Værkets karakter og komposition

Om art og komposition af den store bog, som Vilhelm Bergsøe debuterede med sidst på året 1866, får man nyttige vink af dens undertitler og betegnelser. Den har nemlig flere og skiftende, og dette forhold er allerede sigende: bogen er en ganske kompliceret konstruktion.

Den første udgave bar undertitlen Livsbilleder, samlede i Rom, hvad der lægger sig i god forlængelse af og uddyber hovedtitlen Fra Piazza del Popolo. Hermed er antydet et præg af det autentiske. Er det ikke ligefrem en rapportbog, så er det i det mindste efter denne bestemmelse en erindrings- og genfortællingsbog. Dens primære fortæller, der ikke udtrykkeligt gøres til nogen anden end Bergsøe (på titelbladet: samlede / af Vilhelm Bergsøe), og som åbenbart er en erfaren dansk Roma-farer, genfortæller beretninger, han har hørt af andre skandinaver i Rom - væsentlig i ventetiderne under en enerverende kidnapningshistorie.

Vi accepterer nu nok, at det hele er et fiktionsværk. Bl.a. fordi den primære fortæller kan huske de sekundære fortælleres bidrag så umanerlig godt! Men derved ophæves ikke enhver mening med udtrykket Livsbilleder: hvis de ikke er autentiske, så er de i hvert fald realistiske. Både før og efter 1870 var genrebetegnelsen »livsbillede« netop en af måderne, hvorpå digtere angav en realistisk bestræbelse; man bemærker også, at udtrykket er anvendt inde i bogen (s. 393 i forbindelse med »Holmgreens Manuscript«).

Bogens virkelighedstroskab har - navnlig for senere læsere - meget tydelige indskrænkninger, men er i hvert fald meget udtalt i dens redegørelser for og beskrivelser af stedforhold. Det gælder både de italienske, specielt romerske lokaliteter - som det med rette er signaleret i bogens hovedtitel - og de københavnske og nordsjællandske scenerier. Bergsøes værk er vel et af de mest realistisk lokalitetsdyrkende, der hidtil var kommet fra en dansk digters pen.

Med en vis ret kan man udvide påstanden om realistisk præg til at gælde tidsbilledet og miljøerne i bogen. De skandinaviske kunstnerkredse i Rom i fortid og næsten samtid, koleraen i København i sommeren 1853, boheme- og ungdomslivet blandt mere eller mindre velhavende i København og omegn i samme periode: disse skildringer skal sandelig forestille, hvordan det var! Og både nogle af de mest udprægede personer - som den gamle kunstner blandt de fortællende i Rom og Brandt blandt de skildrede i København - har let identificerbare modeller, som det i nogen grad må have været meningen man skulle genkende i figurerne hos Bergsøe.

Her er der særlig tænkt på figurens sociale rolle og personlige væremåde, men i det mindste i et par tilfælde gælder det hovedbegivenheden i en hel, mere eller mindre pinlig personskæbne, der har kunnet genkendes fra det virkelige liv, og som Bergsøe har gjort brug af til vigtige knudepunkter i det fortalte. I manuskriptet til bogen stod der interessant nok ikke Livsbilleder, men - mere intrigeorienteret - Livsbegivenheder i undertitlen.

I yderste konsekvens har Fra Piazza del Popolo da fremstået som en art nøglefortælling, en virkelighedsafbildning med visse navneskjul, næsten som - inden for den omgivende fiktion - »Holmgreens Manuscript« er det. Mere forsigtigt og sikkert kan man anse Bergsøes bog for en fortælling med modeller og miljøer fra det virkelige liv.

Fra 2. udgave af bogen (1870) er undertitlen ændret til Novelle-Cyclus. Hermed er peget på opbygningen som en række af fortællinger inden for en primært fortalt ramme - altså hvad man kalder en rammefortællingskreds. Som det ofte er tilfældet i rammefortællingskredse, bliver de enkelte indlæg eller fortællinger foredraget som tidsfordriv i en mere eller mindre penibel ventetid, medens man afventer, at en farlig frist overstås.

Stedet, hvor hovedparten af fortællingerne gives til bedste, er, som angivet i bogens hovedtitel, Piazza del Popolo; og ventetiden er de første dage af maj under lægen Verners udeblivelse, kidnapning m.v.

Verner begiver sig ud om aftenen »den første Mai« (s. 11), og lægen Aabye fortæller Tordenskyen til de tilbageblevne skandinaver på Piazza del Popolo (men altså ikke påhørt af Verner, ligesom Aabye selv er fraværende sidenhen under halvdelen af Holmgreens Manuscript, jf. s. 394: tilhørerkredsens sammensætning, såvel positivt som negativt, er en vigtig omstændighed). De følgende dage fortæller - eller oplæser - andre deres bidrag til at fordrive den penible ventetid.

Den 5. maj kommer Verner tilbage i god behold og kan berette sin egen bortførelses- og befrielseshistorie. Tilhørernes vantro angående visse punkter i Verners beretning bliver bortvejret, da de »den sidste Mai« (s. 454), som rammen nu rask springer frem til, hører den franske officer Leon de Ville med egen mund berette sin historie frem til netop det punkt, hvor Verner kom og befriede ham.

Rammen har endnu et artigt efterspil hen på sommeren i Albanerbjergene ; og både her og andetsteds fortælles interessante fragmenter af hovedpersonernes forhistorie: således kommer Aabye, den første histories fortæller, med det sidste Vernon-fragment (s. 512 ff.), og tidligere har bl.a. rammefortælleren selv meddelt et i eget navn (s. 207). Hertil kommer mere forbigående, anekdotiske bidrag, som fx Den gamle Kunstners beretning om et raffineret jalousidrab i Trastevere (s. 451 f., der næsten kunne være ud af Decameron). Og i en anden dimension bemærker man også et mindre antal afsluttede korttekster, nemlig indlæg inden for indlæggene: Personer i de indlagte fortællinger synger eller reciterer digte, Henry Vernon i Holmgreens Manuscript fremfører den bitre pastiche i prosa Et sandt Eventyr (s. 376 f.), og første indlægs fortæller Aabye junior påhører og videregiver en meget lang selvbiografisk beretning af sin fader; det er en hel kinesisk æske! Hvis vi imidlertid holder os til de store indlæg, kan vi registrere dem sådan:

En række pointer falder i øjnene ved denne blotte oversigt over de væsentligste indlæg. Således placeringen - og omfanget - af de danske historier (nr. 1 og 4) over for de romerske. I nr. 1 fortæller en dansk bl.a. om franskmænd, i nr. 6 en franskmand bl.a. om danske, medens kosmopolitismen - sikkert meget realistisk - ikke når til at lade nogen italiener figurere som fortæller i denne kreds: vore »gamle Romere« er de mest romerske fortællere, bogen kan have at gøre med. Kredsen er skandinavisk, hvad der vel primært er virkelighedsafbildning, men måske sekundært en skandinavistisk bestræbelse af forfatteren: hovedpersonen i nr. 2 er nordmand, og fortælleren af nr. 3 er svensker. Skandinaverne i Rom omgikkes traditionelt mest tyskere, men det er måske et tidens tegn (italiensk: efter 1860! og dansk: efter 1864! se s. 599f.), at Bergsøe inddrager en fransk officer i stedet for tyske kunstnere.

De seks fortællinger ordner sig i nogen grad i motiviske par: nr. 1-2 om åndsarbejderens modgang, nr. 3-4 om erotiske skæbner, nr. 5-6 om fangenskab. Men dels er der bindeled fra det ene par til det andet: fx er midterhistoriernes erotiske trekanter stærkt foregrebet i nr. 2; og dels er de to fortællinger inden for et par hver gang indbyrdes kontraster: i nr. 1-2 bl.a. videnskabsmanden/lægen over for kunstneren, i nr. 3-4 den burleske anekdote over for den følsomtrealistiske roman, i nr. 5-6 udfrielsen over for den kvælende indespærring. Parallel- og kontrasthistorier er et hovedprincip i europæiske rammefortællingskredse.

Mere end denne associative systematik er det dog nok simpelt hen variationen, der falder i øjnene ved et blik ned over rækken. Selv var Bergsøe navnlig stolt af forskellene i fortællemåde og stil, der da også er tydeligt udarbejdet, især i nr. 2 og 3.

Et meget vigtigt spørgsmål, når man ser på værket som rammefortællingskreds, gælder den mere eller mindre afsluttede karakter af de enkelte indlæg - »noveller«. Set bagfra er det en pointe, at de ikke er afsluttede: slutningen på det hele og dem alle bringes i rammen. De to sidste indlæg er jo erklærede forhistorier i forhold til fortællesituationen; vi forstår, at de øvrige indlæg egentlig også er forhistorier. Når man anskuer værket som en roman - den tredje og sidste opfattelsesmåde, som vi straks kommer til - er det rimeligt nok, at indlæggene ikke lukker sig ved deres afslutninger. Men ud fra synspunktet »Novelle-Cyclus« bør de gøre det. Den begivenhedssammenhæng, der fortælles i et indlæg, skal altså på en måde være afsluttet, selvgyldig - og på en anden måde mangle en konklusion, efterlade en uløst gåde el.lign. Bergsøes vekslende måder at angribe dette vanskelige problem på er fortælleteknisk af stor interesse.

Han kan lade (begivenheder i) rammen bryde ind et sted, hvor indlægget tydeligt ikke er færdigt, som ved Tordenskyen. Eller han kan lade formidleren ligeud erklære, at resten af historien mangler, som ved Holmgreens Manuscript. Når det sidste tilfælde nok virker mere æggende på læserens (og rammetilhørernes!) nysgerrighed end det første, kan en af grundene være, at vi nu er kommet så langt hen i bogen, at vi aner et sammenhængende romanmønster.

Tordenskyen er meget instruktiv, fordi den teknisk er så tydelig: først en novellistisk helhed, der nok er raffineret ved en fordobling i kinesisk æske, men har et klart, programmeret slutpunkt ved den først meddelte spådoms opfyldelse (s. 72); derpå en helt ny handling påbegyndt, men afbrudt, førend den endnu er helt udfoldet. Denne sidste del er da den, der kræver en fortsættelse. Det er den korteste, men dog den, Bergsøe selv har peget på, ved at Aabye giver hele sit indlæg titel efter et element, der først optræder her.

Selvgyldigt, afrundet og afsluttet står i modsætning til indlæg nr. 1 og 4 nr. 2, Malms Historie. Ved den maleriske og patetiske slutning med Malms druknedød i Tiberen er historien ført frem til sin konklusion. Bergsøe har altså løst det novellistiske problem; til gengæld er det ikke nemt at få Malm på benene igen til det sidste identificerende kup i rammehandlingen, uden at sandsynligheden forekommer temmelig hårdt belastet, i hvert fald for nogle læsere. Meget elegantere har Bergsøe klaret en i princippet lignende omvending i forbindelse med det sidste indlæg, Leon de Villes selvbiografiske beretning. Dens handling slutter, da han, indespærret i sarkofagen, døende drømmer sin storartet suggestive drøm om død og kærlighed: »jeg vidste, at et nyt, et lyksaligt Liv vilde begynde«, lyder indlæggets sidste ord (s. 501) - men vi véd jo i forvejen fra rammehandlingen og fra fortællerpositionen, at der kommer en redning og en livsfortsættelse efter dette.

I Rom under Pius den Niende (1877) omtaler Bergsøe sin ven maleren Ducroque, der har hjemsted i Det franske Akademi i Villa Medici på Monte Pincio. Bergsøe refererer en længere, humoristisk opløst bortførelseshistorie af ham og tilføjer: »At jeg har fortalt den udførligt har sin Grund i, at Ducroque, uden at ane det, paa vor Vandring over Pincio oprullede en Række Billeder for mig, der senere blev til lige saa mange Motiver i min Novellecyklus »Fra Piazza del Popolo«. Denne Roman har saaledes til en vis Grad en fransk Oprindelse; kun maa denne søges i Livet, ikke i Literaturen.« (s. 312).

Som Bergsøe her ubesværet glider fra betegnelsen novellecyklus til betegnelsen roman, har den sidstnævnte bestemmelse ofte fortrængt den første. Synspunktet har sin fulde berettigelse; og ud fra det er Fra Piazza del Popolo romanen om Verner/Vernon, således som den oprulles nogle bevægede majdage under hans bortførelse og afsluttes i sensommeren ved hans forening med enkefru Harriet Pisani. For læsere, der forstår kategorien dannelsesroman bredt og som den dominerende romantype i det 19. århundrede, er det muligt at se Vernon-historien som en variation deraf. Lykken og den moralske orden er på vej til at forspildes af den viljesvage Vernon, trods vennen Froms belæringer; men Verners strenge soningstid og forsynets slyngede veje fører til et slutstadium, hvor den gode orden etableres igen. Muligvis mere plat, men også mere forsigtigt kan man sige, at Vernon-Verners fremadgående historie er den senromantiske standardroman om, hvorledes helten efter mange forhindringer til slut vinder sin elskede.

Disse forhindringer er til dels af moralsk og karakterologisk art. Det er bl.a. ved sit ubetænksomme og iltre temperament og ved sin lejlighedsvis svigtende standhaftighed i striden mellem det gode og det onde (bl.a. vennerne From og Brandt), at helten synes at fortabe sin elskede; han har forsyndet sig ved ikke at holde fast ved den ædle kærlighed. En noget grov Nemesis-betragtning, ikke altid til at skelne fra såkaldt poetisk retfærdighed, gøres gældende i romanen; den stærke brug af »udefrakommende« begivenheder til at fremkalde omslag styrker heller ikke altid bogens etiske regnskab. Meget sandt udtaler helten til slut (s. 542), at uden hans »ubesindige Forsæt« om Ponte Molle-turen havde han ikke genfundet sin elskede; her er det endelig ikke dyden, der belønnes, men snarere en komedie- og eventyr-etik, der virker.

Heltindens stilling mellem helten og skurken (Pisani) er en lige så traditionel rival-opstilling, og heltinden forbliver moralsk uplettet, selv om forældreloyalitet og økonomiske skurkestreger tvinger hende de til en formel imødekommelse af Pisani. Som Brandt repræsenterer den dæmoniske fristelse (og, mere interessant og moderne: den etiske nihilisme), repræsenterer Pisani ondskaben som list og magt; han har fra Bergsøes hånd fået alle skurkekarakterens da populære bestemmelser: økonomisk spekulant og svindler, national forræder, paveprotegé, opkomling af jødisk herkomst.

Som roman er Fra Piazza del Popolo iøjnefaldende en knaldroman. Kampen mellem godt og ondt er i høj grad en fysisk kamp, med bortførelse, duel, frygtelig indespærring. Med næsten klaustrofobisk intensitet synes digteren flere gange at dvæle ved forskellig slags indelukke, og ligesom vi til sidst får ryddet skurken af vejen (Nemesis!), får vi de indelukkede udfriet. Og i hvert fald to store knaldromanmotiver må fremhæves: de er forbundne.

Især i spillet mellem indlæggene og rammen, også mellem indlæggene indbyrdes, står identifikationsmotivet centralt. Alt imens skandinaverne ængstes ved spørgsmålet: hvor er Verner? ægges de af spørgsmålet: hvem er Vernon/Verner?

Videre bagud - dvs. i ret tidlige dele af bogen, men bagest i dens indre tids- og årsagssammenhæng - rummer dette et motiv om herkomst-usikkerhed. Nogle af de økonomiske mærkværdigheder og omslag i handlingen hænger på dette motiv. Den ikke sanktionerede seksuelle forbindelse er det dunkle punkt. Romanen har det i almindelighed ikke godt med fædre (eller stedfædre); i Henry Vernons tilfælde er den pinlige hemmelighed specielt hans moder, men gåden gælder faderskabet.

Og gåden bliver løst til sidst - muligt noget hårdhændet, men i en roman som denne, måske helt særligt i denne roman, løses alle gåder og går alting til sidst op. Bergsøes kunst er bl.a. at slynge handlingens og fremstillingens tråde.

Et blikfang til sammenhængen har han søgt at give ved nogle rekvisitter, der dukker op i forskellige lag af bogen. Tydeligst er Henrik Verners slangering, der følger ham på hans vej til Ponte Molle og i Schiavones fangenskab, og som til sidst lader Fra Ambrosio identificere ham; og både i Holmgreens Manuscript, hvor dens herkomst oplyses, og i rammehandlingens slutning placeres den skiftevis hos Henry og Harriet. Ligeledes iøjnefaldende er det kopierede kvindeportræt i Signor Naso og det i Holmgreens Manuscript; de kan dog ikke være identiske. Mosaik-agraffen - det spænde, som Malm bærer i kraven ved middagen hos familien Olaisen - dukker senere op sammen med ringen blandt de ejendele, der har tilhørt Henry Vernons moder. Malm må altså have foræret Sigrid den - og læseren kan allerede - også af dette ledemotiv - danne sig sine slutninger! Associativt - i forhold til den famøse ring - virker endelig også det slangeagtige ved Sigrid.

Så uhyre klar står sammenhængen måske ikke bogens førstegangslæser - trods de syvtommersøm af identifikation, som Bergsøe effektfuldt hamrer ind til slut. Med undskyldning til de mere avancerede læsere, som har opfattet sammenhængen (bogens hovedkritiker, Clemens Petersen, hørte ikke til dem), tillader vi os at rekapitulere:

Den handlings-intrige, der snor sig gennem de mange episoder, er altså beretningen om Henry Vernon = Henrik Verner. I Tordenskyen strejfes mod slutningen den fase i hans tilværelse, hvor han har brudt med Brandt og duelleret (s. 82). I Malms Historie anes det, at hans mor er den rige købmand Olaisens datter Sigrid. Hendes ægteskab med englænderen Signor Naso skænker den unge Henry Vernon en luksuriøs tilværelse i København. Den afbrydes brat, som det fremgår af Holmgreens Manuscript, der fører op til Brandt-duellen. Heri er også Frederiksdal-afsnittet med Vernons og rigmandsdatteren Harriets forelskelse. Da hun tvinges til at ægte fyrst Pisani, begynder Vernons fornedrelsestid. Om den og hans flg. studier og navneskift fortælles i bogens slutning (s. 345 ff./ 510 ff.), der også bringer hans lykkelige genforening med Harriet, efter at han er undsluppet røverne på Campagnen. På bogens sidste blad tager de afsked med Fra Ambrosio, identisk med billedhuggeren Malm, Henrik Verners rigtige far.

Vi får i Holmgreens Manuscript at vide, at Henry Vernon fylder 25 år og bliver myndig den 25. juni (s. 293) i kolera-sommeren 1853. Han er altså født i 1828, og det passer godt hermed, at historien om hans forældres møde, Malms Historie, foregår en menneskealder før 1853; årstal er ikke angivet dér. Det er derimod årstidsforløbet, og de førnævnte avancerede læsere vil have bemærket, at Henrys undfangelse umuligt kan finde sted på det rigtige tidspunkt, dvs. i september. Så denne roman, hvor alting til slut åbenbares at hænge sammen og gå smukt op, rummer dog en fæl regnefejl.

Tilblivelse

Fra Piazza del Popolo's tilblivelseshistorie er skrevet flere gange: Tidligst og mest detaljeret i Bergsøes Erindringer fra omkring 1900, der imidlertid på punkter, hvor det er muligt at øve kontrol, ofte viser sig upålidelige - Bergsøe yndede at dramatisere sit levnedsløb. Med generel skepsis, men uden at søge sikrere kildemateriale, bygger Paul V. Rubow i Vilhelm Bergsøe og hans store Roman (1948) på Bergsøes fremstilling med adskillige unøjagtigheder til følge. En grundig og nøgtern fremstilling foreligger med H.P. Rohdes afhandling Digt og sandhed om en berømt roman. »Piazza del Popolo« i dokumentarisk belysning (1972).

Når Bergsøe ofrer så megen plads på dette værks tilblivelseshistorie, hænger det sammen med, at den gøres til et hovedpunkt i en afgørende fase af hans liv. Snart efter afsluttet skolegang i 1854 begyndte den da 19-årige Bergsøe et naturvidenskabeligt studium, der kulminerede med en disputats over et havbiologisk emne i foråret 1864. Udsigterne til en videnskabelig karriere tegnede lovende, men studierne levnede dog også tid til munter udfoldelse i studentikose og ungakademiske cirkler som fx selskabet »Convivium« (1854-56), hvor lystige sold vekslede med akademiske forelæsninger og oplæsning af medlemmernes digteriske bidrag. Et lignende præg havde »Klubben af 8. Maj« (1857-61), hvor Bergsøe mødtes med bl.a. Frederik Bøgh, Frederik Algreen-Ussing og Carl Dreboldt, der alle senere kom til at spille en rolle for persongalleriet i Fra Piazza del Popolo. Som mange af sine ligestillede i denne meget æstetiserende tid præsterede Bergsøe i disse kredse en venstrehånds digterisk virksomhed inden for forskellige genrer. Særlig betydning tillægger Bergsøe det, at han i februar 1856 vandt 2. præmie i en konkurrence i Studenterforeningen om den bedste fortælling over et opgivet emne; dette bidrag kom nemlig forlagsboghandler P.G. Philipsen for øje, hvilket foranledigede dennes senere henvendelse til Bergsøe om at indlede en forfattervirksomhed (Er III (1903) 116 og VI (1907) 45, jf. H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie II (1898) 447).

Et andet vigtigt indslag i disse år er Bergsøes zoologiske ekskursioner og mere selskabelige udflugter med bl.a. »Klubben af 8. Maj« til smukke steder og gode kroer i Københavns omegn, ikke mindst til det naturskønne, endnu tyndt befolkede stræk fra Dyrehaven over Nyholte til Lyngby Åmose og Furesøen ved Frederiksdal. Her lejede familien Bergsøe sig ind for sommeren et par gange sent i 1850'erne på biskop Monrads ejendom Hummeltofte. Og her modtog Vilhelm Bergsøe besøg af vennerne Frederik Bøgh og Frederik Algreen-Ussing (Elisa Bøgh: Frederik Bøgh (1887) 164).

En begyndende opløsning af disse livssammenhænge falder tidsmæssigt sammen med og står måske i årsagsforbindelse med, at Bergsøe i foråret 1861 blev ramt af en ondartet ledegigt, som forårsagede et langt sygeleje, hvorunder han for at slå tiden ihjel fortsatte digteriet ved til vennen Frederik Bøgh at diktere romanen »»Af en Ulykkeligs Papirer«, [...] som til Held for mig og Efterverdenen ikke blev fuldført.« (Er IV (1905) 11). Alvorligere for den unge zoologs arbejde, bl.a. ved mikroskopet, var imidlertid den øjensygdom, der ramte ham i foråret 1862, og som vendte tilbage med mellemrum resten af hans liv med perioder af alvorligt svagsyn og omsider blindhed til følge. Af helbredsgrunde, men også af hensyn til sin forskning, der endnu ikke var opgivet, rejste han i november 1862 til Rom, hvor han opholdt sig frem til foråret 1863 for efter ophold i Gennazzano øst for Rom, i Syditalien og i Paris at vende tilbage til København i efteråret 1863. Rejsens udbytte var dels de videnskabelige resultater, der førte til disputatsen i foråret 1864, dels de italienske (og parisiske) indtryk, der to år senere fylder store dele af Fra Piazza del Popolo.

Derimod blev helbredet ikke afgørende bedre, og allerede i efteråret 1864 ramtes han på ny af ledegigt og øjenbetændelse, der definitivt afbrød hans videnskabelige karriere. Det er, hvis man tør tro Bergsøes Erindringer, i denne situation forlæggeren P.G. Philipsen dukker op som en frelsende engel, idet han med Bergsøes konkurrence-fortælling fra Studenterforeningen ti år tidligere i venlig erindring opfordrer ham til »at skrive et større, æstetisk Arbejde«.

Afskåret fra at læse og således gøre forstudier til sit værk lader Bergsøe sin fiktion udfolde sig i scenerier og miljøer, der var ham fortrolige: koleraårets København, sommerferiernes idylliske Frederiksdal, studietidens studentikose persongalleri og knejpemiljø, romerske og i nogen grad parisiske scenerier. Endog Skarritsøen, der dog spiller en tilbagetrukken rolle i værket, har en plads i forfatterens erindringer (bl.a. et ophold i sommeren 1857).

Det fremgår af Bergsøes Erindringer og bekræftes tilsyneladende af manuskriptets tilstand, at dette er blevet til, ved at forfatteren har dikteret til vekslende skrivere, hvoriblandt han specielt nævner søsteren Clara Bergsøe (Er VI (1907) 51). Men det er formentlig en skrøne, når han videre beretter (sst. 55), at han, da arbejdet med bogen fortsatte på herregården Tårnborg ved Korsør, måtte klare sig med »en gammel Fyr« fra egnen, som havde det med at falde i søvn under skrivearbejdet, uden at Bergsøe bemærkede det, før alvorlige huller i sidste del af manuskriptet blev opdaget i forbindelse med bogens sætning på trykkeriet sent på året 1866. Historien bliver allerede usandsynlig derved, at zoologen J.C. Schiødte - stadig if Bergsøes Erindringer (sst. 58 ff.) - havde manuskriptet til afgørende kritisk eftersyn på et tidligere tidspunkt, ligesom også andre havde haft adgang til det. Vigtigere er det imidlertid, at manuskriptet er uden spor af sådanne fataliteter; her som oftere i erindringsbøgerne ynder Bergsøe at garnere sit liv med faretruende begivenheder, men det skal dog anføres, at episoden allerede nævnes i P. Hansens artikel om Bergsøe i Illustreret Tidende 26.12.1880.

Derimod er det sikkert, at manuskriptets særlige tilblivelsesform via diktat har haft afgørende indflydelse på den lemfældighed, der præger originaludgavens sprogform, ikke mindst når det gælder det italienske stof; trods revisioner i forbindelse med hvert nyt optryk varede det længe, før teksten fremstod i bare nogenlunde »fejlfri« form. Det er baggrunden for, at nærværende udgave bygger på 4. udgave fra 1877.

I øvrigt må det, stadig i betragtning af manuskriptets tilblivelsesform, der jo med nogen sandsynlighed indebærer, at kladden også var trykmanuskript, noteres, at det rummer meget få strygninger eller tilføjelser. Der er overvejende tale om smårettelser af stilistisk karakter, enkelte indført med Bergsøes hånd, mens indgreb af betydning for kompositionens store træk ikke forekommer.

Herfra er der dog én undtagelse: Den fortælling med titlen Et Eventyr fra Regensen, som blev trykt i Robert Watts tidsskrift Figaro i februar 1867 og siden indlemmedes i Gjengangerfortællinger (1872), var oprindelig tænkt som en del af Fra Piazza del Popolo, nemlig som Aabyes første fortælling, dvs. på den plads i helheden, der senere blev optaget af Tordenskyen. Bergsøe beretter om dens tilblivelse og baggrund i Erindringerne (Er I (1898) 85, jf. VI (1907) 50), hvor den henføres til arbejdets første fase, men tilføjer, at den blev forkastet ved »Textrevisionen«. Om denne revision foreligger i øvrigt intet, men oplysningerne om Et Eventyr fra Regensen's oprindelige plads bekræftes af manuskriptets tilstand: På s. 22 heri ses det, at indledningen til Tordenskyen er skrevet på et stykke papir, der er klæbet over begyndelsen til Et Eventyr fra Regensen, mens resten af manuskriptet hertil, der fortsat befinder sig sammen med manuskriptet til den øvrige tekst, er revet ud og erstattet med Tordenskyen (jf. H.P. Rohde (1972) 135).

Denne del af værkets tilblivelseshistorie kan formentlig ses som et indicium for, at der under arbejdet er sket visse ændringer i dets struktur: Bortskæringen af Et Eventyr fra Regensen skyldes jo tydeligt nok ikke utilfredshed med historien i sig selv, men en erkendelse af, at den ikke passede i den sammenhæng, der efterhånden var ved at tage form. Det kunne tyde på, at den sammenhæng, større eller mindre, der er mellem det færdige værks enkelte novelle-indslag, ikke har ligget klar fra begyndelsen. Da den imidlertid blev klar, og værket ændrede struktur fra en kreds af relativt uafhængige fortællinger i løs ramme til en fastere komponeret cyklus af roman-karakter, stod Et Eventyr fra Regensen ikke til at redde for helheden.

I hvilket omfang den her formodede ændring af værkets struktur i løbet af manuskriptfasen kan påvises også i forbindelse med de øvrige novelle-indslag, er indtil videre uvist, ligesom en nøjere fastlæggelse af værkets tilblivelse i det hele taget bl.a. forudsætter mere indgående manuskriptstudier, herunder af forholdet mellem manuskript og originaludgave, end forberedelsen af den foreliggende udgave har givet mulighed for.

Mens Erindringerne (især Er VI (1907)) giver fyldige og detaljerede underretninger om arbejdets gang, er de samtidige og formentlig mere troværdige kilder anderledes sparsomme og fåmælte. Fra 19.12.1865 foreligger dog følgende melding i bevaret brev fra Bergsøe til Philipsen: »Med Hensyn til mit italienske Arbeide kan jeg meddele Dem, at jeg har forelagt Planen for et Par af mine Venner, til hvem jeg kan fæste Lid som æsthetiske Smagsdommere, og at disse fuldkommen have billiget den. Jeg har allerede fuldendt en Deel af det første Partie og troer at kunne love Dem et Arbeide i en livlig Stiil og med en spændende Intrigue; [...]. Jeg haaber om et Par Maaneder at kunne ophøre med at være Dictator, og, da jeg har Tiden til min Disposition, at kunne fuldende dette Arbeide i Løbet af Forsommeren.«

Trods helbredsmæssige tilbagefald ind imellem kom denne tidsplan næsten til at holde stik. Prologen er som bekendt dateret »Mai 1866«, og få måneder senere, 24.7.1866, satte Bergsøe sidste punktum i sit værk. Det meldte han i et (nu tabt) brev til Philipsen 27.7.1866, og denne reagerede prompte med kontraktmæssige tilbud i brev af 30.7.; de kriser i forhold til forlæggeren bl.a. på grund af manuskriptets omfang, som Bergsøe udmaler (Er VI (1907) 61 ff.), dementeres af Philipsens beredvillighed til at acceptere forfatterens omfangsberegninger, ligesom deres korrespondance i de kommende måneder viser forlæggerens bestandig gode vilje til at komme overens med den ikke altid helt nemme Bergsøe.

Det følger af Bergsøes brev af 19.12.1865, at også Gustav Philipsen er på gale veje, når han i Træk af det Philipsenske Forlags Historie (1919) hævder, at den påståede krise skyldtes, at hans far ikke anede, at det var en roman, han fik leveret. Gustav Philipsen forveksler tydeligt nok Fra Piazza del Popolo med et påtænkt, men aldrig gennemført værk om Naturen og Dyrelivet i Campagna romana, som P.G. Philipsen ytrer glæde over i et brev til Bergsøe 29.6.1867.

Heller ikke under korrekturarbejdet i sensommeren og efteråret 1866 fik Bergsøe, så vidt det kan ses, lejlighed til at give teksten en sidste afpudsning, idet han i brev til forlæggeren 26.9.1866 atter måtte melde sig syg og tilsyneladende var så sløj i de kommende måneder, at læsearbejde var udelukket. En planlagt afrejse til Rom 7.11.1866 - altså før bogen kunne ventes på markedet - måtte således aflyses af helbredsgrunde (jf. H.C. Andersens dagbog for denne dato).

Korrekturlæsningen blev så foretaget af vennen Frederik Bøgh (se dennes breve til Bergsøe 26.9., 10.10., 25.10., 5.11.), og bogen færdiggjort til udsendelse sidst i november, efter angivelsen i Nordisk Boghandlertidende (1.12.1866) at dømme i ugen mellem 24. og 30. november. Hermed stemmer det, at H.C. Andersen omtaler sit første indtryk af bogen i sin dagbog for 26.11.1866. Ca. 14 dage senere begyndte de første anmeldelser at dukke op i dagspressen.

Til historien om Fra Piazza del Popolo og Philipsens forlag hører endnu, at forlæggers og forfatters brevveksling i de kommende år stort set handler om salget og mulighederne for et nyt oplag. 14.11.1867 melder Philipsen, at der endnu er 300 af de oprindelige 1500 eksemplarer tilbage, og året efter, 21.12.1868, at den nu snart er udsolgt. Da Bergsøe imidlertid 25.1.1870 gør opmærksom på, at nu er der udsolgt, og forhører om et nyt oplag, svarer Philipsen (28.1.1870) henholdende, at han må udsætte at tage stilling til det spørgsmål. Samme år udkom Fra Piazza del Popolo i 2. udgave hos Gyldendal, der allerede havde udsendt digtsamlingen I Ny og Næ (1867) og romanen Fra den gamle Fabrik (1869).

Modeller

Det er en side af den realistiske litteraturs bestræbelser på at opnå virkelighedspræg, at fiktionen udspiller sig i en bestemt tid, ofte ligefrem kan dateres, og foregår i bestemte, genkendelige lokaliteter. Blandt hyppige træk af den art i Fra Piazza del Popolo kan nævnes den autentiske skildring af koleraen i København i sommeren 1853, der vistnok bygger på J.J.C. Magnus' Nogle Billeder af Kjøbenhavn under Choleraepidemien (1853); endvidere bl.a. de talrige momenter af Roms topografi og det forhold, at fiktionens ramme uden større besvær kan henlægges til 1. maj og den nærmest følgende tid engang i 1860'ernes begyndelse.

En side af dette kompleks er brugen af modeller fra det virkelige liv, der i forbindelse med historiske romaner kunne føre til krav om historisk-psykologisk pålidelighed, mens den, når det gælder samtidsromanen, kunne medføre streng påtale fra den litterære kritik, hvis modellerne blev for genkendelige. I forskellig detail kan denne historie følges hos forfattere som fx Carl Bagger i 1830'rne og Herman Bang i 1880'erne.

Fra Piazza del Popolo blev straks kritiseret for usømmelig brug af modeller, idet den litterære kritik dog af diskretionshensyn ikke kunne trække alt for klare linjer fra fiktionens til virkelighedens verden. Men i samtidige breve fra kredsen omkring Bergsøe og senere i Elisa Bøghs biografi over Frederik Bøgh (1887) samt i Bergsøes egne, ganske vist ofte utroværdige erindringsbøger er flere af romanens figurer sat i klar relation til autentiske personer i romanens samtid. I eftertiden er problemet især behandlet af Paul V. Rubow (1948), T. Vogel-Jørgensen (1966) og H.P. Rohde (1972).

Genkendelsens indiskutable karakter i samtiden fremgår af et tilbageblik fra 1880, hvor den senere litteraturhistoriker P. Hansen genkalder sig indtryk af den unge Bergsøe og hans kreds i Pleisch's konditori på Amagertorv i 1850'erne: »Man vil i Bergsøes »Fra Piazza del Popolo« finde talrige Reminiscenser fra disse Tourneringer mellem Padderne af det runde Bord og møde mangfoldige, endog meget tydelige Træk, der minde om Kredsens enkelte Personligheder.« (Illustreret Tidende 26.12.1880).

En sådan betragtning har som forudsætning bogens baggrund i et snævert kulturmiljø (det gamle København inden for voldene) med stort indbyrdes personkendskab. I sådanne kredse har der hersket traditioner og forestillinger, der næppe længere kan dokumenteres, som fx når R.P. Rasmussen i Almindelig Hospitals Historie 1769-1892 (1939) 181 fastslår, at »Det er jo F.L.E Smith [læge, fra Åbybro!] der under Navnet Aabye fortæller om Tilstanden i Kolera-Aaret paa Alm. Hospital«, mens Vilh. Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie IV (1925) 50 udpeger Bergsøes ven, den kendte læge Rudolph Bergh som »Model for den ideale Læge i Fra Piazza del Popolo«. Når Paul Bergsøe i erindringsbogen De tre Vinduer (1946) 53 nævner fru Bergh - hans »Tante Elisabeth« - som model i det ydre for romanens Harriet, er vi inde i egentlig familietradition.

Det var imidlertid ikke sådanne tilfælde, der vakte offentlig interesse. Når det gælder de personer, hvis modeller var genkendelige for bredere kredse, og som især bidrog til bogens autentiske og i nogen grad skandaløse præg, må der skelnes mellem forskellige grupper. For sig står egentlig autentiske personer, hvis navne direkte eller kun let fordrejet forekommer inden for fiktionen som fx etatsråd Thal (se s. 65 med note) og Schiavone, i hvem Romafarere kunne kende en af tidens notable banditter (jf. Er V (1905) 103 og VI (1907) 235).

Mere pirrende for fantasien var formentlig de figurer i fiktionen, der ikke kunne identificeres ved navn, social position eller visse genkendelige karaktertræk, men alene ved særlig iøjnefaldende livsomstændigheder eller konstellationer. Det gælder især de personer, der går igennem Malms Historie, Signor Naso og Holmgreens Manuscript: Trods ihærdige forsøg på at dysse sagen ned var det kendt i de rette kredse, at en ung pige af den meget rige familie Tutein i 1848, samtidig med sin forlovelse med en søn af den lige så velhavende familie Brun, havde haft et forhold til en kunstmaler med den stærkt ubelejlige fødsel af en søn til følge. Et hastebryllup med Brun fulgtes af en lige så hastig skilsmisse i april 1849 og af familien Tuteins flerårige eksil i Sydeuropa, hvor den unge pige traf og i 1851 ægtede rigmanden Sir John Cookney. Samtidig blev barnets identitet sløret ved diverse ulovligheder og dets forbindelse til de biologiske forældre afbrudt. Forløbet er kortlagt af Chr. Waagepetersen i Kulturminder (1973 og 1979), mens Paul V. Rubows fremstilling (1948) er upræcis.

Til denne historie havde Bergsøe rigeligt kendskab gennem sin familie- og bekendtskabskreds. Læsere med blot nogenlunde kendskab til tidens sladder har sikkert fundet forløbsbeskrivelsen s. 355 ganske nærgående, men det må pointeres, at »modellen« til unge Vernon i 1866 kun var sytten år og i ganske andre livsomstændigheder end denne - samt at hverken Bergsøe eller nogen anden i tiden, så vidt vides, nævner disse mulige sammenhænge.

Det er derimod tilfældet med flere af figurerne i de romerske partier af bogen. I Erindringerne sætter Bergsøe således Svingberg i relation til skuespilleren og æstetikeren Fr. Høedt (Er VI (1907) 123), mens træk af Malms historie henføres til den svenske billedhugger Fr. Kjellberg, som Bergsøe havde truffet i Rom (Er IV (1905) 206). Kyndige læsere kunne vel også i denne skikkelse genkende træk af maleren Albert Küchlers overgang til katolicismen og klostertilværelsen (jf. Rom (1877) 557 ff.), mens »den gamle Kunstner« umiddelbart lod sig genkende som billedhuggeren C.F. Holbech (1811-80), der havde opholdt sig i Rom siden 1841; hans skikkelse var tillige det læsende publikum bekendt fra Goldschmidts skrifter (jf. nedenfor s. 570). I Erindringerne nævner Bergsøe flere gange Holbech og hans relation til Fra Piazza del Popolo (se især Er IV (1905) 132 ff., 186 ff.); men allerede i »Minder fra Rom og Campagnen« (Italiensk Billedbog, 1881) og i skitsen »Gamle Holbech« (Fra sollyse Strande, 1886) havde Bergsøe givet ham hengiven omtale.

En særlig opmærksomhed vakte dog skildringen af de unge mænd omkring Henry Vernon i Holmgreens Manuscript. Ud fra et sikkert kendskab til Bergsøes omgangskreds identificerer Frederik Bøghs enke Elisa Bøgh dem i sin levnedsskildring af manden (1887) som henholdsvis cand.jur. Carl Dreboldt (Boldt), Frederik Bøgh, der både i fiktion og virkelighed bar tilnavnet »Fromhedens Frederik« (From) og cand.jur., kammerjunker Frederik Algreen-Ussing (Brandt), og de to sidste identifikationer gentages af Bergsøe i Erindringerne (Er VI (1907) flere steder). Egentlig portrætlighed mener fru Bøgh ikke at der er tale om, men et par citater af Ussings breve (s. 102, 126) viser dog overensstemmelse mellem hans og Brandts stil, et indtryk, der til overflod, men derfor ikke nødvendigvis sandfærdigt, bekræftes af Bergsøes Erindringer (fx Er III (1903), 138 ff., IV (1905) 2).

Det var da også Brandt-skikkelsen, der i denne sammenhæng især vakte kritikkens opmærksomhed og snart også vakte uro i kredsen omkring Bergsøe og Algreen-Ussing. Illustreret Tidende påtaler således, at Brandts maske er »utilladelig gjennemsigtig«, og det samme punkt er baggrund for en side af forsvaret for Bergsøe i andre blade. Jf. nedenfor om Modtagelseskritikken.

Man mere end aner, at snakken har gået i København, og Ussing må snart have ømmet sig til sin fortrolige ven Sophus Heegaard, der sidst i december svarer tilbage fra Paris: »Du behøver ikke nærmere at appellere til min Delikatesse i Anledning af Bergsøes Personligheder; alle den Slags Forsøg ere og ville altid være absolut raae, og jeg troer, at der er saamegen Sandhed i Tilværelsen, at slig Brutalitet falder tilbage paa sin Ophavsmand«, lyder vennens ord, men et vægtigt moment i brevet er en indtrængende opfordring til Ussing om at ændre livsstil (»Moderer Dig!«) og vælge sin omgangskreds med større kræsenhed.

Hjemme i København var det efter de bevarede breve at dømme især Bergsøes søster Clara, der blev urolig over den almindelige opstandelse, især over anmeldelsen i Illustreret Tidende, men Bergsøe trøstede hende (i udateret brev fra årsskiftet 1866-67): »Den almindelige Opinion er gunstig for mit Arbeide«, hævder han og mener ikke at være »gaaet over Grændsen ved de Ting, som jeg har laant fra virkelig levende Personer«.

Heri fik han solid støtte fra en anden involveret, Frederik Bøgh, der i et brev d. 29.12.1866 til Clara Bergsøe formulerer et klart æstetisk standpunkt: »Hvad nu angaaer denne slemme, sorte Brandt, maa jeg sige Dem, at det forekommer mig utvivlsomt, at han ikke alene er den bedste Figur i Bogen, men overhovedet det Bedste i hele Bogen. Æsthetisk kan han absolut forsvares, og Andet vedkommer jo ikke Publicum. Jeg maa dernæst fremhæve, at naar en Forfatter benytter en enkelt Side af en ganske vist existerende Characteer og driver denne eensidigt op til en næsten dæmonisk Høide, saa bør det være klart for alle forstandige Mennesker, at her har det ikke været Meningen at levere et Portrait. Man bryder sig dog virkelig kun om de Forstandiges Dom. Enhver Kunstner bør bruge Model, og efter Deres Broders hele Anlæg - han er ogsaa Naturalist [dvs. naturforsker] i æsthetisk Henseende - er det meget naturligt og forsvarligt, at han grundigt bruger sin Model.«

Få dage efter, 6.1.1867, havde Ussing og Bergsøe en tilfældig og kort, men elskværdig samtale på gaden. Det fremgår af Bergsøes brev til søsteren dagen efter, hvor det bl.a. hedder: »Jeg kan ikke blive klog paa ham; thi ved Siden af det Vrange, Falske og ligefrem Slette i hans Characteer, synes der endnu at være endeel baade Nobelt og Godt tilstede; men det Hele er saadan groet sammen i hinanden, at man næsten ikke kan luge det ene op uden at tage det andet med. [...] Vi vare Begge stærkt bevægede og jeg troer at vi til en vis Grad begge To have lidt ligemeget under de Sjæleindtryk som Holmgreens Manuskript paa saa forskjellig Maade har fremkaldt hos os Begge.« Og videre: »Det er kun et høist ufuldstændigt Indtryk, som Du modtager af hele denne Sag, det føler jeg altfor godt; alligevel beder jeg Dig at brænde disse Linier naar Du har læst dem og ikke omtale deres Indhold til Nogen. - Jeg ved med mig selv, at det ikke er noget slet Motiv, som har drevet mig til Skildringen af Brandt; kan denne Skildring vække noget af det, der slumrer hos U. vil jeg endogsaa antage at jeg har gjort noget Godt. -«

Det er antagelig dette møde, der ligger bag Erindringernes i så fald knap genkendelige passage om Ussings krav om duel på pistoler og, da den idé må opgives, om de tos vandring arm i arm frem og tilbage gennem byen (Er VI (1907) 103 f.).

Herefter skiltes deres veje tilsyneladende, og kontakten synes ikke at være genoptaget inden Ussings tidlige død i januar 1869. Derimod slap Bergsøe ikke Brandt-figuren, men lod sig inspirere af den til nye, veloplagte formuleringer (se nedenfor s. 588). Ved udsendelsen af 4. udgave 1877 gik det dog den anden vej, idet Brandt nu blev befriet for bogens måske rammeste skudsmål (se note til s. 301), der kan have forekommet den historisk-biografiske forfatter og politisk konservative Ussing også at være dens mest ærerørige.

Skabeloner

Den danske interesse for Italien og særlig for Rom har afspejlet sig i en righoldig litterær tradition, og Fra Piazza del Popolo er i sin tilblivelse på mange måder tænkt ind i denne traditions baner. Kunstnerens kamp og mulige miskendelse har danske digtere i flere hovedværker givet italiensk iklædning, som i Oehlenschlägers skuespil Correggio (dansk udg. trykt 1811) og H.C. Andersens roman Improvisatoren (1835) - et motiv, der også mødes i hans eventyr Psychen (skrevet i Rom maj 1861). Af Thorvaldsens ven Ludvig Bødtcher kender vi lyriske portrætter både af skulpturmesteren (»Piazza Barberina«) og af Roms berusende omegn, særlig i retning af Albanerbjergene (»Mødet med Bacchus«). Også de nordeuropæiske turisters røverromantik havde fået markante litterære udtryk i Henrik Hertz' romantiske lystspil Tonietta (1849) og i Chr. Winthers versfortælling I et romersk Osterie: de sidstnævnte indgår også i det litterære allusionsmateriale i Fra Piazza del Popolo.

Alt dette ligger bag Bergsøes bog, ligesom adskillig ikke-fiktional rejselitteratur fra Italien gør det. Men nærmest på af det alt sammen var hans med-romer M.A. Goldschmidt, der ikke blot havde erindret om »Tordenskyen«s periode med Breve fra Koleratiden (1863), men især - som allerede nævnt - sat Rom på papiret i sine Fortællinger og Skildringer (I-III, 1863-65). I denne serie var der flere ting, der måtte have den unge Bergsøes interesse: Med Rom som skueplads blandede Goldschmidt autentiske skildringer (»Hvorledes man lever i Rom«) med fremførte fortællinger (»Hvorledes man fortæller i Rom«); det 3. bind er den separate roman Arvingen, der til dels foregår i Rom og handler om en tabt og genset brud; men Bergsøe har mest umiddelbart kunnet bruge bind 1-2.

Goldschmidt havde været i Rom samtidig med Bergsøe i foråret 1863, og han skildrede kredsen af deres fælles bekendte - »Dydsforeningen« med »Præsidenten« (= den Gamle, Holbech) i spidsen; de fleste nævnes ved personnavnet, dog ikke randfigurer som Bergsøe, der faktisk skimtes mindst to gange i skildringen. Så rummer bogen altså tillige en rammefortællingskreds, hvor nordboer i Rom fortæller historier, enten selvoplevede eller bevidnede eller sådanne, hvor »Fortællingen var en tilsløret Form, hvori han gav noget af sit eget Hjerte Luft« (bd. 1, s. 71); og en enkelt gang påhører nordboerne oplæsningen af en noget længere beretning.

Bergsøe har tidligt i sin bog indlagt en henvisning til den berømte italienske rammefortællingskreds Decameron (ca. 1350), men har næppe noget nærmere forhold til denne (jf. noter til s. 20). At nogle af inderfortællingerne i Fra Piazza del Popolo afbrydes, genkalder snarere systemet i den orientalske samling 1001 Nat (en dansk version ved den også i andre henseender Bergsøe-relevante forfatter Valdemar Thisted var udsendt 1852-54). En rammefortællingskreds med oplæsning af et skrevet, mere eller mindre digterisk materiale, var en arv fra romantikken, bl.a. den tyske digter Tieck; hos os findes det brugt ved et enkelt indlæg i Blichers E Bindstouw (1843). Også den - om man vil - modsatte tendens, nemlig at indlæggene ved nærmere eftersyn ikke er fritstående, men brudstykker af fortællerens eller en anden tilstedeværendes forhistorie, dukker op omkring den romantiske tidsalder, bl.a. hos den tyske digter Wieland, med identifikation som en afsluttende pointe.

Ejendommeligheden hos Bergsøe er jo sammenbygningen af inderfortællingerne til én, eller tre kvart, stor romanagtig livshistorie. Dette trick findes ikke i Alfred de Vignys rammefortællingskreds Servitude et Grandeur militaires (1834), som Rubow ud fra en antydning i Bergsøes Erindringer har foreslået som forbillede i denne henseende; Vignys bog har dog nok anslået en af tonerne i Leon de Villes historie. Successive fortælleres bidrag til én sammenhængende handlingsoprulning finder vi i englænderen Wilkie Collins' glimrende detektivroman The Moonstone, som den danske digter imidlertid ikke kan have nået at kende (udk. 1868).

Bergsøe har altså ikke derfra kunnet hente den kompositoriske hovedplan, der vist endda ikke har stået ham helt klar fra begyndelsen. Men anlæg med flere forhistorie-indlæg og med identifikationspointe kan han have fra den europæiske, specielt franske føljeton- og knaldroman, der slugtes i stort omfang også i Danmark. Blandt de berømteste titler er Eugène Sues Paris' Mysterier (1843), Alexandre Dumas' Greven af Monte Christo (1845-46) og Victor Hugos De elendige (1862). Der er nok enkelttræk i Bergsøes bog, der kan skyldes Sues indignerede sociale storbyskildringer (jf. Tordenskyen), og navnlig i 2. del af Greven af Monte Christo med det romerske karneval, røverne uden for byen, indespærring i underjordisk gravsted, er der en række overensstemmelser med Bergsøes bog. Men det er snarere hele genren med dens indlæg af sekundært fortalte for- og side-historier og med dens gru og tapperhed, indespærringer og forfølgelser, skindød, forklædninger, formuer, forførelser, herkomstopklaringer, massiv Nemesis (ofte ved personlig hævner) og overmåde skurkagtige eller ædle hovedpersoner, der går igen hos den danske digter. Det sidste rigtig nok med den modifikation, at vi i stedet for føljetonernes sammenbidte, grusom-filantropiske hævner har en »svag« hovedperson i den hidsige og vankelmodige Verner/Vernon.

Om karaktererne hos Bergsøe gælder ellers, at de er enkle og ofte stærkt moralsk polariserede som i teaterstykker og knaldromaner. Mere psykologi giver forfatteren i visse skildringer af sindstilstande, især angstfyldte. Scenen med det parisiske medium la Tutelle (s. 54 ff.) viser Bergsøes kendskab til hypnose, hvis udforskning netop i den sidste halvdel af århundredet banede vejen for den moderne dybdepsykologi. Digteren udnytter emnet novellistisk-romantisk, men lader dog en læge være den fortællende. Således blander moderne og gammeldags, avanceret og konventionelt sig ofte hos Bergsøe.

For de mindre indlæg og for karakteristiske stiltræk i Fra Piazza del Popolo er der især danske forbilleder. H.C. Andersen-pastichen i »Et sandt Eventyr« og efterklangen af Blicer i åbningen af »Holmgreens Manuscript« er tydelige. Forskellige arter af efterromantisk versdigtning - fra den imiterede folkesang til mere moderne fortællende og evt. satirisk deskriptive numre rundt omkring i Bergsøes prosabog (og i hans første digtsamling, hvori flere genfindes) - er mere eller mindre heldige fortsættelser af bl.a. Carl Bagger, Chr. Winther og Fr. Paludan-Müller. Tidens sungne digtning, fra Bellman til Hostrup, kommer let Bergsøes personer på læben, og ikke mindst teaterrepertoiret fra Kgs. Nytorv er præsent, inklusive musikdramaet (Don Juan) og vel også den Bournonvilleske ballet. Hertz' romantiske skuespil - den førnævnte Tonietta, men også Ninon (1848) - er på tilsvarende måde ikke blot allusionsmateriale, men indeholder vigtige tematiske lighedspunkter, især som erotisk digtning. Det i moderne øren sikkert slemt teatralske i nogle af Bergsøes dialoger, ikke mindst mellem Henry og Harriet, er lige ud af romantismens teater-replikstil.

Men også de komiske og groteske scener hos Bergsøe har teaterprægede tableauvirkninger og dialogkunst i sig. Et højdepunkt i denne og andre henseender dannes i bogen af Henrys mefistofeliske ven Brandt. Hans vistnok meget virkelige 1850'er-københavnske vittighedsfyrværkeri er et højtdrevet stykke sproglig bohemekultur, der spiller med alskens lokale og både høj- og lavlitterære, både gudelige og ugudelige elementer; mange af disse er ikke umiddelbart forståelige i dag, hvorfor kommentarerne i nærværende udgave har bestræbt sig for at identificere i det mindste en del af dem. Brandt er således en litterær type - foruden at han som tidligere nævnt er en nærgående afbildning af en faktisk person. Liv gjort til digteriske skabeloner er i Bergsøes bog blandet og undertiden forenet med digteriske skabeloner fyldt med livagtighed, til dels med erfaring, »livsbilleder«.

Modtagelseskritikken

Om modtagelsen af Fra Piazza del Popolo hersker den myte, der ikke mindst blev slået fast i sidste bind af Bergsøes Erindringer (Er VI (1907) 71 ff.), at bogen blev aldeles unådigt behandlet af den litterære kritik, at den »fra først af saa ubarmhjertigt var stillet i Skammekrogen« (100).

Denne opfattelse kan findes endnu tidligere, i hvert fald i en artikel til Bergsøes 70 års dag (Illustreret Tidende 19.2.1905, anonym), der taler om »yderst faa Forsvarere, men saa mange des flere Angribere«. Den går igen i sønnen Paul Bergsøes erindringsbog (1936) og får sit kritikhistoriske stempel i Paul V. Rubows bog om Bergsøe (1948): »Den fik en Del Omtale i Pressen, men ikke videre venlig«, hedder det (16) - dog: »Publikum gav Bogen Oprejsning for den daarlige Kritik« (34).

Alt efter, hvordan man læser den første kritik, kan man finde dette billede af den mere eller mindre holdbart. Især får det vægt, hvis man, som Bergsøe og Rubow gjorde, mest holder sig til Clemens Petersens store og unægtelig dræbende nedsabling i dagbladet Fædrelandet hen i januar 1867. Han stod som tidens førende, men dog ikke enerådende kritiker i årene op mod 1870.

Et hastigt vue over den første modtagelseskritik viser, at Berlingske Tidende var først på pletten (8.12.1866, Ph. Weilbach); her fremhæves positivt »det sindrige i Anordningen«, »et helt igjennem flydende og livligt, om end ikke jevnt og ligeligt Sprog«, et »naturligt og frit spillende Vid« samt »Lethed i Valg af Emner« og »Anskuelighed i Fremstillingen«. Andre - og som vi skal se: mindre positive - punkter foruroligede imidlertid kredsen omkring Bergsøe og skal (if. Gustav Philipsen (1919)) have foranlediget forlæggeren P.G. Philipsen til at overtale og bestikke bladet og forfatteren H.P. Holst til at bringe en mere imødekommende omtale (21.12.1866, under mærket C., jf. Weilbachs replik sst. 18.1.1867).

Mellem Berlingske Tidende's to anmeldelser ligger hovedparten af modtagelseskritikken. Det knap så højt ansete Dags-Telegraphen (9.12.1866, anonym) taler uden videre om bogens »velfortjent fremragende Plads«, mens Illustreret Tidende (16.12.1866, J.C. Magnus) afrunder en række kritiske indvendinger med at fastslå, at »Fortrinene ere langt større end Manglerne«, og med at stille forfatteren en lovende fremtid i udsigt. Nærmest uden forbehold er Fyens Stiftstidende (18.12.1866, anonym), mens Folkets Avis (19.12.1866, formentlig redaktøren Erik Bøgh) trods visse kritiske anmærkninger noterer et »uomtvisteligt Talent« og henregner bogen til sæsonens bedste.

I en lidt sen anmeldelse i det respekterede Dagbladet (24.12.1866, if. Bergsøe (Er VI (1907) 72) af digteren Chr. K.F. Molbech) får bogen flere kritiske ord med på vejen, men fremhæves indledningsvis som »En af de interessanteste poetiske Julegaver, dette Aar har bragt«, og der rundes af med, at disse »Livsbilleder« trods mulig tvivl om deres poetiske rangklasse (eller måske kategori) »høre ikke til den Klasse af Poesi, som er den værste af alle, den kjedelige«. I hvert fald forlæggeren måtte glæde sig og kunne næppe heller klage over omtalen i Figaro (30.12.1866, formentlig ved redaktøren Robert Watt), der afrunder modtagelseskritikkens første række med at fastslå, at bogen nu har fået så megen omtale, at en egentlig præsentation skulle være overflødig; men ros skorter det ikke på: »det er i Sandhed en meget lovende Begyndelse i en ny Retning«.

Det er på denne baggrund man må se Clemens Petersens nådeløse nedsabling af bogen i Fædrelandet (19.1.1867). Om dens skarpe tone skyldes, at Petersen har følt sig og sin form for kritik angrebet gennem skildringen af Svingberg og hans æstetiske ideer, er uvist; Bergsøe benægter aldeles sådanne hensigter (Er VI (1907) 123). Når den har fået den plads i eftertiden, som tilfældet er, skyldes det selvfølgelig i høj grad, at Petersen var tidens førende kritiker. Men når Bergsøe i sine Erindringer fyrre år senere ikke kan blive træt af at nedgøre samme Petersen, hænger det vel også sammen med, at denne, efter at være blevet skandaliseret som homoseksuel, var en billig modstander at slå på. Bergsøe må dog nok først have følt sig alvorligt truffet - måske ligefrem truet i sin eksistens som nybagt levebrødsforfatter - og her bør det ikke forbises, at Clemens Petersens anmeldelse i grunden tydeliggør, rendyrker og ensidigt holder sig til en række punkter, som også havde spillet en rolle i den allerførste modtagelseskritik; han sætter dem på begreb, så at sige, med den slemme konklusion, at Fra Piazza del Popolo ikke er rigtig digtning. Fordi disse punkter nemlig vejer tungere end det gunstige, der i øvrigt kunne siges om Bergsøes livlige fantasi og elegante stil.

Skønt det ikke altid slås fast med firetommersøm, efterlyser flere anmeldelser først og fremmest »det Blik paa Menneskelivet, den Heelhed i Livsanskuelsen, der skulde samle alle disse Meddelelser til Eenhed og gjøre dem til Poesie« (Berl. Tid. 8.12.), eller formuleret med lidt anden accent: »man føler kun altfor meget, at Forfatteren i denne Skildring [nemlig af seancen i »Tordenskyen«] ikke har formaaet at hæve sig til et høiere Standpunkt [...] og derfor ikke formaaer at tilveiebringe den Harmoni, der er en nødvendig Betingelse for rigtigt at kunne nyde et Digterværk« (Ill. Tid.). Selv kritikere, der i øvrigt er positivt stemte, sporer »en vis Uro« i helheden (Folkets Avis) eller noterer, at selv om fortællingen ingenlunde er blottet for »det dybere Underlag af en Livsanskuelse«, tydeligst i Malms »storslaaede Skikkelse«, så er »Tanken i denne Bog, som sagt, overgroet af Stof« - og tankerne i øvrigt tænkt før: »original i dybere Forstand kunne vi ikke kalde den« (Dagbladet).

Savnet af en idé, der gennemtrænger værket, sættes i flere anmeldelser i sammenhæng med en for stor vægt på spændende og effektfulde handlingselementer; de to forhold begrunder så at sige hinanden: »det Pikante og Spændende har faaet Fortrin for det Dybe og Inderlige«, mener Fyens Stiftstidende, mens Illustreret Tidende anker over »Jagen efter Effect«, og Folkets Avis taler om »Smag for stærke Effekter og for overraskende Situationer; hans Fantasi har Overvægten paa Raisonnementets Bekostning«. Når Berlingske Tidende (21.12) rykker Bergsøe til undsætning, fremhæves det netop, at bogens virkning ikke beror på »Effect«.

Vi er her vidne til en side af de danske guldaldernormers kamp mod en frembrydende litterær realisme, hvis farligste inspirationer efterhånden mentes at komme fra Frankrig; flere anmeldere antyder netop denne smittekilde, og Illustreret Tidende sætter navn på: »Alle de Effectmidler, som den nyere franske Skoles berømte Repræsentanter, f.Ex. Alexandre Dumas og Eugene Sue, benyttede saa rundhaandet, ere her anvendte«. Det var ikke mindst i skildringerne af livet i det mindre respektable København, at Bergsøe bragte sig i konflikt med smagens vogtere. Disse skildringer ønskes i flere anmeldelser afkortet, »fordi man overhovedet dvæler med mindre Lyst ved den Slags Ting« (Berl. Tid. 8.12), ja selv det ellers velvillige Dagbladet tager afstand fra »en maaskee vel bred og saftig Pensel, som de Svirescener, i hvis kvalme Luft man dvæler noget for længe«. Blot fjorten år senere kunne P. Hansen optræde som forsvarer for Bergsøes realisme mod Brandes-fløjens krav om mere vidtgående virkelighedsskildring a la Zola (Ill. Tid. 23.1.1881).

Savnet af gennemgående idé eller »høiere Standpunkt« viser sig ifølge flere anmeldere også som svagheder i værkets komposition og menneskeskildring. Mens den første stort set findes for indviklet, hævdes den anden at være for lidt udviklet. Det er tydeligt, at bogen opleves som lovlig stor og uoverskuelig. Det benævnes venligt »den sindrige Anordning« o.lign., men flere anmeldere påpeger, at »Traaden, der forbinder de enkelte Livsbilleder, er temmelig tynd, og at den endog paa enkelte Steder staaer i Fare for at briste« (Ill. Tid., næsten enslydende i Folkets Avis). Ogsaa den ellers venlige anmelder i Berlingske Tidende (21.12.) må erkende, at værket burde have været »sammenarbejdet og sammentrængt«.

Men dommen over Bergsøes personskildringer kan forekomme mere knusende. Alene »Tordenskyen« karakteriseres i så henseende direkte positivt (Berl. Tid. 8.12.), mens Malm og Laura lige akkurat kan passere for Fædrelandet's dommer; ellers er der bred enighed om, at bogens »Sjælemaleri« ikke modsvarer den indviklede komposition (Berl. Tid. 8.12), at Bergsøe snarere »skildrer end udvikler« sine personer (sst. 21.12.). Formuleret nænsomt (af Dagbladet) hedder det, at »Karakteertegningen er mindre lagt an paa psykologisk Fiinhed i Udførelsen end paa at stille Modsætningerne overfor hinanden, og dette er lykkedes godt«. Ordet »effekt« er ikke brugt her, men er implicit til stede.

Læser man på denne måde den første modtagelseskritik på tværs, ser man Bergsøes bog blive målt, med den danske guldalders centrale normer - og ikke slå til. For det var just digtningens fornemmeste opgave at afdække den sammenhæng, orden og harmoni i tilværelsen, om hvis eksistens intet sandt og godt menneske kunne (måtte) være i tvivl, hvor svært det end kunne være at erkende den i det daglige. Netop på denne kombination af æstetik og livsanskuelse (etik) byggede Clemens Petersens anmeldelse.

Men til forskel fra sine kritikerkolleger holder han sig strengt til de punkter, der ud fra disse overordnede synspunkter var afgørende, og kan derfor indskrænke sig til nogle få, indbyrdes forbundne træk ved bogen. I bund og grund er værket ifølge Petersen én stor æstetisk fejltagelse, fordi det i etisk henseende er underlødigt. Det ses for det første i Bergsøes svaghed for »Spænding«; dette fænomens forekomst i et litterært værk skyldes, at »Stoffet overvælder Forfatteren, at han mangler Evne til eller begaaer Feilgreb, der hindrer ham fra at bringe det til en fuldt gjennemarbeidet, ideklar Form«. At gribes af spænding, aktivt som forfatter eller passivt som læser, er imidlertid udtryk for et defekt åndsliv: »Spænding tilhører Halvdannelsen; for det naturlige og for det gjennemdannede Menneske er den snarere en Pest«, hævder kritikeren og uddyber det nærmere: »Netop fordi Spænding bestaaer i, at man opgiver selv at have en begeistret Villie, voxet op fra en sikker Tro, og ganske kaster sig ud i Tilfældets Uvished, blot holdende sig oppe ved phantastiske Ønsker, netop derfor er den altid forkastelig og kan kun tiltrække Menneskene, forsaavidt der er noget Uudviklet eller Forulykket ved dem. Ganske det samme gjælder om Spænding ved Nydelsen af et Konstværk.«

Konkret viser den sig i værkets komposition, rammefortællingens kinesiske æskesystem, som Petersen finder uoverskueligt og meningsløst: »Bestandig er det [dvs. stoffet] nemlig brudt op i smaa Stykker, af hvilke de, der passe til hinanden, ofte ere fjernede flere hundrede Sider fra hinanden, og, skjønt vistnok ingen Maske er tabt i dette konstige Væv, spørger man dog, naar man lægger Bogen bort, lidt forknyt: Hvem er nu egenlig Fader til hvem? Men denne Nysgjerrighed er dog, selv om den var spændt til det Yderste, et temmelig tarveligt Udbytte af en Bog«.

Endvidere viser savnet af en overordnet idé sig i diffuse personskildringer af uanalyseret og derfor postulerende karakter. Malm og Laura kan som nævnt lige gå an; værst er Signor Naso, der i Petersens øjne er en ren karikatur, og vistnok allerværst komplekset Henry Vernon/Henrik Verner. Sammenhængen mellem den unge rigmand og den nødlidende student Verner i København godtages, men identiteten mellem dem og den Verner, der optræder i Rom, afvises pure: »Naar man har været nærved at forspilde sit Liv og nærved at døe af Sult, saa sætter man aldrig mere sit Liv paa Spil for et Væddemaals Skyld«. Ræsonnementet er for saa vidt psykologisk-etisk, men det lægges til grund for en æstetisk dom: »Faldet [kan] for et Menneske blive Gjennemgangen til det Høiere, fordi han umulig kan frelse sig tilbage i den Aandsform, hvorfra han faldt ud, men kun i en, som ligger høiere. Dette vilde Forfatteren let have mærket, hvis han virkelig havde givet sig til at skildre Overgangen i Henrik Verners Liv, men, idet han blot sætter den frem som en fuldbragt Kjendsgjerning, kommer han til at gjøre et Brud paa sin egen Charaktertegning«.

I stedet for at præstere en grundig psykologisk analyse henfalder Bergsøe så til skildringer af gruopvækkende, mysteriøs eller sentimental karakter som fx af Leon de Villes lidelser i marmorsarkofagen: »Beskrivelsen er fortræffelig, endogsaa glimrende; men den har ikke det mindste Spor af æsthetisk Interesse. Hvorfor? Fordi det Ethiske mangler. Denne Situation, hvori det Psychologiske er udmærket beskrevet, har ikke og faaer ikke Noget at gjøre med vedkommende unge Mands ethiske Forhold, og Skildringen af den er derfor ikke forskjellig fra Beskrivelsen af et hvilketsomhelst physiologisk Experiment. Det er absolut upoetisk, thi til den virkelige poetiske Skildring hører, at det psychologiske Billede viser sig i Belysning af den ethiske Anskuelse; naar Eet af dem mangler, mangler det Æsthetiske.« Med lignende synspunkter var Schacks Phantasterne blevet mødt ti år tidligere.

Derfor kan Petersen åbne sin anmeldelse, hvis holdbarhed man ikke i alle dele tør underkende, med kategorisk og bombastisk at erklære: »Errare humanum est, men naar Feiltagelsen bliver syvhundrede Sider stor, begynder den rigtignok at blive noget umenneskelig«.

Når Petersens anmeldelse står så stærkt og entydigt, skyldes det bl.a., at han ikke befatter sig med de træk i bogen, som måske i sig selv kunne vurderes positivt, og hvis iagttagelse i hvert fald medvirker til at gøre de forudgående anmeldelser mere nuancerede. Her er man som allerede antydet enig om at rose bogen for »Anskuelighed i Fremstillingen« (Berl. Tid. 8.12), »et let, flydende og livligt Sprog« (Ill. Tid.) og dens »stilistiske Elegance« (Figaro); positiv bedømmelse får også »Forfatterens sjeldne Evne til at skildre de Steder, hvor Handlingen foregaaer«, der bl.a. fører til de »fortræffeligste Landskabsmalerier« (Ill. Tid.).

På den anden side berører Petersen heller ikke Bergsøes tidligere omtalte brug af levende model til sine figurer, som ellers nok kunne være indpasset under hans hovedsynspunkt. I så henseende lægger Berlingske Tidende (8.12.) ud med at kritisere »den mislykkede Satire over Høedts uheldige Æsthetik« (jf. s. 119 med noter). Både for privatpersonen Bergsøe og for digteren var anmeldelsen i Illustreret Tidende dog alvorligere - for digteren, fordi den harmoni, som et digterværk efter tidens normer ikke kunne være foruden, her netop hævdes at blive forstyrret ved, at »flere af Personerne ere Copier af det virkelige Liv, og ovenikjøbet copierede saaledes, at enhver Tvivl er umulig, hvilket dog især er Tilfældet med Brandt, Bogens onde Princip, hvis Maske er utilladelig gjennemsigtig«.

De private reaktioner, bl.a. Frederik Bøghs interessante brev af 29.12.1866, er nævnt ovenfor. I offentligheden holdtes diskussionen på et principielt plan og spiller i øvrigt en mindre rolle i det samlede billede. Folkets Avis indskrænker sig til at mene, at såfremt Illustreret Tidende's anklage holder stik, har Bergsøe »begaaet noget i æsthetisk Henseende Utilladeligt«, men hvis han blot ud fra sine livserfaringer har »dannet Typer og ikke frembragt Fotografier«, er det tilladeligt og for resten såre almindeligt; blandt flere fortilfælde nævnes Goldschmidts roman Hjemløs fra 1857. Den ligeledes venlige anmelder fra Berlingske Tidende (21.12.) betragter tilsyneladende sagen som nærmest uvæsentlig, og Dagbladet indskrænker sig til at nævne sammenhængen mellem den gamle kunstner og billedhuggeren C.F. Holbech, hvad der vel var ufarligt, da denne relation allerede var kendt fra Goldschmidts fortællinger, og portrættet dertil var elskværdigt.

Den første modtagelseskritik rummer således både ros og ris, men de punkter, der gav anledning til ris, har uden tvivl forekommet tidens æstetiske feinschmeckere nok så tungtvejende. Har Bergsøe (og hans forlægger) i begyndelsen været nervøs for bogens skæbne, er det derfor ikke uden grund. På længere sigt kunne han i hvert fald som levebrødsforfatter glæde sig over, at det købende publikum ikke lod sig vejlede af kritikken. I en menneskealder eller mere synes Fra Piazza del Popolo at have været et yndet alternativ for det læsende publikum, der fandt det moderne gennembruds forfattere lovlig harske. Til gengæld har den beholdt det skær over sig af spændingsroman, for ikke at sige knaldroman, som ligger i den første kritiks signalement af den.

Heller ikke udenlandske læsere lod sig skræmme. Allerede i 1867 foreligger en svensk anmeldelse af æstetik-professoren C.R. Nyblom (Svensk Literatur-Tidskrift, 3. årg. 117 ff.). Anmeldelsen, der i meget minder om Clemens Petersens, men dog giver plads til venlige ord om Bergsøes stil, finder, at værket er gennemsyret af urimelighed: »det 699 stora sidor tjocka fantasi-fostret är orimligt från början till slut.« I øvrigt bruger Nyblom ca. én tredjedel af pladsen til apropos portrætterne af Dahlkvist og Björck at frakende Bergsøe enhver føling med den svenske nationalkarakter, som Nyblom åbenbart finder har været ude for et grumt anslag. I 1871 forelå bogen i svensk oversættelse.

Nok så venlig er en tysk anmeldelse (Augsburger Allgemeine Zeitung 7.7.1870) i anledning af A. Strodtmanns oversættelse, der først havde været bragt som avisføljeton i 1869 og nu, 1870, udsendtes i bogform. Modsat i de danske anmeldelser fremhæves her værkets indre sammenhæng, der overgår, hvad man kan forvente af en novelle-cyklus, og gør det fortjent til genrebetegnelsen »roman«. Generelt tåler Fra Piazza del Popolo sammenligning med andre værker fra tiden og roses især for sin »treue und feine Lebensbeobachtung«. Selv om anmeldelsen hilser Strodtmanns oversættelse velkommen som et led i afspændingen mellem Danmark og Tyskland efter 1864, er den således i sig selv et vidnesbyrd om forskellige normer nord og syd for Kongeåen.

Fra Piazza del Popolo og eftertiden

Vakte Fra Piazza del Popolo således straks ved sin fremkomst mere end almindelig interesse - tilslutning, misbilligelse, nyfigenhed - så varede det dog noget, inden Bergsøes debutbog nåede sin store udbredelse ; det gjorde den også snarere som en meget langvarig steady-seller end som en eksplosiv best-seller.

Efter at bogens første udgave som nævnt i et par år havde haft en god, men ikke helt overvældende afgang hos P.G. Philipsen, og denne åbenbart ikke følte sig tilskyndet til at foranstalte nyt oplag, gik

Bergsøe til sin anden forlægger, Gyldendals Hegel. Denne havde - foruden Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867) - nylig udgivet hans anden roman, Fra den gamle Fabrik (1869), og kunne med rette håbe, at her var en guldfugl for Gyldendal. Den anden udgave af Fra Piazza del Popolo udsendtes af Hegel i 1870, og med nogle års mellemrum kunne nye udsendes gennem følgende årtier; en oversigt over bogens historie i denne henseende kan man få ved bibliografien s. 589f. Forfatterskabsgennembrudet synes således at kunne dateres fra Bergsøes anden roman, men ikke mindst at komme den første til gode, også i udlandet. En svensk oversættelse så som nævnt lyset 1871. Udbredelsen af Bergsøes forfatterskab på tysk, især ved den fra Georg Brandes' biografi bekendte Adolf Strodtmann, begyndte med en oversættelse af Fra Piazza del Popolo i 1869-70, først som avisføljeton, derpå i bogform (i Berlin); i 1871 kom en anden tysk oversættelse af bogen (i Bremen), og i mellemtiden var Fra den gamle Fabrik udkommet på tysk. Publikumsmæssigt var Bergsøe nu og i lang tid et stort navn, både i Danmark og hos naboerne.

Litteraturhistorisk fik han imidlertid en mindre glorrig dansk skæbne. Næsten i det øjeblik han var slået igennem, blev han skubbet til side. Med den Dumas-spændende Fra Piazza del Popolo og den Dickens-varme Fra den gamle Fabrik havde han fået et meget synligt forfatterskab i gang, men det faldt ikke ret i det moderne gennembruds smag, der straks efter blev gjort gældende af den litterære elite. I passende forenkling udtryktes forskydningen af litteraturhistorikeren Valdemar Vedel (i Bergsøe-artiklen i Salmonsens Konversationsleksikon, 1. udg., bd. 2 (1894)): »medens B.'s første Roman ved sin Fremkomst stødte mange som naturalistisk i sine Skildringer, forekomme disse derimod moderne Læsere noget gammeldags abstrakte, Persontegningen temmelig konventionel og Livssynet ikke videre originalt.«

Hoveddokumentet for det moderne gennembruds forhold til Bergsøe stammer så at sige fra før gennembruddet: det er nemlig Georg Brandes' store anmeldelse (under mærket Gg.) i Illustreret Tidende 21. nov. 1869 af Fra den gamle Fabrik. Anmeldelsen udmunder i en ros af Bergsøes nye bog, men først efter adskillige misbilligelser af træk ved den (»tredive Aar efter at en Forfatter som Beyle har skrevet, er det utilladeligt at skildre en Helt saaledes ...«) og efter et kritisk tilbageblik på debutromanen. I en tidligere anmeldelse (af I Ny og Næ, i Dagbladet 31. juli 1867, signeret Gg.) havde Brandes haft venlige ord om debutbogen (»et aldeles ualmindeligt Fortællertalent«), men i 1869 er det især utilfredsheden, der kommer til orde: Både i »Traadenes Sammenfiltring« og i opbygningen »med en Ramme« ser Brandes »Forfatterens Uerfarenhed«, samtidig med at han - meget sigende - beklager, at »altfor mange Træk fra Virkeligheden vare i raa, ufordøiet Form gaaede over i »Fra Piazza del Popolo««. Han anmærker også Bergsøes forkærlighed for »extreme Gjenstande til sin Skildring, i den første Bog Dødskvaler, Røverhistorier, Oversvømmelser osv.«

Tydeligt er hele romantypen Brandes for grov, for gammeldags og for sensationspræget. Endnu i sit Levned (II), Et Tiaar (1907) 61 noterer han Fra Piazza del Popolo's »pirrende Underholdning« som typisk for Danmarks lave litterære stade omkring 1870. Og artiklens formanende udråb: »vær Du Aristokrat, den gode Literatur bestaaer kun af Aristokrater«, blev hørt af den unge J.P. Jacobsen, men var temmelig spildt på Bergsøe. De vigtigste sider af bedømmelsen i 1869 angår, karakteristisk for den kommende Brandes-realisme i litteraturen, dels menneskeskildringen, dels forfatterens ideologihistoriske placering. Vedrørende det første lyder dommen:

»I »Fra Piazza del Popolo« var det Psykologiske endnu næsten slet ikke forsøgt og tidt helt mislykket. Saadanne Skikkelser som den falske italienske Skurk d'Acorda eller som den almindelige og intetsigende Harriet vilde, hvis de havde staaet ene, have givet en ringe Mening om Forfatterens Gave til at individualisere. Men der var imidlertid i denne Bog dog et Par Figurer, der lovede Noget og vare Noget, først og fremmest Laura, den sandeste og bedste Kvindeskikkelse, Forfatteren endnu har frembragt, dernæst Brandt, der skjøndt han vel meget er Materialsamling, dog bestaaer af ypperlige Elementer. I Malm var der endelig endnu noget Godt, skjøndt denne Figur med sin hele Ingemannske habitus var mere egnet til at indtage den barnlige og kvindelige Del af Kjøbenhavnerpublicumet end til at vinde de skarpere Seende.«

Kritikeren placerer Bergsøe som en yngre pendant til Goldschmidt i en litteraturhistorisk mellemgruppe, efter den romantiske litteratur og før den realistiske, som kan ventes. Hvad der her særlig interesserer Brandes hos Bergsøe, er »de unge Naturvidenskabers friske Indbrud i Skjønliteraturen«, men han ærgrer sig over, at digteren i debutbogen »etablerede« sine naturvidenskabelige kundskaber »snart ved en Skildring af Mesmerisme, snart ved fysiologiske Experimenter som Fremstillinger af en Række Hallucinationer osv.«; naturalisten Brandes rimper munden med det samme udtryk som etikeren Cl. Petersen (jf. ovenfor s. 578).

Det naturvidenskabelige var for Brandes især led i en antireligiøs ideologi, som Bergsøe ikke havde eller - for han havde i virkeligheden en stor del af den - reserverede til antikatolicisme. For en lidt yngre generation var det naturvidenskabelige et led i en ny digterisk menneskeopfattelse, med vægt på instinkterne og det ubevidste, som hos J.P. Jacobsen. I sit essay om denne i Realisme og Realister (1879) 69f. nævner den unge Herman Bang Fra Piazza del Popolo, som han kalder »vel nu næsten glemt« (skønt jo dens 4. udgave var kommet i 1877!), og betegner dens forfatter »som en higende, men i sin Søgen overfløjet Noureddin i det nye Gjennembrud i vor Literatur«.

Noureddin-klicheen ligner den faktiske Bergsøe overordentlig dårligt, men henrangeringen af Fra Piazza del Popolo's digter på et tilbageliggende spor eller sidespor afspejler det moderne gennembruds vurdering; og det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien. Bergsøe var ikke deres mand. Det er sandt, at han en enkelt gang optrådte som bidragyder i brødrene Brandes' tidsskrift Det nittende Aarhundrede, i 1875; men det skyldtes formentlig pression fra forlæggeren Hegel, der gerne så tidsskriftets læserbredde øget (se brev af 2. dec. 1874 fra Fr. Hegel til G. Brandes i L.C. Nielsens mindeskrift Frederik V. Hegel - Breve til ham og fra ham (1909) 175).

Men Bergsøe havde utvivlsomt realisme-træk, og de fremtræder snarest tydeligere i visse senere dele af hans forfatterskab: Det gælder klart nok hans topografiske arbejder, hvoraf den store bog Rom under Pius den Niende (1877) oplyser mange realia i debutromanen, som det er eksemplificeret i nærværende udgaves noter. Men også dele af hans fiktionsforfatterskab, således fortællingen Hvem var han? (1878), en vestjysk og dystrere udførelse af motivet med det mislykkede - og her tvivlsomme - geni (for resten også med en herkomst, der må identificeres), som vi kender fra »Malms Historie«. Allerede i debutbogen havde Aabye en litterært adresseret, kritisk bemærkning om, at »Tiden ... holdt mere af de lyse Billeder end de mørke« (s. 510). Bergsøes kronologiske placering mellem sen-romantik og realisme kan således støttes af en hævdelse af de realistiske momenter gennem hans forfatterskab, fra debuten før det moderne gennembrud og derpå langthen samtidig med dette. Sådan karakteriseredes han også af nogenlunde uhildede kritikere undervejs, fx Otto Borchsenius i en anmeldelse af Hvem var han? (i Ude og hjemme 22. dec. 1878) og i en stor karakteristik af Bergsøe (i Illustreret Tidende 26. dec. 1880 og 23. jan. 1881) af Peter Hansen, et forarbejde til Bergsøe-omtalen i hans bekendte litteraturhistorie (Ill. dansk Litteraturhistorie, II (1886) 600-02). Borchsenius havde dog følgende betænkning i et meget tidstypisk ræsonnement, hvor han gennem en forbilledlig uklarhed når frem til en meget sløjt formuleret parole:

»Den barokke men farverige Romantik og den friske og kraftige Realisme, der var holdt ud fra hinanden i »Piazza del Popolo«s forskjellige Partier, have senere altfor ofte søgt at blande sine Traade i hinanden. Der er undertiden i Bergsøes Fortællinger lidt af alle Slags; vi ville foretrække meget af én Slags. Vil Forf. være Romantiker eller Realist? Begge Dele kunne være godt, men ligesom vi tro, og for hver Dag, der gaar, bestyrkes i denne vor Antagelse, at Literaturens Vej foreløbig gaar igjennem Virkeligheden, saaledes synes Forfatterens Evner ogsaa at tyde paa, at han bør slutte Trop og lade staa til.« (Ude og hjemme 22. dec. 1878).

Men afgrænsningen i forhold til det moderne gennembrud var dog umiskendelig, efterhånden også bitter på begge sider - her var i høj grad litteraturpolitik på færde, foruden stikkene til Bergsøes ikke ubetydelige selvfølelse. Bergsøe placerede sig og blev placeret. Af et stortalende Drachmann-digt efter Chr. Winthers død tog Bergsøe anledning til - i »Svar fra Esrom Sø til Holger Drachmann« (Ude og hjemme 3. marts 1878) - at belære den »kjære, unge Ven« om, at denne aldeles ikke kunne gøre krav på at være moderne arvtager efter den gamle digter; skulle nogen have adkomst, var det måske Carl Ploug - nu gammel hugaf på højre fløj. Bergsøe var altså at regne blandt »Højres bedste Mænd«, en række litterære nulliteter, som Edvard Brandes maliciøst anfører i omtalen af en dårlig antologi af A. Westrup (Morgenbladet 11. maj 1881). Sin grundigt opsamlede forbitrelse over at være stillet i skyggen af det moderne gennembruds mænd gav Bergsøe luft i dramaet Sandhedens Mænd (1894), en slags aristofanisk, i hvert fald plump komedie med store genkendelige portrætter af Drachmann og Sophus Schandorph.

Dramaets motto (fra Ibsen) lyder: »Hvad er det for Kneb, I har fundet paa / herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?«; digterens helt og alter ego i skuespillet er »Victor, Digter, hjemvendt fra Italien«. Bergsøe skrev så at sige selv under på, at man i stigende grad identificerede ham som Italiensturismens store underholdningsforfatter. Det bestyrkedes af den omfangsrige bog om Rom under Pius IX, men allerede forinden af hans tredje roman, I Sabinerbjergene - Breve fra Gennazzano (I-II, 1871), og af en række efterfølgende kortere og længere fortællinger med italienske sujetter; af disse er den interessanteste måske den ufuldendte Nemesis (først udgivet 1913 efter Bergsøes død), der synes at være hans først påbegyndte fiktionsarbejde efter Fra Piazza del Popolo, som den både i stof, i fortælleanlæg og i (forgrovende) Goldschmidt-lignende morallære har berøringspunkter med. Endelig var den serie af erindringsbøger (1898 ff.), der var det sidste, Bergsøe førte i pennen eller dikterede, tilsigtet eller utilsigtet ført op til Fra Piazza del Popolo som hans livs centrale indsats.

Et midtpunkt og et vendepunkt i hans livsløb var bogen sikkert, og den har - som de talrige udgaver frem til og med den nærværende bevidner - hævdet sig som hans skønlitterære hovedværk. Det er det, der er blevet genstand for de to eneste mere udførlige monografiske Bergsøe-behandlinger i nyere tid, Paul V. Rubows Vilh. Bergsøe og hans store Roman (1948) og H.P. Rohdes afhandling i Fund og Forskning (1972), foruden flere mindre studier.

Bergsøes plads hos litteraturhistorikerne er forblevet nogenlunde den, som Georg Brandes kort efter hans start satte ham på: en livlig og grovkornet overgangsskikkelse »forud for« den danske realisme. Hos de ældre litteraturhistorikere: Peter Hansen (1886) og Vilh. Andersen (1924), fik forfatterskabet endnu en ret indgående karakteristik; hos deres summariske og populariserende efterfølgere som fx Sv. Norrild (Fra Saxo til Kaj Munk, 1949) er han en af dem, der omtales med petit. En mere positiv bedømmelse findes hos Billeskov Jansen (Danmarks Digtekunst, III, 1958), måske opmuntret af Rubow, og hos Per Dahl (i Dansk litteraturhistorie, bd. 6, 1985), bl.a. for Bergsøes sociale engagement; i begge tilfælde er det dog endnu kun en afkortet Fra Piazza del Popolo-forfatter, der kommer i betragtning. Man kunne tænke sig, at det i nogen grad er Italiensturismen, der har selekteret denne bog fremfor Fra den gamle Fabrik og holdt den på bogmarkedet i over 120 år, hvorved der også er gjort krav på en litteraturhistorisk - om ikke anerkendelse, så dog vedkendelse af dens eksistens. Det er for så vidt udmærket! Med den fornyede interesse for, hvad E. Munch-Petersen har kaldt »Romantisk underholdning« i forrige århundrede, og for det stedse vekselrige forhold mellem attraktionskræfterne i populærkunsten - fx det 19. århundredes store knaldromaner - og højlitteraturen, kunne der nok være grund til at genoptage »sagen Bergsøe«. Georg Brandes' domsafsigelse i 1869 var som hans øvrige både ildnende og fuld af indsigt, men bør vel ikke stå som det sidste ord i kritikken og litteraturhistorien. Betragtningsmåder, der på én gang er nyere og mere historisk funderede, kunne prøves. Også de forudsætter imidlertid en umiddelbar tilegnelse af Fra Piazza del Popolo, og med den tilegnelse har man endelig lov til at nøjes - og fornøjes.

Tekstgrundlaget og bogens historie

Tekstgrundlaget for udgaverne i Danske Klassikere er i de fleste tilfælde originaludgaven, men for Fra Piazza del Popolo's vedkommende er man rykket helt frem til den »Fjerde, gjennemsete Udgave« fra 1877. Bogen har jo også en temmelig usædvanlig historie. Værkets tilblivelse ved diktat, som er omtalt ovenfor, og en åbenbart svag korrekturlæsning, er skyld i, at førsteudgaven (efter datidens skik med årstallet 1867 på titelbladet, skønt udsendt noget før årsskiftet 1866/67) er skæmmet af fejl og inkonsekvenser i teksten og præget af en meget vaklende typografisk markering af værkets komposition med indlæg og indlægs-titler.

En del af disse mangler blev udbedret i de følgende udgaver, skønt der altid blev nogle tilbage - de læsere, som endnu i den 4. udgave finder nogle utilsigtede ubehjælpsomheder i det italienske, nogle forglemmelser af anførelsestegn (ikke helt ligegyldige ved de kinesiske æsker!) og en vis inkonsekvens i brugen af antikva (= kursiv i Danske Klassikere), stiller ordenskrav, som Bergsøe aldrig var mand for helt at indfri. Man bør naturligvis også erindre sig hans fortsatte øjensvaghed, der først blev effektivt, om end kun midlertidigt afhjulpet ved en øjenoperation 1876, og hans kolossale produktivitet af nye, til dels meget omfangsrige bøger i den første halve snes år efter debut'en: korrektur eller egentlig revision af denne kunne ikke i ret stor udstrækning være Bergsøes anliggende.

Hvad angår korrektur på den her optrykte »Fjerde, gjennemsete Udgave«, tager Bergsøe i et brev af 17. juli 1877 med tak imod forlæggeren Hegels »Løfte om, at Hr. Larsen ogsaa læser anden Correctur«. Hr. Larsen har således nok æren af denne udgaves mere konsekvente ortografi, dens tydeligere skillende tegnsætning og dens minimum af trykfejl. Endda kom der en god klat trykfejl med, som den følgende femte udgave (1882) kunne tage fat på - jf. vor brug af den i listen over tekstrettelser. Men det er småting.

En mere substantiel revision af teksten kunne forfatteren måske selv have taget på sig, men den kom Bergsøe heller ikke til. En halv snes år længere fremme har tanken dog meldt sig hos ham, men han giver gladelig afkald på den til den da fremkommende 6. udgave, idet han dog i et brev af 1. februar 1888 til forlægger Hegel finder, at revisionstanken burde virkeliggøres »ved en mulig 7de Udgave. Der vilde herved nemlig ikke alene spares 3 à 4 Ark, men selve Texten vilde vinde ved at befries for en Deel unyttige Ord, som ere fremkomne ved Dikteringen, og Savnet af et senere, virkeligt kritisk Gjennemsyn.«

En sådan mere radikal omstøbning og trimning blev dog aldrig til noget - måske godt det samme, for den kunne nemt have gjort bogen ukendelig. På godt og ondt var Bergsøe jo den brede stils mand.

Men et vist gennemsyn ofrede han dog bogen i dens tidligere udgaver, med nogle indgreb til følge. De kunne dreje sig om personangivelser, som når Bergsøe fra lidt ind i 2. udgave beslutter at gennemføre stavemåden »Schiavone« af brigantlederens navn eller fra samme udgave at kalde skurken »Pisani« i stedet for som før »Piombino«; det sidste skyldes måske et ubekvemt sammenfald med en faktisk persons navn (eller omvendt! - Bergsøe boede i længere tid i 1867 i en pension Pisani på Ischia); det er ikke godt at vide. Årsagen er ligeledes ubekendt til den sent opståede diskretion, der har fået Bergsøe til her i 4. udgave at stryge et par af de mest ærerørige bemærkninger om Brandt, der jo var tegnet efter en straks genkendt model (se note til s. 301).

Det sidste er i det mindste vidnesbyrd om et lidt mindre overfladisk gennemsyn af teksten til den 4. udgave. Når den er foretrukket til Danske Klassikere fremfor den 3. udgave (1873) - der også kunne kandidere som den tidligste nogenlunde klart opstillede og konsekvente udgave - så hænger det sammen med Bergsøes retoucherende pen her. De fleste retoucheringer er utvivlsomme forbedringer. At det er en sikrere forfatter, vi har at gøre med nu, viser sig navnlig ved to tendenser i rettelserne. Den ene, som måske ikke er helt uden påvirkning fra Brandes-skolens stilidealer, er bestræbelsen for det koncise, for le mot propre. Det gælder adskillige detaljer som ændringen af »en hvilkensomhelst Retssag« til »en hvilkensomhelst Forbrydelse« (her s. 183, lin. 9 fn.), eller præciseringen af »et af Ribbenene« til »femte Ribbeen« i lægens fortælling (her s. 82, lin. 6 fn.).

Den anden tendens er at forbedre repliksproget i retning af det mundtligt mere letløbende. Den vej peger en række småændringer i den stadig lovlig teatralske dialog mellem Henry og Harriet s. 281 ff. eller i den betydningsfulde ordveksling mellem den gamle kunstner og rammefortælleren ved ophøret af »Holmgreens Manuscript« s. 393 f. En ny tilføjelse, der forener de to tendenser, er den pragtfuldt hyperbolske sætning om fluen, som vil knække bagbenene på Brandts koparrede ansigt, s. 362, lin. 9 f.; Bergsøe har hentet den over fra sømanden Palle Ib i Bruden fra Rørvig (1872, s. 166).

Førsteudgaven på Philipsens forlag var en stor oktav, åbent sat, med fraktur, i ét tykt bind, der i undertitlen præsenteredes som »Livsbilleder, samlede i Rom«. Ved overgangen til Gyldendal ændredes undertitlen som omtalt til »Novelle-Cyclus« - måske på grund af snakken om modeller? Formatet blev i andenudgaven formindsket indtil det gnidrede, og værket blev delt i tre bind, således at »Holmgreens Manuscript« optog næsten hele midterbindet. Denne opdeling beholdtes gennem en række følgende udgaver, deriblandt den her tilgrundliggende 4. udgave fra 1877; det er dog værd at bemærke, at skønt de successive trebindsudgaver helt ned i det enkelte opslag ligner hinanden meget, er de ikke identiske - der er stadig foretaget mindre rettelser. En ny deling i to bind blev gennemført med den prægtigt illustrerede udgave, der hedder »Syvende Oplag«, i 1894; den er i stort format, med moderne skrift - altså latinske typer i stedet for fraktur. Tegningerne skyldes Erik Henningsen, der først i vor tid har fået en medbejler i Ebbe Sadolins illustrering af Lademanns tobindsudgave i 1971. Den flotte 7. udgave (1894) var tillige forsynet med et meget stort antal nye trykfejl - et af de forhold, som gør de senere udgaver fra Bergsøes levetid mindre attraktive. Bindinddelingen, der tydeligvis er rent bogteknisk bestemt, varierer mellem de muligheder, vi allerede har mødt: i Bergsøes Poetiske Skrifter vendes der således tilbage til det tykke enkeltbind, nemlig seriens bd. I (1905); i den første udgave efter digterens død i 1912, nemlig som bd. II-III i Romaner og Fortællinger (1914), identisk med en separat 12. udgave, er værket delt ud på to bind.

Forståeligvis har disse sene udgaver mistet noget af duften fra det 19. århundredes midte, bl.a. ved de sproglige ændringer ved fjernelse af de gamle verbalbøjningsformer; de har også fået frataget noget - fx er »Røiels Bom« s. 22, lin. 14 udeladt, medens »hiin bekjendte Studentersang« s. 22, lin. 22 nu får bestemmelsen »Hostrups« tilføjet. Således redigerede Bergsøe i den 7. udgave, og således vil forretningsøjemed og hensyn til det store publikum naturligt stadig lade en populærklassiker modernisere. De to billigbogsudgaver, der sendtes på markedet, så snart Bergsøes bøger var blevet forfatterafgiftsfrie, dvs. i 1962, var forståeligvis riggede til efter 1948-retskrivningen, ligesom den førnævnte Lademann-udgave fra 1971 (med en fin efterskrift af H.P. Rohde).

Det er, som det skal være: de bredest sigtende udgaver må give lidt køb på forrige århundredes sprogdragt og prægning. En mere forpligtet klassikerudgave som den nærværende vil derimod respektere disse ting, så prægnante, som de kan findes, og så nær på oprindelsestidspunktet, som det er foreneligt dermed.

Bibliografi

Tekstrettelser

Den efterfølgende liste registrerer nogle af denne udgaves afvigelser fra teksten i den tilgrundliggende 4. udg. 1877. I registreringen betyder tegnet > »rettet til«. Parentesen med årstal efter rettelsen oplyser, om denne er hjemlet i de nærmestliggende udgaver, dvs. 3. udg. (1873) og 5. udg. (1882), her betegnet 73 og 82; når en af disse - eller begge - mangler, skyldes det ofte, at ordlyden dette sted er ændret. Indlysende sættefejl og tegnfejl er dog rettet stiltiende, når dette har støtte i 1873 og eller 1882. Der er ialt foretaget 127 rettelser.

Skygger vove > Skygger, vove (82)

Ære Vort > Ære. Vort (82)

Hovedet Alt > Hovedet, Alt (82)

høre, hvo > høre, hvor (73, 82)

forbandet. > forbandet.« (73, delvis 82)

Manomani > Monomani (82)

en gal > end gal (73, 82)

viste jeg heelt > vidste jeg heelt (73, 82)

gal fat > galt fat (73, 82)

tændt; trykket > tændt, trykket (73, 82)

øiesynligt > øiensynligt (73)

undertegne de S-g > undertegnede S-g (73, 82)

blomstrende > blomstrede (82)

Steenegehøien > Steenegehøien i (82)

synes > syntes (73)

Guiseppe > Giuseppe

min Studie > mit Studie (73, 82)

deres Folk > Deres Folk

forneden foruden, > forneden, foruden (82)

Ærgrelse > Ærgrelse i (73, 82)

umiddelbar Kald > umiddelbart Kald (73, 82)

Bemeldte Kunstnere > Bemeldte Kunstner (73, 82)

kom De jo > kom de jo (82)

dem, mine Herrer! > Dem, mine Herrer!

Omsætning, føre > Omsætning føre (73, 82)

naar De > naar de (73)

naar de gjør > naar De gjør (73, 82)

Støv Atomerne > Støv-Atomerne (82)

jeg skjulte > jeg skjule (73, 82)

d'Acorda > d'Acorda:

»Naar De er færdig med Deres Brevskaber, er De maaskee saa god at begynde?« (73)
(82 har flg. substitution for det i 1877-udg. tabte: d'Acorda:
»Vil De behage at skynde Dem; ogsaa min Tid er kostbar i Dag.«)

Cousulatet > Consulatet (73 og 82: Konsulatet)

Eccellenza > Eccellenza! (82)

Viindrueklasse > Viindrueklase (73)

trætte dem > trætte Dem

tilbagetrængende > tilbagetrængte (82)

hende i > ham i (82)

de selv > De selv (82)

Haven > Haven.« (73 og 82 har: Haven?«)

Stammer kastede > Stammer, kastede (73, 82)

De see Dem > De see dem (82)