© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
HAnd kysse mig met sin mundz Kyss / Thi dine Bryst ere lysteligere end Vin. At mand skal lucte din gode Salue / Dit Naffn er en vdøst Salue / Der faare elsker Pigerne dig.
Drag mig effter dig / saa løbe wi / Kongen fører mig i sit Herbere. Wi glæde oc fryde oss offuer dig / Wi tencke mere paa dine Bryst / end paa vin / de Fromme elske dig.
Jeg er sort / Men meget lystelig / J Jerusalems Døtter / Som Kedars paulun / som Salomons tapeter. Seer icke paa mig / At ieg er saa sort / Thi at Solen haffuer saa brent mig. Min Moders Børn ere vrede paa mig / Mand haffuer sæt mig til Vingaardens Vocterinde / Men ieg beuarede icke min Vingaard som ieg haffde.
Giff du til kende / den som min Siæl elsker / Huor du føder / huor du huiler om Middagen? At ieg icke skal gaa hid oc did hoss dine Staldbrødris Hiorde.
Kender du dig icke / du skøniste iblant Quinderne / Saa gack vd paa Faarenis fodspor / oc fød dine Bucke hoss Hyrdernis huss.
Jeg ligner dig / min Venniste / ved mit Reysetøy hoss Pharaos vogne. Dine Kindbeen staa lystelige i spenger / oc din Halss i Kæder. Wi ville gøre dig gyldene Span met Sølffdaapper.
Der Kongen vende sig hid / gaff min Nardus sin luct. Min Ven er mit Myrre busk som henger mellem mine bryst. Min Ven er mig en Copher drue / i Vingaarden vdi Engeddi.
See / min Venniste / du est deylig / Deylig est du / Dine øyen ere som Due øyen. See min Ven / du est skøn oc deylig / Vor Seng er grøn / vore Husis bielcke ere aff Ceder / oc vore lecte ere aff Cipress.
JEg er it Blomster i Saron / oc it Rosen i dalen. Som it Rosen iblant Torne / Saa er min Venniste iblant døtterne. Lige som it æble træ iblant de vilde træ / Saa er min Ven iblant Sønnerne. Jeg sider vnder hans skugge som ieg begærer / oc hans Fruct er min Strube sød.
Hand ledde mig i Vinkelderen / oc kærlighed er hans Banere offuer mig. Hand verqueger mig met blomster / oc letsker mig met æble / Thi ieg er siug aff kærlighed. Hans venstre haand ligger vnder mit Hoffuit / oc hans høyre haand tager mig i faffn.
Jeg besuer eder / J Jerusalems Døtter / ved Raar eller ved Hinder paa marcken / At i icke opuecke ey heller røre min Venniste / før end hun selff vil.
Der er min Vens røst / See / hand kommer oc hopper paa Biergene oc springer paa Høyene. Min Ven er lige som en Raa eller en vng Hiort. See / hand staar bag vor Væg / oc seer igennem Vinduet / oc kiger igennem sprinckelet.
Min Ven suarer / oc siger til mig / Stat op min Venniste / min deylige / oc kom hid. Thi see / Vinteren er fremfaren / Regnen er offuer gongen oc borte / Blomsterne ere fremkomne i Landet / Vaaren er kommen / oc Turtel duen lader sig høre i vort Land. Figen træet haffuer faaet knopper / Vintræene staa i blomster / oc giffue deris Luct / Stat op min venniste oc kom / min deylige kom hid. Min Due i stenhullene / i stenreffuerne / Viss mig din skickelse / Lad mig høre din røst / Thi din røst er sød / oc din skickelse er lystelig.
Griber oss Ræffuene / de smaa Ræffue / som forderffue Vinbiergene / Thi vore Vingaarde staa i blomster. Min Ven er min / oc ieg er hans / som føder vnder Rosen / Til dagen bliffuer kold / oc skuggen bort far. Vent dig om / bliff som en Raa min Ven / eller som en vng Hiort paa atskilielse Bierget.
JEg lete om natten i min Seng / effter den som min Siæl elsker / ieg lete / men ieg fant hannem icke. Jeg vil staa op / oc gaa omkring i Staden paa gaden oc stræderne / oc lete / effter den som min Siæl elsker / Jeg lede / men ieg fant hannem icke. Vecterne som gaa omkring i Staden funde mig / haffue i icke seet den som min Siæl elsker? Der ieg kom lidet frem bedre / da fant ieg den som min Siæl elsker / ieg holt hannem / och vilde icke forlade hannem / indtil ieg ledde hannem ind i min Moders huss / i min Moders herbere.
Jeg besuer eder / i Jerusalems døtter / ved Raaerne eller hinderne paa marcken / at i icke opuecke eller røre min Venniste / indtil hende selff lyster.
Huo er den / som vdgaar op aff Ørcken / som en ieffn Røg / som en Luct aff myrre / Røgelse oc allehonde Apotekers puluer?
See omkring Salomons seng / staa trysindz tiue stercke aff de stercke i Jsrael. De holde alle Suerd / oc ere skickede til strid. Huer haffuer sit Suerd paa sine lender / for fryct skyld om Natten.
Kong Salomon lod gøre en Sal aff træ aff Libanon / hendis stolpe vaare aff sølff / taget aff guld / Sædet aff Purpur / Gulffuit der mit vdi vaar deylige sten lagt / for Jerusalems Døtters skyld.
J Zions Døtter / gaar vd oc seer Kong Salomon / met den Krune som hans Moder krunede hannem met / paa hans Bryllups dag / oc paa hans hiertis glædis dag.
SEe min Venniste / duest skøn / See / skøn est du. Dine Øyen ere som due øyen / emellem dine Laacke / dit Haar er lige som en Gede hiord / som ere klippet paa Gileadz bierg. Dine Tender ere som en hiord met klipt vld / som kommer aff suemme steden / de som føde allesammen Tuillinge / oc der er ingen wfructsommelig blant dem. Dine Læbe ere lige som en rosen farue snor / oc din Tale lystelig. Dine Kinder ere som reffuer paa Granate eble / emellem dine Laacke. Din Hals er lige som Dauidz taarn / bygt met en bryst vern / paa huilcken henge tusinde Skiolde / och alle honde Sterckis vaaben. Dine thu Bryst ere lige som tho vnge Raatuillinge / som fødis vnder rosen / til dagen bliffuer kold / och skyggen viger. Jeg vil gaa til Myrre bierg oc til Røgelsens Høye.
Min Venniste / du est skøn i alle maade / oc der er ingen smitte paa dig. Kom min Brud aff Libanon / kom aff Libanon / gack hid ind / trin hid aff Amana høyelse / oc aff Senir och Hermons høyelse / fra Løuernis bolige / fra Løueparders bierg. Du haffuer betagit mit hierte / min Søster kiere Brud / met it aff dine øyen / oc met en aff dine Hals kæder.
Huor deylige ere dine Bryst min Søster / kære Brud / dine Bryst ere lysteligere end Vin / oc din Saluis luct offuer gaar alle Vrter. Dine Læbe / min Brud / ere lige som en drøppinde hunig kage / der er hunig oc milck vnder din Tunge / oc dine Klæders luct er / lige som luct aff Libanon.
Min Søster / kiere Brud / du est en tilluct Vrte gaard / En tilluct Kilde / en beseglet Brønd. Din Vext er lige som en Lystig haffue aff Granate eble / met ædel Fruct / Ciperen met Nardus / Nardus met Saffran / Kalmus oc Kanel met alle honde Røgelse træ / Myrre oc Aloes met alle beste Vrter / som en Vrte gaardz kilde / som en leffuende Kildis Vand / som flyder aff Libanon.
Stat op norden vær oc komSynden vær / och bless igennem min Vrte gaard / at hendis Vrter kunde dryppe.
MJn Ven komme i sin Haffue / oc æde aff hans ædel Fruct. Jeg kommer min Søster kiere Brud / i min haffue / Jeg haffuer affbrudet min Myrre met mine Vrter / Jeg haffuer ædet mine kager met mit hunig / Jeg haffuer drucket min Vin met min milck æder mine Elskelige / oc dricker mine Venner oc bliffuer druckne.
545 | Jeg soffuer / Men mit hierte vaager / Det er min Vens røst / som bancker. Lad op min aller Venniste / min Søster / min Due / min Fromme / Thi mit Hoffuit er fult aff Dug / oc mine laacke ere fulde aff nattens draabe. Jeg haffuer ført mig aff min Kiortel / huorledis skal ieg føre mig i den igen? Jeg haffuer toet mine føder / huorledis skulde ieg gøre dem wrene igen?
Men min Ven stack sin haand igennem it hul / oc mit Legeme beffuede der faare. Da stod ieg op / at lade op for min Ven / Mine hender dryppede aff Myrre / oc Myrre løb offuer mine fingre paa skaaden paa laasen / Oc der ieg haffde opladet for min Ven / vaar hand borte oc bort gongen.
Da gick min Siæl vd effter hans ord / Jeg lete effter hannem / men ieg fant hannem icke / Jeg kallede / Men hand suarede mig inted. Vecterne som gaa om i Staden / funde mig / de sloge mig saar / Vecterne paa muren toge mit Hoffuit klæde fra mig. Jeg besuer eder i Jerusalems Døtter / finde i min Ven / da siger hannem / at ieg ligger siug aff kærlighed.
Huad er din Ven for andre venner / O du deyligste iblant Quinderne? Huad er din Ven for andre venner / at du haffuer saa besoret oss? Min Ven er huid oc rød / vdualt iblant mange tusinde. Hans Hoffuit er det beste Guld. Hans Laacke ere krusede / sorte som en Raffn. Hans øyen ere som Due øyen hoss vandbecke / tode met milck / oc staa i fuldhed. Hans Kindbeen ere som en voxende Apotekers vrtegaard. Hans læbe ere som Rosen der dryppe aff flydende Myrre. Hans hender ere lige som Guld ringe fulde met Turkose. Hans Legeme er som rent Filsbeen prydet met Saphire. Hans been ere som Malmer støtter / grundfeste paa gyldene føder. Hans skickelse er som Libanon / vdualt som Ceder træ. Hans Strube er sød oc gantske lystelig / Saadan en er min Ven / min Ven er saadan / i Jerusalems døtter.
HVort er da din Ven hen gongen / O du deyligste iblant Quinderne? Huort haffuer din Ven vent sig hen? Saa ville wi oplede hannem met dig. Min Ven er ned gongen i sin Haffue til Vrte gaarden / at hand skal føde sig i Gaarden oc bryde Rosen. Min Ven er min / oc ieg er hans / som føder sig iblant Rosene.
Du min venniste / est skøn som Thirza / lystelig som Jerusalem / forferdelig som en Stridz hærss aarden (Vent dine øyen fra mig / Thi de gøre mig brendende) Dit Haar er lige som en Gede hiord / som er klippet paa Gileadz Bierg. Dine tender ere som en Faare hiord / som komme aff suemme steden / som føde alle Tuillinge / oc der er ingen wfructsommelig iblant dem. Dine Kindben ere som en Reffue paa Granate æble / emellem dine laacke.
Trysindz tiue ere Dronningerne / oc firesindz tiue ere Methustruerne / oc der er inted tal paa Jomfruerne. Men en er min Due / min Fromme / En er hendis Moders kæriste / oc hendis Moders vdualde. Der Døtterne saae hende / prisede de den samme salig / dronningerne oc Methustruerne loffuede hende. Huilcken er den som fremkommer som Morgen stiernen / deylig som Maanen / vdualt som Solen / forferdelig som en Stridz hærss aarden.
Jeg er nedgongen i Nøde haffuen / at see Quistene hoss Bæcken / oc besee om Vintræene blomstris / om Granate æblene grønis / Min Siæl viste icke / at hand haffde sæt mig til AmiNadabs vaagn.
Vent om / vent om / O Sulamith / vent om / vent om / at wi mue skue dig / Huad see i paa Sulamith / den Dantz i Mahanaim?
HVor deylig er din gong i Skoene / du Førstis daatter. Dine Lender staa lige hoss huer andre / som tho Spenger / der en Mesteris haand haffuer giort. Din Nagle er lige som it trint Begere / der aldri fattis drick. Din Bug er lige som en Huede hob omkring sæt met Rosen. Dine thu bryst / ere lige som tho vnge Raa tuillinge. Din halss er som it Filsb eenss taarn. Dine øyen / ere lige som de Fiske vand i Hesbon / hoss Bathrabbims port. Din næse er lige som Taarnet paa Libanon / som seer mod Damascon. Dit Hoffuit staar paa dig / som Carmelus. Haaret paa dit Hoffuit / er lige som Kongens Purpur bundet i folder.
Huor deylig oc huor lystelig est du / du kæreste i vellyst. Din lenge er lig it Palme træ / oc dine bryst Vindruer. Jeg sagde / Jeg maa opstige paa Palme træet / oc tage hendis Quiste / 546 | Lad dine Bryst vere som Vindruer paa Vintræet / oc din Næsis Luct lige som æble / oc din Strube lige som god Vin / huilcket slet indgaar i min Ven / oc taler longt bort. Min Ven er min / oc hand holder sig ocsaa til mig.
Kom min Ven / lad oss gaa vd paa Marcken / oc bliffue i Byerne. At wi staa aarle op til Vinbiergene / At wi kunde see / om Vintræene blomstris oc haffue faanget øyen / Oc om Granate æble træene ere vdslagne / Der vil ieg giffue dig mine Bryst. Lilierne giffue der luct / oc der er alle honde edle Fruct faar vor dør. Min Ven / ieg haffuer beuaret dig baade ny oc gammel Fruct.
AT ieg maatte finde dig der vdi / min Broder / som dier min Moders bryst / oc ieg maatte kysse dig / at ingen skulde forhaane mig. Jeg vilde anamme dig oc lede dig i min Moders huss / der som du skulde lære mig / Der vilde ieg giffue dig dricke aff til giort Vin / oc aff mine Granate æblis Most. Hans venstre haand ligger vnder mit Hoffuit / oc hans høyre haand tager mig i faffn.
Jeg besuer eder i Jerusalems døtter / At i icke opuecke eller røre min Kæriste / indtil hende selff lyster. Huo er den / som opfar aff Ørcken / oc helder sig til sin Ven? Jeg opuacte dig vnder æble træet / der din Moder haffde fød dig / der som hun laa met dig / hun som haffde opfød dig.
Sæt mig paa dit Hierte som it Jndsegle / oc paa din Arm / som it signete / Thi kærlighed er sterck som Døden / oc nidkierhed er fast som Helffuede / Hendis gløder ere brennende / oc HERRENS lue / At ocsaa mange Vand kunde icke vdslycke Kærligheden / ey heller kunde strømmene siuncke hende / Om nogen vilde giffue alt sit godz i sit huss for kærlighed / da vaare det altsammen inted vert.
Vor Søster er liden / oc haffuer ingen bryst / Huad skulle wi gøre vor Søster / naar mand skal nu tale hende til? Er hun en Mur / da ville wi bygge it Buluerck aff sølff der paa. Er hun en Dør / da ville wi gøre hende fast met Ceder træ. Jeg er en Mur / oc mine bryst ere lige som taarn / Da bleff ieg faar hans øyen / lige som den der finder Fred.
Salomon haffuer it Vinbierg i BaalHamon / Hand gaff Vocterne Vinbierget / at huer aff dem skulde føre hannem for hendis Fruct tusinde Sølff pendinge. Min Vingaard er faar mig. Dig Salomon bør tusinde / Men Vocterne thu hundrede met hendis Fruct.
Du som boer i Vrtegaarden / Lad mig høre din røst / Staldbrødrene mercke der paa. Fly min Ven / oc ver som en Raa eller som en vng Hiort paa Vrte biergene.
Ende paa Salomons Høy sang.
Prentet i Københaffn aff Ludouich Dietz.
M. D. L.