© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Om art og komposition af den store bog, som Vilhelm Bergsøe debuterede med sidst på året 1866, får man nyttige vink af dens undertitler og betegnelser. Den har nemlig flere og skiftende, og dette forhold er allerede sigende: bogen er en ganske kompliceret konstruktion.
Den første udgave bar undertitlen Livsbilleder, samlede i Rom, hvad der lægger sig i god forlængelse af og uddyber hovedtitlen Fra Piazza del Popolo. Hermed er antydet et præg af det autentiske. Er det ikke ligefrem en rapportbog, så er det i det mindste efter denne bestemmelse en erindrings- og genfortællingsbog. Dens primære fortæller, der ikke udtrykkeligt gøres til nogen anden end Bergsøe (på titelbladet: samlede / af Vilhelm Bergsøe), og som åbenbart er en erfaren dansk Roma-farer, genfortæller beretninger, han har hørt af andre skandinaver i Rom - væsentlig i ventetiderne under en enerverende kidnapningshistorie.
Vi accepterer nu nok, at det hele er et fiktionsværk. Bl.a. fordi den primære fortæller kan huske de sekundære fortælleres bidrag så umanerlig godt! Men derved ophæves ikke enhver mening med udtrykket Livsbilleder: hvis de ikke er autentiske, så er de i hvert fald realistiske. Både før og efter 1870 var genrebetegnelsen »livsbillede« netop en af måderne, hvorpå digtere angav en realistisk bestræbelse; man bemærker også, at udtrykket er anvendt inde i bogen (s. 393 i forbindelse med »Holmgreens Manuscript«).
Bogens virkelighedstroskab har - navnlig for senere læsere - meget tydelige indskrænkninger, men er i hvert fald meget udtalt i dens redegørelser for og beskrivelser af stedforhold. Det gælder både de italienske, specielt romerske lokaliteter - som det med rette er signaleret i bogens hovedtitel - og de københavnske og nordsjællandske scenerier. Bergsøes værk er vel et af de mest realistisk lokalitetsdyrkende, der hidtil var kommet fra en dansk digters pen.
Med en vis ret kan man udvide påstanden om realistisk præg til at gælde tidsbilledet og miljøerne i bogen. De skandinaviske kunstnerkredse i Rom i fortid og næsten samtid, koleraen i København i sommeren 1853, boheme- og ungdomslivet blandt mere eller mindre velhavende i København og omegn i samme periode: disse skildringer skal sandelig forestille, hvordan det var! Og både nogle af de mest udprægede personer - som den gamle kunstner blandt de fortællende i Rom og Brandt blandt de skildrede i København - har let identificerbare modeller, som det i nogen grad må have været meningen man skulle genkende i figurerne hos Bergsøe.
Her er der særlig tænkt på figurens sociale rolle og personlige væremåde, men i det mindste i et par tilfælde gælder det hovedbegivenheden i en hel, mere eller mindre pinlig personskæbne, der har kunnet genkendes fra det virkelige liv, og som Bergsøe har gjort brug af til vigtige knudepunkter i det fortalte. I manuskriptet til bogen stod der interessant nok ikke Livsbilleder, men - mere intrigeorienteret - Livsbegivenheder i undertitlen.
I yderste konsekvens har Fra Piazza del Popolo da fremstået som en art nøglefortælling, en virkelighedsafbildning med visse navneskjul, næsten som - inden for den omgivende fiktion - »Holmgreens Manuscript« er det. Mere forsigtigt og sikkert kan man anse Bergsøes bog for en fortælling med modeller og miljøer fra det virkelige liv.
Fra 2. udgave af bogen (1870) er undertitlen ændret til Novelle-Cyclus. Hermed er peget på opbygningen som en række af fortællinger inden for en primært fortalt ramme - altså hvad man kalder en rammefortællingskreds. Som det ofte er tilfældet i rammefortællingskredse, bliver de enkelte indlæg eller fortællinger foredraget som tidsfordriv i en mere eller mindre penibel ventetid, medens man afventer, at en farlig frist overstås.
Stedet, hvor hovedparten af fortællingerne gives til bedste, er, som angivet i bogens hovedtitel, Piazza del Popolo; og ventetiden er de første dage af maj under lægen Verners udeblivelse, kidnapning m.v.
Verner begiver sig ud om aftenen »den første Mai« (s. 11), og lægen Aabye fortæller Tordenskyen til de tilbageblevne skandinaver på Piazza del Popolo (men altså ikke påhørt af Verner, ligesom Aabye selv er fraværende sidenhen under halvdelen af Holmgreens Manuscript, jf. s. 394: tilhørerkredsens sammensætning, såvel positivt som negativt, er en vigtig omstændighed). De følgende dage fortæller - eller oplæser - andre deres bidrag til at fordrive den penible ventetid.
Den 5. maj kommer Verner tilbage i god behold og kan berette sin egen bortførelses- og befrielseshistorie. Tilhørernes vantro angående visse punkter i Verners beretning bliver bortvejret, da de »den sidste Mai« (s. 454), som rammen nu rask springer frem til, hører den franske officer Leon de Ville med egen mund berette sin historie frem til netop det punkt, hvor Verner kom og befriede ham.
Rammen har endnu et artigt efterspil hen på sommeren i Albanerbjergene ; og både her og andetsteds fortælles interessante fragmenter af hovedpersonernes forhistorie: således kommer Aabye, den første histories fortæller, med det sidste Vernon-fragment (s. 512 ff.), og tidligere har bl.a. rammefortælleren selv meddelt et i eget navn (s. 207). Hertil kommer mere forbigående, anekdotiske bidrag, som fx Den gamle Kunstners beretning om et raffineret jalousidrab i Trastevere (s. 451 f., der næsten kunne være ud af Decameron). Og i en anden dimension bemærker man også et mindre antal afsluttede korttekster, nemlig indlæg inden for indlæggene: Personer i de indlagte fortællinger synger eller reciterer digte, Henry Vernon i Holmgreens Manuscript fremfører den bitre pastiche i prosa Et sandt Eventyr (s. 376 f.), og første indlægs fortæller Aabye junior påhører og videregiver en meget lang selvbiografisk beretning af sin fader; det er en hel kinesisk æske! Hvis vi imidlertid holder os til de store indlæg, kan vi registrere dem sådan:
| Nr. | Side | Fremførelsens tidspkt. og | sted | Fremføres af | Titel | Fremførelsesmåde | Den fortællendes relation til det fortalte |
| 1. | 22-82 | 1. maj | P. del Popolo | Aabye | Tordenskyen | fortælles | Aabye vidne til begivenhed (samt viderebringer af hørt beretning) |
| 2. | 89-158 | 2. maj | sst. | Den gl. Kunstner | fortælles | Malms Historie | Den gl. Kunstner vidne til begivenhed |
| 3. | 167-202 | 3. maj eftm. | Ponte Molle | Bjørck | Signor Naso | fortælles | Bjørck aktør i og vidne til begivenhed |
| 4. | 224-393 | 3. maj aften | P. del Popolo | Rammens fortæller | Holmgreens Manuscript | oplæses | Rammefortæller bekendt af forf.Holmgreen; denne identisk med en af personerne og bekendt med øvrige i sin »nøgleroman« |
| 5. | 412-51 | 5. maj | sst. | Verner | ÷ | fortælles | Egne nylige oplevelser |
| 6. | 456-501 | 31. maj | sst. | Leon de Ville | ÷ | fortælles | Egen biografi indtil 5. maj |
En række pointer falder i øjnene ved denne blotte oversigt over de væsentligste indlæg. Således placeringen - og omfanget - af de danske historier (nr. 1 og 4) over for de romerske. I nr. 1 fortæller en dansk bl.a. om franskmænd, i nr. 6 en franskmand bl.a. om danske, medens kosmopolitismen - sikkert meget realistisk - ikke når til at lade nogen italiener figurere som fortæller i denne kreds: vore »gamle Romere« er de mest romerske fortællere, bogen kan have at gøre med. Kredsen er skandinavisk, hvad der vel primært er virkelighedsafbildning, men måske sekundært en skandinavistisk bestræbelse af forfatteren: hovedpersonen i nr. 2 er nordmand, og fortælleren af nr. 3 er svensker. Skandinaverne i Rom omgikkes traditionelt mest tyskere, men det er måske et tidens tegn (italiensk: efter 1860! og dansk: efter 1864! se s. 599f.), at Bergsøe inddrager en fransk officer i stedet for tyske kunstnere.
De seks fortællinger ordner sig i nogen grad i motiviske par: nr. 1-2 om åndsarbejderens modgang, nr. 3-4 om erotiske skæbner, nr. 5-6 om fangenskab. Men dels er der bindeled fra det ene par til det andet: fx er midterhistoriernes erotiske trekanter stærkt foregrebet i nr. 2; og dels er de to fortællinger inden for et par hver gang indbyrdes kontraster: i nr. 1-2 bl.a. videnskabsmanden/lægen over for kunstneren, i nr. 3-4 den burleske anekdote over for den følsomtrealistiske roman, i nr. 5-6 udfrielsen over for den kvælende indespærring. Parallel- og kontrasthistorier er et hovedprincip i europæiske rammefortællingskredse.
Mere end denne associative systematik er det dog nok simpelt hen variationen, der falder i øjnene ved et blik ned over rækken. Selv var Bergsøe navnlig stolt af forskellene i fortællemåde og stil, der da også er tydeligt udarbejdet, især i nr. 2 og 3.
Et meget vigtigt spørgsmål, når man ser på værket som rammefortællingskreds, gælder den mere eller mindre afsluttede karakter af de enkelte indlæg - »noveller«. Set bagfra er det en pointe, at de ikke er afsluttede: slutningen på det hele og dem alle bringes i rammen. De to sidste indlæg er jo erklærede forhistorier i forhold til fortællesituationen; vi forstår, at de øvrige indlæg egentlig også er forhistorier. Når man anskuer værket som en roman - den tredje og sidste opfattelsesmåde, som vi straks kommer til - er det rimeligt nok, at indlæggene ikke lukker sig ved deres afslutninger. Men ud fra synspunktet »Novelle-Cyclus« bør de gøre det. Den begivenhedssammenhæng, der fortælles i et indlæg, skal altså på en måde være afsluttet, selvgyldig - og på en anden måde mangle en konklusion, efterlade en uløst gåde el.lign. Bergsøes vekslende måder at angribe dette vanskelige problem på er fortælleteknisk af stor interesse.
Han kan lade (begivenheder i) rammen bryde ind et sted, hvor indlægget tydeligt ikke er færdigt, som ved Tordenskyen. Eller han kan lade formidleren ligeud erklære, at resten af historien mangler, som ved Holmgreens Manuscript. Når det sidste tilfælde nok virker mere æggende på læserens (og rammetilhørernes!) nysgerrighed end det første, kan en af grundene være, at vi nu er kommet så langt hen i bogen, at vi aner et sammenhængende romanmønster.
Tordenskyen er meget instruktiv, fordi den teknisk er så tydelig: først en novellistisk helhed, der nok er raffineret ved en fordobling i kinesisk æske, men har et klart, programmeret slutpunkt ved den først meddelte spådoms opfyldelse (s. 72); derpå en helt ny handling påbegyndt, men afbrudt, førend den endnu er helt udfoldet. Denne sidste del er da den, der kræver en fortsættelse. Det er den korteste, men dog den, Bergsøe selv har peget på, ved at Aabye giver hele sit indlæg titel efter et element, der først optræder her.
Selvgyldigt, afrundet og afsluttet står i modsætning til indlæg nr. 1 og 4 nr. 2, Malms Historie. Ved den maleriske og patetiske slutning med Malms druknedød i Tiberen er historien ført frem til sin konklusion. Bergsøe har altså løst det novellistiske problem; til gengæld er det ikke nemt at få Malm på benene igen til det sidste identificerende kup i rammehandlingen, uden at sandsynligheden forekommer temmelig hårdt belastet, i hvert fald for nogle læsere. Meget elegantere har Bergsøe klaret en i princippet lignende omvending i forbindelse med det sidste indlæg, Leon de Villes selvbiografiske beretning. Dens handling slutter, da han, indespærret i sarkofagen, døende drømmer sin storartet suggestive drøm om død og kærlighed: »jeg vidste, at et nyt, et lyksaligt Liv vilde begynde«, lyder indlæggets sidste ord (s. 501) - men vi véd jo i forvejen fra rammehandlingen og fra fortællerpositionen, at der kommer en redning og en livsfortsættelse efter dette.
I Rom under Pius den Niende (1877) omtaler Bergsøe sin ven maleren Ducroque, der har hjemsted i Det franske Akademi i Villa Medici på Monte Pincio. Bergsøe refererer en længere, humoristisk opløst bortførelseshistorie af ham og tilføjer: »At jeg har fortalt den udførligt har sin Grund i, at Ducroque, uden at ane det, paa vor Vandring over Pincio oprullede en Række Billeder for mig, der senere blev til lige saa mange Motiver i min Novellecyklus »Fra Piazza del Popolo«. Denne Roman har saaledes til en vis Grad en fransk Oprindelse; kun maa denne søges i Livet, ikke i Literaturen.« (s. 312).
Som Bergsøe her ubesværet glider fra betegnelsen novellecyklus til betegnelsen roman, har den sidstnævnte bestemmelse ofte fortrængt den første. Synspunktet har sin fulde berettigelse; og ud fra det er Fra Piazza del Popolo romanen om Verner/Vernon, således som den oprulles nogle bevægede majdage under hans bortførelse og afsluttes i sensommeren ved hans forening med enkefru Harriet Pisani. For læsere, der forstår kategorien dannelsesroman bredt og som den dominerende romantype i det 19. århundrede, er det muligt at se Vernon-historien som en variation deraf. Lykken og den moralske orden er på vej til at forspildes af den viljesvage Vernon, trods vennen Froms belæringer; men Verners strenge soningstid og forsynets slyngede veje fører til et slutstadium, hvor den gode orden etableres igen. Muligvis mere plat, men også mere forsigtigt kan man sige, at Vernon-Verners fremadgående historie er den senromantiske standardroman om, hvorledes helten efter mange forhindringer til slut vinder sin elskede.
Disse forhindringer er til dels af moralsk og karakterologisk art. Det er bl.a. ved sit ubetænksomme og iltre temperament og ved sin lejlighedsvis svigtende standhaftighed i striden mellem det gode og det onde (bl.a. vennerne From og Brandt), at helten synes at fortabe sin elskede; han har forsyndet sig ved ikke at holde fast ved den ædle kærlighed. En noget grov Nemesis-betragtning, ikke altid til at skelne fra såkaldt poetisk retfærdighed, gøres gældende i romanen; den stærke brug af »udefrakommende« begivenheder til at fremkalde omslag styrker heller ikke altid bogens etiske regnskab. Meget sandt udtaler helten til slut (s. 542), at uden hans »ubesindige Forsæt« om Ponte Molle-turen havde han ikke genfundet sin elskede; her er det endelig ikke dyden, der belønnes, men snarere en komedie- og eventyr-etik, der virker.
Heltindens stilling mellem helten og skurken (Pisani) er en lige så traditionel rival-opstilling, og heltinden forbliver moralsk uplettet, selv om forældreloyalitet og økonomiske skurkestreger tvinger hende de til en formel imødekommelse af Pisani. Som Brandt repræsenterer den dæmoniske fristelse (og, mere interessant og moderne: den etiske nihilisme), repræsenterer Pisani ondskaben som list og magt; han har fra Bergsøes hånd fået alle skurkekarakterens da populære bestemmelser: økonomisk spekulant og svindler, national forræder, paveprotegé, opkomling af jødisk herkomst.
Som roman er Fra Piazza del Popolo iøjnefaldende en knaldroman. Kampen mellem godt og ondt er i høj grad en fysisk kamp, med bortførelse, duel, frygtelig indespærring. Med næsten klaustrofobisk intensitet synes digteren flere gange at dvæle ved forskellig slags indelukke, og ligesom vi til sidst får ryddet skurken af vejen (Nemesis!), får vi de indelukkede udfriet. Og i hvert fald to store knaldromanmotiver må fremhæves: de er forbundne.
Især i spillet mellem indlæggene og rammen, også mellem indlæggene indbyrdes, står identifikationsmotivet centralt. Alt imens skandinaverne ængstes ved spørgsmålet: hvor er Verner? ægges de af spørgsmålet: hvem er Vernon/Verner?
Videre bagud - dvs. i ret tidlige dele af bogen, men bagest i dens indre tids- og årsagssammenhæng - rummer dette et motiv om herkomst-usikkerhed. Nogle af de økonomiske mærkværdigheder og omslag i handlingen hænger på dette motiv. Den ikke sanktionerede seksuelle forbindelse er det dunkle punkt. Romanen har det i almindelighed ikke godt med fædre (eller stedfædre); i Henry Vernons tilfælde er den pinlige hemmelighed specielt hans moder, men gåden gælder faderskabet.
Og gåden bliver løst til sidst - muligt noget hårdhændet, men i en roman som denne, måske helt særligt i denne roman, løses alle gåder og går alting til sidst op. Bergsøes kunst er bl.a. at slynge handlingens og fremstillingens tråde.
Et blikfang til sammenhængen har han søgt at give ved nogle rekvisitter, der dukker op i forskellige lag af bogen. Tydeligst er Henrik Verners slangering, der følger ham på hans vej til Ponte Molle og i Schiavones fangenskab, og som til sidst lader Fra Ambrosio identificere ham; og både i Holmgreens Manuscript, hvor dens herkomst oplyses, og i rammehandlingens slutning placeres den skiftevis hos Henry og Harriet. Ligeledes iøjnefaldende er det kopierede kvindeportræt i Signor Naso og det i Holmgreens Manuscript; de kan dog ikke være identiske. Mosaik-agraffen - det spænde, som Malm bærer i kraven ved middagen hos familien Olaisen - dukker senere op sammen med ringen blandt de ejendele, der har tilhørt Henry Vernons moder. Malm må altså have foræret Sigrid den - og læseren kan allerede - også af dette ledemotiv - danne sig sine slutninger! Associativt - i forhold til den famøse ring - virker endelig også det slangeagtige ved Sigrid.
Så uhyre klar står sammenhængen måske ikke bogens førstegangslæser - trods de syvtommersøm af identifikation, som Bergsøe effektfuldt hamrer ind til slut. Med undskyldning til de mere avancerede læsere, som har opfattet sammenhængen (bogens hovedkritiker, Clemens Petersen, hørte ikke til dem), tillader vi os at rekapitulere:
Den handlings-intrige, der snor sig gennem de mange episoder, er altså beretningen om Henry Vernon = Henrik Verner. I Tordenskyen strejfes mod slutningen den fase i hans tilværelse, hvor han har brudt med Brandt og duelleret (s. 82). I Malms Historie anes det, at hans mor er den rige købmand Olaisens datter Sigrid. Hendes ægteskab med englænderen Signor Naso skænker den unge Henry Vernon en luksuriøs tilværelse i København. Den afbrydes brat, som det fremgår af Holmgreens Manuscript, der fører op til Brandt-duellen. Heri er også Frederiksdal-afsnittet med Vernons og rigmandsdatteren Harriets forelskelse. Da hun tvinges til at ægte fyrst Pisani, begynder Vernons fornedrelsestid. Om den og hans flg. studier og navneskift fortælles i bogens slutning (s. 345 ff./ 510 ff.), der også bringer hans lykkelige genforening med Harriet, efter at han er undsluppet røverne på Campagnen. På bogens sidste blad tager de afsked med Fra Ambrosio, identisk med billedhuggeren Malm, Henrik Verners rigtige far.
Vi får i Holmgreens Manuscript at vide, at Henry Vernon fylder 25 år og bliver myndig den 25. juni (s. 293) i kolera-sommeren 1853. Han er altså født i 1828, og det passer godt hermed, at historien om hans forældres møde, Malms Historie, foregår en menneskealder før 1853; årstal er ikke angivet dér. Det er derimod årstidsforløbet, og de førnævnte avancerede læsere vil have bemærket, at Henrys undfangelse umuligt kan finde sted på det rigtige tidspunkt, dvs. i september. Så denne roman, hvor alting til slut åbenbares at hænge sammen og gå smukt op, rummer dog en fæl regnefejl.
Fra Piazza del Popolo's tilblivelseshistorie er skrevet flere gange: Tidligst og mest detaljeret i Bergsøes Erindringer fra omkring 1900, der imidlertid på punkter, hvor det er muligt at øve kontrol, ofte viser sig upålidelige - Bergsøe yndede at dramatisere sit levnedsløb. Med generel skepsis, men uden at søge sikrere kildemateriale, bygger Paul V. Rubow i Vilhelm Bergsøe og hans store Roman (1948) på Bergsøes fremstilling med adskillige unøjagtigheder til følge. En grundig og nøgtern fremstilling foreligger med H.P. Rohdes afhandling Digt og sandhed om en berømt roman. »Piazza del Popolo« i dokumentarisk belysning (1972).
Når Bergsøe ofrer så megen plads på dette værks tilblivelseshistorie, hænger det sammen med, at den gøres til et hovedpunkt i en afgørende fase af hans liv. Snart efter afsluttet skolegang i 1854 begyndte den da 19-årige Bergsøe et naturvidenskabeligt studium, der kulminerede med en disputats over et havbiologisk emne i foråret 1864. Udsigterne til en videnskabelig karriere tegnede lovende, men studierne levnede dog også tid til munter udfoldelse i studentikose og ungakademiske cirkler som fx selskabet »Convivium« (1854-56), hvor lystige sold vekslede med akademiske forelæsninger og oplæsning af medlemmernes digteriske bidrag. Et lignende præg havde »Klubben af 8. Maj« (1857-61), hvor Bergsøe mødtes med bl.a. Frederik Bøgh, Frederik Algreen-Ussing og Carl Dreboldt, der alle senere kom til at spille en rolle for persongalleriet i Fra Piazza del Popolo. Som mange af sine ligestillede i denne meget æstetiserende tid præsterede Bergsøe i disse kredse en venstrehånds digterisk virksomhed inden for forskellige genrer. Særlig betydning tillægger Bergsøe det, at han i februar 1856 vandt 2. præmie i en konkurrence i Studenterforeningen om den bedste fortælling over et opgivet emne; dette bidrag kom nemlig forlagsboghandler P.G. Philipsen for øje, hvilket foranledigede dennes senere henvendelse til Bergsøe om at indlede en forfattervirksomhed (Er III (1903) 116 og VI (1907) 45, jf. H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie II (1898) 447).
Et andet vigtigt indslag i disse år er Bergsøes zoologiske ekskursioner og mere selskabelige udflugter med bl.a. »Klubben af 8. Maj« til smukke steder og gode kroer i Københavns omegn, ikke mindst til det naturskønne, endnu tyndt befolkede stræk fra Dyrehaven over Nyholte til Lyngby Åmose og Furesøen ved Frederiksdal. Her lejede familien Bergsøe sig ind for sommeren et par gange sent i 1850'erne på biskop Monrads ejendom Hummeltofte. Og her modtog Vilhelm Bergsøe besøg af vennerne Frederik Bøgh og Frederik Algreen-Ussing (Elisa Bøgh: Frederik Bøgh (1887) 164).
En begyndende opløsning af disse livssammenhænge falder tidsmæssigt sammen med og står måske i årsagsforbindelse med, at Bergsøe i foråret 1861 blev ramt af en ondartet ledegigt, som forårsagede et langt sygeleje, hvorunder han for at slå tiden ihjel fortsatte digteriet ved til vennen Frederik Bøgh at diktere romanen »»Af en Ulykkeligs Papirer«, [...] som til Held for mig og Efterverdenen ikke blev fuldført.« (Er IV (1905) 11). Alvorligere for den unge zoologs arbejde, bl.a. ved mikroskopet, var imidlertid den øjensygdom, der ramte ham i foråret 1862, og som vendte tilbage med mellemrum resten af hans liv med perioder af alvorligt svagsyn og omsider blindhed til følge. Af helbredsgrunde, men også af hensyn til sin forskning, der endnu ikke var opgivet, rejste han i november 1862 til Rom, hvor han opholdt sig frem til foråret 1863 for efter ophold i Gennazzano øst for Rom, i Syditalien og i Paris at vende tilbage til København i efteråret 1863. Rejsens udbytte var dels de videnskabelige resultater, der førte til disputatsen i foråret 1864, dels de italienske (og parisiske) indtryk, der to år senere fylder store dele af Fra Piazza del Popolo.
Derimod blev helbredet ikke afgørende bedre, og allerede i efteråret 1864 ramtes han på ny af ledegigt og øjenbetændelse, der definitivt afbrød hans videnskabelige karriere. Det er, hvis man tør tro Bergsøes Erindringer, i denne situation forlæggeren P.G. Philipsen dukker op som en frelsende engel, idet han med Bergsøes konkurrence-fortælling fra Studenterforeningen ti år tidligere i venlig erindring opfordrer ham til »at skrive et større, æstetisk Arbejde«.
Afskåret fra at læse og således gøre forstudier til sit værk lader Bergsøe sin fiktion udfolde sig i scenerier og miljøer, der var ham fortrolige: koleraårets København, sommerferiernes idylliske Frederiksdal, studietidens studentikose persongalleri og knejpemiljø, romerske og i nogen grad parisiske scenerier. Endog Skarritsøen, der dog spiller en tilbagetrukken rolle i værket, har en plads i forfatterens erindringer (bl.a. et ophold i sommeren 1857).
Det fremgår af Bergsøes Erindringer og bekræftes tilsyneladende af manuskriptets tilstand, at dette er blevet til, ved at forfatteren har dikteret til vekslende skrivere, hvoriblandt han specielt nævner søsteren Clara Bergsøe (Er VI (1907) 51). Men det er formentlig en skrøne, når han videre beretter (sst. 55), at han, da arbejdet med bogen fortsatte på herregården Tårnborg ved Korsør, måtte klare sig med »en gammel Fyr« fra egnen, som havde det med at falde i søvn under skrivearbejdet, uden at Bergsøe bemærkede det, før alvorlige huller i sidste del af manuskriptet blev opdaget i forbindelse med bogens sætning på trykkeriet sent på året 1866. Historien bliver allerede usandsynlig derved, at zoologen J.C. Schiødte - stadig if Bergsøes Erindringer (sst. 58 ff.) - havde manuskriptet til afgørende kritisk eftersyn på et tidligere tidspunkt, ligesom også andre havde haft adgang til det. Vigtigere er det imidlertid, at manuskriptet er uden spor af sådanne fataliteter; her som oftere i erindringsbøgerne ynder Bergsøe at garnere sit liv med faretruende begivenheder, men det skal dog anføres, at episoden allerede nævnes i P. Hansens artikel om Bergsøe i Illustreret Tidende 26.12.1880.
Derimod er det sikkert, at manuskriptets særlige tilblivelsesform via diktat har haft afgørende indflydelse på den lemfældighed, der præger originaludgavens sprogform, ikke mindst når det gælder det italienske stof; trods revisioner i forbindelse med hvert nyt optryk varede det længe, før teksten fremstod i bare nogenlunde »fejlfri« form. Det er baggrunden for, at nærværende udgave bygger på 4. udgave fra 1877.
I øvrigt må det, stadig i betragtning af manuskriptets tilblivelsesform, der jo med nogen sandsynlighed indebærer, at kladden også var trykmanuskript, noteres, at det rummer meget få strygninger eller tilføjelser. Der er overvejende tale om smårettelser af stilistisk karakter, enkelte indført med Bergsøes hånd, mens indgreb af betydning for kompositionens store træk ikke forekommer.
Herfra er der dog én undtagelse: Den fortælling med titlen Et Eventyr fra Regensen, som blev trykt i Robert Watts tidsskrift Figaro i februar 1867 og siden indlemmedes i Gjengangerfortællinger (1872), var oprindelig tænkt som en del af Fra Piazza del Popolo, nemlig som Aabyes første fortælling, dvs. på den plads i helheden, der senere blev optaget af Tordenskyen. Bergsøe beretter om dens tilblivelse og baggrund i Erindringerne (Er I (1898) 85, jf. VI (1907) 50), hvor den henføres til arbejdets første fase, men tilføjer, at den blev forkastet ved »Textrevisionen«. Om denne revision foreligger i øvrigt intet, men oplysningerne om Et Eventyr fra Regensen's oprindelige plads bekræftes af manuskriptets tilstand: På s. 22 heri ses det, at indledningen til Tordenskyen er skrevet på et stykke papir, der er klæbet over begyndelsen til Et Eventyr fra Regensen, mens resten af manuskriptet hertil, der fortsat befinder sig sammen med manuskriptet til den øvrige tekst, er revet ud og erstattet med Tordenskyen (jf. H.P. Rohde (1972) 135).
Denne del af værkets tilblivelseshistorie kan formentlig ses som et indicium for, at der under arbejdet er sket visse ændringer i dets struktur: Bortskæringen af Et Eventyr fra Regensen skyldes jo tydeligt nok ikke utilfredshed med historien i sig selv, men en erkendelse af, at den ikke passede i den sammenhæng, der efterhånden var ved at tage form. Det kunne tyde på, at den sammenhæng, større eller mindre, der er mellem det færdige værks enkelte novelle-indslag, ikke har ligget klar fra begyndelsen. Da den imidlertid blev klar, og værket ændrede struktur fra en kreds af relativt uafhængige fortællinger i løs ramme til en fastere komponeret cyklus af roman-karakter, stod Et Eventyr fra Regensen ikke til at redde for helheden.
I hvilket omfang den her formodede ændring af værkets struktur i løbet af manuskriptfasen kan påvises også i forbindelse med de øvrige novelle-indslag, er indtil videre uvist, ligesom en nøjere fastlæggelse af værkets tilblivelse i det hele taget bl.a. forudsætter mere indgående manuskriptstudier, herunder af forholdet mellem manuskript og originaludgave, end forberedelsen af den foreliggende udgave har givet mulighed for.
Mens Erindringerne (især Er VI (1907)) giver fyldige og detaljerede underretninger om arbejdets gang, er de samtidige og formentlig mere troværdige kilder anderledes sparsomme og fåmælte. Fra 19.12.1865 foreligger dog følgende melding i bevaret brev fra Bergsøe til Philipsen: »Med Hensyn til mit italienske Arbeide kan jeg meddele Dem, at jeg har forelagt Planen for et Par af mine Venner, til hvem jeg kan fæste Lid som æsthetiske Smagsdommere, og at disse fuldkommen have billiget den. Jeg har allerede fuldendt en Deel af det første Partie og troer at kunne love Dem et Arbeide i en livlig Stiil og med en spændende Intrigue; [...]. Jeg haaber om et Par Maaneder at kunne ophøre med at være Dictator, og, da jeg har Tiden til min Disposition, at kunne fuldende dette Arbeide i Løbet af Forsommeren.«
Trods helbredsmæssige tilbagefald ind imellem kom denne tidsplan næsten til at holde stik. Prologen er som bekendt dateret »Mai 1866«, og få måneder senere, 24.7.1866, satte Bergsøe sidste punktum i sit værk. Det meldte han i et (nu tabt) brev til Philipsen 27.7.1866, og denne reagerede prompte med kontraktmæssige tilbud i brev af 30.7.; de kriser i forhold til forlæggeren bl.a. på grund af manuskriptets omfang, som Bergsøe udmaler (Er VI (1907) 61 ff.), dementeres af Philipsens beredvillighed til at acceptere forfatterens omfangsberegninger, ligesom deres korrespondance i de kommende måneder viser forlæggerens bestandig gode vilje til at komme overens med den ikke altid helt nemme Bergsøe.
Det følger af Bergsøes brev af 19.12.1865, at også Gustav Philipsen er på gale veje, når han i Træk af det Philipsenske Forlags Historie (1919) hævder, at den påståede krise skyldtes, at hans far ikke anede, at det var en roman, han fik leveret. Gustav Philipsen forveksler tydeligt nok Fra Piazza del Popolo med et påtænkt, men aldrig gennemført værk om Naturen og Dyrelivet i Campagna romana, som P.G. Philipsen ytrer glæde over i et brev til Bergsøe 29.6.1867.
Heller ikke under korrekturarbejdet i sensommeren og efteråret 1866 fik Bergsøe, så vidt det kan ses, lejlighed til at give teksten en sidste afpudsning, idet han i brev til forlæggeren 26.9.1866 atter måtte melde sig syg og tilsyneladende var så sløj i de kommende måneder, at læsearbejde var udelukket. En planlagt afrejse til Rom 7.11.1866 - altså før bogen kunne ventes på markedet - måtte således aflyses af helbredsgrunde (jf. H.C. Andersens dagbog for denne dato).
Korrekturlæsningen blev så foretaget af vennen Frederik Bøgh (se dennes breve til Bergsøe 26.9., 10.10., 25.10., 5.11.), og bogen færdiggjort til udsendelse sidst i november, efter angivelsen i Nordisk Boghandlertidende (1.12.1866) at dømme i ugen mellem 24. og 30. november. Hermed stemmer det, at H.C. Andersen omtaler sit første indtryk af bogen i sin dagbog for 26.11.1866. Ca. 14 dage senere begyndte de første anmeldelser at dukke op i dagspressen.
Til historien om Fra Piazza del Popolo og Philipsens forlag hører endnu, at forlæggers og forfatters brevveksling i de kommende år stort set handler om salget og mulighederne for et nyt oplag. 14.11.1867 melder Philipsen, at der endnu er 300 af de oprindelige 1500 eksemplarer tilbage, og året efter, 21.12.1868, at den nu snart er udsolgt. Da Bergsøe imidlertid 25.1.1870 gør opmærksom på, at nu er der udsolgt, og forhører om et nyt oplag, svarer Philipsen (28.1.1870) henholdende, at han må udsætte at tage stilling til det spørgsmål. Samme år udkom Fra Piazza del Popolo i 2. udgave hos Gyldendal, der allerede havde udsendt digtsamlingen I Ny og Næ (1867) og romanen Fra den gamle Fabrik (1869).
Det er en side af den realistiske litteraturs bestræbelser på at opnå virkelighedspræg, at fiktionen udspiller sig i en bestemt tid, ofte ligefrem kan dateres, og foregår i bestemte, genkendelige lokaliteter. Blandt hyppige træk af den art i Fra Piazza del Popolo kan nævnes den autentiske skildring af koleraen i København i sommeren 1853, der vistnok bygger på J.J.C. Magnus' Nogle Billeder af Kjøbenhavn under Choleraepidemien (1853); endvidere bl.a. de talrige momenter af Roms topografi og det forhold, at fiktionens ramme uden større besvær kan henlægges til 1. maj og den nærmest følgende tid engang i 1860'ernes begyndelse.
En side af dette kompleks er brugen af modeller fra det virkelige liv, der i forbindelse med historiske romaner kunne føre til krav om historisk-psykologisk pålidelighed, mens den, når det gælder samtidsromanen, kunne medføre streng påtale fra den litterære kritik, hvis modellerne blev for genkendelige. I forskellig detail kan denne historie følges hos forfattere som fx Carl Bagger i 1830'rne og Herman Bang i 1880'erne.
Fra Piazza del Popolo blev straks kritiseret for usømmelig brug af modeller, idet den litterære kritik dog af diskretionshensyn ikke kunne trække alt for klare linjer fra fiktionens til virkelighedens verden. Men i samtidige breve fra kredsen omkring Bergsøe og senere i Elisa Bøghs biografi over Frederik Bøgh (1887) samt i Bergsøes egne, ganske vist ofte utroværdige erindringsbøger er flere af romanens figurer sat i klar relation til autentiske personer i romanens samtid. I eftertiden er problemet især behandlet af Paul V. Rubow (1948), T. Vogel-Jørgensen (1966) og H.P. Rohde (1972).
Genkendelsens indiskutable karakter i samtiden fremgår af et tilbageblik fra 1880, hvor den senere litteraturhistoriker P. Hansen genkalder sig indtryk af den unge Bergsøe og hans kreds i Pleisch's konditori på Amagertorv i 1850'erne: »Man vil i Bergsøes »Fra Piazza del Popolo« finde talrige Reminiscenser fra disse Tourneringer mellem Padderne af det runde Bord og møde mangfoldige, endog meget tydelige Træk, der minde om Kredsens enkelte Personligheder.« (Illustreret Tidende 26.12.1880).
En sådan betragtning har som forudsætning bogens baggrund i et snævert kulturmiljø (det gamle København inden for voldene) med stort indbyrdes personkendskab. I sådanne kredse har der hersket traditioner og forestillinger, der næppe længere kan dokumenteres, som fx når R.P. Rasmussen i Almindelig Hospitals Historie 1769-1892 (1939) 181 fastslår, at »Det er jo F.L.E Smith [læge, fra Åbybro!] der under Navnet Aabye fortæller om Tilstanden i Kolera-Aaret paa Alm. Hospital«, mens Vilh. Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie IV (1925) 50 udpeger Bergsøes ven, den kendte læge Rudolph Bergh som »Model for den ideale Læge i Fra Piazza del Popolo«. Når Paul Bergsøe i erindringsbogen De tre Vinduer (1946) 53 nævner fru Bergh - hans »Tante Elisabeth« - som model i det ydre for romanens Harriet, er vi inde i egentlig familietradition.
Det var imidlertid ikke sådanne tilfælde, der vakte offentlig interesse. Når det gælder de personer, hvis modeller var genkendelige for bredere kredse, og som især bidrog til bogens autentiske og i nogen grad skandaløse præg, må der skelnes mellem forskellige grupper. For sig står egentlig autentiske personer, hvis navne direkte eller kun let fordrejet forekommer inden for fiktionen som fx etatsråd Thal (se s. 65 med note) og Schiavone, i hvem Romafarere kunne kende en af tidens notable banditter (jf. Er V (1905) 103 og VI (1907) 235).
Mere pirrende for fantasien var formentlig de figurer i fiktionen, der ikke kunne identificeres ved navn, social position eller visse genkendelige karaktertræk, men alene ved særlig iøjnefaldende livsomstændigheder eller konstellationer. Det gælder især de personer, der går igennem Malms Historie, Signor Naso og Holmgreens Manuscript: Trods ihærdige forsøg på at dysse sagen ned var det kendt i de rette kredse, at en ung pige af den meget rige familie Tutein i 1848, samtidig med sin forlovelse med en søn af den lige så velhavende familie Brun, havde haft et forhold til en kunstmaler med den stærkt ubelejlige fødsel af en søn til følge. Et hastebryllup med Brun fulgtes af en lige så hastig skilsmisse i april 1849 og af familien Tuteins flerårige eksil i Sydeuropa, hvor den unge pige traf og i 1851 ægtede rigmanden Sir John Cookney. Samtidig blev barnets identitet sløret ved diverse ulovligheder og dets forbindelse til de biologiske forældre afbrudt. Forløbet er kortlagt af Chr. Waagepetersen i Kulturminder (1973 og 1979), mens Paul V. Rubows fremstilling (1948) er upræcis.
Til denne historie havde Bergsøe rigeligt kendskab gennem sin familie- og bekendtskabskreds. Læsere med blot nogenlunde kendskab til tidens sladder har sikkert fundet forløbsbeskrivelsen s. 355 ganske nærgående, men det må pointeres, at »modellen« til unge Vernon i 1866 kun var sytten år og i ganske andre livsomstændigheder end denne - samt at hverken Bergsøe eller nogen anden i tiden, så vidt vides, nævner disse mulige sammenhænge.
Det er derimod tilfældet med flere af figurerne i de romerske partier af bogen. I Erindringerne sætter Bergsøe således Svingberg i relation til skuespilleren og æstetikeren Fr. Høedt (Er VI (1907) 123), mens træk af Malms historie henføres til den svenske billedhugger Fr. Kjellberg, som Bergsøe havde truffet i Rom (Er IV (1905) 206). Kyndige læsere kunne vel også i denne skikkelse genkende træk af maleren Albert Küchlers overgang til katolicismen og klostertilværelsen (jf. Rom (1877) 557 ff.), mens »den gamle Kunstner« umiddelbart lod sig genkende som billedhuggeren C.F. Holbech (1811-80), der havde opholdt sig i Rom siden 1841; hans skikkelse var tillige det læsende publikum bekendt fra Goldschmidts skrifter (jf. nedenfor s. 570). I Erindringerne nævner Bergsøe flere gange Holbech og hans relation til Fra Piazza del Popolo (se især Er IV (1905) 132 ff., 186 ff.); men allerede i »Minder fra Rom og Campagnen« (Italiensk Billedbog, 1881) og i skitsen »Gamle Holbech« (Fra sollyse Strande, 1886) havde Bergsøe givet ham hengiven omtale.
En særlig opmærksomhed vakte dog skildringen af de unge mænd omkring Henry Vernon i Holmgreens Manuscript. Ud fra et sikkert kendskab til Bergsøes omgangskreds identificerer Frederik Bøghs enke Elisa Bøgh dem i sin levnedsskildring af manden (1887) som henholdsvis cand.jur. Carl Dreboldt (Boldt), Frederik Bøgh, der både i fiktion og virkelighed bar tilnavnet »Fromhedens Frederik« (From) og cand.jur., kammerjunker Frederik Algreen-Ussing (Brandt), og de to sidste identifikationer gentages af Bergsøe i Erindringerne (Er VI (1907) flere steder). Egentlig portrætlighed mener fru Bøgh ikke at der er tale om, men et par citater af Ussings breve (s. 102, 126) viser dog overensstemmelse mellem hans og Brandts stil, et indtryk, der til overflod, men derfor ikke nødvendigvis sandfærdigt, bekræftes af Bergsøes Erindringer (fx Er III (1903), 138 ff., IV (1905) 2).
Det var da også Brandt-skikkelsen, der i denne sammenhæng især vakte kritikkens opmærksomhed og snart også vakte uro i kredsen omkring Bergsøe og Algreen-Ussing. Illustreret Tidende påtaler således, at Brandts maske er »utilladelig gjennemsigtig«, og det samme punkt er baggrund for en side af forsvaret for Bergsøe i andre blade. Jf. nedenfor om Modtagelseskritikken.
Man mere end aner, at snakken har gået i København, og Ussing må snart have ømmet sig til sin fortrolige ven Sophus Heegaard, der sidst i december svarer tilbage fra Paris: »Du behøver ikke nærmere at appellere til min Delikatesse i Anledning af Bergsøes Personligheder; alle den Slags Forsøg ere og ville altid være absolut raae, og jeg troer, at der er saamegen Sandhed i Tilværelsen, at slig Brutalitet falder tilbage paa sin Ophavsmand«, lyder vennens ord, men et vægtigt moment i brevet er en indtrængende opfordring til Ussing om at ændre livsstil (»Moderer Dig!«) og vælge sin omgangskreds med større kræsenhed.
Hjemme i København var det efter de bevarede breve at dømme især Bergsøes søster Clara, der blev urolig over den almindelige opstandelse, især over anmeldelsen i Illustreret Tidende, men Bergsøe trøstede hende (i udateret brev fra årsskiftet 1866-67): »Den almindelige Opinion er gunstig for mit Arbeide«, hævder han og mener ikke at være »gaaet over Grændsen ved de Ting, som jeg har laant fra virkelig levende Personer«.
Heri fik han solid støtte fra en anden involveret, Frederik Bøgh, der i et brev d. 29.12.1866 til Clara Bergsøe formulerer et klart æstetisk standpunkt: »Hvad nu angaaer denne slemme, sorte Brandt, maa jeg sige Dem, at det forekommer mig utvivlsomt, at han ikke alene er den bedste Figur i Bogen, men overhovedet det Bedste i hele Bogen. Æsthetisk kan han absolut forsvares, og Andet vedkommer jo ikke Publicum. Jeg maa dernæst fremhæve, at naar en Forfatter benytter en enkelt Side af en ganske vist existerende Characteer og driver denne eensidigt op til en næsten dæmonisk Høide, saa bør det være klart for alle forstandige Mennesker, at her har det ikke været Meningen at levere et Portrait. Man bryder sig dog virkelig kun om de Forstandiges Dom. Enhver Kunstner bør bruge Model, og efter Deres Broders hele Anlæg - han er ogsaa Naturalist [dvs. naturforsker] i æsthetisk Henseende - er det meget naturligt og forsvarligt, at han grundigt bruger sin Model.«
Få dage efter, 6.1.1867, havde Ussing og Bergsøe en tilfældig og kort, men elskværdig samtale på gaden. Det fremgår af Bergsøes brev til søsteren dagen efter, hvor det bl.a. hedder: »Jeg kan ikke blive klog paa ham; thi ved Siden af det Vrange, Falske og ligefrem Slette i hans Characteer, synes der endnu at være endeel baade Nobelt og Godt tilstede; men det Hele er saadan groet sammen i hinanden, at man næsten ikke kan luge det ene op uden at tage det andet med. [...] Vi vare Begge stærkt bevægede og jeg troer at vi til en vis Grad begge To have lidt ligemeget under de Sjæleindtryk som Holmgreens Manuskript paa saa forskjellig Maade har fremkaldt hos os Begge.« Og videre: »Det er kun et høist ufuldstændigt Indtryk, som Du modtager af hele denne Sag, det føler jeg altfor godt; alligevel beder jeg Dig at brænde disse Linier naar Du har læst dem og ikke omtale deres Indhold til Nogen. - Jeg ved med mig selv, at det ikke er noget slet Motiv, som har drevet mig til Skildringen af Brandt; kan denne Skildring vække noget af det, der slumrer hos U. vil jeg endogsaa antage at jeg har gjort noget Godt. -«
Det er antagelig dette møde, der ligger bag Erindringernes i så fald knap genkendelige passage om Ussings krav om duel på pistoler og, da den idé må opgives, om de tos vandring arm i arm frem og tilbage gennem byen (Er VI (1907) 103 f.).
Herefter skiltes deres veje tilsyneladende, og kontakten synes ikke at være genoptaget inden Ussings tidlige død i januar 1869. Derimod slap Bergsøe ikke Brandt-figuren, men lod sig inspirere af den til nye, veloplagte formuleringer (se nedenfor s. 588). Ved udsendelsen af 4. udgave 1877 gik det dog den anden vej, idet Brandt nu blev befriet for bogens måske rammeste skudsmål (se note til s. 301), der kan have forekommet den historisk-biografiske forfatter og politisk konservative Ussing også at være dens mest ærerørige.
Den danske interesse for Italien og særlig for Rom har afspejlet sig i en righoldig litterær tradition, og Fra Piazza del Popolo er i sin tilblivelse på mange måder tænkt ind i denne traditions baner. Kunstnerens kamp og mulige miskendelse har danske digtere i flere hovedværker givet italiensk iklædning, som i Oehlenschlägers skuespil Correggio (dansk udg. trykt 1811) og H.C. Andersens roman Improvisatoren (1835) - et motiv, der også mødes i hans eventyr Psychen (skrevet i Rom maj 1861). Af Thorvaldsens ven Ludvig Bødtcher kender vi lyriske portrætter både af skulpturmesteren (»Piazza Barberina«) og af Roms berusende omegn, særlig i retning af Albanerbjergene (»Mødet med Bacchus«). Også de nordeuropæiske turisters røverromantik havde fået markante litterære udtryk i Henrik Hertz' romantiske lystspil Tonietta (1849) og i Chr. Winthers versfortælling I et romersk Osterie: de sidstnævnte indgår også i det litterære allusionsmateriale i Fra Piazza del Popolo.
Alt dette ligger bag Bergsøes bog, ligesom adskillig ikke-fiktional rejselitteratur fra Italien gør det. Men nærmest på af det alt sammen var hans med-romer M.A. Goldschmidt, der ikke blot havde erindret om »Tordenskyen«s periode med Breve fra Koleratiden (1863), men især - som allerede nævnt - sat Rom på papiret i sine Fortællinger og Skildringer (I-III, 1863-65). I denne serie var der flere ting, der måtte have den unge Bergsøes interesse: Med Rom som skueplads blandede Goldschmidt autentiske skildringer (»Hvorledes man lever i Rom«) med fremførte fortællinger (»Hvorledes man fortæller i Rom«); det 3. bind er den separate roman Arvingen, der til dels foregår i Rom og handler om en tabt og genset brud; men Bergsøe har mest umiddelbart kunnet bruge bind 1-2.
Goldschmidt havde været i Rom samtidig med Bergsøe i foråret 1863, og han skildrede kredsen af deres fælles bekendte - »Dydsforeningen« med »Præsidenten« (= den Gamle, Holbech) i spidsen; de fleste nævnes ved personnavnet, dog ikke randfigurer som Bergsøe, der faktisk skimtes mindst to gange i skildringen. Så rummer bogen altså tillige en rammefortællingskreds, hvor nordboer i Rom fortæller historier, enten selvoplevede eller bevidnede eller sådanne, hvor »Fortællingen var en tilsløret Form, hvori han gav noget af sit eget Hjerte Luft« (bd. 1, s. 71); og en enkelt gang påhører nordboerne oplæsningen af en noget længere beretning.
Bergsøe har tidligt i sin bog indlagt en henvisning til den berømte italienske rammefortællingskreds Decameron (ca. 1350), men har næppe noget nærmere forhold til denne (jf. noter til s. 20). At nogle af inderfortællingerne i Fra Piazza del Popolo afbrydes, genkalder snarere systemet i den orientalske samling 1001 Nat (en dansk version ved den også i andre henseender Bergsøe-relevante forfatter Valdemar Thisted var udsendt 1852-54). En rammefortællingskreds med oplæsning af et skrevet, mere eller mindre digterisk materiale, var en arv fra romantikken, bl.a. den tyske digter Tieck; hos os findes det brugt ved et enkelt indlæg i Blichers E Bindstouw (1843). Også den - om man vil - modsatte tendens, nemlig at indlæggene ved nærmere eftersyn ikke er fritstående, men brudstykker af fortællerens eller en anden tilstedeværendes forhistorie, dukker op omkring den romantiske tidsalder, bl.a. hos den tyske digter Wieland, med identifikation som en afsluttende pointe.
Ejendommeligheden hos Bergsøe er jo sammenbygningen af inderfortællingerne til én, eller tre kvart, stor romanagtig livshistorie. Dette trick findes ikke i Alfred de Vignys rammefortællingskreds Servitude et Grandeur militaires (1834), som Rubow ud fra en antydning i Bergsøes Erindringer har foreslået som forbillede i denne henseende; Vignys bog har dog nok anslået en af tonerne i Leon de Villes historie. Successive fortælleres bidrag til én sammenhængende handlingsoprulning finder vi i englænderen Wilkie Collins' glimrende detektivroman The Moonstone, som den danske digter imidlertid ikke kan have nået at kende (udk. 1868).
Bergsøe har altså ikke derfra kunnet hente den kompositoriske hovedplan, der vist endda ikke har stået ham helt klar fra begyndelsen. Men anlæg med flere forhistorie-indlæg og med identifikationspointe kan han have fra den europæiske, specielt franske føljeton- og knaldroman, der slugtes i stort omfang også i Danmark. Blandt de berømteste titler er Eugène Sues Paris' Mysterier (1843), Alexandre Dumas' Greven af Monte Christo (1845-46) og Victor Hugos De elendige (1862). Der er nok enkelttræk i Bergsøes bog, der kan skyldes Sues indignerede sociale storbyskildringer (jf. Tordenskyen), og navnlig i 2. del af Greven af Monte Christo med det romerske karneval, røverne uden for byen, indespærring i underjordisk gravsted, er der en række overensstemmelser med Bergsøes bog. Men det er snarere hele genren med dens indlæg af sekundært fortalte for- og side-historier og med dens gru og tapperhed, indespærringer og forfølgelser, skindød, forklædninger, formuer, forførelser, herkomstopklaringer, massiv Nemesis (ofte ved personlig hævner) og overmåde skurkagtige eller ædle hovedpersoner, der går igen hos den danske digter. Det sidste rigtig nok med den modifikation, at vi i stedet for føljetonernes sammenbidte, grusom-filantropiske hævner har en »svag« hovedperson i den hidsige og vankelmodige Verner/Vernon.
Om karaktererne hos Bergsøe gælder ellers, at de er enkle og ofte stærkt moralsk polariserede som i teaterstykker og knaldromaner. Mere psykologi giver forfatteren i visse skildringer af sindstilstande, især angstfyldte. Scenen med det parisiske medium la Tutelle (s. 54 ff.) viser Bergsøes kendskab til hypnose, hvis udforskning netop i den sidste halvdel af århundredet banede vejen for den moderne dybdepsykologi. Digteren udnytter emnet novellistisk-romantisk, men lader dog en læge være den fortællende. Således blander moderne og gammeldags, avanceret og konventionelt sig ofte hos Bergsøe.
For de mindre indlæg og for karakteristiske stiltræk i Fra Piazza del Popolo er der især danske forbilleder. H.C. Andersen-pastichen i »Et sandt Eventyr« og efterklangen af Blicer i åbningen af »Holmgreens Manuscript« er tydelige. Forskellige arter af efterromantisk versdigtning - fra den imiterede folkesang til mere moderne fortællende og evt. satirisk deskriptive numre rundt omkring i Bergsøes prosabog (og i hans første digtsamling, hvori flere genfindes) - er mere eller mindre heldige fortsættelser af bl.a. Carl Bagger, Chr. Winther og Fr. Paludan-Müller. Tidens sungne digtning, fra Bellman til Hostrup, kommer let Bergsøes personer på læben, og ikke mindst teaterrepertoiret fra Kgs. Nytorv er præsent, inklusive musikdramaet (Don Juan) og vel også den Bournonvilleske ballet. Hertz' romantiske skuespil - den førnævnte Tonietta, men også Ninon (1848) - er på tilsvarende måde ikke blot allusionsmateriale, men indeholder vigtige tematiske lighedspunkter, især som erotisk digtning. Det i moderne øren sikkert slemt teatralske i nogle af Bergsøes dialoger, ikke mindst mellem Henry og Harriet, er lige ud af romantismens teater-replikstil.
Men også de komiske og groteske scener hos Bergsøe har teaterprægede tableauvirkninger og dialogkunst i sig. Et højdepunkt i denne og andre henseender dannes i bogen af Henrys mefistofeliske ven Brandt. Hans vistnok meget virkelige 1850'er-københavnske vittighedsfyrværkeri er et højtdrevet stykke sproglig bohemekultur, der spiller med alskens lokale og både høj- og lavlitterære, både gudelige og ugudelige elementer; mange af disse er ikke umiddelbart forståelige i dag, hvorfor kommentarerne i nærværende udgave har bestræbt sig for at identificere i det mindste en del af dem. Brandt er således en litterær type - foruden at han som tidligere nævnt er en nærgående afbildning af en faktisk person. Liv gjort til digteriske skabeloner er i Bergsøes bog blandet og undertiden forenet med digteriske skabeloner fyldt med livagtighed, til dels med erfaring, »livsbilleder«.
Om modtagelsen af Fra Piazza del Popolo hersker den myte, der ikke mindst blev slået fast i sidste bind af Bergsøes Erindringer (Er VI (1907) 71 ff.), at bogen blev aldeles unådigt behandlet af den litterære kritik, at den »fra først af saa ubarmhjertigt var stillet i Skammekrogen« (100).
Denne opfattelse kan findes endnu tidligere, i hvert fald i en artikel til Bergsøes 70 års dag (Illustreret Tidende 19.2.1905, anonym), der taler om »yderst faa Forsvarere, men saa mange des flere Angribere«. Den går igen i sønnen Paul Bergsøes erindringsbog (1936) og får sit kritikhistoriske stempel i Paul V. Rubows bog om Bergsøe (1948): »Den fik en Del Omtale i Pressen, men ikke videre venlig«, hedder det (16) - dog: »Publikum gav Bogen Oprejsning for den daarlige Kritik« (34).
Alt efter, hvordan man læser den første kritik, kan man finde dette billede af den mere eller mindre holdbart. Især får det vægt, hvis man, som Bergsøe og Rubow gjorde, mest holder sig til Clemens Petersens store og unægtelig dræbende nedsabling i dagbladet Fædrelandet hen i januar 1867. Han stod som tidens førende, men dog ikke enerådende kritiker i årene op mod 1870.
Et hastigt vue over den første modtagelseskritik viser, at Berlingske Tidende var først på pletten (8.12.1866, Ph. Weilbach); her fremhæves positivt »det sindrige i Anordningen«, »et helt igjennem flydende og livligt, om end ikke jevnt og ligeligt Sprog«, et »naturligt og frit spillende Vid« samt »Lethed i Valg af Emner« og »Anskuelighed i Fremstillingen«. Andre - og som vi skal se: mindre positive - punkter foruroligede imidlertid kredsen omkring Bergsøe og skal (if. Gustav Philipsen (1919)) have foranlediget forlæggeren P.G. Philipsen til at overtale og bestikke bladet og forfatteren H.P. Holst til at bringe en mere imødekommende omtale (21.12.1866, under mærket C., jf. Weilbachs replik sst. 18.1.1867).
Mellem Berlingske Tidende's to anmeldelser ligger hovedparten af modtagelseskritikken. Det knap så højt ansete Dags-Telegraphen (9.12.1866, anonym) taler uden videre om bogens »velfortjent fremragende Plads«, mens Illustreret Tidende (16.12.1866, J.C. Magnus) afrunder en række kritiske indvendinger med at fastslå, at »Fortrinene ere langt større end Manglerne«, og med at stille forfatteren en lovende fremtid i udsigt. Nærmest uden forbehold er Fyens Stiftstidende (18.12.1866, anonym), mens Folkets Avis (19.12.1866, formentlig redaktøren Erik Bøgh) trods visse kritiske anmærkninger noterer et »uomtvisteligt Talent« og henregner bogen til sæsonens bedste.
I en lidt sen anmeldelse i det respekterede Dagbladet (24.12.1866, if. Bergsøe (Er VI (1907) 72) af digteren Chr. K.F. Molbech) får bogen flere kritiske ord med på vejen, men fremhæves indledningsvis som »En af de interessanteste poetiske Julegaver, dette Aar har bragt«, og der rundes af med, at disse »Livsbilleder« trods mulig tvivl om deres poetiske rangklasse (eller måske kategori) »høre ikke til den Klasse af Poesi, som er den værste af alle, den kjedelige«. I hvert fald forlæggeren måtte glæde sig og kunne næppe heller klage over omtalen i Figaro (30.12.1866, formentlig ved redaktøren Robert Watt), der afrunder modtagelseskritikkens første række med at fastslå, at bogen nu har fået så megen omtale, at en egentlig præsentation skulle være overflødig; men ros skorter det ikke på: »det er i Sandhed en meget lovende Begyndelse i en ny Retning«.
Det er på denne baggrund man må se Clemens Petersens nådeløse nedsabling af bogen i Fædrelandet (19.1.1867). Om dens skarpe tone skyldes, at Petersen har følt sig og sin form for kritik angrebet gennem skildringen af Svingberg og hans æstetiske ideer, er uvist; Bergsøe benægter aldeles sådanne hensigter (Er VI (1907) 123). Når den har fået den plads i eftertiden, som tilfældet er, skyldes det selvfølgelig i høj grad, at Petersen var tidens førende kritiker. Men når Bergsøe i sine Erindringer fyrre år senere ikke kan blive træt af at nedgøre samme Petersen, hænger det vel også sammen med, at denne, efter at være blevet skandaliseret som homoseksuel, var en billig modstander at slå på. Bergsøe må dog nok først have følt sig alvorligt truffet - måske ligefrem truet i sin eksistens som nybagt levebrødsforfatter - og her bør det ikke forbises, at Clemens Petersens anmeldelse i grunden tydeliggør, rendyrker og ensidigt holder sig til en række punkter, som også havde spillet en rolle i den allerførste modtagelseskritik; han sætter dem på begreb, så at sige, med den slemme konklusion, at Fra Piazza del Popolo ikke er rigtig digtning. Fordi disse punkter nemlig vejer tungere end det gunstige, der i øvrigt kunne siges om Bergsøes livlige fantasi og elegante stil.
Skønt det ikke altid slås fast med firetommersøm, efterlyser flere anmeldelser først og fremmest »det Blik paa Menneskelivet, den Heelhed i Livsanskuelsen, der skulde samle alle disse Meddelelser til Eenhed og gjøre dem til Poesie« (Berl. Tid. 8.12.), eller formuleret med lidt anden accent: »man føler kun altfor meget, at Forfatteren i denne Skildring [nemlig af seancen i »Tordenskyen«] ikke har formaaet at hæve sig til et høiere Standpunkt [...] og derfor ikke formaaer at tilveiebringe den Harmoni, der er en nødvendig Betingelse for rigtigt at kunne nyde et Digterværk« (Ill. Tid.). Selv kritikere, der i øvrigt er positivt stemte, sporer »en vis Uro« i helheden (Folkets Avis) eller noterer, at selv om fortællingen ingenlunde er blottet for »det dybere Underlag af en Livsanskuelse«, tydeligst i Malms »storslaaede Skikkelse«, så er »Tanken i denne Bog, som sagt, overgroet af Stof« - og tankerne i øvrigt tænkt før: »original i dybere Forstand kunne vi ikke kalde den« (Dagbladet).
Savnet af en idé, der gennemtrænger værket, sættes i flere anmeldelser i sammenhæng med en for stor vægt på spændende og effektfulde handlingselementer; de to forhold begrunder så at sige hinanden: »det Pikante og Spændende har faaet Fortrin for det Dybe og Inderlige«, mener Fyens Stiftstidende, mens Illustreret Tidende anker over »Jagen efter Effect«, og Folkets Avis taler om »Smag for stærke Effekter og for overraskende Situationer; hans Fantasi har Overvægten paa Raisonnementets Bekostning«. Når Berlingske Tidende (21.12) rykker Bergsøe til undsætning, fremhæves det netop, at bogens virkning ikke beror på »Effect«.
Vi er her vidne til en side af de danske guldaldernormers kamp mod en frembrydende litterær realisme, hvis farligste inspirationer efterhånden mentes at komme fra Frankrig; flere anmeldere antyder netop denne smittekilde, og Illustreret Tidende sætter navn på: »Alle de Effectmidler, som den nyere franske Skoles berømte Repræsentanter, f.Ex. Alexandre Dumas og Eugene Sue, benyttede saa rundhaandet, ere her anvendte«. Det var ikke mindst i skildringerne af livet i det mindre respektable København, at Bergsøe bragte sig i konflikt med smagens vogtere. Disse skildringer ønskes i flere anmeldelser afkortet, »fordi man overhovedet dvæler med mindre Lyst ved den Slags Ting« (Berl. Tid. 8.12), ja selv det ellers velvillige Dagbladet tager afstand fra »en maaskee vel bred og saftig Pensel, som de Svirescener, i hvis kvalme Luft man dvæler noget for længe«. Blot fjorten år senere kunne P. Hansen optræde som forsvarer for Bergsøes realisme mod Brandes-fløjens krav om mere vidtgående virkelighedsskildring a la Zola (Ill. Tid. 23.1.1881).
Savnet af gennemgående idé eller »høiere Standpunkt« viser sig ifølge flere anmeldere også som svagheder i værkets komposition og menneskeskildring. Mens den første stort set findes for indviklet, hævdes den anden at være for lidt udviklet. Det er tydeligt, at bogen opleves som lovlig stor og uoverskuelig. Det benævnes venligt »den sindrige Anordning« o.lign., men flere anmeldere påpeger, at »Traaden, der forbinder de enkelte Livsbilleder, er temmelig tynd, og at den endog paa enkelte Steder staaer i Fare for at briste« (Ill. Tid., næsten enslydende i Folkets Avis). Ogsaa den ellers venlige anmelder i Berlingske Tidende (21.12.) må erkende, at værket burde have været »sammenarbejdet og sammentrængt«.
Men dommen over Bergsøes personskildringer kan forekomme mere knusende. Alene »Tordenskyen« karakteriseres i så henseende direkte positivt (Berl. Tid. 8.12.), mens Malm og Laura lige akkurat kan passere for Fædrelandet's dommer; ellers er der bred enighed om, at bogens »Sjælemaleri« ikke modsvarer den indviklede komposition (Berl. Tid. 8.12), at Bergsøe snarere »skildrer end udvikler« sine personer (sst. 21.12.). Formuleret nænsomt (af Dagbladet) hedder det, at »Karakteertegningen er mindre lagt an paa psykologisk Fiinhed i Udførelsen end paa at stille Modsætningerne overfor hinanden, og dette er lykkedes godt«. Ordet »effekt« er ikke brugt her, men er implicit til stede.
Læser man på denne måde den første modtagelseskritik på tværs, ser man Bergsøes bog blive målt, med den danske guldalders centrale normer - og ikke slå til. For det var just digtningens fornemmeste opgave at afdække den sammenhæng, orden og harmoni i tilværelsen, om hvis eksistens intet sandt og godt menneske kunne (måtte) være i tvivl, hvor svært det end kunne være at erkende den i det daglige. Netop på denne kombination af æstetik og livsanskuelse (etik) byggede Clemens Petersens anmeldelse.
Men til forskel fra sine kritikerkolleger holder han sig strengt til de punkter, der ud fra disse overordnede synspunkter var afgørende, og kan derfor indskrænke sig til nogle få, indbyrdes forbundne træk ved bogen. I bund og grund er værket ifølge Petersen én stor æstetisk fejltagelse, fordi det i etisk henseende er underlødigt. Det ses for det første i Bergsøes svaghed for »Spænding«; dette fænomens forekomst i et litterært værk skyldes, at »Stoffet overvælder Forfatteren, at han mangler Evne til eller begaaer Feilgreb, der hindrer ham fra at bringe det til en fuldt gjennemarbeidet, ideklar Form«. At gribes af spænding, aktivt som forfatter eller passivt som læser, er imidlertid udtryk for et defekt åndsliv: »Spænding tilhører Halvdannelsen; for det naturlige og for det gjennemdannede Menneske er den snarere en Pest«, hævder kritikeren og uddyber det nærmere: »Netop fordi Spænding bestaaer i, at man opgiver selv at have en begeistret Villie, voxet op fra en sikker Tro, og ganske kaster sig ud i Tilfældets Uvished, blot holdende sig oppe ved phantastiske Ønsker, netop derfor er den altid forkastelig og kan kun tiltrække Menneskene, forsaavidt der er noget Uudviklet eller Forulykket ved dem. Ganske det samme gjælder om Spænding ved Nydelsen af et Konstværk.«
Konkret viser den sig i værkets komposition, rammefortællingens kinesiske æskesystem, som Petersen finder uoverskueligt og meningsløst: »Bestandig er det [dvs. stoffet] nemlig brudt op i smaa Stykker, af hvilke de, der passe til hinanden, ofte ere fjernede flere hundrede Sider fra hinanden, og, skjønt vistnok ingen Maske er tabt i dette konstige Væv, spørger man dog, naar man lægger Bogen bort, lidt forknyt: Hvem er nu egenlig Fader til hvem? Men denne Nysgjerrighed er dog, selv om den var spændt til det Yderste, et temmelig tarveligt Udbytte af en Bog«.
Endvidere viser savnet af en overordnet idé sig i diffuse personskildringer af uanalyseret og derfor postulerende karakter. Malm og Laura kan som nævnt lige gå an; værst er Signor Naso, der i Petersens øjne er en ren karikatur, og vistnok allerværst komplekset Henry Vernon/Henrik Verner. Sammenhængen mellem den unge rigmand og den nødlidende student Verner i København godtages, men identiteten mellem dem og den Verner, der optræder i Rom, afvises pure: »Naar man har været nærved at forspilde sit Liv og nærved at døe af Sult, saa sætter man aldrig mere sit Liv paa Spil for et Væddemaals Skyld«. Ræsonnementet er for saa vidt psykologisk-etisk, men det lægges til grund for en æstetisk dom: »Faldet [kan] for et Menneske blive Gjennemgangen til det Høiere, fordi han umulig kan frelse sig tilbage i den Aandsform, hvorfra han faldt ud, men kun i en, som ligger høiere. Dette vilde Forfatteren let have mærket, hvis han virkelig havde givet sig til at skildre Overgangen i Henrik Verners Liv, men, idet han blot sætter den frem som en fuldbragt Kjendsgjerning, kommer han til at gjøre et Brud paa sin egen Charaktertegning«.
I stedet for at præstere en grundig psykologisk analyse henfalder Bergsøe så til skildringer af gruopvækkende, mysteriøs eller sentimental karakter som fx af Leon de Villes lidelser i marmorsarkofagen: »Beskrivelsen er fortræffelig, endogsaa glimrende; men den har ikke det mindste Spor af æsthetisk Interesse. Hvorfor? Fordi det Ethiske mangler. Denne Situation, hvori det Psychologiske er udmærket beskrevet, har ikke og faaer ikke Noget at gjøre med vedkommende unge Mands ethiske Forhold, og Skildringen af den er derfor ikke forskjellig fra Beskrivelsen af et hvilketsomhelst physiologisk Experiment. Det er absolut upoetisk, thi til den virkelige poetiske Skildring hører, at det psychologiske Billede viser sig i Belysning af den ethiske Anskuelse; naar Eet af dem mangler, mangler det Æsthetiske.« Med lignende synspunkter var Schacks Phantasterne blevet mødt ti år tidligere.
Derfor kan Petersen åbne sin anmeldelse, hvis holdbarhed man ikke i alle dele tør underkende, med kategorisk og bombastisk at erklære: »Errare humanum est, men naar Feiltagelsen bliver syvhundrede Sider stor, begynder den rigtignok at blive noget umenneskelig«.
Når Petersens anmeldelse står så stærkt og entydigt, skyldes det bl.a., at han ikke befatter sig med de træk i bogen, som måske i sig selv kunne vurderes positivt, og hvis iagttagelse i hvert fald medvirker til at gøre de forudgående anmeldelser mere nuancerede. Her er man som allerede antydet enig om at rose bogen for »Anskuelighed i Fremstillingen« (Berl. Tid. 8.12), »et let, flydende og livligt Sprog« (Ill. Tid.) og dens »stilistiske Elegance« (Figaro); positiv bedømmelse får også »Forfatterens sjeldne Evne til at skildre de Steder, hvor Handlingen foregaaer«, der bl.a. fører til de »fortræffeligste Landskabsmalerier« (Ill. Tid.).
På den anden side berører Petersen heller ikke Bergsøes tidligere omtalte brug af levende model til sine figurer, som ellers nok kunne være indpasset under hans hovedsynspunkt. I så henseende lægger Berlingske Tidende (8.12.) ud med at kritisere »den mislykkede Satire over Høedts uheldige Æsthetik« (jf. s. 119 med noter). Både for privatpersonen Bergsøe og for digteren var anmeldelsen i Illustreret Tidende dog alvorligere - for digteren, fordi den harmoni, som et digterværk efter tidens normer ikke kunne være foruden, her netop hævdes at blive forstyrret ved, at »flere af Personerne ere Copier af det virkelige Liv, og ovenikjøbet copierede saaledes, at enhver Tvivl er umulig, hvilket dog især er Tilfældet med Brandt, Bogens onde Princip, hvis Maske er utilladelig gjennemsigtig«.
De private reaktioner, bl.a. Frederik Bøghs interessante brev af 29.12.1866, er nævnt ovenfor. I offentligheden holdtes diskussionen på et principielt plan og spiller i øvrigt en mindre rolle i det samlede billede. Folkets Avis indskrænker sig til at mene, at såfremt Illustreret Tidende's anklage holder stik, har Bergsøe »begaaet noget i æsthetisk Henseende Utilladeligt«, men hvis han blot ud fra sine livserfaringer har »dannet Typer og ikke frembragt Fotografier«, er det tilladeligt og for resten såre almindeligt; blandt flere fortilfælde nævnes Goldschmidts roman Hjemløs fra 1857. Den ligeledes venlige anmelder fra Berlingske Tidende (21.12.) betragter tilsyneladende sagen som nærmest uvæsentlig, og Dagbladet indskrænker sig til at nævne sammenhængen mellem den gamle kunstner og billedhuggeren C.F. Holbech, hvad der vel var ufarligt, da denne relation allerede var kendt fra Goldschmidts fortællinger, og portrættet dertil var elskværdigt.
Den første modtagelseskritik rummer således både ros og ris, men de punkter, der gav anledning til ris, har uden tvivl forekommet tidens æstetiske feinschmeckere nok så tungtvejende. Har Bergsøe (og hans forlægger) i begyndelsen været nervøs for bogens skæbne, er det derfor ikke uden grund. På længere sigt kunne han i hvert fald som levebrødsforfatter glæde sig over, at det købende publikum ikke lod sig vejlede af kritikken. I en menneskealder eller mere synes Fra Piazza del Popolo at have været et yndet alternativ for det læsende publikum, der fandt det moderne gennembruds forfattere lovlig harske. Til gengæld har den beholdt det skær over sig af spændingsroman, for ikke at sige knaldroman, som ligger i den første kritiks signalement af den.
Heller ikke udenlandske læsere lod sig skræmme. Allerede i 1867 foreligger en svensk anmeldelse af æstetik-professoren C.R. Nyblom (Svensk Literatur-Tidskrift, 3. årg. 117 ff.). Anmeldelsen, der i meget minder om Clemens Petersens, men dog giver plads til venlige ord om Bergsøes stil, finder, at værket er gennemsyret af urimelighed: »det 699 stora sidor tjocka fantasi-fostret är orimligt från början till slut.« I øvrigt bruger Nyblom ca. én tredjedel af pladsen til apropos portrætterne af Dahlkvist og Björck at frakende Bergsøe enhver føling med den svenske nationalkarakter, som Nyblom åbenbart finder har været ude for et grumt anslag. I 1871 forelå bogen i svensk oversættelse.
Nok så venlig er en tysk anmeldelse (Augsburger Allgemeine Zeitung 7.7.1870) i anledning af A. Strodtmanns oversættelse, der først havde været bragt som avisføljeton i 1869 og nu, 1870, udsendtes i bogform. Modsat i de danske anmeldelser fremhæves her værkets indre sammenhæng, der overgår, hvad man kan forvente af en novelle-cyklus, og gør det fortjent til genrebetegnelsen »roman«. Generelt tåler Fra Piazza del Popolo sammenligning med andre værker fra tiden og roses især for sin »treue und feine Lebensbeobachtung«. Selv om anmeldelsen hilser Strodtmanns oversættelse velkommen som et led i afspændingen mellem Danmark og Tyskland efter 1864, er den således i sig selv et vidnesbyrd om forskellige normer nord og syd for Kongeåen.
Vakte Fra Piazza del Popolo således straks ved sin fremkomst mere end almindelig interesse - tilslutning, misbilligelse, nyfigenhed - så varede det dog noget, inden Bergsøes debutbog nåede sin store udbredelse ; det gjorde den også snarere som en meget langvarig steady-seller end som en eksplosiv best-seller.
Efter at bogens første udgave som nævnt i et par år havde haft en god, men ikke helt overvældende afgang hos P.G. Philipsen, og denne åbenbart ikke følte sig tilskyndet til at foranstalte nyt oplag, gik
Bergsøe til sin anden forlægger, Gyldendals Hegel. Denne havde - foruden Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867) - nylig udgivet hans anden roman, Fra den gamle Fabrik (1869), og kunne med rette håbe, at her var en guldfugl for Gyldendal. Den anden udgave af Fra Piazza del Popolo udsendtes af Hegel i 1870, og med nogle års mellemrum kunne nye udsendes gennem følgende årtier; en oversigt over bogens historie i denne henseende kan man få ved bibliografien s. 589f. Forfatterskabsgennembrudet synes således at kunne dateres fra Bergsøes anden roman, men ikke mindst at komme den første til gode, også i udlandet. En svensk oversættelse så som nævnt lyset 1871. Udbredelsen af Bergsøes forfatterskab på tysk, især ved den fra Georg Brandes' biografi bekendte Adolf Strodtmann, begyndte med en oversættelse af Fra Piazza del Popolo i 1869-70, først som avisføljeton, derpå i bogform (i Berlin); i 1871 kom en anden tysk oversættelse af bogen (i Bremen), og i mellemtiden var Fra den gamle Fabrik udkommet på tysk. Publikumsmæssigt var Bergsøe nu og i lang tid et stort navn, både i Danmark og hos naboerne.
Litteraturhistorisk fik han imidlertid en mindre glorrig dansk skæbne. Næsten i det øjeblik han var slået igennem, blev han skubbet til side. Med den Dumas-spændende Fra Piazza del Popolo og den Dickens-varme Fra den gamle Fabrik havde han fået et meget synligt forfatterskab i gang, men det faldt ikke ret i det moderne gennembruds smag, der straks efter blev gjort gældende af den litterære elite. I passende forenkling udtryktes forskydningen af litteraturhistorikeren Valdemar Vedel (i Bergsøe-artiklen i Salmonsens Konversationsleksikon, 1. udg., bd. 2 (1894)): »medens B.'s første Roman ved sin Fremkomst stødte mange som naturalistisk i sine Skildringer, forekomme disse derimod moderne Læsere noget gammeldags abstrakte, Persontegningen temmelig konventionel og Livssynet ikke videre originalt.«
Hoveddokumentet for det moderne gennembruds forhold til Bergsøe stammer så at sige fra før gennembruddet: det er nemlig Georg Brandes' store anmeldelse (under mærket Gg.) i Illustreret Tidende 21. nov. 1869 af Fra den gamle Fabrik. Anmeldelsen udmunder i en ros af Bergsøes nye bog, men først efter adskillige misbilligelser af træk ved den (»tredive Aar efter at en Forfatter som Beyle har skrevet, er det utilladeligt at skildre en Helt saaledes ...«) og efter et kritisk tilbageblik på debutromanen. I en tidligere anmeldelse (af I Ny og Næ, i Dagbladet 31. juli 1867, signeret Gg.) havde Brandes haft venlige ord om debutbogen (»et aldeles ualmindeligt Fortællertalent«), men i 1869 er det især utilfredsheden, der kommer til orde: Både i »Traadenes Sammenfiltring« og i opbygningen »med en Ramme« ser Brandes »Forfatterens Uerfarenhed«, samtidig med at han - meget sigende - beklager, at »altfor mange Træk fra Virkeligheden vare i raa, ufordøiet Form gaaede over i »Fra Piazza del Popolo««. Han anmærker også Bergsøes forkærlighed for »extreme Gjenstande til sin Skildring, i den første Bog Dødskvaler, Røverhistorier, Oversvømmelser osv.«
Tydeligt er hele romantypen Brandes for grov, for gammeldags og for sensationspræget. Endnu i sit Levned (II), Et Tiaar (1907) 61 noterer han Fra Piazza del Popolo's »pirrende Underholdning« som typisk for Danmarks lave litterære stade omkring 1870. Og artiklens formanende udråb: »vær Du Aristokrat, den gode Literatur bestaaer kun af Aristokrater«, blev hørt af den unge J.P. Jacobsen, men var temmelig spildt på Bergsøe. De vigtigste sider af bedømmelsen i 1869 angår, karakteristisk for den kommende Brandes-realisme i litteraturen, dels menneskeskildringen, dels forfatterens ideologihistoriske placering. Vedrørende det første lyder dommen:
»I »Fra Piazza del Popolo« var det Psykologiske endnu næsten slet ikke forsøgt og tidt helt mislykket. Saadanne Skikkelser som den falske italienske Skurk d'Acorda eller som den almindelige og intetsigende Harriet vilde, hvis de havde staaet ene, have givet en ringe Mening om Forfatterens Gave til at individualisere. Men der var imidlertid i denne Bog dog et Par Figurer, der lovede Noget og vare Noget, først og fremmest Laura, den sandeste og bedste Kvindeskikkelse, Forfatteren endnu har frembragt, dernæst Brandt, der skjøndt han vel meget er Materialsamling, dog bestaaer af ypperlige Elementer. I Malm var der endelig endnu noget Godt, skjøndt denne Figur med sin hele Ingemannske habitus var mere egnet til at indtage den barnlige og kvindelige Del af Kjøbenhavnerpublicumet end til at vinde de skarpere Seende.«
Kritikeren placerer Bergsøe som en yngre pendant til Goldschmidt i en litteraturhistorisk mellemgruppe, efter den romantiske litteratur og før den realistiske, som kan ventes. Hvad der her særlig interesserer Brandes hos Bergsøe, er »de unge Naturvidenskabers friske Indbrud i Skjønliteraturen«, men han ærgrer sig over, at digteren i debutbogen »etablerede« sine naturvidenskabelige kundskaber »snart ved en Skildring af Mesmerisme, snart ved fysiologiske Experimenter som Fremstillinger af en Række Hallucinationer osv.«; naturalisten Brandes rimper munden med det samme udtryk som etikeren Cl. Petersen (jf. ovenfor s. 578).
Det naturvidenskabelige var for Brandes især led i en antireligiøs ideologi, som Bergsøe ikke havde eller - for han havde i virkeligheden en stor del af den - reserverede til antikatolicisme. For en lidt yngre generation var det naturvidenskabelige et led i en ny digterisk menneskeopfattelse, med vægt på instinkterne og det ubevidste, som hos J.P. Jacobsen. I sit essay om denne i Realisme og Realister (1879) 69f. nævner den unge Herman Bang Fra Piazza del Popolo, som han kalder »vel nu næsten glemt« (skønt jo dens 4. udgave var kommet i 1877!), og betegner dens forfatter »som en higende, men i sin Søgen overfløjet Noureddin i det nye Gjennembrud i vor Literatur«.
Noureddin-klicheen ligner den faktiske Bergsøe overordentlig dårligt, men henrangeringen af Fra Piazza del Popolo's digter på et tilbageliggende spor eller sidespor afspejler det moderne gennembruds vurdering; og det er som bekendt sejrherrerne, der skriver historien. Bergsøe var ikke deres mand. Det er sandt, at han en enkelt gang optrådte som bidragyder i brødrene Brandes' tidsskrift Det nittende Aarhundrede, i 1875; men det skyldtes formentlig pression fra forlæggeren Hegel, der gerne så tidsskriftets læserbredde øget (se brev af 2. dec. 1874 fra Fr. Hegel til G. Brandes i L.C. Nielsens mindeskrift Frederik V. Hegel - Breve til ham og fra ham (1909) 175).
Men Bergsøe havde utvivlsomt realisme-træk, og de fremtræder snarest tydeligere i visse senere dele af hans forfatterskab: Det gælder klart nok hans topografiske arbejder, hvoraf den store bog Rom under Pius den Niende (1877) oplyser mange realia i debutromanen, som det er eksemplificeret i nærværende udgaves noter. Men også dele af hans fiktionsforfatterskab, således fortællingen Hvem var han? (1878), en vestjysk og dystrere udførelse af motivet med det mislykkede - og her tvivlsomme - geni (for resten også med en herkomst, der må identificeres), som vi kender fra »Malms Historie«. Allerede i debutbogen havde Aabye en litterært adresseret, kritisk bemærkning om, at »Tiden ... holdt mere af de lyse Billeder end de mørke« (s. 510). Bergsøes kronologiske placering mellem sen-romantik og realisme kan således støttes af en hævdelse af de realistiske momenter gennem hans forfatterskab, fra debuten før det moderne gennembrud og derpå langthen samtidig med dette. Sådan karakteriseredes han også af nogenlunde uhildede kritikere undervejs, fx Otto Borchsenius i en anmeldelse af Hvem var han? (i Ude og hjemme 22. dec. 1878) og i en stor karakteristik af Bergsøe (i Illustreret Tidende 26. dec. 1880 og 23. jan. 1881) af Peter Hansen, et forarbejde til Bergsøe-omtalen i hans bekendte litteraturhistorie (Ill. dansk Litteraturhistorie, II (1886) 600-02). Borchsenius havde dog følgende betænkning i et meget tidstypisk ræsonnement, hvor han gennem en forbilledlig uklarhed når frem til en meget sløjt formuleret parole:
»Den barokke men farverige Romantik og den friske og kraftige Realisme, der var holdt ud fra hinanden i »Piazza del Popolo«s forskjellige Partier, have senere altfor ofte søgt at blande sine Traade i hinanden. Der er undertiden i Bergsøes Fortællinger lidt af alle Slags; vi ville foretrække meget af én Slags. Vil Forf. være Romantiker eller Realist? Begge Dele kunne være godt, men ligesom vi tro, og for hver Dag, der gaar, bestyrkes i denne vor Antagelse, at Literaturens Vej foreløbig gaar igjennem Virkeligheden, saaledes synes Forfatterens Evner ogsaa at tyde paa, at han bør slutte Trop og lade staa til.« (Ude og hjemme 22. dec. 1878).
Men afgrænsningen i forhold til det moderne gennembrud var dog umiskendelig, efterhånden også bitter på begge sider - her var i høj grad litteraturpolitik på færde, foruden stikkene til Bergsøes ikke ubetydelige selvfølelse. Bergsøe placerede sig og blev placeret. Af et stortalende Drachmann-digt efter Chr. Winthers død tog Bergsøe anledning til - i »Svar fra Esrom Sø til Holger Drachmann« (Ude og hjemme 3. marts 1878) - at belære den »kjære, unge Ven« om, at denne aldeles ikke kunne gøre krav på at være moderne arvtager efter den gamle digter; skulle nogen have adkomst, var det måske Carl Ploug - nu gammel hugaf på højre fløj. Bergsøe var altså at regne blandt »Højres bedste Mænd«, en række litterære nulliteter, som Edvard Brandes maliciøst anfører i omtalen af en dårlig antologi af A. Westrup (Morgenbladet 11. maj 1881). Sin grundigt opsamlede forbitrelse over at være stillet i skyggen af det moderne gennembruds mænd gav Bergsøe luft i dramaet Sandhedens Mænd (1894), en slags aristofanisk, i hvert fald plump komedie med store genkendelige portrætter af Drachmann og Sophus Schandorph.
Dramaets motto (fra Ibsen) lyder: »Hvad er det for Kneb, I har fundet paa / herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?«; digterens helt og alter ego i skuespillet er »Victor, Digter, hjemvendt fra Italien«. Bergsøe skrev så at sige selv under på, at man i stigende grad identificerede ham som Italiensturismens store underholdningsforfatter. Det bestyrkedes af den omfangsrige bog om Rom under Pius IX, men allerede forinden af hans tredje roman, I Sabinerbjergene - Breve fra Gennazzano (I-II, 1871), og af en række efterfølgende kortere og længere fortællinger med italienske sujetter; af disse er den interessanteste måske den ufuldendte Nemesis (først udgivet 1913 efter Bergsøes død), der synes at være hans først påbegyndte fiktionsarbejde efter Fra Piazza del Popolo, som den både i stof, i fortælleanlæg og i (forgrovende) Goldschmidt-lignende morallære har berøringspunkter med. Endelig var den serie af erindringsbøger (1898 ff.), der var det sidste, Bergsøe førte i pennen eller dikterede, tilsigtet eller utilsigtet ført op til Fra Piazza del Popolo som hans livs centrale indsats.
Et midtpunkt og et vendepunkt i hans livsløb var bogen sikkert, og den har - som de talrige udgaver frem til og med den nærværende bevidner - hævdet sig som hans skønlitterære hovedværk. Det er det, der er blevet genstand for de to eneste mere udførlige monografiske Bergsøe-behandlinger i nyere tid, Paul V. Rubows Vilh. Bergsøe og hans store Roman (1948) og H.P. Rohdes afhandling i Fund og Forskning (1972), foruden flere mindre studier.
Bergsøes plads hos litteraturhistorikerne er forblevet nogenlunde den, som Georg Brandes kort efter hans start satte ham på: en livlig og grovkornet overgangsskikkelse »forud for« den danske realisme. Hos de ældre litteraturhistorikere: Peter Hansen (1886) og Vilh. Andersen (1924), fik forfatterskabet endnu en ret indgående karakteristik; hos deres summariske og populariserende efterfølgere som fx Sv. Norrild (Fra Saxo til Kaj Munk, 1949) er han en af dem, der omtales med petit. En mere positiv bedømmelse findes hos Billeskov Jansen (Danmarks Digtekunst, III, 1958), måske opmuntret af Rubow, og hos Per Dahl (i Dansk litteraturhistorie, bd. 6, 1985), bl.a. for Bergsøes sociale engagement; i begge tilfælde er det dog endnu kun en afkortet Fra Piazza del Popolo-forfatter, der kommer i betragtning. Man kunne tænke sig, at det i nogen grad er Italiensturismen, der har selekteret denne bog fremfor Fra den gamle Fabrik og holdt den på bogmarkedet i over 120 år, hvorved der også er gjort krav på en litteraturhistorisk - om ikke anerkendelse, så dog vedkendelse af dens eksistens. Det er for så vidt udmærket! Med den fornyede interesse for, hvad E. Munch-Petersen har kaldt »Romantisk underholdning« i forrige århundrede, og for det stedse vekselrige forhold mellem attraktionskræfterne i populærkunsten - fx det 19. århundredes store knaldromaner - og højlitteraturen, kunne der nok være grund til at genoptage »sagen Bergsøe«. Georg Brandes' domsafsigelse i 1869 var som hans øvrige både ildnende og fuld af indsigt, men bør vel ikke stå som det sidste ord i kritikken og litteraturhistorien. Betragtningsmåder, der på én gang er nyere og mere historisk funderede, kunne prøves. Også de forudsætter imidlertid en umiddelbar tilegnelse af Fra Piazza del Popolo, og med den tilegnelse har man endelig lov til at nøjes - og fornøjes.
Tekstgrundlaget for udgaverne i Danske Klassikere er i de fleste tilfælde originaludgaven, men for Fra Piazza del Popolo's vedkommende er man rykket helt frem til den »Fjerde, gjennemsete Udgave« fra 1877. Bogen har jo også en temmelig usædvanlig historie. Værkets tilblivelse ved diktat, som er omtalt ovenfor, og en åbenbart svag korrekturlæsning, er skyld i, at førsteudgaven (efter datidens skik med årstallet 1867 på titelbladet, skønt udsendt noget før årsskiftet 1866/67) er skæmmet af fejl og inkonsekvenser i teksten og præget af en meget vaklende typografisk markering af værkets komposition med indlæg og indlægs-titler.
En del af disse mangler blev udbedret i de følgende udgaver, skønt der altid blev nogle tilbage - de læsere, som endnu i den 4. udgave finder nogle utilsigtede ubehjælpsomheder i det italienske, nogle forglemmelser af anførelsestegn (ikke helt ligegyldige ved de kinesiske æsker!) og en vis inkonsekvens i brugen af antikva (= kursiv i Danske Klassikere), stiller ordenskrav, som Bergsøe aldrig var mand for helt at indfri. Man bør naturligvis også erindre sig hans fortsatte øjensvaghed, der først blev effektivt, om end kun midlertidigt afhjulpet ved en øjenoperation 1876, og hans kolossale produktivitet af nye, til dels meget omfangsrige bøger i den første halve snes år efter debut'en: korrektur eller egentlig revision af denne kunne ikke i ret stor udstrækning være Bergsøes anliggende.
Hvad angår korrektur på den her optrykte »Fjerde, gjennemsete Udgave«, tager Bergsøe i et brev af 17. juli 1877 med tak imod forlæggeren Hegels »Løfte om, at Hr. Larsen ogsaa læser anden Correctur«. Hr. Larsen har således nok æren af denne udgaves mere konsekvente ortografi, dens tydeligere skillende tegnsætning og dens minimum af trykfejl. Endda kom der en god klat trykfejl med, som den følgende femte udgave (1882) kunne tage fat på - jf. vor brug af den i listen over tekstrettelser. Men det er småting.
En mere substantiel revision af teksten kunne forfatteren måske selv have taget på sig, men den kom Bergsøe heller ikke til. En halv snes år længere fremme har tanken dog meldt sig hos ham, men han giver gladelig afkald på den til den da fremkommende 6. udgave, idet han dog i et brev af 1. februar 1888 til forlægger Hegel finder, at revisionstanken burde virkeliggøres »ved en mulig 7de Udgave. Der vilde herved nemlig ikke alene spares 3 à 4 Ark, men selve Texten vilde vinde ved at befries for en Deel unyttige Ord, som ere fremkomne ved Dikteringen, og Savnet af et senere, virkeligt kritisk Gjennemsyn.«
En sådan mere radikal omstøbning og trimning blev dog aldrig til noget - måske godt det samme, for den kunne nemt have gjort bogen ukendelig. På godt og ondt var Bergsøe jo den brede stils mand.
Men et vist gennemsyn ofrede han dog bogen i dens tidligere udgaver, med nogle indgreb til følge. De kunne dreje sig om personangivelser, som når Bergsøe fra lidt ind i 2. udgave beslutter at gennemføre stavemåden »Schiavone« af brigantlederens navn eller fra samme udgave at kalde skurken »Pisani« i stedet for som før »Piombino«; det sidste skyldes måske et ubekvemt sammenfald med en faktisk persons navn (eller omvendt! - Bergsøe boede i længere tid i 1867 i en pension Pisani på Ischia); det er ikke godt at vide. Årsagen er ligeledes ubekendt til den sent opståede diskretion, der har fået Bergsøe til her i 4. udgave at stryge et par af de mest ærerørige bemærkninger om Brandt, der jo var tegnet efter en straks genkendt model (se note til s. 301).
Det sidste er i det mindste vidnesbyrd om et lidt mindre overfladisk gennemsyn af teksten til den 4. udgave. Når den er foretrukket til Danske Klassikere fremfor den 3. udgave (1873) - der også kunne kandidere som den tidligste nogenlunde klart opstillede og konsekvente udgave - så hænger det sammen med Bergsøes retoucherende pen her. De fleste retoucheringer er utvivlsomme forbedringer. At det er en sikrere forfatter, vi har at gøre med nu, viser sig navnlig ved to tendenser i rettelserne. Den ene, som måske ikke er helt uden påvirkning fra Brandes-skolens stilidealer, er bestræbelsen for det koncise, for le mot propre. Det gælder adskillige detaljer som ændringen af »en hvilkensomhelst Retssag« til »en hvilkensomhelst Forbrydelse« (her s. 183, lin. 9 fn.), eller præciseringen af »et af Ribbenene« til »femte Ribbeen« i lægens fortælling (her s. 82, lin. 6 fn.).
Den anden tendens er at forbedre repliksproget i retning af det mundtligt mere letløbende. Den vej peger en række småændringer i den stadig lovlig teatralske dialog mellem Henry og Harriet s. 281 ff. eller i den betydningsfulde ordveksling mellem den gamle kunstner og rammefortælleren ved ophøret af »Holmgreens Manuscript« s. 393 f. En ny tilføjelse, der forener de to tendenser, er den pragtfuldt hyperbolske sætning om fluen, som vil knække bagbenene på Brandts koparrede ansigt, s. 362, lin. 9 f.; Bergsøe har hentet den over fra sømanden Palle Ib i Bruden fra Rørvig (1872, s. 166).
Førsteudgaven på Philipsens forlag var en stor oktav, åbent sat, med fraktur, i ét tykt bind, der i undertitlen præsenteredes som »Livsbilleder, samlede i Rom«. Ved overgangen til Gyldendal ændredes undertitlen som omtalt til »Novelle-Cyclus« - måske på grund af snakken om modeller? Formatet blev i andenudgaven formindsket indtil det gnidrede, og værket blev delt i tre bind, således at »Holmgreens Manuscript« optog næsten hele midterbindet. Denne opdeling beholdtes gennem en række følgende udgaver, deriblandt den her tilgrundliggende 4. udgave fra 1877; det er dog værd at bemærke, at skønt de successive trebindsudgaver helt ned i det enkelte opslag ligner hinanden meget, er de ikke identiske - der er stadig foretaget mindre rettelser. En ny deling i to bind blev gennemført med den prægtigt illustrerede udgave, der hedder »Syvende Oplag«, i 1894; den er i stort format, med moderne skrift - altså latinske typer i stedet for fraktur. Tegningerne skyldes Erik Henningsen, der først i vor tid har fået en medbejler i Ebbe Sadolins illustrering af Lademanns tobindsudgave i 1971. Den flotte 7. udgave (1894) var tillige forsynet med et meget stort antal nye trykfejl - et af de forhold, som gør de senere udgaver fra Bergsøes levetid mindre attraktive. Bindinddelingen, der tydeligvis er rent bogteknisk bestemt, varierer mellem de muligheder, vi allerede har mødt: i Bergsøes Poetiske Skrifter vendes der således tilbage til det tykke enkeltbind, nemlig seriens bd. I (1905); i den første udgave efter digterens død i 1912, nemlig som bd. II-III i Romaner og Fortællinger (1914), identisk med en separat 12. udgave, er værket delt ud på to bind.
Forståeligvis har disse sene udgaver mistet noget af duften fra det 19. århundredes midte, bl.a. ved de sproglige ændringer ved fjernelse af de gamle verbalbøjningsformer; de har også fået frataget noget - fx er »Røiels Bom« s. 22, lin. 14 udeladt, medens »hiin bekjendte Studentersang« s. 22, lin. 22 nu får bestemmelsen »Hostrups« tilføjet. Således redigerede Bergsøe i den 7. udgave, og således vil forretningsøjemed og hensyn til det store publikum naturligt stadig lade en populærklassiker modernisere. De to billigbogsudgaver, der sendtes på markedet, så snart Bergsøes bøger var blevet forfatterafgiftsfrie, dvs. i 1962, var forståeligvis riggede til efter 1948-retskrivningen, ligesom den førnævnte Lademann-udgave fra 1971 (med en fin efterskrift af H.P. Rohde).
Det er, som det skal være: de bredest sigtende udgaver må give lidt køb på forrige århundredes sprogdragt og prægning. En mere forpligtet klassikerudgave som den nærværende vil derimod respektere disse ting, så prægnante, som de kan findes, og så nær på oprindelsestidspunktet, som det er foreneligt dermed.
Fra Piazza del Popolo. Livsbilleder samlede i Rom. Kbh. 1867. 699 s.
Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyclus aus Rom. Autorisierte Uebersetzung aus dem Dänischen von Adolf Strodtmann (i: Hamburgischer Correspondent 16.5.1869 (nr. 116) - 12.11.1869 (nr. 269)).
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 2. Udgave. 1.-3. Deel. Kbh. 1870. 249 + 210 + 180 s. Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyklus aus Rom. Mit Genehmigung des Verfassers verdeutscht von Adolf Strodtmann. 1.-3. Band. Berlin 1870. 376 + 307 + 266 s.
Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyklus aus Rom. Deutsch von Franz Busch. l.-3.Theil. Bremen 1871. 387 + 271 + 261 s.
Från Piazza del Popolo. Anonym ovs. 1.-3. delen. Stockholm 1871. 216 + 172 + 159 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 3. Udgave. 1.-3. Deel. Kbh. 1873. 249 + 210 + 180 s.
Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyklus aus Rom. Deutsch von Franz Busch. Volksausgabe. 1.-3. Band. Bremen 1873. 387 + 271 + 261 s.
Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyklus aus Rom. Deutsch von F. Busch. Volksausgabe. Bremen 1874.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 4. gjennemsete Udgave. 1.-3. Deel. Kbh. 1877. 249 + 210 + 180 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyklus. 5. gjennemsete Udgave. 1.-3. Deel. Kbh. 1882. 249 + 210 + 180 s.
Von der Piazza del Popolo. Novellen-Cyklus aus Rom. Deutsch von Franz Busch. 2. Auflage. 1.-3. Theil. Norden 1887. 387 + 271 + 261 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyklus. 6. Udgave. 1.-3. Deel. Kbh. 1888. 266 + 224 + 193 s.
Fra Piazza del Popolo. Roman. 7. Oplag. Ill. af Erik Henningsen. 1.-2. Del. Kbh. 1894. 347 + 311 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 8. Oplag. Kbh. 1897. 669 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 9. Udgave. Kbh. 1901. 669 s.
Fra Piazza del Popolo. (= Poetiske Skrifter. Folkeudgave. Samlede og udgivne af Forfatteren. Bd. I. Kbh. 1905. 712 s.).
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyclus. 10. Udgave. Kbh. 1905. 712 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyklus. 11. Udgave. Kbh. 1909. 712 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyklus. 12. Udgave. 1.-2. Del. Kbh. 1914. 311 + 276 s.
Fra Piazza del Popolo. Novelle-Cyklus. 12. Udgave. 1.-2. (= Romaner og Fortællinger Bd. II-III Kbh. 1914. 311 + 276 s.)
I Ny og Næ. Digte. Kbh. 1867.
Fra den gamle Fabrik. Kbh. 1869.
I Sabinerbjergene. Breve fra Gennazzano. Kbh. 1871.
Gjengangerfortællinger. Kbh. 1872.
Rom under Pius den Niende. Skizzer og Skildringer. Kbh. 1877. (forkortet Rom (l877)).
Hvem var han? Et Livsbillede. Kbh. 1878.
Italiensk Billedbog. Udgivet af Vilhelm Bergsøe. Kbh. 1881.
Fra sollyse Strande. Naturnoveller og Fortællinger. Kbh. 1886.
Sandhedens Mænd. Et Nutidsdrama. Kbh. 1894.
De forbistrede Drenge. Portraiter og Interieurer. Kbh. 1898. (Forkortet Er I (1898)).
Krigen og Koleraen. Kbh. 1900. (Forkortet Er II (1900)).
Studenterleben og Studieliv. Erindringer fra Midten af forrige Aarhundrede. Kbh. 1903. (Forkortet Er III (1903)).
Eventyr i Udlandet. Kbh. 1905. (Forkortet Er IV (1905)).
Under Palmer og Pinjer. Kbh. 1905. (Forkortet Er V (1905)).
Henrik Ibsen paa Ischia og »Fra Piazza del Popolo«. Kbh. 1907. (Forkortet Er VI (l907)).
Nemesis. En Fortælling. Et efterladt Ungdomsarbejde. Kbh. 1911.
Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del popolo. Livsbegivenheder, samlede i Rom. (Collinske Samling 72, 4to).
Vilhelm Bergsøes brevveksling med Clara Bergsøe (Ny kgl. Samling 2584, fol.).
Vilhelm Bergsøes breve til familien Hegel, Gyldendals Forlag (Ny kgl. Samling 3742, 4to).
Vilhelm Bergsøes brevveksling med P.G. Philipsen (Ny kgl. Samling 4463, 4to og 4586, 4to samt Troensegaards samling I, 1).
Frederik Bøghs breve til Vilhelm Bergsøe (Ny kgl. Samling 4586, 4to).
Frederik Bøghs breve til Clara Bergsøe (Ny kgl. Samling 2584, fol.)
Sophus Heegaards breve til Frederik Algreen-Ussing (Ny kgl. Samling 777, 8vo).
Algreen-Ussing, Frederik: Touristen i Nordsjælland. Kbh. 1865.
Andersen, H.C.: Dagbøger. Udg. under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. I-XII. Kbh. 1971-77.
Bergsøe, Paul: De tre Vinduer. Erindringer og Tidsbilleder. Kbh. 1946.
Bobé, Louis (red.): Rom og Danmark gennem Tiderne I-III, Kbh. 1935-42.
Bull, Francis: Nordisk kunstnerliv i Rom. Oslo 1960.
Bøgh, Elisa: Frederik Bøgh. En Levnedsskildring. Kbh. 1887.
Feo, Italo de: Roma 1870. L'Italia dalla morte di Cavour a Porta Pia. Milano 1970.
Fotografernes Rom: Pius IX's tid. Thorvaldsens Museum. Kbh. 1978. Hansen, Ernst Fr. (red): Romerske Billeder. Med danske forfattere i Rom. Ill. med tegninger af danske kunstnere. Kbh. 1956.
Hornborg, Eirik: Roms tredje storhetstid. Stockholm/Helsingfors 1941.
Høybye, Poul: Fra København til Piazza del Popolo (i: Dagens Nyheder, 19.3.1957).
Janssen, Børge: Hundrede Aar i Rom. Lidt Historie om »Skandinavisk Forening for Kunstnere og Videnskabsdyrkere« 1830-1930. Kbh. 1930.
Lindstrom, Viggo: Kjøbenhavn i Tredserne, særlig Byens Forlystelser. Kbh. 1913.
Lund, H.C.A.: Studenterforeningens Historie 1820-1870. Dansk Studenterliv i det 19. Aarhundrede. MI. Kbh. l896-98.
Magnus, J.J.C.: Nogle Billeder af Kjøbenhavn under Choleraepidemien. Kbh. 1853.
Munch-Petersen, Erland: Romanens århundrede. Studier i den masselæste oversatte roman i Danmark 1800-1870. I-II. Kbh. 1978.
Munch-Petersen, Erland: Romantisk Underholdning. Triviallitteratur - kvantitetslitteratur. Kbh. 1970.
Philipsen, Gustav: Træk af det Philipsenske Forlags Historie (i: Aarbog for Bogvenner III (Kbh. 1919) 103-51).
Rasmussen, R.P.: Almindelig Hospitals Historie 1769-1892. Kbh. 1939.
Rohde, H.P.: Digt og sandhed om en berømt roman. »Piazza del Popolo« i dokumentarisk belysning (i: Fund og Forskning XIX (1972) 129-55).
Rubow, Paul V.: Vilhelm Bergsøe og hans store Roman. Kbh. 1948.
Trier, H.: Koleraen i København 1853. (i: Historiske Meddelelser om København II (1909-1910) 81-147).
Waagepetersen, Chr.: »Gudmoders billede«. Historien bag et motiv i dansk litteratur (i: Kulturminder rk. 3, bd. 1 (1973) 86-113 og sst. bd. 2 (1979) 136-40).
Vogel-Jørgensen, T.: Evner kontra karakter. Frederik Algreen-Ussing og hans ufødte biografiske leksikon (i: Fund og Forskning XIII (1966) 117-54).
Den efterfølgende liste registrerer nogle af denne udgaves afvigelser fra teksten i den tilgrundliggende 4. udg. 1877. I registreringen betyder tegnet > »rettet til«. Parentesen med årstal efter rettelsen oplyser, om denne er hjemlet i de nærmestliggende udgaver, dvs. 3. udg. (1873) og 5. udg. (1882), her betegnet 73 og 82; når en af disse - eller begge - mangler, skyldes det ofte, at ordlyden dette sted er ændret. Indlysende sættefejl og tegnfejl er dog rettet stiltiende, når dette har støtte i 1873 og eller 1882. Der er ialt foretaget 127 rettelser.
15,5Skygger vove > Skygger, vove (82)
16,1Ære Vort > Ære. Vort (82)
23,15Hovedet Alt > Hovedet, Alt (82)
23,26høre, hvo > høre, hvor (73, 82)
37,30forbandet. > forbandet.« (73, delvis 82)
38,9Manomani > Monomani (82)
39,15en gal > end gal (73, 82)
40,9viste jeg heelt > vidste jeg heelt (73, 82)
49,13gal fat > galt fat (73, 82)
80,18tændt; trykket > tændt, trykket (73, 82)
121,4øiesynligt > øiensynligt (73)
124,5undertegne de S-g > undertegnede S-g (73, 82)
134,25blomstrende > blomstrede (82)
141,6Steenegehøien > Steenegehøien i (82)
181,25synes > syntes (73)
183,3Guiseppe > Giuseppe
190,14min Studie > mit Studie (73, 82)
192,34deres Folk > Deres Folk
210,23forneden foruden, > forneden, foruden (82)
250,4Ærgrelse > Ærgrelse i (73, 82)
252,27umiddelbar Kald > umiddelbart Kald (73, 82)
270,12Bemeldte Kunstnere > Bemeldte Kunstner (73, 82)
275,16kom De jo > kom de jo (82)
298,16dem, mine Herrer! > Dem, mine Herrer!
303,4Omsætning, føre > Omsætning føre (73, 82)
305,1naar De > naar de (73)
306,1naar de gjør > naar De gjør (73, 82)
329,18Støv Atomerne > Støv-Atomerne (82)
331,11jeg skjulte > jeg skjule (73, 82)
339,33d'Acorda > d'Acorda:
»Naar De er færdig med Deres Brevskaber, er De maaskee saa god at begynde?«
(73)
(82 har flg. substitution for det i 1877-udg. tabte: d'Acorda:
»Vil De behage at skynde Dem; ogsaa min Tid er kostbar i Dag.«)
Cousulatet > Consulatet (73 og 82: Konsulatet)
414,30Eccellenza > Eccellenza! (82)
429,12Viindrueklasse > Viindrueklase (73)
439,14trætte dem > trætte Dem
454,27tilbagetrængende > tilbagetrængte (82)
504,36hende i > ham i (82)
529,11de selv > De selv (82)
529,17Haven > Haven.« (73 og 82 har: Haven?«)
531,34Stammer kastede > Stammer, kastede (73, 82)
537,25De see Dem > De see dem (82)
Det Rom, hvortil såvel rammen som flere af de indlagte beretninger er henlagt, var en temmelig lille by. Med sine små 200.000 indbyggere var den langt mindre end oldtidens storby - også væsentlig mindre, end Rom blev ved indlemmelsen i Kongeriget Italien 1870 og efter sin ophøjelse til rigshovedstad 1873. Og inden for det Pavestatens lille Rom, hvor både rammehandlingen i begyndelsen af 1860'erne og nogle af beretningernes begivenheder en generation tidligere foregår, holder bogen sig for det meste til den nordlige og østlige del. Det er stort set den nederste venstre del af vort prospekt af Rom (kort R), som er en smule yngre end Fra Piazza del Popolo.
R viser Rom set nordfra, fra et punkt over den nordgående udfaldsvej Via Flaminia, der et par km bagude krydser Tiberfloden med broen Ponte Molle. Lige foran ses porten Porta del Popolo (Re7) i bymuren. Straks indenfor er bogens samlingssted, den store cirkulære Piazza del Popolo (Rdef6), på hvis midte er anbragt en af oldtidens ægyptiske obelisker samt en vandkunst med vandspyende løver, se s. 550.
Fra Piazza del Popolo udstråler mod syd de tre gader: Babuino (Rd6-5), den centrale strøggade Corso (i R's midterakse 5-3) og Ripetta (Re5). Mod sydøst, altså omkring og over Babuino, er bogens promenadekvarter. Øst for Piazza del Popolo hæver sig Monte Pincio (Rb6), hvis parkanlæg byder udsigts- og promenademuligheder. Følger man fra Monte Pincio højdedragets kant mod sydøst, passerer man endnu et udsigtspunkt ved Villa Medici (Rbc5) og når kirken Trinità de' Monti (Rbc4), også med en obelisk foran, oven for Den spanske Trappe (Rc5). Neden for denne findes den Café Greco, som ikke mindst skandinaver og tyskere gav deres søgning, og hvorfra man hurtigt ad Via Condotti når hen til strøggaden Corso.
En halv kilometers vej mod sydøst fra Den spanske Trappe - nemmest ad Via Sistina - kommer man til Piazza Barberini (Rb4). Heromkring er det kunstnerkvarter, som - med boliger og atelier'er for den historiske Thorvaldsen (se n.t. s. 133) og den fiktive Malm - er scene for nogle af de fortalte begivenheder. Her er også nogle af bogens og Bergsøes romerske spisesteder, medens andre (»Falcone«, »Palombella«) ligger i det mere centrale gammelromerske distrikt ved kuppelbygningen Pantheon (Rf3) og Piazza Navona (Rfg4-3), et distrikt, der ikke er vigtigt i handlingen.
Men naturligvis hører det ligesom andre dele af det lille Rom ca. 1830-65 til bogens scenerum: Vi minder om jødekvarteret, Ghettoen (Rfg2-3, se især s. 151ff.) ud for Tiberøen (Rg2) og over for kvarteret Trastevere (Rh2); videre de store arkæologiske områder lige øst for Ghettoen, med Capitolium (Re2, se n.t. s. 21), Forum Romanum (Rd2) og Colosseum (Rc2, se n.t. s. 117); og de aristokratiske ejendomsbesidderes store palæ- og parkanlæg i og uden om den lille by (og uden for kort R) som Villa Doria Pamfili (n.t. s. 86) mod syd eller Villa Albani og Villa Ludovisi (n.t. s. 94) mod nordøst. Roms katolske magtcentrum, Peterskirken (til højre for Rh4-5) og Vatikanet på den højre Tiberbred, er derimod ikke eksponeret i den antikatolske Bergsøes roman.
Rom var en art politistat og en bevogtet og besat by (se nærmere i næste afsnit), så at bygrænsen - bl.a. ved Porta del Popolo - danner et vigtigt skel. Den fulgte nogenlunde den endnu eksisterende sen-antikke bymur, den Aurelianske mur. Udenfor er Campagnen, den i datiden ret øde, sumprige flade og tufholdige bakkede slette den nærmeste snes kilometer omkring Rom. Det er bøndernes, hyrdernes, banditternes og landkroernes område i bogens verden (se også n.t. s. 116 om campagnuolerne). Mod vest ligger Middelhavet, i hvis nærhed den tilsandede havneby Ostia nævnes (s. 103). Men bjergranden er vigtigere end havet her i bogen. Et sted i nærheden af bjergbyen Albano i Campagnens sydlige kant findes hovedskurkens og heltindens prægtige landsted (jf. s. 205). Den romerske Campagne indkranses af bjerge - sydpå (den øverste rand af vort prospekt R) af Albanerbjergene med bl.a. Nemisøen og byerne Ariccia, Genzano, Albano, Frascati, der i den hede tid og på udflugter giver rekreation til nordboerne.
Også dette landskab tilhørte ved 1860 Pavestaten, og meget længere væk kommer vi kun sporadisk i bogens italienske afsnit. Mod syd kommer man (grænsebyen er Ceprano: se n.t. s. 434) til Neapelområdet, der efter 1860 var indlemmet i Kongeriget Italien, og mod nord kom man - efter den pavelige havneby Civitavecchia (se bl.a. s. 462) - ligeledes ind i den nye italienske helstat. Eller også gik ruten til søs mellem Civitavecchia og den sydfranske havn Marseille.
Frankrig møder vi i bogens første og sidste inderfortælling. I Tordenskyen drejer det sig om Paris 1832, i Leon de Villes selvbiografiske fortælling om et nordvestfransk herresæde - i Bretagne, som den franske romantik havde sat lys på; og begge steder får hos Bergsøe meget traditionelle og følelsesprægede bestemmelser.
Den romerske handling i Fra Piazza del Popolo er datofæstet, men ikke udtrykkeligt årstalsfæstet. Dog tør man ud fra historiske hentydninger sætte året til enten 1861 eller 1863.
Det Rom, hvori Bergsøes skandinaviske kunstnere udgør en lille koloni, havde Pius IX (pave 1846-78) som overhoved. Pavestaten var en af de få dele af den italienske halvø, der ikke netop i årene 1859-60 sluttedes til Kongeriget Italien. Dette blev dannet under det nordvestitalienske, piemontesiske kongehus (den for sit markante skæg s. 298 nævnte Victor Emanuel = Vittorio Emmanuele II) efter den franskstøttede krig mod Østrig i sommeren 1859 (bl.a. slaget ved Solferino, jf. s. 456) og efter nationale og revolutionære kampagner i de enkelte stater på den italienske halvø.
Allerede i 1849 havde en sådan - under ledelse af revolutionshelten Garibaldi (se n.t. s. 417) - for en kort tid fordrevet paven fra Rom. Pius IX's tilbagekomst sikredes af en fransk besættelseshær; den forblev her indtil 1866 som garant for Pavestatens hovedstad - Pavestaten omfattede i øvrigt et mellemitaliensk område uden for Rom. Frankrig under Napoleon III optrådte således både som pavens beskytter mod de italienske samlingsbestræbelser, der gik ud på at ophæve Pavestaten, og som støtte for de andre dele af de fra Norditalien udgående samlingsbestræbelser, der især svækkede Østrig - del og hersk!
Syditalien med Sicilien havde udgjort et kongerige, kaldet De to Sicilier, under det Bourbon'ske kongehus i Neapel. Det var nu styrtet; Syditalien indlemmedes i Kongeriget Italien, og den landflygtige Bourbon'er Francesco/Frants den Anden (f. 1836, d. 1894) havde i februar 1861 slået sig ned i eksil i Rom. Herfra understøttedes destabiliserende virksomhed, bl.a. røverbander - til dels udgåede af rester af den Bourbon'ske hær - som udfoldede sig på bekostning af det nye regime, der ikke uden vanskeligheder skulle sammensmelte Syditalien med de nordlige fyrstendømmer til Kongeriget Italien.
En officer i den opløste neapolitanske hær, Luigi Alonzo kaldet Chiavone (1823-62?), stod i spidsen for en bande af disse briganti, der især 1860-61 opererede uden for Rom, mest ved Pavestatens sydgrænse. Han synes at være blevet skudt i juni 1862 af andre bandeledere, der fandt, at Chiavone forfulgte personlige berigelses-mål snarere end politiske. Men forinden var han et berygtet og frygtet navn, og det er utvivlsomt ham, Bergsøe mener at afbilde under navnet Schiavone - en stavemåde, som man både af bogens manuskript og første udgaver kan se at Bergsøe har været usikker over for. Bergsøe bruger også formen Schiavone i omtalen i sine Er V (1905), kap. 4.
Vilhelm Bergsøe henlægger sin bogs danske scener dels til København, dels til hovedstadens allernærmeste eller noget fjernere omegn ude i Nordsjælland.
København er endnu - vi er jo i kolerasommeren 1853 og den nærmest følgende tid - den gamle fæstningsby før sløjfningen af voldsystemet (besluttet 1857). Som det ses på kort K, der viser situationen 1857(?), strækker voldene sig fra befæstningen Kastellet (eller Citadellet, Kf3) rundt om hele byen til Kallebod Strand ved Langebro (Kd7). Med mellemrum er volden udbygget med bastioner, dvs. anlæg, der rager ud i den foranliggende vold- eller stadsgrav. Gennem voldene er der passage via Østerport (Ke3), Nørreport (Kc4) og Vesterport (Kc6).
Noget af bogens handling berører bydelene sydvest for Gothersgade (Kc4-d5), der har Gammel- og Nytorv som centrum (Kc5-6), hvorfra Vestergade (Kc6), Nørregade (Kc5) og Østergade (Kd5) fører ud til portene (Østergade dog med navn efter en allerede i 1600-tallet nedlagt port).
En vigtigere rolle spiller dog området nordøst for Gothersgade, der benævnes Østre Kvarter, og som bl.a. omfatter det nye bycentrum Kongens Nytorv (Ke5). Fra denne plads udgår den fornemme Bredgade, hvor den velhavende Henry Vernon bor lige ved Marmorkirken (eller Frederikskirken, Ke4), der, som det fremgår af skildringen, henligger som et påbegyndt, men ufærdigt og ruinagtigt kompleks.
Dette kvarter rummer imidlertid også det meget fattige og uhyre tæt befolkede beboelsesområde omkring Adelgade, Borgergade og Helsingørgade, der blev alvorligt hærget under koleraepidemien. Længst ude mod Kastellet ligger kvarteret Nyboder (Ke3-4) med særlige boliger til flådens personale. Mellem Nyboder og Kastellet ses det grønne område Esplanaden (nu Grønningen, Kef3).
Fra det egentlige København fører to broer over til Christianshavn, der ligeledes er en fæstning med volde og grave. I forlængelse af Philosophgangen og Vestervoldgade, altså inden for volden, ligger Langebro (Kd7), medens Knippelsbro (Ke6) fører over til den senere sløjfede Brogade, nu Asiatisk Plads. Blandt Christianshavns kvarterer hefter Bergsøe sig især ved de fattigste og tættest befolkede, hvor koleraen ramte hårdt, fx Dronningensgade med ejendommen »Tordenskyen«.
Umiddelbart uden for voldene strækker sig et stort set ubebygget terræn ud til »Søerne«: St. Jørgens sø (på kortet benævnt »Bassin«), Peblingesø og Sortedamssø (Ka6-Kd2), på hvis sydøstlige bredder Kærlighedsstien ligger. I dette område, der gennemskæres fra sydvest til nordøst af Farimagsvejen (nu Farimagsgaderne), ser man lige uden for Østerport Garnisons kirkegård (hærens, Kd2) og Holmens kirkegård (flådens, Kd2-3), medens den civile Assistens kirkegård, hvor mange koleraofre blev begravet, er anlagt uden for Nørreport, hinsides »Søerne« (Ka3).
Uden for Vesterport findes så byens forlystelseskvarterer. De begynder egentlig med restauranter og ølknejper ned ad »Strøget« (Østergade - Vimmelskaftet - Nygade - Frederiksberggade) fra Kongens Nytorv (Ke5) til Vesterport (Kc6), men udfolder sig for alvor uden for Vesterport: Straks ved voldgraven følger Tivoli (Kb6-c7), sidenhen alskens sangerindeknejper, ølhaller og underholdningsteatre med artistoptræden og lettere repertoire på strækningen gennem Vesterbrogade og Frederiksberg allé ud til landsbyen Frederiksberg (Nd7), som også på grund af det kongelige slot dér er et yndet udflugtsmål for københavnerne.
Turen fra København ud til Nordsjælland, der kan ses på kort N, lader Bergsøe gå via Østerport (Ke3); strækningen herfra og ud til Triangelen (Kd1 og Ne6) rummer holdeplads for hyrevogne. Fra Triangelen er den ene udfaldsvej Strandvejen, der i 1800-tallet er ved at blive et foretrukket opholdssted for de københavnske landliggere, ud forbi traktørstedet »Slukefter« ved Hellerup (Ne5) og videre til flere restauranter og forlystelser med syngepiger og sligt i Charlottenlund - eller »Skoven«, som man sagde (Ne5). Længere nordpå, ved Klampenborg, venter traktørstedet Bellevue (Ne4) og i dets umiddelbare nærhed Dyrehaven med Eremitagesletten og det populære forlystelsessted Dyrehavsbakken (Ne3-4).
Fra Klampenborg kan turen evt. fortsætte vestpå ad nuværende, Klampenborgvej forbi traktørstedet Fortunen (Ne4) frem til landsbyen Lyngby (Nd4).
Agter man sig til Lyngby og området deromkring, vil man dog normalt vælge den anden udfaldsvej fra Triangelen (Ne6), nemlig Kongevejen (nu Østerallé) og Lyngby Landevej (nu hovedvej A3 og A5) forbi landsbyen Gentofte (Ne5) frem til målet. Fortsætter man nordpå, kommer man til Nyholte kro (Nc3) på nordsiden af Gjelteskov (eller Geelskov). Fra dette sted, hvor senere, efter anlægget af Nordbanen i 1864, byen Holte kom til at ligge, strækker sig Søllerød sø over til landsbyen Søllerød (Nd3). Uden for bogens egentlige skueplads ses, længere mod øst, landsbyen Nærum (Nd2) og, længere nordpå, Sjælssø (Nc1).
Fra Nyholte er der ikke langt til godset Dronninggård, det senere Næsseslottet, ved Furesøens østlige bred. I søens sydøstlige hjørne har vi Frederiksdal, der er scene for nogle af bogens vigtigste begivenheder.
Fra København kommer bogens personer til Frederiksdal (Nc4) ad to veje: Enten følger de den just nævnte Lyngby Landevej via Lyngby og Sorgenfri slot (begge Nd4) frem til nuværende Hummeltoftevej og ad denne forbi landstederne Hummeltofte og det noget mere beskedne Spurveskjul (begge Nc4) til Frederiksdal kro, der ligger ved Mølleåens udløb fra Furesøens sydøstlige ende, lige ved en vandmølle med tilhørende møllebro, og i umiddelbar nærhed af levningerne af middelalderborgen Hjortholm, der hæver sig i terrænet ved søbredden. Eller de benytter Lyngby Landevej til kort før Lyngby for så at tage Nybrovej langs østsiden af Bagsværd sø (Nc4) lige ned til Frederiksdal.
Fra Frederiksdal kro går en vej (nu Kulhusvej) langs søbredden gennem Frederiksdal Storskov (der af Bergsøe benævnes Nørreskov) til lokaliteterne Kulhus, Kollekolle og Åsevang (Nb4). I Åsevang, der o. 1850 var mere kendt end nu (jf. Fr. Algreen-Ussing: Touristen i Nordsjælland, 1865), placerer Bergsøe familien Grams landsted, hvor Henry Vernon besøger Harriet. Længere mod nord, uden for bogens skueplads, ligger landsbyen Farum (Nab3).
Når familien Gram færdes mellem København og landstedet, benytter den dog normalt den mere direkte rute ad Lyngby Landevej via landsbyen Bagsværd (Nc4).
for mit Øie ... Skygger: se Efterskrift s. 561. - Phantasus: personifikation af fantasien, i rom. mytologi ifølge digteren Ovid en af drømmeguderne.
10Nemi-Søen: i Albanerbjergene i Roms sydlige omegn; se såvel her som ved danske lokaliteter, bl.a. Aaen ... ved Frederiksdal: afsnittene om romanens stedforhold s. 595 ff. og 600 ff. - Reisekrans: sættes på taget, når taget(s tømmerværk) af et nyt hus er rejst, ved rejsegildet.
11Piazza del Popolo: se s. 595. - Valborgsdagen: helgeninden Valborgs eller Walpurgis' navnedag fejredes tidligere i Norden som forårsfest. - Ponte Molle: den gængse romerske betegnelse for Den milviske Bro, Ponte Milvio, der fører udfaldsvejen nordpå fra Rom, Via Flaminia, over Tiberfloden et par km nord for Piazza del Popolo. Broen stammer fra oldtiden, og dens navn har muligvis forbindelse med Æmilius, som en af dens første bygherrer hed; i øvrigt ødelagt og genopbygget flere gange, senest efter den franske nedkæmpning af det revolutionære Rom 1849. - Osterie: af it.: værtshus. - Charlottenlund eller Djurgården: yndede udflugtsmål i Københavns hhv. Stockholms dengang nærmeste omegn. - Porta del Popolo: porten gennem bymuren ved Piazza del Popolo; på prospektet Re7 er to sideporte senere tilkomne. - pavelig Gendarme: medlem af Pavestatens ordensmagt, jf. s. 599 om Roms politiske forhold. - Viterbo: provinsby ca. 65 km nord for Rom. - Schiavone: se s. 600. - Piemontesere: folk, her soldater, fra Piemonte i Norditalien, dvs. den nye nationalstat Kongeriget Italien; jf. s. 599. - Chi lo sa?: it.: hvem véd? - Franskmændene: se s. 599. - Francesco den Anden: se s. 599.
12Acciseboden: den bod ved byindgangen, hvor accisen, en importafgift, skulle betales. - Taverner: af it.: kroer, beværtninger. - Christus ... Røveren ind: Lukas 23.43. - Penneknive: lommeknive til tilskæring af fjerpenne. - Paletkniv: kniv, som en maler bruger til at skrabe sin palet eller til at blande farverne. - de yngste Romere: de senest tilkomne skandinaver i Rom. - Schweizergarde: pavens livgarde af opr. schweiziske lejetropper, i historiske uniformer. - S. Angelo: Castel Sant'Angelo eller Engelsborgen, pavelig fæstning i Rom (Rgh5). - S. Pietro: Sankt Peter eller Peterskirken, pavens hovedkirke. - Falcone: berømt restaurant i nærheden af Pantheon (Rf3), jf. Rom (1877) og M. Goldschmidt: Fortællinger og Skildringer I (1863) 22. - Trastevere: kvarter i det sydlige Rom, på højre Tiber-bred (Rh2). - la Morgue: i Paris, lighus, hvor uidentificerede lig henlå til besigtigelse.
13Obelisken: høj firkantet pille, i Ægypten med hellig betydning; en af de første, som fra Ægypten førtes til oldtidens Rom, står på Piazza del Popolo i midten af et fontæne-anlæg med vandsprudende løvestatuer. - Babuino, Corso, Ripetta: jf. s. 595. - Ladri: it.: tyve. - Assassini: it.: mordere. - Monte Pincio: Rb6. - Pantheon: monumental kuppelformet bygning fra oldtiden (Rf3). - Trattorie: af it.: restaurant. - Fritto Misto: »en hakket Blanding af Nyrer, Lunge, Lever og andre mindre ædle Dele« if. Er V (1905) 11. - Lattuga: it.: salat. - Est, Est: oftere Est-Est-Est, kendt hvidvin fra vindistriktet Montefiascone: nord for Rom; distriktets navn bruges også som betegnelse for vinen. - Palombella: it.: »Skovduen«, restaurant nær ved Pantheon, jf. Bergsøe: Italiensk Billedbog (1881) 30.
14glemmer ... Talens Sølv: jf. ordsproget: Tale er sølv, men tavshed guld. - det øverste eller yderste Thule: klassisk betegnelse for de (aller)nordligste lande: Skandinavien, Island, Grønland. - Appeninerne(s): bjergkæden ned gennem den italienske halvø. - Katakomberne(s): antikke, fortrinsvis kristne forsamlings- og begravelsespladser i huler og gange under jorden, ved 1860 endnu uden for Rom. - Campagnen(s): se s. 598. - de pontinske Sumpe: i den sydlige del af Campagnen, ud mod Middelhavet. - Camaldoli: navn på flere it. lokaliteter, her sandsynligvis et højtbeliggende punkt i Napolis vestlige udkant, med udsigt over denne by, imod Vesuv, og ud over Napolibugten, jf. Rom (1877) 675; der fandtes dog også et tilsvarende benævnt kloster for camaldulensermunke (en særlig gren af benediktinerordenen) ved Frascati på bjergskråning i Roms sydlige omegn, se Chr. Elling: Kransen om Rom (1968) 161 f. med foto. - Venusøine: Venus er den antikke rom. mytologis kærlighedsgudinde. - Drage: vikingeskib(s dragefigur prydende forstavnen). - Fæste: fæstning (arkaiserende, poetisk). - Normannerne(s): de skandinaviske vikinger o. år 1000, der også plyndrede langs Italiens kyster; og deres ætlinge i Nordfrankrig (Normandiet), der tilegnede sig et rige i Syditalien og Sicilien i 11. og 12. årh.; da de undsatte pave Gregor VII i 1084, forårsagede de store ødelæggelser i Rom. - Baedeker: (ty. udgiver af talrige titler inden for arten) rejsefører.
15vantrevne: som ikke (længere) er i god trivsel; slatne. - kan Frankrig ... til Italien: se s. 599. - den protestantiske Kirkegaard: begravelsesplads for ikkekatolikker, bl.a. protestanter, ved Cestiuspyramiden i det sydlige Rom (Rg1). - titusinde Scudi: den it. mønt 1 scudo = ca. 2 daler, jf. n.t. s. 29. - den svensk-norske: Norge var 1814-1905 underlagt Sverige i en union, hvor kongemagten og udenrigspolitikken lå i svenske hænder. - Civitavecchia: Pavestatens havneby, ca. 75 km nordvest for Rom; se s. 598. - d'Hrr. Bing, Reitzel: store navne i den københavnske forretningsverden, bl.a. i kunstgenstande og boghandel.
16den Gamle af Dage: udtrykket måske som citat fra Grundtvigs kendte sang Til Danmark (1848), men for øvrigt kendt som gl. betegnelse for den alderstegne. - opkrampede: med skyggen hæftet op til pulden. - Boulevard-Theatrene i Paris: kendt for deres underholdende, flotte, stereotype repertoire. - Røverborgen paa Kongens Nytorv: syngespil af Oehlenschläger, der havde premiere på Det kgl. Teater 1814 og holdt sig med mange opførelser ned i århundredet. - Pensionsanstalter: steder, hvor unge piger kunne bo og modtage undervisning og opdragelse.
17State zitto: it.: vær stille. - Capo le Case: Rc4, med et af skandinavernes stamspisesteder, jf. Rom (1877) 257. - den skandinaviske Forening(s): foreningen organiseredes i Rom med støtte fra de skandinaviske stater 1860. »Skandinavisk Forening havde tilhuse i Palazzo Correa, Via de' Pontefici [Re5], en af Tværgaderne mellem Corso og Via di Ripetta, faa Minutters Gang fra Piazza del Popolo« (M. Galschiødt: Skandinaver i Rom for halvhundred Aar siden (1923) 57; se også Rom (1877) 326 ff.). - Mezzo caldo: it.: en varm halv, dvs. en rodvinstoddy; jf. E. Hornborg: Roms tredje storhetstid (1941) 306. - Café nuovo: Roms fornemste kaffehus, indrettet i Palazzo Ruspoli ved Corsoen (Re4); beskrevet af L. Bobé i Rom og Danmark gennem Tiderne II (1937) 225-26; jf. også Goldschmidt: Fortællinger og Skildringer I (1863) 15 ff. - Ave Maria: Hil Maria, latinsk bon, som kirkeklokkeslag giver signal til at bede morgen, middag og (her) aften, jf. Bergsøes note i I Sabinerbjergene II (1871) 139: »Der ringes til Ave en halv Time efter Solens Nedgang.« - Via de' Pontefici: se noten ovenfor om Den Skandinaviske Forening.
18divertere: underholder. - Trinità de' Monti: kirken oven for Den spanske Trappe (Rbc4). - Creditiv: anvisning på penge, der kan udbetales til den navngivne indehaver hos myndighed, bank el. lign. i udlandet. - voilà tout: fr.: det er det hele. - vandsprudende Marmorløver: se n.t. s. 13 om obelisken. - Fogliette: af it. foglietta = en vinkande eller karaffel; som mål ca. ½ l. - Frakke: jakke.
19Cerberus: streng vogter, egl. den gruelige hund, der vogtede indgangen til underverdenen (i gr. mytologi). - Permesso: it.: tilladelse, adgangsbevis, her udgangsbevis. - Briganterne: af it.: røverne. - Via Flaminia: se s. 595. - Monsignore: gejstlig af høj rang, evt. med verdslig administrativ post. - Renzi: Roms politiguvernør if. Rom (1877) 357 ff., hvor Bergsøe fortæller om sit besøg i hans møntsamling. - fa niente ... Eccellenza: it.: det spiller ingen rolle, hr. Jeg er en fattig stakkel! En lille skilling, Deres Højvelbårenhed! - kan man komme ind ... Æsel med Sølv: Filip af Makedonien (379-336 f.Kr.) tillægges den ytring, at ingen by er uindtagelig, når der er et så stort hul i muren, at et æsel med en sæk guld på ryggen kan komme gennem det. - en Æsel: fælleskønsformen = et fæ, modsat intetkønsformen tidligere. - Paoli: 1 paolo = 10 baiocchi; 100 baiocchi = 1 scudo: se n.t. s. 15; if. Bergsøes note i I Sabinerbjergene I (1871) 52 sættes 2 paoli til »Omtrent 30 Skilling dansk.«
20Vignemure: mure omkr. vigne = vingård, vinhave. - Arrieregarde: af fr.: bagtrop. - felicissima notte: it.: god nat, egl.: en meget lykkelig nat (ønskes). - Maleri i Firenze: trykmanuskriptet havde oprindelig den nærmere angivelse: i Palazzo Pitti; den blev udeladt; maleriet har ikke kunnet identificeres og er formentlig Bergsøes fiktion. - Decameronen(s): novellesamlingen Il Decamerone, med ramme, er skrevet af den it. forfatter Giovanni Boccaccio o. 1350. Titlen betyder »de ti dages fortællinger«, og bogen er inddelt i »dage« med 10 fortællinger i hver. - første Nat: der fortælles ikke om natten som i den orientalske rammefortællingskreds 1001 Nat, og værkets udødelige Forfatter: Boccaccio, har ikke selv plads mellem de 7 unge damer og 3 unge herrer, der fortæller de 10 x 10 noveller. - Cascade(ns): kunstigt vandfald. - Filomena ... Elisa ... Pampinea: blandt de fortællende og (her) lyttende unge damer.
21Elskere: tilbedere. - Panfilo, Dioneo og Filostrato: de tre fortællende hhv. lyttende unge herrer i Decameron. - sans comparaison: fr.: uden sammenligning (i øvrigt). - Regensen: studenterkollegium i København, skueplads for Bergsøes novelle Et Æventyr fra Regensen, der oprindelig var tiltænkt Aabye som den første fortælling i Fra Piazza del Popolo, jf. Er I (1898) 85, samt Efterskrift s. 562. - Capitolium: Re2, en af det antikke Roms syv høje, med byens borg og vigtigste helligdom; i nyere tid monumental plads med betydelige offentlige bygninger (musæer, Roms rådhus). - overrække Laurbærkrandsen: dvs. tildele rollen som fortæller; i Decameron betegner laurbærkransen rollen som dagens ordstyrer. - ad usus publicos: lat.: til almen nytte; statslig fond oprettet 1765, som bl.a. understøttede kunstneres studierejser, og som bl.a. havde sine indtægter fra visse bøder og konfiskationer. - Straalemester: egl. den brandmand, der under ildslukning betjener strålerøret; jf. springvandet. - Krøniker: historiske eller opdigtede beretninger, sladderhistorier, skrøner.
22denne for Kjøbenhavn saa rædselsfulde Sommer: en kolera-epidemi udbrød d. 11. juni 1853, men blev først officielt erkendt d. 24. juni om aftenen. - Nyholte Kro: se om denne og de flg. nordsjællandske lokaliteter s. 606 og kort N. - Røiels Bom: ved hovedvejen uden for Nyholte kro; her opkrævedes afgifter af de vejfarende. - den gamle Urostifter: betegnelse for solen i C. Hostrups drikkevise Nu er det stille, han har os forladt (1841). - den gamle Gaard i Boldhusgaden: den københavnske Studenterforenings adresse indtil 1863. - Affald: skråning. - den stille So: formentlig Søllerød sø.
23Pallietter: små skinnende plader til kjolepynt. - Guldbrocade: kraftigt silkestof med indvævede mønstre af guldtråd. - Hosetøiet: strømperne. - Bløde: dynd, sump. - Sløikjolen: løs og vid kjole. - Stadsgraven: se om denne og de flg. københavnske lokaliteter s. 600 og kort K.
24fixerede: så skarpt på og fastholdt.
25Tivoli: forlystelsessted grundlagt 1843 uden for Københavns volde (derfor »derude«). - Fødsel i Dølgsmaal og Fostermord: hemmeligholdt fødsel med barnets død til følge samt drab af det nyfødte barn straffedes frem til 1866 normalt med dødsstraf (Danske Lov 6.6.8 og 6.6.7). - Boller: store skåle, især til drikkevarer, specielt punch.
26Trekroner: søfort (Nf6). - Vægteren: privat nattevagt i bestemt by-kvarter.
27noget Uldent: sundhedsvæsenets bekendtgørelse 26.6.1853 anbefaler »uldne Klæder« som forebyggende middel mod kolera. - Kanereussere: langskaftede støvler til kane-kørsel. - Manschet: krans omkring det nederste af et vokslys i stage.
28Curatorbevilling: beskikkelse til at bistå ved forvaltningen af umyndiges formue. - transporteres: overdrages til andre.
29Rigsdaler: dansk mønt og mål for pengeværdi indtil 1875; også benævnt Daler. 1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling. 1 speciedaler: mønt af 2 rigsdalers værdi. Ved møntreformen 1875 sattes 1 rigsdaler = 2 kr. 1869 var en arbejderlønning 3-400 rigsdaler, mens under 10% af skatteyderne tjente over 1000 rigsdaler (Dansk Socialhistorie bd. 4 (1979) 203).
30Fattigdirectionen: ledelsen af det kommunale socialvæsen. - leflet: flirtet. - Børnepulver: afføringsmiddel og beroligende medicin for småbørn. - Etatsraader: etatsråd er en titel, der placerer sin indehaver i rangklasse-systemets 3. af ialt 9 klasser, under gehejmeråder (1. klasse) og konferensråder (2. klasse), over justitsråder (4. eller 5. klasse).
31Ophævelser: postyr. - den asiatiske Cholera: se n.t. s. 22. - Sundhedskollegiet: øverste tilsynsmyndighed for sundhedsvæsenet.
32Stoicisme: oldgræsk filosofisk retning, der foreskriver urokkelig ro. - nye Pest: koleraen var ikke kendt i Europa før ca. 1830. - Larsbjørnstræde: Kc5. - Congreveske Raketter: raketter konstruerede af den engelske general Congreve, benyttet ved det engelske bombardement af København i de tre Septembernætter: 2.-4.9.1807.
33kalkede Grave etc.: jf. Mattæus 23.27. - Lille Kjøbenhavn: Fattigvæsenets berygtede boliger i Amaliegade nær Langelinie (Kf3). - Hvide Ros: et usselt, tæt beboet logihus i Adelgade 292 (Kd4). - Jollen: autentisk logihus af samme type; adressen ukendt. - Tordenskyen: logihus af samme type i Dronningensgade på Christianshavn, jf. Er II (1900) 152 og 203. - Skibet: beboelseshus for fattige i Torvegade ved Christianshavns vold (Kf7). - Fattiglæge: distriktslæge under fattigvæsenet. - Uteerlighed: snavs. - Ligkister ... To Hundrede: en sådan bestilling gjorde Fattigdirektionen ved epidemiens udbrud. - Rigsort: 24 skilling, se n.t. s. 29. - Conferentsraader: se n.t. s. 30. - almindelig Hospital: plejehjem for »fattiglemmer« og hospital drevet af Københavns fattigvæsen, beliggende i Amaliegade (Kf4). Af ca. 1200 »lemmer« fik 467 kolera; medregnet udefra kommende patienter døde ialt 538 på hospitalet under epidemien.
34Philantrop: person, der virker for sine medmenneskers velfærd. - Socialist, Communist, St. Simonist: tilhænger af forskellige socialreformatoriske bevægelser efter ca. 1830; Saint-Simonisterne fulgte således franskmanden Claude Henri Saint-Simons (1760-1825) lære.
35Tutelle: det fr. ord betyder formynderskab, beskyttelse. - Pont neuf: bro over Seinen i Paris' centrum. - Caraffon: fr.: lille karaffel. - Garçon: fr.: tjener.
36Clairvoyance: påstået evne til at se ikke nærværende, evt. fremtidige jordiske fænomener og begivenheder. - Bellmann: Carl Michael Bellman (1740-1795), svensk digter. - Tycker du, at Grafven ... nöjdare: nr. 21 i C.M. Bellmans Fredmans Sånger (1791).
37La science ... madame: fr.: videnskaben for en sou, min herre! Hele videnskaben for en sou, frue. - sou: fr. mønt af ringere værdi, se n.t. s. 39. - Objectiverne: linserne i hans ovennævnte kalejdoskop m.v. - Leverrier: U.J.J. Leverrier (1811-77), fr. astronom; blev 1846 medlem af Videnskabernes Académi: Académie des sciences, der har de mest fremtrædende naturvidenskabsmænd som medlemmer.
38Neptun: planetens eksistens blev endelig fastslået af Leverrier 1846. - Emile Durand: ikke identificeret. - Monomani: sygelig optagethed af en idé. - forkommet: gået tabt, forsvundet - Medier: personer med evne til fx clairvoyance, se n.t. s. 36.
39séances: fr.: demonstrationer af mediers evner. - Francs: i det franske møntsystem er 1 franc = 20 sous = 100 centimes. - physiologiske: vedr. organismens normale funktioner. - Quartier latin: det gamle universitetskvarter på Seinens sydlige, venstre bred i Paris' centrum. - et Glas Varmt: formentlig toddy. - Le trois Mars ... mort: fr.: d. 3. marts vil De være død.
40Den skönsta Nymf ... tag: fra den i n.t. s. 36 nævnte sang. - Bal Mabille: sommer-forlystelsessted a la Tivoli i Champs-Élysées, en af Paris' centrale gader med parklignende omgivelser. - Chateau des fleurs: en art anneks til Bal Mabille, ligeledes i Champs-Élysées, men mindre vovet. - Carnevalet: under midfaste-karnevallet blev Paris d. 26.3.1832 ramt af asiatisk kolera. - Julirevolutionen: juli 1830 styrtedes den fr. konge Charles X. - Maskeretten: retten til under maske uantastet at gøre det ellers utilladelige. - St. Antoine: kvarter i det østlige Paris med det store St. Antoine-hospital. - bon-mots: fr.: morsomheder. - Knut: kortskaftet pisk med flere knudebesatte snerter. - Klystersprøiter: sprøjter til indsprøjtning i endetarmen.
41Polkaen: livlig pardans med tilhørende musik; blev udbredt i Europa i 1830'rne. - Cancan'en: lystig parisisk dans. - Hôtel Dieu: Paris' ældste og største hospital i byens centrum. - i Salveten: i sikkerhed. - Peter Moller: ikke identificeret.
42Cholerafluer: småinsekter, der især forekommer i varme somre og er mulige smittekilder i forbindelse med kolera. - Drabant: biplanet. - Arago: D.F. Arago (1786-1853), fremtrædende fr. astronom. - en Tysker: i den righoldige ty. litteratur om kolera har et sådant værk ikke kunnet påvises. - Trafique: handel, foretagende. - St. Petersborg: nu Leningrad.
43Jardin des plantes: Paris' botaniske have, der også rummer en beskeden zoologisk have. - Guérin-Meneville: F.É. Guérin-Mèneville (1799-1874), fr. naturforsker. - Milne-Edwards: Henri Milne-Edwards (1800-1885), fr. naturforsker. - Valenciennes: A. Valenciennes (1794-1865), fr. zoolog. - Cuvier: G. Cuvier (1769-13.5.1832), Frankrigs berømteste zoolog.
44Kragetræer: en art stiger, bestående af en tynd træstamme med afhuggede grene. - Encore un étage ... monsieur: fr.: Endnu en etage, om De behager, min herre. - Consollen: hylden.
45Archimedes: en af den antikke fysiks og matematiks hovedskikkelser (3. årh. f.Kr.). - Complimenter: udtryk for ærbødighed; her: udenomssnak. - Tusk: tusch, sort farvestof.
46Tegnevelin: fint, pergamentagtigt papir. - Canapé: mindre sofa eller polstret bænk. - Debardeuse(dragt): kvinde udklædt ved karneval som arbejder, der losser tømmer fra et skib: iført korte bukser og udringet skjorte med korte ærmer.
47serieux: alvorlig.
48den store Opera: Paris' opera- og balletteater (det nuværende operahus indviet 1875). - Columbine: den unge pige i den italienske maskekomedie (commedia dell'arte), senere kendt fra Tivolis Pantomime-teater; hun bærer et kort ballet-skørt. - Charivari: fr.: politisk vittighedsblad, grundlagt 1832. - Opéra comique: en lettere, specielt fransk form for opera, opstået ca. 1750.
49Polichinel: plump, pukkelrygget og fiffig tjener med lang, krum næse i den italienske maskekomedie og andre teaterformer. - Tambouriner: småtrommer med bjælder langs kanten. - Castagnetter: klaprende instrumenter af træ, der rystes som akkompagnement til dans. - Ganges: hinduismens hellige flod i Indien. - Mekka og Medina: muhamedanismens hellige byer i nuværende Saudiarabien. - fortissimo ... piano ... pianissimo: styrkeangivelser inden for musikken: meget stærk - svag - meget svag.
50Advocaten: type i den italienske maskekomedie, se n.t. s. 48. - Doctor Farniente: jf. (il) dolce far niente: it.: den søde lediggang, og typen il Dottore i den italienske maskekomedie. - Vive le champagne ... folie: fr.: leve champagnen, kærligheden og det glade vanvid.
51figurerede: optrådte. - Opéra comique: musik- og danseteater med især lettere repertoire, beliggende i Paris' centrum; se n.t. s. 48. - Mademoiselle Leonie: ikke identificeret. - Boulogneskoven: stor park i Paris. - Phaëton: let firhjulet vogn med kuske- og bagsæde. - Bojar: adelsmand.
52Nepotisme: begunstigelse af slægtninge. - exalterede: overspændte.
53Samuel Morse: amerikansk opfinder (1791-1872); besøgte bl.a. Frankrig 1829-32; berømt for sit elektromagnetiske telegraferingsapparat o. 1840.
54Lavater ... Physiognomien: Physiognomische Fragmente (1775-1778) af schweizeren J.C. Lavater. - Udladeren: indretning, hvormed elektrisermaskinen (udviklet ca. 1750) tømmes for elektricitet.
55Mesmerisme, Hypnotisme og dyrisk Magnetisme: den ty. læge Fr. A. Mesmer (1734-1815) hævdede 1766 eksistensen af en gensidig indvirkning (»dyrisk magnetisme«) mellem himmellegemerne, Jorden og levende væsener. Disse teorier (»Mesmerisme«) vakte o. 1780 opsigt, især i Frankrig, som helbredelsesmiddel ved benyttelse af såkaldt magnetiske Bestrygninger, der ofte havde hypnotiske tilstande eller kramper til følge; o. 1785 blev hans metoder erklæret for svindel, men tiltrak sig 100 år senere igen videnskabelig interesse. O. 1850 omtales forevisninger af magnetisme blandt Paris' turistseværdigheder.
56kataleptisk Tilfælde: krampetilfælde som følge af sindssygdom eller hypnose. - convulsivisk: krampagtig. - Lasareth St. Lazare: hospital i det indre Paris.
58Pentacrinus clavatus, Geoffroy: forstenet sølilje, bestemt af den fr. naturforsker E. Geoffroy Saint-Hilaire (1772-1844). - de Døde opstaae ... de Blinde seende: jf. fx Mattæus 9.2-7 og 23-34; moderne oversættelser har »lam« i stedet for »værkbruden«. - Skriftkloge: gruppe af lærde, der vejledte den oldjødiske menighed; se Mattæus 9.3 ff.
59Mr. Derolle: ikke identificeret. - Naturaliste: fr.: naturaliehandler, dvs. forhandler af udstoppede dyr o.lign. - Rue St. Honoré: gade i Paris' centrum, nord for Seinen.
60La Cité ... Nr. 5: på Ile de la Cité, en ø i Paris' centrum. - Palais de Luxembourg: offentlig bygning i Luxembourg-haven i det indre Paris.
61Constitution: en organismes tilstand. - kullede: uden tårn eller spir. - Père la Chaise: stor kirkegård øst for Paris' centrum.
62Bureau: kontor, der modtager anmeldelse af kolera-tilfælde og -dødsfald og træffer nødvendige foranstaltninger. - Gjethuset: gammelt kanonstøberi på Kgs. Nytorv (Ke5), der o. 1850 husede en officersskole. - Byens østre Qvarteer: se s. 600. - Ulykkens ... Boliger: hentyder til romanen Mine Rejser gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger af den ty. underholdningsforfatter C.H. Spiess (1755-1799); da. oversættelse 1802-03. - Frokost, Middags- og Aftensmad: antagelig måltider om morgenen, midt på dagen og om aftenen, jf. dog n.t. s. 227.
63Portviin: sundhedsvæsenets bekendtgørelse af 26.6.1853 anbefaler »god Vin« som forebyggende middel mod kolera. - Disposition til: her: forudsætning for. - Permission: orlov.
64Visitation: undersøgelse af patient. - Jerusalems evige Skomager: også kaldt Den evige jøde eller Ahasverus, der if. legenden som straf for ikke at hjælpe den lidende Kristus må vandre evigt på Jorden. - Muurstenene: brugt som varmedunk.
65Etatsraad Thal: R.S. Thal (f. 1785), privatiserende læge i København; død af kolera 16.7.1853. - Hippokrates: det antikke Grækenlands berømteste læge (ca. 460-377 f.Kr.). - renonce: her: magtesløs.
66Munken, der i Pestens Tid ... Mennesker i Verden: ikke identificeret. - skuffet: narret. - selvtredie: sammen med to andre.
67Søer: se s. 601. - Fruekirkes Kors: korset øverst på tårnet af Københavns domkirke. - det opvartende Personale: sygeplejere, vågekoner m.v., der o. 1850 gennemgående var af ringe kvalitet og anseelse. - Esplanaden: grønt område (Kef3). - hundrede Cubikfod: ca. 3 kubikmeter.
68Lemmerne: se n.t. s. 33. - Velfærdscomiteen(s): le comité du salut public fungerede 1793-95 til bekæmpelse af den fr. revolutions modstandere. - Slutteren: fangevogteren. - kvindelige Patienter ... pleiede af mandlige Vaagekoner: jf. Er II (1900) 158.
69Vartov: institution for syge og fattige nær Vesterport (Kc6); den omtalte flytning fandt sted i august 1853.
70Bastionerne: se s. 600. - slaae an: give genlyd. - Sølvgadens Kaserne: på hjørnet af Sølvgade og Østervold (Kd4). - Rosenborg Bastion: Kc4. - Retraitens ... Toner: hornsignal, der befaler soldater at gå til ro om aftenen. - Hovedvagten: Københavns vigtigste militære vagtbygning på Kgs. Nytorv (Ke5). - Allegro: hurtigt, livligt musikstykke eller tilsvarende spillestil. - Laboratorium paa Christianshavn: de militære laboratorier i nuværende Wildersgade (Ke7), jf. Er II (1900) 43 og andetsteds. - Dannevirke ... Dybbøl ... Fredericia: befæstede steder, hvor der kæmpedes i krigen 1848-50.
71den tappre Landsoldat: titel på soldatersang fra 1848 af Peter Faber (»Dengang jeg drog afsted«). - Kunsten: jf. »lægekunsten«. - Livet er jo kjært ... Kjøbenhavneren: talemåde. - Damon og Pythias: Damon og Fintias (4. årh. f.Kr.) i Syrakus vandt berømmelse for deres selvopofrende venskab og viste derved den pythagoræiske læres moralske niveau; jf. Pythia: Apollons præstinde ved oraklet i Delfi. - Voldbakken: Østervolds skråning. - Frederiks Hospital: hospital for fattige, beliggende mellem Amaliegade og Bredgade; det nuværende Kunstindustrimuseum (Kf4). - Skalpel: kirurgisk kniv.
72tage Regres: gøre krav på modydelse, tage oprejsning. - Dæmon: ond ånd. - Sikkert Værn mod Choleraen: jf. Nyt Præservativmiddel mod Cholera (4. opl. 1853) og K. Pfeufer: Et Værn mod Choleraen (1853, 6. opl. s.å.). - Aftenberlingeren: dagbladet Berlingske Tidendes aftenudgave 1844 ff. - Oblat: klistermærke.
73paa den forkeerte Side af Lagnet: ud i et løsagtigt liv; 1. udg. (1867) 84 har »den forkeerte Side i Lauget«, dvs. i de ugifte kvinders lag.
74Philosophgangen: se s. 601 og Kc6. - Mangel paa Elektricitet: samspillet mellem kolera og elektricitet omtales fx i W. Sanders Oplysende Vink til Kundskab om Choleraens Natur (1854). - Kallebodstrand: Ne7-8. - Christianshavns Apothek: Torvegade 19 (Ke6). - Reberbane: anlæg til fabrikation af reb, beliggende ved Christianshavns vold for enden af Langebro (Kd7).
75transparente Malerier: billeder af tyndt materiale, der kan belyses bagfra. - Pjaltenborg(sagtigt): et usselt natherberg for hjemløse i København, beliggende på hjørnet af Rosenborggade og Aabenraa (Kc4). - Tordenskyen: se n.t. s. 33.
76Ballerne og Queuerne: kuglerne og stokkene til billard. - mephitiske: kvælende.
77ægyptisk Mørke: bælgmørke, jf. 2. Mosebog 10.21-23.
80Justitsraad: se n.t. s. 30. - Krigen: treårskrigen 1848-50.
81Stiftelsen: antagelig Vajsenhuset, et hjem for forældreløse børn. - Nemesis: nattens datter i gr. mytologi, den som gudinde personificerede straf eller gengældelse, hvormed guderne rammer den overmodige; hun fremstilles ofte med vinger eller hjul som særlige kendetegn; her: retfærdig gengældelse, muligvis inspireret af den af M. Goldschmidt bl.a. i romanen Hjemløs (1853-57) udviklede lære om en i den jordiske tilværelse herskende orden og retfærdighed eller lignende ideer i Henrik Hertz' Ninon, se n.t. s. 241 og 254 f. - Etatsraad Trier: S.M. Trier (1800-1863), overlæge ved Frederiks Hospital.
82Hveen: den sv. ø har lejlighedsvis været tilflugtssted for danskere i lyssky ærinde. - Bellevue: se s. 606.
83S. Maria Maggiore og S. Carlo al Corso: store kirker i Rom, hhv. Ra3 og Re5. - Der brast ... Herre min: Ejnar Tambeskælvers ord til den norske konge Olav Tryggvason under slaget ved Svold år 1000 e.Kr., da Ejnars bue brast, if. Snorre Sturluson: Olav Tryggvasons saga (henimod 1230), kap. 108. - Minerva-Uglerne: den lille kirkeugle (Athene noctua Scop.). - Trinità de' Monti: se n.t. s. 18. - Corso ... Babuino: jf. s. 595. - Porta Pia og Porta Salara: porte i Roms bymur østligere end Porta del Popolo. - Via Sistina: Rb4, fra Den spanske Trappe til Piazza Barberini mod sydøst. - Peblingesøen(s): se s. 601.
84Sta Signor Enrico in letto: it.: Er hr. Henrik i seng? - Non Signor! Signor Enrico ... accidente: it.: Nej, hr.! Hr. Henrik er endnu ikke kommet tilbage. Ak, Gud, hvilken ulykke. - Scudi ... Daler: se n.t. s. 15 og 29. - point d'honneur: fr.: æresfølelse. - Café Greco: Rd5, se s. 595. - Via de' Condotti: Rd5, fra Den spanske Plads til Corsoen. - Café nero: it.: sort kaffe, uden fløde. - Scelti: it.: »udvalgte«, en type af det pavelige skattemonopols cigarer, jf. Rom (1877) 239 og Er V (1905) 17.
85Occupationscorpset i Rom: se s. 599. - galliske Ørn: hærtegn og symbol for Napoleon (I's og) III's Frankrig. - Via (Vicolo) di Gallinaccio: it.: »Kalkunstræde«, nær Piazza Barberini (Rb4). - vort sædvanlige Trattorie: skandinaverne i Rom havde if. Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 23 ff. og Bergsøes Rom (1877) 248 samt Er V (1905) 9 ff. fast bord i værtshuset Quattro Nazioni i V. di Gallinaccio. - Evangelisten: Evangelista, alm. it. mandsfornavn; jf. Er V (1905) 13, 17 og Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 26 ff. - Scirocco: af it.: en sydfrakommende, varm, ofte fugtig eller trykkende blæst. - Tegnebog: lommebog.
86Corsofart: strøgtur i hestevogn på Corsoen. - Belvederen: udsigtsterrassen på Monte Pincio oven for Piazza del Popolo. - Girondolaen: det store fyrværkeri, jf. Er V (1905) 59-61. - Monte Mario: mod nord og Villa Doria Pamfili: mod syd: romerske høje med store parkanlæg på den vestlige side af floden Tiberen. - corde sensible: fr.: ømme streng, ømme side.
87Journaler: tidsskrifter eller dagblade.
88Recensent: anmelder. - in artibus: lat.: vedr. kunstarterne og humaniora. - Fortegnelsen over nordiske Kunstnere: Hvis der er tale om Malms tid en menneskealder forud for rammehandlingen, kan der være tænkt på Heinrich Keller: Elenco di tutti i pittori, scultori, architetti etc. (1824, 18302), fortrinsvis om de tyske kunstnere i Rom; o. 1861 har der måske foreligget en lignende adresseliste specielt om de skandinaviske kunstnere, i Den skandinaviske Forening. - confunderede: forvirrede. - den danske Folketro ... igjennem Stuen: jf. J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn III (1860) nr. 177. - som et rankigt ... utan flagg: fra C.M. Bellman: Fredmans epistlar (1790), nr. 32, som begynder: »Kors, utan glas, du ser ut, din Canalje,/ Som et rankigt (= vakkelvornt) skepp på böljan utan flagg«.
89Myrtherne: stedsegrønne prydbuske eller -træer, der blomstrer med hvide blomster, i Rom i juli-august. - Viinhøsten: i september-oktober. - gamle Romere: jf. n.t. s. 12 om de yngste Romere. - Granerne, Bøgene eller Birketræerne: brugt som emblem for hhv. Norge, Danmark og Sverige, jf. Chr. Richardts sang For Sverrig og Norge (»En Skaal for det blinkende Søernes Baand«) i hans Smaadigte (1861). - Hærpopper: hærfugle (Upupa epops L.).
90Ornithologien: (læren om) fuglene. - Geheimeraadstitel: den 1. af rangklasserne, jf. n.t. s. 30 om Etatsraad; til den 2. rangklasse henhørte kammerherrer, hvis særlige distinktion var at bære forgyldte Nøgler på deres frakke- eller kjoleskøde. - Thelemarkerne(s): beboerne i området Telemark i Sydnorge.
91eiendommelige: særlige. - Ædelfalk: betegnelse for jagtfalke og andre, der tager deres bytte i luften. - Studie: kunstneratelier. - Piazza Barberini: Rb4. - accordere: træffe overenskomst. - Cavalletto: drejeligt fodstykke, hvorpå billedhuggeren modellerer sin (ler)skitse til skulpturen op.
92Discuskasteren: berømt oldgræsk statue af Myron (5. årh. f.Kr.), bevaret i rom. kopi i Vatikanets samlinger. - Kav eller kag: børneleg, hvor det gælder om med stenkast at vælte (noget på) toppen af en stenpyramide.
93Giganterne, der storme Olympen: i den gr. mytologi forsøger jætteslægten giganterne at tage magten fra Zeus og hans medguder på Olymposbjerget. - stable Pelion oven paa Ossa: talemåde om overdreven bestræbelse, med grundlag i en fortælling i gr. mytologi om et par kæmpers forsøg på at angribe de olympiske guder ved at stable bjergene Pelion og Ossa oven på hinanden. - Sculptursamlingen: store pavelige samlinger af især oldtidsskulptur var tilgængelige i Vaticanet samt i Konservatorpalæet paa Capitolium, jf. n.t. s. 21, og i Lateranet: i et kompleks i tilslutning til Roms domkirke S. Giovanni in Laterano i byens sydøstlige udkant (Ra1).
94Villa Albani (senere: Torlonia) og Villa Ludovisi: i disse store palæer med parkanlæg, som lå i Roms nordøstlige ende hhv. uden for og inden for bymuren, fandtes store samlinger af antik skulptur. - Bajocco: skilling; jf. n.t. s. 19 om Paoli og n.t. s. 29 om danske møntforhold.
95romerske Rør: tagrør, it. canna, flere arter af bambuslignende plante. - Cisterne: vandbeholder.
96Falskhed! Dit Navn er Kvinde!: citat fra Shakespeares Hamlet (ca. 1601), titelpersonens enetale 1. akt, sc. 2, v. 146, der dog har ordet »Frailty« (Foersoms/Lembckes danske oversættelse: »Svaghed«) og ikke »Falskhed«. - malicieuse Physiognomier: ondskabsfulde (ansigts)træk.
97Genzano ... Ariccia: se s. 598. - Den døende Fægter: eller med en nyere betegnelse: Den døende Galler, en antik skulptur i samlingen på Capitol. - Laokoonsgruppen: berømt oldtidsskulptur, i Vatikanmuseet, forestillende den trojanske præst Laokoon, som gudinden Athene lod omkomme af slangebid sammen med hans to sønner, jf. den rom. digter Vergils heltedigt Æneiden (ca. 20 f.Kr.) II 40-56 og 199-231.
98Mile: 1 dansk mil = godt 7½ km. - snitte i Træ: træskærerarbejde var en væsentlig almuekunst. - Løbedreng: bud, stikirenddreng.
99første og anden Prisbelønning: kunstakademiets udmærkelser. - Holberg eller Vessel: de to klassiske digtere H. og Wessel fra 18. årh. var begge nordmænd og begge rationalister.
100Huldren leger hos os: huldren i norsk folketradition svarer i visse henseender til elverpigerne i dansk: et magisk kvindeligt væsen, hvis lokkende dans eller leg viser sig i sommeraftenens tåge o.lign. - som dem, der gjemmes ... Søens Bund: jf. det efterfølgende i teksten samt Bergsøes Rom (1877) 459-61. - gjækkede: narrede, illuderede.
101Nympher: blandt de lavere guddomme i gr.-rom. mytologi er både de kvindelige nymfer og de mandlige Fauner; de kvindelige Dryader, Undiner og Sylphider: er nymfer, der er knyttede til hhv. træer, vand og luft. - Guldalderens Tid: den lykkelige, ældste tidsalder, if. mytologiske traditioner. - Genius: skytsånd i rom. mytologi. - Numa: Roms anden konge, if. den legendariske kongerække for tiden før ca. 500 f.Kr. Myten om Nemisøens opkomst i den rom. digter Ovids Metamorfoser (o. Kr.f). Anderledes end af den gamle kunstner genfortælles »Ovids skjønne Mythe« i Rom (1877) 459. - Diana: kysk gudinde for jagten samt månegudinde i rom. mytologi.
102Tiber(ius): rom. kejser (reg. 14-37 e.Kr.). - Verdens ottende Underværk: altså noget på højde med oldtidens forestilling om verdens syv underværker. - Villa: palads, palæ; fornem (især landlig eller sommer-) bolig. - Venus: den rom. mytologis kærlighedsgudinde, svarende til den gr. mytologis Afrodite. - Anadyomene: gr.: den af havet opstegne; Afrodite/Venus var efter den mytiske forestilling født og opkommet af havets skum. - første Mestere: mest fremragende kunstnere. - nubisk: neger, fra Nubien syd for Ægypten. - Capri: kejser Tiberius trak sig år 26 e.Kr. tilbage til bjergøen Capri uden for Napolibugten.
103Ostia: det gamle Roms havneby, i nyere tid et stykke inden for kystlinien ca. 25 km sydvest for Rom. - Jaculator: lat.: kasteren, den samme som Diskoskasteren, se n.t. s. 92.
104den romerske Agave(s): stor tykbladet plante, der efter et varierende, men anseligt antal år skyder blomst og derpå normalt dør. - Albano, Frascati: byer i Albanerbjergene, jf. s. 598. - Neapel og Sorrento: ved Napolibugten 2-300 km syd for Rom. - Vandet fra Trevi: det store skulpturelle springvandsanlæg Trevi-fontænen i Rom (Rd4); en pave i 17. årh. finansierede forbedring af fontænen ved at beskatte vin; vandet gjaldt for ualmindelig godt, og i 19. årh. mente man, at man ville vende tilbage til Rom, hvis man før bortrejsen drak af Trevi-fontænens vand. - Rafaellos Vigne: vingård og udskænkningssted i Roms sydøstlige udkant, nær S. Giovanni in Laterano, jf. Rom (1877) 476. - Mezzo: it.: halv; »En mezzo er to Foglietter«, if. Bergsøes note i I Sabinerbjergene II (1871) 61. - Foglietta: it.: karaffel, som mål = ½ l.
105Jerngestel: stativ af jern, her til at modellere skulptur op om. - spille nærmest til Væg: en art klink, et spil, hvor det gælder om at kaste en knap el. lign. så nær som muligt op til en væg. - Modelleerstokken: stok, som en billedhugger bruger til at forme leret. - Fauner og Satyrer: lavere mandlige guddomme i gr.-rom. mytologi, knyttede til naturen; satyrerne med bukkelignende træk og forbundne med vinguden.
107Sujettet: emnet. - Remisser: pengeforsendelser, specielt om studiestøtte under udlandsophold. - Carrara: by i det nordvestlige Italien berømt for sit marmor, der i blokke transporteredes til bl.a. billedhuggere i Rom. - Teveronen: (moderne: Aniene) biflod til Tiberen, som den udmunder i få km nord for Rom. - Palæstrina: bjergby ca. 30 km øst for Rom i Sabinerbjergene, et yndet sommeropholdssted for Roms beboere og besøgende i de varme måneder.
108makke paa: arbejde (uheldigt) på, forfuske. - Via della Puriftcazione: Rb4-5, udmunder i Piazza Barberini. - Efterfølger ... svensk: jf. det svensk-norske rigsfællesskab 1814-1905. - Connexioner: forbindelser.
109flydende Comptoirhaand: upersonlig sekretærskrift. - Canovas fordømte Maneer: den it. billedhugger A. Canova (1757-1822), hvis arbejder og stil af mange Thorvaldsen-beundrere regnedes for mindre seriøs, mere populær, slikket, erotisk; se fx Oehlenschlägers Erindringer IV (1851) 185. - Cabinetstykke: (maleri eller) skulptur beregnet til anbringelse i et værelse, evt. mindre værelse. - Bacchantinder: i gr.-rom. mytologi vinguden Bacchus' kvindelige ledsagere. - Palazzo Ruspoli(s): Re4, på Corso, hvori nederste etage var udlejet til café; jf. Rom (1877) 275; også omtalt som Café nuovo, se n.t. s. 17. - Rigets Vaaben: Danmarks kongevåben med bl.a. 3 løver i et skjold, der bæres af 2 vildmænd, stammer fra middelalderen, men fik sit udseende fastlagt i 1819. - i de Dage: jf. den før 1848 rådende enevælde, måske især Frederik VI's meget udtalte interesse for uniformer, statssymboler m.v.
110Aftrædelsesværelser: værelser, hvor man kan tage ophold for kortere tid. - Marsala: en siciliansk hedvin. - Erscheinung: ty.: fænomen, figur. - café nero: it.: sort kaffe. - con crema: it.: med fløde.
111bête noire: fr.: sort får, udskud. - ivrogne: fr.: beruset person, drukkenbolt. - bon-ton: fr.: god tone. - unique: fr.: enestående, speciel. - gauche: fr.: kejtet. - impardonnable: fr.: utilgivelig. - Parvenu: opkomling. - Paradiisfugl: fugl(eart) fra Australien jaget for sin fjerpragt, der bruges til pryd på damehatte. - Oleanderbuske: nerier, stedsegrønne buske i Middelhavslandene, ofte anvendte som prydplanter i store potter. - den gjorte Bresche: åbning frembragt i fæstningsvold el. lign. ved angreb.
112Achilles ... Achæerne: hovedmotiv i Homers Iliaden (måske 600 f.Kr.), der handler om grækernes (achaiernes) forsøg på at erobre byen Troja; dette forehavende kompliceres af, at den græske helt Achille(u)s trækker sig tilbage, krænket over at hærens anfører har frataget ham elskerinden Briseis. - Draperi: folderigt klæde på en statue, der således ikke fremtræder nøgen; Thorvaldsens statuer er ligesom de antikke ofte uden draperi, medens Vatikanet længe ønskede (og monterede) draperi på figurerne. Nøgenhed i billedhuggerkunsten misbilligedes også i danske protestantiske kredse, jf. n.t. s. 119 om Blottelsestilstand.
113nutildags ... en Rod: rå børste; udtrykket synes først dokumenteret o. 1850. - som Minerva fra Jupiters Pande: if. gr.-rom. mytologi fødtes gudinden Athene/Minerva af Zeus'/Jupiters pande. - Carnevalet: se n.t. s. 40. - Savoyard: vandrende gøgler fra Savoyen. - gravitetisk: alvorsfuld.
114ny Philosophi ... i Tydskland: Svingbergs kristelige kunstbetragtning og åndelige smag har en række analogier i romantisk og efterromantisk kunst, således den tyske malergruppe »nazarenerne« i Rom henimod 1820 med Fr. Overbeck (1789-1869) som centralfigur; jf. Rom (1877) 564 f. - prædikes for de Romere: jf. Paulus' Brev til Romerne 1.15. - Jøderne: måske med hentydning til Den gamle Pagts folk i modsætning til de kristne, en blandt flere synlige modsætninger i Apostlenes Gerninger og andre nytestamentlige skrifter. - Nu gjælder for et heelt andet Parti: 1877-udgaven har fjernet ordene »af Kunstnere« til sidst og derved måske drejet hentydningen anakronistisk i retning af Georg Brandes og hans tilhængere. - Jødefeide: jødeforfølgelse, især om den, der fandt sted i Danmark i 1819. - Persen: pressen, fx vinpressen; evt. torturinstrument. - Rhinoceros: næsehorn.
115Haugianernes Sect: norsk pietistisk vækkelsesbevægelse, udbredt i første halvdel af 19. årh. - Hjemmelsmand: meddeler. - Sebastiano Paccini: ikke identificeret. - vi gamle Romere: se n.t. s. 12. - Portefeuille: tegnebog. - frappée: fr.: overrasket, bestyrtet. - Hardiesse: af fr.: dristighed, uforskammethed. - renoncere: give afkald på. - amusante: morsomme, underholdende.
116insinuere sig hos: på uretmæssig måde blive fortroligt bekendt med. - Cicisbeo: fast tjenende ledsager for en gift dame. - Trattoria tavolata: se s. 504. - Campagnuoler: folk fra Campagnen, området uden for Rom. »Kampagnen er, som bekjendt, deelt mellem det høie Aristokrati i Rom, der atter udleier store Strækninger til Forpagtere, som navnlig drive Kvægavl. Disse Strækninger inddeles igjen i mindre Partier, som inspiceres af en »Campagnuolo«, der i Modsætning til de simple Hyrder er til Hest, forsynet med Lanse, Bøsse o.s.v., lige som han overhovedet indtager en høiere Rang« (note i V. Bergsøe: Tarantellen og Taranteldansene (Fra Mark og Skov II (1881)) 266). - Encore ... qualité: fejlfyldt italiensk blandet sammen med fransk: »endnu en halv flaske vin, men af bedste kvalitet«. - Phønix: den mytiske fugl, der fremstod nyfødt af den døde, evt. brændte, tidligere føniks. - Parthenons Ruiner: hovedtemplet fra oldtiden i Athen. - Vievand: det vand, hvori man væder fingrene, når man går ind i en katolsk kirke; det er en symbolsk renselsesceremoni. - Viraksdamp: virak er en art harpiks, der ligesom røgelse afbrændes som vellugts- og andagtsmiddel i katolsk gudstjeneste. - magnetisk: se n.t. s. 55. - som staaer idag ... Ovnen: Mattæus 6.30. - Gosen eller Rameses: frodigt område i Nildeltaet, hvor jøderne boede under fangenskabet i Ægypten, jf. 1. Mosebog bl.a. 45.10 og 47.11 samt 4. Mosebog 11.5.
117Cæsarernes Colosseum: Rc2, det kæmpemæssige amfiteater, der anlagdes af rom. kejsere (indviet af kejser Titus år 80 e.Kr.), anvendtes til gladiatorkampe m.v.; slaver, forbrydere, kristne blev dræbt af vilddyr i arenaen; jf. s. 118 f.o. - diamagnetiske: tværmagnetisk, dvs. anbringende sig på tværs af et magnetisk legemes pol-orientering; Svingbergs brug af magnetisme i hans billedsprog er forvrøvlet.
118fra Republiken til Keisertiden: fra den ældre til den senere periode af Roms oldtid(smonumenter); kejsertiden dateres fra Augustus år 27 f.Kr. - det store Jernkors: opstillet i Colosseum til minde om de kristne martyrer, jf. Rom (1877) 428 og Italiensk Billedbog (1881) 60 f. - profaneret: vanhelliget. - Caracallas vellystige Bade: den rom. kejser Caracalla (reg. 211-17) lod bygge de storslåede badeanstalter, Caracallas Termer (Rd1), muligt også ramme om erotiske aktiviteter. - Titus: se n.t. s. 117 om Colosseum. - Thorvaldsen: billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (l770?-1844) var det største navn blandt de danske kunstnere i Rom, hvor han boede med små afbrydelser fra 1797 til 1838. På bestilling modellerede han nedennævnte Jesusstatue.
119Christus: fra 1821 og apostle til Vor Frue Kirke i København er blandt Thorvaldsens senere statuer. Den foretrukne emnekreds i hans skulptur er dog Grækenlands Guder og Mythernes Helte: bl.a. Jason (1800-02), Hebe (1806), Alexanderfrisen (1812), se n.t. s. 527. - usædelige Blottelsestilstand: jf. n.t. s. 112 om Draperi, samt flg. i F.L. Høedt: Om det Skjønne. Udkast til en christelig Æsthetik (1856) 55 f.: »Det var Thorvaldsens historiske Hverv, paa Kunstens Gebeet at føre den protestantiske Naturforløsning til dens yderste Spidse, men ingen Christen kan hos en Statue »finde et Svar paa sine dybeste Spørgsmaal, eller Hvile for sine dybeste Længsler«, og Thorvaldsen kan kun meget uegenlig kaldes Kunstnernes Konge, i en christen Verden og et Kunstens Rige, hvor Shakspeare altsaa vilde blive en Undersaat. Den plastiske Kunst lider allerede et betydeligt Knæk blot ved den Omstændighed, at Gevandtet, hvis totale Bortkastelse var Grækernes Ideal, indenfor en christelig Livsanskuelse er en absolut Fordring.« - conditio sine qua non: lat.: nødvendig betingelse; ofte anvendt udtryk fra den gamle Romerret. - Hovedhjørnesteen er Christus ... gothiske Spiir: jf. Paulus' Brev til Efeserne 2.20, samt passager i Høedts Om det Skjønne, især: »at Christus ikke blot er Hovedhjørnestenen i den christne Kirke, men ogsaa Grundpillen i Kunstens Tempel« (s. 5); og: »i ærlig Stræben efter at lægge en Steen til den store Bygning, som hviler paa Christus, bærer ham paa sit Høialter og stræber op til ham igjennem sine gothiske Spiir« (slutningen, s. 76). - prædike paa Capitolium: til gudstjenestebrug var der i det derværende prøjsiske gesandtskab indrettet en Forsamlingssal som fandtes i Sala IX i det nuværende Museo nuovo.
120coifferet: af fr.: (klippet og) friseret. - vindøiede: udadskelende. - Kalvekryds eller kalvekrøs: strimlet skjortebryst i mandsdragt. - Kappestrimmel: pyntestrimmel på kappe, en kyselignende hovedbeklædning for kvinder. - Fritto misto: ruskomsnusk, jf. n.t. s. 13. - de Nederste i Michel Angelos Dommedag: den it. kunstner Michelangelo Buonarroti (1475-1564) fuldendte 1541 et vældigt freskomaleri af Dommedag på endevæggen i Det sixtinske Kapel i Vatikanet. Billedet opfyldes især af de fordømte, der nedstyrtes i Helvede, under den centralt placerede Kristusfigur. En af Roms store kunstseværdigheder, der dog allerede inden Michelangelos død blev skamferet på pavens befaling, med påmaling af draperier (jf. n.t. s. 112) over de halv- eller helnøgne skikkelser. - den tarpejiske Klippe: stejl klippe på sydøstsiden af Capitolhøjen, hvorfra forbrydere i oldtiden nedstyrtedes (Ref2). - attaquerede: af fr.: angreb; henvendte sig til. - Rundsang: (selskabs)sang, hvor deltagerne synger efter tur. - magnifique: af fr.: storartet. - Magnater(s): stormænd. - obscure: ukendte. - celebre: berømte.
121ravissant: fr.: bedårende. - prefererede: foretrak. - Artister: (billed)kunstnere. - soidisant: fr.: såkaldt. - Grisette: letlevende pige. - notre cher ami: fr.: vor kære ven. - den trojanske Krig: se n.t. s. 112 om Achilles. - Apelles: berømt græsk maler fra 4. årh. f.Kr.; generalinden forveksler hans navn med Achilles'. - horrible: fr.: rædsom. - abominable: fr.: afskyelig. - Commers: halløj; hele herligheden. - den gamle Historie om Klapperslangen: jf. fx Antichristens vers i Fr. Paludan-Müllers Ahasverus (1854): »Paa samme Viis, som man har sagt/ At Fugle trylles kan af Klapperslangen:/ Blot ved et Blik« (Poet. Skr. i Udvalg VII (1902) 300).
122Metamorphose: af gr.: forvandling, bl.a. inden for dyreverdenen. - geile Skud: skud, der er vokset for stærkt op og ikke er frugtbare. - Paroxysme: krampe(anfald).
123exploiteret: udnyttet.
124da Choleraen kom: den kolera-epidemi, der nåede Frankrig 1832 (jf. Tordenskyen), ramte også Italien. - Signor Naso: it.: hr. Næse. - Niobe: sørgende moderskikkelse i den oldgræske sagnverden, bl.a. omtalt i Iliaden og ofte motiv for billedkunst; guderne straffede hendes overmod ved at dræbe alle hendes sønner og døtre. - Krøsus: lydisk konge (reg. 560-45 f.Kr.), i den oldgræske tradition kendt bl.a. for sin fabelagtige rigdom. - en ny Jord og en ny Himmel: nytestamentligt udtryk, jf. Peters andet Brev 3.13 og Johannes' Åbenbaring 21.1. Høedt bruger i Om det Skjønne (1856) ligeledes udtrykket: »i Opstandelsen, i den nye Himmel og den nye Jord« (s. 55). - Recensioner: anmeldelser.
125Piazza di Venezia: Re3 ved Corsoens sydlige ende, en smule nord for den centrale romerske høj Capitolium: Re2, på hvis sydside findes det arkæologiske område med bl.a. Forum: Forum Romanum, Rd2. - Roms mægtigste Paladser: og kirker er allerede fra middelalderen bygget med materiale, som man hentede fra de store forfaldne oldtidsmonumenter; således er sten fra Colosseum benyttet til bygningen af Palazzo Farnese, jf. Rom (1877) 427 og Italiensk Billedbog (1881) 60. - Bajoccher: af it.: baiocchi = skillinger, jf. n.t. s. 11 om Paoli. - Grazia, Signor: it.: tak, hr. 126 Montefiasconen: se n.t. s. 13. - Lazzaronpibe: snadde. - over Malta at gaae til: via Malta at sejle til. - Remisser: se n.t. s. 107. - trukket ... op: udsat for ublu høje betalingskrav. - la Valetta: hovedstaden på Malta.
128Via delle Quattro Fontane: Rb4-a3, udgår fra Piazza Barberini, ikke langt fra Thorvaldsens atelier, se n.t. s. 150 om Via Sistina. - Café Ruspoli: i Palazzo Ruspoli, jf. n.t. s. 17 og 109. - Café della Costanza: ikke identificeret. - Krigen, der havde kostet os Norge: ved freden i Kiel 1814 efter Napoleonskrigene skiltes Norge fra Danmark og underlagdes rigsfællesskab med Sverige.
129sondre dem som Nordmænd: tegn på norsk nationalfølelse og selvstændighedstrang faldt nogle danske forfattere og også udlandsbesøgende skandinaver i øjnene i årene efter 1814, se fx Oehlenschlägers Erindringer IV (1851) 102 f. - Courtoisie: belevenhed.
131Blouse: en slags overskjorte eller kort kittel, gerne del af arbejdstøj.
132Delicatesse: finfølelse. - Mæcenas: velgører, opr. navnet på kejser Augustus' kulturelle ven og digteren Horats' understøtter (død år 8 f.Kr.). - Mutterwitz: jævn, gemytlig humor.
133Via Sistina: Rb4, går fra Den spanske Trappe til Piazza Barberini. - Thorvaldsens Studie: hans skiftende atelier'er lå ved Piazza Barberini. I Rom og Danmark gennem Tiderne II (1937) gengiver L. Bobé s. 213 og 215 to samtidige tegninger af dem. Thorvaldsen boede i Casa Buti, familien Butis pension, i Via Sistina 48. - i Faveur af: til gunst for.
134fransk Dragt: mørkt jakkesæt, evt. af fløjl og af en vis elegance, til brug ved repræsentative lejligheder. - Mosaikagraf: spænde med mosaik indlagt. - Decadence: tilbagegang, især i åndelig henseende.
135Camelier: blomster af en art stor stue- og drivhusplante. - en halv Paolo: se n.t. s. 19. - Verden: levemåde, selskabelig erfaring. - prostituere: beskæmme, udstille til alm. vanære. - Theetid: om eftermiddagen eller om aftenen. - midt paa spanske Plads: ganske urigtig stedsangivelse, vrøvl ligesom de flg. ytringer.
136Jeg sad alene ...: tr. under titlen Jentens Sang i Vilh. Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867). - Langlur: norsk: langt blæseinstrument af træ, brugt fx af hyrder. - legte: (norsk bøjningsform) spillede.
137vort sædvanlige Osterie: jf. n.t. s. 85. - en Psyche: En indlagt fortælling i den rom. digter Apuleius' roman Det gyldne Æsel (henved år 200 e.Kr.) skildrer den tragiske elskov mellem kærlighedsguden Amor og den unge kvinde Psyche (gr.: sjæl); Amor mødte hende om natten og forbød hende at tænde lys for at se ham; hun gjorde det alligevel, og Amor = den flygtende Gud forsvandt. Fortællingen har afgivet flere populære motiver til billedkunsten.
138lej: norsk: væmmelig, ubehagelig. - Chi è: it.: hvem er det.
139Apre: it.: luk op. - min Jason: statuen af den gr. sagnhelt Jason, der blev Thorvaldsens kunstneriske gennembrud (1802), kunne han først ikke få solgt, og han var på vej til at bryde op fra Rom af økonomiske grunde, da en rig engelsk køber meldte sig og gav forskud på en udførelse i marmor; se fx J.M. Thiele: Thorvaldsens Biographie I (1851) kapp. 26-29. - Mæcenat: understøttelse af kunstnere eller digtere, jf. n.t. s. 132.
140ved Carnevalets Begyndelse: i februar, jf. n.t. s. 40. - Trastevere: Rh2. - det Osterie ... Navn efter Thorvaldsen: fandtes if. tradition endnu hundrede år efter, nær Piazza G. Belli. - Vetturin: hyrekusk. - Ripettaen: Re5. - Monte Pincio: Rb6.
141Steenegehøien i Villa Medici: Rbc5, Medicislægtens anselige palæ ved den vestlige skråning af højdedraget fra Monte Pincio, med en park af stenege (quercia) og et storartet udsigtspunkt, ligger midtvejs mellem Piazza del Popolo og Obelisken foran Trinità de' Monti: stensøjlen foran kirken oven for Den spanske Trappe (Rbc4). - Come è bruto: it.: hvor er den/ han/De væmmelig.
142Cumpan: fyr. - Villa Borghese: parken øst for Monte Pincio. - Doria Pamfili: se n.t. s. 86.
143Kragemaal: uforståeligt sprog, kaudervælsk. - Malice: (let) ondskabsfuldhed. - Leret er Liv ... Opstandelsen: dette kunstneriske eller kunstindustrielle visdomsord synes at stamme fra Canovas værksted; i mindre prægnant form end hos Bergsøe er det opnoteret af Friederike Brun i jan. 1803, se hendes Römisches Leben II (Leipzig 1833) 31. - Antike: kunstværk fra den gr.-rom. oldtid.
144convulsivisk: krampagtig.
145laconiske: kortfattede. - tilstaaer: bekræfter, anerkender modtagelsen af. - Deres sidste Ærede: fast handelskorrespondanceudtryk = Deres sidste brev. - Barkskib: sejlskib af en vis størrelse. - Livorno: it. havneby ca. 320 km nordvest for Rom.
146Minde: samtykke.
148om at bede og om at arbejde: her: at hengive sig til et asketisk og ideelt bestemt virke, jf. benediktinermunkeordenens motto: »Bed og arbejd (lat.: ora et labora)«.
149Gibser: person, der afstøber og forhandler kunstgenstande i gibs.
150sex danske Miil: ca. 45 km. - Fra: it.: broder (i munkeorden).
151Floden stiger: jf. Rom (1877) 328-32 og Italiensk Billedbog (1881) 51-53. - Ghetto: jødekvarteret (Rfg2-3). - Via della Purificazione (Rb4) går ligesom den større Via Sistina nordvestpå fra Piazza Barberini; ½ km i den retning ligger Den spanske Trappe (Rc5) med kirken Trinità de' Monti ovenfor, Piazza di Spagna nedenfor, hvorfra Via Condotti går ned til Corsoen. Den lille gade Capo le Case (Rc4) lidt syd for Den spanske Trappe skærer Via Due Macelli. Det store barokspringvand Fontana Trevi (Rd4) ligger atter lidt sydligere, den antikke kuppelbygning Pantheon (Rf3) godt ½ km herfra mod vest. Ghettoen begynder ½ km syd for Pantheon. - Korktolle: propper.
152Montanarapladsen: Rf2, lille markedsplads ved den østlige ende af Ghetto, jf. Rom (1877) 388 f.; senere sløjfet ved den arkæologiske frilægning af Marcellus-teatret. - den Fabriciske Bro: Rf2, fører fra Ghettokvarteret over til Tiberøen, jf. s. 153. - S. Gregorio: Rd2, oldtidskirke mere end 1 km sydøst for Ghetto, på den anden side af Palatinhøjen. - Via della Fiumara: gade i Ghettoen, jf. Rom (1877) 359.
153Ponte rotto: it.: den sønderfaldne bro, er resterne af en antik, flere gange sammenfalden og genopbygget bro lige neden for Tiberøen (Rg2); på Bergsøes tid var den videreført med en hængebro, jf. Røm (1877) 374 f. - herkulisk(e): stor, kæmpestærk som Herakles/Herkules i gr.-rom. mytologi. - Ponte Sisto: Rgh3, den bro over Tiberen, der lå nærmest oven for Tiberøen, en lille ½ km mod vest. - Belisars gamle Vandmøller: flydende vandmøller på Tiberen, introduceret af hærføreren Belisar 537 e.Kr., da de hidtidige møller på Gianicolo-skråningen under goternes belejring havde fået afbrudt deres vandtilførsel. Flydemøller var endnu i funktion i midten af 19. årh.; jf. Italiensk Billedbog (1881) 31 f. - Tiberøen: den ca. 100 x 300 m store ø, der deler Tiberens løb i to i det sydlige Rom, mellem kvartererne Ghetto og Trastevere; uforholdsmæssig stor på kortprospektet Rg2.
155Sparreværket: tagværket, alle husets spær. - fem Favne: 1 favn = knapt 2 m. - gabende: gloende, måbende.
156dem, som slog vor Frelser ihjel: jf. Johannes-evangeliet 5.18; modsat antisemitismen her hedder det i beskrivelsen af oversvømmelsen i Rom (1877) 330 f.: »jeg maa til Ære for Romerne sige, at man under disse sørgelige Forhold ganske glemmer Religionsforskjellen.«
158Ponte Quattro Capi= den Fabriciske Bro (s. 152) mellem Ghettoen og Tiberøen. - hiin engelske Digter: John Keats (1795-1821); indskriften på hans gravsten citeret også i Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 35; jf. Bergsøes Rom (1877) 399-401. - den protestantiske Kirkegaard: se n.t. s. 15.
159S. Maria: Rd7-6. - una bomba: it.: en slags høj bowlerhat. - Blokke: brølere, sprogfejl. - Campagnuolernes ... Dragt: formentlig vil det sige med lædergamacher og spidspuldet hat, som bares af Campagnens vogtere af godsejernes bøfler; jf. n.t. s. 116 og se Rom (1877) 5 f. - snild: norsk: flink, medgørlig.
160Schiavone: se s. 600. - Frants den Anden: se s. 599. - Pius den Niende: se s. 599. - tohundrede Scudi: jf. n.t. s. 15. - fire hundrede Daler: jf. n.t. s. 29. - Armonia: egl. L'Armonia della religione colla civiltà, it.: »Religionens og samfundskulturens samstemmighed«, it. avis grundlagt 1848, ophørt 1866. - Stamperia di Roma: it.: Roms trykkeri. - in blanco: lat.: tom. - Bræstrup: C.J.C. Bræstrup (1789-1870), dansk politichef, i årene 1859-63 bl.a. chef for Københavns politi. - Stokkemænd: (nedsættende) betjente. - Ole Kollerød: almuemanden Ole Pedersen Kollerød (f. 1802), en af tidens navnkundige kriminelle, blev henrettet for mord 1840. - Pagar, o non pagar: it.: »Betale eller ikke betale«, modelleret over begyndelsen af Hamlets enetale: »To be or not to be, that is the question« i 3. akt, 1. sc. af skuespillet Hamlet (ca. 1601) af Shakespeare.
161Mands Villie er Mands Himmerig: gammelt mundheld. - Flyveposten: da. konservativt dagblad 1845-70. - Fædrelandet: da. nationalliberalt dagblad 1840-82.
162Creditiv: se n.t. s. 18. - Vexler paa Fould i Paris: beviser for pengetilgodehavender i den store franske bank Fould. - Opgjeld: underkurs; man beregner ekstrabeløb for at modtage sedler. - Tramontana: it.: nordenvind. - Café antico: måske den samme som Antico Caffé Greco, jf. n.t. s. 84 og Marstrands tegning gengivet i Bergsøes Italiensk Billedbog (1881) 40 + tekst 42. - scelti: se n.t. s. 84.
163gamle Republiks ... Barbarernes Indfald: En gængs moralistisk opfattelse af Romerrigets historie går ud på, at Romerrigets undergang ved invasionerne i folkevandringstiden (fra o. 400 e.Kr.) skyldtes de moralske udsvævelser i folket og hos kejserne (Cæsarernes), der havde udviklet sig i Forfaldsperioden under kejserdømmet i modsætning til den asketiske stil og høje moral under den forudgående republik. - Beckers Verdenshistorie: den ty. historiker K.F. Beckers Weltgeschichte für Kinder und Kinderlehrer bd. 1-9 (1801 ff.), oversat og bearbejdet på dansk (1822 ff), var meget udbredt; en da. 3. udg. er fra 1855 ff. - oratoriske Piedestal: middel (egl. fodstykke) for veltalenhed. - lucullisk: overdådig. - Marsala: se n.t. s. 110. - et Par Miil: her antagelig danske mil, se n.t. s. 98. - Augustus: den første rom. kejser (reg. 27 f. Kr. - 14 e.Kr.), ofte afbildet i antikke statuer og buster. - Columbarierne: egl. af lat.: columbarium = dueslag; antikt begravelsesanlæg med små rum til urner.
164den Milviske Bro ... Forvanskningen af Navnet: se n.t. s. 11. - det bekjendte Trattorie Ponte Molle: jf. Bergsøes Italiensk Billedbog (1881) 39 f.; trattoriet var også Bergsøes første læsere bekendt fra A. Bournonvillcs ballet Pontemolle, der havde premiere på Det kgl. Teater 11. april 1866. - Accidente: it. beklagende udråbsord: ak! for pokker!
165sort Griis: sorte svin er alm. i Italien. - Forfalden: også = fordrukken.
166Mezzoer: af it. mezzo = ½. - Dolce: it.: sød. - Asciuto: it.: tør. - sidste Hentydning: jf. tørret = holdt for nar, givet en dukkert. - Canova: se n.t. s. 109. - norske Folkesang »Og Jens Johansen ...«: ikke identificeret. - væne: norsk: kønne, flinke. - Trutten: norsk (folkeligt): snuden, munden.
167SIGNOR NASO: se n.t. s. 124. - Hovedvandsæg: ægformet lugtedåse med eau-de-cologne-vædet svamp i. - Dukkert: hivert. - Ormepulver: pulver til fordrivelse af (børne)orm m.v.
168Café antico: se n.t. s. 162. - ægyptisk: de gamle ægyptere kendte kunstig udrugning, som foregik i underjordiske kamre, der blev opvarmet ved ovne. - Knæstykke: portrætmaleri, der afbilder en person fra hoved til knæ (her spøgende fordrejet). - Dio mio!: it.: Min Gud! Åh, Gud!
169Scudo: it. møntenhed, her Bjørcks fortalelse af bare Befippelse for Scusi = undskyld. - Niente: it.: ingen årsag. - Giornale di Roma: »Roms avis«, et af Pavestatens dagblade. - spjælke ... op: spile op. - bengalske Flammer: farvet fyrværkerilys. - Polichinel: se n.t. s. 49. - Punch: beslægtet fast figur i engelsk marionetteater, ligeledes med fremtrædende krum næse. - Orangiata: vistnok skandinavisk-italiensk for orangeade, appelsinsaft (it.: aranciata). - Cap Horn: Sydamerikas klipperige sydspids; jf. jargonbetydningen horn = næse.
170Comptoirkopper: kontorkopper, store dagligdags kaffekopper. - Per Baccho!: it. udråb: egl. ved (vinguden) Bacchus; du store kineser! - che mostro: it.: sikken et uhyre. - Psychevinger: de sommerfuglelignende vinger, som sagnfiguren Psyche gerne er udstyret med i billedfremstilling, jf. n.t. s. 137. - Draperie: let, folderigt klæde. - Thorvaldsens Venus: skulptur fra 1805.
171Næse ... i Braccia nuova: bedre Braccio Nuovo, den nye fløj eller sidearm i Vatikanmuseet, åbnet 1822; her findes antikke skulpturer, bl.a. en karyatide, på hvilken Thorvaldsen har restaureret hoved og arme. - Louisdor: ældre fr. guldmønt af høj værdi = 20 Francs, se n.t. s. 39.
172ti £: 10 eng. pund. - Torlonia: it. bankfirma. - Choc: rytteri-angreb. - S. Spirito: Rh4-5, hospital nær ved Peterspladsen i Rom. - stod for: som en jagthund, der standser demonstrativt foran et opsporet stykke vildt. - casa mobiliata: it.: møbleret hus (til udlejning). - camerierer: da. flertalsform af it.: cameriere = tjener. - Vexelfeber: koldfeber eller sygeligt udsvingende temperatur. - Galeislave: tugthusfange, især fransk.
173mezzo caldo: se n.t. s. 17. - Hypokondri: nervøs ængstelse for sin helbredstilstand. - Via Pia: i det østlige Rom, hvor store parkanlæg og palæer især fandtes. - Vignemure: se n.t. s. 20. - Attaque: af fr.: angreb.
174Marekat: abe. - Ødelæggelsens Vederstyggelighed: Mattæus 24.15. - skrammereret: galoneret, udmajet. - Gripomenus: (nedsættende) lakaj. - Nankins: af gult bomuldsstof. - oratorisk: karakteristisk for en taler.
175Villaer: se n.t. s. 102. - det Topographiske: stedforholdene, de geografiske forhold. - Holbergs Jeppe: se Jeppe paa Bjerget (tr. 1723), 2. akt, sc. 1. - Alm: elm. - Aloer: store dekorative planter, agaver. - Puzzulanjord: løs vulkansk tuf (bl.a. fra omegnen af Napoli ved byen Puzzuola eller Pozzuoli), der kan anvendes som puds eller bindemiddel. - Cottage: af eng.: beskedent landsted. - snogede: bevægede sig krybende, servilt.
176gravitetisk: med anstand, værdigt. - galloneret: med båndbesætning. - Gemme(r): halvædelsten, gerne med udskårne figurer, evt. antikvitet.
177Venus for Milo: berømt antik statue fra 5. årh. f.Kr. af den gr.-rom. kærlighedsgudinde, fundet på den gr. ø Melos (Milo) 1820, opstillet på Louvremuseet i Paris. - Skraberen: antik statue af ung mand, der efter idrætsudøvelse skraber huden ren; den berømteste skyldes den gr. billedhugger Lysippos (4. årh. f.Kr.) og findes i kopi i Vatikanmuseet i Rom. - Kobberværk: bog med kobberstik.
179Stoicisme: udholdenhed, biden-smerten-i-sig; egl. navnet på en filosofisk retning i oldtiden, der anbefalede sjælero ved en hærdet og begærfri holdning.
181Franciscanerkutte: munke af franciskanerordenen bærer en brunlig kutte. - Porta Pia: den nordøstlige port i Roms bymur, jf. n.t. s. 173 om Via Pia. - Auspicier: varselstegn. - Spleen: af eng.: kombineret livslede og irritabilitet, der betragtedes som typisk engelsk. - St. Veitsdans: sygdom, der ytrer sig ved voldsomme, ustyrede bevægelser af krop, lemmer, ansigt. - som Gjenfærdets ... Don Juan: i Mozarts og da Pontes opera Don Giovanni/Don Juan (1787) bliver titelpersonens tjener, Leporello, skrækslagen ved at høre et hævnende genfærd tale ud af en stenstatue.
182Bedlam: (eng.) galeanstalt. - Act: handling. - Cimbrerne ... ned ad Alperne: efter sigende rutschende på deres skjolde kom cimbrerne over Alperne ned i Norditalien, hvor de blev slået af Marius år 101 f.Kr. - Scala Santa: it.: den hellige trappe, der ligger ved Laterankirken i Roms sydlige udkant (Ra1), og som man kravler op ad på knæ som bodsøvelse.
183skellig: fuldgod. - kvæge disse: lindre tørsten hos. - brutto animale: it.: grimt dyr, stygt utyske. - dolce giovanotte: it.: sød ung pige (giovanotta). - Vejen til Amerika: i 19. årh. et tilflugtssted for kriminelle. - kopparslagare: sv.: foruden tømmermænd tillige = kobbersmede. - Fontane: springvand. - Hvor er Fruentimmeret: fr.: Où est la femme?, den fr. version af en klassisk talemåde, bl.a. hos den rom. digter Juvenal (ca. 60-140 e.Kr.) i hans Satirer 6.242. - cendré: af fr.: askeblond.
184Carnationen: den maleriske fremstilling af nøgen menneskehud. - Atlaskes: af særlig glinsende vævet silke. - Spediteuren: den person, der tager sig af en (især oversøisk eller grænsekrydsende) godsforsendelse. - Omgjængelse imod Naturen: jf. Judas' Brev (Ny Test.), v. 7. - in duplo: lat.: i to eksemplarer. - Astrakan: nær Volgaflodens udmunding i Det kaspiske Hav.
185Joli: af fr.: nysselig; alm. hundenavn. - grundede: lagde det første farvelag på lærredet; evt.: malede baggrunden. - Østerrigsk Lieutenantsuniform ... Fædrelands Rækker: de nord(øst)lige dele af Italien hørte under Østrig, medens den nationale italienske samlingsbestræbelse udgik fra Kongeriget Sardinien, dvs. Nordvestitalien med hovedstaden Torino; se i øvrigt s. 599. - MULIERI ... CREDENDUM: antikt ordsprog hos den gr. grammatiker Diogenianos (2. årh. f. Kr.), i nyere tid på latin i Erasmus af Rotterdams Adagia (1500, 1515), hvor det begrundes på en lignende måde som i parentesen ved Bjørcks oversættelse.
187Kobold: nisse, stygt udseende menneske(lignende væsen). - Asmodæus: ond ånd if. jødisk tro, jf. Tobits Bog 3.8 og 8.2 ff. i Gl. Test.s apokryfiske bøger.
188furiosa: it: rasende. - Cato: den strenge, gammelromerske statsmand (234-149 f.Kr.). - Dyd: dels i den antikke lat. betydning = mod, karakterfasthed, som netop Cato personificerede; dels i nyere betydning = især seksuel selvbeherskelse, afkald. Til Catos dyd hentyder den rom. digter Horats (65-8 f.Kr.) i Oder III.21 og derfra igen den da. digter L. Bødtcher i digtet Mødet med Bacchus (1846). - Plato: den græske filosof (427-347 f.Kr.), der her symboliserer tankens klarhed. - den fortvivlede Géronte: i den fr. komediedigter Molières stykke Les Fourberies de Scapin (1671), hvori Géronte gentagne gange udbryder om sin søn, som man bilder ham ind er blevet kidnappet om bord på en tyrkisk galej: »Hvad Fanden skulle han på den galej?« (2. akt, sc. 7). - »ikke virkelige« ... i Rangforordningen: se n.t. s. 30 om den danske rangforordning; i denne gjaldt, at titlen »virkelig (fx) etatsråd« rangerede højere end titlen »etatsråd«.
189vægelsindet: skiftevis med lyst og mørkt temperament; vankelmodig. - en Englænder: ikke identificeret, formentlig fiktiv. - en ny og sørgelig Vise ... samme Aar: typisk titel og forside-formular (»trykt i dette år«) på ældre folkelige småtryk, skillingsviser. - Chaldæisk: nærorientalsk oldtidssprog. - Eventyr: skrækkelig og begivenhedsrig fortælling også på vers; eller evt. hentydning af Bergsøe til H.C. Andersens eventyr, hvoraf »Historien om en Moder« if. Andersens Bemærkninger til Eventyr og Historier (1863) »skal i Oversættelse særligt tiltale Hinduerne, til hvem den er naaet hen«. - Sødertelje: mindre by nær Stockholm. - Carré: militær opstilling af fodfolk forud for kamp mod rytteri. - den hellige Antonius: helgen, eneboer i den ægyptiske ørken (4. årh.); jo længere han trak sig bort fra menneskene, jo værre blev han fristet af vellystige syner. - Augustinus: (354-430) oldtidens berømteste kirkelærer, virksom i Nordafrika og i Italien; har i selvbiografien Bekendelser bl.a. skildret sin omvendelse fra et nydelsesrigt liv til asketisk kristendom. - Josef, Potifar: se 1. Mosebog 39.7-20. - Kirkefædre: oldtidens normgivende teologiske forfattere, hvis skrifter har autoritet i den rom.-katolske kirke; af de 4 omtalte hører kun Augustin til kirkefædrene. - Maria Maggiore: (uret på) den store kirke Ra3.
190Allarmkanonen fra S. Angelo: middagssignal fra Engelsborgen (Rg5). - Hovedartikel: vigtigste vare. - filbunka: sv.: (skål med) tykmælk. - Loggia: buegang åben mod bygningens yderside. - damasceret: med indlagt mønster i (evt. ædelt) metal.
191somnambule: søvngængeragtige, hypnotiske. - Blindrammen: rammen, hvorpå maleriet eller lærredet til maleriet er udspændt. - Gravitetscentrum: tyngdepunkt, især et skibs. - Cureerpost: forsendelse overbragt af en kurér, dvs. et ilbud, der evt. har myndighed til at gå uden om toldbehandling o.lign. undersøgelser. - Civitavecchia: se n.t. s. 15. - Wolff & Co.: ikke identificeret, formentlig et speditionsfirma.
192Bomuld: små børn svøbes i bomuld; evt. = vat. - Blypapir: meget tyndt blyblik, der bl.a. anvendtes til indpakning af snustobak, jf. sølvpapir.
193Guldtresse(n): bånd med indvævet guldtråd. - Unævnelige: bukser eller underbukser. - Fadermordere: stive, opretstående flipper. - Knibtang: herrekjole med lange skøder. - hvide Glacerede: glacéhandsker, handsker af fint hvidgarvet skind. - sort Lakeret: dvs. laksko. - poudre de riz: fr.: parfumeret rismel. - Klokke: underskørt. - Garneringer: rynkede tøjstrimler til kantning af damekjoler.
194Moll: fint, lyst, let bomuldsstof. - Tyll: fint vævet stof med små kantede åbninger. - Kammerdug: fint lærred af flamsk vævning. - Terzeroler: små lommepistoler. - Kugleforme: støbeforme til at støbe kugler i. - Rommenaale: nåle, hvormed man rensede et skydevåbens fænghul. - Berloquer: pyntegenstande til at hænge ved urkæde. - Sportsmans-: jæger- eller sports-; det sidste ansås for særlig engelsk og o. 1850 stadig et nyt begreb uden for England. - Astley: eng. cirkus med aflæggere i Paris og andre europæiske storbyer. - Fandango: spansk folkedans. - danse Fandango: evt. = te sig voldsomt. - Damebazar(en): damernes velgørenhedsarrangement, eller: galanterivarebutik.
195Leddedukke: mannequin. - Mousselin: let, fint og glat bomuldsstof. - Windsor: eng. kgl. residens uden for London. - St. Paul: Londons fineste domkirke.
196burlesk: lavkomisk, voldsomt og groft lattervækkende. - Stab: gruppe; måske i den militære betydning af personale til rådighed for den kommanderende chef. - Alen: ca. 63 cm.
197sidste Akt af Semiramis: S., det græske navn på en assyrisk dronning i oldtiden; emne for talrige skuespil, bl.a. et af Voltaire (1748), og en opera af G. Rossini (1823), hvor S. i sidste akt bliver dræbt af sin søn. - Jordens første Mand: Adam i 1. Mosebog. - spiist af Kundskabens Træ: se 1. Mosebog, kap. 3. - Cherub: se 1. Mosebog 3.24. - ligesom salig Kanitverstan: i en populær, også via danske skolebøger bekendt fortælling »Kanitverstan« i den ty. digter J.P. Hebels samling Schatzkästlein des rheinischen Hausfreundes (1811) gentager hovedpersonen hele tiden dette nederlandske ord = kan ikke forstå.
198Spillmann: eksklusiv restaurant i Via Condotti Rd5, jf. Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 23. - tyve Francs: se n.t. s. 39. - tranchere: partere, skære for.
199gauche: fr.: kejtet. - Rhinoceros: flodhest.
200Carriolehest: hest, der trækker en karriol, d.e. et tohjulet enspænderkøretøj. - Groom: eng.: rideknægt. - Morian: neger. - En-tout-cas: fr.: (egl.) i alle tilfælde; en paraply-parasol. - Knækparasol: parasol, hvis skaft kan bukkes sammen. - en distance: fr.: på afstand. - Mastodont: egl. uddød elefant-art; uformelig kæmpe.
201østerrigsk Lieutenantsuniform: jf. n.t. s. 185. - Vinaigre: vineddike. - Verden: se n.t. s. 135. - opraabt: udråbt til bud og salg på auktion.
203have mig under Pumpen: afpresse hemmeligheder.
205Albanerbjergene: se. s. 598. - Bourbonister: se s. 599. - Opunsch: figenkaktus hedder på lat. og eng. opuntia.
206allegorisk: symbolsk. - Adresseavisen: a vis, der især indeholder meddelelser og bekendtgørelser; bruges især om Kgl. allene privilegerede Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger, grundlagt 1759. - sæt ikke Deres Lys under en Skjeppe: Mattæus 5.15.
207staae aabenbar Skrifte: afgive syndsbekendelse i kirken i menighedens påhør; form for straf ifølge Danske Lov, fx 2-5-18, afskaffet 1866. - Sandhed og Digt: muligvis hentydning til J.W. Goethes selvbiografi Aus meinem Leben, Dichtung und Wahrheit (1811-33). - Kapervogn: hyrevogn; se i øvrigt s. 606.
208En Synd til et halvt Lispund Voxlys: i den katolske kirke idømmes bod i form af vokslys; lispund: ca. 8 kg. - »Ferdinand« ... »lagde op«: »Læg op, Ferdinand«, råbte kaperkuskene uden for Østerport til staldkarlen for at få vognen klargjort (lagt muleposen m.v. op i vognen). - sardonisk: krampagtigt eller spottende. - Kjærlighedens Kaabe dækker Syndernes Mangfoldighed: jf. Ordsprogenes Bog (Gl. Test.) 10.12 og Peters første Brev 4.8. - Platfond: usædvanligt ord for »forhøjning«.
209Noæh Ark: jf. 1. Mosebog kap. 6-8. - trerebet Mersseilskuling: kraftig vindstyrke, der giver grund til en bestemt indskrænkning af et skibs sejlføring; Mersseil: det mellemste af et fuldrigget skibs sejl. - Genrebillede: billede af dagliglivet. - Carrara: se n.t. s. 107. - Guardiano: it.: opsynsmand, hyrde. - Phaëton: se n.t. s. 51.
210Ischia: ø ud for Napoli. - Quadratbeen: del af fugles og krybdyrs kranium.
211centner(svære): 50 kg. - Sbirrer: af it. sbirro: politibetjent (nedsættende). - Equipage: fornem vogn med forspand.
212S. Michele: (vajsenhus og) fængsel i Rom (Rh2). - Stentorstemme: krigeren Stentor i Homers Iliaden (5.785) kunne råbe så højt som 50 mand. - Græsset skal visne paa hans Grav: græssets visnen som udtryk for død og forgængelighed er bibelsk, fx Davids Salmer 58.8.
213Papist: tilhænger af paven. - Principe: it.: fyrste. - de Pund ... anbetroede: jf. Lukas 19.12-26; Mattæus 25.14-30 taler om »betroede talenter«. - Wien ... østerrigsk Spion: se s. 599. - Fonds: obligationer. - Spadaerne(s), Colonnaerne(s) og Savellierne(s): familierne Spada, Colonna og Savelli tilhører Roms berømteste adels- og rigmandsfamilier.
214Chi lo sa: it.: hvem ved det. - Principessa: it.: fyrstinde. - Maanedsduer: her: hyppigt udskiftede elskerinder.
215Proteus: havgud i græsk mytologi, der har evne til stadig forvandling. - Villa Borghese: se n.t. s. 141.
223de pavelige Cigarer: se n.t. s. 84. - Kanaster: langpibe-tobak. - Lazzaronpibe: se n.t. s. 126. - Cerini: flertal af it. cerino: vokslys. - Voxstabel: vokslys i rulle eller spiral. - Grænsen mellem Rom og Campagna Romana: se s. 598. - ridderlig Romanhelt: Don Quixote, hovedpersonen i Miguel de Cervantes' ridderroman Don Quixote (1604-15). - Rosinante: Don Quixotes hest.
224lille Grønnegade: tæt befolket gade i det indre København; nu: Grønnegade (Kd5). - Regn- og Løverdagsstykke: (tænkt genrebetegnelse på) billede med regnvejrs- eller lørdags-motiv; lørdag var særlig rengøringsdag. - Trappetøse: tjenestepiger, der udfører grovere husarbejde. - Her er Aal ... Aal og Godt: råb på enkel melodi ved gadehandel med ål (tilsvarende med andre fisk); »Aal og Godt«, der formentlig er talesprogs-gengivelse af det normale »ål er godt«, fastholdes i 1.-4. udg., men udelades derefter. - Frederiksdal: se s. 606. - Marmorkirke: se s. 600 f.
225Høiskov: høj bevoksning, opstået ved frøkastning. - vandalske: hærgende. - herkulisk: adj. til Herkules, se n.t. s. 153. - Banting: englænderen William Banting (1797-1878) lagde navn til en afmagringskur.
226Agent: titel, især for storkøbmænd o.lign. - Moskus: vellugtende stof, der bl.a. bruges til parfume.
227Middag ... The: familien Gram følger tilsyneladende den for byernes overklasse normale måltidsplan: morgenmad kl. 8 (lille måltid), frokost kl. 12 (hovedmåltid), middag kl. 16-17 (hovedmåltid), aftensmad kl. 20 (lille måltid med the). - Noticebog: lommebog.
228Baisse: prisfald. - à tout prix: fr.: for eller til enhver pris. - Per Baccho: se n.t. s. 170.
229Concession: bevilling af eneret til at drive virksomhed. - Entrepreneurerne: folk, der forestår en (bygge-)virksomhed. - Polytechniker: et nyt fagområde efter oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt 1829. - Forhold: sympatisk forbindelse.
230Declarationen: offentliggørelse af forlovelse. - Slutteri: gældsfængsel. - honorere ... Vexler ... trækker paa dem: opfylde de forpligtelser (egl. gældsbeviser), de har påtaget sig. - stadig: rolig, regelmæssig. - Daler: se n.t. s. 29. - Accidente!: it.: pokkers!
231Myndighedsalder: fuldmyndighedsalder med ret til selvstændig disposition over egen ejendom opnåedes af mænd ved 25-års alderen. I alderen 18-25 år kunne den da mindreårige disponere under tilsyn af værge eller kurator. - Cavaliere: it. adelstitel. - neapolitansk Mønster ... Latinersejl: et trekantet sejl, der er fastgjort til en lang rå, som danner vinkel på 45 grader med masten; udbredt form for sejlføring flere steder i Middelhavet, bl.a. ved Napoli. - d'Auchamps Plantage: ikke lokaliseret.
232falde ... af: skråner ned. - Alen: se nedenfor. - Sportsmans-Dragt: se n.t. s. 194; 9. opl. (1901) har »Sommerdragt«. - Panamahat: let sommerhat. - noksom: tydeligt nok. - Favne(s): 1 favn = 3 alen; 1 alen = 2 fod = ca. 63 cm. - Fangelinen: tov til fortøjning af båd.
233Midasøren: som straf for manglende musikalsk lydhørhed og dømmekraft gav guden Apollon if. antikke myter den lilleasiatiske kong Midas æselører, som denne søgte at skjule under en hue; kun hans barber kendte hemmeligheden, men kunne ikke bære sin viden og hviskede den ned i et hul i jorden; siden gentages den ved det mindste vindpust i sivenes hvisken (Ovids Metamorfoser XI, 146 ff.). - Bjerrelide: synes at svare til Bjergsted nordvest for Skarritsø ved Jyderup; se n.t. s. 234. - Ganges: se n.t. s. 49. - Lotusblomst: vandplante af åkandefamilien, der af hinduerne anses for hellig.
234Bramin: offerpræst i forskellige indiske religioner, bl.a. hinduismen. - præ ceteris: lat.: (rosværdig) frem for andre; første karakter med udmærkelse. - Ruffet: kaleche eller tag på vogn. - Pallas Athene: den gr. mytologis gudinde for visdom. - Bundtmageren: person, der tilbereder og forhandler pelsvarer. - Skarritssøen: Skarresø ved Jyderup i Nordvestsjælland. - Skarritsholm: voldsted, levn af middelalderborg ved Skarresøs nordlige bred.
236Impatiens noli tangere: springbalsamin. - Dionæa: fluefangeren, insektædende sumpplante, der vokser i det sydlige USA. - Mimosen: tropisk plante, der lukker sig i mørke og ved berøring; udtryk for det sart følsomme menneske.
237Huus: hjem med dertil knyttet indhold, beboere og virksomhed.
238Soiréerne(s): aftenselskaberne. - Portepée: sabelkvast, som kan være synligt tegn på officersrang. - Kammerjunker(s): oprindelig en lavere tjenstgørende ved hoffet; senere især en titel i rangklassesystemets 4. klasse, se n.t. s. 30. - skjoldet: med skjold (som kriger) eller adelsskjold. - Parterret: de billigere pladser (ofte ståpladser) på gulvet i teater. - Logen(s): balkoner og etager i ældre teatre var ofte inddelt i mindre rum, loger, der ofte udlejedes samlet, evt. for en længere periode, til mere velstående folk. - Coquette: flirtende, måske letfærdig kvinde.
239Rentier: person, der lever af sin formues renteafkast. - gabende: måbende. - Parvenuen: person, der først for nylig har opnået en højere social position.
240Freias lysende Stjerne: stjernebilledet Orion er i Norden knyttet til kærlighedsgudinden Freja. - den vantroe Thomas: Johannes 20.26-29. - Nattens Karm: i nordisk mytologi er natten en gudinde, der af hesten Hrimfakse trækkes i sin vogn (karm) hen over Jorden.
241Kong Volmers Ord ... Gurre: if. sagntradition (jf. også Danmarks gamle Folkeviser nr. 121) kong Valdemar Atterdags (ca. 1320-1375) ord om sin elskerinde Tove og sit jagtslot Gurre i Nordsjælland. - hiin Græker: den succesrige gr. tyran Polykrates (6. årh. f.Kr.) kastede for at undgå gudernes misundelse sin kostbareste ejendel, en ring, i havet; snart fik han den tilbage i maven på en fanget fisk og blev da if. Nemesis-lærens idé om ligevægt mellem lykke og ulykke i livet (jf. n.t. s. 81) ramt af ulykke og død; temaet benyttet i Polykrates Ring: Der Ring des Polykrates (1797), fortællende digt af Schiller. - Fortunen: se s. 606. - vatret: kruset af småbølger og med skiftende farver.
242Triangel: om denne og de flg. københavnske lokaliteter se s. 600 ff. - Kapervogne: se n.t. s. 207. - Vægter: medlem af kommunalt korps, der gjorde polititjeneste, passede gadebelysningen m.v. - Levebrødsmænd: personer med fast ansættelse. - Morgenstjernen(s): vægternes våben, en lang stang med en kugle besat med pigge. - lurer: småsover. - Piccolofløiten: fløjte i højt toneleje; vægterne bar signalfløjte. - Handelscommisbrød: Handelscommis: person i butiksfaget; -commisbrød: groft rugbrød, især for soldater. - Bændeljøder: omvandrende (jødiske) småhandlende, der sælger bånd og bændler. - Pultebidere: kontormænd (nedsættende).
243Kabussen: kraftig hue med øreklapper. - lette: give en gang prygl. - Choc: se n.t. s. 172. - sislende: hvislende (ligesom slanger).
244tør ikke: kan ikke tillade mig. - Plaid: langt uldent, ternet klædningsstykke af skotsk oprindelse. - Nørrebro: gaden lige uden for Nørreport (Kc4). - ude med Fregatten: udkommanderet med det krigsskib, hvor de er tjenstgørende. - Salsdame: prostitueret, der bor til leje i de øvre etager.
245Etatsraaden: se n.t. s. 30.
246galant: velklædt, velopdragen. - Justitsraad: se n.t. s. 30. - Foraarsstykke: overtøj til forårsbrug.
247Buona sera, Signore! Felicissima notte: it.: god aften, min herre! God (egl.: meget lykkelig) nat.
248Spleen:se n.t. s. 181.
249Marmorpladsen: byggepladsen ved Marmorkirken: se s. 600 f. - pompejansk Mønster: vægmalerier og tapeter med motiver i stærke farver i lighed med, hvad man havde fundet i den oldromerske by Pompeii, kom på mode efter ca. 1810. - Naturalier: genstande fra naturen. - Sal: stor stue eller salon til særlige lejligheder. - Damask(es): kostbart, mønstret stof, oftest silke. - Salonen: her: sal, jf. ovenfor.
250Stentorstemme: se n.t. s. 212.
251laae paa Strandveien: havde sommerophold på Strandvejen (Ne2-6). - Sukkermøllen: mølle til forarbejdning af sukkerrør; alm. på de vestindiske øer, hvor arbejdskraften var negerslaver. - gjøre Honneurs: udføre værtindepligter.
252Julie ... Rosalinde: Juliet fortrænger Rosaline som genstand for Romeos kærlighed i Shakespeares tragedie Romeo and Juliet (1597). - Misviisning: især om kompasnålens afvigelse fra den virkelige nordretning. - Elsker: tilbeder. - philistreuse: spidsborgerligt småtskårne.
253Nemesis: se n.t. s. 81 og 241. - hiin Tyv ... pegede paa ham: ikke identificeret. - Kadmos: gr. sagnkonge, der ved gudinden Athenes hjælp dræbte en drage og på hendes råd såede dens tænder i jorden; heraf groede krigere frem, der med undtagelse af fem dræbte hinanden (Ovids Metamorfoser III, 1 ff.). - Erynnierne(s): den gr. mytologis mest dystre hævngudinder. - Templet i Epidaurus: tempel for den gr. mytologis lægegud Asklepios i den oldgræske by Epidauros. - Kun Den ... har Adgang her: forkortet gengivelse af indskriften over Asklepios-templet; citeres i denne form i
254Ninon: skuespil (1848) af Henrik Hertz, 4. akt, 6. sc. - Bimpel: sold. - Chevalieren(s): Chevalier (fr.: ridder junker) de Villiers, der skyder sig, da han erfarer, at hans elskede er hans mor. - Hvad vil jeg nu? ... Gid det var ugjort: Ninon 5. akt, 7. sc.
255Som Stjemechoret ... Gid det var ugjort: Ninon 5. akt, 7. sc., umiddelbart før ovenstående citat. - voilà tout: se n.t. s. 10. - Hovedvagtsuhret: se n.t. s. 70. - Østerlandets Eventyr ... Tivoli ... Charlottenlund: flere forlystelsesetablissementer i Tivoli (se n.t. s. 25) og enkelte i Charlottenlund (se s. 606) var opført i orientalsk (»maurisk«) stil.
256slaaer sin Kappe ... vandre: hentydning til kaliffen Harun Al Raschid i den orientalske eventyrsamling 1001 Nat, der færdes forklædt og ukendt i sin hovedstad Bagdad. - den gamle Ølhalle: formentlig en af de talrige øl- og sangerindeknejper på strækningen Vesterbrogade-Frederiksberg Allé, jf. s. 601. - Schweizerpavillon: en sangerindeknejpe på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej (Ne7). - la maison blanche: fr.: Det hvide Hus, ikke identificeret. - Gorgonen(s): én, efter senere forestillinger tre frygtindgydende kvinder, hvis blik if. den gr. mytologi forvandler den, der betragter dem, til sten. - Informationer: privatundervisning. - den rige Athenienser: jf. måske Shakespeares skuespil Timon of Athens (ca. 1607) eller den gr. forfatter Lukians Timon eller Misantropen (2. årh.), som Bergsøes tekst bærer visse mindelser om. - Sodoma og Gomorrha: syndige byer, der if. 1. Mosebog kap. 19 ramtes af Guds straf. - Heidukke: lakaj eller tjener klædt på ungarsk maner.
257Dragedukke: egl. et overnaturligt væsen, der if. folketroen skaber lykke; her måske med ordspil på drage: en ubehagelig kvinde. - Brig: tomastet sejlskib. - Angel: fangstkrog.
258ulovlig: ikke ægteskabelig. - forplante Forbandelsen paa dit Afkom: jf. 2. Mosebog 20.5 og Jeremias's Bog 31.29. - Jamaica: britisk domineret del af de vestindiske øer, jf. n.t. s. 251.
259Nowaja Zemlja: russisk ø i det nordlige ishav. - Mosaikagraffe: se n.t. s. 134. - capitolinske Duer: mosaik med drikkende duer i Sala delle colombe i Capitolmuseet. - Juul: Jens Juel (1745-1802), dansk maler, bl.a. portrætmaler.
260Liniamenter: karakteristiske ansigtstræk. - Mousselin(s): se n.t. s. 195.
261Confetti: små kulørte gipskugler, der bruges som kasteskyts ved det romerske karneval. - Polichinel: se n.t. s. 49.
262Adresseavisen: se n.t. s. 206. - tiefe Verschwiegenheit: Goethe fremhæver ofte »Verschwiegenheit« (ty.: tavshed, diskretion), fx i Römische Elegien XXX (tr. 1795), der rummer myten om Kong Midas (se n.t. s. 233). - Curator: se n.t. s. 231. - Renterne ... Capital: rentefoden er 5% (jf. s. 342), og kapitalen altså på 60.000 daler, se n.t. s. 29. - Naboben: rigmand, hvis formue stammer fra fremmede verdensdele, især Indien. - Blendrammen: se n.t. s. 191.
264Sportler: løse indtægter som fx drikkepenge.
265Galilei: it. naturforsker (1564-1642), der 1633 af den pavelige inkvisition blev tvunget til at fornægte sin videnskabelige overbevisning. - Galilæer Peter ... Pilatus: apostlen Peters fornægtelse af Jesus skete ikke hos den romerske statholder Pilatus, men i den jødiske ypperstepræsts gård, jf. Mattæus 26.57-75. - Caneelstang: kanelbrun sukkerstang. - tête à tête: fr.: stævnemøde. - Melodrama: lyrisk drama med musikledsagelse; opstyltet følsom optræden. - Den er svær, men den kan ta'es: refræn i vise af samme titel i Adolph Reckes Viser af -h -e (1854) 33 ff. - Ritornellen af Donsevan: indledende instrumentalmusik til en af arierne i operaen Don Juan (Don Giovanni) (1787) af Mozart, med tekst af da Ponte; jævnlig opført i København 1807 ff. - Ole Kollerød: se n.t. s. 160. - Anenteret: tilsigtet, men ikke fuldført. - 2den April 1801: dato for britisk angreb på Danmark (slaget på Reden).
266Rem-Brandt: jf. den hollandske maler Rembrandt (1606-1669). - Skilling: se n.t. s. 29. - Tremarksmand: i middelalderen en mand, der ejede 3 mark og dermed kunne være nævning; eller: mand, der var idønit en bøde på
3mark og dermed dømt æreløs (jf. Holbergs Peder Paars (1719-20), 1. Bog, 2. Sang, lin. 225). - Corpus juris: lat.: rettens legeme, en oldromersk lovsamling. - den elskværdigste blandt Kvinder: jf. Højsangen (Gl. Test.) 5.9 og 6.1, der har »fagreste«, i ældre oversættelser »deyligste«.
267pivain: fin-fin eller som her: slem (jargon). - trak igjennem: jf. gennemtrukken: forsumpet. - Hinkelbeen: nedsættende om person, der hinker. - Flottin: flottenhejmer (?). - Oplad din Røst og græd: »oplad« for det normale »opløft«, jf. 1. Mosebog 27.38. - Jesu Sirups Søns Bog: jf. Jesus Sirachs Søns Visdom (eller ofte: Bog), en af Bibelens apokryfiske (ikke autoriserede) skrifter. - Schwalbe: beværtning i Lille Kongensgade (nu: Wildersgade) på Christianshavn (Ke7). - Silence: fr.: stilhed - Uvillige: uvildige, uden forudfattede meninger eller særlige interesser (juridisk begreb). - Voilà toute la compagnie: fr.: der er hele selskabet.
268Carnaille: skældsord, ofte om kvinder; slyngel. Muligt ordspil på kanaljesæk, en vin fra de kanariske øer. - Ale: eng. øltype. - Sillery: fin champagne fra Marne-distriktet. - Cliquot: fr. champagnemærke. - Curaçao: udbredt likørtype. - Alleenberg: forlystelsessted i Frederiksberg Allé, jf. s. 601. - Banco: en sød, lysegul punch. - gulldroppa: sv.: gulddråbe; flertal droppar er alm. om spiritus; »guld« forekommer ofte i omtale af spiritus hos Bellman, se n.t. s. 36. - Skandinav: tilhænger af Skandinaviens enhed. - den gamle Accisebod: accise: afgift for fødevarer, som føres fra landet til byen; en accisebod til opkrævning heraf på Vesterbrogade 10 (Kb6) blev 1852 omdannet til restauration og varieté. - Knækbeinere: æggeblomme med likør i et snapseglas. - Svaneapotheket: på Østergade (Strøget) nær Kgs. Nytorv (Ke5). - Ih, Du Friis's: Ih, du fredsens! - Sætteskipperbevilling: tilladelse til uden skibsførerbevis at føre et mindre skib.
269læse: undervise. - Jamaica: rom fra Jamaica, se n.t. s. 258. - Regula Petri: lat.: Peters regel; jargon for reguladetri: en særlig regneart. - Malabar-Cardemommeblomst: krydderi, der vokser på den indiske Malabar-kyst; malabarisk: besynderlig, udannet. - Noah ... Ararak: if. 1. Mosebog 8.4 strandede Noah på Ararats bjerg i Lilleasien. Ordspil på arrak: drik, der især benyttes i toddy, punch o.lign. - Bimpel ... Dangel: sold. - Folgender Maasse: ty. folgendermassen: på flg. måde. - som Figura udviser: som det fremgår af illustrationen. - den store Salon fra Kongens Nytorv til Runddelen: strækningen Kgs. Nytorv-Frederiksberg (jf. s. 601) opfattet som tilskuerrum i teater (Salon).
270Tomands Whist: kortspil, der normalt spilles af fire spillere, men her af to og med to »blinde makkere«. - stukket paa Kavaien: stukket (drikkevarer) under kappen, drukket. - Galaien: ældre krigsskib-type; jf. gå på galejen: svire. - Ratscha-Sing: »Rada Tsing« indgår o. 1860 i omkvæd til vise om cirkuspigen Kätchen Renz (Lindstrøm (1913) 106). - Cuttapercha: gummiagtigt stof, jf. fænomenet »Guttapercha-Productioner«, udført af »Kautschuk-Manden« hr. Alonzo, dvs. en særlig smidig artist, i Tivoli maj 1866. - curede ... til: gjorde kur til. - Harpenympherne: pigerne i etablissementets musikalske underholdning. - formørkede vore Øines Lys: jf. Davids Salmer 69.24 i ældre bibeloversættelser: »lad deres Øyne formørkes, at de ikke see.« - Bob Muah del Re Boabdil: jf. den »russisk-asiatiske Ildkonge« Rel-Muab, der optrådte på etablissementet »Sommerlyst« i Frederiksberg Allé i forsommeren 1866, og hvis program ret nøje gengives; Boabdil: den sidste mauriske konge af Granada i Spanien (15. årh.). - skraaede: spiste (som) skrå. - Rikke Wulf: ikke identificeret. - P-mol: ikke-eksisterende toneart. - Jeg elsker Peter ... Hurra!: ikke identificeret. - Amor er en lille Strik ... Hva'?: 1. linje identisk med Amor er en lille Strik (Danmarks Melodibog III nr. 16) af den meget produktive visedigter Wilhelm Rantzau (1832-97).
271Timbale: fr.: pauke. - Castagnetslager: se n.t. s. 49. - Robespierre: jf. M. Robespierre (1758-1794), en af den fr. revolutions mest frygtede ledere. - Fandango: spansk folkedans; halløj. - La roche, qui pleure: fr.: Klippen, der græder. Ikke identificeret. - Les pantalons d'amour: fr.: Kærlighedens bukser. - Saft: cognac og koldt vand. - snakkede med Ulrik: kastede op. - Alleen: Frederiksberg Allé, se s. 601. - knirket op: strammet op. - Donner: beruselse; jf. ty. Donner: torden. - Nedslag: nedbør, lynnedslag, det at blive nedbøjet. - Klagenfurt: østrigsk by. - Chut! Silence: fr.: tys! stilhed. - Napoleoniderne: sønner eller ætlinge efter den fr. kejser Napoleon I (1769-1821).
272Man vasker ikke ... Nærværelse: udtrykket tillægges den fr. kejser Napoleon I. - Det er gyldne Ord i gyldent Bind: ikke identificeret hos Shakespeare. - slaa ... en Plade: fortælle en løgn. - Pulvis et cineres: lat.: støv og aske, jf. pulvis et cinis (ental) i den lat. Bibel Vulgata, Genesis (1. Mosebog) 18.27. - Menneskets Hjertespeil: formentlig hentydning til den opbyggelige Menneskets Hjertes Speil, fremstillet i ti Figurer over den indvortes Tilstand, enten det er et Guds Tempel, eller et Satans Værksted (1842, 18 opl. inden 1900). - Letsindigheden, der ingen Synd agter ... Dom: stilbevidst gengivelse af tankegangen i Menneskets Hjertes Speil, »Den syvende Figur« (s. 27). - de Troendes hellige Kjede: jf. opbyggelige skrifter som H.J. Hvalsøe: De Bedendis aandelige Kiæde af 41 Led, eller Christendommens Articler sammensancket (1700 og ofte senere). - Slukefter: traktørsted på Strandvejen ved Hellerup (Ne5); også traktørsted i Skt Annægade på Christianshavn (Ke6-f7) og i Tivoli. - Nappe: hasardspillet Napoleon. - Brukspastor: sv.: præst for menighed ved industrianlæg. - Ophelia: passagerbåd på ruterne København-Helsingør og København-Malmö. - Lanse: måske hasardspillet Landsknægt. - Frit Jeu: måske = frikort eller fristikker: kort, der ikke kan stikkes; Jeu: fr.: spil. - Tallerkenmanden: figur med tallerken på lirekasse til indsamling af penge. - italienske Legation: Italien var først en politisk enhed 1861; ingen af de italienske stater havde fast gesandtskab i København i 1853.
273Accord: tone. - Bellevue: se n.t. s. 82. - gaae paa Accord: træffe aftale om senere betaling. - Flødebolle: her: flødekande, med ordspil på bolle med flødeskum eller (punche-)bolle, se n.t. s. 25. - Sælg hende ... Neger: handelen med negerslaver var et aktuelt emne. - Sæk ... Hans Fransen: jf. Ludvig Holbergs komedie Jean de France (1722), 5. akt, 2.-3. sc., hvortil den resterende replik hentyder detaljeret. - ma foi: fr.: min tro; hyppigt udtryk i Holbergs komedier. - Livre de France: fr. sølvmønt. - je n'ai point d'argent: fr.: jeg har ingen penge. - Bien: fr.: godt.
274Rangspersoner ... Etatsraad: se n.t. s. 30.
275Caméer: stene med reliefbilleder. - Maria Antoinette ... Ludvig den Sextende: fr. dronning og konge, begge henrettet 1793. - svækmæssig: efter ty. zweckmässig: praktisk, hensigtsmæssigt. - Per Giove: it. ed: ved Jupiter, dvs.: min salighed. - Bruto animale: it.: se n.t. s. 141 og 183. - Tøffelblomst: også kaldet Dronningens Morgensko; jf. udtryk som tøffelregimente. - Paaskelilie: måske hentydning til den franske lilje, kongehuset Bourbons særlige mærke. - Sèvres: fr. by med berømt porcelænsfabrik. - Francs: se n.t. s. 39.
276Sacre Dieu: fr.: Hellige Gud. - Skoven: Charlottenlund, jf. s. 606. - Dio mio: it.: min Gud. - Sevilla ... Doctor Bartolo: den gamle læge Bartolos arie i Mozarts opera Figaros Bryllup (1. akt, 3. sc.). Bartolo er fader (uden for ægteskab) til tjeneren Figaro, der bl.a. er i pengeforlegenhed. - Retorter: destillationskolber med skråt nedbøjet hals. - Crocodillegade: gade i Nyboder, se s. 601.
277Sybarit: nydelsesmenneske. - Morenkopper: egl.: negerhoveder; betegnelse for visse heste og fugle med mørkt hoved. - Caro mio: it.: min kære. - incommodere: ulejlige. - anbefalede sig: tog afsked.
278Strandveien: se s. 606.
279Hjulet og Tøilerne ... Nemesis Haand: hjul og tøjler hører til Nemesis' særlige kendetegn, se n.t. s. 81.
281Pibestrimmel: smal strimmel lagt i folder.
282Som en Tyv om Natten: 1. Brev til Tessalonikerne (Ny Test.) 5.2.
283Kong Volmer ... Seier og Lykke: jf. flg. spådom for Valdemar Sejr (1170-1241) i B.S. Ingemanns roman Valdemar Seier (1826): Til Seir og Lykke blev Volmer fød;/ Men sorgløs Mand har ei levet,/ Og Lykken kan vendes om til Nød:/ I Stjernerne staaer det skrevet« (1. del, kap. 9 = Danske Klassikere (1987) 111 f.). I sin fejlagtige selvfortolkning ser kongen bort fra strofens linje 2-3 (jf. romanens 3. del, kap. 15 = Danske Klassikere (1987) 484); citatet er også centralt for hovedpersonens fejlagtige selvfortolkning i M. Goldschmidts Hjemløs, se n.t. s. 81.
284Daler ... Mark: se n.t. s. 29.
285født af den fattigste blandt Kvinder: jf. Lukas 2.7. - Ascension: ø i Sydatlanten.
286Jeg beder Dig ikke ... fra vor Grav: trykt med enkelte afvigelser under titlen En Bøn i V. Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867).
287Dagmar ... ond en Nat: hentydning til folkevisen Dronning Dagmars Død (Danmarks gamle Folkeviser nr. 135) og citat af strofe 37 i A. Sørensen Vedels version heraf. - Ranbøl Hede: ca. 25 km vest for Vejle. - skriftede: den citerede strofe 37 udgør dronning Dagmars syndsbekendelse. - Striger: pyntebånd. - Digler: smeltekar.
288polere Myg: jf. måske polere = gøre fx ruder blanke ved hjælp af sprit, eller myg = værdiløse kort i kortspil. - ævret Smør: særlig holdbart smør fra køer, der går i løsdrift på stubmarker. - Græssmør: smør fra græsfodret kvæg. - Phiole: tyk flaske med tynd hals. - Mephistophelesansigt: djævelen i Faustsagnet fremstilles ofte med kynisk spottende ansigt.
289bittre Mandler: således lugter det dødbringende stof cyanbrinte eller blåsyre. - homøopathisk Middel: medicin i en særlig behandlingsform, der benytter ganske små doser af midler, som hos raske eller i større doser ville fremkalde samme symptomer som den sygdom, der søges kureret. - Raffinade: raffineret sukker. - Jupiter ... Tordenkiler: den rom. mytologis hovedgud har tordenkilen som særligt våben og kendetegn. - Trabucos: korte, tykke, relativt billige cigarer. - Krøsus: lilleasiatisk konge (6. årh. f.Kr.). - Salomo: gammeltestamentlig konge, se fx 1. Kongebog 4.29-34. - Høisang: erotisk digtkreds i Gl. Test, som tillægges Salomo. - Vexelerernes i Templet: Mattæus 21.12-17. - Din Tale flyder lifligere: Højsangen 4.3. - Kedrons Bæk: vandløb ved Jerusalem. - Taarnet paa Libanon ... Damascus: i Højsangen 7.4 lignes den elskedes næse herved; Taarnet: et udsigtspunkt; Damascus: hovedstaden i Syrien. - den berømte Forfatter ... Bakkelsebæst: skældsordet »bakkelsebæst« forekommer hyppigt hos Ludvig Holberg. - Opstanden paa St. Domingo: formentlig det store slave-oprør 1791-ca. 1800 i den fr. del af St. Domingo, nu Den dominikanske Republik.
290Firmenich: H.C. Firmenichs konditori og forlystelsessted i Kongens Have eller Rosenborg Have (Kd4). - Mensdorffere: fin rom fra de dansk-vestindiske øer. - in salvo: lat.: i sikkerhed. - Daler: se n.t. s. 29. - for Din Maves ... Apostelen siger: jf. Paulus' 1. Brev til Timotheus 5.23. - Oblater: alterbrød. - Bredgade: se s. 600. - klinke: også: slå i stykker.
291Nøddeknækker-Ansigt: det øverste af en nøddeknækker kunne være formet som en lille mand; jf. den ty. forfatter E.T.A. Hoffmanns fortælling Nussknacker und Mausekönig (l 816). - spirantendes: ude af sig selv. - Frederiks Hospital: se n.t. s. 71. - Griis efter Trøfler: svin brugt til at opsnuse de lækre trøffelsvampe. - Sjovere: folk, der lever af tilfældigt arbejde. - Svibler: løg.
292Stern fra Hamborg: skal formentlig gælde for et typisk jødisk navn. - Fyldehorn: beholder til blomster og frugter. - Entreprise: (økonomisk) foretagende. - lagom: sv.: tilpas. - utomordentlig: sv.: usædvanlig god. - hujus: lat.: dennes, dvs.: i denne måned. - (Morgen-)sup: sv.: dram. - over Stalden: populært traktørsted i Charlottenlund, ved nuværende »Skovriderkroen« (Ne5). - Eremitagen: Eremitageslottet på Eremitagesletten i Dyrehaven (Ne3-4) har i perioder været sommerrestaurant - Filendriverværket: betegnelsen »Fileværket« brugtes om Rådvad kro ved det såkaldte »fileværk« (metalvarefabrik) ved Mølleåen i Dyrehaven (Ne3). - Nyholte: Nyholte kro (Nc3). - Ingen hader ... skrevet staaer: Paulus' Brev til Efeserne 5.29. - hver Mand sin Lyst ... Aal: talemåde, dog ikke knyttet til matroser. - Natten er vor egen: ordsprog, der normalt tillægges »de fynske piger«. - maadelig: afholdende i relation til spiritus; afholdsforeninger vandt fodfæste efter ca. 1840.
293De Troendes Kramkiste: formentlig hentydning til opbyggelige skrifter som J. Smith: Den Troendes daglige Paaminder (1855), St. Prætorius: De Troendes aandelige Skatkammer (4. opl. 1846) eller C.H. v. Bogatzky: Gylden Skatkiste for Guds Børn (4. opl. 1850); citatet ikke identificeret. - excusere: undskylde. - Sprattebasser: unge brovtende og skabagtige mænd. - I Dalens Grød ... var krum: forvansket gengivelse af strofe 1 af sangen I Dalens Skjød en Hytte laae i Th. Thaarups syngespil Peters Bryllup (1793) 2. akt, 6. sc. - Eh bien: fr.: fint. - strøe Sand: som ved begravelse. - Basse: basset, et hasard-kortspil.
294Østergade: se s. 601. - Crinoline: skørt, der holdes udspændt i klokkeform over stativ. - anteciperede: for tidligt gennemførte. - Connuptialtistand: jf. lat. connubialis: ægteskabelig, og nuptialis: som hører til et bryllup. - Whist en deux: tomandswhist. - Blaahammer: femdalerseddel.
295Thorvaldsens Psyche: Bertel Thorvaldsens skulptur »Psyche med Skønhedssalven« (1808); se n.t. s. 137. - Kong Valdemar ... Stigbøilen: hentydning til B.S. Ingemanns roman Valdemar Seier (1826), 3. del kap. 15, Danske Klassikere (1987), 483 ff. - Forkrænkelighedens Symbol ... blive dertil: jf. 1. Mosebog 3.19. - Vogter Eder for Støvregn ... Krogene: talemåde. - Een Maal is kein Maal: én gang er ingen gang, internationalt udbredt ordsprog. - Latet angvis sub herba: lat.: slangen skjuler sig under græsset; frit citat efter den oldromerske digter Vergils Bucolica (ca. 50-30 f.Kr.) 3,93. - Jøden Behrendt: ikke identificeret. - Hestefoden: djævelen tænkes ofte udstyret med hestefod. - Fortunen ... Lyngby: se s. 606.
296Den Stumme: Den Stumme i Portici, opera (1828) af D. Auber. - Fattigblok: pengebøsse, ofte i kirken, til indsamling af penge til fattige. - Nærum: Nd2. - Kanonjøde (fra Kamschatka): vistnok et artistspeciale. - Ansigt: efter ty. Ansicht: anskuelse. - Revolutionens Hydra: Hydra er if. oldgræske sagn et søuhyre med ni hoveder, der ved afhugning blev endnu flere; udtryk for folket, publikum. - Sorgenfri Slot: Nd4. - Sind schon mehrmals ... lassen: ty.: har allerede været der flere gange og altid beruset! ... Vi skal, vil og må til Frederiksdals kro. Der har jeg allerede i går ladet drikkevarerne ankomme. - Søllerød: Nd3.
297Hummeltofte: se s. 606. - Flyv Fugl, flyv etc.: digt af Chr. Winther i Digte (1828), musik af J.P.E. Hartmann (1805-1900). - Emblemer: symbolske billeder, evt. med tilføjet tekst. - vatret: se n.t. s. 241. - Det er det Samme ... morer sig: talemåde. - Evighedskrans: krans af blomster, der bevares ved tørring. - Transparenter: se n.t. s. 75. - sammenbrændes: samles ved stærk opvarmning.
298Jægerbakken: højdedrag ved Nybrovej ca. 350 m syd for Frederiksdal kro (Nc4). - Burscher: fyre, især om studenter. - Bureauet: kontoret. - Victor Emanuel den Anden: konge af Sardinien og senere over kongeriget Italien (f. 1820); portræt i Salmonsens Konversationsleksikon XXV (1928), 79. - Suffisance: selvtilfredshed.
299Kammerherre: oprindelig tjenstgørende ved hoffet, senere især titel placeret i 2. rangklasse, se n.t. s. 30. - coup de main: fr.: overrumplingsangreb. - Affinitet: det slægtskab mellem forskellige stoffer, der ifølge ældre teorier var forudsætningen for deres indgåelse i kemiske forbindelser; i J.W. Goethes roman Die Wahlverwandtschaften (1809, da. overs. 1810-11) overføres begrebet til psykologien.
300Støvfrakke: let, imprægneret frakke af lyst stof. - de ustadige Glæders letbevingede Guddom: den rom. mytologis gudinde for livets tilskikkelser på godt og ondt, Fortuna, fremstilles ofte bevinget. - philistrøse: spidsborgerligt åndløse.
301Du dømmer Brandt ... Skulde man: 1.-3. udg. har flg. stort set uændrede tekst, her citeret efter 1. udg. s. 377, der er udeladt fra og med 4. udg.: »Du dømmer Brandt for haardt,« svarede Henry, »saa slet er han dog ikke, og desuden har han jo ikke faa gode Sider. Han er overordenligt flittig og i Besiddelse af en stor Arbeidsdygtighed. Han har videnskabelige Interesser og giver sig meget af med vor Literatur. Han er meget godmodig og, hvad jeg sætter Priis paa, altid fiin og beleven, sjeldent raa, selv ikke midt under sine værste Udskeielser.«/ »Ja det Skudsmaal lyder jo overordenligt kjønt,« sagde Frederik, »især naar man lægger det til de gode Sider, som jeg fremhævede. Men hvad vil saa det Hele egenligt sige? Han er flittig, fordi det at gjøre Carriere er hans eneste Higen; han har videnskabelige Interesser, fordi det altid er ganske kjønt for en ung Mand at kunne gaae for den Lærde og have mange Bøger i sin Reol. Han beriger vor Litteratur! Aa ja, det kan siges, men hvormed? Med smaa historiske Arbeider over Resterne af vort Aristocrati, der have den dobbelte Fordeel, at de om Vinteren honoreres med klingende Mynt og i Jagttiden med et behageligt Ophold paa de store Herregaarde. »Peter veed, hvad de andre Petere have Lyst til,« som han selv siger.«/ »Aa, det mener han ikke,« sagde Henry. »Skulde man« etc. - løse Tegl: mursten ses stadig i vandet ved Hjortholm. - »Enten« ... »Eller«: hentydning til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843), hvis første del skildrer det æstetiske stadium (intens livsudfoldelse, fx i nydelse), mens den anden del skildrer det etiske stadium (pligt, ansvar, stabilitet). - bedre, at Een fortabes ... tilgrunde: jf. tankegangen i Mattæus 18.6 ff.
302Til Slangen gaaer man ... Villie: jf. tankegang og metrum i Fr. Paludan-Müllers Adam Homo (1841-49). - Omdreiningen: øverst på bakken over Frederiksdals kro slår Hummeltoftvejen et knæk (Nc4). - Landeveien der fører ... Kro: jf. Mattæus 7.13. - Kenne Dich, Spielmann! ... und: ty.: (jeg) kender dig, spillemand! man begynder med de små, og. Måske hentydning til Moors replik i Fr. v. Schillers skuespil Die Räuber (1782) 2. akt, 3. se: »Ich kenne dich, Spiegelberg«. »Mit den Kleinen fängt man an, mit den Grossen hört man auf« anføres som melodi til visen »Man maa see Alt i den rette Belysning« i W. Rantzaus Døgnfluer. Første Samling (1862).
303Aversion: uvilje. - Virak: se n.t. s. 116. - Fluer i August Maaned: »fluer i september« er et hyppigt udtryk for stor mængde hos Holberg. - De spytte ... hvor de vil: jf. Christian Winthers digt Flugten til Amerika (1835) strofe 16. - Erlauben Sie ... erkläre?: ty.: tillader De, at jeg forklarer Dem det? - Silence messieurs!: fr.: stilhed, mine herrer! - entomologisk: vedrørende insekter. - trelirium demens: fordrejning af delirium tremens: drankergalskab; lat.: demens: afsind. - Wir haben auch ... chiama?: ty. og it.: vi har også hos os i Italien en mængde af disse små (u)dyr, det hedder - ja, hvad er det, det hedder?
304Ganz recht ... Lopenspiel: ty. og it.: ganske rigtigt, men jeg har glemt navnet. Nå, dem har Gud skabt, for ellers kunne man ikke have (fået) noget loppespil. Kender De loppespil? (Glosen »Lopenspiel« findes ikke på ty.). - Kennen Sie dieses ... Karoschenspiel: ty.: Kender De det med mad og u-mad? Det kalder vi droschespil eller karossespil. Glosen »Karosche« findes ikke på ty.; spillet på Effen/Essen og Ueffen/Unessen beror bl.a. på ligheden mellem f og s i den type skrift (fraktur), der benyttedes i bogens ældre udgaver. - Ja wohl, L'hombrespiel ... Verstehen Sie?: ty. og it.: Ja vel, l'hombre-spil (et kortspil)! Det spiller vi meget ofte i Napoli i de små beværtninger; thi alt hasardspil er forbudt. Men så spiller man således: Man tager et stykke sukker og lægger det på bordet. Så parerer man (dvs. gør sin indsats) og venter, indtil en l'hombre (altså en loppe) sætter sig på sukkeret, og den, på hvis sukker l'hombren har sat sig, får hele indsatsen. Forstår De? - Styrvolter: betegnelse på bestemte kort, der ikke anvendes i bl.a. l'hombre og derfor »tages fra«; også nedsættende personbetegnelse. - Volter: kunstspring.
305Capisce?: it.: forstår De? - Saraudlirksoak ekal luarksoak!: grønlandsk: en stortorsk en stor laks (eller: en haj). En grønlandsk ortografi, som stedet her dog forholder sig frit til, var skabt 1851 af Samuel Kleinschmidt (1814-86). - Holmblads Psalmebog: spillekort, egl. fra Jacob Holmblads fabrik i København. - Belzebub: de onde ånders fyrste i Ny Test., se Mattæus 12.24. - Philistrene: jødefolkets modstandere i gammeltestamentlig tid; også om åndløse spidsborgere. - Belials Børn: gammeltestamentlig betegnelse for de ugudelige. - Flue, Du Lille ... ordenlig Text: ikke identificeret.
306Igler: blodsugende orm, der benyttedes ved åreladning. - Paré: indsats, det, der spilles om. - Blankenstein: måske ordspil på »blanke af«: berøve ejendom, eller på »blanko«, fx blankoveksel: ikke helt udfyldt veksel, som ihændehaveren kan udfylde. - Croupierskovl: apparat, der bruges ved ind- og udbetaling af penge ved roulettespil. - Faites votre jeu, Messieurs!: fr.: gør Deres indsats, mine herrer!
307Kalvekryds: se n.t. s. 120. - griner Banqueuren og Dyden græder: jf. Johannes 16.20.
308parole d'honneur: fr.: (på) æresord. - Fortem fortuna: lat., normalt »Fortes fortuna adjuvat«: lykken står de kække bi; findes let varieret hos flere rom. forfattere. - Voyons!: fr.: lad os se! - Kom an, Proserpina ... op: jf. Holbergs Peder Paars (1719-20), 4. Bog, 2. Sang, vers 243. - Proserpina: den romerske mytologis herskerinde over underverdenen. - Kalliope: den gr. mytologis gudinde (muse) for den episke digtning.
309Joseph: seksuelt afholdende ung mand, jf. 1. Mosebog 39.7-15. - Dryader: se n.t. s. 101; kvindelige væsener, hvis liv er knyttet til træer. - Bollen: se n.t. s. 25. - Centrifugalpompe: alm. udbredt pumpe-type af lav nyttevirkning.
310Ganz prächtig ... bummeln: ty. og it.: ganske prægtigt ... Ved Bacchus (se n.t. s. 170), ganske prægtigt. Det er noget helt lokalt. Her vil vi svire hele natten.
311Vindskibelighed: flid, sans for personlig vinding. - Mimerstelt: Odin, den nordiske mytologis hovedgud, satte sit øje i pant hos jætten Mimer for at vinde visdom. - Renaissance(perioden): egl.: genfødelse. - Plekter: apparat, hvormed strengene på forskellige instrumenter anslås. - Allunsskind: skind, der er garvet med kemikaliet alun. - Thyrsus: en stav omviklet med efeu og vinranke, som hører til den gr. mytologis vingud Dionysos' kendetegn. - Cymbler: bækkener (musikinstrument). - Korybanterne slog paa Kreta: et lilleasiatisk (frygisk) præsteskab, der dyrkede gudinden Rhea Kybele under voldsom pauke- og anden musik; her blandet sammen med kureterne, et gr. præsteskab knyttet til en lignende kult på Kreta. - Diogenes: gr. filosof (4. årh. f.Kr.), der if. traditionen boede i en tønde som led i simpel levevis. - Voilà, Messieurs: fr.: mine herrer, der har vi ... - Cabinetstykker: museumsgenstande. - Kirsten Piil: forlystelsessteder omkring Kirsten Pils kilde ved Dyrehavsbakken (Ne4). - Dreyschock: formentlig Alexander D. (1818-69), tjekkisk klavervirtuos og komponist, der turnerede i Skandinavien fra 1855. - Litteris et Artibus: lat.: for videnskab og kunst, indskrift på sv. medalje indstiftet o. 1853. - Musik, Musik! Den store chinesiske Tromme: citat fra H.C. Andersens eventyr Nattergalen (1844). - bacchantisk: løssluppen (som festerne for den rom. mytologis vingud Bacchus).
312Fadeburet: rum til opbevaring af fødevarer.
313Fjerdingvei: 1/4 dansk mil, dvs. 1883 m.
315Justitsraadinde: se n.t. s. 29. - Flyvekuller: hjernesygdom hos heste, der ytrer sig som ustyrlighed. - Bagsvær: se s. 607.
316nu skulle jo Alle paa Strandveien: se n.t. s. 251.
317tyre en lille Basse: se n.t. s. 293. - Vandkunsten: plads i København (Kc6); her lå den berygtede gæstgivergård »Holger Danske« og flere bordeller. - Skildvagter: efter branden 1728 tjente »Holger Danske« som logi for gardister. - rude: fr.: udannet, rå. - ganske vist: helt sikkert. - Synonymer ... Levin: hentydning til den omstridte danske sprogmand Israel Levins Til Kritikken af det Synonyme i Dansk (1860) og flere skrifter om synonymer: ensbetydende ord. - Donner: se n.t. s. 271. - Svingbasse: specielt om ældre damer. - Schnitzer: fortysket form af snitser: let rus. - Derivationen: oprindelse, afledning. - Giir: skibs afvigelse fra sin kurs; rus med tilhørende usikker gang. - en Pisk, en Hat ... En paa Lampen: dagligsprog for en rus. - være paa Støvlerne ... pille en Kæfer ... gaa med et Skab: dagligsprog for at være beruset.
318Brevet til de Philippenser: et af Paulus' breve i Ny Test. - Omgangssyge: smitsom sygdom. - fornaglede: egl. om at gøre skydevåben ubrugelige ved at drive søm ind i mekanismen.
319de engelske Snøreliv: mens stramme korsetter (snørliv) genindførtes i damemoden i det øvrige Europa efter 1820, fastholdt man i England en løsere snøring. - Hoffinannsdraaber: middel mod besvimelser m.v.
320Damask(es): se n.t. s. 249. - Philantrop: se n.t. s. 34.
321Genius: ånd.
322Maskine: formentlig til opvarmning af te-vand. - Scrophuleust: kirtelsygt. - Emilie Bardun: ikke identificeret. - »Blomstrende Hyldekviste« af Victor Emmanuel: ikke identificeret; jf. s. 599. - gaaer ... paa: overgår.
323Paddehat: vistnok en bredskygget hat med flad, rundet puld. - Maaneskinsstemning ved Søen: typisk titel på alt for stemningsfuldt digt. - Den knækkede Staalorm: måske hentydning til diverse tekster i H.V. Kaalunds Fabler for Rørn (1845).
324Hans Kvast: tosse. - fire Skilling: hyppigt udtryk for ringe værdi; se n.t. s. 29.
326Remisserne: se n.t. s. 107. - Huset (Jackson & Watt): bank- eller handelsfirma. - San Jago de la Vega: Santiago de las Vegas, by på Cuba i Vestindien. - Commers: se n.t. s. 121. - Digler, Retorter: se n.t. s. 276, 287.
327Rigsdaler: se n.t. s. 29.
328artesiske Brønde: brønde, hvor vandet p.g.a. naturligt tryk stiger op over jordoverfladen.
329mærkelig: mærkbar. - Beaumonden: fine folk. - Langelinie: o. 1850 en del af Kastellets ydre befæstninger (Kf2-3); yndet udflugtsmål. - Pligt og Tilbøjelighed: humoristisk hentydning til den fransk-klassiske tragedie, hvori helten traditionelt er splittet mellem disse to hensyn.
330Kain og Abel: flere fremstillinger af dette motiv, jf. 1. Mosebog 4.1-16.
331Og Kain sagde ... ihjel: 1. Mosebog 4.14. - Damasenere: bogstaver af orientalsk (snørklet) tilsnit; 1. udg. har: i den gamle Manuskriptstiil. - Cyprianus: trolddomsbog, kendt i Europa siden middelalderen. - Hvi er Dit Aasyn nedslaget ... herske over den: 1. Mosebog 4.7.
332Meleret Parade: om farvevirkningen, når forskelligt uniformerede soldater står opstillet sammen. - Livet er kun en Drøm ... man vil: måske hentydning til den spanske digter Calderóns drama Livet er drøm (1635). - Chlorblegning, Gibs eller Høvlspaaner: mangel på 1. klasses materiale førte til brug af bl.a. klor (ca. 1800) og træmasse (ca. 1845) i papirproduktionen. - Da ligger Synden for Døren ... over Dig: 1. Mosebog 4.7.
333Naboben: se n.t. s. 262. - det store Schisma ... Pavedømmet: splittelsen mellem de to paver i henholdsvis Rom og Avignon 1378-1417. - Pornokratiet: »skøgeherredømmet«, en forargelig periode i pavedømmets historie (10. årh.). - Skidtmas: kortspil. - proponerede: foreslog. - trække paa Hovedvagten: trække på vagt; se n.t. s. 70.
334fem tusind Daler: jf. s. 262 med note. - Menneskeslægtens Ødelæggelse: ikke identificeret. - giver Vulcan disse Horn: den rom. mytologis gud for ild, metaller og smedevæsen blev gjort til hanrej af krigsguden Mars. - Voxstabel: se n.t. s. 223. - Psyche: se n.t. s. 137. - papier maché: fr.: masse af opblødt papir og bindemiddel, der kan formes. - Triangelen: om denne og de flg. lokaliteter se s. 606.
335Skoven: Frederiksdal Storskov, her benævnt Nørreskov (Nc4).
336Dragt: hvad der kan bæres på én gang.
337Dagvognen: vogn med fast køreplan til person- og varetransport, indført 1834. - Sogneforstanderselskabet: dvs. Sogneforstanderskabet: forsamling, der styrer lokalforvaltningen (således betegnet 1841-67). - paa Sognet: under fattigforsorgen. - Frederiks Hospital: se n.t. s. 71.
338mere end een Vei ... Rom: jf. ordsproget »alle veje fører til Rom«. - Spindehuset: straffeanstalt, især for kvinder. 5. udg. (1882) har »Børnehuset«.
339Portefeuille: se n.t. s. 115. - Chi va piano ... lontano: it. ordsprog: den, der går stille, går fornuftigt, og den, der går fornuftigt, går langt.
341Damoklessværd: et sværd ophængt i et hestehår over hovedet på Damokles af dennes herre, tyrannen Dionysios i Syrakus (4. årh. f.Kr.), som en illustration af de farer, der truer en enehersker. - Fordring: tilgodehavende-bevis. - stemplet Papir ... Form: officielt papir til juridisk bindende dokumenter. - Procurator: advokat.
342Vexlerne: pengeanvisningerne. - reverenter talt: rent ud sagt. - Forligelsescommissionen: institution til behandling af civilretlige sager for at hindre, at disse kom for en egentlig domstol. - Hof- og Stadsretten: 1. retsinstans i København, nu: byretten.
343Spunshullet: hul til påfyldning og tømning af tønde. - Riscontro: it.: udligning af gensidig gæld uden brug af kontanter. - Forskrivningen: betalings-forpligtelsen, gældsbeviset.
344Udtræk: udtrækning af ét enkelt tal i tallotteri. - fange Harer med Tromme: jf. talemåden »der hører lykke til at tage en hare med en tromme«. - Ankerfald: det, at ankeret kan få tag i bunden; jf. talemåden »Lykken haver et skrøbeligt ankerhold«.
346Ak, vidste Du ... lide paa: trykt med små afvigelser under titlen Stemninger I i Vilh. Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867). - lethargiske: dødlignende bevidstløse.
347Ampelisrankerne: plante med hængende vækst, der egner sig til at vokse i ophængte skåle. - Polichinel: se n.t. s. 49. - Carnationen(s): se n.t. s. 184. - Den, der vilde løfte den første Steen: Johannes 8.3-7.
348Havblik: blank vandoverflade ved vindstille. - Gemme: ædelsten, ofte med udskårne figurer. - de tre capitolinske Duer: se n.t. s. 259.
351Drev: små tandhjul.
352Esplanaden: se s. 601. - Holmens Kirkegaard: søværnets kirkegård (Kd2-3). - Kjærlighedsstien: se s. 601. - gjøres Indførsel: skaffes penge til kreditorer ved udlæg i skyldnerens ejendom (Danske Lov 1-24-17). - Udførsel: udskillelse af væske m.v. fra legemet. - Skurrile: lavkomiske, plumpe.
353Ær Din Fader og Din Moder ... Landet: Moselovens 4. bud, se 2. Mosebog 20.12.
355Mesalliance: ægteskab mellem socialt ulige personer.
357Assistentskirkegaardens hvide Muur: Københavns største kirkegård (Ka3) var allerede kort efter 1800 omgivet af hvidkalkede mure.
358Narrens Latter ... Kong Lear: en nar og jarlesønnen Edgar i rollen som den halvgale Thomas ledsager den ulykkesramte konge i Shakespeares tragedie King Lear (1606) 3. akt, 1.-2., 4. og 6. sc. - Meubelvogn: flyttevogn.
359exalteret: overspændt.
360Affinitetens Love: se n.t. s. 299. - Den, der troer, haster ikke: Esajas's Bog (Gl. Test.) 28.16. - ulæsket Kalk: brændt kalk, der ikke er tilsat vand; brugtes som desinficerende middel i gravene, der i panikken under koleraepidemien ikke var gravet dybe nok.
361Leporellos Ord ... det ender: Leporello er Don Juans tjener i Mozarts Don Juan, se n.t. s. 265; næsten ordret efter den da. oversættelse ved N.C.L. Abrahams (1864) 11. - recitative Skuespil: Recitativ: mellemting mellem tale og sang i opera. Reciterende skuespil: skuespil bestående af tale (modsat opera og ballet). - Recidivet: tilbagefald til netop overstået sygdom. - Entrechat: balletspring, hvorunder benene krydses flere gange. - Mellemkattespring: jf. fr. entre: mellem, og chat: kat. - Et pourquoi non?: fr.: og hvorfor ikke? - Bedrøvelsens Jerusalem: de sørgelige tilstande efter den jødiske hovedstads ødelæggelse 586 f.Kr. ligger til grund for Begrædelsernes Bog: del af Gl. Test., nu: Klagesangene. - kaster ... Sviin for Perler: jf. »kast ikke jeres perler for svin«, Mattæus 7.6. - dyppe de smaa Tvebakker i Davids Psaltkar: Psaltkar om (Davids) Psalter (samling af salmer i Gl. Test.), se Ludvig Holbergs komedie Jeppe paa Bjerget (1722), 1. akt, 6. sc. - Med Løier og Munterhed ... Bravo: Leporello og Don Juan i Mozarts Don Juan, se note ovenfor; næsten ordret efter N.C.L. Abrahams da. oversættelse (1864) 27. - Belzebub: se n.t. s. 305. - Melodrama: se n.t. s. 265.
362imod Naturen: se n.t. s. 184. - Rangforordningen ... Geheimeraad: se n.t. s. 29. - reen Mixtur af Tykmælk ... umodne Blommer: sundhedsvæsenets bekendtgørelse af 26.6.1853 advarer i forbindelse med kolera mod »sure, fede, opblæsende og afførende Fødemidler, saasom raa, især umodne, Frugter og Haveurter, Meloner, Agurker« etc. - Skillingsøl: meget tyndt øl. - Borgergade: se s. 601. - Udrensning: befrielse for mindreværdige (fremmed-)elementer. - Almindeligheden: Almindelig Hospital, se n.t. s. 33. - Portviin: se n.t. s. 63. - Mavebelte: se n.t. s. 27. - Agurkesalat: jf. ovenfor. - Charlottenlund: se s. 606.
363fixerede: se n.t. s. 24. - cholerisk: opfarende; lidende af kolera. - pyramidale: pyramidelignende. - Gaimard: P. Gaimard (1790-1858), fr. zoolog og ekspeditionsleder. - Apis i Ægypten: hellig tyr i oldtidens Ægypten.
364Vi ere jo Alle Vorherre en Død skyldig: ordsprog. - Helvedessteen: lapis, et ætsende middel. - Nørrebroes Apothek: Nørrebro(-gade) nr. 6 (Kb4). - Unzer: 1 unse = ca. 30 g; vægtenhed for medicinalvarer, ædle metaller m.v. - Dyvelsdræk: ildelugtende gummiharpiks (egl. djævel-skarn), tidligere meget brugt i lægekunsten. - falder i ... Grave ... Andre: jf. Ordsprogenes Bog (Gl. Test.) 26.27. - comparerer: sammenligner; gradbøjer (adjektiver); møder som vidne i retten. - Garnisons Kirkegaard: hærens kirkegård (Kd2); midt i juli 1853 ramte koleraen for alvor Københavns garnison. - Assistentshuset ... Panter: offentlig institution i København, hvor man kunne låne penge mod pant; her om Assistens kirkegård. - Sèvres-Porcellain: se n.t. s. 275.
365Kotzebue: A. v. Kotzebue (1761-1819), ty. forfatter til sentimentale og moraliserende romaner og skuespil. - Pietist: tilhænger af kirkelig retning, der lægger særlig vægt på fromhedslivet. - Hintze: P.W. Hintze, handelsgartner på Vesterbro. - Storkenæb: stikkende plante af slægten geranium. - Pesten i Florents: måske hentydning til indledningen i den italienske forfatter Boccaccios novellesamling Decameron, se n.t. s. 20. - Apostlen Paulus ... Galaner: et af Paulus' breve er stilet »til de Galater«; galan: kvindetilbeder, gift kvindes elsker. - Drik ikke Vand ... Helbreds Skyld: se n.t. s. 290.
366Eidammer: hollandsk ostetype. - Naboben af Golkonda: statholder i indisk by, der er berømt for sine diamanter; se n.t. s. 262. - Blaahammer: se n.t. s. 294. - blesseret: såret. - Ginderup: restaurant med kolde retter i Frederiksberggade nr. 8; eller Ginderups kælder, en natcafé i Vimmelskaftet nr. 8; eller Bazar-restaurationen i Tivoli, se s. 601. - Bagge: en medicinsk kandidat af dette navn var det første koleraoffer blandt lægerne på Almindelig Hospital; fra og med 5. udg. (1882): Bugge. - Permission: se n.t. s. 63. - Gumlingegnask: gumling: et lille stykke hårdt brød.
367Banquenren: den, der i hasard uddeler gevinst og indkasserer tab. - faaer noget Extra fra Kurvemageren: jf. at få en kurv: få nej til frieri. - Hemsko: særlig bremseanordning.
368Posterne: formentlig stolperne ved vinduet.
370over Stalden: se n.t. s. 292. - Niels Husar: Niels Nielsen, restauratør i »Over Stalden« 1847-52. - Sangerinder: sangerinder og harpespillersker underholdt på »Over Stalden«.
371Jeg er saa slap ... Reenhed tilbage: trykt med enkelte afvigelser under titlen Stemninger II i Vilh. Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867).
373»Som det behager Eder« eller »Livet i Skoven«: W. Shakespeares lystspil As you like it (ca. 1600) blev bearbejdet af Sille Beyer som Livet i Skoven (1850). - (Skov-)Jeu: fr.: leg, spil. - Frit-Jeu: se n.t. s. 272. - gik den anden Tinskee: tinnet ødelægges ved for stærk varme. - Afbræk: skade (fx militært); afveksling. - Nemesis: se n.t. s. 81. - fem Fiske og to smaa Brød: jf. Mattæus 14.13-21, der dog har to fisk og fem brød.
374Cameral(-examen): nationaløkonomisk eksamen. - Tauchnitzerudgave: det verdenskendte forlag Tauchnitz i Leipzig var grundlagt 1837. - Ægteskabets Hemmeligheder: måske hentydning til F.W. Wedelers Ægteskabets Pligter og Hemmeligheder. En Gave til Ugifte og Nygifte af begge Kjøn (1844, 1855, ty. original 1839). - Brandts store og gode Handlinger: hentydning til O. Mallings opbyggelige historiske læsebog Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere (1777). - den hellige Augustinus ... Vestergade: hentydning til den kristne kirkefader Augustin (se n.t. s. 218) og til tobaksfirmaet Chr. Augustinus i Vestergade 41 i København. - Naturforskerne mene ... Abekattene nærmest: hentydning til den eng. naturforsker C. Darwins nedstamningsteorier fra 1850'erne. - svækmæssigt: se n.t. s. 275.
375Livrente- og Forsørgelsesanstalten: statsgaranteret alders- og enkepensionsanstalt, oprettet 1842; her også om ægteskabet. - Gift Dig eller gift Dig ikke ... Dele: hentydning til S. Kierkegaards »Enten-Eller«. Et Exstatisk Foredrag« blandt »Diapsalmata« i Enten-Eller (1843, Samlede Værker II (1962) 40). - Hatten paa ... i Parlamentet: medlemmerne af det eng. overhus (the House of Lords) beholder hatten på under møderne. - Philistreust: se n.t. s. 300. - Frederiksberg: se s. 601.
376macadamiseret: skærve- og tjærebelagt. - ræklede: lange og tynde. - Anglerkøer: malkerace fra Angel i Slesvig-Holsten.
377Es ist eine alte Geschichte ... neu: citat fra Heinrich Heines Lyrisches Intermezzo nr. 39 i Buch der Lieder (1827). - Opera: flertal af lat. opus: værk. - Silence, Messieurs!: se n.t. s. 303.
378Nemesis ... Hjul: se n.t. s. 81. - Sangklokkerne: klokkespil i kirke, der spiller salmemelodier. - Lidet haver Den levet ... ædet: ikke identificeret. - Frihed og Lighed: slagord formet af den fr. filosof C.L. de Montesquieu (1689-1755); under den fr. revolution 1789 suppleret med »broderskab«.
379Død ... Søvn ... Nemesis ... Kummer ... Parcerne: if. gr. mytologi er Nyx (Natten), som er sløret i forglemmelsens mørke, moder til bl.a. Thanatos (Døden), Hypnos (Søvnen), Nemesis (se n.t. s. 81) og Oïzys (Sorgen = Kummer) samt til de tre Pareer (skæbnegudinder), af hvilke Atropos ved døden afskærer menneskenes livstråd. - hæderligt: ærefuldt, agtværdigt; også: temmelig godt.
380mortificerer: erklærer ugyldig (juridisk). - Ødelæggelsens Vederstyggelighed: Mattæus 24.15. - løb Spidsrod: den især militære straf at løbe mellem to rækker soldater, der slår med tynde kæppe eller piske.
381antiqvariske: vedrørende den gr.-rom. oldtid. - Janushovedet: Janus, den romerske mytologis guddom for døre, vinduer og al begyndelse, kunne med sine to ansigter se både frem og tilbage; vedr. digtet som helhed se Elisa Bøgh: Frederik Bøgh (1887) 73. - Inclinationen: sympatisk tilbøjelighed, kærlighed. - klappes op: gives signal til, at dansen skal begynde. - grant: tydeligt.
382den deiligste blandt Kvinderne: se n.t. s. 266. - Skansen: bageste del af øverste skibsdæk. - Carmin: stærkt rødt farvestof.
383Egebul: egestamme.
384underligt: vidunderligt.
387Stanzen(s): ottelinjet strofe som i teksten ovenfor. - Reversen: bagsiden. - Basset: se n.t. s. 293. - stik paa Kavaien: se n.t. s. 270. - gaaer ... paa Galaien: se n.t. s. 270.
388Halle: den gamle Ølhalle, se n.t. s. 256.
389aparte: specielt, særlig godt. - Steil ut nu ... faveuren: delvis imiteret svensk; måske: Nu rask afsted, brødre, i Jesu navn! Hurra, vi skal ud og (n)yde de (evt. erotiske) gunstbevisninger. Sv. viser spillede en vigtig rolle i 1860'ernes sangerinde-knejper o.l. - Speciedaler: se n.t. s. 29. - Lygtemændsflammerne: lysfænomen, der ifølge folketroen lokker mennesker ud i moser o. lign.
390sardonisk: se n.t. s. 208. - Banqueuren: se n.t. s. 307. - Kirken, den Reformerte: en kirke for protestanter af Zwinglis og Calvins retning i Gothersgade (Kc4). - Nu synker i Jord ... gale: jf. folketroen om genfærdene, der må tilbage i graven ved hanegal, se fx folkevisen Aage og Else (Danmarks gamle Folkeviser nr. 90).
391Plade jeg slaaer: se n.t. s. 272.
392bisser: løber vildt omkring som ko, der plages af bremser. - Peter Skjøt: Peter Schütt i Barndomsalder, sentimentalt moraliserende sangdigt af H.G.K. Sommer (1792-1864); den anonyme melodi benyttedes af flere digtere i tiden, bl.a. af P. Chievitz og C. Hostrup.
393Cerino'er: af it.: vokslys. - Livsbillede: afbildning af et livsløb eller af livsforhold, ikke nødvendigvis som fiktion; jf. Efterskrift s. 551.
395Frakke: jakke (med skøder). - Manifest: kundgørelse, åbent brev. - Torlonia: se n.t. s. 172.
396den danske Politik: formentlig en sarkastisk hentydning til den danske regerings katastrofale ventepolitik under London-konferencen 1864: den medførte, at nederlaget i den anden slesvigske krig kostede Danmark afståelsen af Holsten og hele Sønderjylland. Dette tekststed er et af de få, der synes at placere rammens fortæller (men ikke dermed historien om Verners bortførelse) senere end de første år af 1860'erne. Sætningen findes ikke i trykmanuskriptet, men er sat ind i førsteudgaven (1867: s. 500).
403Felicissima notte: se n.t. s. 20. - Datemi ... di fame!: it.: Giv mig en skilling, hr.! Jeg er ved at dø af sult!
404Abbater: af it.: gejstlige, sp. elever under uddannelse til gejstlige. - berømt ved sine rige Malerier: fra 1500-tallet af bl.a. Pinturicchio og Caravaggio. - Virakskyerne: se n.t. s. 116. - De Profundis: lat.: Fra det dybe; begyndelsesordene af Davids Salme nr. 130, brugt som bodssalme i den rom.-katolske kirke. - Rosenkrans(ene): kugle- eller perlekrans, hvor der bedes en bøn ved hver kugle eller perle, som passerer fingrene. - Capucinermunkene: fra 5. udg. af bogen (1882) rettet til »Miserikordiabrødrene«, hvis hovedbeklædning ved begravelser faktisk svarer til den beskrevne, jf. også Bergsøes I Sabinerbjergene II (1871) 284. - Franciscanerne: munkene af den hellige Frans af Assisis orden.
405som i Drømme, hvor Begivenhederne ... har drømt: folketro, som kommer til udtryk i visse regler for drømmetydning, fx »Død at være, et langt Liv« og »Dødt Kreatur at være, Held« i drømmebogen Cyprianus (Kbh. u.å., Jul. Strandbergs Trykkeri) 5. - Ingresi: dialektal udtale af »inglesi«, it.: englændere. - enorme ricco: it.: enorm(t) rig.
406S. Michele: fængslet, se n.t. s. 212. - Vaticanet: dvs. Pavestaten. - Palazzo Farnese: dvs. det fordrevne kongehus fra Napoli, der residerede i dette store renæssancepalæ i Rom (Rg3).
407Allora sara ... del sole: it.: så vil han blive skudt ved solopgang. - Moskus: stærkt (vel)lugtende pulver dannet af en særlig hjortearts udsondring, bl.a. førhen anvendt som krampestillende og stimulerende middel.
408whiskers: eng.: kindskæg.
410Ignorant: uvidende, fæ. - Piazza Navona: den aflange plads (Rfg4-3) tjente som grønttorv. - Farmacia Sinemberghi: it.: S.-apoteket; apoteket, med navneformen Sinimberghi, lå i Via Condotti (Rd5). - Occupationskorpset: de franske tropper i Rom, jf. s. 599. - Falcone: se n.t. s. 12. - lucullisk: overdådig. - Heliopolis: gr. = Solens By, ved det nuværende Cairo; herfra hentedes Piazza del Popolo-obelisken til Rom i oldtiden.
411et Par Favne: henved 6 m. - for Tusan: sv.: som Fanden. - Ridder Kalv: i Chr. Winthers digt Ridder Kalv (i Digte 1828) fortælles om Ridder Kalv, hvem kong Volmer Atterdag forlenede med Ribe; derover blev ridderen fornærmet, og han gik i tysk tjeneste hos grev Gerhard, men vendte siden angergiven tilbage til den da. konge med to slotte foruden Ribe. - Sancho ... Quixotes Rolle: den lille tykke husmand Sancho Panza ledsager som væbner på sit æsel sin herre Don Quixote, den magre, forarmede herremand og fantast, der drager hjemmefra på ridderfærd, i den spanske forfatter M. de Cervantes' roman Don Quixote (I-II, 1604-1615). - en man, som har fallit mellem röfvare: jf. Lukas 10.29-37. - Vetturinen: hyrekusken. - Rippetta: bedre Ripetta (Ref5).
412Monte Cavo eller Nemi: udflugtsmål i Albanerbjergene, 20-30 km syd for Rom. - blevet catholsk: også = blevet tosset. - Ridder af Løven: i middelalderens ridderdigtning tilnavn til en tapper overvinder af en løve (parodisk gentaget i Cervantes' Don Quixote II, se n.t. s. 411); her menes også, at Verner skal tage plads på en af springvands-løverne. - Montefiascone'ns: hvidvinens.
413morra: it.: spil, hvor man klunser om antallet af modpartens (først skjult) udstrakte fingre; jf. Rom (1877) 67 m. billede.
414Minerva-Uglerne: se n.t. s. 83. - Felicissima ... viaggio!: it.: God nat, Deres Højhed! God rejse!
415Zitto: it.: stille. - Flint: gevær. - Jernbanebroen: et par km syd for Tiberøen, hvor den i 1859 åbnede jernbane fra Rom til Civitavecchia i en bue syd og vest om byen krydser floden. - Ostia: se n.t. s. 103. - Kjætter: 1.-3. udg. af bogen har »Protestant«. - hver Paaskedag fra S. Pietro: formentlig af paven, når han fremtræder på Peterskirkens balkon påskedag.
416Visk: egl. bundt af urter, fx til at lave suppe på. - Accidente!: it.: så for pokker! - to Miglier: godt 3 km. - romerske Rør: se n.t. s. 95.
417Svovlvand: se den nærmere beskrivelse af vulkanske jordforhold m.v. s. 420. - Finocchie: af it.: fennikel. - romerske Kniv: stikvåben, slebet på den ene side: »den romerske Stilet, halv Ragekniv, halv Dolk« if. Rom (1877) 200. - Garibaldi ... Asperomonte: den it. frihedshelt (1807-82) deltog i 1859 i krigen mod østrigerne i Norditalien, bl.a. i nærheden af Lago maggiore; han tog bopæl på den lille ø Caprera nord for Sardinien; forsøgte flere gange at befri Rom fra pavemagten, bl.a. 1862, hvor hans march med sine friskarer fra Sicilien gennem Syditalien standsedes af en kgl. it. hær ved Asperomonte i Calabrien i august (NB: den kronologisk senestliggende hentydning i rammehandlingen). Her blev G. skudt i foden og arresteret, for dog atter at blive løsladt i oktober.
418il liberatore: it.: befrieren. - Sicilien ... Bourbonerne: Garibaldi gik i maj 1860 med en friskare på godt 1000 i land på Vestsicilien; i de flg. måneder befriedes Sicilien og Syditalien inkl. Napoli fra det reaktionære Bourbonske kongehus. - Velletri: by ca. 30 km sydøst for Rom. - Charpie: forbindsstof af bløde, udvaskede lærredstråde. - Signore Federigo: en række af Bergsøes bekendte, også i Rom, havde fornavnet Frederik eller Friedrich, således billedhuggeren Holbech (= den gamle kunstner), men ingen synes at passe med en læge o. 1842.
419hos Vannutellis i Gennazzano: by ca. 40 km øst for Rom i Sabinerbjergene; familien Vannutelli var blandt de førende i byen, og i enkefru Anna Maria V.s pensionat havde nedennævnte Ernst Meyer boet i flere perioder; i 1863 boede maleren Frederik Chr. Lund og Vilh. Bergsøe her sammen, se Er V (1905) kap. 3, og Axelline Lund: Spredte Erindringer hjemmefra og udefra (1917), især 81-84; o. Casa Vannutelli udspilles handlingen i Bergsøes roman I Sabinerbjergene. Breve fra Gennazzano (1871). - Ernst Meyer: den da. maler E.M. (f. 1797), bosat i Italien nogenlunde uafbrudt fra 1824, var død i Rom 1. febr. 1861.
420over Grændsen: mellem Pavestaten og Kongeriget Italien. - franske Consulats Beskyttelse: Frankrig havde stor indflydelse, såvel i Pavestaten som i Kongeriget Italien, jf. s. 599. - norditalienske Armee imod Østrigerne: spændingen var ikke forsvundet med krigen 1859, og der ventedes før eller senere en ny krig, der dog først kom 1866. - brat affaldende: stejl. - Tufklipper: af vulkansk stenart; den rom. Campagne er en slette med visse bjergpartier, især Albanerbjergene, og hele området har grundlag i vulkanske dannelser, fortrinsvis tuf, og er gennemfuret af lavastrømme.
421en halv dansk Miil: små 4 km. - Eccola!: it.: Dér er den/det! - Puzzulanbrud: se n.t. s. 175. - Avanti!: it.: fremad.
424oret: (bagt af mel, der er) fordærvet af mider. - Terracina: by ved Middelhavskysten henved 100 km syd for Rom. - Frascati: se n.t. s. 104. - Palæstrina: se n.t. s. 107.
425lazzaronagtigt: lazzaron: tigger, pjalteproletar, særlig fra Napoliområdet. - Pio Nono: it.: Pius IX. - Rotunde: rund bygning. - Campagnuolernes: se n.t. s. 116 og 159. - Regjeringens: formentlig Kongeriget Italiens.
426paga: it.: betal.
427nyt Epos ... Winther: af den da. digter Chr. Winther forelå ikke noget epos i streng mening (= heltedigt), men i betydning af (længere) fortællende digt især Hjortens Flugt (1855); her sigtes dog snarest til versfortællingen I et romersk Osterie (i Digtninger 1842), hvis heltinde finder sin it. bandit-bortforer mere attraktiv end sin engelske ægtemand.
428Studiehoveder: skitser af hoveder. - Albanerinde: kvinde fra Albanerbjergene. - Retoucheapparater: redskaber til at retouchere, udbedre et billede. - fem hundrede Pund Sterling: altså et kæmpebeløb.
429Velin: fint, pergamentagtigt papir. - det berømte spanske S: S-lignende figur, som det gjaldt om at forbinde visse prikker til i en tavleleg. - Marekatten ... paa fire Svovlstikker: barnligt primitiv stregtegning. - Klumpfisk: eller det svømmende hoved (Ortagoriscus mola L.): en fisk, der ser ud som et hoved med finner.
431Vedetter: vagtposter. - Ti pilia un'accidente!: it.: Gid du må få en ulykke!
432Styrtningen(s): den stejle skrænt, bjergsiden. - Alla destra, Eccellenza!: it.: Til højre, Deres Ekscellence!
433piemontesiske: se s. 599. - Bersaglierer: af it.: skytter af det lette fodfolk.
434Tirailleurild: ild fra geværskytter. - Grænsen ad Ceprano til: ved byen Ceprano ca. 100 km syd for Rom gik grænsen mellem Pavestaten og det tidligere syditalienske kongerige med hovedstad i Napoli.
435Villa: se n.t. s. 102. - Aloer: mandsstore, tykbladede planter, ofte anvendt som prydplanter i parker og anlæg i Italien.
438fransk, sort Hat: måske en chakot, jf. n.t. s. 463. - Sarkophag: gravmæle i form af monumental ligkiste af sten, forsynet med skulpturel udsmykning. - Antonelli: kardinal Giacomo Antonelli (1806-76), pavens rådgiver og statssekretær; den egl. politiske leder af Pavestaten fra o. 1850. - Volscerne: kystbjerglandet ca. 60-100 km syd for Rom.
439Clerical: tilhænger af Pavestaten, dermed modstander af de Nationale: tilhængerne af Italiens enhed. - Melodrama: se n.t. s. 265. - Opløsning: slutning, hvor en handlingsknude løses. - Mezzaninetage: mellem stueetagen og 1. sal. - Udenomsbekvemmeligheder: køkken, skabsrum, toiletrum m.v. - omineuse: ildevarslende; fatale. - Garibaldimarchen: om Garibaldi, se n.t. s. 417; Inno di Garibaldi med melodi af A. Olivieri og tekst af L. Mercantini opstod under hans tog til Sicilien 1860. - ligesaa forbudte: Pavestaten bestræbte sig for en såvel politisk som sædelig censur. - calzolajo-: it.: skomager. - calzolajo-Visen ... Stræder: har udg. ikke kunnet identificere og tidsfæste; udtrykket »den Vinter« passer bedre sammen med »det Aar« sagt af bogens fortæller (s. 11) end i Verners mund her.
440Signor dottore: it.: hr. doktor, hr. læge.
441Fra Ambrosio: munken A.; Fra: it. = (munke)broder. - Masettos i »Don Juan«: i Mozarts og da Pontes opera Don Giovanni/Don Juan (se n.t. s. 265) har bondepigen Zerline været på vej til at svigte sin forlovede Masetto for at følge den forføreriske Don Juan, men i en senere scene forsikrer hun Masetto, at hans skinsyge nu er ganske ubegrundet. - Spencer: tætsluttende kjoleliv eller ærmeløst klædningsstykke fæstet på nederdelen.
442Folk af Stand: fornemme personer; her tænkes formentlig på højadelige, der bortgiftes efter familiehensyn.
444Barile: af it.: fad, tønde. - Pistonerne: de små hule tapper, som fænghætterne sættes på.
445Fra Ambrosio ... tutti: it.: Broder A. er kommet! Alle sover. - Eccola ... dottore!: it.: Her, denne vej, hr. doktor! - Monte Cavo: 949 m højt bjerg i Albanerbjergene.
446Hautrelief: relief, hvor figurerne træder stærkt eller højt ud af fladen. - Psyche: se n.t. s. 137. - Pandoras Æske: Pandora, den første kvinde i verden if. gr. mytologi, havde guderne skabt og medgivet en æske, der indeholdt alverdens plager og lidelser; den mand, der droges mod den dejlige Pandora, fik også æsken åbnet. - Basrelief: relief, hvor figurerne kun er lidt udhævede fra fladen. - à la Grecque: fr.: i græsk stil, dvs. mæanderbort, en kantlinie, der forløber i retvinklede ind- og ud-figurer. - Amorinhoveder: amoriner: i gr.-rom. mytologi og kunst små kærlighedsguder i drengeskikkelse og med vinger; i gravkunsten symboliserer de ofte sjælens sejr over døden. - Niobe: se n.t. s. 124. - den fjerntrammende Apollos Pile: den gr. mytologis undertiden straffende gud, hos Homer tit omtalt med den faste betegnelse »fjerntrammeren«. - Sfinx(erne): uhyre med løvekrop og kvindeansigt, i den gr. kunst tillige med vinger.
447Piano: it.: sagte. - Abbatehat: hat båret af præsteelever (abbater); den er sort og har en bred, fra tre sider opadbøjet skygge; billede i V. Bergsøe: Italiensk Billedbog (1881) 27. - Dio mio!: it.: min Gud! du gode Gud!
448Campa ancora: it.: han klarer sig endnu, lever endnu. - Rubens: den flamske maler P.P. Rubens (1577-1640) og hans elev A. van Dyck (1599-1641) har bl.a. malet portrætter af magtfulde katolske gejstlige.
449Tonsuren: den gejstlige klipning med en cirkel på issen klippet hårløs.
450Gia, un pocchetto: it.: ja, en smule. - Klostret S. Giovanni ligesom Klostret S. Vito: formentlig fiktivt. - Vigne: vingård. - Opiumsrusen: jf. s. 444 »Morphin«.
451Broder: munk. - Lyntrain: iltog. - Fossil: forstening. - skrives af Maskiner: (også) hentydning til skrivemaskinen, hvoraf de første modeller konstrueredes ca. 1830-70. - den vantroe Thomas: jf. Johannes-evangeliet 20.27. - Vetturin: hyrekusk.
452Danaë: if. gr. mytologi en kongedatter, som guden Zeus begærer; hun er spærret inde, men han kommer til hende i skikkelse af en regn af guld og besvangrer hende. Det stærkt erotiske motiv er flere gange brugt i malerkunsten, men et bestemt maleri i Paris o. 1840-50 har ikke kunnet verificeres; et berømt renæssancemaleri af A. Correggio (ca. 1489-1534) med dette motiv fandtes o. 1860 og findes endnu i Galleria Borghese i Rom. - Commis: ekspedient, ansat. - Torlonia: se n.t. s. 172. - Lintøi: linned. - fordampe: også = fordufte.
453Non sono Cristiani: it.: De(t) er ikke mennesker. - Per Baccho: se n.t. s. 170.
455algierske Jægercorps: lettere fodfolks- eller kavaleriafdeling; en del af den franske hær havde fra o. 1830 været stationeret i Algier for at hævde og udvide fr. koloniherredømme her. - franske ... Mærker skifte: bl.a. havde Frankrig under revolutions- og Napoleonstiden samt efter 1830 tricoloren som nationalflag, under kongedømmet fortrinsvis liljebanneret. - Fændrik: ung (egl. fanebærende) officer. - Magenta: by ca. 20 km vest for Milano; her stod 4. juni 1859 et stort slag mellem den fransk-italienske og den østrigske hær. - Solferino: landsby syd for Gardasøen, hvor den fr.-it. hær besejrede den østrigske i et blodigt og militært afgørende slag 24. juni 1859. - Permission: orlov. - L'Aigle: fr.: ørnen, jf. n.t. s. 85. - keiserlige: den fr. regent Napoleon III bar 1852-70 titel af kejser. - Messagerie(s): dampskibslinie.
457Civita Vecchia: se n.t. s. 15. - Moloen: af it.: havnemolen. - Levanten: det østlige Middelhavsområde, sp. det asiatiske Tyrki, jf. nederste linje: »to Armeniere«. - anden Kahyt: kahytterne på skibets 2. klasse.
458Journaler: tidsskrifter eller aviser. - Højden paa Elba: på højde med øen Elba mellem Corsica og Italien. - den gamle Sætning ... Side: med særligt henblik på bøger er sætningen udtalt af den rom. forfatter Plinius den Ældre (24-79 e.Kr.); senere mere generelt som ordsprog, også med omvendt placering af positivt og negativt. - Corsicas, Elbas og St. Helenas Navne: af de tre øer er den første fødested, den anden stedet for den kortvarige internerings-residens, den sidste (i det sydlige Atlanterhav) stedet for det seksårige fangenskab og dødssted for den bortgangne Heros: kejser Napoleon I (1769-1821).
460paa Krim: Frankrig deltog i Krimkrigen mod Rusland 1853-56. - Slavonisk: slovensk, sydslavisk sprog. - Venetien: det nordøstlige Italien (med hovedbyen Venezia), der var kronland under Østrig-Ungarn frem til 1866. - Kabylisk: det berberiske sprog hos de nordafrikanske beboere i bl.a. Algiers bjergland. - Otaheiti: Tahiti, ø i det sydlige Stillehav, under fransk koloniherredømme; dvs. i varmen, i syden. - Spitzbergen: i øgruppen Svalbard nord for Norge, dvs. i kulden, i norden.
461polske Flygtninge: var i ret stor udstrækning søgt til Frankrig under den russiske repression, bl.a. efter den mislykkede opstand 1831, men også senere. - det pavelige Fort: i Civitavecchia, jf. n.t. s. 15.
462Pas-Officiant: paskontrollør. - Chaloup: åben, mellemstor båd, hvormed passagerer sættes i land fra et større skib. - Doganaen: af it.: tolden.
463siden 1847: efter sit valg til pave i 1846 havde Pius IX, dels ud fra sin sædelige alvor, dels skræmt af folkelige og revolutionære omvæltninger, ikke været nogen festens mand. - carnevale di forestieri: it.: udlændingekarneval. - franske Gesandtskabshotel: den fr. ambassade havde o. 1860 til huse i Palazzo Colonna nær sydenden af Corsoen (Rd3). - confetti: små kulørte gipskugler eller papirstrimler. - Chakoter: høje militærhuer. - Kobberværker: se n.t. s. 177. - Æreslegionens Kors: fr. ordensdekoration; formen er en stjerne og ikke et kors. - Choc: rytteriangreb. - Væddeløbet(s): under karnevalet afholdtes hestevæddeløb ned ad Corsoen, jf. Rom (1877) 519-23. - O, hvor en Soldats Pligter ... tunge: denne side af Leon de Villes erfaring genkalder den fr. digter Alfred de Vignys rammefortællingskreds Servitude et Grandeur militaires (1835), jf. Efterskrift s. 571. - Moccoliaftenen: karnevalets sidste aften, hvor deltagernes morskab er at blæse hinandens små lys ud (moccolo: it. = prås); jf. Rom (1877) 524-26.
465de romerske Cannaer: se n.t. s. 95. - amazza: it.: dræb. - Conjecturalcritik: den disciplin inden for tekstvidenskaben, der består i ved gætning (af lat.: conjectura) at indsætte det rette ord el. lign. i en mangelfuld eller fejlfuld tekst.
466Talisman: tryllegenstand, amulet. - Søen: Albanersøen, ligesom den nærliggende Nemisø i et gammelt krater. - Locandaen: af it.: herberget, kroen.
467Refectorium: spisesal i kloster. - S. Spirito: se n.t. s. 172. - dolce farniente: se n.t. s. 50.
468Tankering: en slags puslespil.
469Principessa: se n.t. s. 214. - alt ... bekjendt: allerede bekendt.
470Samum: brændende tør ørkenvind. - Moloch: bibelsk betegnelse for grusom afgud, jf. fx 3. Mosebog 18.21 og Apostlenes Gerninger 7.43.
472halvanden Miil: her antagelig it. mil, altså ialt 2-3 km.
474Taffeluhr(et): mindre pendulur, stående på hylde el. lign.
475Kaminspeile: spejle på hylden over kaminen. - Fløien: sidefløjen. - È ... molto furioso: it., oversat fire linjer ovenover. - Mezzaninetage: jf. 439 og tilhørende note.
476Ryddeplads: affaldsplads. - Almealleen: elmealleen.
477den hellige Michele: ærkeenglen Mikael i Bibelen, fx Johannes' Åbenbaring 12.7.
479centnertung: med kæmpemæssig vægt.
480Oasen Zoudiêh: ikke identificeret; jf. n.t. s. 455. - Ingenieurer: ingeniørtropper. - Cisternen: vandbeholderen.
481Burnusser: uldne kapper med hætter. - Tunica: hvid ulden klædning.
482de første Kristne ... Grændse: herom kan Bergsøe være orienteret gennem F. Gregorovius' Geschichte der Stadt Rom im Mittelalter I (Stuttgart 1859) 67 og passim.
484Nero: den grusomme rom. kejser (reg. 54-68 e.Kr.).
485Si (bedre: Ci) vuole pazienza: it.: Der kræves tålmodighed; vær tålmodig! - Garibaldi ... Asperomonte: se n.t. s. 417.
486Dogernes Tid: I republikken Venedig, der var selvstændig indtil 1797, og hvis regenter hed doger, førte den lukkede Sukkenes Bro (bygget o. 1600) over kanalen mellem Dogepaladset, hvor domfældelsen foregik, til den nærliggende fængselsbygnings Blykamre: tagkamre med blytag. - Silvio Pellico (1784-1854): it. forfatter og patriot, i strengt østrigsk fængsel 1820-30, som han skildrede i sin uhyre udbredte bog Le mie prigioni (1832, da. oversættelse Mine Fængsler 1843).
487fritto: it.: stegt. - franske Viin: luksusartikel i modsætning til den lokale italienske. - spekulerer: træffer økonomiske dispositioner i håb om gevinst.
488Kardinalen(s): Antonelli, se n.t. s. 438.
489Barcarole: af it.: bådsang. - Golf: (Napoli-)bugten.
490Mare si placido ... Santa Lucia: folkesang fra Napoli, teksten har Bergsøe if. notat i trykmanuskriptet hentet fra »Berggreen«, dvs. A.P. Berggreen: Italienske, spanske og portugisiske Folke-Sange og Melodier = bd. 7 af Folke-Sange og Melodier, 2. udg. (1866), nr. 81, str. 4-5. De to it. strofer i da. prosaoversættelse: (1) Havet så fredeligt, vinden så venlig, får sømanden til at glemme sine kvaler og råbe med jubel: Hellige Lucia. (2) O søde Napoli! O velsignede jord! hvor skabningen har trang til at smile; du er harmoniens rige: Hellige Lucia. - Santa Lucia: er hans skytshelgeninde. - Canzonettaen: af it.: den lille sang.
491fistulere(de): egl. synge med diskant, falset(= fistel)stemme. - knagede: knuste.
492med en Soldats haardføre Taalmodighed: se n.t. s. 464.
493Reisning: master.
495Taxer: nåletræer af arten taks. - chateau de Vierge: fr.: V.-slottet; Vierge (dvs. jomfru) er her slægtens navn, se s. 496, lin. 13. - kulsort Nonnedragt ... opgaaende Sol: de fleste af de beskrevne elementer indgår i et typisk motiv i it. og flamsk barokmaleri, fx et billede i Kunsthistorisches Museum, Wien, af Leandro Bassano (1557-1622): Die heilige Giuliana Falconiere (hvor sommerfuglen dog mangler).
496Psychen(s): sjælen. - Vesper og Ave: to af de tidebønner - her om aftenen - som der på forskellige tidspunkter af døgnet ringes til i klostrene. - forgroede: sammengroede, tilgroede. - spørges: blive omtalt. - Minnesangernes Skare: kærlighedslyrikere og sangere i adeligt miljø i middelalderen; Minnesanger (ty.) = troubadour (fr.).
497Kornmod: lyn uden hørlig torden. - Gedeblad: kaprifol. - Ham ... sorgfulde og forladte: med klang af flere steder i Bibelen, bl.a. Esajas' Bog (Gl. Test.) 61.2 og Mattæus 11.28.
498Skytshelgen: S.ta Clara (1 194-1253), it. helgeninde og stifter af nonneorden.
501elysiske: paradisiske; Elysium er den gr.-rom. mytologis paradis.
502Tufklipper: se n.t. s. 420. - Venushaar: bregneplante med fine stilke og lette, lysegrønne blade. - Loggia: se n.t. s. 190.
503Contubernal(s): person, som man deler bolig, evt. værelse med. - i April ... paa Charlottenborg: det faste tidspunkt og sted for kunstnernes årlige udstilling i København. - Morgenstund har Guld i Mund: ordsprog, kendt som første linje af N.F.S. Grundtvigs salme (i Fest-Psalmer, 5. opl. (1853)). - Tegn og underlige Gjerninger: bibelsk udtryk (moderne oversættelse: undere), fx i 2. Mosebog 7.3. - Pasini: også et it. personnavn, men vistnok ikke spøgefuldt sammenfaldende med en bestemt persons som Paganini: navn på en berømt violinvirtuos (1782-1840).
504S. Michele: se n.t. s. 212. - Via Appia Nuova: den sydøstlige udfaldsvej fra Rom, fra kirken S. Giovanni in Laterano (Ra1). - Trattoria Tavolata: jf. s. 116; vistnok en autentisk (frilufts-)restaurant og udflugtsmål, sml. Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 191. - Vicolo del S. Giuseppe: (it. = Josef-gyden) ikke identificeret; flere kirker i Rom hedder S. Giuseppe, og det kan være en nu forsvunden smøge ved en af dem.
508Frokost: her i den ældre betydning: morgenmad. - feminini generis: lat.: af hunkøn. - Maren Amme: spøgende og nedsættende om tyk, ikke jomfruelig kvinde af folket. - fremmede: udenlandske. - Englænderens Rolle i Tonietta: I den da. digter H. Hertz' Tonietta, romantisk Lystspil i fire Acter (1849), hvis handling foregår i Albano omkring en engelsk rigmandsfamilies villa og bl.a. drejer sig om en it. røverbandes kidnapningsforsøg, er den eng. baronet Sir William forelsket i en lokal skønhed, Tonietta, som han forlover sig med; jf. også Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 16 f.
509Emphasis: af gr.: eftertryk. - cordialt: hjerteligt, fortroligt.
510Vindsel: pind el. lign., som tråden vindes omkring.
511Øiensfordærvelse: jf. øjenforblændelse = blændværk, illuderende ting. - Consolspeil: spejl over eller på en hylde. - Bufalo: formentlig trattoriaet »Chiavica del Bufalo« (it. = bøffel-møgrenden) beliggende Rc4; jf. Goldschmidts Fortællinger og Skildringer I (1863) 32 og passim. - skrammererede: se n.t. s. 174. - Orangiata: se n.t. s. 169.
512Broen ... Albano: ny bro (1846 ff.), der, i stil med en oldromersk viadukt, går over dalen mellem de to højtbeliggende byer Ariccia og Albano; se Rom (1877) 451. - Almindeligt Hospital: se n.t. s. 33.
514noget Hold: nogen fast forankring.
515Kongens Have: Kd4, parken ved Rosenborg Slot og Kaserne i København. - Volden: se s. 600. - Literat: person, der ernærer sig ved forskellig slags litterært arbejde; evt. nedsættende. - Tempora ... in illis: lat.: Tiderne forandres, og vi forandres med dem. Gammelt, men ikke antikt mundheld, tillagt den ty. kejser Lothar I (d. 855).
516Kjøbenhavnernes tivolisk uddannede Smag: se n.t. s. 25. - Commisbrød: se n.t. s. 242. - Mester Jakels Proscenium: (kanten af) forscene i Mester Jakel-marionetteatret; Mester Jakel-figuren selv har et stort rødt ansigt.
517Veien, indtil ... Langebro: Kd7. - Reberbane: se n.t. s. 74. - Overgaden over Vandet: midt på Christianshavn (Ke7).
518Nemesis: se n.t. s. 81. - Nyholtekro: se s. 606.
519Philadelphia: selskab stiftet i København 1836 med det af Aabye nævnte formål. - præ ceteris: se n.t. s. 234.
520Dronningensgade: Ke7. - Forsynlighed: forudseenhed.
522Cicatricen: af lat.: arret, sammenvoksningen. - Egerias Kilde: jf. s. 101.
523Panamahatten: se n.t. s. 232. - som en Ko ... Veirmølle: jf. talemåden: at kende en ko fra en vejrmølle; anvendt i E. Lembckes (her frie) oversættelse af Shakespeares Hamlet, II akt, sc. 2: »Naar Vinden er sydlig, kan jeg kjende en Ko fra en Veirmølle.« (Wm. Shakespeares Dramatiske Værker oversatte af P. Foersom, 3. Udg. Omarbeidet af Edv. Lembcke. Femte Del (1864) s. 65).
524Ønskestenene: de sten, ved hvis hjælp man får sine ønsker opfyldt. - Sibyller: kvinder, som guderne i gr.-rom. religion havde udstyret med evne til at spå.
525en Due ... Med Olieblad: jf. 1. Mosebog 8.11. - i fransk Dragt: se n.t. s. 134.
526fashion: eng.: mode. - rørpullede: med cylinderformet puld. - Kjoler: langskødede jakker, hvis skøder enten er afrundede og populært benævnes Knibtænger eller er spidse og benævnes Svalehaler. - Principessa: se n.t. s. 214. - Felicissima notte: se n.t. s. 20. - Finocchie: af it.: fennikel. - Salsa piccante: it.: skarp sovs, krydret dressing. - Velbekomme: efter tidligere skik ønskede man (altså også gæsterne) hinanden velbekomme efter et måltid.
527Rocca di Papa: ligesom Monte Cavo en bekendt højde i Albanerbjergene. - Net: mod myg o.lign. - Prospecter: tegninger, stik el.lign., der gengiver et landskab, en bydel (eller Rom, se prospektet R!). - Opsatsen: den opretstående overdel af møbel. - Biscuit: uglaseret statueporcelæn. - Alexandertog: berømt relieffrise (1812) med motiv fra Aleksander den Stores indtog i Babylon; den oprindelige frise, bestilt til Quirinalpaladset i Rom i anledning af Napoleons forventede besøg, måler ca. 1 x 35 m. - Kuhlau(s): komponisten Frederik Kuhlau (1786-1832) er bl.a. kendt for musikken til Elverhøj (1828). - Weyse(s): komponisten Christoph E.F. Weyse (1774-1842) har tonesat talrige romancer og sange, bl.a. Ingemanns Morgen- og Aftensange (1837 f.). - Heibergs Intelligensblade: udkom 1842-44, med dramaturgisk kritik, bl.a. en positiv artikel om et af H.C. Andersens skuespil; men andetsteds har J.L. Heiberg (1791-1860) ytret sig kritisk eller satirisk om især skuespil af Andersen. - Antagonisme: modstrid. - Nye Eventyr: udkom i hefter 1844-45 og 1847-48, med en række af Andersens berømteste eventyr. - H.C. Andersen: død 1875, var altså i live ved udgivelsen af Bergsøes bog; jf. H.C Andersens Dagbøger VII (1972) 212, 217, 218.
528den rige Mand i Testamentet: der er flere sådanne i Ny Test., fx i Mattæus 19.16-26 og 25.57 ff.; i Lukas 12.16-21 og 16.19-31. I lignelsen om en mand falden mellem Røvere ... Samaritan: Lukas 10.25-37, står der intet om rigdom.
531Torso: (statue af) krop uden hoved og lemmer. - svaie: bøjelige.
532Minareter: tårne ved islamiske moskeer. - raserede: afskrabede, barberede. - Psyche med Pandoras: jf. s. 446 med tilhørende note. - reverenter talt: se n.t. s. 342. - Sinkelectien: den nederste klasse.
533Basreliefs ... Hautrelief: se n.t. s. 446. - Voilà: fr.: dér er den! - Prostitution: forsmædelse, offentlig beskæmmelse.
534fixerede: havde til bedste, narrede. - smøre Plaster: smøre en plastisk masse med sårsalve el.lign. (plaster) ud på en klud; dvs. fungere som sygepasser. - Paternosterbaand: rosenkrans, ved hver af hvis kugler man beder et fadervor (lat.: Pater noster).
535Sangen om Ridder Aage ...: Danmarks gamle Folkeviser nr. 90 (Fæstemanden i Graven); en version indgår i Oehlenschlägers sørgespil Axel og Valborg (tr. 1810); til denne findes Weyses forunderlige Melodi fra 1817.
536Kjæmpevisemelodier: folkevisemelodier. - arabeskagtigt: arabesk = ornament med slyngede linier; også om kort musikstykke. - Jeg kjender et Land: tr. under titlen Hjemlandet i Vilh. Bergsøes digtsamling I Ny og Næ (1867). - Karv: målestok. - tjælde: rejse med (telt)tag.
537Krønike: skrøne. - Parole d'honneur!: fr.: på æresord!
538Prætorian(s): kejserlig livvagt i det antikke Rom. - Proconsul(s): provinsstatholder i oldtidens Romerrige.
539tête à tête: fr.: fortrolig samtale, stævnemøde.
540chose de plaisanterie: fr.: en sag at skæmte med. - Mantille: sjal eller dameoverstykke uden ærmer.
544hjælpe ... syge og sorrigfulde: se n.t. s. 497.
545Commandantens Statue i Don Juan: den truende og hævnende statue af kommandanten, hvis datter Don Juan har krænket, indbyder til slut denne til et måltid og sender ham, da Don Juan kommer, til Helvede. Om operaen Don Giovanni/Don Juan, se n.t. s. 265.
546Ridder Jernskæg: stout da. middelalderlig ridder i Chr. Winthers versroman Hjortens Flugt (1855). - Dottore Danese: it.: dansk læge.
548Jæger(s): en særlig slags tjener på herregårde og slotte, der var husherrens betroede og bl.a. ledsagede ham på køreture.
