af Vilhelm Bergsøe (1867)   Udgave: Flemming Conrad og Lars Peter Rømhild (1988)  
forrige næste

Nogle Dage efter, paa en deilig Sommeraften, vandrede Aabye og jeg op og ned i den kjølige Buegang, der omgiver Haven i Klostret S. Vito. Smaae, lave Døre førte ind til de forskjellige Celler; men hvergang vi kom forbi den, hvorpaa der var malet et Dødningehoved, fra hvilket en spraglet Sommerfugl hævede sig i Luften, standsede vi med spændte Miner og vandrede tilbage til Klostrets store, aabne Port, udenfor hvilken to af Fyrstindens Rejsevogne holdt forspændte. Den ene var tom, i den anden sad Leon de Ville og Clara i livlig Samtale, medens Pietro i en Jægers straalende Liberie stod ved Vogndøren og skottede op til den smukke Marietta, der smilende sad paa Bukken. Pludseligt hørte vi Trin gjenlyde i den stille Buegang; det var Fyrstinden og Verner, der kom os imøde. Begge saae alvorlige ud, og bag efter dem fulgte vor gamle Fører med Fra Ambrosio ved Siden.

»Tager han med?« spurgte Aabye deeltagende. Verner rystede paa Hovedet, men svarede ikke.

Vi traadte ud af Portalen. Det rige, smilende Bjerglandskab laae udstrakt for vore Fødder, rødmende i den nedgaaende Sol, medens Maanen som en bleg, neppe synlig Halvring, stod høit paa den vestlige Himmel.

Fyrstinden og Verner tog i stærk Bevægelse Plads paa den Vogn, der allerede bar Leon de Ville og hans unge Brud, medens Aabye, den Gamle og jeg satte os i den anden. Der stod endnu en Plads aaben. Den Gamle pegede paa den, medens han lænede sig over Vognens Karm og endnu engang trykkede Fra Ambrosio i Haanden.

Denne gjorde en afværgende Bevægelse og hviskede med brudt Stemme: »Farvel, Christian! Farvel! Gud være med Eder Alle!«

Endnu engang maatte han hen for at trykke Verners og Harriets Haand og give dem sin Velsignelse. Da knaldede Piskene, Pietro sprang op paa Tjenersædet, og ned ad gik det i rullende Fart forbi Vignier og Viinløv - de første Skridt imod Hjemmet. Men hvergang Veiens Slangelinie snoede sig saaledes, at vi endnu engang fik en Udsigt til Klostret, saae vi Fra Ambrosios høie Skikkelse stirre efter os med Armene korslagte over sit brede, mægtige Bryst. Først i Dalen skjultes han og S. Vito for vore speidende Blikke.