© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
ARphaxat de Meders Konge / haffde kommet mange Land oc Folck vnder sig / oc bygde en stor veldig Stad / den kallede hand Ecbatana. Hand giorde hans Mure aff idel huggen Sten / halfffierdesinds tiue alne høye / oc trediue alne tycke. Men hand giorde hans Taarn hundrede alne høye / oc tiue alne tycke i firekant / Oc hand giorde Stadz portene saa høye som Taarn. Oc hand tradzede paa sin Mact / oc store Stridzhær.
Men Nabogodonosor Kongen aff Assyrien / regerede i den store Stad Niniue / oc stridde i sit Kongerigis tolffte aar mod Arphaxat. Oc de Folck som bode hoss det Vand Euphrates / Tygris oc Hydaspes / hulpe hannem / oc hand slo hannem paa den store marck som kaldis Ragau / huilcken som i fordom tid hørde Arioch Kongen aff Elassar til.
Da bleff Nabogodonosors Rige mectigt / oc hans hierte stolt. Oc hand sende Bud til alle som bode i Cilicien / Damascon / paa Libanon / Carmel oc i Redar / oc til dem i Galilea / oc paa Esdreloms store marck / Oc til alle dem som vaare i Samaria / oc paa hin side Jordan / indtil Jerusalem / Oc i det gantske Land Gesem / indtil Morlandz Bierge. Til alle dem sende Nabogodonosor Kongen aff Assyrien Bud. Men de foractede det alle / oc lode Budene drage hiem igen met skamme. Da bleff Kong Nabogodonosor meget vred / mod alle disse Land / oc soer ved sin Kongelige Stoel oc Rige / at hand vilde heffne sig paa alle disse Land.
JDet trettende Nabogodonosors Kongis aar / paa den anden oc tiuende dag / i den første Maanet / bleff raadslaget i Nabogodonosors Huss / Kongens aff Assyrien / at hand vilde heffne sig. Oc hand forsamlede alle sine Raadgiffuere / Førster oc Høffuitzmend / oc raadslo hemmelige met dem / oc holt dem faare / huorledis hand tenckte / at komme alle disse Land vnder sit Rige.
Der dette behagede dem alle vel / da fremkallede Kong Nabogodonosor Holofernes sin øffuerste Stridzmand / oc sagde / Drag vd mod alle Rige / som ligge mod Vesten / oc besynderlige mod dem / som foractede mit Bud. Du skalt inted Rige spare / oc alle faste Stæder skalt du gøre mig vnderdanige.
Da fremkallede Holofernes Høffuitzmendene / oc de Øffuerste for det Assyriske Stridzfolck / oc rustede Folcket til Strid / som Kongen haffde befalet hannem / hundrede oc tiue tusinde til fod / oc tolff tusinde Skytter til Hest. Oc hand loed alt sit Stridzfolck drage bort faare sig / met wtallige Kameler / stort Forraad / der til met Øxen oc foruden tal / til sit Folck. Oc hand loed føre Korn til aff al Syrien / til sin Hær. Men hand tog offuermaade meget Guld oc Pendinge met sig / aff Kongens Kammer. Oc hand drog saa frem met den gantske Hær / met Vogne / Reysener oc Skytter / huilcke der skiulte Jorderige / lige som Greshopper.
Der hand vaar nu dragen offuer Landemercket aff det Assyriske land / da kom hand til det store bierg Ange / hoss den venstre side aff Cilicien / oc vunde alle deris Byer oc faste Stæder. Oc forstyrede Melothi en naffnkundig Stad / oc røffuede alle Folck i Tharsis / oc Jsmaels børn / som bode mod Ørcken / oc Synden mod det land Chellon. Hand drog oc offuer Phrath / oc kom i Mesopotamien / oc forstyrede alle høye Stæder som hand fant / fra Mambre Beck / indtil Haffuit / Oc hand indtog der Landemerckene / fra Cilicien / indtil Joppe Landemercke / som ligge mod Synden. Oc hand førde ocsaa Madians børn bort / oc røffuede alt deris godz / oc ihielslo alle dem met skarpe suerd / som hannem giorde mod stand. Der effter reysde hand ned til Damasci land / om Høsten / oc opbrende alt deris Korn / oc loed nedhugge alle Træ oc Vingaarde / Oc det gantske Land fryctede sig faar hannem.
DA sende de Konger oc Førster aff Syrien / Mesopotamien / Syrien Sobal / Lybien oc Cilicien deris Bud / aff alle Stæder oc Land / de komme til Holofernes / oc sagde / Vent din vrede fra oss / Thi det er bedre / at wi tiene Nabogodonosor den store Konge / oc ere dig lydige / oc bliffue leffuendis / End at wi skulde omkomme / oc vinde alligeuel inted. Alle vore Stæder / Godz / Bierge / Høye / Agre / Øxen / Faar / Geder / Heste oc Kamele / oc huad som wi haffue / Der til oc vore Tiuende / er altsammen dit / gør der met huad du vilt / Ja ocsaa wi met vore Børn / ere dine Tienere. Kom til oss / oc ver vor naadige Herre / oc brug vor tieniste som dig lyster.
Da drog Holofernes ned fra Bierget / met alt Stridzfolcket / oc indtog de faste Stæder / oc det gantske Land. Oc hand vdualde der Tienere aff det beste Folck / som hand fant blant dem. Der aff forferdedis alle Land saa saare / at Regenterne oc de Ypperste aff alle Stæder oc Folcket komme mod hannem / oc anammede hannem / met Krantze / Bluss / dantz / Trommer oc Piber. Oc de kunde end da ingen naade faa met saadan ære / Thi hand nedbrød deris Stæder / oc omhug deris Lunde. Thi Nabogodonosor Kongen haffde befalet hannem / at hand skulde vdslette alle Guder i Landene / Paa det at alle Folck som Holofernes kunde tuinge / skulde prise hannem alene for Gud.
Der hand haffde nu draget gennem Syrien Sobal / Apamean oc Mesopotamien / kom hand til Edomiterne i Gabaa land / oc indtog deris Stæder / oc laa der i trediue dage / Diss emellem kallede hand alt sit Stridzfolck tilsammen.
DEr Jsraels børn / som bode i Juda land / hørde dette / fryctede de sig saare for hannem / oc beffuelse oc forferdelse kom dem paa / Thi de besørgede at hand skulde ocsaa gøre mod Jerusalem Stad oc HERRENS Tempel / som hand haffde giort mod de andre Stæder oc deris Affguders huss. Der faare sende de trint omkring i det gantske land Samarien / indtil Jericho / oc besette Befestninger paa Biergene / oc giorde mure omkring deris Byer / oc beskickede Forraad til Strid.
Oc Presten Joiakim screff til alle / som bode mod Esdrelom / det er / mod den store marck hoss Dothaim / oc til alle der som Fienderne kunde komme igennem / at de skulde foruare Klipperne hoss Bierget mod Jerusalem. Oc Jsraels børn giorde / som Joiakim HERRENS Prest befalede dem.
Oc alt Folcket robte aluorlige til HERREN / oc de oc deris Hustruer ydmygede sig met Faste oc Bøn. Oc Presterne førde sig i Sæcke / oc Børnene laae faar HERRENS Tempel / oc mand betacte HERRENS Altere met en Sæck. Oc de robte endrectelige til HERREN Jsraels Gud / At deris Børn oc Hustruer skulde icke bortføris / deris Stæder icke forstyris / deris Helligdom icke besmittis / oc at de icke skulde beskemmis aff Hedninge.
Oc Joiakim HERRENS ypperste Prest / gick omkring / formanede det gantske Folck / oc sagde / J skulle io vide / at HERREN eders Gud skal bønhøre / der som i lade icke aff / met faste oc bøn faar HERREN. Tencker paa Mose HERRENS Tienere / som icke slo Amalech met suerd / men met en hellig Bøn / huilcken sig forlod paa sin krafft oc mact / paa sin Hær / Siold / Vogne oc Reysener / Saa skal det oc gaa alle Jsraels Fiender / der som i saa bedre eder / som i haffue begynt.
Effter denne formaning / baade de HERREN / oc bleffue saa faar HERREN / at ocsaa Presterne ginge i Secke / oc haffde aske paa deris Hoffuit / oc oprette HERREN saa Brendoffer. Oc de bade HERREN alle aff gantske hierte / At hand vilde besøge sit Folck Jsrael.
OC det bleff Holofernes den øffuerste Stridzmand aff Assyrien tilkende giffuit / at Jsraels Børn rustede sig / oc vilde verie sig / Oc huorledis de haffde indtaget Klipperne hoss Biergene. Da bleff Holofernes grum i sin vrede / oc kallede alle de Moabiters oc Ammoniters Øffuerster oc Høffuitzmend frem / oc sagde til dem / Siger frem / Huad er det for it Folck / som boer blant Biergene? Huad haffue de for store Stæder? Huad formue de? Oc huad haffue de for Stridzfolck oc Konger? At de alene foracte oss / for alle andre i Øster landene / oc ginge icke emod oss / at anamme oss met frid?
748 | Da suarede Achior / den Øffuerste for alle Ammons børn / oc sagde / Min Herre / Vilt du gerne høre det / da vil ieg sige dig sandhed / huad dette er for it Folck / som boer iblant Bierge ne / oc icke liuge faar dig. Det Folck er kommet hid aff Chaldea / oc bode først i Mesopotamien / Thi de vilde icke følge deris Fedris Guder / i Chaldea. Der faare forlode de deris Fedris Seder / huilcke der haffde mange Guder / Paa det de kunde tiene den eniste Gud aff Himmelen / huilcken der ocsaa bød dem at drage der fra / oc at bo i Haram.
Der nu vaar Dyr tid i alle Landene / da reysde de ned til Egypti land / Der bleffue de saa mange i fyre hundrede aar / at mand icke kunde tele dem. Men der Kongen aff Egypten besuarede dem met Jord at føre / oc gøre Tegelstene / at bygge hans Stæder / Da robte de til deris HERRE / Hand slo alt Egypten met mangfoldige plager. Der Egypterne haffde nu vdstøt dem fra sig / oc Plagen loed aff fra dem / oc de vilde fanget dem igen / oc ført dem i landet til trældom. Da oploed Gud aff Himmelen Haffuet for dem / saa / at Vandet stod fast paa baade sider / som en muer / Oc de ginge met tørre føder paa Haffsens grund / oc komme der fra. Men der Egypterne skyndede sig effter dem met deris gantske Hær / da bleffue de alle drucknede i Haffuet / saa / at der bleff icke en igen / som det kunde sige der effter.
Oc der dette Folck kom aff det røde Haff / leyrede det sig i Sinai biergis ørck / der som tilforn inted Menniske kunde bo / oc ey behielpe sig. Da bleff det beske Vand søt / at de det kunde dric ke / Oc de finge brød aff Himmelen i fyretiue aar. Oc huor som de droge / vden bue / pil / skiold oc suerd / da stridde Gud for dem / oc vant Seyer. Oc ingen kunde gøre dette Folck skade / Vden aleniste naar det vigede fra HERRENS sin Gudz Bud / Thi at saa offte de tilbade en anden Gud / vden deris Gud / da bleffue de ihiel slagne / oc førde bort met al skam. Men saa offte som de det angrede / at de vaare affuigede fra deris Gudz Bud / da gaff Gud aff Himmelen dem Seyer igen / mod deris Fiender.
Der faare ødelagde de Cananiternis Konger / de Jebusiter / de Pheresiter / de Hethiter / de Heuiter / de Amoriter / oc alle Veldige i Hesbon / oc indtoge deris Land oc Stæder. Oc det gick dem vel / saa lenge som de icke syndede mod deris Gud / Thi deris Gud hader wret. De ere oc offte fordreffne faar denne tid / aff mange Folck / oc bort førde i fremmede Land / Fordi at de affuigede fra det Bud som Gud haffde giffuit dem / at de skulde vandre der vdi. Men de ere nylige igenkomne aff den Elendighed / som de vaare vdi / effter at de haffue omuent sig igen / til HERREN deris Gud / oc de haffue sæt sig igen blant disse Bierge / oc bo vdi Jerusalem igen / der som deris Helligdom er.
Der faare / Min Herre / lad randsage / Om det Folck haffuer syndet mod deris Gud / Saa ville wi drage hen op / oc deris Gud skal visselige giffue dig dem i henderne / at du skalt tuinge dem. Men haffue de icke syndet mod deris Gud / Da skaffe wi inted mod dem / Thi deris Gud beskermer dem / oc wi bliffue det gantske land til bespaattelse.
Der Achior haffde det talet / da bleffue alle Holofernis Høffuitzmend vrede / oc tenckte at ihiel sla hannem / oc sagde til huer andre / Huo er denne / som taar sige saadant / At Jsraels børn skulde verie sig / mod Kong Nabogodonosor oc hans Stridzfolck? Ere de dog aldelis nøgne Folck / oc ingen Stridzmend. Men at Achior skal see / at hand haffuer ført løgen / Saa lad oss drage op / Oc naar wi fange deris beste Folck / da ville wi lade stinge Achior ihiel met dem / Paa det alle Folck skulle fornemme / At Nabogodonosor er Landens Gud / oc ingen anden.
DEr effter optendis oc Holofernes i sin grumhed mod Achior / oc sagde / Huorledis taart du spaa oss / At Jsraels Folck skulde haffue beskermelse aff sin Gud? Men naar som wi nu ihielsla dem / som it eniste Menniske / Da skalt du see / at der er ingen anden Gud / end allene Nabogodonosor / Oc da skalt du ocsaa stingis ihiel met dem ved de Assyriers suerd / oc al Jsrael skal dræbis met dig. Saa skalt du da fornemme / at Nabogodonosor er en Herre offuer al Verden / naar du stingis ihiel met mit suerd / oc ligger blant Jsraels Jhielslagne / oc skalt dø oc forderffuis. Ment du oc / at din Spaadom er viss / da taart du icke forferdis eller blegne. Lige som det gaar dem / saa skal det ocsaa gaa dig / Thi ieg vil nu skicke dig til dem / at ieg kand straffe dig met dem.
Da befalede Holofernes sine Tienere / at de skulde gribe Achior / oc føre hannem ind i Bethulia / vdi Jsraels børns hender. Oc Holo fernis Tienere grebe hannem. Oc der de komme offuer den slette marck til Biergene / da droge Skytterne vd mod dem. Da vigede de paa en side hoss Bierget / oc bunde Achior til it Træ / met hender oc føder / oc støtte hannem ned vnder / oc lode hannem saa henge / Oc de droge igen til deris Herre. Men Jsraels børn / komme ned aff Bethulia til hannem / oc løsde hannem / oc førde hannem ind i Bethulia / oc ledde han 749 |nem blant Folcket / oc spurde hannem at / huorledis det vaar gonget til / huor faare de Assyrier hengde hannem?
Paa den samme tid vaare Osias Micha søn / aff Simeons slect / oc Charmi / som oc kalledis Ottoniel / de Øffuerste i Staden. For disse Eldste oc for alt Folcket sagde Achior alt det / som Holofernes haffde spurt hannem at / och huad hand haffde suaret / Och at Holofernis Folck vilde slagit hannem ihiel for dette suar skyld. Men Holofernes haffde befalet / At mand skulde antuorde Jsraels Børn hannem / Paa det at naar som hand haffde slaget Jsraels Børn ihiel / at hand vilde straffe oc dræbe samme Achior / Fordi at hand haffde sagd / Gud aff Himmelen skal vere deris beskermelse.
Der Achior haffde dette sagt / falt alt Folcket paa deris ansict / oc tilbade HERREN / græde alle tilsammen / oc bade til HERREN / oc sagde / HERRE Gud offuer Himmel oc Jord / See til deris hoffmod / oc til vor elendighed / oc see naadelige til dine Helligen / Oc beuise / at du icke forlader dem / som sig forlade paa dig / Oc at du nedslar dem / som tradze paa dem selff / oc paa deris mact.
Saa græde oc bade de den gantske dag / oc trøstede Achior / oc sagde / Vore Fedris Gud / hues Mact du haffuer priset / skal saa betale dig det / at de skulle icke see deris lyst paa dig / Men at du skalt see / huorledis de skulle bliffue ihielslagne oc vdslette. Oc naar som HERREN vor Gud frelser oss / da skal Gud vere met dig iblant oss / Oc vilt du / da skalt du bo hoss oss met alle dine.
Der Folckene ginge nu fra huer andre igen / da ledde Osias hannem met sig i sit Huss / oc beridde en stor Naduere / oc bad alle de Eldste til sig / oc de giorde dem glade / effter at de haffde lenge fastet. Der effter bleff Folcket kaldet tilsammen igen / oc de bade om hielp aff Jsraels Gud / i Forsamlingen den gantske nat.
DEn anden dag bød Holofernes sit Stridzfolck / At mand skulde gøre sig rede mod Bethulia. Oc hand haffde hundrede oc tiue tusinde til Fodz / oc tolff tusinde til Hest / Vden den Hob som hand haffde vdualt / paa huer Sted / huor som hand haffde indtaget it Land. Dette Stridzfolck rustede sig altsammen mod Jsraels Børn / oc de leyrede sig offuen paa Bierget / mod Dothaim / fra Belmaan / indtil Chelmon / som ligger mod Esdrelom.
Der Jsraels børn saae nu de Assyriers store Folck / fulde de til Jorden / oc lagde aske paa deris Hoffuit / oc bade alle tilsammen / At Jsraels Gud / vilde beuise sin Barmhertighed offuer sit Folck. Oc de rustede dem met deris Vaaben / oc toge de Klipper ind hoss Bierget / oc beuarede dem dag oc nat.
Men der Holofernes drog omkring / merckte hand / at der vaar en Kilde vden faar Staden mod Synden / huilcken der vaar ledsaget ind i Staden ved Render / Disse render befalede hand at affhugge. Oc alligeuel at de haffde smaa Kilder icke longt fra Muren / som de hente lønlige Vand / Saa vaar det dog neppelige saa meget / at de kunde verquege sig der met.
Der faare komme de Ammoniter oc Moabiter til Holofernes / oc sagde / Jsraels Børn taare icke verie sig mod oss / men de behielpe sig blant Bierge oc høye / vnder huilcke de ere trygge. Der faare lad ekon foruare Kilderne / at de mue icke hente Vand / saa skulle de dø vden suerd / Eller nød skal trenge dem til / at de skulle giffue Staden op / huilcken de mene / at hand staar icke til at vinde / effterdi hand ligger iblant Bierge. Dette raad behagede Holofernes vel oc hans Stridzfolck / oc hand lagde io hundrede til huer Kilde.
Der mand haffde nu foruaret Kilderne tiue dage / da haffde de aff Bethulia icke mere vand / huercken i smaa Kilderne / oc ey anden sted / at de kunde haffue en dag lenger til deris nødtørfftighed / Oc mand skulde huer dag maale Folcket vand til. Da kom Quinde oc mand / vng oc gammel / til Osia oc til de Eldste / klagede oc sagde / Gud vere Dommere mellem eder oc oss / at i føre oss i saadan nød / der met at i icke vilde lade oss gøre fred met de Assyrier / Oc Gud haffuer dog giffuit oss i deris hender / oc wi haffue ingen hielp / men mue forsmecte aff Tørst faar deris øyen / oc omkomme iammerlige.
Der faare kalder Folcket tilsammen / at wi kunde veluillige giffue oss vnder Holofernes. Thi det er bedre / at wi vndergiffue oss oc bliffue ved Liffuit / oc loffue saa Gud / End at wi omkomme / oc bliffue beskemmede faar al Verden / oc skulle see / At vore Hustruer oc børn skulle dø saa iammerlige faar vore øyen. Wi vidne i dag / faar Himmel oc iord / oc faar vore Fedris Gud / som nu straffer oss for vore synder skyld / At wi bade eder opgiffue Staden for Holofernes / At wi maatte dog snart omkomme ved suerd / oc icke forsmectis saa lenge aff Tørst.
750 | Da bleff en stor hylen oc graad i blant det gantske Folck / Nogle stode lenge / och robte til Gud / och sagde / wi haffue syndet met vore forfedre / wi haffue mishandlet / och haffue veret Wgudelige. Men duest barmhertig / der faare ver oss naadig / oc straffe oss / du selff / oc effterdi wi bekende dig / da giff oss icke i Hedningers hender / som dig icke kende / at de skulle icke rose oc sige / huor er nu deris Gud.
Der de haffde nu lenge skreget oc grædet / oc det vaar bleffuit lidet stille / stod Osias op / græd oc sagde / Kære Brødre / haffuer dog taalmodighed / oc lader oss end nu tøffue fem dage effter hielp aff Gud / om hand vilde beuise oss naade / och gøre sit Naffn herligt. Faa wi icke hielp i disse fem dage / da ville wi gøre / det som i haffue begeret.
SAadant kom faar Judith / som vaar en Encke / Merari daatter / Vz søns / Josephs søns / Osie søns / Elai søns / Jamnors søns / Jedeon søns / Raphaim søns Achitobs søns / Malchie søns / Enans søns / Nathanie søns / Sealthiel søns / Simeon søns. Oc hendis mand heed Manasses / hand vaar død i Byghøsten / Thi der hand vaar paa marcken / hoss Arbeyderne / bleff hand siug aff heden / oc døde i sin stad Bethulia / oc bleff begraffuen hoss sine fedre. Hand loed denne Judith effter sig / som haffde nu veret en Encke try aar oc sex maanede Oc hun haffde giort sig it besynderligt kammer offuen i sit huss / der hun sad vdi met sine Piger / oc vaar offuerkled met en Seck / och fastede daglige / vden om Sabbather Nymaanede / oc andre Jsraels husis høytider. Oc hun vaar deylig oc rig / oc haffde mange Tiuende / oc gaarde fulde aff øxen oc Faar. Oc hun haffde it gaat Røcte hoss huer mand / at hun fryctede Gud / oc ingen kunde tale ilde om hende.
Denne Judith / der hun hørde / at Osias haffde tilsagt / at opgiffue Staden faar de Assyrier fem dage der effter / da sende hun til de Eldste Chambri oc Charmi. Oc der de komme til hende sagde hun til dem / huad skal det vere / at Osias haffuer samtyckt / at opgiffue Staden for de Assyrier / der som wi faa icke hielp inden fem dage? Huo ere i at i friste Gud? Det tiener icke / til at forhuerffue naade / men meget mere vrede oc wgunst. Ville i sette HERREN eders behagelige tid faare oc dage / naar hand skal hielpe? Dog er HERREN taalmodig / Der faare lader oss fortryde det / oc søge naade met gredendis taare / Thi Gud bliffuer icke vred / som it Menniske / at hand ey lader sig forlige.
Der faare skulle wi ydmyge oss aff hiertet / oc tiene hannem / oc bede met gredendis taare faar hannem / at hand vil beuise oss barmhiertighed / effter sin behagelighed / och at wi mue glæde oss effter iammer / lige som wi nu sørge for deris hoffmod skyld / At Wi icke haffue effter fuld vore fedris synder / som forlode deris Gud / oc tilbade fremmede Guder / huor faare de ere giffne i deris fienders haand / oc ere ihielslagne / fangne oc beskemmede aff dem. Men wi kende ingen anden Gud / vden hannem alene / oc wi ville vente hielp oc trøst aff hannem met ydmyghed. Saa skal hand / HERREN vor Gud / redde vort Blod / fra vore fiender / oc ydmyge oc beskemme alle Hedninge / som oss forfølge.
Oc i / Kære brødre / i som ere de Eldste / trøster Folcket / met eders ord / at de betencke / at vore Fedre bleffue oc fristede / at de skulde prøffuis / om de tiente Gud aff hiertet. Paaminder dem / huorledis vor fader Abraham er forsøgt i mange maade / och er bleffuen Guds Ven / effter at hand er prøffuit ved mangfoldige Fristelser. Saa ere och Jsaac / Jacob / Mose / och alle de som vaare Gud kære / bleffne bestandige / oc maatte offueruinde megen Bedrøffuelse / Men de andre / som icke vilde anamme bedrøffuelse met Guds fryct / Men knurrede oc skende mod Gud met wtaalmodighed / ere omkomne aff forderffueren / och ved Hugorme. Der faare lader oss icke bliffue wtaalmodige / i denne pine / Men bekende / at det er en straff aff Gud / meget ringere end vaare Synder ere / Oc tro / at wi bliffue straffede / som hans Tienere til forbedring / oc icke til Forderffuelse.
Der paa suarede Osias oc de eldste / det er alt sandhed / som du haffuer sagd / oc der kand inted straffis i dine ord / der faare bed for oss til HERREN / Thi du est en hellig gudfryctig Quinde. Oc Judith sagde / Effterdi i holde det der faare / at det er aff Gud som ieg haffuer sagt / Da prøffuer ocsaa / om det / som ieg haffuer faare at gøre / er aff Gud / oc beder / at Gud vil giffue lycke der til. Tager denne nat vare i Porten / naar som ieg gaar vd / met min Pige / oc beder / at HERREN vil trøste sit Folck Jsrael / i disse fem dage / som i haffue sagt. Oc i skulle icke spørie effter det / som ieg haffuer i sinde / Men beder alene for mig til HERREN vor Gud / indtil ieg giffuer eder ydermere tilkende / huad i skulle gøre. Oc Osias / Juda første / sagde til hende / gack bort i fred / HERREN vere met dig / oc heffne oss paa vore Fiender / Oc de ginge saa fra hende igen.
DEr effter gick Judith ind i sit Kammer / oc kledde sig met en Seck / oc strødde aske paa sit Hoffuit / oc falt ned faar HERREN / oc robte til hannem / oc sagde.
HERRE min Faders Simeons Gud / huilcken du gaffst Suerdet / at straffe Hedninge / som haffde krencket oc skent Jomfruen / Oc du haffuer der emod ladet fange deris Hustruer oc Døtter / oc røffue dem / ved dine Tienere / som vaare nidkære i din nidkærhed / hielp mig arme Encke / HERRE min Gud. Thi al hielp som skede i fordom tid oc der effter / det giorde du / Oc huad som du vilt / det maa ske / Thi naar som du vilt hielpe / da kand det icke feyle / oc du vedst vel / huorledis du skalt straffe Fienderne.
See nu til de Assyriers Hær / som du saast i fordom tid til de Egypters Hær / der de iagede effter dine Tienere met stor mact / oc tradzede paa deris Vogne / Reysener / oc store Stridzfolck. Men der du saast til dem / da bleffue de mistrøstige / oc Dybet nedslo dem / oc Vandet drucknede dem. Saa ske oc nu disse / HERRE / som tradze paa deris Mact / Vogne / Spiud oc Skud / oc kende dig icke / oc tencke icke / At du HERRE vor Gud / est den / som hielper i Striden aff begyndelse / oc kaldis tilbørlige / HERRE. Vdreck din Arm / som i fordom tid / oc sønderknuse Fienderne ved din Mact / at de omkomme ved din vrede / De som rose sig / At de ville forstyre din Helligdom / oc vanhellige dit Naffns Tabernackel / oc omkaste dit Altere met deris Suerd. Straffe deris hoffmod / formedelst deris eget suerd / At hand kand fangis met sine egne øyen / naar hand seer til mig / oc bedragis aff mine venlige ord.
Giff mig frimodighed / at ieg forferder mig icke / for hannem oc for hans Mact / Men at ieg kand nedsla hannem. Det skal vere dit Naffns ære / at en Quinde haffuer nedlagd hannem. Thi du HERRE kant vel giffue Seyer vden mange Folck / oc du haffuer icke lyst til Hestis styrcke. De Hofferdige behagede dig end nu aldri / Men de Elendigis oc ydmygis Bøn behagede dig altid.
O HERRE / Himmelens Gud / som haffuer skabt Vandet / oc est en HERRE offuer alle ting / hør min arme Bøn / ieg som forlader mig alene paa din Barmhiertighed. Tenck HERRE paa din Pact / oc giff mig ind / huad ieg skal tale oc tencke / oc giff mig lycke der til / Paa det at dit Huss maa bliffue ved / oc alle Hedninge fornemme / at duest Gud / oc ingen anden vden dig.
DEr hun haffde nu giort ende paa sin Bøn / stod hun op / oc kallede at sin Pige Abra / oc gick ned i Husit / lagde Secken aff / oc førde sig aff sine Encke kleder / oc tode sig / oc saluede sig met kaasteligt Vand / oc flette sit haar / oc sette en Hue paa / oc førde sig i sine deylige kleder / oc prydede sig met Span oc Smider / oc tog al sin prydelse paa. Oc HER R EN gaff hende naade / at hun vaar deylig til at see / Thi hun smyckede sig icke aff vellyst / men Gud til loff. Oc hun fick sin Pige en beged hud fuld aff Vin / oc it Kruss met Olie / oc en Seck / der hun haffde / Figen / Mel oc Brød vdi / som hun torde æde / Oc hun gick bort.
Oc hun fant Osiam oc de Eldste i Porten / som tøffuede effter hende / som det vaar sagt. Oc de forundrede sig / at hun vaar saa deylig / Dog spurde de icke / huad hun haffde i sinde / men de lode hende vd / oc sagde / Vore Fedris Gud / giffue dig naade / oc lade dit opsæt lyckis vel / At Jsrael kand glæde sig aff dig / oc dit naffn regnis blant de Hellige. Oc alle de som der vaare / sagde / Amen / Amen. Men Judith giorde sin Bøn / oc gick frem met sin Pige Abra.
Oc som hun gick aarle om morgenen ned aff Bierget / da møtte de Assyriers Vectere hende / oc fulde til hende / oc spurde hende at / hueden hun kom / oc huort hun vilde hen? Oc hun suarede / Jeg er en Ebreisk Quinde / oc flyde fra dem / Thi ieg veed / at de komme i eders hender / Fordi at de foractede eder / oc vilde icke begere naade / oc giffue sig veluillige vnder eder. Der faare haffuer ieg i sinde / at komme til Førsten Holofernes / oc obenbare deris lønlighed faar hannem / oc sige hannem / huorledis hand skal lettelige offueruinde dem / at hand skal icke miste en Mand.
Den stund hun saa talede / da saae de paa hende / oc vndrede de storlige / at hun vaar saa deylig / oc sagde / Det kand hielpe dig / at du ment det saa gaat / oc vilt gaa til vor Herre / Thi naar som du kommer faar hannem / da bliffuer hand dig naadig / oc du skalt behage hannem vel aff hiertet. Oc de ledde hende bort / til Holofernes Paulun / oc sagde hannem aff hende. Oc der hun kom faar hannem / da bleff hand strax optent til hende. Oc hans Tie 752 |nere sagde til huer andre / Det Ebraiske folck er ingenlunde verd at foracte / effterdi at de haffue saa deylige Quinder / Skulde mand icke stride for saadanne deylige Quinder skyld? der Judith saa nu Holofernes side vnder sit Paulun / som vaar deylige giort / met Purpur oc Guld / oc met Smaragden oc prydet met mange dyrebare Stene / da falt hun ned faar hannem. Och Holofernes befalede at reyse hende op igen.
OC Holofernes sagde til hende / ver trøstig / oc frycte dig icke / Thi ieg giorde aldri noget Menniske ont / som vilde giffue sig vnder Nabogodonosor. Oc haffde dit Folck icke foractet mig / da haffde ieg aldri opløfft it spiud mod dem. Sig nu frem / huor faare du vigede fra dem / ocest kommen til mig.
Judit suarede hannem / och sagde / hør dog din Tienerinde naadelige / Der som du gør som dine tienerinde giffuer dig til kende / da skal HERREN giffue dig lycke oc Seyer / Gud giffue Nabogodonosor lycke oc salighed / Kongen offuer det gantske land / som haffuer vdsent dig / at straffe alle Wlydige / Thi du kant gøre hannem vnderdanige / icke aleniste Folck / men oc saa alle Diur paa Jorden. Thi din forstand oc visdom / er meget roset i alt verden / Oc huer mand veed / at du est den veldigste Første / i det gantske Kongerige / och dit gode Regemente prisis aff alle. Saa vide wi oc / huad Achior haffuer talet / och huorledis du der emod haffuer giort met hannem. Thi vor Gud er saa fortørnet offuer vaare synder / at hand haffuer ladet for kynde ved sine Propheter / at hand vil straffe Folcket / for deris synder skyld.
Effterdi at Jsraels folck vide nu / At de haffue fortørnet deris Gud / da ere de forferdede for dig. Der til met lide de stor Hunger / oc Vansmectis aff Tørst. Oc de haffue nu i sinde / at slacte deris Queg / at de vilde dricke Blodet der aff / oc at æde det hellige Offer / aff korn / vin oc olie / huilcket Gud haffde forbudet dem / at de det oc icke skulde røre / Der faare er det vist at de skulle omkomme / effterdi de gøre saadant. Oc effterdi ieg det veed / da flyde ieg fra dem / Oc HERREN sende mig til dig / at ieg skulde giffue dig saadant til kende. Thi alligeuel at ieg er end kommen til dig / saa er ieg dog icke der faare falden fra min Gud / men ieg vil end tiene min Gud hoss dig. Oc din Tienerinde skal gaa vd / oc tilbede Gud / hand skal obenbare mig / naar Gud vil giffue dem deris løn / for deris synder / Saa vil ieg da komme / och ieg vil giffue dig det til kende / oc føre dig mit igennem Jerusalem / at du skalt haffue alle Jsraels folck / som Faar der haffue ingen Hyrde. Oc der skal icke en Hund taare gø at dig / Thi Gud haffuer det obenbaret mig / effterdi hand er vred paa dem / oc hand vdsende mig / at ieg skulde giffue dig det tilkende.
Denne tale behagede Holoferni oc hans Tienere vel / Oc de vndrede paa hendis visdom / oc sagde iblant huer andre / Denne Quindis lige / er icke paa Jorden / met deylighed oc visdom. Oc Holofernes sagde til hende / Gud haffuer det saa skicket / at hand sende dig hid / før Folcket skulde komme i min haand. Fuldkommer nu din Gud dette / som du haffuer sagd / Da skal hand oc vere min Gud / Oc du skalt bliffue stor / hoss Kong Nabogodonosor / oc dit naffn skal prisis i det gantske Kongerige.
DA loed hand lede hende ind i Sølffkammeret / der som hun skulde bliffue / oc befalede / At mand skulde giffue hende mad aff sit Bord. Men Judith suarede / oc sagde / Jeg taar icke end nu æde aff din Mad / at ieg skal icke synde / Men ieg haffuer taget lidet met mig / der aff vil ieg æde. Da sagde Holofernes selff / naar det er opædet / som du haffuer taget met dig / huor skulle wi da forskaffe did mere? Judith suarede / Min herre / saa vist som du leffuer / før din Tienerinde faar fortæret altsammen / da skal Gud vdrette ved mig / det som hand haffuer i sinde.
Oc der Tienerne vilde lede hen de i Kammeret / som hand haffde befalet / da bad hun / at mand skulde tilstede hende / at gaa vd afften oc morgen / oc gøre sin Bøn til HERREN. Da befalede Holofernes sine Kammersuenne / at mand skulde lade hende gaa frit vd och ind i tre dage / at gøre sin Bøn til Gud. Oc om afftenen gick hun vd / i den dal faar Bethulia / och tode sig i vand. Der effter bad hun til HERREN Jsraels Gud / at hand vilde giffue hende lycke til / at frelse sit Folck / Oc hun gick i Paulunet igen / oc holt sig reen / oc oed inted før afften.
Den fierde dag / giorde Holofernes alene sine neste Tienere en Naduere / oc hand sagde til Bagoa sin Kammersuend / gack bort / oc tag den Ebraiske Quinde met ord / at hun icke necter at komme til mig. Thi det er skam hoss de Assyrier / at saadan en Quinde skulde komme 753 | wbeliggen fra oss / oc gecket en Mand. Da kom Bagoa til Judith / Deylige Quinde / necter icke at komme til min Herre til ære / oc æde oc dricke met hannem oc vere glade. Da sagde Judith / Huorledis taar ieg necte min Herre det? alt det som hannem er kært / det vil ieg hiertelige gerne gøre / alle mine dage.
Oc hun stod op / oc prydede sig / oc gick ind faar hannem / oc stod faar hannem. Da rørdis Holofernis hierte / Thi hand vaar optent met brynde mod hende. Oc hand sagde til hende / Sid ned / drick oc ver glad / Thi du haffuer fundet naade hoss mig. Oc Judith suarede / Ja Herre / ieg vil vere glad / thi ieg haffuer icke hafft saadan ære / i alle mine dage. Oc hun oed oc drack faar hannem / det som hendis Pige haffde berid. Oc Holofernes vaar glad met hende / oc drack saa meget / som hand ellers icke pleyde at dricke.
DEr det bleff nu meget silde / ginge hans Tienere bort i deris Paulun / oc de vaare alle sammen druckne. Oc Bagoa lucte Holofernis kammer til / oc gick der fra / Oc Judith vaar alene hoss hannem i Kammeret. Der Holofernes laa nu i Sengen / vaar drucken oc soff / da sagde Judith til sin Pige / at hun skulde vocte vden faar Kammeret.
Oc Judith gick til Sengen / oc bad hemmelige met grædende taare / oc sagde / HERRE Jsraels Gud / styrcke mig / oc hielp mig naadelige / at fuldkomme denne gerning / som ieg haffuer taget mig faare met al fortrøstning til dig / At du skalt ophøye din Stad Jerusalem / som du haffuer loffuit.
Effter denne Bøn / gick hun til støtten offuen hoss Sengen / oc tog Suerdet / som hengde der paa / oc drog det vd / oc tog hannem fat i toppen / oc sagde atter / HERRE / styrcke mig i denne stund / Oc hun hug tho gonge paa Halsen met al mact / Der effter skar hun Hoffuedet aff hannem / oc velte Legemet aff Sengen / oc tog Sengkledet met sig.
Der effter gick hun vd / oc fick sin Pige Holofernis Hoffuit / oc bød at kaste det i en Seck. Oc de ginge vd tilsammen / effter deris seduane / som de vilde gaa bort gennem Leyren oc bede / oc de ginge omkring gennem Dalen / at de komme hemmelige til Stadz porten.
Oc Judith kallede at Vecterne / Lader porten op / Thi Gud er met oss / hand gaff Jsrael Seyer. Der Vecterne nu hørde hendis røst / da kallede de strax de Eldste aff Staden. De komme alle til hende / Thi de vaare allerede mistrøstige / at hun skulde icke komme igen. Da tende de Bluss / oc ginge omkring hende / indtil hun kom paa Planen / Oc hun bad dem vere stille / oc høre til / oc hun sagde saa.
Tacker HERREN vor Gud / som icke forlader dem / der forlade sig paa hannnem / oc beuisde oss barmhiertighed / formedelst mig / sin Tienerinde / som hand loffuede Jsraels Huss / oc haffuer i denne nat omkommet sit Folckis Fiende / ved min Haand. Oc hun drog Holofernis hoffuit vd / oc visde dem det / oc sagde / Seer / dette er Holofernis de Assyriers øffuerste Stridzmandz hoffuit. Oc seer / dette er det Sengklede som hand laa vnder / der hand vaar drucken / Da ihielsla HERREN vor Gud hannem / ved en Quindis haand. Saa vist som HERREN leffuer / beskermede hand mig formedelst sin Engel / at ieg er icke bleffuen besmittet / saa lenge som ieg vaar vde / oc hand haffuer ført mig hid igen vden synd / met stor glede oc Seyer. Der faare tacker hannem alle / Thi hand er barmhiertig / oc hielper vden affladelse.
Oc de tackede alle HERREN / oc sagde til hende / Loffuet vere HERREN / som i dag haffuer beskemmet vor Fiende formedelst dig. Oc Osias Jsraels Folckis Første / sagde til hende / Velsignet est du Daatter aff HERREN den høyste Gud / faar alle Quinder paa iorden. Oc loffuit vere HERREN / som haffuer skabt Himmel oc Jord / der gaff dig lycke / at ihielsla Høffuitzmanden vor Fiende / Oc haffuer giort dit Naffn saa herligt / at de skulle altid prise dig / som acte HERRENS gerning / Fordi at du sparde icke dit Liff / i dit Folckis drøffuelse oc nød / Men du reddede det faar HERREN vor Gud. Oc alt Folcket sagde / Amen / Amen.
Der effter kallede mand Achior frem / Til hannem sagde Judith / Jsraels Gud som du haffuer priset / at hand kand heffne sig paa sine Fiender / haffuer i denne nat omkommet den Wgudeligis Hoffuit / ved min haand. Oc at du skalt det see / da er her Holofernis hoffuit / som tradzelige bespaattede Jsraels Gud / oc truede at ihielsla dig / der hand sagde. At naar Jsraels Folck bleffue fanget / da vilde hand lade ihielstinge dig met dem. Oc der Achior saa Holofernis hoffuit / bleff hand forferdet / saa / at hand besuimede. Der effter der hand kom til sig selff igen / falt hand faar hendis føder / oc sagde / Velsignetest du aff din Gud / i alle Jacobs Bolige / Thi Jsraels Gud skal prisis i dig / hoss alle Folck som høre dit naffn.
DEr effter sagde Judith til alt Folcket / Kære Brødre / hører mig / Strax det dagis da henger Hoffuedet vd offuer muren / oc tager eders Vaaben / oc falder alle sammen vd met en hob / oc met stort skrig / Saa fly de paa Skaruacten / oc skulle vecke deris Herre op til Strid. Oc naar Høffuitzmendene komme til Holofernis Paulun / oc see Legemet ligge der i Blod / da bliffue de forferdede. Oc naar i mercke / at de bliffue mistrøstige / oc giffue Fluct / da forfølger dem frimodelige / Thi HERREN haffuer giffuit dem vnder eders føder.
Der Achior nu saa / at Jsraels Gud haffde hulpet / da offuergaff hand den Heydenske Skick / oc trode paa Gud / oc loed sig omskere / Oc bleff regnet blant Jsrael / hand oc alle hans Effterkommere / indtil denne dag.
Oc der dagen begyntis / da hengde de Hoffuedet vd offuer muren / oc toge deris Verie / oc fulde vd met en Hob / oc met stort skrig. Oc der de det saae paa Skaruacten / da løbe de til Holofernis Paulun / Oc de som der vaare vdi / begynte it Bulder faar Kammeret / at hand skulde vogne der aff / Thi mand torde icke bancke paa / ey heller gaa ind / i Førstens Kammer aff Assyrien. Men der de Assyriers Høffuitzmend komme / sagde de til Kammer tienerne / Gaar ind / oc vecker hannem op / Thi Musene ere løbne vd aff deris Hul / oc ere bleffne dristige / at de taare angribe oss.
Da gick Bagoa hen ind / oc stod hoss Sperlagenet / oc klappede henderne sammen / Thi hand mente at hand haffde soffuet hoss Judith / oc hand lurede til / om hand vilde røre sig. Men der hand fornam inted / løffte hand Sperlagenet op / Da saa hand Legemet ligge i sit Blod / vden hoffuit. Da skreg hand oc hylede høyt / oc sønder reff sine kleder. Oc hand saa i Judiths Kammer / oc der hand fant hende icke / løb hand vd til Stridzfolcket / oc sagde / En eniste Ebreisk Quinde / haffuer giort det gantske Nabogodonosors Huss aff Assyrien / til spaat oc forhaanelse faar al Verden / Thi Holofernes ligger der død paa Jorden / oc hans hoffuit er affhugget. Der Høffuitzmendene aff Assyrien hørde det / sønder reffue de deris kleder / oc forferdedis offuermaade meget / oc der bleff it stort skrig aff beffuelse blant dem.
DEr Stridzfolcket nu hørde / at Hoffuedet vaar aff Holofernes / da forferdedis de / oc bleffue tuilraadige / oc kunde icke raadsla / om huad de skulde gøre / saa vaar modet faldet paa dem / Oc de gaffue flucten / at de kunde vndkomme faar Ebreerne / som de saae drage frem mod sig.
Oc der Jsraels børn saae / at Fienderne flyde / da skyndede de sig effter dem met stort skrig oc Basuner. Men effterdi at de Assyriers aarden vaar atskilt / oc Jsraels Børn droge i deris aarden / da sloge de dem alle / som de kunde offuerkomme.
Oc Josias sende til alle Stæder / i Jsraels land / At mand giorde rede i alle Stæder / oc forfulde Fienderne / indtil de komme aff Landet. Men det offuerbleffne Folck i Bethulia / fulde i de Assyriers Leyer / oc plyndrede / oc førde bort / det som de Assyrier lode bliffue / oc førde meget Godz der fra. Men der de andre komme igen / da førde de met sig alt det / som hine andre haffde ført met sig / baade Queg oc andet / oc det gantske Land bleff rigt aff saadant Roff.
Der effter kom Joiakim den ypperste Prest fra Jerusalem til Bethulien / met alle Presterne / at de vilde see Judith. Oc hun gick frem til dem / Da prisede de hende alle til lige / oc sagde / Du est Jerusalems Krune / Duest Jsraels glede / Du est det gantske Folckis ære / at du haffuer giort saadan en ærefuld Gerning / oc at du haffuer beuist Jsrael saa stor en velgerning / at Gud haffuer frelst dem igen / Velsignet vere du faar Gud euindelige. Oc alt Folcket sagde / Amen / Amen.
Oc der de haffde nu vddelet Byttet i trediue dage / da gaffue de Judith kaastelige Klenodie / som Holofernes haffde hafft / baade Guld / Sølff / Kleder oc dyrebare stene. Oc huer mand vaarglad / de sunge oc sprunge / baade vnge oc gamle
Da sang Judith HERREN denne Sang / oc sagde.
755 | LEger faar HERREN met Trummer / oc klinger faar hannem met Cimler / Siunger en ny Sang / verer glade / oc paakaller hans Naffn.
HERREN er den / som kand hielpe i Striden / HERREN heder hans Naffn.
Hand stride faar sit Folck / at hand skulde frelse oss fra alle vore fiender.
Assur kom fra Biergene aff Norden / met en stor Mact / hans Mangfoldighed skiulte Vandet / oc hans Heste skiulde Landet.
Hand truede at opbrende mit Land / och ihielsla mit Mandkiøn / At bortføre Børn och Jomfruer.
Men HERREN den almectigste Gud haffuer straffet hannem / oc haffuer giffuit hannem i en Quindis hender.
Thi ingen Mand ey heller nogen Stridzmand ihielslo hannem / och ingen Kempe rørde ved hannem / Men Judith Merari Daatter nedlagde hannem met sin deylighed.
Thi hun lagde sine Encke kleder aff sig / oc førde sig i sine deylige Kleder / Jsraels Børn til glede.
Hun offuerstrøg sig met kaasteligt Vand / oc flette sit Haar op til at besuige hannem.
Hendis deylige Sko forblindede hannem / hendis Deylighed greb hans hierte / Men hun hug hans Hoffuit aff.
At de Perser oc Meder forferdede sig / for saadan en dristig Gerning / oc de Assyriers Hær hylede / der mine Elendige komme frem / som vaare vansmectige aff Tørst.
Drengene ihielstunge de Assyrier / oc sloge dem paa fluct / lige som Børn / De ere vdslette / aff HERRENS min Guds Hær.
Lader oss siunge en ny Sang / faar HERREN vor Gud.
HERRE Gud du est den mectige Gud som gør store Gerninger / oc ingen kand staa dig emod.
Alle ting skulle tiene dig / thi huad som du siger / det maa ske / huor som du giffuer frimodighed / da gaar det frem / Oc ingen kand gøre dine ord modstand.
Bierge skulle beffue / oc Klipperne smelte lige som vox faar dig.
Men du beuiser dem stor naade / som dig frycte / thi alle Offer och fedme ere meget ringe faar dig / Men at frycte HERREN / det er meget stort.
We Hedninge / som forfølge mit Folck / Thi den almectigste HERRE heffner paa dem / oc hiemsøger dem / vdi heffnens tid.
Hand skal plage deris Legeme met Jld oc Orme / och de skulle brende oc hyle til euig tid.
Effter saadan Seyer / drog alt Folcket fra Bethulia til Jerusalem / at tilbede HE RREN / oc de rensede sig / oc offrede Brendoffer / oc huad de haffde loffuit. Oc Judith hengde alle Holofernis vaaben / oc det Sperlagen som hun haffde taget fra hans Seng / op i Tempelen / at det skulde vere forbandet faar H ERREN euindelige. Och Folckene vaare glade i Jerusalem hoss Helligdommen / met Judith / i tre maanede / och hulde helligt aff den Seyer. Der effter drog huer mand hiem igen.
Oc Judith kom ocsaa til Bethulia igen / oc bleff høyt æret i alt Jsraels land. Oc hun tog ingen Mand / effter sin første mands Manasses død. Oc hun bleff meget gammel och bleff i sin Mands huss / indtil hun bleff hundrede oc fem aar gammel / Oc hun giorde sin Pige Abra fri. Der effter døde hun i Bethulia / oc mand iordede hende hoss sin Hosbonde Manasse. Oc Folcket sørgede for hende / i siu dage. Oc hun skiffte alt sit Godz / iblant hendis Hosbondis venner. Oc den stund hun leffde / oc long tid der effter / torde ingen drage mod Jsrael. Och denne Seyers dag holdis for en stor høytid hoss Ebreerne / oc hand holdis hellig aff dem euindelige.
Ende paa Judiths Bog.