Udgiver: Nielsen, M.A. (2017)   Tekst og udgave
forrige næste

536 | ¶ Salomon Predickere.

I.

DEnne er Predikerens tale / Dauidz Søns / Kongens i Jerusalem.

Det er altsammen idel forfengelighed / sagde Predickeren / Det er altsammen idel forfengelighed. Huad haffuer Mennisken mere aff al sin møye / som hand haffuer vnder Solen? En Slæct forgaar / den anden kommer / Men Jorden bliffuer euindelige. Solen gaar op oc gaar ned / Oc løber til sin sted / at hun kand gaa op igen. Været gaar mod synden / oc kommer omkring til Norden / oc omkring igen til den sted som det begynte. Alle Vand løbe i Haffuit / alligeuel bliffuer Haffuit icke fuldere / Til den sted som de vdflyde / flyde de hen igen.

Alle Gerninger ere fulde aff møye / at ingen kand vdsige det. Øyet seer sig aldri mæt / oc øret hører sig aldri mæt. Huad er det som skeet er? Lige det samme der skal ske her effter. Huad er det som mand haffuer giort? Det er lige som det samme der mand skal gøre her effter / Oc der skeer inted nyt vnder Solen. Skeer der oc noget aff huilcket mand kand sige / See / det er nyt? Thi det er oc før skeet i fremfaren tid / aff dem som vaare faar oss. Mand tencker icke huorledis det er før til gonget / Saa skal mand oc icke tencke paa det som her effter kommer / hoss dem somher effter skulle bliffue.

Jeg predickere vaar Konge offuer Jsrael i Jerusalem / Oc gaff mit Hierte til at søge oc randsage vislige / alt det som mand gør vnder Himmelen. Saadan wselig møye haffuer Gud giffuit Menniskens børn / at de skulle plaffuis der vdi. Jeg saa til alle Gerninger som ske vnder Solen / oc see / det vaar altsammen Forfengelighed oc Jammer. Kroget kand icke bliffue ret / oc det som haffuer brøst / kand icke telies.

Jeg sagde i mit hierte / See / Jeg er bleffuen herlig / oc haffuer mere Visdom / end alle de som haffue verit faar mig i Jerusalem / Oc mit hierte haffuer meget lært oc forfarit. Oc ieg gaff oc mit hierte der til / at ieg kunde lære Visdom / daarlighed oc kloghed / Oc ieg fornam / at saadant vaar oc møye. Thi huor megen Visdom er / Der er oc meget Gremmelse / Oc den som meget vil lære / Hand maa meget lide.

II.

JEg sagde i mit hierte / Nu vel / Jeg vil leffue vel / oc haffue gode dage / Men see / det vaar oc forfengelighed. Jeg sagde til laderen / Du est galen / oc til glæden / Huad gør du?

Da tenckte ieg i mit hierte / at drage mit Legeme fra Vin / oc drage mit hierte til visdom / at ieg kunde begribe huad daarlighed er / Jndtil ieg kunde lære / huad Mennisken vaare gaat / at de skulde gøre / saa lenge de leffue vnder Himmelen.

Jeg giorde store ting / Jeg bygde Huss / plantede Vingaarde. Jeg giorde mig Vrtehaffue oc Lystgaarde / oc plantede allehonde fructsommelige Træ der vdi. Jeg giorde mig Fiskeuand / at vande de grøne træis Skou der aff. Jeg haffde Suenne oc Piger oc Tiuende. Jeg haffde en stor Boskaff met Øxen oc Faar / mere end alle de som haffde verit faar mig i Jerusalem. Jeg samlede mig oc Sølff oc Guld / oc it Liggendefæ aff Kongerne oc Landene. Jeg skickede mig Sangere oc Sangerinder oc Menniskens vellyst / allehonde Strenge leg. Oc ieg bleff mectig offuer alle dem som haffde verit faar mig i Jerusalem / Oc Visdom bleff hoss mig. Oc alt huad mine øyen begerede / det lod ieg dem faa / Oc ieg nectede mit hierte ingen glæde / at det haffde glæde aff alt mit arbeyde / Oc det holt ieg for 537 | min deel aff alt mit arbeyde. Men der ieg saa til alle mine gerninger / som min haand haffde giort / oc møye som ieg haffde hafft / See / da vaar det altsammen forfengelighed oc Jammer / oc inted mere vnder Solen.

Da vende ieg mig om at see til Visdom / oc Kloghed oc Daarlighed / Thi huo veed / huad den skal bliffue for it Menniske / effter Kongen / som de allerede haffue giort? Da saa ieg / at Visdom gaar offuer daarlighed / som Liuset offuer Mørcket. Oc at den Visis øyen staa i Hoffuedit / Men Daarer gaa i mørckhed / Oc ieg merckte dog / at det gaar den ene som den anden.

Da tenckte ieg i mit hierte / Effterdi at det gaar Daaren lige som mig / Hui haffuer ieg dastaaet effter Visdom? Da tenckte ieg i mit hierte / at saadant er oc forfengelighed. Thi mand kommer icke altid den Vise ihu / lige saa lidet som Daaren / oc de tilkommende dage forglemme alting / Oc lige som den Vise døer / Lige ocsaa Daaren. Der faare fortrød mig at leffue / Thi det behagede mig ilde som skeer vnder Solen / at det er saa aldelis forfengelighed oc møye.

Oc mig fortrød alt mit arbeyde som ieg haffde vnder Solen / At ieg skulde lade det til it Menniske / som skulde vere effter mig / Thi huo veed / om hand skal bliffue Viss eller Galen? Oc hand skal dog regere i alt mit Arbeyde / som ieg haffuer vislige giort vnder Solen / Det er oc forfengelighed.

Der faare vende ieg mig / at mit hierte skulde afflade aff alt Arbeyde som ieg giorde vnder Solen. Thi it Menniske som haffuer giort sit Arbeyde met visdom / fornumstighed oc skickelighed / hand maa lade en anden det til Arff / som inted haffuer arbeydet der til / Det er oc forfengelighed oc en stor wlycke. Thi huad faar Mennisken aff alt sit Arbeyde oc sit Hiertis møye / som hand haffuer vnder Solen / vden væ / sorg oc drøffuelse i alle hans dage? At hans hierte haffuer icke heller rolighed om natten / Det er oc forfengelighed.

Er det icke nu Mennisket bedre / at æde oc dricke / oc at hans Siæl er glad i hans Arbeyde? Men dette saa ieg oc / at det kommer aff Gudz haand. Thi huo haffuer gladeligere ædet oc verqueget sig / end ieg? Thi hand giffuer det Menniske Visdom / Forstand oc glæde som hannem behager / Men hand giffuer Synderen wlycke / At hand samler oc drager til hobe / oc det skal dog giffuis den som Gud behager / Der faare er det oc forfengelighed oc Jammer.

III.

ALting haffuer sin tid / Oc alt det som mand tager sig faare vnder Himmelen / haffuer sin stund.

At {
Fødis } haffuer sin tid. At { Tage i faffn } haffuer sin tid.
Vere longt fra at
Plante tage i faffn
Oprycke det som Søge
plantet er. Tabe
Jhiel sla Beholde oc for=
Helbrede uare
Nedbryde Bort kaste
Bygge Sønder riffue
Græde Sy til sammen
Lee Tie
Sørge Tale
Dantze Elske
Adspre sten Hade
Samle sten Stride
Holde fred

Mand arbeyder huorledis mand vil / Saa kand mand dog inted mere vdrette. Der aff saa ieg den møye / som Gud haffuer giffuit Mennisken / at de skulle plagis der vdi (Men hand gør alting vel i sin tid) Oc lader deris hierte bekumre sig / huorledis det skulde gaa til i Verden / Thi Mennisken kand dog icke finde paa den gerning som Gud gør / huercken begyndelsen eller enden. Der faare merckte ieg / at der er inted bedre der vdi / end at vere glad / oc gøre sig gaat i sit Leffnit. Thi huert Menniske som æder oc dricker / oc er vel til fredz i alt sit arbeyde / Det er en Gudz gaffue.

Jeg mercker alt det som Gud gør / der bliffuer altid bestandigt / mand kand inted legge 538 | der til / eller tage der fra / Oc Gud gør saadant / at mand skal frycte hannem. Huad Gud gør / det staar der / Oc huad hand vil gøre / det maa skee / Thi hand søger oc staar der effter.

Jeg saa ydermere vnder Solen Dommens sted / der vaar it Wgudeligt væsen / Oc Retferdighedz sted / der vaare Wgudelige. Da tenckte ieg i mit Hierte / Gud skal dømme den Retferdige oc Wgudelige / Thi at alle forsæt oc alle gerninger / haffue deris tid.

Jeg sagde i mit hiert om Menniskens væsen / i huilcket Gud giffuer til kende / oc lader det anse es som de vaare iblant sig selff lige som Fæ / Thi det gaar Mennisken lige som Fæ. Som dette dør / saa dør oc det / oc de haffue alle en honde aande / oc Mennisken haffuer inted mere end Fæet / Thi det er alt sammen forfengelighed / Det far altsammen til en sted / Det er altsammen giort aff støff / oc det bliffuer til støff igen. Huo veed / om Menniskens aande far op / oc om Fæens aande far ned vnder Jorden? Der faare siger ieg / at der er inted bedre / End at it Menniske er glad i sit arbeyde / Thi det er hans deel. Thi huo vil føre hannem der hen / at hand kand see / huad der skal skee effter hannem.

IIII.

JJg vende mig / oc saa til alle som lide wret vnder Solen / Oc see / der vaar deris Graad som lidde wret / oc haffde ingen Trøstere / Oc de som giorde dem wræt / vaare formectige / at de kunde ingen Trøstere haffue. Da loffuede ieg de Døde som vaare allerede døde / mere end de leffuende som end nu haffde Liffuit / Oc som icke end nu er bedre end de baade / oc fornemmer icke det onde / som skeer vnder Solen.

Jeg saa til Arbeyde oc skickelighed i alle sager / Da hader den ene den anden / Det er io oc forfengelighed oc møye. Thi en Daare slar sine fingre i huer andre / oc æder sit kød. Det er bedre en Haand fuld met rolighed / End baade neffuene fulde met møye oc iammer.

Jeg vende mig / oc saa Forfengelighed vnder Solen. Der er en Enlig oc icke selff anden / oc haffuer huercken Barn eller Broder / Dog er der ingen ende paa hans Arbeyde / oc hans øyen bliffue icke mætte aff Rigdom / Huem arbeyder ieg dog til / oc tager fra min Siæl? Det er io oc forfengelighed oc en ond møye. Saa er det io bedre / tho end en / Thi de nyde dog deris arbeyde vel / Falder den ene / saa hielper hans Staldbroder hannem op / Væ den som er alene / naar hand falder / Da er der ingen anden som hielper hannem op. Oc naar tho ligge tilsammen / verme de sig / Huorledis kand en alene bliffue varm? En kand offuerfaldis / Men tho kunde staa emod / Thi en tredobbelt Snor riffuis icke lettelige sønder.

Jt fattigt Barn som er vist / er bedre end en gammel Konge / som er en Daare / oc veed icke at foruare sig. Der kommer en aff Fengsel til Kongeriget / Oc en som er fød i sit Kongerige / bliffuer arm. Oc ieg saa / at alle leffuende vnder Solen vandrede hoss it andet Barn / som skal opkomme i hans sted. Oc der vaar ingen ende paa det Folck som ginge faare oc bag hannem / Oc de finge dog ingen glæde aff hannem / Det er oc forfengelighed oc it iammer.

V.

FOruare din Fod / naar du gaar til Gudz Huss / oc kom at du kant høre. Det er bedre end Daarers offer / Thi de vide icke huad ont de gøre.

Ver icke snar met din mund / oc lad dit hierte icke haste at tale noget faar Gud. Thi Gud er i Himmelen / oc du paa Jorden / Der faare lad dine ord vere faa. Thi huor der er megen sorg / der komme Drømme / Oc huor mange ord ere / der hører mand Daarer.

Naar du gør Gud it Løffte / saa tøffue icke at holde det / Thi hand haff uer ingen behagelighed til Daarer. Huad du loffuer / det holt / Det er bedre at du inted loffuer / end at du holder icke det du loffuer.

Tilsted icke din mund / at hand forfører dit kød / Oc sig icke faar Engelen / Jeg er wskyldig / Gud maatte fortørnis offuer din røst / oc fordømme alle dine henders gerninger. Huor mange Drøme ere / der er forfengelighed oc mange ord / Men frycte du Gud.

Seer du / at den Fattige gøris wret / oc at Ræt oc Retferdighed bort riffuis i Landet / da forundre icke paa det forsæt / Thi der er end nu en høyre Voctere offuer de Høye / oc ere end nu Høyre offuer dem baade / Der offuer er Kongen i alt Landet / til at arbeyde ageren.

Huo der elsker Pendinge / hand bliffuer aldri mæt aff Pendinge / Oc huo der elsker Rigdom / hand faar inted gaffn der aff / Det er oc forfengelighed. Thi huor meget Godz er / der ere 539 | mange som det æde / Oc huad gaffner det hannem som det haffuer / vden at hand seer der paa met øyene? Huo der arbeyder / hannem er søffnen sød / huad heller hand haffuer ædit lidet eller meget / Men den Rigis offuerflødighed lader hannem icke soffue.

Det er en ond Plaffue / som ieg saa vnder Solen / at beholde Rigdom / den til skade som hannem haffuer. Thi den Rige forfaris met stort iammer / Oc der som hand haffuer afflet en Søn / beholder hand inted i haanden / Lige som hand kom nøgen aff sin Moders liff / Saa far hand bort igen / lige som hand kom / oc hand tager inted met sig aff sit arbeyde i sin haand / naar hand far bort. Det er en ond Plaffue / at hand far bort / lige som hand er kommen / Huad hielper det hannem da / at hand haffuer arbeydet i værit? Hand haffuer ædit i mørcke i alle sine dage / oc i stor gremmelse oc siugdom oc drøffuelse.

Saa synis mig nu gaat at vere / at det er deyligt / naar mand æder oc dricker oc er glad / i alt arbeyde som nogen gør vnder Solen / i alle sine liffs dage / aff det som Gud giffuer hannem / Thi det er hans Deel. Thi huilcket Menniske som Gud giffuer Rigdom oc godz / oc mact til at æde oc dricke der aff for sin deel / oc er glad i sit Arbeyde / Det er en Gudz gaffue. Thi hand tencker icke meget paa det elendige Leffnet / effterdi at Gud glæder hans Hierte.

VI.

DEt er en wlycke som ieg saa vnder Solen / oc er almindelig hoss Menniskene. En som Gud giffuer Rigdom / godz oc ære / oc hannem fattis inted / som hans hierte begerer / Oc Gud giffuer hannem dog icke mact til at bruge det samme / Men en anden fortærer det / Det er forfengelighed oc en ond Plaffue. Der som hand end afflede hundrede Børn / oc leffuede saa lenge / at hand leffuede mange Aar offuer / oc hans Siæl mættede sig icke aff godzet / oc bleffue foruden Graff / Om den siger ieg / At en wtidig fødzel er bedre end hand. Thi hand kommer i forfengelighed / oc hand far bort i mørcke / Oc hans naffn bliffuer skiult i mørcket / Hand bliffuer icke glad aff Solen / oc veed ingen rolighed huercken her eller der. Der som hand end leffuede i thu Tusinde Aar / saa haffuer hand dog aldri it gaat mod / Kommer det icke altsammen til en Sted?

Huert Menniske er Arbeyde paalagt / effter sin maade / Men hiertet kand icke bliffue der hoss / Thi huad vdretter en Viss mere end en Daare? Huad tager en Arm sig faare / at hand vil vere iblant de Leffuende? Det er bedre at bruge det neruerindis godz / End at tencke effter andet / Det er oc forfengelighed oc iammer.

Huad er det / om en er end meget priset / Saa veed mand dog at hand er it Menniske / oc kand icke trætte met det som hannem er formectigt. Thi forfengelige ting ere mange / Huad haffuer it Menniske mere der aff?

VII.

THi huo veed / huad Mennisken er nytteligt i hans Liffs tid / saa lenge som hand leffuer i sin forfengelighed / huilcken der bort far / som en skygge? Eller huo vil sige Mennisken / huad der skal komme effter hannem vnder Solen?

Jt gaat Ryckte er bedre end god Salue / Oc Dødzens dag / end fødelsens dag. Det er bedre at gaa til græde Husit / end til Gildis husit / i hint er alle Menniskis ende / Oc de Leffuende tage det til hierte. Det er bedre at sørge end at lee / Thi at hiertet forbedris ved sorg. De Vises hierte er i græde husit / oc Daarenis Hierte er i glæde husit. Det er bedre at høre de Vises straff / End at høre Daarernis Sang. Thi Daarens Lader er lige som Torne sprage vnder Gryden / Oc det er ocsaa forfen gelighed.

En genuordig gør en Viss wuillig / oc forderffuer it milt hierte. Enden paa en ting er bedre / end begyndelsen der paa / En taalmodig Aand er bedre / end en høy Aand. Ver icke forhastig i dit sind / til at bliffue vred / Thi vreden huiler i en Daaris hierte. Sig icke / Huad er det / at de fremfarne dage vaare bedre end disse? Thi du spør saadant icke vislige. Visdom er god met Arffue godz / Oc hielper at en kand glæde sig aff Solen. Thi lige som Visdom beskermer / saa beskermer oc Pendinge / Men Visdom giffuer den Liffuit som hende haffuer.

See til Gudz Gerninger / Thi huo kand gøre det slæt / som hand gør kroget? Ver glad paa de gode dage / oc tag den onde dag ocsaa for gaat / Thi Gud skicker denne hoss den anden / At Mennisken skal icke vide huad komme skal.

Jeg haffuer seet alle honde i min forfengelighedz tid / Der er en Retferdig oc forfaris i 540 | sin Retferdighed / Oc der er en Wgudelig som leffuer lenge i sin ondskaff. Ver icke formeget Retferdig / oc icke formeget Viss / At du icke forderffuer dig. Ver icke saa Wgudelig oc ver icke daarlig / At du skalt icke dø i wtid. Det er gaat / at du dette begriber / oc icke lader det andet aff din haand / Thi den som frycter Gud / hand vndgaar dem alle.

Visdommen styrcker den Vise mere / end thi Veldige som ere i Staden. Thi der er inted Menniske paa Jorden som gør gaat / oc icke synder. Tag icke heller til hierte alt det mand siger / At du skalt icke høre din Suend bande dig. Thi dit hierte veed / at du haffuer oc tit bandet andre.

Alt saadant haffuer ieg vislige forsøct / Jeg tenckte / Jeg vilde vere viss / Men hun kom longt fra mig. Det er longt borte / huad skal det vere? Oc det er meget dybt / huo vil det finde.

Jeg vende mit hierte til at forfare oc vdspørre / oc at søge Visdom oc konst / at forfare / de wgudeligis daarlighed / oc de galnis vildfarelse. Oc ieg fant at saadan en Quinde er beskere end Døden / hues hierte er garn oc snarer / oc hendis hender ere baand. Huo Gud behager / hand skal vndkomme fra hende / Men Synderen skal fangis ved hende.

See / det haffuer ieg fundet / siger Predickeren / Det ene effter det andet / at ieg kunde finde Konst. Oc min Siæl søger end nu / oc haffuer icke fundet det / Jblant tusinde fant ieg it Menniske / Men ieg fant ingen Quinder iblant dem alle. Alene see / Jeg haffuer fundet det / at Gud giorde Mennisken opret / Men de søge megen Konst. Huo er saa viss? oc huo kand det vdlegge?

VIII.

MEnniskens Visdom opliuser hans ansict / Men den som er wblu / Hand ha dis. Jeg holder Kongens Ord / oc Gudz eed. Haste icke at gaa fra hans ansict / oc bliff icke i onde sager / Thi hand gør huad hannem lyster. J Kongens ord er mact / oc huo kand sige til hannem / huad gør du? Huo som holder Budet / hand skal inted ont fornemme / Men en Visis hierte veed tid oc maade. Thi huert forsæt haffuer sin tid oc maade / Thi Menniskens wlycke er megen hoss hannem. Thi hand veed icke huad der verit haffuer / Oc huo vil sige hannem huad bliffue skal? Mennisken haffuer icke mact offuer Aanden / at forhindre aanden / oc det haffuer ingen mact i Dødzens tid / oc hand skal icke lades løss i strid / Oc det wgudelige væsen redder icke de Wgudelige.

Dette haffuer ieg altsammen seet / oc gaff mit hierte til alle gerninger som ske vnder Solen. Jt Menniske regerer stunden offuer det andet til sin wlycke. Oc da saa ieg Wgudelige som vaare iordede / De som haffde gonget oc vandret i den hellige Sted / oc vaare forglemde i Staden / at de haffde saa giort / Det er oc forfengelighed.

Effterdi at der skeer icke snart en dom offuer de onde gerninger / der aff bliffuer Menniskens hierte fult til at gøre ont. Om en Syndere gør hundrede gonge ont / oc leffuer dog lenge / Da veed ieg alligeuel / at det skal gaa dem vel / som frycte Gud / oc frycte for hans Ansict. Thi det skal icke gaa den Wgudelige vel / oc som en skugge skulle de icke lenge leffue / som icke frycte Gud.

Det er en forfengelighed som skeer paa Jorden / Der ere Retferdige / dem gaar det saa / lige som de haffde de Wgudeligis gerninger / Oc der ere Wgudelige / det gaar dem lige som de haffde de Retferdigis gerninger / Jeg sagde / Det er oc forfengelighed.

Thi loffuer ieg Glæden / at Mennisken haffuer icke bedre vnder Solen / end æde oc dricke oc vere glad / Oc at hand maa saadant faa aff sit Arbeyde i alle hans Liffs dage / som Gud giffuer hannem vnder Solen.

Jeg gaff mit hierte til at vide Visdom / oc at see den møye som skeer paa Jorden / at en oc seer huercken dag eller nat Søffn met sine øyen. Oc ieg saa alle Gudz gerninger / Thi it Menniske kand icke finde den gerning / som skeer vnder Solen / Oc io mere Mennisken arbeyder at søge / io mindre hand finder / Om hand end siger / Jeg er viss oc veed det / Saa kand hand dog icke finde det.

IX.

THi ieg haffuer taget alt saadant til hierte / at randsage det altsammen / At der ere Retferdige oc Vise / oc deris nderdane i Gudz haand / Dog kender inted Menniske nogen sted huercken nogens kærlighed eller had / som hand haffuer faar sig.

Det gaar den ene som den anden / Den Retferdige som den Wgudelige / Den 541 | gode oc rene som den wrene / Den som offrer / som den der icke offrer. Lige som det gaar den Gode / saa gaar det oc Synderen. Lige som det gaar en Menedere / saa gaar det oc den som frycter Eeden. Det er en ond ting iblant alt det som skeer vnder Solen / at det gaar den ene som den anden / Der aff bliffuer oc Menniskens hierte fult aff ondskaff / Oc daarlighed er i deris hierte saa lenge de leffue / Der effter skulle de dø.

Thi hoss alle leffuinde er det som mand ynsker / som er haabit (Thi at en leffuende Hund er bedre end en død Løue) Fordi at de Leffuinde vide at de skulle dø / Men de Døde vide inted / de fortiene icke heller mere / Thi deris ihukommelse er forglemt / at mand icke mere elsker dem / ey heller hader eller bær auind til dem / Oc de haffue ingen deel mere i Verden i alt det som skeer vnder Solen.

Saa gack hen oc æd dit Brød met glæde / drick din Vin met frimodighed / Thi din Gerning er Gud behagelig. Lad dine Klæder altid vere huide / oc lad dit hoffuit icke fattis Salue. Brug dit Leffnit met din Hustru / som du haffuer kær / saa lenge som du haffuer det forfengelige Leffnit / som Gud haffuer giffuit dig vnder Solen / saa lenge som dit forfengelige Leffnit varer. Thi det er din deel i Leffnedet oc i dit Arbeyde / som du gør vnder Solen. alt huad dig kommer forhender at gøre / det gør frimodelige / Thi i Helffuede som du far hen / der er huercken gerning / konst / fornumstighed eller Visdom.

Jeg vende mig / oc saa / huorledis det gaar til vnder Solen / Til at løbe hielper icke at vere snar / Til strid hielper icke at vere sterck / Til næringen hielper icke at vere skickelig / Til Rigdom hielper icke at vere klog / At en er teckelig / hielper icke / at hand kand en ting vel / Men det ligger altsammen paa tiden oc lycken. Oc Mennisken veed icke sin tid / Men lige som Fisken fangis met en skadelig Krog / Oc lige som Fulen fangis met Snaren / Saa bliffuer oc Mennisken bort ryct i den onde tid / naar hun falder hastelige offuer dem.

Jeg haffuer oc seet denne Visdom vnder Solen / som mig tycte at vere stor. At der vaar en liden Stad / oc føye Folck i hannem / Oc der kom en mectig Konge / oc belagde hannem / Oc bygde store Buluerck om hannem. Oc der bleff en fattig viss mand funden vdi / som kunde redde Staden met sin Visdom / Oc inted Menniske tenckte paa samme fattige Mand. Da sagde ieg / Visdom er io bedre end styrcke / Dog bleff den Fattigis Visdom foractet / oc mand lydde icke hans ord. Det gør / de Visis ord gelde mere hoss de Stille / end Herrenis skrig hoss Daaren. Thi Visdom er bedre end Harnisk / Men en eniste Skalck forderffuer meget gaat. Saa forderffuer oc skadelige Fluer god Salue. Der faare er Daarlighed stundem bedre end stor Visdom oc ære / Thi den Visis hierte er hoss hans høyre side / Men Daarens hierte er hoss hans venstre side. Oc end dog at Daaren er selff daarlig i sin gerning / da holder hand alligeuel alle for Daarer. Der faare naar den Veldigis tratz gaar stoltelige frem mod din vilie / da lad dig icke mistrøste / Thi effter ladelse stiller stor wlycke.

X.

DEt er en Wlycke som ieg saa vnder Solen / som er / wforstandighed som er almindelig iblant de Mectige / At en Daare sider i stor verdighed / oc de Rige side nedre. Jeg saa Suenne paa Heste / oc Førsterne gaa til fod som Suenne. Men den som gør en Graff / hand skal falde der selff vdi / Oc huo der sønder bryder gærdet / hannem skal Hugorme stinge. Huo som velter Stene bort / hand skal haffue wmage der met / Oc huo der flecker ved / hand skal faa skade der aff. Naar Jernet bliffuer stubbit / oc bliffuer icke huesset paa æggen / saa maa mand gøre det skarpt igen met mact / Saa følger oc Visdom effter vindskibelighed.

En Baguaskere er icke bedre / end en Hugorm / som stinger wbesuoren. Ordene aff en Visis mund / ere yndelige / Men Daarens læbe opsluge den samme. Hans ordz begyndelse er daarlighed / Oc enden er skadelig daarlighed. En Daare haffuer mange ord / Thi Mennisken veed icke det som haffuer veret / Oc huo vil sige hannem huad der skal ske effter hannem? Daarers arbeyde bliffuer dem surt / Effterdi mand icke veed at gaa i Staden.

Ve dig Land / hues Konge er it Barn / oc hues Førster der æde tilige. Saligt er det Land / hues Konge er ædel / oc hues Førster æde paa den rette tid til styrcke / oc icke til lyst (Thi ved ladhed siuncke Bielckene / oc ved forsømmelige hender dryber Husit) Det gør / de gøre brød til lader / Oc Vinen maa fryde de Leffuinde / oc Pendinge mue bestyre alting for dem.

Bande icke Kongen i dit Hierte / oc bande icke den Rige i dit Senge herbere / Thi Himmelens Fule føre røsten / oc de som haffue vinge / sige det effter.

542 | XI.

LAd dit Brød fare offuer Vandet / saa skalt du finde det lenge der effter. Dele vd iblant siu oc iblant otte / Thi du vedst icke huad wlycke der skal komme paa Jorden. Naar skyerne ere fulde / da giffue de Regn paa Jorden / Oc naar træet falder / det falder mod Synden / eller Norden / paa huilcken sted det falder / der skal det ligge. Huo som acter paa værit / hand saaer icke / Oc huo som det seer til Skyerne / Hand høster icke.

Lige som du icke vedst værens vey / oc huorledis been bliffue bered i Moderens liff / Saa kant du icke heller vide Gudz gerning / som hand gør i al ting.

Saa din Sæd aarle / oc lad din haand icke afflade om afftenen / Thi du vedst icke / om dette eller det skal lyckis / Eller om de baade lyckis / da er det saa meget diss bedre.

Liuset er søt / oc det er øyene lysteligt at see Solen.

Naar it Menniske lenge leffuer oc er glad i al ting / Saa tencker hand alene paa de onde Dage / at de ere saa mange / Thi alt det som hannem er vederfaret / det er forfengelighed.

XII.

SAa glæd dig vnge Dreng i din Vngdom / oc lad dit Hierte vere gladt i din vngdom. Gør huad dit hierte lyster / oc huad dine øyen behage / Oc vid / at Gud skal føre dig til Dommen for alt dette.

Lad Sorgen vere fra dit Hierte / oc tag det onde fra dit Liff / Thi Barndom oc vngdom er forfengelighed.

Tenck paa din Skabere i din Vngdom / før end de onde Dage komme / oc Aarene tilkomme / Naar du skalt sige / De behage mig icke. Før end Solen oc Liuset / Maanen oc Stiernerne bliffue mørcke / oc Skyerne komme igen effter Regn. Paa den tid som Vocterne i Husit beffue / oc de Stercke bliffue kraagede / oc Møllerne staa tomme / for de ere bleffne saa faa / oc Synen bliffuer mørck igennem Vinduet. Oc Dørrene paa gaderne bliffue lucte / at Møllerindens røst bliffuer liden / oc hand opueckis naar Fulen siunger / Oc alle Sangens Døtter bucke sig. At oc de Høye frycte sig oc sky paa veyen / Naar Mandeltræ blomstris / oc Græsshopperne besuaris / oc alt Vellyst forgaar (Thi Mennisken far dit hen som hand bliffuer euindelige / oc Græderne gaa omkring paa Gaderne) Før end Sølff snoren bort kommer / oc den gyldene Kilde forløber / Oc Jungen rinder hoss Brønden / oc Hiulet sønder brydis paa Brønden. Thi Støffuen skal komme til Jorden igen / som hand vaar før / Oc Aanden til Gud igen / som hende gaff.

Det er altsammen gantske forfengeligt / sagde Predickeren / gantske forfengeligt. Den samme Predickere vaar icke allene Viss / men hand lærde oc Folckit gode Lærdomme / oc hand merckte oc randsagede oc skickede mange ordsprock. Hand søgte / at hand kunde finde tacknemmelige ord / oc screff Sandhedz ord ret.

Disse Visis ord ere Spiud oc Søm / screffne ved menighedens Mestere / oc giffne aff en Hyrde. Foruare dig min Søn / for andre flere / Thi der er ingen ende paa at gøre mange Bøger / Oc megen predicken gør Liffuit træt.

Lad oss høre al Lærdommens Hoffuit sum. Frycte Gud / oc holt hans Bud / Thi det hører alle Mennisker til. Thi Gud skal føre alle Gerninger faar Dommen / det som er skiult / huad heller det er gaat eller ont.

Ende paa den Predickere Salomon.