Redaktion: Nielsen, M.A. (2017)  
forrige næste

432 | ¶ Jobs Bog.

I.

DEr vaar en Hand i det land Vz / hand hed Job / Hand vaar enfoldig oc retferdig / Gudfryctig / oc flyde det onde. Oc hand afflede siu Sønner / oc tre Døtter / oc hans queg vaar siu tusinde Faar / try tusinde Kamel / fem hundrede par øxen / oc fem hundrede aseninder / oc gantske mange Tiuende / Oc hand vaar herligere / end alle de som bode mod Øster.

Oc hans Sønner ginge hen oc giorde Gestebud / huer i sit Huss paa sin dag / oc de sende hen / oc bade deris tre søster til at æde oc dricke met dem. Oc naar en Gestebudens dag vaar fremgongen / sende Job hen oc helligede dem / oc hand giorde sig aarle om morgenen rede / oc offrede Brendoffer / effter allis deris tal / Thi Job tenckte / Mine Sønner kunde haffue syndet / oc velsignet Gud i deris hierter / Saa giorde Job alle dage.

Oc det hende sig paa en dag / at Gudz Børn komme oc traadde frem faar HERREN / Da kom Satan oc iblant dem. Oc HERREN sagde til Satan / Hueden komst du? Satan suarede HERREN / oc sagde / Jeg haffuer draget landet igennem trint om kring. HERREN sagde til Satan / Haffuer du icke giffuit act paa Job min tienere? Thi hans lige er icke i Landet / enfoldig oc retferdig / Gudfryctig / oc flyr det onde.

Satan suarede HERREN / oc sagde / Ment du / at Job frycter Gud forgeffuis? Haffuer du ey beuaret hannem / hans Huss oc alt det hand haffuer / trint om kring / Du haffuer velsignet hans henders Gerninger / oc hans Godz haffuer vdspred sig i Landet. Men vdreck din haand / oc tag fat paa alt det hand haffuer / Huad gelder / hand skal velsigne dig i Ansictet? HERREN sagde til Satan / See / alt det hand haffuer / vere i din haand / vden aleniste leg icke din haand paa hannem selff. Da gick Satan vd fra HERREN.

Oc paa den dag som hans Sønner oc Døtter ode oc drucke vin i deris førstefødde broders Huss / kom it Bud til Job / oc sagde / Øxnene pløyede / oc Aseninderne ginge hoss dem i gresset. Da fulde de vdaff Rige Arabia hid ind / oc toge dem / oc sloge Drengene met skarpe suerd. Oc ieg er alene vndkommen / at giffue dig det til kende. Der hand end nu talede / kom en anden / oc sagde / Gudz ild falt aff Himmelen / oc opbrende Faar oc Drenge / oc fortærede dem / Oc ieg er alene vndkommen / at giffue dig det tilkende. Der hand end nu talede / kom en oc sagde / De Chaldeer giorde tre hobe / oc offuerfulde Kamelene / oc toge dem / oc sloge Drengene met skarpe suerd / Oc ieg er alene vndkommen / at giffue dig det til kende.

Men hand end nu talede / kom en / oc sagde / Dine Sønner oc Døtter ode oc drucke i deris førstefødde broders huss / Oc see / da kom der it stort vær aff Ørcken / oc støtte paa de fire hiørner aff Husit / oc kaste det paa Drengene / at de døde / Oc ieg er alene vndkommen / at giffue dig det til kende.

Da stod Job op / oc sønderreff sine klæder / oc reff sit hoffuit / oc falt paa iorden / oc tilbad / oc sagde / Nøgen kom ieg aff min Moders liff / nøgen skal ieg fare bort igen. HERREN gaff det / HERREN tog det / HERRENS Naffn vere loffuit. J alt dette syndede Job icke / oc giorde inted daarligt mod Gud.

II.

DEt hende sig paa den dag / der Gudz Børn komme / oc traadde frem faar HERREN / da kom oc Satan iblant dem / oc traadde frem faar HERREN . Da sagde HERREN til Satan / Hueden komst du? Satan suarede / HERREN / oc sagde / Jeg haffuer draget igennem Landet trint omkring. HERREN sagde til Satan / Haffuer du icke giffuit act paa min Tienere Job? Thi 433 | hans lige er icke i landet / enfoldig / oc retferdig / Gudfryctig / oc flyr det onde / och holder end nu fast ved sin fromhed / Men du haffuer oprørt mig / at ieg haffuer forderffuet hannem vden sag.

Satan suarede HERREN / oc sagde / Hud for hud / oc alt det en Mand haffuer / lader hand for sit Liff. Men vdreck din Haand / oc rør ved hans ben oc kød / Huad gielde / hand skal velsigne dig i ansictet? HERREN sagde til Satan / See der / hand vere i din haand / Dog spar hans liff.

Da foer Satan vd fra HERRENS ansit / oc slo Job met onde Bulle / fra hans fodzaal ind til hans isse. Oc hand tog it skaar oc skrabede sig / oc sad i aske. Oc hans Hustru sagde til hannem / Holder du end nu fast ved din fromhed? Ja / Velsigne Gud oc dø. Oc hand sagde til hende / du taler lige som de daarlige Quinder tale / haffue wi anammet det gode aff Gud / oc skulle wi icke anname oc saa det onde? J alt dette syndede Job icke met sine læber.

Oc der tre aff Jobs venner hørde al den wlycke / som vaar kommen offuer hannem / komme de / huer aff sin Sted / Eliphas aff Theman / Bildad aff Suah / och Zophar aff Naema / Thi de vaare til ens / at de vilde komme oc haffue medynck offuer hannem oc trøste hannem. Oc der de opløffte deris øyen longt fra / kende de hannem icke / Oc de opløffte deris røst / oc græde / oc huer reff sine klæder sønder / or strødde iord paa deris hoffuit mod himmelen. Oc sade paa Jorden met hannem siu dage oc siu netter / oc talede inted met hannem / Thi de saae / at hans pine vaar saare stor.

III.

DEr effter oplod Job sin mund / oc forbannede sin dag / oc sagde / Fortabt vere den dag / paa huilken ieg er fød / och den nat / der mand sagde / En Dreng er vndfangen. Den dag skal vere mørck / oc Gud her offuen ned skal icke spørie effter hannem / Jnted skin skal skinne offuer hannem. Mørckhed oc Taag skulle offuerfalde hannem / oc tycke Skyer skulle bliffue offuer hannem / och den damp om dagen gøre hannem forferdelig. Oc mørckhed besla den nat / oc skal icke glæde sig iblant aarens dage / ey heller komme i maanedens tal. See / den nat skal vere enlig / oc der skal ingen fryd vere der i. Dagens Forbandere oc de som ere rede til at opuecke Leuiathan / de skulle forbande hende? Hendis Stierner skulle vere mørcke naar det mørckis. Hun skal haabis til liuss / oc det kommer icke / oc hun skal icke see Morgens stiernis øyenbryn. For hun icke tillucte mit Liffuis dør / oc skiulte icke denne wlycke faar mine øyen.

Huorfaare er ieg icke død aff Moders liff? Huorfaare er ieg icke omkommen / der ieg kom aff Liffuit? Huorfaare sette mand mig paa Skød? Huorfaare er ieg opfosteret met bryst? Saa laae ieg da nu oc vaare stille / soffue oc haffde huile / met Kongerne oc Raadzherrer paa Jorden / som bygge det øde / Eller met Førsterne som haffue guld / oc deris Huss ere fulde aff sølff. Eller skiult som it wtidigt Foster oc vaare inted / som de vnge Børn / der aldri saae liuss. Der skulle dog de Wgudelige afflade at rase / der huile dog de som haffue meget arbeydet. Der haffue dog Fangerne fred met huer andre / oc høre icke Trengerens røst. Der ere / baade smaa och store / Suenden oc den som er frigiort fra sin Herre.

Huorfaar er liuset giffuit de vsle / oc liffuit de bedrøffuede hierter? (Dem som bie effter døden oc hand kommer icke / oc graffue hannem vel vd aff det skiulte / De som glæde oc fryde sig fast / at de mue komme til Graffuen) Oc den Mand hues vey er skiult / oc Gud skiulte den samme for hannem? Thi naar ieg skal æde / da maa ieg sucke / oc min hylen far vd som vand. Thi det som ieg frøctede faare / er kommet offuer mig / oc det ieg sørgede faare / hende mig. Vaar ieg icke lycksalig? Vaar ieg ey vel stille? Haffde ieg ey god rolighed? Och der kommer saadan Wro.

IIII.

DA suarede Eliphas aff Theman / oc sagde / Det kand vel ske at du vilt icke gerne at mand forsøger at tale met dig / Men huo kand holde sig? See / du haffuer vnderuist mange / oc styrcket de trætte hender. Din Tale haffuer opret de Faldne / oc du haffuer styrcket de beffuende knæ. Men nu det kommer til dig / bliffuer du blødactig / oc nu det rammer paa dig forferdis du. Er det din (Gudz) Frøct / din trøst / dit haab / oc din fromhed? Kære tenck dig om / Huor er en Wskyldig 434 | omkommen? Eller huor ere de Retferdige nogen tid ødelagde? Som ieg haffuer vel seet / dem som pløyede wmage / oc saade wlycke / oc høstede dem oc ind. At de ere omkomne ved Gudz aande / oc ere ødelagde aff hans vredis Aand. Løuens skraal / oc den store Løuis røst / oc de vnge Løuers tender ere sønder brødne. Løwen er omkommen / at han røffuer icke mere / oc Løwindernis Vnger ere bortspridde.

Oc it hemmeligt ord er kommet til mig / oc mit øre vndfick it ord aff det samme. Der ieg tenckte paa Syn om natten / naar søffnen falder paa folck? Da kom der frøct oc beffuelse paa mig / oc forskreckede alle mine been. Oc der aanden / gick frem for mig / styrlede mine haar paa mit liff. Da stod der it Billede faar mine øyen / oc ieg kende icke skickelsen der paa / det vaare stille oc ieg hørde en røst. Huorledis kand it Menniske vere retuisere / end Gud? Eller en mand vere renere / end den hannem skabte? See ingen er wstraffelig iblant hans Tienere / hand finder oc daarlighed iblant sine Bud Huor meget mere hoss dem som bo i Lerhuss / oc huilke som ere grundfeste paa Jorden / de skulle opædis aff Orme? Det varer fra Morgenen indtil Afftenen / saa skulle de affhuggis / oc før de bliffue det var / da ere de aldelis borte. Oc deris offuerbleffne forgaa oc dø oc saa wforuarendis.

V.

NEffne mig en / Huad gelder / om du finder en? Oc see dig om nogen sted effter en hellig. Vrede slar vel en daarlig ihiel / och Nidkærhed slar en vanuittig ihiel. Jeg saa en Galen rodfest / oc ieg forbannede hans huss hastelige. Hans Børn skulle vere longt fra salighed / oc de skulle sønderslaes i Porten / som ingen Hielpere skal vere. De Hungrige skulle æde hans Høst / och de Vebnede skulle hente hannem / oc de Tørstige skulle vddricke hans Godz. Thi møye gaar icke aff iorden / oc Wlycke voxer icke aff Ageren. Men Mennisken fødis til wlycke / lige som Fule at suinge høyt op.

Jeg vil dog nu tale om Gud / och handle om hannem. Den som gør store ting / som icke staa til at randsage / Vnderlige ting / som icke staa til at tele. Den som giffuer regn paa Jorden / oc lader vand komme paa gaderne. Den som ophøyer de nedtryckte / oc hielper de Bedrøffuede op. Hand gør de Tredskis anslag til inted / at deris haand kand icke vdføre det. Hand griber de Vise i deris tredskhed / oc omstyrter de Vanartigis raad. At de løbe om dagen i mørcke / och træffue om middagen / lige som om natten. Oc hand hielper de Arme fra suerdet och fra deris munde / oc fra de Mectigis haand. Oc hand er den Fattigis haab / at ondskaff skal holde sin mund tilsammen.

See / saligt er det Menniske / som Gud straffer / Derfaare foracte icke den Almectigis straff. Thi hand gør saar / oc forbinder / hand knuser / oc hans Haand læger. Hand skal frelse dig aff sex Bedrøffuelser / oc i den siuende skal inted ont røre dig. J den dyre Tid skal hand frelse dig fra døden / oc i Strid fra suerdsens haand. Hand skal skiule dig for Tungernis suøbe / at du skalt icke frøcte forderffuelsen naar det kommer. Du skalt lee i forderffuelse oc hunger / oc du skalt icke frøcte for vilde Diur i Landet. Men dit Forbund skal vere met stene paa marcken / oc de vilde Diur i Landet skulle holde fred met dig. Oc du skalt fornemme / at dit Paulun haffuer fred / oc du skalt besørge huad der hør til dit huss / oc icke synde. Och du skalt forfare / at din Sæd skal bliffue mangfoldig / oc din Affkomme / som græss paa iorden. Oc du skalt komme til Graffuen met alderdom / lige som neger indføris i sin tid. See / det haffue wi forfaret / oc det er saa / Lyd dette oc merck du det faar dig.

VI.

JOb suarede / oc sagde / Der som mand veyde min iammer / oc lagde min Pine til sammen i en Veyskaal. Da bleffue det suarere / end sand i Haffuet / Derfaare er det forgeffuis / huad ieg taler. Thi den Almectistis pile side i mig / Och deris grumhed vddricke min aand / och Gudz forferdelser ere stillede paa mig. Vilde Diur skrige icke naar de haffue græss / oc Oxen bøger icke / naar hand haffuer sit foder. Kand mand oc æde det som er wsaltet? Eller huo gider smaget det huide som er om blommen? Huad min Siel fortrød at røre / det er min Mad faar pine. O at min bøn maatte skee / oc Gud gaffue mig det ieg haabis. At Gud begynte at sla mig ned / oc lode sin haand gaa oc atskilde mig. Da haffde ieg end trøst / och vilde bede i min siuge / at hand io icke skulde spare / Jeg haffuer dog icke nectet den Helligis tale.

Huad er min mact / at ieg kand bliffue ved? oc huad er min ende / at min siel skal vere tolmodig 435 | Min mact er dog icke aff sten / oc mit kød er icke heller kaaber. Jeg haffuer dog ingen sted nogen hielp / oc min formue er borte. Huo som necter sin Neste barmhiertighed / hand forlader den alsommegtistis frøct. Mine brødre gaa foractelige frem faar mig / som en Bæck / lige som Vandstrømme flyde frem. Dog de som sky rimfrost / paa dem skal sne falde. Paa den tid / naar heden skal trenge dem / da skulle de vansmectis / Oc naar det bliffuer het / da skulle de forgaa / aff deris stæder. Deris vey gaar affsidis vd / de gaa paa det wtraadde oc skulle omkomme.

De see til Thema vey / oc de tage vare paa den Rige Arabie sti. Men de skulle bliffue til skamme / naar det er aldertryggest / oc skamme sig / naar de komme dit hen. Thi i ere nu komne til mig / oc fordi at i see iammer / da frøcte i eder. Haffuer ieg oc sagt / Henter hid / oc skencker mig / aff eders formue. Oc redder mig aff Fiendens haand / oc frelser mig aff Tyranners haand? Lærer mig / ieg vil tie / oc vnderuiser mig / det ieg icke ved. Hui straffe i nu den rette tale? Huo er den iblant eder / som hende kunde straffe? J optencke ord / at i ekon straffe / oc at i ekon vdblæse ord / som skulle gøre mig mistrøstig. J offuerfalde en fattig Faderløss / oc graffue eders Neste graffuer. Dog effter di i haffue begynt / da seer paa mig / om ieg kan bestaa faar eder met løgn. Suarer / huad ræt er / mit suar skal end bliffue ræt. Huad gielder / om min tunge haffuer wret / oc min mund fremsetter ont.

VII.

SKal ey Mennisken altid vere i strid paa Jorden / oc hans dage ere lige som en Dagløners? Lige som en Suend lengis effter skuggen / oc en Dagløner / at hans arbeyde kand endis. Saa haffuer ieg vel hele maanede arbeydet forgeffuis / oc hafft mange ælendige nætter. Naar ieg lagde mig / sagde ieg / Naar skal ieg staa op? Oc der effter regnede ieg / naar det vilde bliffue afften / Thi ieg vaar huer mand aldelis en Verstyggelighed indtil det bleff mørckt. Mit kød er trint omkring / fuld aff orme oc skarn / Min hud er skrumpen oc bleffuen til inted. Mine dage ere lættere hen flugne end en Veffueris skytte / oc ere framfarne / at der vaar ingen opholdelse.

Tenck at mit Liff er it Vær / oc mine øyen komme icke igen at see det gode. Oc inted leffuendis øye skal see mig mere. Dine øyen see paa mig / der offuer forgaar ieg. En sky forgaar oc far bort / Lige saa den der far hen vnder i Helffuede kommer icke hid op igen. Oc kommer icke igen i sit Huss / oc hans sted kender hannem icke mere. Der faare vil ieg icke forhindre min mund / Jeg vil tale om mit hiertis angist / oc ieg vil vdsige aff min sielis drøffuelse. Er ieg da it Haff eller en Hualfisk / at du saa varer paa mig? Naar ieg tenckte / min Seng skal trøste mig / min Leyer skal lette mig. Naar ieg taler met mig selff / Da forferder du mig met drøme / oc kommer mig til at grue. At min siel ynsker at vere hengd / oc mine ben døden / Jeg beger icke lenger at leffue.

Lad aff fra mig / thi mine dage haffue veret forgeffuis. Huad er it Menniske / at du acter hannem stort? oc bekymrer dig met hannem? Du søger hannem daglige hiemme / oc forsøger hannem i alle stunde. Hui skicker du dig icke bort fra mig / oc lader icke aff / indtil ieg sluger min spøt? Haffuer ieg syndet / huad skal ieg gøre dig / O du Menniskens voctere? Huor faare gør du mig / at ieg støder paa dig / oc er mig selff en Byrde? Oc huor faare forlader du icke mig min misgerning / oc tager icke mine synder bort? Thi ieg skal nu legge mig i Jorden / oc naar mand leder at mig i morgen / da bliffuer ieg icke der.

VIII.

DA suarede Bildad aff Suah / oc sagde / Huor lenge vilt du saadant tale? oc din mundz ord haffue it stolt mod? Ment du at Gud dømmer wretferdelige / eller at den Almectigste foruender Retten? Haffue dine sønner syndet faar hannem / da haffuer hand forkast dem for deris misgernings skyld. Om du giffuer dig betidelige til Gud / oc formaner den Almectigste. Oc om du est ren oc from / Da skal hand opuaage til dig / oc skal oprette Boligen igen for din Retferdigheds skyld. Oc huad du haffde før for lidet / skal her effter meget forøgis. Thi spør de fremfarne slæcter / oc tag dig faare at vdspøre deris Forfedre. Thi wi ere her fra i gaar oc vide inted / Vort Leffnet er en skugge paa iorden. De skulle lære dig det oc sige dig / oc fremføre deris tale aff deris hierte.

Kand oc it Siff opuoxe / vden det staar i vedske? Eller Gress gro for vden vand? Ellers 436 | tørris det bort naar det staar i blomster før end det ophuggis / før mand gør hø. Saa gaar det alle dem / som forglemme Gud / oc Øyenskalckens haab skal fortabis. Thi hans tillid forgaar / oc hans haab er en Spindelueff. Hand forlader sig paa sit Huss / oc det skal dog icke bestaa / hand skal holde sig der til / Men dog icke bliffue stondende. Hand haffuer vel Fruct før Solen kommer / oc hans quiste voxte vel i hans Haffue. Hans Sæd staar tyck hoss kilder / oc hans Huss paa stene. Men naar hand opsluger hannem aff sin sted / skal hand stille sig mod hannem / Lige som hand kende hannem icke. See / det er hans vesens glæde / oc andre skulle opuoxe aff støffuen. Der faare see / at Gud forkaster icke de fromme / oc hand opholder icke de Ondis haand. Jndtil din mund bliffuer fuld aff lader / oc dine læber fulde aff fryd. Oc de som dig hade / skulle beskemmis / oc de Wgudeligis bolig skal icke bestaa.

IX.

JOb suarede / oc sagde / Ja / ieg ved det gantske vel / at det er saa / at it Menniske kand icke retferdelige bestaa mod Gud. Haffuer hand lyst til at trette met hannem / saa kand hand icke suare hannem it til tusinde. Hand er vijss oc mectig / Huem lyckedis det nogen tid / som lagde sig mod hannem? Hand flytter biergene / før end de det bliffue var / som hand omuender i sin vrede. Hand røster it land aff sin sted / at pillerne der i bæffue. Hand taler til Solen / saa gaar hun icke op / oc hand besegler Stiernene. Hand vdbreder Himmelen alene / oc gaar paa Haffuens bølger. Hand gør den Vogn paa Himmelen oc Orion oc Siustierner / oc de Stierner mod Synden. Hand gør store ting / som icke staa til at ransage / oc wtalige Vnderlige Ting.

See / hand gaar frem om mig / før end ieg det bliffuer var / oc foruandler sig / før ieg det mercker. See / naar hand far hastelige bort / huo vil hente hannem igen? Huo vil sige til hannem / Huad gør du? Hand er Gud / Jngen kand stille hans vrede / De stolte Herrer mue bøye dennem vnder hannem. Huorledis skulde ieg da suare hannem / eller finde ord mod hannem? Om ieg oc end haffde ræt / kand ieg dog icke suare hannem / men ieg maa bede om min Ræt. Om ieg end robte til hannem / oc hand hørde mig / Da tror ieg dog icke / at hand hører min røst. Thi hand far offuer mig met en storm / oc gør mig mange Saar for vden sag. Hand lader min Aand icke verquege sig / Men hand gør mig fuld aff drøffuelse. Vil mand mact / da er hand for mectig / Vil mand retten / Huo vil vere mit Vidne? Siger ieg / at ieg er retuiss / Saa fordømmer hand mig dog. Er ieg from / da gør hand mig dog til wret. Er ieg da From / da tør min siel icke tage sig det til / Jeg begær icke at leffue lenger. Det er det ene / som ieg haffuer sagt / Hand omkommer baade de Fromme oc Wgudelige. Naar hand begynder at hudstryge / da trenger hand snart frem til døden / oc spaatter de Wskyldigis fristelser. Oc Landet bliffuer giffuit vnder den Wgudeligis haand / At hand vil vndertrycke deris Dommere / Er det icke saa / huorledis skulde det anderledis vere?

Mine dage haffue verit snarere end en Løbere / de ere bort flyde / oc haffue inted gaat leffuit. De ere forgongne / som de stercke Skib / lige som en Ørn fluer til mad. Naar ieg tencker at ieg vil glemme min klage / oc lade mine facter henfare / oc verquege mig / Da frycter ieg al min pine / effterdi ieg ved / at du lader mig icke vere wskyldig. Er ieg da Wgudelig / huor faare lider ieg da forgeffuis den plaffue? Om ieg end tode mig met Sne vand / oc rensede mine hender i en kilde. Da dypper du mig dog ned i skarnet / oc mine klæder skulle staa mig slemmelige. Thi hand er icke min Lige / den ieg maatte suare / at wi komme faar Dommen met huer anden. Der er ingen Mand / som oss kand atskilie / ey heller som kand legge sin haand mellem oss baade. Hand tage sit Riss fra mig / oc lade sin forferdelse fra mig. At ieg maa tale / oc tør icke frøcte faar hannem. Ellers kand ieg inted gøre som er faar mig.

X.

MJn siel kedis ved mit Liff / Jeg vil lade min klage hen fare hoss mig / oc tale om min sielis bedrøffuelse. Oc sige til Gud / Fordømme mig icke / Lad mig vide / huorfaare du tretter met mig? Behager dig / at du gør vold / oc kaster mig bort / som dine Hender skabte / oc gør det de Wgudeligis Raad til ære? Haffuer du da oc kødelige øyen / eller seer du som it Menniske seer? Eller er din tid som it Menniskis tid? Eller dine aar som en Mandz aar? At du spør effter min misgerning / oc du søger effter mine synder. Oc du vedst dog huorlunde ieg er icke 437 | Wgudelig / Saa at der er dog ingen / som mig kand frelse aff din Haand.

Dine hender haffue forarbeydet mig / oc giort altsammen huad ieg er trint om kring / Oc du nedsiuncker mig saa aldelis. Tenck dog / at du giorde mig aff Jord / oc at du skalt gøre mig til Jord igen. Haffuer du ey molket mig som Milk / oc løbet mig til hobe som Ost? Du klædde mig met hud oc kød / oc met ben oc aarer føyede mig tilsammen. Du gaffst mig Liff oc meget gaat / oc din tilsyn beuarer min Aand. Oc end dog at du skiuler det i dit hierte / da ved ieg dog / at du det tencker. Naar ieg synder / da mercker du det snart / oc lader min synd icke bliffue wstraffet. Er ieg Wgudelig / saa er mig da ve / Er ieg Retferdig / da tør ieg dog icke opløffte mit hoffuit / som ieg der er fuld aff forsmedelse oc seer min Elendighed. Oc du iæger mig som en opreyst Løuue / oc handler gruselige met mig igen. Du fornyer dine Vidne mod mig / oc gør din vrede meget paa mig / En plaffue kommer offuer den anden i haabe tal.

Huor faare lodst du mig komme aff Moders Liff? Ah / haffde ieg omkommet / oc aldri noget øye haffde seet mig. Da vaare ieg som de der aldri vaare til / baaren aff min Moders liff til graffuen. Skal mit stackede Liff icke faa ende? Oc lade aff mig / at ieg maatte bliffue lidet verqueget? Før ieg gaar bort oc kommer icke igen / som er / i mørcket oc dumhedzens Land. J det Land / som er ret tyckt mørck / oc ingen skickelse er / der det skin som mørckhed.

XI.

DA suarede Zophar aff Naema / oc sagde / Naar en haffuer lenge talet / skal hand oc icke høre? Skal en Mundkaad haffue altid ræt? Skal Folcket tie for din longe snack / at du bespaatter / oc ingen beskemmer dig? Du siger / Min tale er ren / oc ieg er klar faar dine øyen. Ah at Gud vilde tale met dig / oc oplade sine læbe. Oc kundgøre den hemmelige visdom / Thi hand haffde vel mere at gøre met dig / paa det du maatte vide / at hand tencker icke paa alle dine synder. Ment du / at du vedst saa meget / som Gud ved / oc du vilt saa fuldkommelige ramme alting / som den Almectigste? Hand er høyre end Himmelen / huad vilt du gøre? Dybere end Helffuede / huad kant du vide? Lengre end Jorden / oc bredere end Haffuit. Om hand omuender eller skiuler / eller kaster dem i en hob / huo vil formene hannem det? Thi hand kender de løse Folck / Hand seer den wdygd / oc skulde hand icke acte det? En wnyttig Mand opblæser sig / oc it fød Menniske vil vere som it vngt vilt Diur.

Haffde du bered dit hierte / oc vdbred dine hender til hannem. Om du haffde ladet komme longt fra dig den wdygd / som er din haand / at i din Bolig bleffue ingen wret. Saa maatte du opløffte dit ansict wstraffelige / oc bliffue fast oc icke frycte. Thi skulde du forglemme din møye / oc saa lidet tencke / som paa det vand der frem løber. Oc din Liffuis tid skulde opgaa / lige som middagen / oc mørcket bleffue en liuss morgen. Oc torde trøste dig der met / at der vaare haab paa ferde / oc du kunde komme i Graffuen met ro. Oc du skulde legge dig der / oc ingen skulde forferde dig / oc mange skulde formane faar dig. Men de Wgudeligis øyen skulle vansmectis / oc de skulle icke vndkomme / Thi deris haab skal feyle deris Siele.

XII.

DA suarede Job / oc sagde / Ja i ere Folck / met eder skal Visdommen dø. Jeg haffuer saa vel it hierte som i / oc er icke ringere end i / Oc huo er den / som icke saadant ved? Huilcken som bliffuer bespaattet aff sin Neste / hand skal kalde paa Gud / hand skal bønhøre hannem / Den retuise oc Fromme maa alt bespaattis. Oc hand er en foractet Lampe faar de Hoffmodigis tancker / at de kunde forarge dem der paa. Forstyrernis Bolige haffue nock / oc de rase dristelige mod Gud / end dog at Gud haffuer giffuit dem det i deris hender.

Spør dog Fæet at / det skal lære dig det / oc Himmelens Fule skulle sige dig det. Eller tal met Jorden / hun skal lære dig det / oc Fiskene i Haffuit skulle fortele dig det. Huo ved icke alt saadant / at HERRENS Haand haffuer giort det? At i hans Haand ere alle deris Siele som leffue / oc alt kødens Aand huert for sig? Prøffuer ey øret talen? oc munden smager maden? Ja hoss de store Fedre er Visdom / oc forstand hoss de gamle. Hoss hannem er Visdom oc mact / raad oc forstand. See / naar hand bryder sønder / da hielper det inted at bygge. Naar hand lucker nogen inde / da kand ingen lade op. See / naar hand tillucker vandet / Da bliffuer alting tør / Oc naar hand det vdlader / Da vender det Landet om. Hand er sterck oc fører det vd / Hans er den som far vild / oc den som forfører.

438 | Hand fører de Kloge som it roff / och gør Dommerne galne. Hand opløser Kongernis trengsel / Oc giorder deris Lender met it bælte. Hand fører Presterne som it roff / Oc hand gør det til inted for de Faste. Hand vender bort de Sandruis læbe / oc hand tager bort de Gamlis seder. Hand vdgyder foractelse paa Førsterne / oc gør de Veldigis forbund løss / Hand obner mørckens affgrund / oc fører det mørcke vd til liuset. Hand gør somme til it stort Folck / oc omkommer dem igen. Hand vdbreder it Folck / oc driffuer det bort igen. Hand bort tager modet fra Folckens Øffuerste i Landet / oc lader dem fare vild aff veyen bort / som er ingen vey. At de treffue i mørcke vden Liuss / oc hand gør at de fare vild / som druckne.

XIII.

SEe / dette haffuer mit øye seet altsammen / oc mit øre hørt / oc ieg haffuer det forstaad. Huad i vide / det ved ieg oc / oc ieg er icke ringere end i. Dog vilde ieg gerne tale met den Almectigste / oc ieg vilde gerne gaa til rette met Gud. Thi at i legge det falskelige vd / oc i ere alle wnyttelige Læger. Gud giffue at i vilde tie / saa bleffue i vise. Hører. dog min straff / oc mercker paa den sag som ieg taler om. Ville i forsuare Gud met wrætte / oc bruge trerskhed faar hannem? Ville i ansee hans Persone? Eller ville i trætte met Gud? Skal det oc gaa eder vel / naar hand skal dømme eder? Mene i / at i skulle skuffue hannem / lige som mand skuffer it Menniske? Hand skal straffe eder / om i see til Personerne lønlige. Skal hand icke forferde eder / naar hand kommer frem? oc hans rædsle skal falde offuer eder. Eders i hukommelse skal lignis ved aske / oc eders Rygge skulle bliffue som en lerhob.

Tier for mig / at ieg maa tale / det skal icke feile mig. Huad skal ieg bide mit kød met mine Tender / eller legge min Siel i mine Hender? See / hand skal dog sla mig ihiel / oc ieg kand icke opbidet / Dog vil ieg straffe mine veye faar hannem. Hand skal io vere min Salighed / Thi der kommer ingen Øyen skalcke faar hannem. Hører min tale / och min vdlegning faar eders øern. See / ieg haffuer allerede nedlagt dommen / Jeg ved / at ieg skal bliffue retferdig. Huo er den som vil gaa i rette met mig? Men nu maa ieg tie oc forderffuis.

Gør icke thu ting mod mig / saa vil ieg icke skiule mig for dig. Lad din Haand vere longt fra mig / oc din forferdelse icke forferde mig. Kalde at mig / ieg vil suare dig / Eller ieg vil tale / suare du mig. Huor mange ere mine misgerninger oc synder? Lad mig vide min offuertrædelse oc synd. Huorfaare skiuler du dit Ansict / oc holder mig for din Fiende? Vilt du vere saa Aluorlig mod it fluende Blad / oc forfølge it tiurt Halmstraa? Thi du scriffuer bedrøffuelse op met mig / oc vilt omkomme mig / for min Vngdommis synders skyld. Du haffuer lagt mine føder i stocken / oc tager vare paa alle mine fodsti / oc du seer paa mine føders fodspor. At ieg som dog forgaar som it raadet Aatzel / oc som it Klæde der Møl opæder.

XIIII.

MEnnisket fød aff Quinde / leffuer en stacket tid / oc er fult aff wro. Det gaar op som it Blomster oc falder aff / Det flyer som en Skugge / oc bliffuer icke. Och du lader dine Øyen op offuer saadan en / at du drager mig faar dig til Dom. Huo vil finde en Ren hoss dem / der som ingen er ren? Hand haffuer sin bestemte tid / hans maanedis tal staar hoss dig / Du haffuer sat it Maal / det skal hand icke offuergaa. gack fra hannem / at hand maa haffue ro / ind til hans tid kommer / effter huilken hand bier som en Dagløner.

Jt Træ haabis / naar det er end affhugget / at det skal foruandle sig igen / oc Quistene der paa lade icke aff. alligeuel at Roden bliffuer gammil i iorden / oc at Stubben dør hen til støff. Saa grønis det dog igen aff vandens luct / oc voxer op lige som det vaare plantet. Huor er it Menniske / naar det er døt oc omkommet oc borte? Lige som it vand vdløber aff Søen / oc som en strøm sigis bort oc tørris. Saa er it Menniske naar det legger sig / oc skal icke op staa / oc skal icke opuogne / saa lenge som Himmelen bliffuer / oc icke heller opueckis aff sin søffn.

Ah / haffde du skiult mig i Helffuede / oc skiult ind til at din vrede lagde sig / oc sette mig it maal / at du vilde tencke paa mig. Ment du at it døt Menniske skal leffue igen? Jeg bier daglige / den stund ieg strider / til min omuendelse kommer. At du vilde kalde at mig / oc ieg maatte suare dig / oc du vilde icke bortkaste dine henders gerning. Thi du haffuer allerede tald mine Gange / men vilde du icke giffue act paa mine synder. Du haffuer beseglet min offuertrædelse 439 | i it Knippe / oc befattet mine misgerninger tilsammen. Falder dog it Bierg ned oc forgaar / oc en stenklippe skal flyttis aff sin sted. Vandet toer stenene bort / oc draabene driffue iorden hen / Men Menniskens haab er forgeffuis. Thi du støder hannem aldelis om / at hand far hen / oc foruender hans væsen / oc lader hannem fare. Ere hans Børn i ære / det ved hand icke / Eller om de ere ringe / det bliffuer hand icke var. Saa lenge som hand bær kødet paa sig / skal hand lide pine / Ocsaa lenge hans Siel er end nu hoss hannem / da skal hand bære sorg.

XV.

DA suarede Eliphas aff Theman / oc sagde / Skal en viiss Mand tale saa opblæsde ord / oc fylde saa sin Bug met Løss tale? Du straffer met ord som inted due / Oc din tale er inted nyttelig. Du lader frøct fare / oc taler formeget foractelige faar Gud. Thi din misgerning lærer din mund saa / Oc du haffuer vdualt en skalckactig Tunge. Din Mund skal fordømme dig / oc icke ieg / Dine Læbe skulle suare dig. Est du det førstefødde Menniske? Est du vndfangen før end alle Høye? Haffuer du hørt Gudz hemmelige raad? Oc er visdommen selff ringere end du? Huad vedst du / som wi icke vide? Huad forstaar du / som icke er hoss oss? Der ere gra oc gamle iblant oss / som lenger haffue leffuit end dine Forfedre.

Skulde Gudz trøst saa ringe gelde faar dig? Men du haffuer end nu nogen sted it lønligt stycke hoss dig. Huad tager dit hierte sig faare? Hui seer du saa hoffmodelige vd? Hui setter dit sind sig mod Gud / at du lader saadan tale gaa aff din mund? Huad er it Menniske / at det skulde vere rent / oc at den skulde vere retferdig / som er fød aff Quinde? See / der er ingen wstraffelig iblant hans Helgene / oc Himlene ere icke rene faar hannem. Huor meget mere it Menniske / som er en Verstyggelighed / oc slem som dricker wretferdighed lige som Vand. Jeg vil vise dig det / hør mig / Oc ieg vil fortele dig / huad ieg haffuer seet. Huad de vise haffue sagt / oc det vaar icke skiult faar deris Forfedre. Huilcke Landet er alene giffuit / at ingen Fremmet maa gaa der igennem.

Den Wgudelige beffuer alle sine dage / oc Tyrannens aars tal er skiult. Huad hand hører det forferder hannem / Oc end dog at der er fred / da frycter hand sig / at Forderffueren kommer. Hand tror icke / at hand kand vndkomme wlycke / oc hand venter sig altid Suerdet. Hand far hid oc did effter Brød / oc hannem tyckis altid / at hans wlyckis tid er faar haanden. Angist oc nød forferde hannem / oc sla hannem ned / lige som en Konge met en Hær. Thi hand haffuer vdrackt sin haand mod Gud / oc stercket sig mod den Almectigste. Hand løber met hoffuedet mod hannem / oc strider haardnackelige mod hannem. Hand ophøyer sig som en fed bug / Oc gør sig fed oc tyck.

Oc hand skal bo i forstyrrede stæder / som ingen huss ere / men ligge alle paa en hob. Hand skal icke bliffue rig / oc hans godz skal icke bestaa / oc hans lycke skal icke vdbrede sig i Landet. Wlycke skal icke ophøre hoss hannem / Luen skal bort tørre hans quiste / oc opæde dem ved hendis mundz aande. Hand skal icke bestaa / thi hand er bedragen i sit eget gode tycke / Oc forgengelighed skal vere hans løn. Hand skal faa en ende / naar det er hannem wbequemt / oc hans Quist skal icke grønis. Hand skal affriffuis / lige som en wtidig Vindrue aff Vintræet / oc som it Olietræ bort kaster sit blomster. Thi at Øyenskalckens forsamling skal bliffue enlig / oc ild skal fortære deris bolige / som tage gaffuer. Hand gaar fructsommelig met wlycke / oc hand føder møye / oc deris Bug bær feil.

XVI.

JOb suarede / oc sagde / Jeg haffuer tit hørt saadant / J ere allesammen slemme Trøstere / Skulle de løse ord icke faa ende? Eller huad gør dig saa dristig saa at tale? Jeg kunde oc vel tale som i / Vilde Gud at eders Siele vaare i min Sielis sted / Jeg vilde oc sette mig mod eder met ord / oc skudde mit hoffuit saa offuer eder. Jeg vilde styrcke eder met munden / oc trøste met mine lebe. Men om ieg end taler / Da spar dog icke min pine mig / Lader ieg det staa tilbage / Da gaar hun icke fra mig.

Men nu gør hand mig træt / oc forstyrrer alt det ieg er. Oc hand haffuer giort mig ryncker / oc vidnet mod mig / Oc min Modstandere ophøyer sig mod mig / oc suarer mod mig. Hans vrede sønder riffuer / oc den er mig gram / bider Tender tilsammen offuer mig / min Modstandere vincker met sine øyen paa mig. De oplode deris munde mod mig / oc sloge mig haanlige paa mit kindben / oc læskede deris vrede paa mig. Gud gaff mig vnder den wretferdige / oc loed 440 | mig komme i de Wgudeligis hender. Jeg vaar rig / Men hand haffuer giort mig til inted / Hand tog mig ved halsen / oc reff mig sønder / oc opreyste mig til it Maal. Oc bespende mig met sine Skøtter / Hand haffuer sønder reffuit mine Nyre / oc hand sparde icke / Hand haffuer vdgydet min Galle paa Jorden. Hand giorde mig det ene saar paa det andet / Hand haffuer løbet mod mig som en Kempe.

Oc ieg syde en sæck om kring min hud / oc lagde mit Horn i støff. Mit ansict er hoffuit aff graad / Oc mine øyenbryne ere formørckede. alligeuel at der er ingen fortrædelighed i min haand / oc min Bøn er ren. Ah iord skiul icke mit Blod / oc mit rob skal inted rum finde. Oc see der / mit Vidne er i Himmelen / oc den mig kender / hand er i det Høye. Mine Venner ere mine Bespaattere / Men mit øye græder thaare til Gud. Kunde mand gaa til rette met Gud / som it Menniskis barn met sin Ven. Men de bestemte aar ere komne / oc ieg gaar bort den vey at huilcken ieg kommer icke igen.

XVII.

MJn Aande er skrøbelig / oc mine dage ere forsteckte / Graffuen er der. Jngen er skuffuit aff mig / dog mue mine øyen der faare bliffue i drøffuelse. Vilde du end nu haffue Borgen aff mig / huo vil loffue for mig? Du haffuer skiult forstanden fra deris hierte / der faare skalt du icke ophøye dem. Hand roser vel byttet faar sine Venner / Men hans børns øyen skulle vansmectis. Hand haffuer sæt mig til en Sprock iblant Folcket / oc ieg maa vere en Spaat iblant dem. Min skickelse er bleffuen mørck aff drøffuelse / oc alle mine lemmer ere lige som en skugge. Der offuer skulde de Retferdige see ilde vd / oc de wskyldige skulde sette dem mod Øyenskalcke. Den Retferdige skal beuare sin vey / Oc den som haffuer rene hender / skal bliffue sterck. Nu vel / saa vender eder alle hid oc kommer / Jeg finder dog ingen Viiss iblant eder.

Mine dage ere fremfarne / mine Anslag ere atskilde / som bespaatte mit hierte. Oc de giorde dag aff natten / oc nat aff dagen. Om ieg end lenge bier / saa er dog Helffuede mit Huss / oc min Seng er giort i mørcket. Jeg kallede Raadnelse min Fader / oc Ormene min Moder oc min Søster. Huor effter skal ieg bie? oc huo acter mit haab? Det skal fare hen vnder i Helffuede / oc ligge met mig i støffuen.

XVIII.

DA suarede Bildad aff Suah / oc sagde / Naar ville i gøre en ende paa talen? Mercker dog / siden ville wi tale. Hui bliffue wi actede som Fæ / oc ere saa wrene faar eders øyen? Vilt du brøste aff ondskaff? Ment du / at iorden skal forladis faar din skyld / oc at klippen skal flyttis aff sin sted? Den Wgudeligis Liuss skal oc vdslyckis / oc hans ildis gnist skal icke liuse. Liuset skal bliffue mørkt i hans Bolig / oc hans Løcte skal vdslyckis offuer hannem. Hans Godzis tilgonge skulle bliffue smale / oc hans anslag skulle feyle hannem. Thi hand er ført i snaren met sine føder / oc vandrer i Garnet. Snaren skal holde hans hæle / oc de Tørstige skulle gribe hannem. Hans Snare er lagt i iorden / oc hans Felde er paa hans gaang. Frøct skal hastelige forferde hannem trint omkring / at hand skal icke vide / huort hand skal hen.

Hunger skal vere hans boskaff / oc wlycke skal vere hannnem bered oc henge ved hannem. Hans hudz styrcke skal fortæris / oc Dødzens Første skal fortære hans styrcke. Hans haab skal opryckis aff hans Bolig / oc de skulle driffue hannem til forskreckelsens Konge. Der skal inted bliffue i hans Bolig / der skal suogel spreis offuer hans Bolig. Hans Røder skulle bort tørris neden til / oc offuen til skal hans Høst affskæris. Hans ihukommelse skal forgaa i Landet / Oc hand skal inted naffn haffue paa gaderne. Hand skal fordriffuis fra liuset i mørcket / oc bort stødis aff Jorden. Hand skal huercken haffue Børn eller Børne børn iblant sit Folck / Der skal ingen bliffue igen i hans Godz. De som komme effter hannem / skulle forferde sig offuer hans dag / Oc der skal komme en frøct offuer dem som ere faar hannem. Denne er den Wretferdigis Bolig / oc denne hans sted / som icke acter Gud.

XIX.

441 |

JOb suarede oc sagde / Hui plaffue i dog min Siel / oc pine mig met ord? J haffue nu ti gonge forhaanet mig och i skamme eder icke / at i saa omdriffue mig. Far ieg vild / saa far ieg vild for mig. Men i sette eder sandelige mod mig / och straffe mig til min forsmedelse. Mercker dog it / at Gud gør mig wret / oc bespender mig met sin Jact Snare. See / om ieg end rober offuer fortredelighed / saa bliffuer ieg dog icke bønhørd / Jeg rober / oc der er ingen ræt. Hand gerdede min vey / at ieg kand icke gaa hen offuer / Oc hand sette mørckhed paa min sti. Hand førde mig aff min ære / och tog Krunen aff mit hoffuit. Hand brød mig sønder trint omkring / och loed mig gaa / Hand rycte mit Haab bort som it Træ.

Hans vrede er grum offuer mig / oc hand acter mig for sin fiende. Hans Krigsfolck komme sammen / oc stenlagde deris vey offuer mig / oc leyrede dem omkring min Bolig. Hand skilde mine Brødre longt fra mig / oc mine Kyndinge ere bleffne mig fremmede. Mine Neste drage bort / oc mine Venner forglemde mig. Mit Husfolck oc mine piger acte mig som en fremmet / Jeg er bleffuen wkent faar deris øyen. Jeg kallede min Suend / och hand suarede mig inted / Jeg maatte formane hannem met min egen mund. Min Hustru holder sig fremmet naar ieg kalder at hende / ieg maatte formane mit Liffuis Børn. Oc de vnge Børn skøde inted om mig / Naar ieg setter mig mod dem / da giffue de mig onde ord. Alle mine trofaste haffue Verstyggelighed til mig / Oc de ieg elskte / haffue vent sig mod mig.

Mine ben henge ved min hud oc kød / oc ieg kand icke skiule mine tender met huden. Forbarmer eder offuer mig / forbarmer eder offuer mig / i mine venner / Thi Gudz haand rørde mig. Hui forfølge i mig / lige saa vel som Gud / oc kunde icke mættis aff mit kød? Ah at min tale maatte bliffue bescreffuen / Ah / at hun kunde sættis i en Bog. Met en Jernstil paa bly / och at hun maatte vdhuggis i en Sten til en euig hukommelse. Jeg ved at min Frelsere leffuer oc hand skal her effter opuecke mig aff Jorden. Oc ieg skal der effter omgiffuis met denne min hud / oc ieg skal see Gud i mit kød. Den samme skal ieg see faar mig / oc mine øyen skulle skue hannem / oc ingen fremmet. Mine nyre ere fortærede i mit skød / thi i sige / huorledis ville wi forfølge hannem / oc finde en sag til hannem? Frycter eder for suerdet / Thi suerdet er vreden offuer misgerningen / Paa det i skulle vide / at der er en Dom.

XX.

DA suarede Zophar aff Naema / oc sagde / Der til maa ieg suare / oc kand icke bie. Jeg vil oc gerne høre / huo mig skal straffe oc sige der emod / Thi at min aandis forstand skal suare for mig. Vedst du icke / at det haffuer altid gonget saa til / saa lenge som der haffuer veret Menniske paa iorden. At de Wgudeligis ross staar icke lenge / oc at Øyenskalckis glæde varer it øyeblick? Om hans høyhed end racte til Himmelen / oc hans hoffuit rørde paa skyen / Saa omkommer hand dog paa det siste hen som skarn / At de / som hand vaar anseet faare / skulle sige / huor er hand? lige som en drøm forfaris / saa skal hand icke findis / Oc lige som en Syn forsuinder om natten. Det øye som hannem haffuer seet skal icke mere see hannem / Oc hans sted skal icke skue hannem / Hans Børn skulle gaa om oc tygge / Oc hans haand skal giff hannem møye til løn. Hans Ben skulle vndgelde hans hemmelige synder / oc de skulle legge sig i iorden met hannem.

Der som hans Ondskaff end smager hannem vel i hans mund / da skal hund dog feyle hannem i hans tunge. Hun skal opholdis / oc icke tilstedes hannem / oc det skal formenis hannem i hans hals. Hans mad skal omuende sig induortis i Liffuit til Øgle galde. Det Godz som hand haffuer opsluget / det skal hand vdspy igen / oc Gud skal støde det aff hans bug. Hand skal sue Øglers galde / oc Hugormens tunge skal dræbe hannem. Hand skal icke see Strøme eller vand bæcke / som flyde met hunig oc smør. Hand skal arbeyde / oc nyde det icke / Thi at andre skulle faa hans Godz / at hand skal icke bliffue glad. Thi hand vndertryckte oc forlod de fattige / hand reff huss til sig / som hand icke bygde. Thi hans bug kunde icke bliffue fuld / hand skal icke vndkomme for sit kaastelige Godz skyld. Der skal inted bliffue igen aff hans Mad / Thi skal hans gode Leffnit haffue ingen bestand. Der som hand haffuer end offuerflødige nock / skal hannem dog bliffue bange / allehonde møye skal komme offuer hannem.

Hans bug skal end en tid bliffue fuld / oc hand skal sende sin Vredis grumhed offuer hannem / hand skal lade sin strid regne offuer hannem. Hand skal fly for iern Harnisk / Oc Staalbue skulle foriage hannem. Der skal gaa it draget Suerd vd igennem hannem / oc Suerdens blinck / 442 | som skal bliffue hannem beskt / skal fare offuer hannem met forferdelse / Der er inted mørck / som hannem kand skiule. Der skal ild fortære hannem som icke er opblæst / Oc det skal gaa den ilde / som er offuerbleffuen i hans Bolig. Himmelen skal aabenbare hans misgerning / oc iorden skal opsette sig mod hannem. Hans korn skal bortføris aff hans Huss / oc bortspredis i hans vredis dag. Det er det Wgudelige Menniskis løn hoss Gud / oc hans talis arff hoss Gud.

XXI.

JOb suarede / oc sagde / Hører dog min tale / oc lader eder vnderuise / Tillader / at ieg nu taler / oc bespaatter mig siden. Handler ieg met it Menniske / at mit mod skulde icke vere wuilligt her vdi? Vender eder hid til mig / saa skulle i see ilde vd / oc holde eders hender faar eders munde. Naar ieg tencker der paa / da forferdis ieg / oc der kommer beffuelse paa mit kød. Hui leffue da de Wgudelige / bliffue gamle oc faa saa meget godz? Deris Sæd er tryg omkring dem / oc deris Affkomme er hoss dem. Deris Huss haffue fred for fryct / oc Gudz riss er icke offuer dem. Hans oxe legger mand til / oc de forfare icke for hannem. Hans ko kælffuer / oc er icke wfructsommelig. Deris vnge Børn gaa vd / som en hiord / oc deris børn lege oc springe. De fryde sig met Trommer oc Harper / oc ere glade met Piber. De bliffue gamle hoss gode dage / oc de forferdis neppelige it øyeblick for Helffuede. De som dog sige til Gud / Vig fra oss / Wi wille icke vide dine veye. Huo er den Almectigste / at wi skulde tiene hannem? eller huad ere wi forbedrede der aff / om wi kalde paa hannem?

Men see / deris godz staar icke i deris hender / Thi skal den Wgudeligis sind vere longt fra mig. Ah / huorledis skal de Wgudeligis løcte vdslyckis / oc deris wlycke komme offuer dem? Hand skal vddele hierte sorg i sin vrede. At de skulle bliffue som affner faar vær / oc som støff der storm bort blæss. Gud beholder det onde paa hans Børn / Naar hand vil betale hannem / da skal mand faa det at finde. Hans øyen skulle see hans forderffuelse / oc hand skal dricke aff den Almectigis vrede. Thi huo skal haffue behagelighed til hans huss effter hannem? oc hans maanedis tal bliffuer neppelige halff. Huo vil lære Gud / som oc dømmer de Høye? Denne døer karsk oc sund / i al rigdom / oc haffuer offuerflødige nock. Hans milke kar er fult aff milck / oc hans ben bliffue fede met marff. Oc den anden døer met en bedrøffuit siel / oc haffuer aldrig ædet met glæde / Oc de ligge lige met huer andre i iorden / oc Orme skiule dem.

See / ieg kender eders tancker vel / oc eders fortredelige opset mod mig. Thi at i sige / Huor er Førstens Huss? oc huor ere de Bolige / som de Wgudelige bode? Tale i dog der om / lige som det Menige Folck / oc i acte icke huad deris vesen betyder. Thi at den onde beuaris til forderffuelsens dag / oc hand bliffuer til grumhedens dag. Huo vil sige / huad hand haffuer fortient / naar mand seer vduortis til? Huo vil betale hannem det hand gør? Men hand skal riffuis til Graffuen / oc bliffuer der hoss hoben. Beckens dynd behagede hannem vel / oc alle Menniske skulle følge effter hannem / oc de ere wtalige / som vaare faar hannem. Hui trøste i mig saa forgeffuis? oc eder suar findis at vere wret.

XXII.

DA suarede Eliphas aff Thema / oc sagde / Huad behøffuer Gud en sterck / Eller huad er hannem en Klog nyttig? Ment du at det behager den Almectigste / at du gør dig saa from? Eller huad hielper det hannem / om du end acter dine veye vden smitte? Ment du at hand skal frøcte at straffe dig / oc at gaa i rette met dig? Ja din ondskaff er saa stor / oc der er ingen ende paa dine misgerninger. Du haffuer taget nogen tid Pant aff din Broder for vden aarsage / Du haffuer afført klæderne aff de Nøgne. Du haffuer icke giffuit de Trætte vand / oc du negtede de Hungrue dit brød. Du haffuer bruget vold i Landet / oc sidet tradzelige der i. Du haffuer ladet Encker gaa tomhendede fra dig / oc brøst armene sønder paa de Faderløse. Der faare est du nu omkringset met snarer / oc rædsel haffuer hastelige forferdet dig. Skulde du icke see mørcket / oc Vandfloden icke betecke dig?

See / Gud er høy der offuen i Himmelen / oc see stiernerne der offuen i det Høye / Oc du siger / Huad ved Gud? Skulde hand kunde dømme det som er i mørcket? Skyerne er hans skiul / oc hand seer icke? oc hand vandrer i Himmelens omgang. Vilt du acte verdzens løb / i huilcket de Wretferdige haffue gonget? De forfore før deris tid kom / oc vandet haffuer toet de 443 |ris grundual bort. De som sagde til Gud / gack hen fra oss / huad skulde den Almectigste kunde gøre saadanne? Der som hand end fylder deris Huss met godz / Men de Wgudeligis mening vere longt fra mig. De Retuise skulle det see / oc glæde sig / oc den Wskyldige skal bespaatte dem. Huad gelder / at deris vesen skal forsuinde / oc ilden skal fortære deris offuerbleffne?

Saa forlig dig nu met hannem oc haff fred / Der aff skalt du faa meget gaat. Hør Louuen aff hans mund / oc begrib hans tale i dit hierte. Vender du dig om til den Almectigste / da bliffuer du opbygd / oc lader wret vere longt fra din Bolig. Saa skalt du giffue guld for iord / oc gyldene kar for stene. Oc den Almectigste skal vere dit guld / oc du skalt faa store hobe sølff. Da skalt du haffue din lyst til den Almectigste / oc opløffte dit ansict til Gud. Saa skalt du bede hannem / oc hand skal høre dig / oc du skalt betale dine løffte. Huad du tager dig faare / det skal hand gøre lycksalige for dig / Oc liuset skal skinne paa dine veye. Thi hand ophøyer dem / som sig ydmyge / Oc huo som slar sine øyen ned / den skal Gud frelse. Oc den wskyldige bliffuer reddet / Oc hand bliffuer reddet for hans henders renhedz skyld.

XXIII.

JOb suarede / oc sagde / Min tale bliffuer end nu bedrøffuit / min mact er skrøbelig offuer min suck. Ah viste ieg huorledis ieg kunde finde hannem / oc maatte komme til hans stoel. Oc sette sagen i rette faar hannem / oc tage min mund fuld met straff. Oc forfare den tale som hand suarer mig / oc forstaa huad hand skal sige mig. Vil hand trætte mod mig met stor mact? Da skicke sig icke saa mod mig. Men legge mig det lige faar / da vil ieg vel vinde min Ræt. Men gaar ieg nu ret frem / da er hand der icke / Gaar ieg tilbage / da spør ieg hannem icke. Er hand paa den venstre side / da griber ieg hannem icke / Skiul hand sig paa den høyre side / da seer ieg hannem icke.

Men hand kender min vey vel / Hand forsøge mig / da vil ieg bliffue funden / lige som guld. Thi ieg setter min fod paa hans sti / oc holder hans vey / oc viger icke aff. Oc træder icke fra hans Læbers Bud / oc ieg beuarer hans mundis tale mere end ieg er skyldig til. Hand er enstig / huo vil suare hannem / oc hand gør det lige som hand vil. Oc der som hand end betaler mig det / som ieg haffuer fortient / da haffuer hand end nu mere tilbage. Der faare forferdes ieg for hannem / oc naar ieg det mercker / da frøcter ieg for hannem. Gud haffuer giort mit hierte bløt / oc den Almectigste haffuer forferdet mig. Thi mørcket gør ingen ende met mig / oc taaget vil icke skiulis faar mig.

XXIIII.

DEr faare skal tiden icke vere skiult for den Almectigste / Oc de som hannem kende / see icke hans dage. De driffue Landemerckene tilbage / de røffue hiorden oc føde dem selffue. De driffue de Faderløsis asne bort / oc tage Enckernis øxen til pant. De fattige mue vige for dem / oc de nødtørfftige i Landet mue skiule sig. See / de vilde Diur i Ørcken gaa vd som de pleye / aarlige effter roff / at berede mad til deris Vnger. De høste paa ageren / alt det hand bær / oc plaacke vingaarde / som de haffue met wrette. De lade de nøgne ligge / oc lade dem inted tecke faa i frost / som de toge Klæderne fra. At de mue holde sig op til Klippen / naar der kommer en Støberegn aff bierget paa dem / effterdi at de haffue ellers ingen trøst.

De riffue barnet fra brystet / oc gøre det Faderløst / oc de gøre Folcket fattige met deris plantelse. De lade de Nøgne gaa vden klæder / oc de tage negerne fra de Hungrie. De tuinge dem til at gøre olie paa deris egne møller / oc træde vin i deris egne vinperser / Oc lade dem dog lide tørst. De gøre Folcket i Staden suckende / oc de ihielslagnis Siæle skrigende / oc Gud størter dem icke om. Der faare ere de aff faldne fra liuset / oc kende icke hans vey / oc vende sig icke heller om igen til hans sti. Morderen staar op / naar det dagis / oc myrder de fattige oc nødtørfftige / Oc om natten er hand som en Tyff. Horkarlens øye giffuer act paa mørcket / oc siger / Jnted øye seer mig / oc mener at hand er skiult. J mørcket bryder hand ind i Husit / Om dagen skiule de sig met huer andre / oc fly faar liuset. Thi naar morgenen kommer dem / er det dem lige som it mørck / Thi hand føler mørckens forferdelse. Hand far lettelige hen lige som paa it vand / Hans godz bliffuer ringe i Landet / oc hand bygger icke sin Vingaard. Helffuede tager dem bort som synde / Lige som hede oc tyrcke borttørre Sne vand.

444 | Barmhertighed skal forglemme hannem / Hans lyst bliffuer fuld met orme / hand skal icke mere ihukommis / Hand skal sønder brydis som it raadet Træ. Hand giorde de Enlige skade som icke fødde / Oc hand giorde Enckerne inted gaat. Oc hand drog de Mectige vnder sig met sin mact / Naar hand staar / skal hand icke vere viss paa sit Liff. Hand gør sig vel selff en tryghed / Dog see hans øyen paa deris gerning. De ere en liden tid ophøyde / oc bliffue til inted / oc vndertrøckte / oc plat ødeleggis / Oc affslais / som de første blomster paa ax. Er det icke saa? Nu vel / huo vil straffe mig for løgn / oc beuise / at min Tale er inted.

XXV.

DA suarede Bildad aff Suah / oc sagde / Er icke Herredømmet oc frøcten hoss hannem / som gør fred iblant sine Høyste? Huo vil tele hans Krigsfolck? oc offuer huem gaar icke hans Liuss op? Oc huorledis kand it Menniske vere retferdigt faar Gud? Oc huorledis kand en quindis barn vere rent? See / Maanen skin icke end nu / oc Stiernerne ere icke end nu rene faar hans øyen. Huor meget mindre it Menniske / en madke / oc it Menniskis Barn / en orm.

XXVI.

JOb suarede / oc sagde / Huem holder du met? Met den som haffuer ingen mact / Hielper du den som haffuer ingen styrcke i armen? Huem giffuer du raad? Den som haffuer ingen visdom / oc vnderuiser en Mectig / huorlunde hand skal det fulkomme? For huem taler du / oc for huem gaar aanden vdaff dig? Kemperne ere bange vnder vandet / oc de som bo hoss dem. Helffuede er obnet for hannem / oc forderffuelsen haffuer inted skiul. Hand vdbreder Norden paa inted / oc henger Jorden paa inted. Hand samler Vandet tilsammen i sine skyer / oc Skyerne brøste inted der vnder. Hand opholder sin Stoel / oc vdbreder sine skyer der faare. Hand haffuer sat it maal omkring vandet / indtil at liuset oc mørcket forgaa. Himmelens pillere skelffue / oc forferde sig for hans straff. For hans mact bliffuer Haffuet stille / oc for hans forstand ophøyer Haffuens høyhed sig. Paa Himmelen bliffuer det deyligt ved hans Vær / oc hans Haand bereder lange orme. See / saa gaar hans gerning / Men der om haffue wi fornummet it lidet ord / Men huo kand forstaa hans tordens mact?

XXVII.

OC Job talede ydermere oc begynte sin Ordsprock / oc sagde / Saa sandelige som Gud leffuer / som icke lader min ræt gaa bort / oc den Almectigste / som bedrøffuer min Siel. Saa lenge som min aande er i mig / oc snue aff Gud er i min næse / da skulle mine læbe icke tale wret / oc min tunge skal icke sige bedragelse. Det skal vere longt fra mig / at ieg skal giffue eder ræt / Jeg vil icke vige fra min fromhed / før min ende kommer. Oc icke lade aff min retferdighed som ieg haffuer / Min samuittighed bider mig icke for al min Leffnedis skyld. Men min Fiende skal findis en Wgudelig / oc den som setter sig op mod mig / en wretferdig. Thi huad er en Øyenskalckis haab / at hand er saa gerig / oc Gud riffuer dog hans siel bort? Ment du at Gud vil høre hans skrig / naar angist kommer offuer hannem? Huorledis kand hand haffue lyst til den Almectigste / oc kalde nogen tid paa Gud?

Jeg vil lære eder aff Gudz haand / oc huad der gelder hoss den Almectigste / det vil ieg icke dølie. See / i holde eder alle at vere kloge / Hui giffue i da saadanne wnyttige ting faare? Der er it wgudeligt Menniskis løn hoss Gud / oc Tyranners arff / at de skulde bort tages aff den Almectigste. Haffuer hand mange børn / da skulle de dø aff Suerd. Oc hans Affkomme skulle icke faa Brød nock. Hans offuer bleffne skulle iordis i døden oc hans Encker skulle icke græde. Naar hand sancker pendinge tilsammen som iord / oc klæder som leer. Da skal hand vel berede det / Men den retferdig skal føre sig i dem / oc den Wskyldige skal vdskiffte pendingene. Hand bygger sit Huss som en Eder kaappe / oc som en Voctere gør sig it Skur.

Naar den Rige legger sig / da skal hand icke skrabe det met sig / Hand skal oplade sine øyen / oc der skal inted vere. Forferdelse skal falde offuer hannem / lige som Vand / Storm skal borttage hannem om natten. Østen vær skal føre hannem bort / at hand skal fare der hen / Oc storm 445 | skal driffue hannem aff sin sted. Gud skal føre saadant offuer hannem / oc skal icke spare hannem / Al ting skal fly aff hans hender. Man skal klappe offuer hannem met hender / oc huisle offuer hannem der som hand vaar.

XXVIII.

SØlffuit haffuer sin gong / oc guldet sin sted som det smeltis. Jernet fører mand aff iorden / Oc aff stene smelter mand kaaber. Mørcket faar en gang ende / oc der finder io nogen paa det siste Skeuersten dybt skiult. Der bryder saadan en Beck vd / at de som bo der hoss / miste veyen / Oc det falder igen / oc flyder longt hen fra Folcket. Mand tager oc ild op aff iorden / der som dog voxer mad offuen paa. Mand finder Saphir sammestedz / oc Jordklimpe som Guld er vdi. Den sti ingen Ful haffuer kent / oc ingen Griffs øye seet. De staalte børn haffue icke traad der paa / oc ingen Løuue gonget der paa. Mand legger oc haanden paa stenklippen / oc graffuer biergene om. Mand riffuer Becke aff klipperne / oc øyet seer / alt det som kaasteligt er. Mand formener strømen Vandet / oc det som skiult er der vdi / fører mand til liuset.

Huor vil mand finde Visdom? Oc huor er forstandens sted / Jngen ved huor hun ligger / oc hun bliffuer icke funden i de Leffuendis land. Affgrunden siger / Hun er icke i mig / oc Haffuet siger / hun er icke hoss mig. Mand kand icke giffue Guld for hende / ey heller veye Sølff / at betale hende met Ophirs guld / eller den kaastelige Onich oc Saphir gielde icke lige ved hende. Guld oc Demant kunde icke vere hende lig / mand kand icke vedsle hende for Klenodie aff guld. Ramoth oc Gabis acter mand inted / Visdom er høyre at veye end Perler. Topasius aff Morland regnis icke lige mod hende / Oc det reniste Guld er inted mod hende.

Hueden kommer da Visdommen? oc huor er Forstandens sted? Hun er skiult faar alle Leffuendis øyen / hun er oc skiult faar Fulene vnder Himmelen. Fordømelsen oc døden sige / Wi hørde hendis røcte met vore øern. Gud ved veyen der til / oc hand kender hendis sted. Thi hand seer Jordens ende / oc skuer alt det som er vnder Himmelen. Der hand giorde Været sin vect / oc sette Vandet sin visse maade. Der hand giorde Regnen sit maal / oc Liunet oc Torden veyen. Da saa hand hende / oc opregnede hende / beredde hende oc fant hende. Oc hand sagde til Mennisken / See / HERRENS frøct / det er Visdommen / oc at fly det onde / det er Forstand.

XXIX.

JOb begynte atter sine Parabel / oc sagde / O at ieg vaare i de fremfarne maanede / oc i de dage i huilcke Gud beuarede mig. Den tid hans Løcte skinde offuer mit hoffuit / oc der ieg gick i mørcket ved hans Liuss. Som ieg vaar i min Vngdoms tid / der Gudz lønlighed vaar offuer min Bolig. Den tid den Almectigste vaar end met mig / oc mine børn omkring mig. Der ieg tode mine trin i smør / oc stenene vdgydede mig olie becke. Der ieg vdgick til porten i staden / oc loed berede mig min Stoel paa gaden. Der de vnge saa mig / oc skiulte sig / Oc de Gamle stode op mod mig. Der de Øffuerste lode aff at tale / oc lagde deris haand paa deris mund. Der Førsternis røst skiulte sig / oc deris tunge hengde ved deris gumme. Thi hues øre som mig hørde / det prisede mig salig / oc huess øyen mig saae / hand rosede mig.

Thi ieg reddede den fattige der hand skreg / oc den Faderløse som haffde ingen Hielpere. Hans velsignelse som skulde forderffuis / kom offuer mig / Oc ieg glædde Enckernis hierte. Retuished vaar min Klædebon / huilcken ieg førde mig vdi som en kiortel / oc min Ræt vaar min Førstelig Hue. Jeg vaar den Blindis øye / oc den Haltis føder. Jeg vaar de fattigis Fader / oc huilcken sag ieg icke viste / den vdspurde ieg. Jeg sønder brød den Wretuisis kindtender / oc reff Roffuit aff hans tender. Jeg tenckte / Jeg vil dø i min rede / oc gøre mine dage mange som sand. Min Sæd gick op hoss vandet / oc duggen bleff offuer min Høst. Min herlighed fornyede sig altid for mig / oc min Bue forbedrede sig i min haand.

De hørde mine ord oc tagde stille / oc vactede alle paa mit raad. Der talede ingen mere effter mine ord / oc min tale drøppede paa dem. De voctede paa mig / lige som paa regn / Oc gabede op met deris munde / lige som effter Afftens regn. Naar ieg lo met dem / da bleffue de icke dristige der aff / oc mit ansictis liuss giorde mig icke ringere. Naar ieg vilde komme til deris gerning / da skulde ieg side øffuerst / Oc ieg bode iblant Stridzmend som en Konge / der ieg trøstede dem som vaare bedrøffuede.

446 | XXX.

MEn nu lee de at mig som ere yngre end ieg / huess Fedre ieg haffde foractet at sætte iblant mine Faare hunde. Hues formue ieg holt for inted / som icke kunde komme til Alderdom. De som for hunger oc nød flyde enlige bort i ørcken / oc vaare nylige forderffuede oc bleffue elende. De som oprycte Nellerne hoss Buskene / oc Enebærs træis røder vaar deris mad. Oc naar de oprycte dem / da fryde de sig der ved / som en Tyff. De bode hoss de græselige Bæcke / i iordens huler oc i stenreffuer. Emellem Buskene robte de / oc de samlede vnder Tislerne. Det løse oc foractede Folckis Børn / de som vaare alder ringeste i Landet. Nu er ieg bleffuen deris Strenge leg / oc maa vere deris Fabel. De haffue verstyggelighed til mig / och holde sig longt fra mig / oc de spare icke at spytte faar mit ansict.

De haffue fraspent mine Sele / oc giort mig til inted / oc taget Bitzelet aff mine. De sette dem mod mig paa den høyre side / der som ieg grønedis / oc vdstøtte min fod / de giorde en vey offuer mig / at de vilde forderffue mig. De sønderbrøde min sti / det vaar dem saa læt at gøre mig skade / at de haffde ingen hielp behoff der til. De komme ind lige som at it viit Gab / oc fulde ind for vden aarden. Forferdelse vende sig mod mig / oc forfulde min herlighed som vær / oc min lycksalige stat som en løbendis sky. Nu vdgyder min Siel sig offuer mig / oc den elendige tid haffuer begrebet mig. Om natten stingis mine Ben igennem alle vegne / oc de som mig iage / legge dem icke at soffue. Jeg bliffuer anderledis oc anderledis klæd ved krafftens mangfoldighed / Oc de omgiorde mig der met / lige som met min Kiortels hul. Mand haffuer traad mig i Skarnet / oc actet mig lige som støff oc aske.

Rober ieg til dig / da suarer du mig icke / Traader ieg frem / da acter du mig icke. Du est foruent faar mig til en Græselig / oc beteer din vrede mod mig met din Haandz styrcke. Du løffter mig op / oc lader mig fare paa været / oc sønder smelter mig krafftelige. Thi ieg ved at du skalt antuorde mig Døden / der er alle Leffuendis Huss beskickede. Dog skal hand icke vdstrecke sin Haand til Benhuset / oc de skulle icke skrige for hans forderffuelse. Jeg græd io i den haarde tid / oc min Siel ynckedis offuer de arme. Jeg ventede det Gode / Oc det on de kommer / Jeg haabedis til liuset / oc mørcket kommer. Min induol siuder / oc lader icke aff / den elendige tid haffuer offuerfaldet mig. Jeg gaar sort / oc dog brender Solen mig icke. Jeg staar op oc græder blant Menigheden. Jeg er Hugormis broder / och Strudzens stalbroder. Min hud er bleffuen sort offuer mig / oc mine Ben ere fortørrede aff hede. Min harpe er bleffuen it klagemaal / oc min Pibe er graad.

XXXI.

JEg giorde en Pact met mine øyen / at ieg icke actede paa nogen Jomfrue. Men huad giffuer Gud mig offuen aff til løn? Och huad giffuer den Almectiste aff høyelsen mig til arff? Skulde icke de Wretferdige haffue saadan wlycke met rette? Oc en Misdedere vere saa vdskuden? Seer hand icke mine veye / oc tel alle mine gonge? Haffuer ieg vandret i forfengelighed / Eller haffuer min fod hastet til bedragelse? Saa maa mand veye mig paa en ret Veyskaal / saa skal Gud forfare min fromhed. Haffuer min gong viget aff veyen / oc mit hierte effterfult mine øyen / oc hengde noget vd i mine hender. Da maa ieg saa / och en anden skal op æde det / oc min Slect skal opryckis met rod.

Haffuer mit hierte ladet drage sig til Quinder / eller haffuer ieg luret hoss min Nestis dør. Da maa min Hustru skendis aff en anden / oc andre mue beligge hende. Thi det er en last / och en misgerning faar Dommerne. Thi det vaare en ild / som forterede indtil forderffuelse / oc oprycte met rod al min Jndkomme. Haffuer ieg foractet min Suends eller min Pigis ræt / naar de haffde en Sag mod mig. Huad vilde ieg gøre / der som Gud giorde sig rede oc huad skulde ieg suare / naar han besøgte? Haffuer hand oc icke giort hannem / som giorde mig i Moders liff? oc beredde Liffuit i hannem lige saa vel? Haffuer ieg sagt ney mod de Fattigis begerelse / oc ladet Enckenis øyen vansmectet? Haffuer ieg ædet mit brød alene / at de Faderløse haffue icke oc ædet der aff? Thi ieg haffuer huldet mig som en Fader aff min Barndom / och aff min Moders Liff haffuer ieg gerne trøstet.

Haffuer ieg seet nogen forfare / for hand haffde icke klæder / och ladet den Arme gaa vden klæder? Haffuer icke hans sider velsignet mig / der hand bleff varm aff mine lamskind? Haffuer ieg faret met min haand offuer de faderløse / den tid ieg saa at ieg haffde mact i Porten at hielpe. Da falde mine skuldre fra axlene / oc min arm brøste fra albuen. Thi ieg frøctede Gud lige som en wlycke offuer mig / oc kunde icke bære hans byrde. Haffuer ieg set guld til min tillid / oc sagt til 447 | min trøst? Haffuer ieg glædet mig / at ieg haffde stort Godz / oc min haand haffde forhuerffuit allehonde? Haffuer ieg seet til liuset naar det skinde kart / eller til maanen / naar hand gick fuld? Haffuer mit hierte ladet sig hemmelige forføre / at min mund kyste min haand? Det er oc en misgerning faar Dommeren / Thi der met haffde ieg negtet Gud offuen aff.

Haffuer ieg glæd mig / naar det gick min Fiende ilde / oc ophøyet mig / at wlycke kom paa hannem? Thi ieg loed min mund icke synde / at hand yndskede hans siel en forbandelse. Haffue icke Mendene maatte sige i min Bolig? O Gud giffue / at wi skulde icke bliffue mætte aff hans kød. Den fremmede maatte icke bliffue vde om natten / men ieg loed min dør op for de Veyfarendis. Haffuer ieg skiult min skalckhed som it Menniske / at ieg dulde min misgerning lønlige? Haffuer ieg ladet mig forferde for den store Hob / oc ladet Frendskaffs foractelse forferdet mig? Jeg bleff stille / oc gick icke vdaff dørren.

Huo giffuer mig en Offuerhørere / at den Almectigste vilde høre min begære / at nogen maatte scriffue en Bog om min sag. Saa vilde ieg tage hende paa min axel / oc binde hende omkring mig lige som en Krune. Jeg vilde giffue tallet paa mine gonge tilkende / oc ieg vilde bære hende frem som en Første. Skal min iord skrige mod mig / oc hendis agerrene græde tilsammen. Haffuer ieg ædet hendis fruct wbetalet / oc plaget Agermendenis Liff. Da voxe mig tidzel for huede / oc torne for byg. Jobs ord haffue en ende.

XXXII.

DA lode de tre Mend aff at suare Job / thi hand holt sig saa retuiss. Men Elihu Baracheels søn aff Bus / aff Ram slect / bleff vred paa Job / faar hand holt sin Siel retuisere end Gud. Hand bleff oc vred paa hans tre Venner / faar de funde ingen suar / oc fordømde dog Job. Thi Elihu tøffuede indtil de haffde talet met Job / effterdi at de vaare Eldre end hand. Fordi der hand saa / at der vaar ingen suar i de tre Mends munde / da bleff hand vred / Oc saa suarede Elihu Baracheels søn aff Bus / oc sagde.

Jeg er vng / oc i ere gamle / Thi skyde ieg / oc fryctede at beuise min kaanst iblant eder. Jeg tenckte / Lad aarene tale / oc lad alderens mangfoldighed beuise visdom. Men aanden er i Folck / oc den Almectigis aande gør dem forstandige. De Store ere icke de visiste / oc de Gamle forstaa icke Rætten. Der faare vil ieg nu tale / Hører mig / ieg vil oc lade eder see min kaanst. See / ieg haffuer tøffuit / men i talede / Jeg merckte paa eders forstand / indtil at i funde paa den rette tale. Oc ieg haffuer giffuit act paa eder / Men see / der er ingen iblant eder / som straffede Job / eller suarede til hans tale.

Det kand vel ske / at i ville sige / Wi funde visdommen / at Gud haffuer forskudet hannem / oc ellers ingen. Den tale gør mig icke fyllist / Jeg vil icke saa suare hannem effter eders tale. Ah / de ere forferdede / de kunde icke mere suare / De kunde icke mere tale. Effterdi at ieg tøffuede / oc de kunde icke tale (Thi de staa stille / oc suare inted mere) Da vil ieg dog suare min part / oc vil beuise min kaanst. Thi ieg er saa fuld aff den Tale / at min aande gør mig ve i min Bug. See / min bug er lige som Most der stoppit er / som sønderbryder de ny fad. Jeg maa tale / at ieg kand faa aande / Jeg maa oplade mine læbe oc suare. Jeg vil ingen Persone ansee / oc ieg vil inted Menniske prise. Thi ieg ved icke (der som ieg det giorde) om min Skabere skulde tage mig bort inden en liden stund.

XXXIII.

JOb hør dog min tale / oc merck paa alle mine ord. See / Jeg oplader min mund oc min tunge tal i min mund. Mit hierte skal tale ræt / oc mine læbe skulle sige den rene forstand. Gudz aand haffuer giort mig / oc den Almectigstis aande haffuer giffuit mig Liffuet. Kant du / saa suar mig / Skick dig emod mig oc red dig til. See / ieg hør Gud til / saa vel som du / Oc ieg er oc giort aff Leer. Dog tørst du icke forferdis for mig / oc min haand skal icke bliffue dig forsuar.

Du talede faar mine øern / ieg maatte høre din talis røst. Jeg er ren for vden misgerning / wskyldig / oc haffuer ingen synd. See / hand haffuer fundet en sag met mig / derfare acter hand mig for sin Fiende. Hand haffuer lagt mine føder i stock / och haffuer foruaret alle mine veye. See / lige der aff beslutter ieg mod dig / at du est icke retferdig / Thi Gud er mere end it Menniske. Huor faare vilt du trette met hannem / for hand gør dig icke regenskaff aff alle hans 448 | gerninger? Thi naar Gud beslutter en tid noget / Da betencker hand det icke først der effter.

J synens drøm om natten / naar søffnen falder paa Folck / naar de soffue paa sengen. Da obner hand Folckis øern / oc forferder dem oc reffser dem. At hand vil vende Mennisken fra hans forsæt / oc beskerme hannem fra hoffmod. Oc spare hans Siæl fra forderffuelse / oc hans Liff / at det icke falder i suerdet. Hand straffer hannem met pine paa hans Seng / oc alle hans been haardelige. Oc hand retter hannem hans Legeme saa til / at hand vemmer ved maden / oc hans Siæl / at hun haffuer ingen lyst til at æde. Hans kød forsuinder / at hand kand icke vel see / oc hans been bliffue sønderslagne / at mand icke gerne seer paa dem. At hans siæl skyndis til forderffuelsen / oc hans liff til døden.

Der som en Engil en aff tusinde / talede met hannem / til at forkynde Mennisken huorledis hand skulde gøre ret. Da bliffuer hand hannem naadig / oc siger / Hand skal frelsis / at hand icke far hen vnder til forderffuelsen. Thi ieg haffuer fundet en forligelse. Hans kød skal grønis igen som i Vngdommen / oc lade hannem bliffue vng igen. Hand skal bede Gud / hand skal beuise hannem naade / oc lader see sit Ansict met glæde / oc skal betale Mennisken effter sin redferdighed. Hand skal bekende sig faar Folcket / oc sige / Jeg vilde haffue syndet / oc foruent Rætten / Men det haffde inted veret meg nytteligt. Hand haffuer frelst min Siæl / at hun icke foer i forderffuelsen / Men mit Liff seer liuset.

See / dette altsammen gør Gud tho eller tre gonge met huer. At hand henter hans Siæl igen aff forderffuelsen / oc opliuser hannem met de Leffuen dis liuss. Merck der paa Job / oc hør til / oc ti at ieg kand tale. Men haffuer du noget at sige / da suar mig / Sig til / Est du retferdig / ieg vil gerne høre det. Men haffuer du inted / da hør til / oc ti / Jeg vil lære dig vished.

XXXIIII.

OC Elihu suarede / oc sagde / Hører i Vise min tale / oc i forstandige mercker paa mig. Thi øret prøffuer talen / oc munden smager maden. Lader oss vduele en Dom / at wi mue kende mellem oss / huad gaat er. Thi Job sagde / Jeg er retferdig / oc Gud necter mig min Ræt. Jeg maa liuge / alligeuel at ieg haffuer ræt / Oc ieg er plaffuit aff mine Pile / end dog ieg haffuer inted forskyldet. Huor er saadan en som Job / der dricker bespaatelse lige som vand? Oc gaar paa veyen met Misdedere / oc vandrer met wgudeligt Folck? Thi hand sagde / Naar nogen er end from / da gelder hand dog inted faar Gud.

Der faare hører mig i Vise Folck. Det vere longt fra / at Gud skulde vere wgudelig / oc den Almectigste wretferdig. Men hand betaler Mennisken effter som hand haffuer fortient / oc rammer huer effter sin gerning. For vden tuil / da fordømmer Gud ingen met wrette / oc den Almectigste bøyer icke Rætten. Huo haffuer skicket det som er paa iorden? oc huo haffuer sæt al Jorderig? Der som hand vilde tage sig det faare / da samlede hand alle siæle oc aander til sig. Alles kød skulde forgaa met huer andre / oc Mennisket bleffue til aske igen.

Haffuer du nu forstand / saa hør det / oc merck paa min talis røst / Skulde en tuinge Rætten / fordi at hand hader hannem? Oc at du est stolt / skulde du der faare fordømme den Retferdige? Skulde nogen sige til Kongen / Du wnyttige Mand / oc til Førster / i Wgudelige? Den som dog icke anseer Førsternis personer / oc kender icke den kaastelige mere end den Arme / Thi de ere alle hans Henders gerninger. Folcket maa dø hastelige / oc forferdis oc forgaa om midnatten / De mectige bliffue borttagne mactløse. Thi hans øyen see paa huer mands vey / oc hand skuer alle deris gonge. Der er inted mørck eller taag / som Misdedere kunde skiule dem vdi. Thi det bliffuer ingen tilstæd / at hand gaar i rette met Gud.

Hand omkommer saa mange Stolte / at de ere icke at tele / oc skicker andre i deris stæd. Der faare / at hand kender deris gerning / oc omuender dem om natten / at de bliffue slagne. Hand kaster de Onde paa en hob / at mand det gerne seer. Fordi / at de vigede bort fra hannem / oc forstode ingen aff hans veye. At de Fattigis skrig maatte komme faar hannem / oc hand hørde de Elendigis rob. Naar hand giffuer fred / huo vil fordømme? oc naar hand skiuler Ansictet / huo vil skue hannem / blant Folcket oc Almuen? Oc hand lader en Øyenskalck regere offuer dem / at tuinge Folcket.

Jeg maa tale faar Gud / oc kand det icke lade. Haffuer ieg icke sagt ret / saa lær du mig det bedre / Haffuer ieg wret handlet / da vil ieg det icke mere gøre. Mand bier Suar aff dig / Thi du bort kaster alting / oc du begynte det / oc icke ieg / Vedst du nu noget / da sig til. Jeg lader gerne vise Mend vnderuise mig / oc en viiss Mand lyder mig. Men Job taler met wforstandighed / oc hans ord ere icke kloge. Min fader lad Job forsøgis indtil enden / der faare / at hand vender sig til wretferdigt Folck. Hand haffuer offuer hans synd ocsaa bespaattet / Der faare lad hannem plaffuis blant oss / oc der effter meget snacke mod Gud.

449 | XXXV.

OC Elihu suarede / oc sagde / Holder du det for ret / at du siger / Jeg er retuisere end Gud? Thi du siger / Huo gelder noget hoss dig? Huad hielper det / om ieg gør mig vden synd? Jeg vil suare dig it ord / oc dine Venner met dig. Skue Himmelen oc see / oc skue skyerne / at de ere dig forhøye. Synder du / huad kant du gøre met hannem? oc om dine misgerninger ere mange / huad kant du gøre hannem? Oc om duest retferdig / huad kant du giffue hannem? eller huad skal hand tage aff dine hender?

Din ondskaff kand vel gøre it Menniske som du est / noget / oc din retferdighed it Menniskis barn. De samme mue robe naar dem sker megen vold / oc skrige paa de Storis arm. Som inted skøde der effter / huor er Gud min Skabere / som gør sang om natten / Som gør oss lærdere / end fæet paa iorden / oc visere end fulene vnder Himmelen. Men de skulle oc skrige offuer de Ondis hoffmod / oc hand skal icke bønhøre dem. Thi Gud hører icke forfengelighed / oc den Almectigste skal icke ansee det. Der til met siger du / du skalt icke see hannem / Men der er en dom for hannem / bie hannem eckon. Om hans vrede icke saa snart hiemsøger / oc tager sig icke det til / at der ere saa mange laster. Derfare haffuer Job opladet sin mund forgeffuis / oc giffuit sta alte ord faare met wforstandighed.

XXXVI.

ELihu talede ydermere / oc sagde / Bie mig end nu lidet / ieg vil forkynde dig det / Thi ieg haffuer end nu noget at sige paa Gudz vegne / Jeg vil hente min forstand longt borte / oe beuise min Skabere / at hand er retferdig. Min tale skal vden tuil icke vere falsk / min forstand skal vere vden smitte faar dig.

See / Gud forkaster icke de mectige / thi hand er oc mectig aff hiertens krafft. Hand opholder icke de Wgudelige / men hand hielper den Elendige til rette. Hand vender icke sine øyen fra de retferdige / oc hand lader Kongerne side paa deris Throne altid / at de bliffue mectige. Oc huor fangerne ligge i stocken / oc ere iammerlige bundne met snarer. Da forkynder hand dem / huad de haffue giort / oc deris wdygd / at de haffue handlet met vold. Hand obner dem øret til tuckt / oc siger dem / At de skulle omuende dem fra den wretferdige. Lyde de oc tiene hannem / da skulle de bliffue gamle ved gode dage / oc leffue met løst. Lyde de icke / da skulle de falde i Suerdet / oc forgaa / før end de bliffue det var.

Naar vreden rammer paa Øyenskalcke / da robe de icke / Naar de ligge fangne / da skal deris siel dø i pine / oc deris leffnit iblant Horer. Men hand skal redde de Elendige aff deris elendighed / oc obne den Fattige øret i drøffuelsen. Hand skal riffue dig aff den vie angistis strube / som haffuer ingen grund / Oc dit Bord skal haffue ro / fult met alt gaat. Men du gør de Wgudeligis sag god / at deris sag oc ret holdes ved mact. See til / at vrede maa vel ske haffuer icke kommet dig til at plage nogen / Eller at stor Gaffue haffuer icke bøyet dig. Ment du at hand acter din mact / eller guld / eller nogen sted en sterck eller formuende? Du tørst icke begære natten til / at offuerfalde folck paa deris sted. Beuare dig / oc vent dig icke til wret / som du begynte for din elendighed.

See / Gud er forhøy i sin mact / Huor er en Lærere som hand er? Huo vil hiemsøge sin ven offuer hannem? oc huo vil sige til hannem / Du gør wret? Tenck / at du icke vedst hans gerning / som Folcket siunger. Thi alle Menniske see det / oc Folcket skuer det longt borte. See / Gud er stor oc wbekend / ingen kand vdspøre hans aaris tal. Hand gør vandet til smaa draabe / oc driffuer sine skyer sammen til regn / at skyerne flyde oc drybe saare paa Mennisken. Naar hand rager sig faare at vdbrede skyerne / som sit høye paulun / See / saa vdbreder hand sin liunet offuer de samme / oc hand betecker alle Haffzens ender. Thi der met forferder hand Folcket / oc giffuer dog offuerflødige føde. Hand skiuler Liunet som met hender / oc biuder det dog at komme igen. Der om vidner hans Stalbroder / som er Tordens vrede i skyerne.

XXXVII

DEr faare gruer mit hierte oc beffuer. Kære hører dog / huorledis hans Torden er vred / Oc huad for tale der vdgaar aff hans mund. Hand seer vnder alle Himle / oc hans Liunet skin paa iordens ende. Der effter buldrer Torden / oc hand tordener met sin store liud. Oc naar hans Torden høris / da kand mand icke stille hannem. Gud tordener greselige met sin Torden / oc gør store ting / oc bliffuer dog icke kent. 450 | Hand taler til Sneen / saa er hand strax paa Jorden / oc til Støbe regn / saa er støbe regnen der met mact. Hand haffuer alle Menniske i sin haand / lige som indelucte / at Folcket skal lære / huad hand kand gøre. Det vilde Diur gaar i hulen / oc bliffuer i sin sted. Aff synden kommer vær / oc aff norden kuld. aff Guds aande kommer frost / oc stort vand / naar hand lader det optø. De tycke skyer skilyes at / at det bliffuer klart / och hans skin bryder igennem taaget. Hand vender skyerne huort hand vil / at de vdrette paa Jorderig alt det hand biuder dem. Huad heller det skeer offuer en Slect eller offuer it Land / der som mand finder hannem barmhiertig.

Job merck det / stat oc acte Guds vnderlige Gerninger. Vedstdu / naar Gud fører saadant offuer dem? oc naar hand lader sine skyers liuss bryde frem? Vedst du / huorledis skyerne vdsprede dem? huilcke vnderlige Gerninger de fuldkomne vide. At dine klæder ere varme / naar Landet er stille aff synden vær? Ja du skalt vdbrede skyerne met hannem / som staa fast / som en støbt Spegel. Sig oss / huad wi skulle sige hannem / Thi wi kunde icke recke did hen faar mørckhed. Huo vil opregne hannem det ieg taler? om nogen taler / da bliffuer hand opslugen. Nu seer mand icke Liuset / som skinner klart i skyerne / Men naar været blæser / da bliffuer det klart. aff norden kommer guld / den forferdelige Gud til loff. Men de kunde icke begribe den Almectigste / som er saa stor aff mact / Thi hand skal ingen regenskaff gørefor sin Ræt och gode sager. Derfaare maa folckene frøcte hannem / och hand frycter for ingen / ehuor vise de ere.

XXXVIII.

OC HERREN suarede Job aff it vær / oc sagde / Huo er den / som saa feyler i visdom / oc taler saa met wforstandighed. Giorde dine lender som en Mand / Jeg vil spøre dig at / Lær mig. Huor vaast du / der ieg lagde Jordens grundual? sig mig det / est du saa klog. Vedst du / huo der sette hendis maal? eller huo der drog Rettesnoren offuer hende? Eller huor paa staa hendis føder ned senckte? eller huo lagde hendis Hiørnesten? Der Morgestiernerne met huer andre loffuede mig / oc alde Guds børn frydede dem. Huo lucte haffuet til met sine dørre / der det vdbrast om aff mode rs liff. Der ieg klædde det met Skyerne / och suøbte det i taag som met it suøbe klæde. Der ieg brød hendis løb met min Dam / oc sette stong oc dør derfaare / oc sagde / Hid til skalt du komme / oc icke lenger / Her skulle dine stolte bølger legge sig.

Haffuer du i din tid budet Morgenen / oc viset Morgenstiernen sin sted? At hun befatter Jordens hiørner / oc de Wgudelige bliffue vdkaste. Jndseglet skal omuendis som leer / och de staa som it klæde. Oc liuset skal tagis fra de Wgudelige / oc de Hofferdigis arm skal sønderbrydis. Est du kommen til Haffzens grund / oc haffuer vandret i Dybhedzens fodspor? Haffuer Dødzens porte nogen tid opladet sig faar dig? eller haffuer du seet mørckens port? Haffuer du forfaret huor bred Jorden er? sig til / Vedst du det altsammen? Huilken er den vey der som Liuset boer oc huilken er Mørckhedzens sted? At du kunde bort tage hans landemercke oc mercke stien til hans Huss? Viste du och at du skulde paa den tid fødis / och huor mange dine dage skulde bliffue.

Haffuer du veret der som Sneen kommer fra? eller haffuer du seet / hueden Hagelen kommer? Huilke ieg haffuer forholdet til drøffuelsens tid / oc til stridens oc krigens dag. Ved huilken vey deler liuset sig? oc Østen vær opfar paa iorden? Huo vddelde Støbe regnen sit løb och giorde Liunits oc Tordenens vey. At det regner paa det Land som ingen er / i ørcken som inted Menniske er? At det fylder ørcken oc de øde stæder / oc gør at græsset voxer. Huo er Regnens fader? Huo haffuer fød Duggens draabe? aff huess Liff er Jsen gongen? oc huo fødde Rimfrost vnder Himmelen? At Vandet bliffuer skiult lige som vnder stene / Oc Dybet staar offuen paa. Kant du binde Siustiernernis baand tilsammen? eller opløse Orions baand? kant du lade Morgenstiernen komme frem i sin tid? eller føre Vognen paa Himmelen offuer sine Børn? Vedst du huorledis Himmelen skal regeris? eller kant du mestere hannem paa Jorden?

Kant du føre din Torden høyt op i skyerne / Eller skal Vandens mangfoldighed skiule dig? kant du lade Liunet op / at de fare hen / oc sige / Her ere wi? huo giffuer Visdom skiulet? Huo giffuer forstandige tancker? Huo er saa viiss / at hand kand tele Skyerne? Huo kand stoppe Himmelens Vanløb til? Naar støffuen bliffuer støbt / at hand løber til hobe / oc Klimpene henge ved huer andre.

XXXIX.

451 |

KAnt du giffue Løuinden at iage hendis roff? oc mætte de vnge Løuuer / at de legge dem i deris steder / oc huile i Kulerne som de lure? Huo bereder Raffnen mad / naar hans Vnge robe til Gud / oc flyge vilde naar de haffde inted at æde? Vedst du tiden? Naar Stengederne føde paa klipperne? Eller haffuer du merckt naar Hinderne gaa fructsommelige? Haffuer du tald deris maaneder / naar de bliffue fulde / eller vedst du tiden naar de føde? De bøye sig naar de føde / oc riffue sig oc lade deris Vnger vd. Deris vnge bliffue fede oc formere sig i Kornet / oc gaa vd / och komme icke igen til dem.

Huo haffuer ladet de vilde Diur gaa saa fri? huo opløste Vilddiurenis baand? Som ieg haffuer giffuit skoffuen til huss / och ørcken til Bolige. De bespaatte det bulder i Staden / de høre icke Driffuerens pucken. De see til Biergene som deris føde er / oc lede huor det er grønt.

Ment du at Enhiørningen skal tiene dig / oc skal bliffue hoss din krubbe? Kant du binde dit aag paa hannem at gøre agerrener / at hand skal opbryde effter dig i grunden? Kant du forlade dig paa hannem / for hand er saa sterck? at du skalt lade hannem arbeyde for dig? Kant du tro hannem til at fli dig din sæd igen / oc samle i din Lade?

Paafulens fiære ere skønere end Storckens vinge oc fiærer. Som lader sine æg paa Jorden / oc lader den hede iord klæcke dem. Hand forglemmer at de maatte sønder trædis / oc at it vilt Diur maatte bryde dem sønder. Hand bliffuer saa haard mod sine Vnger lige som de vaare icke hans / oc acter det icke / at hand arbeyder forgæffuis. Thi Gud haffuer taget hans visdom fra hannem / oc haffuer icke delet forstand met hannem. Paa den tid naar hand ferdis høyt / da ophøyer hand sig / oc bespaatter baade Hest oc Mand.

Kant du giffue Hesten styrcke / Eller pryde hans halss met hans skrig? Kant du forferde hannem som en Greshoppe? Huad som er forferdeligt / det er hans næsis priss. Hand stamper paa iorden / oc er frimodig met krafft / oc hand drager vd mod den som er i Harnisk. Hand bespaatter frøcten oc forferdis icke / oc hand flyer icke for suerdet. Naar end Pile kaageret klinger mod hannem / oc baade spiud oc glaffuen skinne. Hand røster oc raser oc skraber i iorden / och acter icke Basunens liud. Naar Basunen lyder fast / siger hand / Hui / oc lucter Striden longt fra / Førsternis skrig oc fryd.

Flyger Høgen effter din forstand / och breder sine vinge vd mod synden? Flyger Ørnen saa høyt aff din befalning / at han gør sin rede i det høye? Hand boer i klippen / oc bliffuer paa toppen hoss klipperne oc i faste stæder. Der fra skuer hand effter føde / och hans øyen see longt borte. Hans Vnge dricke blod / oc huor der er it Aatzel / der er hand.

Oc HERREN suarede Job / och sagde / Huo som vil trette met den Almectigste / skal hand icke beuise hannem det? Oc huo der straffer Gud / skal hand icke forsuare det.

Job suarede HERREN / oc sagde / See / Jeg haffuer veret for letferdig / huad skal ieg suare? Jeg vil legge min haand paa min mund. Jeg haffuer talet en gong / derfaare vil ieg icke mere suare / Her effter vil ieg icke gøre det mere.

XL.

OC HERREN suarede Job aff it vær / oc sagde / Giorde dine lender som en Mand / Jeg vil spøre dig at / lær mig. Skulde du gøre min Dom til inted / oc fordømme mig / at du est retferdig? Haffuer du en arm som Gud / oc kant du tordene met lige saadan røst / som hand gørs Pryde dig met bram / oc ophøye dig / før dig kaastelige oc herlige vdi. Vdspred din grumheds vrede / skue de Hoffmodige huor de ere / oc ydmyge dem. Ja skue de Hoffmodige / huor de ere / oc bøye dem / oc gør de Wgudelige tynde huor de ere. Skrab dem tilsammen i iorden / oc nedsenck deris bram i det skiulte. Saa vil ieg oc bekende dig / at din høyre haand kand hielpe dig.

See / Behemoth / som ieg giorde hoss dig / æder hø som en oxe. See / hans mact er i hans lender / oc hans styrcke er i hans Bugis naffle. Hans stert vdrecker sig som it Cedertræ / hans Lønlige tings aarer staa op som en gren. Hans Ben ere lige som fast kaaber / Hans Ben ere lige som iern staffue. Hand er Guds veyes begyndelse / som hannem giorde / hand griber fat paa hannem met sit suerd. Biergene bære hannem vrter / oc alle vilde Diur lege der. Hand ligger gerne i skugge / Skiult i røer oc i dynd. Busken skiul hannem met sin skugge / oc Piletræ skiule hannem. See / hand sluger Strømen i sig / och acter det icke stort / hand lader sig tycke / hand vilde opøse Jordan met sin mund. Dog fanger mand hannem met hans egne Øyen / oc ved en Snare borer mand hans næse igennem.

452 | XLI.

KAnt du drage Leuiathan met Krogen / eller binde hans tunge met en snor? Kant du sette en Ring i hans næse / eller bore hans Kindben igennem met en pren? Ment du / at hand skal mane dig meget / eller smigre faar dig? Ment du at hand skal gøre it Forbund met dig / at du kant haffue hannem altid til en Suend? Kant du lege met hannem som met en Fwl? eller binde hannem hoss dine Piger? Ment du / at noget Selskaff skal skære hannem sønder / oc skiffte hannem iblant Købmendene? Kant du fylde garnet met hans Hud / oc Fiskerusen met hans Hoffuit? Naar du legger din haand paa hannem / da tenck / at der er en strid / som du kant icke føre til enden. See hans haab skal feyle hannem / Oc naar hand synis / da suinger hand sig bort. Der er ingen saa dristig / at hand tør erre hannem / Huo er da den som kand staa faar mig? Huo haffuer giffuit mig noget tilforne / at ieg skal betale hannem det? Det er mit huad der er vnder alle Himlene.

Der til maa ieg nu sige / Huor stor / huor mectig / oc huor vel hand er skabt. Huo kand kaste hans klæder op? oc huo tør voge det at gribe hannem mellem sine Tender? Huo kand oplade han anledz Kindben? Hans Tender staa forferdelige trint omkring. Hans stolte Skæl / ere lige som faste Skiolde / festet nær i huer andre. Det ene rører det andet / at der gaar icke vær emellem. Det ene henger ved det andet / oc holde sig tilsammen / at de kunde icke skilies fra huer andre. Hans nysen skin som it liuss / hans øyen ere lige som Morgenstiernens øyenbryn. aff hans Mund far bluss / oc gloende gnister skyde hid vd. aff hans næse gaar røg / som aff hede gryder oc Kedle. Hans Aande er som klar lue / oc der gaar lue aff hans Mund. Hand haffuer en sterck halss / oc det er hans lyst / huor hand kand noget forderffue. Hans kødis Ledemod henge ved huer andre / oc holde hart ved hannem / at han kand icke falde sønder.

Hans Hierte er saa hart som en sten / oc saa fast som it stycke aff den vnderste Møllesten. Naar hand opreyser sig / da forskrecke de Stercke dem / oc naar hand bryder frem / da er der ingen naade. Naar mand vil til hannem met suerd eller met spiud / skud oc pantzer / da rører hand sig icke. Hand acter Jern lige som straa oc Kaaber som raadet træ. Der skal ingen Pil foriage hannem / Slingestene ere faar hannem som affner. Hamre acter hand som skeffuer / Hand spaatter de beffuendis Spitze. Der ligger skarpe stene vnder hannem / oc hand far offuer de huasse Klipper / lige som offuer dynd. Hand gør det at det dybe Haff siuder lige som en gryde / Oc hand rører det tilsammen lige som mand blander salue. Veyen skin effter hannem / Hand gør dybet gantske graat. Der kand ingen lignis ved hannem paa iorden / Hand er giort til at vere for vden fryct. Hand foracter alt det som høyt er / Hand er en Konge offuer alle Hoffmodige.

XLII.

OC Job suarede HERREN / oc sagde / Jeg bekender / at du formaar alting / oc at der er ingen tancke skiult faar dig. Det er en wbesindig Mand / som tencker at skiule sit raad. Der faar bekender ieg / at ieg talede wuislige / at det er mig forhøyt oc ieg icke forstaar. Saa hør nu / lad mig tale / ieg vil spøre dig at / lær mig. Jeg haffuer hørt dig met øern / oc mit øye seer dig oc nu. Der faar kender ieg mig skyldig / oc ieg vil bedre mig i støff oc aske.

Der HERREN haffde nu talet disse ord met Job / da sagde hand til Eliphas aff Theman / Min vrede er bleffuen grum offuer dig / oc offuer dine tho Venner / Thi at i haffue icke talet ræt om mig / som min Tienere Job. Saa tager nu siu øxen oc siu vedre / oc gaar hen til Job min Tienere / oc offrer Brendoffer for eder / oc lader Job min Tienere bede for eder. Thi ieg vil ansee hannem / At ieg skal icke lade eder see / huor daarlige i haffue giort / Thi at i haffue icke ræt talet om mig / som min Tienere Job.

Saa ginge Eliphas aff Thema / Bildad aff Suah / oc Zophar aff Naema / oc giorde som HERREN sagde til dem / Oc HERREN saa til Job. Oc HERREN vende Jobs fengzel / der hand bad for sine Venner / Oc HERREN gaff Job dubbelt saa meget som hand haffde hafft.

Oc alle hans Brødre oc alle hans Søster / oc alle som kende hannem før / komme til hannem / oc ode met hannem i hans Huss / oc vende dem til hannem / oc trøstede hannem / offuer alt det onde / som HERREN haffde ladet komme offuer hannem. Oc huer gaff hannem en 453 | skøn Sølffpending / oc it gyldene Stiernespan. Oc HERREN velsignede Job der effter mere end tilforne / at hand fick fiorten tusinde Faar / oc sex tusinde Kamel / oc thu tusin de par Øxen / oc tusinde Asne. Oc hand fick siu Sønner oc tre Døtter. Oc hand kallede den første Jemima / den anden Kezia / oc den tredie Kerenhapuch. Oc der vaar icke saa deylige Quinder fundne i alle Landene / som Jobs døtter / Oc deris Fader gaff dem arff iblant deris Brødre.

Oc Job leffuede siden der effter / i hundrede oc fyretiue aar / at hand saa Børn oc Børne børn / indtil det fierde Led. Oc Job døde gammil oc mæt aff Liffuit.

Ende paa Jobs Bog ❧ ❦