spansk i Marseille - ja, jeg havde endog under mit Ophold i Algier hørt Kabylisk og Arabisk, og dog lignede dette Sprog ikke noget af alle disse. Det havde af og til en forunderlig Lighed, snart med Engelsk, snart med Hollandsk; men det var ikke noget af disse Sprog. Undertiden forekom det mig, at jeg hørte et eller andet Ord af germanisk Rod indblandet deri; men det var heller ikke Tydsk, og jeg begyndte næsten at tvivle paa mine egne Øren, da det af og til forekom mig, at selv Ord fra mit kjære Bretagne blandede sig ind i Samtalen. De talte nu frit og ugeneert med hinanden, og de kunde i Sandhed gjøre det; thi der var ikke en levende Sjæl paa Dækket, som forstod dem. Hvad mig angik, kunde de ligesaa gjerne være fødte paa Otaheiti, som paa Kysterne af Spitzbergen.

Endnu medens jeg stod og var opfyldt af Forundring over det selsamme Sprog, hørtes der pludseligt et Comandoraab af Captainen, Hjulene satte sig langsomt igang, og deres brusende Pjasken overdøvede de Fremmedes Stemmer. Elba begyndte at forsvinde i Aftentaagen, Brisen stænkede det lette Skum ind over Skibet, og inden jeg fik Tid til at tage nogen videre Beslutning, vare de to fremmede Damer tilligemed deres italienske Ledsagerinde forsvundne i Kahytten.

Jeg vedblev at spadsere op og ned ad Dækket under den forunderligt rene og stjernefulde Octoberhimmel. Bestandigt haabede jeg, at de vilde vende tilbage, om ikke for Andet, saa for at nyde det pragtfulde Syn, som Middelhavet frembød nu efter Solnedgang, idet tusinde, glimtende Punkter viste sig hist og her som af lysende Insecter, der fore gjennem Vandet, medens hver Draabe og hvert Stænk fra Hjulskovlene skinnede og glødede som smeltet Sølv. Rimeligviis vare de vante til dette Syn, thi Ingen af dem kom op paa Dækket, og jeg tilbragte Tiden med at bygge de herligste Luftcasteller og lægge de dristigste Planer, medens jeg vandrede frem og tilbage paa den indskrænkede Plads. Jeg følte hos mig selv, at jeg for første Gang var bleven virkeligt og dybt truffet, og at de Blikke, som den lette, ungdomsfriske Blondine havde sendt mig, havde smeltet den Forstandighedens Iis, der hidtil havde omgivet mit Hjerte. Ingen Jord er saa frugtbar, ingen Vulcan saa gjærende som en Elskers Phantasi, og i den stille, stjerneklare Nat anstillede jeg tusinde Betragtninger over disse elskværdige Kvinders Maal og Øiemedet med deres Reise, disse Kvinder, hvis Fædreland og Sprog jeg ikke engang kjendte. Jeg kom til det Resultat, at det rimeligviis maatte være polske Flygtninge af høi og adelig Byrd, der nu, fordrevne fra deres Fædreland, ene flakkede om i Verden, sorgfulde over, hvad de havde mistet, og higende efter et nyt Hjemsted i fremmede Lande. Jeg svoer ved mig selv, at jeg, saavidt det stod i min Magt, vilde være dem en Støtte og Forsvarer, og, naar jeg da var paa mine Drømmes Høidepunkt, faldt jeg atter pludseligt ned i den kolde Virkelighed, kæmpede paany med mine Tvivl, med mine Forhaabninger, svigtedes atter af disse og drømte videre igjen.

Saaledes gik den største Deel af Natten. Morgenen kom med Kulde og Taage, og medens jeg søgte Hvile i min Kahyt og lidt efter lidt gled over i Drømmenes Rige, hørte jeg endnu denne blide, melodiske Stemme, denne hjertelige Latter, saae endnu disse trofaste, blaae Øine, disse tykke, guldgule Lokker og disse friske, smilende, halvtaabne Læber. Men ved Siden af alt dette, saae jeg ogsaa den Andens Skikkelse, ædel og rank, med det alvorlige, melancholske Smiil, de blege, regelmæssige Ansigtstræk og det underlige, alvorlige Blik, som bar hun paa en stor Sorg og mere skuede indad mod sig selv og tilbage, end fremad og ud imod Verden. De livsaligste Billeder vexlede med hverandre. Jeg troer aldrig, at jeg nogen Nat har drømt saa sødt, og, jeg maa tilstaae det, saa længe; thi jeg vækkedes først ved Ankerkjettingens Raslen og ved en tordnende Salut fra den franske Fregat l'Armide, der med sine Malmkanoner hilsede det pavelige Fort. Hurtig som Lynet ilede jeg op paa Dækket, hvor jeg i det blanke Solskin saae de to Damer staae ved Relingen: den Ældste med sin faste, rolige, aristokratiske Holdning, skyggende med Haanden over Øiet og følgende med Blikket de hvide Krudtskyer, der rullede hen over Havet, medens den Yngre klyngede sig til hende og foer sammen ved hvert Skud, der drønede fra Fregatten.

Jeg benyttede det Øieblik, da det sidste Skud var knaldet ud af Fregattens Kanonporte, til at henvende nogle Ord til Damerne, hvori jeg presenterede mig selv og bad dem tillade mig at yde dem min Assistance ved den overdrevne og kjedsommelige Pas- og Toldvisitation, der fra gammel Tid har gjort denne Havn saa berygtet. Jeg hørte den Ældste sige: »Tak, det behøves ikke«, udtalt med en blød og mild Stemme, men paa fuldkomment, reent Fransk, hvorimod den Yngste tilkastede mig et taknemligt Blik, der forekom mig at være en mere end tilstrækkelig Grund til ikke saa hurtigt at opgive Kampen. Jeg gjentog derfor mit Tilbud, idet jeg forsikkrede dem om den Glæde, de derved vilde forskaffe mig, og den Yngste aabnede allerede Munden for at svare, da Fortets Kanoner begyndte at besvare Saluten og tordnede los over vore Hoveder med en saadan Vedholdenhed og Styrke, at enhver Forklaring blev uhørlig. Jeg maa rimeligviis have sat et baade meget comisk og meget tragisk Ansigt op; thi den Yngste betragtede mig først med et forlegent, derpaa noget ironisk Smiil og brast endeligt ud i en munter Latter, hvis søde Velklang overdøvedes af Kanonerne. Den Ældste sendte hende et alvorligt Blik, der tvang hende til at vende Hovedet bort, og vinkede hende derpaa hen til den pavelige Pas-Officiant, der under al denne Forstyrrelse ubemærket var kommen ombord paa Skibet. Hun viste ham intet Pas, men sagde blot et Par Ord, idet hun rakte ham en lille Billet, hvis Indhold syntes at virke som Trolddom paa den pavelige Embedsmand; thi han bukkede dybt og vinkede ad et Par Matroser, der med Lynets Hurtighed bragte et Par svære Kufferter ned i hans Chaloup, som han derpaa stillede til de fremmede Damers Raadighed. Krudtdampen, der endnu som et hvidt Tæppe bølgede hen over Vandet, skjulte snart den lette Baad, der bar en for mig saa dyrebar Byrde, tilligemed den smukke Albanerinde, hvis farverige Skjørt var det sidste, der forsvandt i Taagen.

Inden jeg havde faaet mit Pas efterseet og mit Tøi gjennemrodet i Doganaen, vare de Fremmede borte, og mit Haab om at træffe dem paa Stationen i Rom, naar Toget standsede der, skuffedes fuldkomment. Forgjeves eftersaae jeg de forskjellige Coupéer, forgjeves dvælede jeg i Ventesalen. Der var intet Blik, ingen hjertelig Latter mere tilovers for mig, og fuld af Længsel og Savn begyndte jeg igjen den kjedelige Garnisonstjeneste i Rom. Saaledes sled Tiden sig hen, og alle mine Forhaabninger om at komme efter, hvem disse to fremmede Damer havde været, strandede bestandigt paa Skjær, som det ikke var mig muligt at rydde afveien. Gjennem Anbefalinger fra min Onkel, der i lang Tid havde været Consul i Rom, var det lykkedes mig at faae Adgang til de fornemste, romerske Familier, hvor jeg stadigt haabede paa en eller anden Maade at træffe den unge Pige, til hvem jeg følte, at mit Hjerte og min Fremtid var knyttet; men uagtet jeg deeltog i det romerske Selskabsliv hele den Vinter med en Iver og en Udholdenhed, der forbausede selv mine Kammerater, opfangede jeg dog ikke det ringeste Spor af mine Ubekjendte, og jeg begyndte allerede at fortvivle, da jeg dog tilsidst maatte antage, at de rimeligviis slet ikke opholdt sig i Rom, men blot paa en Gjennemreise havde berørt Civita Vecchia.

Endeligt kom Carnevalet, kjedsommeligt og miserabelt, som det bestandigt har været siden 1847, et ægte »carnevale di forestieri«, som Romerne spottende kalde det. Som sædvanligt vare vore Tropper opstillede foran det franske Gesandtskabshotel, hvor jeg havde faaet Post. Pavelige Dragoner, med deres hvide Kapper og blanke Hjelme, holdt Sidegaderne besatte, medens talrige Gensdarmer, med deres store, trekantede Hatte og brutale, storskjæggede Ansigter med vigtige Miner spanculerede op og ned ad Corso, som om de vare anbragte der for at forhindre ethvert Tegn paa Liv, Lystighed og Glæde. Jeg stod, som sagt, foran Hotellet og beundrede den Taalmodighed, hvormed mine flinke Folk lod sig overdænge med confetti, der som en sand Hagelbyge knaldede løs paa deres Chakoter og Patrontasker til stor Fornøielse for de romerske Gadedrenge. Pludseligt ramte en tilsølet Kaalstok en af de gamle Veteraner fra Krim, og idet mit Blik foer over Gaden for om muligt at finde Gjerningsmanden, opdagede jeg, at en tom Loge lige over for mig, der var draperet med Rødt og Hvidt, var bleven fyldt med Tilskuere. Jeg vilde neppe troe mine Øine, thi mellem de fremmede Ansigter saae jeg pludseligt mit Hjertes varmeste Attraa, den unge, blonde Dame, som jeg havde mødt hiin Aften ombord paa l'Aigle i Middelhavet.

Hun var iført en mærkværdig, men saare klædelig Nationaldragt, som jeg ikke mindedes nogensinde at have seet, hverken paa mine Reiser eller i Kobberværker. Hendes rige, blonde Haar var strøget glat tilbage fra Panden og omfattedes af et mærkeligt Slags Hovedtøi, ligesom en Tut eller Cylinder, der var skraat afskaaren bagtil. Hendes Hals var bedækket med svære Sølvkjæder, omkring hendes Bryst laae i maleriske Folder et stort broget Shavl, og et blankt, mørkviolet, kort Skjørt sluttede Dragten og fremviste paa en coquet Maade hendes smaae Fødder, der vare indesluttede i sorte Sko med svære, gammeldags Sølvspænder. Denne Dragt, der, saa mærkværdig den var, dog i høi Grad fremhævede hendes Skjønhed, forvirrede mig ikke et Øieblik; thi hun bar ingen Maske, og hendes Træk havde altfor tydeligt indpræget sig i min Hukommelse, til at jeg skulde kunne tage Feil af dem. Hvor forbandede jeg ikke i dette Øieblik min Stilling som Militair! Jeg var nødt til at blive staaende, hvor jeg stod, latterlig, som Situationen gjorde mig - udsat, ikke for Ilden fra en fjendtlig Skanse, men for at overdænges af den første den bedste Gadedreng med tilsølede confetti eller raadne Appelsiner. Heldigviis skete ingen af disse Fataliteter, der vilde have bragt mig til Toppunktet af Raseri og kun tjent til at gjøre mig fuldstændigt latterlig. Den gjøglende Sværm bevægede sig frem og tilbage - Englænderne med deres barokke, grimme Masker, Tydskerne med deres sentimentale Fagter og Udraab; men hun syntes ikke under denne Larm og Tummel at ane, at mine Øine hvilede paa hende, og at mit Blik fulgte den mindste af hendes Bevægelser. Pludselig tog hun en Violbouquet af den lille Kurv, som hun bar paa Armen, bøiede sig ud over Balconen og kastede den ud til en Skare Kunstnere, der phantastisk smykkede drog forbi. Bouquetten beskrev en Bue langt ud over den smalle Gade, og Ingen bemærkede den. Jeg opfangede den henrykt, fæstede den ved Siden af Æreslegionens Kors og hilsede med min Sabel op imod Logen. Hun blev rød som Blod, trak sig hurtigt tilbage mellem de andre Damer, der loe og smilede ad hende, og skjøndt jeg vel indsaae, at denne Bouquet kun var kommen mig ihænde ved et Feilkast, vilde jeg dog ikke have skilt mig ved den for Alt i Verden. Lidt efter kom hun paany tilsyne, men i samme Øieblik knaldede Kanonerne, Trommerne hvirvlede, og Dragonerne fore frem i et rasende Choc for at rydde Corso til Væddeløbets Begyndelse. Hermed var min Rolle tilende, jeg maatte trække bort med mit Regiment. - O, hvor en Soldats Pligter undertiden kunne falde ham tunge!

Den næste Dag og alle de følgende, saalænge Carnevalet varede, gjennemstreifede jeg Corso med en feberagtig Uro, der imidlertid ligesaalidt som mine tidligere Forsøg førte til nogetsomhelst Resultat. Jeg opdagede Hundreder af Skjønheder i Logerne, Hundreder af forunderlige og bizarre Dragter, men hun, den Eneste, jeg brød mig om, var forsvunden for mit speidende Øie. Moccoliaftenen kom - Tusinder af Smaalys tændtes og funklede som lige saa mange straalende St. Hansorme fra Balconerne, fra Vognene, fra Husenes Tage og fra den myldrende Mængde i Corso. Overalt var der Travlhed, Skrig, Raaben og Forvirring. Man puffedes, trængtes, stødte til hverandre for gjensidig at slukke de funklende Smaablus og forhindre, at de tændtes igjen. Selv havde jeg blandet mig i Sværmen og bar mit Blus paa Enden af en af de romerske Cannaer, saa at det ragede høit op over Mængden. Jeg brød mig imidlertid hverken om det eller om det eiendommelige romerske Tilraab »amazza«, der trods sin truende Betydning har en saa lidet fjendtlig Hensigt. For mig var det jo den sidste Aften jeg kunde vente at træffe hende, og som en Fortvivlet foer jeg omkring, undersøgende paa det Nøiagtigste hver Loge i Corso og hver Vogn, der drog forbi. Mit Lys var blevet slukket utallige Gange, men ligesaa hurtigt tændt igjen, ikke fordi jeg brød mig derom, men fordi en Moccolibærer med bestandigt slukket Lys vilde være en Uting. Med Eet følte jeg en let Haand, der greb fat i Spidsen af det svaiende Rør, og i samme Øieblik pustedes mit Lys ud fra en Loge i første Etage. Jeg saae ikke, hvem der gjorde det, men jeg hørte en frisk, ungdommelig Latter lige over mit Hoved. Der var ingen Tvivl om, at det var hende. Endeligt haabede jeg altsaa at være kommet paa et Spor, der ikke vilde svigte. Jeg var fast bestemt paa denne Aften ikke alene at see hende, men ogsaa at faae Leilighed til en Samtale, hvori jeg vilde bede hende at afsløre det mystiske Slør, som Tilfældet havde indhyllet hende og hendes Ledsager i. Jeg blev staaende, stiv og ubevægelig, som en trofast Vagt ved Indgangen til Paladset. Jeg taalte med en stoisk Taalmodighed, at man traadte mig op ad Benene, stødte og puffede til mig. Jeg ventede, til den sidste af de blinkende Stjerner var slukket i Corso, men hun, den Stjerne, til hvem jeg havde seet op med hele den første Kjærligheds Begeistring, tøvede bestandigt med at komme. Overbeviist om, at hun altsaa maatte boe i Paladset, ilede jeg ind i den store, fiirkantede Gaard, i hvis Midte en ældgammel Fontane sendte sin blinkende Straale i Veiret. Jeg speidede efter hvert Lys, der glimtede bag Vinduerne, og bestræbte mig for ved Hjælp af den meest udsøgte Conjecturalcritik at udfinde, ad hvilken Vei hun maatte komme, dersom hun forlod Paladset, da jeg i det Samme blev standset af en Portner, der bad mig om at fjerne mig, fordi Paladset skulde lukkes. Jeg vilde gaae ud ad den store Port, ad hvilken jeg var kommet, men han viste mig en lille Udgangsdør i den modsatte Side af Bygningen. Et Par Ord vare tilstrækkelige til at forklare Alt. Paladset var ubeboet og leiedes kun bort i Carnevalstiden. Den adelige Familie, der fra sine Fædre havde arvet denne uhyre Bygning, havde, som saamange andre romerske Familier, ikke engang Raad til at opretholde, hvad Andre havde erhvervet. Paladset, der Aar for Aar forfaldt, indbragte Eieren en betydelig Indtægt i Carnevalsugen, og han havde til Gjengjeld fiin Følelse nok til at opretholde sine Fædres Navn og Værdighed ved i Leiecontrakten at bestemme, at de Besøgende ene maatte have Adgang gjennem Bagporten, over hvilken hans Vaaben ikke prangede.

Der forløb atter en rum Tid, i hvilken jeg paany gjennemgik hele den Skjærsild af Tvivl, Formodninger og skuffet Haab, som er saa uadskillelig fra enhver reen og ægte Kjærlighed. Undertiden var jeg nærved at tro, at det Hele kun havde været et skuffende Drømmesyn; men den lille Violbouquet, som jeg bar hos mig som en Talisman, talte tydeligt nok om det Modsatte.

En Dag var jeg i det begyndende Foraar taget ud til Albano, og henimod Solnedgang drev jeg i sværmeriske Tanker langs med den Klippesti, der løber paa den ene Side af Søen. Under min Vandring fik jeg Foden ind i en Brombærranke. Jeg faldt og forstuvede min høire Fod saaledes, at jeg maatte bæres til Locandaen, hvor jeg var taget ind ved min Ankomst til Byen. Her forværredes imidlertid min Tilstand meget betydeligt i Løbet af et Par Dage, og til Slutningen erklærede den italienske Læge, der behandlede mig, at han ikke ret vidste, om der var et Brud tilstede eller ikke. Smerterne vare saa betydelige, at han antog en Flytning til Rom for betænkelig, og tilraadede mig at søge Hjælp og Ophold i et lille Kloster, S. Vito, hvor der skulde findes et Hospital, som var oprettet paa Fyrstinde Pisanis Bekostning. Udsigterne til et længere Ophold i Garnisonshospitalet i Rom vare just ikke af nogen tiltrækkende Natur, og Smerterne vare saa ulidelige, at jeg næsten fik Ondt ved den mindste Bevægelse. Da jeg tilmed hørte, at der i dette Kloster skulde findes en lægekyndig Munk, hvis Anseelse var meget udbredt i Egnen, besluttede jeg at tage derhen.

Uagtet jeg leed meget ved Transporten op ad den bratte Fjeldsti, der i Zigzag snoede sig op ad Bjerget, fortrød jeg ingenlunde, at jeg havde ombyttet den kvalme, støiende Locanda med det friske og rolige Opholdssted, hvortil jeg var bragt. Jeg skal heller ikke negte, at mine Forventninger om Hospitalet i S. Vito blev overtrufne i allerhøieste Grad. En korshvælvet Hal, der fordum havde tjent Klosteret til Refectorium, var nu bleven indrettet til en lys, luftig og reenlig Sal, hvori alle ikke smittende Syge indlagdes uden Hensyn til Rang eller Stand, og hvor de, hvad der var Hovedsagen, behandledes aldeles eens. En prægtig, gammel Munk, den samme, som De saae paa Villaen, modtog mig ved min Indlæggelse, og jeg fik snart Leilighed til at erkjende, i hvilken uendelig høi Grad han stod over den italienske Læge i Albano. Ganske som paa Hospitalet S. Spirito, var ved hver Sengs Hovedgjerde anbragt en sort Tavle, hvorpaa Patientens Navn, Sygdom og Diæt blev optegnet; men til min store Forbauselse opdagede jeg i hele Sygesalen ikke et eneste Spor af den katholske Kirkes mangfoldige Helgenbilleder, hvorpaa der i S. Spirito er saa stor en Overflødighed. Efterat Fra Ambrosio havde undersøgt min Fod og anordnet de hensigtsmæssigste Midler, hengav jeg mig til den Hvile, som han saa stærkt havde anbefalet mig, og nød som en sand Vederkvægelse den klare, friske Bjergluft og den reenlige Hyggelighed, der herskede allevegne. Jeg er næsten tilbøielig til at troe, at mit ubehagelige Ophold i den stinkende Locanda havde været en Hovedaarsag til min Lidelse; thi allerede den næste Morgen følte jeg mig betydeligt lettet og istand til at bevæge Foden en lille Smule. Foraarssolen skinnede klart ind ad Vinduet paa en lille, romersk Hyrdedreng, der var bleven bidt af en Hugorm, og som nu sad overende i sin Seng ved Siden af mig, stirrende nysgjerrig paa mig med sine store, steenkulssorte Øine. Selv laae jeg, skjøndt træt og afmattet, dog i et behageligt dolce farniente og betragtede Skyggerne af de store Palmer udenfor, der vuggede deres Blade i Solskinnet. Pludseligt hørte jeg lette Trin ned ad den lange Gang, der dannedes af Rummet mellem de to Sengerækker, og lidt efter saae jeg en rank, kvindelig Skikkelse, iført sort Dragt, bøie sig ned over en Seng i Nærheden for at tale nogle trøstende Ord til den deri liggende Patient. Jeg antog, at det var en af de barmhjertige Søstre, hvorpaa de italienske Hospitaler ere saa rige, og tænkte ikke videre derover, før hun standsede ved den lille Hyrdedreng, hvis Barneansigt straalede af Glæde, da hun tiltalte ham. Røsten, Figuren, Ansigtet - Alt var mig bekjendt. Det slog ned i mig ligesom et Lyn. Jeg foer i Veiret, men sank i samme Øieblik tilbage mod Hovedpuden med et Smertensskrig, som det ikke var mig muligt at undertrykke.

»De maa ligge fuldkomment rolig,« sagde hun med en Stemme, hvis forunderlige Velklang trængte dybt ind i min Sjæl. »Enhver Utaalmodighed forøger Smerten og vil kun tjene til at forlænge Deres Lidelser.«

Hun vendte sig atter om mod Drengen, strøg ham Haaret fra Panden og viste ham, hvorledes han skulde anvende en lille Tankering, som hun havde taget med til ham for at fordrive de lange Timer. Det var øiensynligt, at hun ikke havde gjenkjendt mig. Jo mere jeg betragtede hendes ædle, rene Profil og udtryksfulde Holdning, desto mere maatte jeg erkjende, at hun paa sin Maade var ligesaa smuk som Blondinen, efter hvem mit Sind bestandigt higede.

Da den lille Fyr havde fattet Hensigten med Tankespillet, vendte hun sig om imod mig, og jeg troer, at mit Hjerte bankede lige saa voldsomt, som da Keiseren besøgte Lazarethet, hvorpaa jeg laae saaret efter Slaget ved Solferino.

»Lider De meget?« spurgte hun og fæstede sine udtryksfulde Øine paa mig.

Jeg veed ikke, hvad jeg svarede; men jeg veed bestemt, at jeg i det Øieblik tænkte paa, at hun uden al Tvivl gjemte dybere og smerteligere Lidelser i sit Bryst end den Skade, som Brombærranken havde tilføiet mig.

»De er Fransk?« spurgte hun med et forundret Udtryk, da hun hørte min Stemme, og en let Rødme farvede hendes Kinder, medens hun læste de Ord, som Fra Ambrosio havde skrevet paa min Tavle.

»Ja, Madame,« svarede jeg. »Og jeg tager neppe feil, naar jeg antager, at jeg har seet Dem før under Forhold, som mindst lod mig formode, at jeg skulde træffe sammen med Dem under Omstændigheder, som de nærværende.«

Hun rødmede stærkere end før og sagde: »Ak ja, nu erindrer jeg det. Det var ombord paa l'Aigle, ikke sandt?«

»Ja, Madame,« svarede jeg, og tilføiede frittende: »jeg traf Dem der sammen med en anden ung Dame, muligviis Deres Søster?«

Hun svarede Intet hertil, men vinkede ad en kvindelig Oppasser og pegede med en misfornøiet Mine paa en Skaal, der var bleven staaende fra den foregaaende Aftens Forbinding, og som den Tiltalte hurtigt fjernede med alle Tegn paa en kjærlig Ærbødighed. Derpaa tilføiede hun endnu nogle Ord om min Behandling, og forlod mig, idet hun paany anbefalede Rolighed og Taalmodighed. Under andre Omstændigheder vilde en saa kort Samtale, der ikke bragte nogen Oplysning, kun have tjent til at forhindre den Sindsstemning, som hun anbefalede mig. Nu derimod, da jeg var vis paa at træffe hende hver Dag, og havde et sikkert Haab om gjennem hende paany at gjensee Søsteren, tog jeg Alt med en glædefuld Ro, og var næsten fristet til at ønske, at min Sygdom maatte vare saa længe som muligt. Aldrig har jeg tilbragt en Tid saa behageligt paa et Hospital som den, der nu hengik for mig; aldrig har jeg seet et kvindeligt Væsen udfolde saamegen Ynde og Elskværdighed paa en saa fordringsløs Maade; først her lærte jeg den Følelsens Rigdom at kjende, som kan boe i et kvindeligt Bryst. Intet Under, at mit Helbred hurtigt vendte tilbage; thi Fra Ambrosio tog sig med ligesaa megen Alvor og Dygtighed af min legemlige Pleie, som hun af min sjælelige, og efter nogle Dages Forløb vidste jeg Alt. Den unge, elskværdige Pige var hendes yngre Søster. Hun selv, der pleiede de Fattige og Lidende, var Principessa Pisani, om hvem jeg i Rom havde hørt ligesaameget Godt, som jeg vidste Ondt om hendes hovedrige, men for enhver menneskelig Følelse blottede Gemal. Fra Ambrosio, min dygtige og indsigtsfulde Læge, var Munk i Klostret og hørte til Franciscanernes Orden, skjøndt han tidligere, hvad Fyrstinden engang betroede mig, havde været Protestant. I Løbet af fjorten Dage vendte baade Kræfter og Helbred tilbage; men jeg var endnu Reconvalescent, og min Fod var temmelig svag. Til min store Glæde tilbød Fyrstinden mig en Dag, da hun gjorde sin sædvanlige Runde, at tilbringe Resten af min Reconvalescens paa Villaen, og aldrig troer jeg, at et ædelt Tilbud er blevet modtaget med større Erkjendtlighed.

Jeg skal ikke forsøge paa at skildre den lykkelige Tid, jeg tilbragte derude - Paradiset lader sig ikke beskrive. Det maa være Dem nok, naar jeg bemærker, at jeg aldrig veed at have truffet nogen finere Natur end Fyrstinde Pisanis, og aldrig nogen skjønnere og livligere Charakteer end hendes unge Søster, som med saa barnlig Naivitet og uskyldig Munterhed vidste at fordrive de Skygger, der saa hyppigt hvilede over Fyrstinden, og som meget bidrog til at formørke hendes Liv. Det blev mig hurtigt klart, at denne Skygge, denne mørke Plet i hendes Tilværelse, ikke var nogen Anden end hendes Ægtefælle, hvis Navn og Stilling i Samfundet alt er Dem bekjendt. Jeg skal ikke indlade mig paa at skildre ham nøiere; thi da han er min Dødsfjende og har handlet imod mig saa lavt og nederdrægtigt, saa hevngjerrigt og gjennemtænkt grusomt, at jeg ikke vilde troe det, før jeg fik de meest fyldestgjørende Beviser derpaa, kan jeg naturligviis ikke være nogen upartisk Dommer. Saameget troer jeg dog at turde sige, at han er af en lige saa lav og simpel Natur som Ghettos, hvorfra han er udsprungen, og at der ikke kunde begaaes nogen større Synd, end at forbinde en ædel Kvinde med en saa modsat Charakteer som hans. Jeg fik ingen Leilighed til at see ham derude; thi hver Gang han vilde besøge Villaen, hvilket skete med temmelig lange Mellemrum, kunde jeg mærke det iforveien. Naar han var ivente, forekom det mig tidt, at den øde Dødsstilhed, som da herskede i Huset, lignede Forløberen paa Ørkenens Samum, inden den sætter Himmel og Jord i Bevægelse. Fyrstinden var da tausere end sædvanligt, hendes Søster tabte sin fortryllende Munterhed og betragtede hende ofte med taarefyldte Øine; ja selv Tyendet krøb afsted langsomt og alvorligt, som om det var en Forargelse at smile og en Dødssynd at lee. Ofte grundede jeg paa, hvorledes dette Ægteskab egentlig var kommet istand, og endte altid med at forundre mig over, hvormange Kvinder der dog offres til den Moloch, som Rigdommen har opstillet. Ofte tænkte jeg paa, ved hvilke Midler en saa mild og blid Natur som Fyrstindens betvang en saa heftig, saa raa og, jeg kunde fristes til at sige, saa brutal Charakteer som hans. Jeg vidste af Erfaring, at han sjeldent tilbragte mere end to Dage paa Villaen, at han anvendte den første af disse til at tigge og trygle Fyrstinden om hendes Kjærlighed, som hun ikke kunde gjengjælde, fordi hun foragtede ham, og at han forlod Villaen den næste i et Anfald af vildt Raseri, fremkaldt ved den kolde, ubøielige Holdning, som hans unge Gemalinde bestandigt iagttog ligeoverfor ham. Han blev da gjerne borte i en to til tre Uger og tilbragte sin Tid afvexlende i Rom og Neapel, hvor han virkede ivrigt som en af Bourbonernes snildeste og meest utrættelige Agenter; men saa fik hans sandselige Elskov til Fyrstinden paany Overhaand, og han vendte atter tilbage, for at de gamle Scener kunde gjentages paany. Hvorledes det var gaaet til, at hun var bleven viet til ham, har jeg aldrig faaet at vide, saalidt som de Midler, hvormed hun bestandigt vidste at holde ham i ærbødig Afstand. Et Par Gange forsøgte jeg at dreie Samtalen hen paa Emner af denne Natur; men den Fiinhed, der er Fyrstinden saa eiendommelig, bevirkede, at disse Forsøg bestandigt strandede. Jeg maatte altsaa holde mig til den Formodning, som jeg ogsaa rygteviis har hørt omtale, at Fyrstinden var falden i Hænderne paa ham som Offer for en eller anden Finantsoperation, at hun med andre Ord ligefrem var bleven solgt til ham, og at hun nu, bekjendt med en eller anden af hans Nederdrægtigheder, benyttede denne Kundskab til at holde ham i et Cølibat, som han forgjæves bestræbte sig for at bryde. Trods dette eiendommelige Forhold til sin ægteviede Hustru var Fyrsten dog Skinsygen og Paapasseligheden selv, og ved enkelte Vink, som jeg deels havde modtaget af hende, der bestandigt fyldte mit Hjerte med Længsel, deels af Venner i Rom, var det mig ikke ubekjendt, at de hyppige Besøg, som jeg efter min Reconvalescens aflagde i Villaen, havde vakt Fyrstens Opmærksomhed. Jeg brød mig imidlertid ikke derom, deels fordi jeg var mig min Uskyldighed bevidst, deels fordi en Mand, efter min Mening, rigeligt fortjener Skinsygens Kvaler, naar han tvinger en værgeløs Kvinde til at henslæbe Livet med ham i et utaaleligt Slaveri. Af Hensyn til Fyrstinden besøgte jeg imidlertid aldrig Villaen, naar jeg formodede, at han vilde aflægge hende et Besøg; men dette var ogsaa den eneste Forsigtighedsregel, jeg iagttog. Ak, jeg anede dengang ikke, at mine hyppige Besøg blev udlagte som en Hyldest, jeg viste Fyrstinden, og at talrige Rygter i denne Anledning vare i Omløb her i Rom.

Som De allerede veed, forlod jeg den første Mai om Eftermiddagen Rom, for efter Sædvane at begive mig til Villaen, der var det stadige Maal for alle mine Ønsker. Jeg havde ansøgt om den sædvanlige to Dages Permission; men ved en Forglemmelse af Budet var Ansøgningen, der iøvrigt kun er en Formsag, ikke naaet til mine Foresatte. Som jeg pleiede, satte jeg min Hest ind hos en Vigneeier i Nærheden af Villaen, og ilede derpaa tilfods den korte Vei, der skilte mig fra mine Ønskers Maal. Ved min Ankomst traf jeg Fyrstinden mod Sædvane alene. Hun var indesluttet og taus, og jeg var ikke langt fra at være det Samme, thi hendes Søster var i et Besøg hos en engelsk Familie paa en nærliggende Villa og ventedes først hjem den følgende Dags Aften. Fuld af Fortvivlelse over at skulle skilles fra min Elskede ved en fire og tyve Timers Evighed, tog jeg tidligt Afsked med Fyrstinden, der ved min Bortgang lod nogle Ord falde, som tydeligt nok angav, at hun ventede Fyrstens Tilbagekomst den følgende eller maaskee den næstfølgende Dag. Mine idelige Ansøgninger om Orlov paa kortere Tid vare imidlertid stegne til en saadan Grad, at jeg ikke godt kunde vente at faae nogen ny bevilget før efter et Tidsrum af et Par Uger; De vil derfor kunne tænke Dem, i hvilken en Sindsstemning jeg forlod Villaen paa hiin skjønne Foraarsdag. Jeg havde lagt de herligste Planer, drømt de yndigste Drømme om to Dages Ophold her og Samværen med min Elskede. Jeg havde paa denne Dag, som hundrede Gange før, besluttet at erklære hende min Kjærlighed og at tilstaae Alt for Fyrstinden. Jeg havde vugget mig i de herligste Illusioner og foregjøglet mig de stille Samtaler, naar vi vandrede langs ad Bjergenes eensomme Stier, omkring den tungsindige Albanersø for at skjule os i Nemiskovenes Skygge; jeg havde seet mig selv gallopere hjemad i den stille, maanelyse Nat, let, fri, glad og lykkelig over at have naaet et Maal, som jeg saalænge havde higet efter. Men hvor ofte skeer det ikke, at netop de stolteste Forhaabninger, de dristigste Illusioner vises tilbage af den kolde Virkelighed, og hvor ofte nyde vi ikke de gladeste og lykkeligste Timer, naar vi ikke have tænkt paa at spænde Forventningens Buestreng? Imidlertid kunde jeg ikke saa let styre de Drømmesyner, som min Phantasie i de stille Aftentimer havde fostret, og da jeg henimod Solnedgang langsomt vandrede tilbage til Vignen, besluttede jeg for første Gang i mit Liv at trodse Skjæbnens eller rettere Fyrstindens skjulte Advarsel, naar jeg blot kunde finde et Paaskud dertil. Dette kom som sendt af Himlen selv, og jeg tog det som et Varsel, som jeg, dersom jeg havde fulgt Forstandens Lys, burde have anseet som en Advarsel. Ved min Ankomst til Huset var min Hest forsvunden, og der var al Grund til at antage, at det ikke var skeet tilfældigt, men som Følge af et overlagt Tyveri. Om Eftermiddagen, da alle Folk vare i Vignen for at arbeide, havde En af Tyendet hørt Hestetrampen i Gaarden og seet en Rytter, som hun bestemt antog for en af Fyrstens Folk, jage ud ad Veien med min Hest, der havde staaet bundet i Stalden; men senere var hverken han eller denne kommen tilbage. Uagtet jeg var meget nedslaaet over Tabet af et Dyr, som jeg havde skattet saa høit, og som baade i Algier og Italien havde frelst mig ud af mere end een Fare, besluttede jeg dog at overnatte i Vignen, idet jeg overlod til Eieren og hans Folk at skaffe mig det Tabte igjen, dersom de formaaede det. Den næste Morgen blev det mig fortalt, at en Hyrde havde seet min Hest græsse opsadlet paa en Eng ved Veien til Rom, omtrent halvanden Miil fra Villaen, men at den havde viist sig saa sky og vild, at det ikke havde været muligt for ham at indhente den. Der var saaledes al Grund til at antage, at det ædle Dyr havde kastet sin uvante Rytter af, og et Par af Vignens Folk steg strax tilhest og begav sig til det betegnede Sted for om muligt at bringe den tilbage inden Aften. Selv vandrede jeg om Formiddagen langsomt til Villaen, da jeg, efter hvad der var skeet, syntes at have en tilstrækkelig Grund til ogsaa denne Dag at besøge en Plet, der var bleven mig saa dyrebar. Ved min Ankomst traf jeg Fyrstinden i Haven, siddende ved Indgangen til den lille Lund af Pinier, Cypresser og gamle Steenege, hvis mørke Kroner harmonerede saa godt med hendes Natur, og hvis svale Skygger hun havde udvalgt til sit Yndlingsopholdssted. Omgivet af disse mørke, melancholske Træer stod den antike Sarkophag, der senere skulde blive saa skjæbnesvanger for mig; og som hun der sad, bleg og taus, med det sørgmodige Udtryk i sit Ansigt, lignede hun mere den tungsindige Enke end den friske, ungdommelige Hustru, der venter paa sin Ægtefælle. Hun lod til at blive meget forundret over min pludselige Tilbagekomst. Jeg berettede hende det Uheld, der var tilstødt mig, og hun samtykkede taus i min Anmodning om ogsaa at turde tilbringe denne Dag paa Villaen. Jeg følte mig imidlertid trykket ved den dybe Sørgmodighed, der var udbredt over hende; hendes Melancholi smittede mig, Samtalen var ordknap og truede hvert Øieblik med at gaae istaa. Hvor jublede jeg derfor ikke, da jeg pludseligt saae min Elskede komme tilsyne for Enden af den lange Havegang og i sin lyse Sommerdragt flagre mig imøde, deilig som den opgaaende Morgensol. Hun lod til denne Dag mindre end sædvanligt at lade sig paavirke af Søsterens Sørgmodighed, og da Fyrstinden kort efter trak sig tilbage af Frygt for den brændende Middagssol, vandrede vi rundt, snart i den brede Løvgang, der ligesom en Ramme indfatter den fiirkantede Have, snart i den lille Lund, hvor de prægtige, gamle Steenege ydede den fortrinligste Skygge. Under denne Vandring, som jeg ikke havde tænkt skulde tilfalde mig, thi jeg havde kun haabet paa Aftenens Lyksalighed, kom den Tilstaaelse frem, som jeg saalænge havde baaret i mit Hjerte, og jeg behøver vist neppe at beskrive Dem den Salighed, der opfyldte mit Bryst, da den høitrødmende Pige laae i mine Arme og for første Gang tilstod mig sin Kjærlighed.

Det var mig neppe muligt at lægge en Dæmper paa den Jubel, der opfyldte mit Indre. Jeg følte mig i det Øieblik istand til at trodse Alt i Verden; jeg var som ellevild af Glæde, og jeg troer, at jeg i eet Sæt havde kunnet springe over Villaens Muur uden at saare mig paa de Spydspidser, der vare indplantede i den. Længe vandrede vi om, snart samtalende med hinanden, snart fortabte i den stille, men søde Taushed, der afgiver Hvilepunktet for Hjertets altfor bevægede Stemninger, og hvor overraskede blev vi ikke begge, da Tjeneren meldte os, at Fyrstinden længe havde ventet, og at der alt havde været serveret for over en Time siden.

Vi skyndte os op, men neppe sad vi ved Bordet, før Alt var opdaget En Kvinde, selv om hun ikke er Moder, seer vidunderligt skarpt i denne Retning, og Søsterens korte Tilstaaelse, hendes yndige Forvirring, blandet med hendes glædestraalende Blikke, syntes ligesom at kaste en Afglans paa Fyrstinden og at gyde Liv i en Tilværelse, der selv havde lidt og krympet sig saa smerteligt under Savnet af det, som en Kvinde ene forlanger for at kunne leve.

Vi tilbragte en Aften, en af disse lykkelige og lyse, der saa sparsomt tildeles i Livet. Tiden til Skilsmissen kom, skjøndt den var bleven udsat fra Time til Time; men de tolv Slag, der hurtigt efter hinanden klang fra Taffeluhret over Kaminen, mindede mig ligesaa stærkt som Fyrstindens Blik om, at det var paa Tide at gaae. Jeg tog Afsked med hende, men min unge Brud kastede sig endnu engang i mine Arme og trykkede mig til sit Bryst. Selv da kunde vi ikke skilles; hun fulgte mig ned ad Trappen, indtil vi stod i den Marmorsøilehal, som førte ud til Gaarden, hvor de store Akacier duftede og hviskede i Nattevinden.

Neppe havde jeg faaet Tid til at kaste min Kappe om mig, førend vi hørte Vognrummel ude paa Veien. Et Par Karethlygter blinkede, og inden jeg ret fik tænkt mig om, saae vi Fyrstens Reisevogn rulle ind ad den ydre Port. Der var ikke Tid til at flye, der var ikke nogen Mulighed for at komme useet bort, og dog ønskede jeg Intet hellere end at kunne spare Fyrstinden for et af de raae Udbrud af Skinsyge, som jeg vidste, at min sildige Nærværelse vilde fremkalde. Der var ingen anden Udvei, end at vende tilbage ad Hovedtrappen, og ligesom jeg traadte ind i den nys forladte Dagligstue, hørte jeg Fyrstens Vogn svinge op for Døren. Det Første, der mødte mit Blik, da jeg traadte ind, var Fyrstinden, som bleg og ubevægelig støttede sig til Marmorkaminen, medens den trofaste, kjække Marietta, der havde opvartet os om Aftenen, ærbødigt ventede ved hendes Side.

Der var ikke Tid til nogen Forklaring; Fyrstinden pegede blot mod en Dør i Baggrunden, idet hun samtidigt gav Marietta et Vink, og ligesom denne aabnede Døren for mig, saae jeg Fyrst Pisani træde ind ad Hovedindgangen. Der var en Mulighed for, at han i dette Øieblik kunde have seet mig, men jeg antog det ikke for rimeligt, da den aabnede Dør dækkede Synslinien, og jeg tilmed havde den Aandsnærværelse at dukke mig ned bag Mariettas Ryg. Ak, jeg huskede i det Øieblik ikke, hvilke forræderiske Redskaber Kaminspeile ere. Marietta gik foran, jeg selv listede mig bagefter hende i den lange Korridor og gjorde mig Umage for at dæmpe mine Trin saa meget som muligt. Faa Øieblikke efter befandt jeg mig i Mariettas Værelse, og kunde nu, dersom det kom høit, kun blive regnet for Pietros Rival og hendes ydmygste Tilbeder. Imidlertid vilde vel Ingen fortænke os i, at baade hun og jeg ønskede, at jeg kunde komme bort saa snart som muligt, og den snilde Marietta udfandt hurtigt et Middel, som syntes os begge fortræffeligt. En fattig Abbate fra Omegnen var bleven angreben af Kopper, og Fyrstinden havde fra Rom ladet komme en heel ny Dragt istedetfor hans Klæder, der vare blevne brændte af Frygt for Smitte. I en Haandevending skaffede Marietta mig Kappen og Hatten, og jeg haabede nu at være iført en Dragt, som vilde gjøre mig ukjendelig for Husets Folk og sikkre mig mod enhver Mistanke. Jeg dvælede endnu et Øieblik, medens Marietta gik ind for at hente Nøglen til den lille Dør, der vendte ud til Fløien, og som var i hendes Frues Værge. Hun kom tilbage bleg og forstyrret; Nøglen rystede i hendes Haand, da hun rakte mig den.

»Skynd Dem, signor! Han er rasende, aldeles rasende. Han maa have seet Dem; thi saaledes har han aldrig opført sig før.«

Med disse Ord skød hun mig hurtigt ud ad Døren, og medens jeg langsomt listede mig ned ad Trapperne, klang hendes forskrækkede: »É furioso, il principe, molto furioso!« bestandigt for mine Øren. Jeg var fuldstændigt ubekjendt i denne Deel af Paladset, der syntes at være en Slags Mezzaninetage, bestemt til Kjøkken og Opholdssted for Tyendet. Da jeg var kommen en Trappeafsats ned, maa jeg have taget feil af Veien, thi jeg kom ind i et stort Kjøkken, hvor en ganske ung Pige sov trygt i en Krog ved Ildstedet. Ligesom jeg atter vilde trække mig tilbage, hørte jeg Larm fra Mariettas Værelse og et Øieblik efter Mandstrin paa den samme Trappe, ad hvilken jeg var kommen ned. Nu havde jeg intet andet Valg end at liste mig forbi den sovende Pige for at naae Korridoren, der fortsatte sig paa den anden Side af Kjøkkenet, og derfra søge en eller anden Udgang til Haven, som jeg kunde skjønne maatte ligge omtrent i denne Retning. Ligesom jeg listede mig igjennem Kjøkkenet forbi den unge Pige, foer denne op af Søvne med et høit Skrig. Jeg smuttede forbi hende og ilede alt, hvad jeg kunde, ned ad en Trappe, medens jeg hørte Larmen tiltage ovenover mig. Min Formodning havde været rigtig; jeg kom ud paa en Slags Ryddeplads, der kun ved et lavt Rækværk og et Buskads var adskilt fra den øvrige Deel af Haven, men i samme Øieblik saae jeg et Hoved strække sig ud ad Vinduet ovenover mig, flere Stemmer raabte paa Tyve, og et Pistolskud, der blev affyret efter mig, viste, at Situationen ikke var uden Fare. Imidlertid haabede jeg at kunne frelse mig gjennem Haven henimod en af Udgangene, men for at naae denne var jeg nødt til at gjennemløbe Almealleen langs de aabne Plainer for ikke at udsætte mig for et nyt Skud, der maaskee kunde være heldigere end det første. Jeg naaede den første Sideudgang, lige som Porten blev lukket. Jeg ilede henimod Hovedindgangen, men de store Jernfløidøre lod sig ikke rokke af Stedet, og gjennem Gitterværket kunde jeg see, at der herskede stor Bevægelse i Gaarden, hvor flere af Tjenerskabet løb frem og tilbage med Lygter og Blus. Jeg løb videre, men overalt havde jeg de aabne Plainer tilvenstre, den sex Alen høie Villamuur tilhøire, og overalt pegede de fordømte sorte Spydspidser op imod Himlen. Hovedindgangen blev aabnet, flere Folk nærmede sig mig saavel fra denne som fra den Kant af Haven, hvorfra jeg selv var kommen ind; enhver Retraite var bleven mig afskaaren, og jeg havde nu kun den lille Lund af Steenege at tye til. Ligesom jeg traadte ind i denne, faldt mit Øie paa Sarkophagen, hvis Laag stod reist paa skraa, støttet af en mægtig Egetræesstiver. Jeg havde i dette Øieblik ingen anden Tilflugt; thi Lunden var paa Grund af Steenegenes stærke Skygge aldeles fri for Buskvæxter, og Træerne selv stod temmelig vidt fra hverandre. Jeg betænkte mig ikke et Øieblik længere, men entrede hurtigt op paa Kanten af Sarkophagen, svøbte mine lange Klæder saaledes om mig, at de dækkede ethvert Spor af Hvidt, og lod mig derpaa glide ned i Kistens Indre, idet jeg bedækkede mit Ansigt med den brede Hat. I Begyndelsen lod det til, at min List skulde lykkes over al Forventning. I over en halv Time hørte jeg Folkene ile frem og tilbage, søgende og ledende, ransagende ethvert mistænkeligt Punkt; af og til hørte jeg Fyrst Pisanis Stemme, der snart bandte og skjældte, snart lovede dem en betydelig Belønning, dersom de kunde skaffe ham fat paa Tyven. Flere Gange hørte jeg dem vandre tæt forbi Sarkophagen, en enkelt Gang standsede de og oplyste med Lygterne Rummet under den; men det simpleste af Alt, at see ned i selve Kisten, faldt Ingen ind. Lidt efter lidt tabte Larmen sig, og jeg begyndte allerede at lykønske mig selv til de heldige Følger af min List, da jeg i det Samme hørte Trin af to Mænd, der atter nærmede sig mit Skjulested.

»Det er umuligt andet, Eccellenza,« hørte jeg en dyb Stemme sige. »Han maa være i Haven; han har da ikke som den hellige Michele Vinger til at flyve bort med.«

»Vi have gjennemsøgt ethvert Sted i Haven, Benedetto,« hørte jeg Fyrsten sige ikke tre Alen fra mig. »Han maa være sluppet bort, Djævlen vide hvordan. Hvor Pokker kunde Du ogsaa skyde feil af ham?«

Benedetto svarede Intet hertil, men jeg hørte ham stryge en Svovlstik paa Kanten af Sarkophagen, og Fyrsten udbrød:

»Dumme Dyr! Veed Du ikke, at Du ikke maa stryge paa Marmoret der? De gule Streger gaae aldrig ud.«

»Om Forladelse, Eccellenza!« hørte jeg Benedetto sige. »Jeg havde ikke andet at stryge paa, og Natten er fugtig.«

»Giv mig Svovlstikkerne!« hørte jeg Fyrsten sige. »Jeg vil selv tænde en.«

Et Øieblik efter blinkede en lille Flamme, der snart blussede høit op og snart igjen næsten forsvandt. Jeg kunde ikke undlade at skele frem under Hatten; det maatte være Fyrsten, der tændte sig en Cigar.

»Fordømt!« udraabte han paany. »Der gik ogsaa den ud; jeg fik ikke tændt. Løb op, Benedetto, og tag det Cigaretui, som ligger øverst i min Reisekuffert! Disse forbandede spanske Cigaretter ere ikke engang værd at ryge; de blive fugtige selv i Solskin.«

Jeg hørte Benedetto fjerne sig med hurtige Trin og lyttede med ængstelig Opmærksomhed efter Fyrsten, der som Skildvagt vedblev at spadsere op og ned foran Sarkophagen. Hans Trin, der i Begyndelsen havde været langsomme, blev lidt efter lidt hurtigere, alt eftersom Utaalmodigheden begyndte at voxe hos ham; jeg hørte ham stampe i Jorden, og heftigt udbryde:

»Hvor bliver han af, det Murmeldyr! Jeg er vis paa, at han stjæler af mine Cigarer, før han forsyner mig. Jeg har ikke Een i min Tjeneste, uden at han er en Slyngel.«

Neppe havde Fyrsten udtalt disse betegnende Ord, førend jeg hørte ham træde op paa et af de Egetræes Fodstykker og stryge en Svovlstik paa den indvendige Side af Sarkophagen. Mit Hjerte bankede heftigt under denne Operation, thi Lysstraalerne trængte sig heelt ind under mit Hat, og hans Haand havde været lige ved at berøre mit Hoved. Selv maa han have været blændet af den pludselige Overgang fra Mørke til Lys, thi Luen blussede op, og den glødende Svovlstik faldt ned i Sarkophagen lige ved Siden af mit Ansigt. Han blev staaende et Øieblik, hvori jeg tydeligt kunde mærke den brændte Lugt af Cigarettens Papir. Pludseligt hørte jeg ham udstøde et Udraab, og i samme Øieblik kastede han Cigaretten med en saadan Kraft imod mig, at den rullede sig op og spredte sine smaae, lysende Funker lige ved Siden af mig. Jeg troede, at jeg var opdaget, og at Alt var tabt; men i samme Øieblik hørte jeg ham stige roligt ned fra Fodstykket og langsomt vandre op mod Villaen, hvor hans Skridt lidt efter lidt tabte sig i det Fjerne. Slaget maatte nu være vundet, og jeg begyndte allerede at tænke paa, hvorledes jeg bedst kunde omskifte mit ubehagelige Opholdssted med et andet, fra hvilket jeg paa en eller anden Maade kunde naae over Villamuren ud i det Frie. Jeg vidste, at de mægtige Steenege paa enkelte Steder ragede ud over denne, og at jeg ved Hjælp af disse med Lethed kunde naae det Frie, saasnart Haven var fuldkomment sikker. Imidlertid besluttede jeg endnu at vente en halv Time for at være vis i min Sag, skjøndt det allerede begyndte at blive mig ubehageligt at ligge i den ubekvemme, tvungne Stilling. Jeg foldede min Hat sammen og fik den anbragt som en Støtte under mit Hoved, jeg svøbte min Kappe tættere om mig og begyndte at tælle Minuterne for at forslaae den ubehagelige Ventetid. Neppe havde jeg ligget saaledes en ti Minuter, før jeg paany hørte Trin, der nærmede sig Sarkophagen, og samtidigt dermed en skrabende Lyd, som om Den, der kom, slæbte en tung Gjenstand bag efter sig. Jeg vilde allerede hæve Hovedet for at lytte, da en Pakke kastedes ned lige ved mine Fødder. I samme Øieblik traf et rasende Slag den Egeklods, hvormed Sarkophagens Laag holdtes oppe, og dette styrtede med et tungt, drønende Bulder ned over mig.

Jeg udstødte et Skrig, saa fortvivlet og forfærdeligt, at det næsten skræmmede mig selv, da det kastedes tilbage med al Kraft fra de snevre, indelukkede Vægge. Derpaa hørte jeg Noget, der lignede en dump Skoggerlatter, og Gravens Stilhed herskede omkring mig. Min første Tanke var at afkaste Laaget. Jeg foer op med en Hurtighed, der fik mig til at tørne med Panden imod det, da jeg ikke var istand til at beregne Afstanden. Med alle de Kræfter, som Stødet levnede mig, stemmede jeg begge mine Haandflader mod det kolde Marmor, men det svære Laag rokkedes ikke af Stedet. Jeg udstødte et nyt Skrig af Raseri og Fortvivlelse, thi den iiskolde Rædsel traf i dette Øieblik centnertungt min Bevidsthed. At falde i en Kamp, at falde, selv om det var sønderrevet af Granater - Alt dette forekom mig for Intet at regne mod den forsmædelige Død, at kvæles som en Flue i en Æske. Det forekom mig allerede, at jeg følte, hvorledes Luften forpestedes omkring mig, hvorledes mit Aandedræt standsedes derved, at en bjergtung Byrde lagde sig paa mit Bryst. Jeg foer op igjen, stak begge Fingrene i mine Øren og skreg om Hjælp saa høit, som jeg kunde, medens Dødssveden brast ud af min Pande. Pludseligt var det, som om En jog et tørt Klæde dybt ned i min Hals; jeg snoede mig krampagtigt om paa Siden, følte, at jeg fik fat i noget Blødt, og tabte dermed Bevidstheden.

Hvorlænge jeg saaledes har ligget, kan jeg ikke angive med Bestemthed. Da jeg vaagnede, var det, som om jeg havde sovet Evighedens Søvn, og kun en dump Fornemmelse i mit Hoved tilligemed skjærende Smerter i Lemmerne mindede mig om, at jeg endnu levede. Jeg saae mig omkring og forsøgte at samle mine Tanker; men det var, som om der bag ved mig laae en mørk Afgrund i min Tilværelse, hvori ingen Tanke, ingen Erindring vilde spire eller slaae Rod. Pludseligt, ligesom ved et Lynslag, foer den samlede Erindring ind paa mig som en Stormvind, der adsplittede hver Taage, hver Uklarhed, som herskede i mit Sind. Jeg vidste, hvor jeg var, jeg vidste, hvorledes jeg var kommen derhen, og jeg vidste, at jeg maatte omkomme af Sult, dersom ingen frelsende Haand var i Nærheden. Jeg troer, at jeg besvimede igjen ved Vægten af disse knusende Tanker; thi da jeg paany lukkede mine Øine op, var der ligesom et Dæmrelys i Sarkophagen, for hvilket jeg i Begyndelsen ikke kunde gjøre mig Rede. Lidt efter lidt, alt som jeg samlede mine Tanker og gjenvandt mine Sandsers Brug, saae jeg, at Lyset som en Strøm piblede frem og skjød sig ind under Kistens veirbidte Kanter. Gjennem enkelte, uendeligt fine Ridser i Sidevæggene, næsten usynlige for det blotte Øie, kastede Solen sine lokkende Straaler, disse Straaler, der rundtomkring mig vakte Alt til Frihed, Liv og Opstandelse, medens de for mig vare det sidste Farvel, det sidste blinkende Afskedsvink, inden jeg for bestandigt drog ind i Dødens uendelige Skygger. Jeg lukkede Øinene og søgte at bortvise disse gruelige Tanker om en Død, som jeg i al sin rædselsfulde Virkelighed flere Gange havde havt Leilighed til at iagttage. Som en Række Spøgelser manede Phantasien dem op af Graven, disse Skikkelser med de blege indfaldne Ansigter, de spidse Træk ved Næsen og Mundvigene, liggende i Stillinger, der alle tydede paa en langsom Hungersdøds uendelige Kvaler. Jeg havde engang havt Leilighed til at see det. Det var i Oasen Zoudiêh, hvorhen jeg var bleven beordret med et Detachement af Ingenieurer og Linietropper, fordi enkelte Arabere havde bragt Efterretning om, at en større Caravane var forulykket i Nærheden af den paa Grund af en Sandstorm. Vi kom til Oasen, og jeg ventede at finde Ulykkelige, halvt begravede under Sandet, vansmægtende af Hunger og Tørst, som vi kunde bringe Hjælp og yde Pleie. Men den nøgne Virkelighed frembød et Skuespil, der langt overtraf de Phantasiebilleder, som jeg paa Marchen derhen havde dannet mig, og som har præget sig saa dybt i mit Sind, at det endnu er Gjenstand for saa gyselige Rædselssyner, som kun Drømme kunne fremmane. Caravanen var ikke bleven ødelagt af Sandstormen. Vi vilde i saa Tilfælde kun have truffet en efter Vindens Love sammenhobet Dynge af Gruus og Sand, der dækkede Ligene. Dens Skjæbne havde været langt forfærdeligere; den var bogstaveligt omkommen af Sult og Tørst. Udmattede til det Yderste af Marchen gjennem det brændende Sand vare de ankomne til Oasen, hvis Palmetræer lovede de Trætte Kjølighed og Skygge, de Tørstige Vand og de Hungrige Frugter i Overflødighed. Men en af de Græshoppesværme, der ved Midsommerstid ere saa hyppige i denne Deel af den afrikanske Ørken, var paa sin Vandring kommen dem i Forkjøbet og havde kastet sig over Oasen, den eneste, der i mange Miles Afstand kunde tilbyde den nogen Næring. Da vi ankom, fandtes Cisternen fuld af disse væmmelige, rødblaae Insekter, der i tusindeviis havde fundet en langsom Død i dens Vand. Der var ikke et Straa, ikke et Blad, ikke en Blomst tilbage. Jorden var bedækket med et tommetykt Lag af disse Dyrs stinkende Gjødning, Palmestammerne stod som svedne Støtter uden Blade, ja de unge endogsaa uden Bark, og Vandet, der langsomt trængte sig frem som en sortegraae, muddret Strøm, var ligesom Luften stinkende og forpestet. Paa denne Jord, eller rettere, paa denne Mødding laae Kamelerne henstrakte og døde, med deres Been trukne op under sig og med de lange, slangelignende Halse skudte ligefrem foran sig. Halvt bedækkede af dem, og som om de i Dødskampens Fortvivlelse havde søgt Beskyttelse under dem, laae Kvinder og Børn skjulte ind under hverandre og med Slørene tæt trukne over Hovedet, medens Mændene indsvøbte i deres Burnusser og endnu med de tomme Vandsække i Hænderne laae udstrakte langs Oasens Rand, hvor de rimeligviis forgjeves havde søgt efter Et eller Andet, som kunde tjene dem til Næring. En Skare Gribbe steg iveiret ved vor Ankomst og kredsede med dorske Vingeslag og hæse Skrig rundt om vore Hoveder, som om de ventede, at vi snart skulde forlade en saa uhyggelig Valplads. En Flok Schakaler tog hylende Flugten for vore Riffelskud; men naar man undtager disse og Gribbene, var der ikke et eneste Liv mere tilbage. Der var for os Intet mere at gjøre. Jeg gav strax Ordre til Afmarche, men under mit korte Ophold i Oasen saae jeg flere af mine gamle Veteraner, der uden at blinke havde været Vidne til mere end een blodig Slagmark, fuld af saarede og døende Kammerater, vende Hovedet bort og gyse af Forfærdelse.

Idet vi trak bort, saae jeg en ung Pige ligge ved Liget af en af de sidste Kameler, som vi passerede. Hun var kun femten til sexten Aar, af en ganske ualmindelig Skjønhed, rimeligviis Slavinde, bestemt for en eller anden Paschas Harem. Hendes Nakke hvilede paa Kamelens udstrakte Hals, og hendes høire Haand havde krampagtigt boret sig ind under den og sænket sig dybt ned i Sandet; den venstre havde hun begravet i sit blaaligsorte Haar, der som en bred Strøm flød hen ad Jorden og bølgede i Vinden. Sin guldstukne Tunica havde hun i Dødens rasende Vanvid søndersplittet og flænget, saa at det skjønne, ungdommelige Bryst traadte frem, nu kun et Bytte for Døden og Gribbene. Øinene vare aabne, og det brustne Blik vendte endnu op mod den Himmel, som hun forgjeves havde anraabt om Barmhjertighed; de blaalige Læber og guulblege Kinder vare hist og her bedækkede med tørre, sorte Pletter, som om hun var slagen af Pest. - O, mine Herrer! Jeg glemmer aldrig de Følelser, der i dette Øieblik gjennemstrømmende min Sjæl - jeg har aldrig, selv ikke efter den vildeste Kamp, gyst saaledes over Menneskenes Elendighed, som jeg gjorde i det Øieblik.

Det var disse Tanker, det var disse Billeder, der paany steg op af Graven og i hele deres Styrke fremstillede sig for min ophidsede Phantasie. Forgjeves bestræbte jeg mig for at forjage dem, forgjeves tvang jeg mig til at tænke paa andre Ting. De vendte tilbage, lynsnare og i store Kredse, ligesom de Fluer, man bortjager i Sommerens Hede. Det forekom mig, at jeg allerede begyndte at føle alle Hungerens og Tørstens stikkende Kvaler. Jeg aabnede mine Øine paany og skubbede mig tilbage, idet jeg bestræbte mig for at sætte mig saa meget overende, som det snevre Rum vilde tillade mig. Pludseligt forekom det mig, at Luften igjen begyndte at blive tung, trykkende og kvalm. Jeg følte igjen den samme, tørre, stikkende Fornemmelse i Halsen, jeg begyndte at mærke alle Symptomer paa en sig nærmende Kvælning; mine Muskler slappedes, og jeg sank atter bevidstløs sammen paa Bunden af Sarkophagen. Hvor lang Tid denne nye Besvimelse medtog, veed jeg ikke. Da jeg atter kom til mig selv, forekom Alt mig at være uforandret, kun syntes den svage Lysning, der udbredte sig fra de enkelte Revner og Sprækker, at være tiltaget i Styrke. Jeg følte intet Spor længere hverken til Sult eller Tørst; kun syntes det mig forunderligt, at jeg endnu kunde leve i det indesluttede Rum, hvis svage Tilgang af Luft ikke nær kunde være nok til at vedligeholde Aandedrættet. Jeg kunde ikke forklare, hvorledes det var gaaet til, at jeg nu to Gange var vaagnet, paa en vis Maade med fornyet Styrke efter Kvælningsanfald, som jeg begge Gange troede maatte medføre Døden. Jeg forsøgte langsomt at vende mig om paa Siden i det snevre Rum, da jeg i høi Grad var forpint af de heftige Smerter, som den idelige Liggen paa Ryggen havde fremkaldt. Efter nogen Anstrengelse kom jeg virkeligt om paa venstre Side, og da jeg derved tilfældigviis kom til at skyde den bredskyggede Abbatehat tilside, opdagede jeg Grunden til det Phænomen, som hidtil havde været mig uforklarligt.

I Sarkophagens Bund, tæt op i det ene Hjørne, var der boret et Hul, saa stort, at jeg med Lethed kunde føre to af mine Fingre igjennem det. Rimeligviis var denne Sarkophag, som saa mange andre, bleven benyttet som Vandingstrug af de første Kristne, hvis Fanatisme mod de betvungne Hedninger ikke kjendte nogen Grændse. Gjennem denne Aabning kunde Luften trænge ind i tilstrækkelig Mængde; men ved min voldsomme Omtumlen maatte jeg rimeligviis to Gange have stoppet det med Abbatehatten og derved selv fremkaldt de Kvælningstilfælde, som jeg allerede har omtalt. Med en Fanges hele Begjærlighed stirrede jeg ned igjennem det lille Kighul og indsugede i lange Drag den friske Luftstrøm, der som en Livsaare slog mig imøde. Jeg saae nedenfor mig det friske, grønne Græs, beskinnet af den klareste Foraarssol, hvori Dugperlerne tindrede og brød sig som tusinde Diamanter. Lidt til Siden stod en af de store, rødblaae, romerske Anemoner med Knopper, der lige vare ifærd med at aabne sig. Jeg havde en Følelse af, at jeg i uendelige Tider havde været indespærret i et mørkt, fugtigt, enligt Fængsel, og at jeg havde været der saalænge, at jeg næsten ganske havde glemt Solstraalernes Glans og Duggens Glimten paa Blomsternes Blade. Med en forunderligt vemodig Følelse betragtede jeg denne fattige Blomst, som jeg hundrede Gange var gaaet forbi, som jeg hundrede Gange havde undladt at bemærke, og som nu stod for mig som et Haabets Tegn midt i mit grusomme Fangenskab. Den friske Luft styrkede i en vidunderlig Grad mine Kræfter, og alt som disse vendte tilbage, kom ogsaa Eftertankens og Selvbevidsthedens Ro. Fortvivlelsen ophørte, og jeg begyndte nogenlunde klart at overskue Situationen. Den var alt Andet end behagelig; den var uforandret den samme som om Natten, og dog forekom den mig langt mindre rædselsfuld. Jeg havde jo alt gjenvundet Luften og Lyset, og i begge glimtede der et Haab om Frelse. Jeg beregnede, at jeg med min kraftfulde Constitution maatte kunne holde ud en fire eller fem Dage endnu. I denne Tid vilde jeg være bleven savnet i Rom; Undersøgelser vilde blive anstillede, og det var da umuligt andet, end at disse maatte lede til min Opdagelse og Frigjørelse. Desuden havde jeg det Haab, at en eller anden af Fyrstens Folk tilfældigviis kunde gaae forbi Sarkophagen, bemærke det tilklappede Laag, og at jeg ved at raabe igjennem Aabningen kunde tiltrække mig deres Opmærksomhed. Efterhaanden blev disse Tanker saa levende hos mig, at det Hele næsten kun forekom mig som et Tidsspørgsmaal, som en Prøvetid, jeg let kunde overvinde, naar jeg blot anvendte den fornødne Taalmodighed. Med Eet foer Tanken om min unge Elskede som et Lyn igjennem mit Hoved. Jeg tilstaaer ærligt og frit, at jeg indtil dette Øieblik kun havde havt hende dæmrende i min Bevidsthed, fordi Nattens Rædsler havde været saa overvældende og saa frygtelige. Nu stod hun igjen smilende for mig i al sin ungdommelige Skjønhed. Jeg hørte hendes hjertelige, overgivne Latterjeg saae hendes lyserøde Kjole, der flagrede mellem det dunkle Løv, og jeg blev næsten greben af Vanvid ved Tanken om at skulle miste hende, min første Kjærligheds opgaaende Sol. Atter strømmede de mørke Tanker ind over mig, atter kastedes jeg tilbage i den samme Afgrund af Tvivl og Frygt, som jeg nys havde forladt. Det forekom mig pludseligt, at min Skjæbne var afgjort, og at det var umuligt andet, end at jeg som dødsdømt maatte ende et Liv, der lige havde begyndt at straale i al den Fylde, som Kjærligheden formaaer at yde. Af disse Tanker, de sørgeligste og frygteligste, der endnu havde angrebet mig, blev jeg pludseligt udreven ved Lyden af lette Trin, der nærmede sig Sarkophagen.

Jeg lyttede med ængstelig Opmærksomhed og tilbageholdt Aandedræt. Trinene kom nærmere; et sødt og straalende Haab blussede atter mægtigt op for min Bevidsthed - maaske var det hende, der, trodsende enhver Fare, kom for at befrie mig. Pludseligt standsede Trinene, og der opstod en Stilhed i hvilken jeg gjerne kan sige, at hele min Sjæl laae i mit Øre. Derpaa lød de atter, men svagere og svagere; der var ingen Tvivl om, at de fjernede sig. Jeg bøiede mig ned imod Aabningen, jeg raabte med en Kraft, der var nær ved at sprænge baade mine Lunger og Trommehinder; men forgjeves - Gravens Stilhed herskede paany omkring mig. Jeg vedblev at lytte og at haabe i en Tid, der dengang syntes mig den gyseligste Evighed. I det Samme forekom det mig, at jeg hørte Trin paany; de nærmede sig atter, de styrede lige hen mod Sarkophagen, og et Øieblik efter hørte jeg en Lyd, som om man med en Jernnøgle bankede svagt paa Marmorkistens ydre Væg. Jeg raabte igjen af al Magt. Alting blev atter stille, og kort efter hørte jeg igjen Trin, der lidt efter lidt fjernede sig og endeligt hendøde ganske. En frygtelig Tanke foer gjennem mit Hoved, den, at Fyrst Pisani, ikke tilfreds med at have mættet sit Had, nu ovenikjøbet med en Grusomhed, der vilde være en Nero værdig, gjekkende haanede mig i den korte Tid, der skulde gaae forud for min Dødskamp. I dette Øieblik svoer jeg ved mig selv, at jeg vilde dræbe denne Mand, naar og hvorsomhelst jeg traf ham, og at jeg, dersom jeg levende slap ud af den Fælde, han havde stillet for mig, vilde forfølge dette Maal til det Yderste og ikke standse, før jeg havde seet ham ligge udstrakt, død for mine Fødder.

Lidt efter vendte de samme lette Trin tilbage, og som det forekom mig, næsten endnu lettere og mere listende end før; ligesom tidligere stansede man ved Sarkophagen, og jeg hørte igjen den samme Lyd, som om man med en fiin Metalgjenstand slog paa Ydrevæggen. Denne Gang svarede jeg ikke, Fortvivlelsen begyndte allerede at sløve mig, og alene den Tanke, at min Dødsfjende gottede sig over mine Kvaler, var nok til at faae mig til at forstumme. Slagene gjentoges et Par Gange efter hverandre, hver Gang med et længere Mellemrum, som om Den, der stod udenfor, lyttede efter Tegn paa Liv. Lidt efter hørte jeg en kradsende Lyd, der med en mærkværdig Tydelighed forplantede sig igjennem Steenmassen, og i samme Nu formørkedes det Lys, der strømmede ind igjennem Aabningen i Hjørnet. Et Øieblik efter strømmede Lyset atter ind, Trinene fjernede sig hurtigt, og til min store Forbauselse opdagede jeg en lille Rulle Papir, som var stukken ind igjennem Aabningen. Kun en Fange, der i Dødsøieblikket bliver benaadet paa Skafottet, kan forstaae de Følelser, der i dette Øieblik gjennembævede mit Indre. Jeg var ikke længere ene, jeg var ikke forladt. Der vaagede Nogen udenfor, som kjendte min Skjæbne og vilde udvriste mig fra den Elendighed, hvori jeg var styrtet. Jeg greb Papirer, mine Hænder skjælvede, da jeg rullede det op, og sittrende Taager dandsede for mine Øine, da jeg i Halvmørket forsøgte at finde ud af den Linie, som det indeholdt. Med stor Umage fik jeg mig dreiet saaledes, at de faa Lysstraaler fra Aabningen faldt paa Papiret.

Skrevet med en stor, men usikker og uøvet Haand stod der kun de tre korte Ord: »Si vuole pazienza.« Alt det Haab, alt det Mod, al den Kraft, som jeg havde følt blusse op i mig, forsvandt ved Læsningen af denne korte Epistel. Jeg havde haabet, at Brevet skulde indeholde en længere Meddelelse, en Plan til Flugt eller en Angivelse af Midler til at opholde Livet; men skjøndt jeg vist over de hundrede Gange vendte og dreiede den lille Papirstrimmel, traf mit Øie kun de samme tre trøstesløse Ord - de samme, som Garibaldi, i Følelsen af sin Ulykke, skrev i sit Fængsel efter Slaget ved Asperomonte. Jeg vedblev at gjentage disse Ord for mig selv, men uden at de fyldte mit Sind eller i Virkeligheden satte Frugt. Taalmodighed! Hvem, uden en Qvinde, vilde forlange det af en Skabning, der fra den høieste Lyksalighed nedstyrtes i den sorteste Elendighed. Brevets Indhold, de lette Skridt, den uøvede Haand, Alt gjorde det paa een Gang klart for mig: det kunde ikke være Andre end Marietta, der havde skrevet disse Ord - det var af Marietta, at jeg skulde vente min Frelse.

Taalmodighed! Jeg gad vide, om den Mand, som har opfundet dette Ord, blot har lidt en Tiendedel af de Kvaler, som jeg gjennemgik paa hiin mit Fangenskabs første Dag. Jeg troer det neppe; thi han havde da tiet, havde siddet taus og mørk, vansmægtende i Haabløshedens Elendighed, og hans Sind vilde ikke have været stemt til at finde paa Noget, ikke engang et Ord. Alle mine Tanker, alle mine Følelser, der hidtil havde staaet til min Sjæls Raadighed og været rede, naar jeg kaldte dem, begyndte lidt efter lidt at slappes. Alle Indtryk, alle Følelser blev lidt efter lidt mattere og svagere, indtil jeg endeligt sank ned i en fuldkommen Sløvhedstilstand, hvorover jeg ikke kunde blive Herre, og hvoraf jeg ikke engang forsøgte at rive mig løs. Den Kjølighed, for ikke at sige Kulde, der hele Natten havde hersket i mit snevre Gjemmested, og som for en stor Deel havde bidraget til at holde mine Aandsevner skærpede og friske, begyndte nu at give Plads for en tung, trykkende, heed og indelukket Luft, der ved hvert Aandedrag fortalte mig, at Solen var ifærd med at naae sin Middagshøide. Jeg vidste fra mine tidligere Besøg i Villaen, at Solen først henimod Eftermiddagen forlod denne Plet, der var Fyrstindens Yndlingsopholdssted, hvor hun pleiede at tilbringe de kjølige Morgenog Aftentimer. Jeg vidste, at Sarkophagen efter Fyrstens Befaling netop var stillet paa denne Plads, for at Solen med hele sin Kraft kunde blege de organiske Bestanddele, som Marmoret havde indsuget under sin tusindaarige Hvile i Jorden. Med hvert Kvarteer, der gik, følte jeg Marmorkistens Vægge blive varmere og varmere, saae jeg Lyset blive stærkere og stærkere, medens jeg selv blev svagere og svagere. Mine Tanker faldt uvilkaarligt paa de Ulykkelige, som i Dogernes Tid vare vandrede over Sukkenes Bro for at indespærres i Venedigs Blykamre, indtil de, vanvittige af Hede og af Mangel paa Luft, sønderrev deres egne Legemer, for i deres Blod at skaffe sig den Lædskedrik, som deres Vogtere negtede dem. Jeg tænkte paa Silvio Pellico, hvem jeg i min Barndom engang havde læst, og hvis Lidelser, halvforglemte og næsten udslettede af min Erindring, nu med en forunderlig Klarhed trængte sig frem for min Tanke.

Jeg fornam i mit Hoved frygtelige Smerter, der lidt efter lidt strakte sig hen langs ad Ryggen, og for hvilke jeg kun kunde skaffe mig en øieblikkelig Lindring ved at trykke min flade Haand mod Sarkophagens Bund, og derefter lægge den paa min Pande. Flere Gange blev jeg fristet til selv at gjøre en hurtig Ende paa mine Lidelser, og meer end een Gang greb jeg efter den bredskyggede Abbatehat, for med den at tilstoppe Aabningen; men hver Gang bævede jeg tilbage derfor. Jeg havde jo Mariettas mystiske Ord og med dem Haabet, den sidste Gnist, der slukkes i et Menneske før Livets.

Det maatte efter min Beregning være henad Eftermiddagen, da jeg igjen hørte de samme lette Trin nærme sig, der hvergang fik Haabet til at blusse op i mit Bryst. De kom henimod mig, men standsede ikke ved Sarkophagen, tvertimod fjernede de sig hurtigt i den modsatte Retning. Lidt efter hørte jeg tunge Mandstrin, der nærmede sig Stedet, hvor jeg laae, og i samme Øieblik blev en svær, klirrende Gjenstand som en Geværkolbe eller noget Lignende stødt imod Marmorkistens Sider.

»Hvad mener Du om den Dragkiste der?« hørte jeg Benedettos raae Stemme sige. »Det er forsvarligt Arbeide det, ikke sandt?«

»Jo,« klang en tynd, pibende Stemme, paa hvilken jeg gjenkjendte Fyrstens Kok, »de gjorde deres Arbeide forsvarligt disse gamle Romere.«

»Ja, ikke sandt?« gjentog Benedetto. »Den er noget varm,« vedblev han, idet han med sin Haand klappede paa Laaget; »jeg er vis paa, at Du prægtigt kunde stege en Agerhøne i den. Den, der ligger i den paa en Dag som denne, vil komme ud som fritto om Aftenen. Mener Du ikke det, Antonio?«

»Hellige Madonna!« udbrød Kokken. »Det er da ikke Din Mening, Benedetto, at der er et Menneske i Kisten?«

»Nar!« udbrød Benedetto med en haanlig Latter. »Troer Du, at Fyrsten sætter alle sine Folk til at bevogte Haven for en saadan Bagatels Skyld? Et Menneske, siger Du? Hvem skulde være saa seiglivet, at man ikke skulde kunne expedere ham med et Knivstik eller en Riffelkugle?«

»Veed Du da, Benedetto, hvad der er i Kisten?« hørte jeg Kokken spørge. »Den har jo ellers altid staaet med aabent Laag; hvorfor er den da lukket idag?«

»For at Intet skal blæse ud af den, Din Faarekylling!« svarede Benedetto. »Kom og sæt Dig ned! Lad mig faae en Slurk af den franske Viin, som Du har stjaalet, saa skal jeg fortælle Dig, hvad der er iveien.«

Jeg hørte Kokken støtte sit Gevær mod Sarkophagens Side og tage Plads paa den ene af de Egebjælker, hvorpaa Kisten hvilede. Derpaa hørte jeg den klukkende Lyd af en Flaske, der tømtes - tømtes lige ved Siden af mig, som leed af Hedens og Tørstens brændende Kvaler, og kort efter tog Benedetto atter tilorde:

»Seer Du, Antonio, jeg behøver vel neppe at sige Dig, at vor Herre er en stor Rad, der prægtigt forstaaer at bære Kappen paa begge Skuldre. Han spekulerer med de Liberale i Neapel og med Frants den Anden i Rom og har hidtil gjort gode Affairer dermed. Saavidt jeg nu kan forstaae, har den hellige Fader faaet et lille Vink om, at Egnen herude ikke er saa ganske sikker, og har nok faaet Lyst til at see Fyrsten lidt efter i Papirerne. Han er bange for en Huusundersøgelse; det har jeg godt kunnet mærke. Da han igaaraftes alene gik hernede i Haven for at see efter den fordømte Abbate, der vist har været en af Kardinalens Udsendinge, lod han mig hente en Pakke Papirer, som han sagde, at han vilde skjule i Sarkophagen. Imorges er han jo taget afsted med sin Familie over Hals og Hoved.«

»Men Marietta,« hørte jeg Antonio indvende, »hvorfor er hun da bleven tilbage? Fyrstinden pleier jo aldrig at reise uden at tage sin Kammerpige med.«

»Ja, men Fyrsten pleier aldrig at reise uden at tage sin fine Næse med,« svarede Benedetto med en høi Latter. »Marietta er Fyrstindens Fortrolige. Hun er indviet i alle hendes Planer og Den, der iværksætter alle hendes Ordrer. Du veed, hvorledes Fyrsten lever med sin Kone, og paa en Reise, som denne, har han gjort meget klogt i at afskjære hende enhver Forstaaelse med Andre.«

»Men hvad gjør da Marietta hernede i Haven?« spurgte Antonio. »Hun har nu allerede været her tre Gange idag. Jeg synes bestandigt, at hun lusker om ved Egelunden her.«

»Ja, det er jeg ogsaa nysgjerrig efter at vide,« svarede Benedetto. »Jeg frygter for, at hun gjennem Fyrstinden har faaet Nys om Fyrstens Planer, og nok har Lyst til at faae Fingre i Papirerne der; men Du kjender Ordren: ikke en Sjæl maa betræde Haven, før Fyrsten vender tilbage.«

»Saa har Du været meget mild imod Marietta,« grinede Antonio.

»Aa ja,« svarede Benedetto skjødesløst. »Hvad skulde saadant et stakkels, eenligt Fruentimmer gjøre? Hun løber ikke bort med Kisten der; men kommer hun næste Gang, skal jeg dog selv tage hende og bære hende op, hvor hun kom fra. Hun er saadan en sød, lille, nem Tingest at tage paa.«

»Ja, men hun sparker,« sagde Kokken i en ynkelig Tone. »Jeg vilde en Aften kysse hende, da hun var nede i Kjøkkenet; men da jeg tog hende om Livet, sparkede hun mit ene Knæ saaledes, at jeg haltede tre Dage derefter. Det er et farligt Fruentimmer.«

»Farlig?« gjentog Benedetto med en Haanlatter, idet han reiste sig. »Fruentimmerne ere aldrig farlige, naar man kun veed, paa hvilken Maade de skulle tages. Hun skal tages haardt; men Du er et Fæ, Antonio, og der er ikke saamegen Kraft i begge Dine visne Beenpiber, som i en af Mariettas runde Arme. Bliv nu her, og dersom hun kommer igjen, saa kald paa mig; thi skrige kan Du, og en Brølabe har ogsaa sin Værdi.«

Efter disse lidet smigrende Yttringer hørte jeg Benedetto fjerne sig, medens Antonio en Tid lang vedblev at vandre frem og tilbage. Saa underligt det kan synes, vare hans eensformige Trin en Trøst for mig, der hidtil havde ligget omgivet af Gravens Stilhed. Jeg begyndte at see noget klarere ind i Situationen, og skjøndt den førte Samtale ikke indeholdt noget særligt Trøstende for mig, afslørede den dog saameget, at jeg erkjendte Fyrstens Nederdrægtighed i hele dens Udstrækning og fik den fulde Erkjendelse af, at min Frelse beroede paa, hvad denne modige Pige nu vilde foretage sig. Hvorledes hun vilde løse sin Opgave, og hvilke Midler der stod til hendes Raadighed, var mig en fuldstændig Gaade. For mig var der intet Andet at gjøre, end at have Taalmodighed og holde ud saalænge som muligt.

Da Antonio i nogen Tid havde vandret frem og tilbage, hørte jeg ham kaste Geværet og paany sætte sig paa den ene af de Stolper, der bar Sarkophagen. Det var aabenbart, at han kjedede sig; thi han nynnede ved sig selv og slog Takten med Foden mod Egebjælken. Lidt efter lidt gik hans Nynnen over til Sang. Det var en bekjendt, neapolitansk Barcarole, der priser det lykkelige Neapel med dets skyfri Himmel, dets frugtbare Jordbund og dets mørkeblaae, evigtrullende Hav. Hvormange Gange havde jeg ikke hørt denne Sang, naar jeg i Aftenens Dæmring vandrede langsmed den blaanende Golf, eller i Midnattens Stund, naar den som en Serenade, baaren af Mandolinernes og Citharernes Toner, flagrede op mod et enkelt, oplyst Vindue, bag hvilket en ungdommelig Skjønhed skjulte sine blussende Kinder? Hvor ofte havde jeg ikke hørt min Elskede synge den, naar vi om Aftenen sad ved Klaveret? Hvor ofte havde hun ikke nynnet den, naar vi i Aftenens Eensomhed vandrede langs med Nemisøens Bredder? O, det var mere end de Fordømtes Kvaler at høre disse Toner i et Øieblik som dette! Min Sjæl vaandede sig som i Krampe, og Taarerne styrtede ud af mine Øine, da jeg hørte ham gjentage disse Længselens, Kjærlighedens og Frihedens Ord:

Mare si placido,
Vento si caro,
Scordar fa i triboli
Al marinaro,
E va gridando
Con allegria:
Santa Lucia!
O dolce Napoli!
O suol beato!
Ove sorridere
Volle il creato;
Tu sei l'impero.
Dell' armonia:
Santa Lucia!

Canzonettaen forstummede, og jeg frygtede næsten for, at han skulde have hørt det dybe Suk, der undslap mig; thi han foer pludseligt op med et Udraab, som om han var bleven forskrækket over Noget.

»Ah, er det Dig, Marietta?« hørte jeg ham sige, medens han paany greb sin Flint. »Hvorfor kommer Du saadan listende paa mig i Mørkningen? Veed Du ikke, at ingen levende Sjæl maa komme i Haven? Det er Fyrstens udtrykkelige Ordre. Gaa Din Vei, eller jeg kalder paa Benedetto!«

»Aa Snak, Antonio!« lød Mariettas melodieuse Stemme. »Vil Du have ham til at dele Din Aftensmad? Se, hvad jeg her har bragt med til Dig i min Kurv. Dersom ingen levende Sjæl maatte komme ind i Haven, hvem skulde da bringe Jer Mad? Du seer, at jeg har tænkt paa Dig først, Antonio. Hvad siger Du om denne Agerhøne? Den stegte Du selv igaar, og den er fortræffeligt stegt.«

»Det er kjønt gjort af Dig, Marietta,« svarede Antonio. »Jeg har travet her frem og tilbage den hele, lange Dag med en tom Mave og i et brændende Solskin. Sæt Dig ned ved Siden af mig, medens jeg spiser, og fortæl mig saa, hvad der egentligt er iveien, Marietta; Du veed vist god Besked.«

»Hvor skulde jeg vide Noget fra?« hørte jeg Marietta sige. »Jeg blev jo spærret inde af Fyrsten igaar Aftes; han var jo som rasende. Herskabet er taget bort paa længere Tid, og jeg troer, at Fyrsten har været bange for, at Tyvene, som vare her igaar Aftes, skulde bryde ind paany, naar Villaen staaer tom. Man er jo aldrig et Øieblik sikker herude.«

»Troer Du Marietta,« fistulerede Antonio, under hvis Tænder det ene Agerhønebeen knagede efter det andet, »troer Du, at der er Nogen i Sarkophagen? Jeg syntes ligesom jeg hørte Noget røre sig, dengang Du kom.«

»O, min Gud, Antonio, hvor Du er tosset!« raabte Marietta med en munter Latter. »I Neapolitanere see ogsaa Spøgelser allevegne, og Du har for længe siden spist hele Dit Mod op i Maccaroni. Hvem skulde vel være i Kisten? Han maatte jo være kvalt for længe siden.«

»Det veed jeg ikke,« svarede Antonio, »men jeg syntes, jeg hørte en Lyd lige bagved mig, da jeg holdt op med at synge. Giv mig Foglietten, Marietta! Benedetto, den Hund, drak al Vinen fra mig.«

Jeg hørte Marietta klirre med et Par Foglietter, og kort efter fornam jeg hendes Trin paa den modsatte Side af Sarkophagen.

»Her er slet ikke rart at staae Skildvagt,« sagde Antonio, efterat have styrket sig ved nogle lange Drag. »Der er saa uhyggeligt her i Skumringen. De store Ege ere saa mørke, og den hvide Kiste seer næsten ud som et Spøgelse. Jeg har aldrig holdt af at være alene i Mørke. Veed Du ikke, naar Maanen staaer op?«

Marietta svarede ikke; men jeg hørte hende ganske tydeligt pusle henne ved Hjørnet af Sarkophagen.

»Hvor er Du henne, Marietta?« raabte Antonio med ængstelig Stemme. »Hvorfor gaaer Du bort nu, da jeg saa gjerne vilde tale med Dig? Hvad bestiller Du bag Sarkophagen?«

»Bliv siddende, hvor Du er!« raabte Marietta med vred Stemme. »Jeg binder mit Strømpebaand; det behøver Du ikke at see paa.«

Antonio tog igjen fat paa Kurven, som han lige havde sat fra sig, og begyndte paany sit afbrudte Maaltid. I samme Øieblik hørte jeg Noget blive stukket op til mig igjennem Aabningen; jeg greb det, det var Enden af en Canna, de bekjendte, romerske Rør. Jeg forstod strax den snilde Mariettas Hensigt; jeg førte det til mine Læber og opsugede med en Febersygs hele Begjærlighed den Lædskedrik, som hun havde bragt med i Foglietten. Neppe var jeg færdig hermed, før Røret atter blev trukket bort, og i dettes Sted modtog jeg et Par Stykker Brød, et Dusin Figner, nogle Viindruer og et Stykke stegt Kjød, med en Hurtighed, der viste, at intet Øieblik maatte gaae tilspilde. Derpaa blev et nyt Stykke Papir skudt ind, som jeg gjemte ved Siden af mig, da det fuldstændige Mørke ikke tillod mig at læse en Linie. Hele denne Forsyning, der var mere end tilstrækkelig til at stille min Hunger for det næste Døgn, medtog saa ringe Tid, at Antonio ingen Mistanke havde fattet, da Marietta paany traadte hen til ham. Jeg hørte hende tage Kurven og Foglietten, vexle et Par Afskedsord med Antonio og kort efter forsvinde i Haven.

Min Stilling, der hidindtil havde forekommet mig saa forfærdelig, syntes nu paa een Gang ganske at have skiftet Charakteer, ja det var med en vis Freidighed, at jeg nu saae Fremtiden imøde. Det er mærkeligt, hvormeget Sulten bidrager til at nedstemme et Menneskes Sjælsstyrke, og neppe havde jeg faaet hiin bragt til Taushed, førend Liv, Haab og Mod vaagnede paany. Vel pinte Smerterne, fremkaldte ved den tvungne Stilling, mig i en ganske overordentlig Grad; men de vare dog for Intet at regne imod Hungersnødens forfærdelige og hentærende Lidelser, som hidtil havde staaet mig for Øie. Natten, der lidt efter lidt begyndte at falde paa, bragte sin Kjølighed og Skygge; mit snevre Gjemmested afsvaledes mere og mere, og Luften blev stedse mere reen og sval. Alt dette, i Forbindelse med Haabet om en snarlig Frelse, gav mit Sind en større og større Ligevægt, og til Slutningen morede jeg mig næsten over den stakkels Antonio, der ufortrødent spadserede frem og tilbage udenfor, og af og til ved et Udraab gav tilkjende, at hans Frygt for Nattens Rædselssyner langt fra havde tabt sig.

Jeg skal ikke trætte Dem, mine Herrer, ved at meddele Dem alle de Planer og Tanker, der i hiin lange og forfærdelige Nat gjennemkrydsede min Hjerne. Ei heller skal jeg dvæle ved den indespærrede Fanges paa ny sig gjentagende Lidelser; disse ere og ville altid blive de samme. Jeg betvang mine Smerter, saa godt som jeg kunde, ved at vise dem tilbage med en Soldats haardføre Taalmodighed, og mine trætte Øine vedblev at stirre igjennem Mørket for at opfange det første Glimt af Dagen, der skulde bringe mig det Haab, som jeg vidste maatte være nedlagt i Mariettas Brev. Een Ting havde jeg dog ikke taget i Betragtning; det var den Udmattelse, som fire og tyve Timers uforandrede Leie allerede havde paaført mig. Min Nakke var saa stiv, at den smertede stærkt ved den ringeste Bevægelse, min Ryg og mine Lænder vare som gjennembankede, mine Fødder vare iiskolde, og jeg formaaede næsten ikke mere at bevæge Benene. Den stærke Smerte, som jeg allerede den foregaaende Dag havde følt i Hovedet, begyndte paany, og navnlig var det Punkt af Nakken, som stødte imod Sarkophagens Væg, ganske iiskoldt, og dog Sædet for de voldsomste og meest brændende Smerter. Alt som Dagslyset begyndte at udbrede sig, tog disse til; Tænderne klapprede i Munden paa mig, snart var jeg iiskold, snart foer en brændende Hede igjennem hele mit Legeme. Trods alle mine Bestræbelser følte jeg ligesom et Slør blive draget hen over min Bevidsthed, gjennem hvilket jeg kun uklart og forvirret kunde fastholde mine Tanker, medens Alt, hvad der var passeret, laae for mig i en underlig, drømmeagtig Taage. Vist over tyve Gange forsøgte jeg paa at læse Mariettas Brev; men mit Syn slog ikke til, og Bogstaverne dandsede for mine Øine, uden at jeg var istand til at sammensætte dem til en Linie. Hver Gang jeg saae op i Veiret, glimtede og dirrede ligesom et Ildnet for mine Øine, og naar jeg, næsten bragt til Fortvivlelse af disse Ildringe og Ildlinier, lukkede dem, havde jeg bestandigt et og samme Syn.

Det forekom mig, at jeg til venstre saae en høi, steil og skarpt affaldende Klippekyst af graalig Farve. Nedenfor denne rullede Vandet med smaae, toppede og urolige Bølger, og paa disse flød et Fartøi, hvis Reling og Reisning jeg paa det Nøiagtigste kunde see, endogsaa til de mindste Smaating, medens det forneden syntes at flyde i Et med de urolige Bølger. Langt ude i Horizonten glimrede og dirrede Ildpunkter, snart som Lyn, snart som Nordlysflammer, og bestandigt bevægede Skibet sig med rivende Fart henimod denne lysende, dirrende Horizont. Bestandigt bestræbte jeg mig for at følge efter det; thi halvt paa Dækket, halvt i Bølgerne saae jeg min Elskedes Skikkelse, vel svagt og utydeligt, men dog saaledes, at jeg kunde see, at hun vinkede ad mig med Haanden. Pludseligt syntes jeg, at jeg ved en uhyre Anstrengelse naaede Skibet; men Dækket var Vand, Alt var vigende Bølger, hvori jeg sank ned ved hvert Skridt, og hvori jeg med hemmelig Gru vidste, at hun for længe siden var sunken ned og gaaet til Grunde. Endeligt naaede Skibet den lyse, sittrende Horizont, og altsom vi drog ind under den, styrtede Reisning, Takkel og Tov, eller rettere - det smeltede ned, sank sammen og blandede sig med de urolige Bølger. Med disse førtes jeg da afsted, uden at være istand til at synke, og alt som jeg reves bort ind under de lysende Buer, forekom det mig, at Vandet blev varmere og varmere, Luften hedere og hedere, indtil den næsten med sin glødende Aande dræbte mig, der pint af en rasende Tørst, med vanvittig Begjærlighed drak af det hede, bittersalte Vand, som ikke bragte nogen Vederkvægelse eller Lindring. Pludseligt blev Havet haardt, tunge Støvmasser væltede hen over det, Sandet piskede i mine Øine og fyldte min Næse, mine Øren og min Mund. Alt glødede og dirrede af Hede omkring mig. Jeg selv sad tilhest og foer i rasende Carriere hen igjennem Ørkenen; Samumen var efter mig, og store, hvide Sandhvirvler bevægede sig med vanvittig, omdreiende Hastighed ude i Horizonten.

Forneden havde jeg det glødende, guulgraae Sand, foroven den tunge, blygraae Himmel; men bestandigt foer jeg afsted for at naae Oasen, hvor jeg vidste, at mine Folk ventede mig. Det forekom mig, at hele Naturen var i Oprør. Jeg havde en Fornemmelse af, at hele Verden brændte omkring mig, at jeg var den eneste Levende, der var tilbage, og at jeg kun kunde frelses, dersom jeg naaede den Plet, som vinkede mig i det Fjerne.

Endeligt kom jeg til Oasens Rand, men Alt var udtørret, sort, sveden, som om Ildsluer vare gaaede hen derover. Flokke af Schakaler og Hyæner flygtede ved min Ankomst; Alt var bedækket med Liig. Franske Soldater, Arabere, uhyre Sværme af Græshopper, Løver og Kameler laae imellem hverandre og udbredte en Liigstank, der var nærved at kvæle mig.

Jeg vilde vende om og ride tilbage mod de uhyre Sandstøtter, som med hvirvlende Hurtighed bestandigt kom nærmere og nærmere - da saae jeg pludseligt en ung Pige ligge henslængt over Halsen paa en Kameel. Hendes guldgule Haar var halvt begravet i Sandet; Vandsækken havde hun knuget ind mod sit blottede, sammenfaldne Bryst. Sorte Pletter, Dødens sikkre Kjendetegn, bedækkede hendes indsunkne Læber, og Gribbene krydsede i store Flokke omkring hendes Hoved. I et Nu gjenkjendte jeg hende - det var hende, min Elskede, til hvem jeg havde knyttet mit Liv, mit Haab og min Lykke. I et Nu sprang jeg af Hesten og kastede mig, vanvittig af Smerte og Fortvivlelse, over hendes Liig - da sang og klang det i Luften som tusinde Artillerisalver. De vældige Sandstøtter styrtede ned over os. Jeg følte, hvorledes de, stedse tungere og tungere, knugede os mod Jorden, hvorledes Blodet strømmede ud af min Mund og mine Øren, hvorledes mit Aandedræt forsvandt, indtil jeg fuldstændigt segnede hen i et uendeligt, kulsort Mørke.

Længe, meget længe laae jeg saaledes, tilsyneladende berøvet alt Liv og al Bevidsthed og dog med en underlig, dunkel Følelse af, at der var Noget indeni mig, som ikke var fuldstændigt slukket. Lidt efter lidt syntes jeg, at den uhyre Byrde, der hvilede over mig, blev lettere og lettere, mit Aandedræt tog mere og mere til, det var, som om en svag Kjølighed begyndte at vifte rundt omkring mig, og som om jeg følte en blød Haand stryge henover min Pande. Jeg reiste mig op og saae mig forbauset omkring. Jeg stod i en gammel Have, som jeg kjendte saa godt fra min Barndom i Normandiet, jeg følte Nattevinden vifte omkring mine Kinder, hørte den stryge susende gjennem de gamle Ege, medens Maanen lyste frem over de høie, alvorlige Fyrre, som hang ud over Klippevæggens Fald. Ved Siden af mig stod min unge Brud smilende og rødmende i sin sneehvide Baldragt; hun heftede sine lyseblaae Øine paa mig med et bedende Udtryk.

»Elsker Du mig, Leon?« hviskede hun sagte til mig.

Jeg svarede Intet, men greb hende i mine Arme og trykkede et langt Kys paa hendes blussende Læber.

»Vi maae op igjen, Leon,« sagde hun paany, pegende paa Slottets Vinduer, som viste sig stærkt oplyste trods det klare Maaneskin. »Vi maae op. Hører Du ikke Musiken? Kom Leon! vi maae op til Dandsen. O, det bliver en deilig Nat!«

Vi gik tilbage langs ad Slotshavens Gange, og alt som vi vandrede, steg det ene af Barndommens Syner frem efter det andet: de stive, gammelfranske Buxbomhækker, de slyngede Canaler med deres buede Broer, hvorunder de sneehvide Svaner seilede, de pyramideformigt klippede Taxer, den store, gammeldags, forgyldte Haveport med sine omvendte Lanser og raslende Kjeder - Alt saaledes som jeg kjendte det fra min Barndom, naar jeg i de stille Sommeraftener vandrede med min Moder i Haven ved château de Vierge. Vi ilede op ad den høie Steentrappe, og et Øieblik efter stod vi i den store Riddersal, hvor de mægtige Lysekroner blinkede og Orchestret klang, medens de alvorlige Riddere med deres Fruer, Slottets gamle Ahner, fra deres gyldne Rammer, stive og ærværdige, saae ned paa Dandsens Jubel og Glæde. Imellem Portraiterne var der et enkelt, som jeg erindrede saa godt, og om hvilket min Moder havde fortalt mig saa Meget. Det var en ung Pige med et mærkeligt fiint og blegt Ansigt og med nogle høist forunderlige, dybe, blaae og sværmeriske Øine. Hun stod i en kulsort Nonnedragt, hendes ene Haand hvilede paa et Dødningehoved, og med sit veemodige, tankefulde Blik fulgte hun en Sommerfugl, der i Baggrunden af Maleriet flagrede ud ad Vinduet, belyst af den opgaaende Sol. Dette Billede havde en heel Historie; min Moder havde fortalt mig den, og nu, medens vi stod Arm i Arm i de Dansendes Rækker, fortalte jeg den til min Elskede, som tankefuld lyttede dertil.

Ogsaa hun hed Clara, den unge Pige, under hvis Billede vi stod, og hvis længselsfulde Blik endnu fulgte Symbolet paa Livets flagrende Glæde. Nu hedder hun St. Clara, og en dobbelt Betydning havde vistnok Maleren lagt i den bortflyvende Sommerfugl. Det var ikke alene Livets let henflagrende Glædesflugt, som den fremstillede, men ogsaa Psychens høie Gang imod det Evige. - Rig paa Skjønhed og Guld, men endnu rigere paa Hjertets dybe Følelser og paa Sjælens Adel, boede den unge Clara de Vierge paa den Borg, som hendes Fædre i umindelige Tider havde eiet, og som var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. Hendes Fader fulgte Frankrigs vaiende Banner, og naar han en enkelt Gang var hjemme, lokkede Jagtens Glæder ham bort til de dybe Skove, hvorhen Klangen af Klostrets Klokker til Vesper og Ave aldrig naaede. Vendte han tilbage, overdøvede Bægernes Klang, den raae Latter og de vilde Sange de Sjælemesser, som Munkene holdt ved hans Hustrues Grav, hende, som han forlængst havde glemt. Næsten uden at kjende sin Fader og kun levende i Mindet om sin Moder, voxede Clara de Vierge op i den gamle Borg, indtil hun pludseligt som en fuldt udsprungen Rose stod blussende i hele sin Skjønhed. Faderen mærkede det neppe, hans Sind drog andre Veie; men da han det næste Efteraar atter kom hjem til det tause, forladte Slot for paany at fylde det med Jagthornenes Klang og Jægernes Raab, da mærkede han, at meer end een dristig Svend blev tilbage, naar de andre forfulgte Ulv og Vildsviin i de forgroede Skove. Han blev opmærksom, Faderstoltheden vaktes, og han besluttede, at hans Datter skulde gjøre et saa rigt og glimrende Parti, at det skulde spørges vidt og bredt over Frankrige. Han tænkte ikke paa, ja det faldt ham ikke engang ind, at hendes unge Hjerte allerede kunde have valgt, og dog var dette Tilfældet. Hvert Efteraar, naar Greven forlod enten de blodige Valpladse eller det muntre Paris for at nyde Jagtens Glæder, kom Minnesangernes Skare til Borgen for at synge om Kjærlighedens Fryd og forkorte de lange Vinteraftenen mørke Uhyggelighed. Det var til en af disse Sangere, at den unge Pige havde fæstet sin Tanke, og det var ham, hun mødte i Lunden under de hviskende Ege, naar Greven troede, at hun trak sig tilbage til sit stille Jomfrubuur. Alt blev opdaget. Den unge Sanger flygtede og forsvandt; hun blev indespærret paa den mørke, tause Borg, hvor Faderen bevogtede hende med mistænksom Aarvaagenhed. En Nat var hun forsvunden, flygtet, uden at Nogen kunde vide hvordan. Ingen havde hørt eller seet Noget, og den høie Borgmuur, de lukkede Porte, de optrukne Vindebroer havde kun været afmægtige Bevogtere. Folkene paa Slottet hviskede i Krogene, men taug stille, saasnart de hørte Grevens rastløse Trin gjenlyde i de skumle og øde Haller. Han fik Intet at vide, og dog vidste Alle, at en tilsløret, hvid Skikkelse hver Aften var vandret fra Klostrets Kirkegaard gjennem Slottets Have, og at Porte og Døre havde aabnet sig for den som ved en hemmelig Magt, saasnart den berørte dem. Altid kom Skikkelsen ved Midnat, altid forsvandt den i det østre Porttaarn, hvor den unge Frøken havde sit Kammer; men naar Borgens Haner begyndte at gale, og den første Lysstraale dukkede frem i Øst, da havde en enkelt af Vagterne seet den glide tæt forbi sig. Han forsikkrede høit og dyrt, at dens Ansigt havde lyst som Ildsluer, og at skinnende Lysstraaler som Kornmod vare gaaede ud af dens Klædnings Folder. Han var vis paa, at det var Grevens afdøde Hustru, der kom for at trøste sin sørgende Datter.

I et heelt Aar havde den unge Pige været forsvunden. Efteraaret nærmede sig paany; men denne Gang medtog Greven ingen af sine glade Vaabenfæller. Taus og eensom vandrede han om i de store Skove, hans Lanse og Bue rustede urørte, og hans trofaste Hunde havde næsten glemt deres Herres Stemme. Da forvildede han sig en Dag paa et Sted mellem Klipperne. Der var saa skummelt og saa eensomt, at han, trods sit nøie Kjendskab til Skoven og sin idelige Omflakken, aldrig havde været der før. Han fulgte en lille Sti, der snoede sig ind under de tæt sammenvoxede Træer, som Brombær, Gedeblad og Vedbend næsten havde muret sammen til et uigjennemtrængeligt Hele. Da den endte, kom han til et Huus, sammentømret af Skovens raae Stammer, tækket med Lyng og Bregner, tættet med Mos og den krybende Ulvefod. Her fandt han sin Datter - men hvad der den Nat skete inde i Skovens tætteste Tykning, fik ingen levende Sjæl at vide. Da han kom tilbage med hende, var han taus og mørk som Graven, og hun havde fra den Tid intet andet Sprog end det, hun førte med Ham, der trøster alle dem, som ere sorrigfulde og forladte. Hun flygtede ind i det stille Nonnekloster, som hendes Moder havde ladet bygge og givet Navn efter hendes Skytshelgen. Det næste Efteraar var der intet Jagthorn, som døvede Klokkernes Klang. Vidt og bredt trængte den ind i de tætte, dybe Skove, hvor Sangfuglene lyttede til de dumpe, melankolske Toner - det var Liigklokkerne, der klang. Langsomt og stille var hun falmet hen. Aldrig havde hun villet see Faderen, der ved Budskabet om hendes Sygdom og nær forestaaende Død havde teet sig som en Vanvittig. En fremmed Maler havde nogle Dage førend hendes Død malet det Billede, der hang over os, og Greven havde ladet det ophænge i den store Riddersal. En Aften, da han henimod Midnat havde begivet sig igjennem den for at naae sit Sovekammer, hørte man fortvivlede Raab om Hjælp. Da Tjenerskabet ilede til, fandt man ham liggende døende paa Gulvet med Blikket stift heftet paa det forunderlige Maleri. Han døde om Morgenen; men paa Slottet vidste man, at den blege Skikkelse var traadt ud af Rammen, dengang han havde ilet hende forbi, havde grebet ham i sine Arme og trykket et iiskoldt Kys paa hans Mund; thi herom, og kun om dette, havde Greven talt rasende og vildt den hele Nat, til Forfærdelse for de Vogtere, der omgav ham. Fra den Dag blev det et gammelt og almindeligt troet Sagn paa château de Vierge, at naar Nogen paa Slottet skulde døe, skete det aldrig, før den unge Nonne i sin sorte Dragt havde viist sig for ham og trykket Dødskysset paa hans Læber.

Alt dette fortalte jeg til min unge Elskede, medens Musikens Toner brusede omkring os, og det ene Par efter det andet svævede forbi os til de jublende Melodier. Endeligt kom Touren til os at danse ud. Nu svævede vi paa det glatte, bonede Gulv, belyst af de blinkende Kjerter, og begge berusede af Blomsternes Duft, af Tonernes Flugt og Kjærlighedens Almagt. Jeg følte, hvordan hun hvilede i min Arm, jeg hørte, hvorledes hun hviskede til mig, medens hendes dybe, mørkeblaae Øine paany vare heftede paa mig med dette eiendommelige Udtryk af Barnlighed og Livsglæde, som jeg kjendte saa godt. Jeg saae, hvorledes hendes Kinder blussede, farvede af den hurtige Vals, jeg følte, hvorledes hun lænede sig fastere og fastere til mig, og medens vi hvirvlede rundt i den fjerlette Dans, følte jeg hendes Lokker som Svaneduun at strøife mine Kinder. Men over hendes Skulder saae jeg samtidigt dermed den blege Nonne i sin sorte Dragt med den venstre Haand paa Dødningehovedet og den høire udstrakt, som fristedes hun til endnu engang at gribe efter Livets lette, lavt henflagrende Sommerfugl. Det forekom mig, at hendes sværmeriske Blik blev alvorligt og smertefuldt, hvergang vi flagrede forbi; jeg syntes, at det vendte sig bort fra den brogede Sommerfugl og heftede sig stivt paa mig, fast og ubøieligt. Alligevel følte jeg hele Livets Kraft og Fylde gløde i mine Aarer; ligesom paa Trods dansede jeg udfordrende henimod Billedet - da slukkedes pludseligt alle Lysene, en sønderrivende Klang som af revnet Metal drog igjennem Luften, og ud fra Rammen skjød sig stærke Lysstraaler. Billedets Forgrund aabnede sig og flød taageagtigt sammen med Salen; Alle stod lammede af Rædsel, ventende paa, hvad der vilde komme; men paa den taageagtige Bro svævede Skikkelsen med alvorlige Blikke ned imod mig, stødte min unge Brud tilside, greb mig i sine Arme og trykkede et langt, hendøende, men iiskoldt Kys paa mine Læber. Da var det, som om Alt sank bort under mig. Den blege Skikkelse forsvandt, og kun den selsomme, blaalighvide Lysglans blev tilbage omkring mig. Ved mine Fødder laae min Brud, min Elskede. Hun hævede sit forfærdede, smertefulde Blik op imod mig, idet hun gysende gjentog:

»Saae Du det, Leon? Veed Du, hvad det betyder? Du maa døe! Døe inden Morgensolens Frembrud! Døe bort fra mig, fra alt Liv, al Lyksalighed og Glæde!«

Der gik en selsom Følelse igjennem mig. Jeg havde det fulde, stærke Indtryk af, at jeg maatte døe - det var jo umuligt Andet. Det var ganske den samme Troens inderlige Bevidsthed, jeg som Barn havde følt, da min Moder fortalte mig Eventyret. Jeg vidste, at jeg maatte døe, og dog var der intet Afskrækkende, intet Rædselsfuldt ved Tanken; det var næsten for mig, som om Døden slet ikke existerede. Jeg bøiede mig ned, løftede hende op i mine Arme og hviskede til hende:

»Jeg veed, Clara, at jeg maa døe; men denne Nat tilhører mig endnu, og jeg giver ikke slip paa Dig. Kom, vi ville vandre tilsammen!«

Hun klyngede sig til mig, og en vidunderlig Følelse af Kjærlighedens Lyksalighed fyldte mit Bryst. Vi vandrede sammen i det dæmrende Maaneskin langs med den snevre Dal, der gjemte alle mine Barndoms Erindringer. Vi talte sammen, trygt og inderligt, saaledes som vi aldrig havde talt før. Vi vandrede til den lille Kirkegaard, der gjemte min Faders og min Moders Grav, og jeg sagde smilende til hende, medens jeg trykkede et Kys paa hendes Læber: »Her ville vi begge hvile.« Hun klyngede sig endnu fastere til mig, som om hun ikke vilde give slip paa mig, og vi vandrede ad den snevre Fjeldsti op til det lille Træcapel, der laae saa høit paa Fjeldets øverste Spidse, og hvorhen min Moder selv havde baaret mig, dengang jeg skulde modtage den hellige Daab. Vi stod ved Indgangen til Capellet og saae ud over Dalen. Himlen var klar og skyfri, Maanens krummede Horn stod høit i Øst og blegnede mere og mere. Under vore Fødder hvilede Morgentaagerne, graae og kolde, over Dalen. Birken og Granerne hviskede stille i den lette Morgenvind, men langt ude i Horizonten glimtede og funklede Havet som et eneste bredt, uendeligt Sølvbaand, og midt i dette viste sig en enkelt, lille, rosenfarvet Stribe, Tegnet paa den opgaaende Sol. Hun trykkede sig op til mig, lagde sin Kind mod min, og hendes fine Haand skjælvede, medens hun pegede ud imod Horizonten. Rødere og rødere kom Striben frem over det glimtende Hav, Morgenskyerne tegnede sig som Roser paa Himlen, Havet glimtede som Blod, og fra Dalen svang Taagerne sig iveiret, rullende sig frem som et uhyre Tæppe, indtil de endeligt som blegrøde Skyer seilede frem paa den morgenlyse Himmel. Høiere og høiere steg Solen, fastere og fastere klyngede hun sig til mig - jeg følte, hvordan mine Kræfter og mit Legeme ligesom sank sammen, alt som Solen dukkede op af Havet.

»Jeg døer,« hviskede jeg sagte til hende. »Solen er oppe.«

Hun svarede Intet dertil, men saae mig ind i Ansigtet med sit uskyldige, barnlige Blik; hendes Arm omfattede mig kraftigere, hendes Aasyn straalede, og som en Barndomsmelodie klang det fra hendes Læber:

»Paa Morgenskyerne røde
Flyve vi Livet imøde.«

Da var det, som om Alt paany svandt hen under mig; en forunderlig Salighed greb mig. Rolig, let og uden Anstrengelse svævede vi frem gjennem den tynde Luft op imod de rosenfarvede Skyer. Dybt under os laae Havet, spillende i Solglansen; langt dernede i Dybet laae den mørke Jord med al dens Nød, Jammer og Besvær. Høiere og høiere steg vi opad, hvor den friske, kjølige Luft viftede omkring os, klingende i Toner, som jeg aldrig før havde hørt. Jeg følte, at Livet var endt; men frem, bestandigt fremad gled vi med de skinnende Skyer - jeg vidste, at et nyt, et lyksaligt Liv vilde begynde.«

Leon de Ville taug og saae omkring sig med et lidt forlegent Blik, som om han, henreven af Begeistring, frygtede for at have talt for glødende. Vi andre sad tause, indtil Verner udbrød:

»Og hermed endte Deres forfærdelige Fangenskab i Sarkophagen?«

»Ja heldigvis,« svarede Leon de Ville, idet han paany trykkede Verner hjerteligt i Haanden. »Denne Vision, den skjønneste i mit Liv, afbrødes ved Deres Stemme, da jeg vaagnede i Villaen.«

»Det var ogsaa paatide,« sagde Aabye. »De har phantaseret ordentligt. Det var naturligviis den brændende Solhede, som førte Dem til Ørkenen, og Aftenens kjølige Skygge, der igjen udrev Dem derfra og bragte Dem i den elysiske Tilstand, som De har beskrevet.«

»Det er muligt,« svarede Leon de Ville, »at Alt dette meget let lader sig forklare fra et lægevidenskabeligt Synspunkt, og dog vilde jeg ikke bytte disse Visioner for meget af det virkelige Liv. Ja, jeg kan gjerne sige, at for deres Skyld kunde jeg næsten være fristet til for anden Gang at prøve Sarkophagen.«

»Aa, det betænker De Dem s'gu nok paa,« sagde Aabye med en godmodig Latter. »Jeg har havt mange Tyfuspatienter, der have drømt ligesaa smukt som De; men der er Pinedød Ingen, der har Lyst til at tage Svien om igjen, naar det kniber.«

Vi loe Alle ad Aabyes massive Opfattelse, og den Gamle spurgte:

»Hvad tænker De nu at gjøre imod Fyrst Pisani? Var jeg i Deres Sted, havde jeg nok Lyst til at give den Karl en ordenlig Lussing som Tak for Sidst.«

»Der er aldeles Intet at gjøre,« svarede Leon de Ville. »Fyrsten vil let kunne frie sig for enhver retslig Forfølgelse ved at paastaae, at han ikke anede min Tilstedeværelse, da han kastede Papirerne i Sarkophagen. Ligesaalidt som jeg vil vække Skandale ved at forfølge denne Sag videre, ligesaalidt kunde det falde mig ind at duellere med en Mand, der efter min Overbevisning er en Skurk. Jeg har ikke glemt det Øieblik, da jeg i Sarkophagen svoer ham en uudslukkelig Hævn; men da Hævnen her ikke bliver mulig uden gjennem en Forbrydelse, har jeg opgivet at tænke derpaa og beder Dem, mine Herrer, om at tie med, hvad jeg har betroet Dem.«

Den unge Officeer reiste sig op med et ægte Udtryk af fransk Stolthed i sit Ansigt, og efter at vi havde aftalt at træffe sammen i Albanerbjergene, saafremt hans Tjenesteforhold tillod det, skiltes vi ad - han for at vende tilbage til det om Sommeren dobbelt kjedelige Garnisonsliv, vi for at pakke vore Kufferter og den næste Morgen at drage ud til de friske, frie, deilige Bjerge.