© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
HVorledis ligger den Stad saa øde / som vaar fuld aff Folck? Hun er som en Encke / Hun som vaar en Førstinde iblant Hedningene oc Dronning i Landene / maa nu tiene.
Hun græder om natten / at Taarene løbe offuer hendis Kindben / Der er ingen iblant alle hendis Venner / som hende husualer / Alle hendis Neste foracte hende / oc ere bleffne hendis Fiender.
Juda er fangen i Elendighed oc suar tienste / Hun boer iblant Hedningene / oc finder ingen Rolighed / Alle hendis Forfølgere holde hende ilde.
Veyene mod Zion ligge øde / effterdi at der kommer ingen til nogen Høytid / Alle hendis Porte staa øde / Hendis Prester sucke / Hendis Jomfruer see iammerlige vd / oc hun er bedrøffuit.
Hendis Modstandere ere ophøyede / Det gaar hendis Fiender vel / Thi HERREN 642 | haffuer giort hende fuld met iammer / For hendis store synder skyld / Oc hendis Børn ere bortdragne fangne for Fienden.
Al Prydelse er borte fra Zions Daatter / Hendis Førster ere / lige som Vædre / der finde ingen føde / oc gaa vansmectige frem faar Driffueren.
Jerusalem tencker i denne tid / huor elende oc forladen hun er / oc huor meget Godz hun haffde aff gammel tid / effterdi at alt hendis Folck ligger ned vnder Fienden / oc ingen hielper hende / Hendis Fiender see deris lyst paa hende / oc bespaatte hendis Sabbather.
Jerusalem haffuer syndet / Der faar skal hun vere / som en wren Quinde / alle som hende ærede / de forsmaa hende nu / effterdi de see hendis skendzel / Men hun sucker / oc er vent til bage.
Hendis wrenhed henger ved hendis træbler / Hun haffde icke ment / at det skulde saa gonget hende paa det siste / Hun er io saa græselige nedstøt / oc haffuer der til ingen / som hende husualer / Ah HERRE see til min Elendighed / Thi Fienden brammer saare.
Fienden haffuer lagt sin haand paa alle hendis Klenodie / Thi hun maatte see der paa / at Hedningene ginge ind i hendis Helligdom / Om huilcke du bødst / De skulde icke komme i din Menighed.
Alle hendis Folck sucke oc gaa om Brød / De giffue deris Klenodie for mad / at de kunde verquege Siælen / Ah HERRE / see dog oc acte / huor ynckelige ieg er bleffuen.
Eder siger ieg / alle som gaa her frem / Seer dog oc acter / Om der er nogen sorg / som min sorg / der haffuer ramt mig / Thi HERREN giorde mig fuld aff iammer / paa sin grumme vredis dag.
Hand sende en Jld aff det Høye i mine Been / oc lader den faa mact / Hand stillede Garn faar mine føder / oc støtte mig tilbage / Hand giorde mig til en øde Sted / at ieg maa daglige sørge.
Mine suare Synder ere opuogne ved hans straff / oc ere komne ved hobe paa min Halss / at al min Mact forgaar / HERREN haffuer saa tilred mig / at ieg kand icke opkomme.
HERREN nedtredde alle mine stercke / som ieg haffde / Hand loed vdrobe it Fest offuer mig / at forderffue mit vnge Mandkøn / HERREN loed Jomfruen Juda Daatter / træde Vinpersen.
Der faar græder ieg saa / oc baade mine Øyen flyde met vand / At Husualeren / som skulde verquege min Siæl / er longt fra mig / Mine Børn ere borte / Thi Fienden fick offuerhaand.
Zion vdrecker sine hender / Oc der er dog ingen / som hende husualer / Thi HERREN bød Jacobs Fiende / trint omkring hannem / At Jerusalem maatte vere mellem dem / lige som en wren Quinde.
HERREN er retferdig / Thi ieg vaar hans mund wlydig / Hører alle Folck / oc skuer min sorg / Mine Jomfruer oc vnge Drenge / ere gongne i Fengsel.
Jeg kallede paa mine Venner / Men de bedroge mig / Mine Prester oc de Eldste i Staden ere vansmectige / Thi de gaa om brød / huor met de kunde verquege deris Siæl.
Ah HERRE / see dog / huor bange mig er / at det gør mig ont i Liffuit der aff / Mit hierte slar i mit Liff / thi ieg er storlige bedrøffuit / Vden til haffuer Suerdet mig / oc i Husit haffuer Døden giort mig til en Encke.
Mand hører det vel / at ieg sucker / oc haffuer dog ingen Trøstere / Alle mine Fiender høre min wlycke / oc glæde dem / det gør du / Saa lad dog den dag komme / som du vdrober / at det skal gaa dem / lige som mig.
Lad al deris ondskaff komme faar dig / oc red dem til / som du redde mig til for al min ondskaff skyld / Thi min suck er megen / oc mit hierte er bedrøffuit.
HVorledis haffuer HERREN saa formørcket Zions daatter met sin vrede? Hand haffuer kast Jsraels Herlighed fra Himmelen ned paa Jorden / Hand tenckte icke paa sine Føders fodeskammel / i sin vredis dag.
HERREN haffuer vdslet alle Jacobs bolige vden barmhiertighed / Hand haffuer nedbrødet Juda Daatters Befestning i sin hastighed / oc giorde dem slette / Hand vanhelligede / baade hendis Kongerige oc Førster.
Hand haffuer sønder brudit alle Jsraels horn i sin grumme vrede / Hand drog sin høyre Haand bag sig / der Fienden kom / oc haffuer optend en Jld i Jacob / som fortærede trint omkring.
Hand haffuer spent sin Bue / som en Fiende / Hand haffuer førd sin høyre Haand / lige 643 | som en modstandere / och haffuer ihielslaget alt det som vaar lysteligt til at see / och vdøsde sin vrede / i Zion daatters Bolige / som en Jld.
HERREN er lige / som en Fiende / Hand haffuer ødelagt Jsrael / Hand haffuer vdslet alle hendis Pallatz / oc haffuer forderffuet hendis Befestninger / Hand haffuer giort Juda daatter megen klagemaal oc sorg.
Hand haffuer omkast sit Paulun / som en Haffue / oc forderffuede sin Bolig / HERREN haffuer ladet forglemme / baade Høytid oc Sabbater i Zion / oc hand loed baade Kongen oc Presten / beskemmis i sin vrede.
HERREN haffuer bortkastet sit Altere / oc forbandet sin Helligdom / Hand haffuer giffuit hendis Pallatze mure i Fiendernis hender / at de haffue skriget i HERRENS Huss / som paa en Høytidz dag.
HERREN haffuer tenckt at forderffue Zions daatters mure / Hand haffuer draget Rettesnoren der offuer / och hand vende icke sin haand der fra / før hand haffde vdslet hende / Runddelene staa grædelige / oc Muren ligger iammerlige.
Hendis Porte ligge dybt i Jorden / Hand sønderbrød hendis Stenger oc giorde dem til inted / Hendis Konger oc Førster ere iblant Hedningene / der som de icke kunde bruge Louen / oc hendis Propheter haffue ingen Syn aff HERREN .
Zions daatters Eldste ligge paa Jorden oc ere stille / De kaste Støff paa deris Hoffuit / oc haffue Sæcke paa dem / Jomfruerne aff Jerusalem henge deris Hoffuit til Jorden.
Jeg haffuer noget nær vdgrædet mine Øyen / at mit Liff haffuer ont der aff / Min Leffuer er vdgydet paa Jorden offuer mit Folckis Daatters iammer / der de diende oc wmyndige vansmectede paa gaden i Staden.
Der de sagde til deris Moder / Huor er Brød och Vin? der de vansmectede paa gaden i staden / lige som de der vaare dødelige saare / Oc de vdgaffue deris aand i deris Moders skød.
Ah du Jerusalems daatter / Huem skal ieg ligne dig ved / och huor for skal ieg regne dig / du Jomfru Zions daatter? Huem skal ieg ligne dig ved / huor met ieg kunde trøste dig? Thi din skade er stor / som it Haff / Huo kand læge dig?
Dine Propheter haffuer predicket dig løse oc daarlige Syner / oc icke obenbarede dig din Misgerning / huor met de maatte haffue affuent dit Fengsel / Men de predickede løse Predicken faar dig / met huilcke de haffue vdpredicket dig aff Landet.
Alle de som gaa der frem / de sla Henderne tilsammen / huidsle mod dig / och røste deris Hoffuit offuer Jerusalems daatter / Er det den Stad / om huilcken mand sagde hand er den alder deyligste / aff huilcken alt Landet glædde sig?
Alle dine Fiender lade deris munde op mod dig / huidsle mod dig / skere met Tenderne / oc sige / Aha / wi haffue vdslet hende / Denne er den dag / som wi begerede / Wi haffue faaet det / oc wi haffue leffuit det.
HERREN haffuer giort det / hand haffde i sinde / Hand fuldkommede sit ord / som hand lenge før befalede / Hand haffuer forstyret vden miskundhed / Hand giorde Fiendene glade offuer dig / oc ophøyede dine Wuenners Horn.
Deris hierte robte til HERREN / O du Zions daatters mur / lad taare flyde ned dag oc nat / lige som en bæck / Lad oc icke aff / oc din øyesten lad icke aff.
Stat op om natten oc rob / Vdgyd dit hierte mod HERREN i den første vact / som vand / opløfft dine hender mod hannem / for dine vnge Børnis Siæle skyld / som forsmectis aff Hunger / faar paa alle gader.
HERRE skue oc see dog / huem du haffuer saa forderffuit / Skulde da Quinderne æde deris Liffuis fruct / de vnge Børn en spand longe? Skulde Propheterne oc Presterne saa ihielslass i HERRENS Helligdom?
Der laa i gaderne paa Jorden Vnge oc Gamle / Mine Lomfruer och drenge ere faldne ved Suerd / Som du ihielslost paa din vredis dag / Du haffuer slactet vden barmhiertighed.
Du kallede mine Fiender om mig / som paa en Høytidz dag / at ingen vndløb eller offuerbleff paa HERRENS vredis dag / De som ieg haffde næret oc opfød / dem haffue Fiendene ødelagt.
JEg er en elendig Mand / som maa see hans grumhedz Riss. Hand ledde mig oc loed mig gaa i mørcke / oc icke i liuset. Hand vende sin Haand mod mig / och hand handlede aldelis anderledis met mig / stedze oc altid.
Hand giorde mit Kød oc Hud gamle / oc sønderknusede mine Ben. Hand 644 | bygde omkring mig / oc omsatte mig met galde oc gremmelse / Hand lagde mig i mørcket / lige som de Døde i Verden.
Hand indmurede mig / at ieg kand icke komme vd / oc lagde mig i haarde Fiedre. Oc naar ieg end skriger oc rober / da stopper hand sine øern til for min Bøn. Hand haffuer tilmuret min vey met huggen Sten / oc omuent min sti.
Hand lurede paa mig / som en Biørn / som en Løuue i skiul / Hand lader mig feyle paa veyen / Hand atskilde mig / oc giorde mig til inted / Hand spende sin Bue / oc sette mig til Maalet faar Pilen.
Hand loed skiude aff kaageret i mine Nyre. Jeg er alt mit Folck til en bespaattelse / oc daglige deris Vise. Hand mættede mig met bieskhed / oc skenckte mig met Malurt.
Hand sønderslo mine Tender i smaa stycke / Hand veltede mig i asken. Min Siæl er fordreffuen fra Freden / ieg maa forglemme det gode. Jeg sagde / Min formue er borte / oc mit Haab til HERREN.
Kom dog ihu / huorledis ieg er saa elendig oc forladen / skenckt met Malurt oc Galde / du skalt io tencke der paa / thi min Siæl siger mig det / Det tager ieg til hierte / der faare haabis ieg end nu.
HERRENS miskundhed er / at wi icke ere aldelis vde / Hans Barmhiertighed haffuer end nu ingen ende / Men hun er huer morgen ny / oc din Trofasthed er stor. HERREN er min Del / siger min Siæl / der faar vil ieg haabis til hannem.
Thi HERREN er venlig mod den / som bier effter hannem / oc den Siæl som spør effter hannem. Det er en kaastelig ting / at vere taalmodig / oc haabis til HERRENS hielp. Det er en Mand en kaastelig ting / at hand bær Aaget i sin Vngdom.
At den er taalmodig som er forladen / naar noget offuerfalder hannem. Oc hand stinger sin mund i støff / oc vocter paa Haabet / Oc lader sig sla paa Kindbenet / oc lader sig legge megen forsmedelse til.
Thi HERREN bortkaster icke euindelige / Men hand bedrøffuer vel / oc hand forbarmer sig igen / effter sin store miskundhed / Thi hand plager icke eller bedrøffuer Mennisken aff hiertet.
Lige som hand vilde nedtræde alle Fangne paa Jorden aldelis vnder sine Føder / Oc lade en Mandz ræt bøyes faar den Alderhøyste. Oc lade it Menniskis sag foruendis / lige som HERREN saae det icke.
Huo taar dog sige / at saadant skeer / vden HERRENS befalning? Oc at huercken ont eller gaat kommer aff den Alderhøystis mund? Hui knurre da Menniskene saa i Leffnedet? Huer knurrer mod sin synd.
Oc lader oss randsage oc opsøge vor væsen / oc vende oss om til HERREN / Lader oss opløffte vore hierte / met vore Hender til Gud i Himmelen / Wi som haffue syndet oc veret wlydige / Der faar giorde du ret at du sparde icke.
Men du offuerøste oc forfulde oss met vrede / oc ihielslo oss foruden miskundhed / Du skiulte dig met en Sky / at der kunde ingen Bøn komme igennem / Du giorde oss til skarn oc wrenhed iblant Folck.
Alle vore Fiender oplade deris munde mod oss / Wi nedtryckis oc plagis met forferdelse oc sorg / Mine øyen rinde met Vandbæcke / offuer mit Folckis daatters iammer.
Mine øyen flyde / oc kunde icke afflade / thi der er ingen affladelse / Jndtil HERREN skuer / oc seer der til aff Himmelen / Mit øye fortærer mit Liff bort / for min Stadz Daatter.
Mine Fiende iegede mig / som en Ful / foruden sag / De omkomme mit Legeme i en Kule / oc kaste sten paa mig / De offuerøste oc saa mit Hoffuit met vand / Da sagde ieg / Nu er ieg aldelis borte.
Men HERRE / ieg kallede paa dit Naffn / neden vdaff Kulen / Oc du hørde min røst / skiul icke dine Øern for min suck oc rob / holt dig nær til mig / naar ieg kalder paa dig / oc sig / Frycte dig icke.
HERRE / før du min Siæls sag / oc frelss mit Liff / HERRE see / huorledis at mig skeer saa wret / oc hielp mig til min Ræt / du seer al deris Heffn oc alle deris tancker mod mig.
HERRE / Du hører deris forsmedelse oc alle deris tancker offuer mig / Mine Modstanderis Læbe / oc deris daglige dicten mod mig / See dog? huad heller de gaa ned eller staa op / da quede de Viser om mig.
HERRE betale dem / som de haffue fortient / lad deris hierte forferdis / oc føle din Forbandelse / Forfølge dem met grumhed / oc affslæt dem vnder HERRENS Himmel.
MVorledis er guldet saa aldelis formørcket / oc det pure guld bleffuet saa slemt? Oc Helligdommens Stene ligge atspridde fremmerst paa alle gader.
De edele Zions børn / actede lige ved guld / Huorledis lignis de nu ved leer Kar / som Paattemageren gør.
Dragene vdrecke deris bryst til deris Vnger / oc giffue dem at di / Men mit Folckis Daatter skal vere wbarmhiertig / som en Strudz i Ørcken.
Den Diendis Tunge henger ved hans gumme for Tørst / De vnge Børn kreffue brød / oc der er ingen / som bryder dem det.
De som før ode det nydeligste / de vansmecte nu paa gaderne / De som før vaare klædde i Silcke / de ligge nu i Skarnet.
Mit Folckis Daatters misgerning er større end Sodoma synd / som bleff snart omkast / oc der kom ingen haand til.
Hendis Nasarener vaare renere end Sne / oc klarere end Milck / Deris skabning vaar rødere end Kaarel / Deris aasyn / vaar lige som Saphire.
Men nu er deris skabning saa mørck aff sorthed / At mand kender dem icke paa gaden / Deris Hud henger ved Benene / oc de ere saa tørre som Træ.
Det vaar dem fast bedre / som vaare myrde ved Suerd / end dem som døde aff Hunger / De som vansmectedis oc bleffue ihielstungne for dem fattedis Jordens fruct.
De barmhiertigste Quinder maatte selffue kaage deris Børn / at de kunde faa at æde / J mit Folckis Daatters iammer.
HERREN haffuer fuldkommet sin vrede / Hand haffuer vdgydet sin grumme vrede / Hand optende en Jld i Zion / som haffuer ocsaa fortæret hendis Grundual.
Kongerne paa Jorden haffde det icke trod / ey heller alt Folcket i Verden / At Monstanderen oc Fienden skulde inddraget at Jerusalems Porte.
Men det skede for hendis Propheters synd skyld / oc for hendis Presters misgernings skyld / som vdgydde de Retferdigis blod der vdi.
De ginge bort oc igen paa gaderne / lige som Blinde / Oc vaare besmittede met blod / oc de kunde icke røre ved de andris Klæder.
Men de robte til dem / Viger i Wrene / Viger / viger / rører paa inted / Thi de skyde oc flyde faar dem / At mand oc sagde iblant Hedningene / De bliffue der icke lenge.
Der faar haffuer HERRENS vrede bortspred dem / oc vil icke mere see til dem / Effterdi at de icke ærede Presterne / oc giorde ingen miskundhed mod de Eldste.
Dog gabede vore Øyen paa den løse hielp / indtil de bleffue aldelis trætte / Den tid wi voctede paa it Folck / som oss kunde dog inted hielpe.
Mand iagede oss / at wi torde icke gaa paa vore gader / Da kom oc vort endeligt / Vore dage ere vde / vort endeligt er kommen.
Vore Forfølgere vaare snarere end Ørne vnder Himmelen / De forfulde oss paa Biergene / oc lurede paa oss i Ørcken.
HERRENS Saluede / som vaar vor Trøst / bleff fangen der / der de forstyrede oss / Paa huilcken wi trøstede oss / wi vilde leffuit vnder hans Skygge iblant Hedningene.
Ja glæd dig / oc fryde dig du Edoms daatter / du som boer i det land Vz / Thi Kalcken skal oc komme offuer dig / Du skalt oc bliffue drucken oc nøgen.
Men du Zions daatter / din misgerning haffuer en ende / Hand skal icke mere lade dig bortføre / Men din misgerning / du Edoms daatter / skal hand hiemsøge / oc obenbare din Synd.
HERR E kom ihu / huorledis det gaar oss / Skue oc see til vor forsmædelse. Vor Arff er bleffuen de Fremmede til del / oc vore Huss Vdlendige. Wi ere Faderløse / oc haffue ingen Fader / vore Moder ere som Encker. Wi mue dricke vort eget Vand for Pendinge / Vor Ved maa mand hente betalet. Mand driffuer oss offuer halss / oc naar wi ere end trætte / da lader mand oss dog ingen rolighed haffue. Wi maatte giffue oss til de Egypter oc Assyrier / paa det at wi kunde bliffue mætte aff Brød. Vore Forfædre syndede / oc de ere icke mere faar haanden / oc wi mue vndgelde deris misgerning. 646 | Suennene regere offuer oss / oc der er ingen / som redder oss aff deris haand. Wi mue hente vort brød met vort liffuis fare / for Suerdet i Ørcken. Vor hud er forbrend som i en on / for den græselige Hunger.
De haffue giort Quinderne til skendzel oc skam i Zion / oc Jomfruerne i Juda Stæder. Førsterne ere hengde aff dem / oc mand ærede icke de Gamlis personer. De vnge Karle maatte drage Møllestene / oc Drengene maatte snuble offuer Veden at bære. De gamle side icke mere i Porten / oc de Vnge bruge icke Strengeleg mere. Vor hiertis glæde haffuer en ende / Vor Dantz er omuent til en Græde vise. Vor hoffuedis Krune er affalden / O ve / at wi haffue saa syndet. Der faar ere ocsaa vort hierte bedrøffuit / oc vore øyen ere bleffne mørcke. For Zions Biergis skyld / at det ligger saa øde / at Ræffue løbe der offuer. ¶ Men du HERRE / du som bliffuer euindelige / oc din Throne stedze oc altid / Huor faar vilt du saa aldelis forglemme oss / oc aldelis forlade oss saa lenge? HERRE / før oss igen til dig / at wi mue komme hiem igen / Forny vore dage / lige som aff gammel tid. Thi du kaste oss bort / oc est saa saare fortørnet offuer oss.
Ende paa Jeremie Begrædelse.