© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
ELsker Retferdighed i Regentere paa Jorden / Betencker at HERREN kand hielpe / oc frycter hannem aluorlige / Thi hand lader sig finde aff dem / som icke friste hannem / oc hand obenbaris faar dem som icke vantro hannem. Men skødisløss mørckhed er longt fra Gud / Oc naar straffen kommer / da beuiser hand huad de andre haffue verit for Daarer. Thi Visdom kommer icke i en ond Siæl / oc boer icke i det Legeme / som er Synden vndergiffuit.
Thi den hellig Aand / som ret lærer / flyr de Affgudiske / oc viger fra de Skødisløse / huilcke som bliffue straffede met synderne / som skulle tilstedis offuer dem. Thi Vished er saa from / at hun icke lader Offuerskendere bliffue wstraffede / Thi Gud er Vidne offuer alle tancker / oc kender alle hierter visselige / oc hører alle ord. Thi verdens kreedz er fuld aff HERRENS Aand / oc den som kender talen / er alleuegne. Der faare kand den icke bliffue skiult / som taler wret / Oc den Ræt / som hannem skal straffe / skal icke feyle. Thi den Wgudeligis anslag skulle faar Dommen / oc hans tale skal komme faar HERREN / At hans wdyd skal bliffue straffet. Thi den nidkæris øre hører alting / oc Skenderis bespaattelse / skal icke bliffue skiult.
Saa vocter eder nu / faar den skadelige skendzel / oc holder eders Tunger fra forbandelse. Thi det som i tale lønlige met huer andre i øerne skal icke gaa saa lettelige hen / Thi den mund / som liuger / slar Siælen ihiel. Stunder icke saa effter Døden / met eders vildfarelse / Oc figer icke saa effter forderffuelse / formedelst eders henders gerning. Thi Gud haffuer icke giort Døden / oc hand haffuer icke lyst til de leffuendis forderffuelse. Men hand skabte alting / at det skulde vere i it væsen / Oc huad som bliffuer skabt i Verden / det er gaat / oc der er inted skadeligt vdi. Der til er icke Helffuedis Rige paa Jorden (Thi Retferdighed er wdødelig) Men de Wgudelige fige der effter / baade met ord oc met Gerninger / Thi de holde den for en Ven / oc fare der hen / oc forbinde sig met hannem / Thi de ere det oc verde / at de ere aff hans deel.
THi de ere skødeløse Folck / oc sige / Det er en stacket oc kedsommelig ting met vort Liff / Oc naar it Menniske er borte / da er det aldelis vde met hannem / Saa veed mand slet ingen / som er igen kommen aff Helffuede. Wforuarendis ere wi fødde / oc fare bort igen / lige som wi haffde aldri veret til. Thi den snuelse i vor Næse er en røg / Oc vor tale er en gnist / som rører sig aff vort hierte. Naar den er vdsluct / da er Liffuit borte / som en Falaske / Oc Aanden forsuinder / som it tynt væder. Oc vort naffn forglemmis met tiden / at slet ingen skal tencke paa vor Gerning. Vort Liff far bort / som der haffde veret en Sky / oc forgaar som it Taag / der fordriffuis aff Solens skin / oc forteris aff hendis hede. Vor tid er / lige som en skugge far der hen / Oc naar som wi ere borte / da er ingen igenkommelse / Thi det er fast beseglet / at der skal ingen komme igen.
Kommer nu hid / oc lader oss vel leffue / den stund det er paa ferde / oc bruge vort Liff i vngdommen. Wi ville fylde oss met den beste Vin oc Salue / Lader oss icke forsømme Maaymanedes blomster. Lader oss bære Krantze aff vnge Rosen / før end de bliffue visne. Lader ingen aff oss forsømme sig at braske / At mand kand alleuegne spørie / huorledis wi haffue veret glade / Wi haffue der dog icke mere aff / end det samme.
Lader oss offuerfalde den Fattige Retferdige / oc icke spare nogen Vidue eller gammil Mand. Lader oss icke acte de gamle Graaherdedis straff. Huad som wi ekon kunde gøre / det skal vere ret / Thi huo som icke kand gøre huad hannem lyster / hand gelder inted. Saa lader oss lure paa den Retferdige / Thi hand gør oss megen wlyst / oc setter sig mod vaar Gerning / oc straffer oss / At wi synde mod Lowen / oc vdrober vor væsen for synd. Hand giffuer faare / at hand kender Gud / oc roser sig at vere Guds barn / oc straffer det som wi haffue i hiertet. Hand er oss icke lidelig / oc icke at see paa / Thi hans Leffnet rimer sig icke met de andre / oc hand haffuer aldelis it andet væsen. Hand holder oss at vere wduelige / oc skyer vor Gerning / som en wrenlighed / Oc giffuer faare / huorledis de Retferdige skulle paa det sidste haffue gaat / oc roser / at Gud er hans Fader.
757 | Saa lader dog see / Om hans Ord er sant / oc forsøge / huad ende det skal faa met hannem. Er den Retferdige / Gud Søn / da hielper hand hannem / oc redder hannem aff Modstandernis haand. Wi ville sette hannem i Fengsel met forsmedelse oc pine / at wi kunde see / huor from hand er / oc mercke / huor taalmodig hand er. Wi ville fordømme hannem til en skendelig Død / Da skal mand kende hannem paa hans ord.
Saadant tage de faare / oc misfeyle / Deris ondskaff haffuer forblindet dem / at de kende icke Gudz lønlige Domme. Thi de haffue icke det haab / at it helligt Leffnet skal bliffue lønt / Oc de acte icke den ære / som de wstraffelige Siele skulle haffue. Thi Gud skabte Mennisken / til det euige Liff / oc giorde hannem til it Billede / at hand skulde vere lige / som hand er. Men aff Dieffuelens auind / er Døden kommen i Verden / Oc de som ere aff hans del / hielpe ocsaa der til.
MEn de Retferdigis Siele ere i Gudz haand / Oc der skal ingen pine røre ved dem. De ansees aff de Wforstandige / lige som de Døde / Oc deris Endeligt actis for en pine / oc deris Henfarelse for en Forderffuelse / Men de ere i Fred. alligeuel at de end haffue meget at lide faar Mennisken / saa haffue de dog it fast Haab / at de skulde aldri dø. De bliffue lidet reffsede / Men dem skal vederfaris meget gaat / Thi Gud forsøger dem / oc befinder dem / at de ere hannem verde.
Hand prøffuer dem som Guld i en Oen / oc anammer dem / som it fuldkommet Offer. Oc paa den tid / naar Gud skal see der til / da skulle de skinne klare / oc fare frem / som Lue offuer Stubbene. De skulle dømme Hedningene / oc regere offuer alle Folck / Oc HERREN skal regere euindelige offuer dem / Fordi / at de som forlade sig paa hannem / skulle befinde / at hand er trofast / Oc dem som ere trofaste i kærlighed / lader hand icke tage fra sig. Thi hans Hellige ere i naade oc barmhertighed / Oc hand haffuer tilsyn til sine Vdualde.
Men de Wgudelige skulle straffis / lige som de befrycte / Thi de acte icke den Retferdige / oc vige fra HERREN. Thi huo som foracter Visdom oc Riset / hand er wlycksalig / Oc deris Forhaabelse er inted / oc deris arbeyde er forgeffuis / oc deris Gerning er wnyttelig. Deris Quinder ere Daarinder / oc deris Børn onde / Forbandet er det / som fødis aff dem.
Thi salig er den wfructsommelige / som er wbesmittet / den som er wskyldig / i den syndelige Seng / Thi hun skal nyde det paa den tid / naar mand skal dømme Sielene. Desligest en wfructsommelig / som gør inted wretferdigt met sin sind Haand / oc tencker icke ont mod HERREN / hannem skal giffuis en besynderlig gaffue for hans tro / oc en bedre del i HERRENS Tempel. Thi gaat Arbeyde giffuer herlig Løn / oc forstandighedz roed raadner icke.
Men Horfolckis Børn skulle icke triffuis / Oc sæden aff den wrette Seng skal ødeleggis. Oc der som de end leffde lenge / saa skulle de dog endelige bliffue beskemmede / oc deris Alder skal dog paa det sidste vere vden ære. Men dø de snart / saa haffue de dog inted at haabis til / oc ey trøst naar Dommen skal staa. Thi de Wretferdige faa en ont ende.
Det er bedre at haffue ingen Børn / der som mand er from / Thi det fører euig loff / thi det skal rosis baade hoss Gud oc Mennisken / Huor som det er / der tager mand det til it Exempel / Men den som det icke haffuer / hand ynsker det dog / oc brammer i den euige Krantz / oc beholder den kyske stridz Seyer.
Men de Wgudeligis fructsommelige mangfoldighed / er icke nyttelig / Oc huad som plantis aff Horeri / der skal icke dybt roedfestis / oc ey sette fast grund. Oc der som de end grønis til en tid paa Grenene / da røris de alligeuel aff Været / effterdi at de staa saa aldelis løslige / oc bliffue oprycte aff sterck storm. Oc de wtidige Quiste bliffue sønderbrudne / oc deris Fruct er wnyttelig / wmod til at æde / oc til indted duelig. Thi at de Børn / som fødis vden ecteskaffs Beblandelse / skulle vidne mod Foreldris onskaff / naar mand spør dem at.
MEn der som den Retferdige / end døer for tilige / saa er hand dog i rolighed (Thi Allerdom er erlig / icke den som leffuer lenge / eller haffuer mange aar / Klogskaff iblant Mennisken er det rette graa Haar / oc it wbesmittet Leffnet / er den rette Allerdom) Thi hand behager Gud vel / oc er hannem kær / Oc hand borttagis aff dette Liff iblant Syndere / oc bliffuer henryct / at ondskaff skal icke foruende hans forstand / oc ey falsk lerdom besuige hans Siæl. Thi at onde Exempel forføre / oc forderffue det gode / oc den tilskyndende lyst foruender wskyldige hierter. Hand er snart bleffuen fuldkommen / oc haffuer opfylt mange aar / thi hans Siæl behager Gud / der faare hastede hand met hannem aff det onde liff.
758 | Men de Folck som det see / acte det icke / oc tage det icke til hierte / som er / At Guds Helligen ere i naade oc Barmhiertighed / oc at hand haffuer tilsyn til sine Vdualde. Thi den Retferdige døde / fordømmer de leffuende wgudelige / oc en Vng / som bliffuer snart fuldkommen / den Wretferdigis lange Liff. De see vel den Visis endeligt / Men de mercke icke / huad HERREN tencker om hannem / oc hui hand beuarer hannem. De see det vel / oc acte det icke / Thi HERREN bespaatter dem / oc de skulle der effter skendelige falde / oc vere en forsmedelse iblant de Døde euindelige. Oc hand skal nedstyrte dem wforuarendis / oc hand skal rycke dem aff grunden / at de skulle aldelis bliffue til inted. Oc de skulle vere i angest / Oc deris amindelse skal forglemmis. Saa skulle de komme fortuilede / met deris synders Samuittighed / Oc deris egne Synder skulle straffe dem i deris øyen.
DA skal den Retferdige staa met stor Frimodighed mod dem / som hannem fortrengde / oc bortkaste hans Arbeyde. Naar de see da saadant / da skulle de gruselige forferdis / for saadan Salighed / som de haffde icke forseet sig til / Oc de skulle tale til huer andre met anger / oc sucke aff Aandens angist. Dette er den / som wi haffue til forn for Spaat / oc for it haanligt Vidunder. Wi Daarer hulde hans leffnet for galenskaff / oc hans Endeligt at vere skammeligt / Huorledis er hand nu regnet iblant Gudz børn / oc hans Arff er iblant de Hellige?
Derfaare funde wi icke den rette vey / oc Retferdigheds Liuss skinde icke faar oss / oc Solen gick icke op faar oss. Wi ginge at idel vrange oc skadelige veye / oc vandrede øde krogveye / Men wi viste inted aff HERRENS vey. Huad hielper oss nu vor Bram? Huad haffue wi nu aff Rigdom och Hoffmodighed? Det er altsammen faret bort / som en skugge / oc som it Skrig der far frem / Som it Skib løber hen paa Vandbølgerne / effter huilcket mand kand inted spor finde / naar det er frem faret / ey heller veyen som det haffde i floden. Eller som en Fuel der fluer gennem Lucten / der som mand kand ingen spor finde aff hans vey / Thi hand røris oc slar i den lette luct / driffuer oc atskil hende met sine suingende Vinger / oc der effter finder mand inted Tegen paa saadan fluelse der vdi. Eller som naar en Pil skiudis aff til it Maal / der som den atskilde luct falder strax tilsammen igen / at mand kand icke finde hendis vey der igennem.
Lige ocsaa wi / effter at wi bleffue fødde / finge wi en Ende / och wi beuisde inted dydeligt tegen / Men wi ere fortærede i vor ondskaff. Thi den wgudeligis haab / er som en støff der er atsprid aff Værit / Oc som en tynd Rimfrost fordriffuis aff en storm / Oc som en Røg der blesis bort aff Værit / Oc som mand forglemmer nogen / der haffuer ekon verit Gest en dag.
Men de Retferdige skulle leffue euindelige / oc HERREN er deris løn / oc den høyste sørger for dem. Der faare skulle de faa it herligt Rige / oc en deylig Krune / aff HERRENS Haand. Thi hand skal beskerme dem met sin høyre Haand / oc forsuare dem met sin Arm. Hand skal tage sin nidkærhed til Harnisk / oc ruste Creaturene til heffn offuer Fienderne. Hand skal føre sig i Retferdighed til en Krefft / oc sette den aluorlige Dom paa til en Hielm. Hand skal tage Hellighed til en woffueruindelig Skiold / Hand skal huæde den strenge vrede til it suerd / Oc Verden skal drage vd met hannem til strid mod de wuise. Liunetz skud skulle dræbe til lige / oc de skulle fare aff Skyerne / som aff en hart spent Bue / til it Maal. Oc der skal falde tyck Hagel / aff Tordenslagenis vrede / Saa skal ocsaa Haffzens vand bruse mod dem / oc Strømene skulle krafftelige giffue sig op tilsammen. Oc der skal oc saa it sterckt væder legge sig mod dem / oc det skal atspre dem som en huereluind.
MRetferdighed ødelegger alle Land / oc it ont Leffnet kuldkaster de Veldigis stoel. Saa hører nu i Konger / oc mercker / Lærer i Dommere paa Jorden. Tager til øern / i som regere offuer mange / i som ophøye eder offuer Folckene. Thi Eder er Øffrigheden giffuen aff HERREN / oc mact aff den Høyste / Huilcken som skal spørie / huorledis i handle / oc randsage huad i skicke?
Thi at i ere hans Rigis Embedzmend. Men i staa eders Embede icke vel faare / oc holde ingen Ræt / Oc i gøre icke effter det / som HERREN haffuer skicket. Hand skal komme me get gruselige oc hastelige offuer eder / oc der skal aldelis gaa en skarp Dom offuer dem som ere Offuerherrer. Thi at de Ringe skal vederfaris naade / Men de Veldige skulle straffis veldeli 759 |ge. Thi den / som er HERRE offuer alle / skal ingen Persone frycte / oc ey heller sky for macten. Hand haffuer baade giort de Smaa oc Store / oc hand sørger lige for alle. Men der skal holdis en streng Dom offuer de Mectige.
Met eder Tyranner taler ieg / Paa det i skulle lære Visdom / oc det skal icke feyle eder. Thi huo som beuarer hellig Lærdom met hellighed / hand bliffuer hellig actet / Oc huo som lærer den vel / hand bliffuer vel bestandig. Saa lader nu min Tale vel behage eder / Begerer hende / oc lader eder lære.
Thi Visdom er deylig oc wforgengelig / oc lader sig gerne see aff dem / som hende elske / Oc hun lader sig finde aff dem / som hende søge. Ja hun møder dem / som hende gerne ville haffue / oc giffuer sig selff tilkende. Huo som hende vil gerne haffue snart / hand haffuer icke megen wmage behoff / hand finder hende tage vare paa sig faar sin dør. Thi det er den rette Klogskaff / at tencke paa hende / Oc huo som er vacker effter hende / hand taar icke lenge sørge. Thi hun gaar omkring / oc søger effter den som hende er verd / oc hun obenbaris hannem gerne paa veyen / oc giffuer act paa hannem / at hun kand møde hannem. Thi huo sig gerne lader vnderuise / der er visselige Visdoms begyndelse / Oc huo som hende acter / hand lader sig gerne vnderuise / Huo sig gerne lader vnderuise / hand holder hendis Bud / Oc huor som mand holder Budene / der er visselige it helligt Leffnet / Men huo som leffuer it helligt leffnet / der er Gud nær. Huo som nu haffuer lyst til Visdom / den gør hun til en HERRE. Ville i nu / i Tyranner iblant Folcket gerne vere Konger oc Førster / Da holder Visdom i ære / Paa det i skulle regere euindelige.
Men huad Visdom er / oc hueden hun kommer / vil ieg forkynde eder / oc ieg vil icke dølie den løndom for eder / Men randsage fra Creaturenis begyndelse / oc giffue hende obenbarlige tilkende / oc icke spare sandhed / Thi ieg vil inted haffue at gøre met den forgifftige auind / Thi hand haffuer inted at skaffe met Visdom. Men naar de Vise ere mange / det er Verdens salighed / oc en forstandig Konge er Folckenis lycke. Lader eder fordi vnderuise formedelst mine ord / det skal gaffne eder.
JEg er oc it dødeligt Menniske / lige som de andre / fød aff det første skabte Menniskis Slect / oc ieg er skicket it Kød / thi maanede i Blod / tilsammen løben / aff Mands sæd ved lyst / i beblandelse. Oc ieg hente ocsaa Aande / aff den almindelige Luct / der ieg bleff fød / Oc ieg falt ocsaa paa det Jorderige / som bær oss alle sammen / Oc der vaar ocsaa min første røst at græde / lige som de andris / oc ieg er opfød i Suøbeklæder met sorge (Thi der haffuer ingen Konge en anden begyndelse i sin fødzel) Men de haffue alle enhaande indgang til Liffuit / oc lige vdgang.
Der faare da bad ieg / oc mig bleff giffuit Forstand / Jeg robte / oc Visdoms Aand kom til mig. Oc ieg holt hende dyrere / end Kongerige oc Førstedømme / oc ieg actede Rigdom inted mod hende. Jeg lignede oc ingen ædelsten ved hende / Thi alt Guld er mod hende som foractelig sand / oc Sølff er som skarn at regne mod hende. Jeg haffde hende kærere end it karskt oc deyligt Liff / oc ieg vdualde mig hende til it Liuss / Thi det skin / som gaar fra hende / vdslyckis icke. Jeg fick oc alt Gaat met hende / oc wtalig Rigdom i hendis haand. Jeg vaar glad i alle ting / Det skede fordi / at Visdom gick faare mig i de samme / Men ieg viste det icke / at saadant kom fra hende. Jeg lerde det enfoldelige / ieg vddeler det mildelige / Jeg vil icke dølie hendis Rigdom. Thi hun er Mennisken it wendeligt Liggendefæ / huilcke som det bruge / de bliffue Guds Venner / Oc de ere tacknemmelige der faare / at dem er giffuit at lade sig vnderuise.
Gud haffuer giffuit mig at tale vislige / oc at tencke ret effter saadan Visdoms gaffue / Thi hand er den / som fører paa Vishedz vey oc regerer de Vise. Thi at baade wi selff oc vor tale ere i hans Haand / der til met al forstand oc konst / i allehonde handel. Thi hand haffuer giffuit mig vist Vidskaff paa alle ting / At ieg veed / huorledis Verden er giort / oc Elementernis Krafft / Tidens begyndelse / ende oc middel / huorledis dagen lengis oc steckis / huorledis aarsens tid omskiffter sig / Oc huorledis aaret løber omkring / Huorledis Stiernerne staa / De tamme oc vilde Diurs art / Huorledis Værit stormer saa / Oc huad Folckene haffue i sinde / atskillige Planters art / oc Røders Krafft.
Jeg veed alt det som er lønligt oc skiult / Thi Visdom / som er alle Konsters Mesterinde / lerde mig det. Thi der er en Aand i hende / som er forstandig / hellig / enlig / mangfoldig / skarp / behendig / veltalende / ren / klar / sactmodig / venlig / aluorlig / fri / velgørende / yndelig / fast / viss / tryg / Formaar alting / seer alting / oc gaar gennem alle Aander / ehuor forstandige / klare oc skarpe de ere. Thi at Visdom er det aller behendeligste / Hun far oc gaar gennem al 760 |ting / saa aldelis klar er hun. Thi hun er den guddommelige Krafftis skin / oc den Almectigstis Herlighedz straale.
Der faare kand inted wrent komme til hende / Thi hun er det euige Liusis skin / oc den Guddommelige krafftis wbesmittede Spegel / oc hans godheds Billede. Hun er enlig / oc gør dog alting / Hun bliffuer det hun er / oc fornyr dog alting. Oc hun giffuer sig stedze oc altid i de Helligis Siæle / oc gør Gudz Venner oc Propheter. Thi Gud elsker ingen / vden hand bliffuer hoss Visheden. Hun gaar herligere frem end Solen oc alle Stierner / oc at regne mod Liuset / da gaar hun longt offuer. Thi Liuset maa vige for natten / Men ondskaff offueruinder aldri Visdom. Hun recker veldelige fra en ende til den anden / oc regerer alting vel.
JEg elskte den samme / oc søgte hende op aff min vngdom / oc tenckte at tage hende til min Brud / Thi ieg haffuer faaet kærlighed til hendis deylighed. Hun er aff en herlig Adel / thi hendis væsen er hoss Gud / oc den HERRE offuer alting haffuer hende kær. Hun er det hemmelige Raad i Gudz vidskaff / oc en Tilskyndere i hans gerninger. Er Rigdom en kaastelig ting i dette Liff? Huad er rigere end Visdom / som beskaffer alle ting? Men gør forstanddet? Huo er en konsteligere Mestere blant alle / end hun? Men elsker nogen Retferdighed? Hendis arbeyde er idel dydelighed / Thi hun lerer tuct / klogskaff / retferdighed oc styrcke / huilcke som ere det aller nytteligste i Menniskens leffnet.
Begerer nogen at vide mange ting / da kand hun finde paa / baade det / som skeet er / oc tilstunder / Hun forstaar sig paa betacte ord / oc veed at opløse hemmelige Spørsmaal. Hun veed Tegen oc vnderlige Ting tilforn / oc huorledis det skal gaa til paa tid oc stund.
Jeg haffuer besluttet / at tage mig hende til en Legerinde / Thi ieg veed / at hun skal vere mig en god Raadgiffuere / oc en Trøstere i sorge oc drøffuelse. En vng Persone haffuer formedelst hende herlighed hoss Folcket / oc ære hoss de Gamle. Jeg skal befindis skarpsindig i Dom / oc hoss de Veldige skal mand forundre sig paa mig. Naar som ieg tier / da skulle de bie effter mig / Naar ieg taler / da skulle de giffue act der paa / Naar ieg taler frem / da skulle de legge henderne paa deris mund. Jeg skal faa it vdødeligt Naffn formedelst hende / oc lade effter mig en euig Amindelse hoss mine Effterkommere. Jeg skal regere Folck / oc Hedninge skulle vere mig vnderdanige. Grumme Tiranner skulle frycte sig / naar de høre mig / oc ieg skal befindis god hoss Folcket / oc en Kempe i strid. Bliffuer ieg hiemme / da haffuer ieg min Rolighed mer hende / Thi det er icke kedsommeligt / at omgaass met hende / ey heller vlystigt at vere hoss hende / men lyst oc glede.
Saadant betencte ieg hoss mig / oc tog det til hierte / Thi at de som ere hendis Tilhengere / haffue it euigt væsen / Oc de som ere hendis Venner / haffue reen vellyst. Och der kommer wendelig Rigdom ved hendis henders arbeyde / oc klogskaff aff hendis selskaff oc tale / Oc en god Ross ved hendis omgengelse oc snack / ieg gick omkring oc lete / at ieg kunde føre hende til mig.
Thi ieg vaar it Barn aff god art / oc fick en deylig Siel. Men der ieg vaar vel opfostret / da voxte ieg til it wbesmittet Legeme. Men der ieg fornam / at ieg kunde icke ellers bliffue tuctig / vden Gud gaffue mig det (Oc det vaar ocsaa Forstand / at kende / hues naade det er) Da gick ieg til HERREN / oc bad hannem / oc sagde aff mit gantske hierte.
MJne Fedris Gud / oc al godhedz H ERRE / Du som haffuer giort alle ting ved dit Ord / oc bered Mennisken formedelst din Vished / at hand skulde regere offuer det Creature / som er giort aff dig / at hand skulde regere Verden / met hellighed / oc retferdighed / oc dømme met it retskicket hierte / giff mig den Visdom / som er stedze omkring din Throne / oc forkast mig icke fra dine Børn / Thi ieg er din Tienere / oc din tienerindis Søn it skrøbeligt Menniske met it stacket Leffnet / oc for ringe i Rettens oc Lowens forstand. Oc der som der vaare end nogen fuldkommen iblant Menniskens børn / Saa gelder hand dog inted / der som hand er vden den Visdom som kommer fra dig.
Du vdualde mig til Konge offuer dit Folck / oc til en Dommere offuer dine Sønner och 761 | Døtter. Oc du befalede mig at bygge en Tempel paa dit hellige Bierg / oc it Altere i din Boligis Stad / som skulle vere det hellige Tabernackel ligt / der du lodst berede i Fordom tid / oc din Visdom met dig / som veed dine gerninger / Oc vaar der hoss / der du giorde Verden / oc forstaar / huad som dig behager vel / oc huad som er retsindigt i dine Bud.
Sent hende hid ned aff din hellige Himmel / oc aff din herligheds Throne / Sent hende / at hun kand vere hoss mig / oc arbeyde met mig / at ieg kand forstaa / huad som dig er vel behageligt / Thi hun veed alting oc forstaar det / Oc lad hende lede mig skickelige i mine Gerninger / oc beuare mig ved sin herlighed. Saa skulle mine Gerninger vere dig tacknemmelige / oc ieg skal dømme dit Folck rettelige / oc vere min Faders Throne verdig. Thi huilcket Menniske veed Guds Raad? Eller huo kand tencke huad Gud vil? Thi at det dødelige Menniskis tancker ere tuilactige / oc vore Anslag ere farlige. Thi det dødelige Legeme besuarer Sielen / Oc den iordactige Bolig trycker de atspridde sind. Wi ramme det neppelige / som er paa Jorden / oc finde suarlige paa det / som er vnder haanden. Huo vil da randsage / det som er i Himmelen? Huo vil forfare dit Raad? Vden saa er at du giffuer Visdom / oc sender din hellig Aand aff det høye / oc gerningen paa Jorden bliffuer saa retskaffen / oc Mennisken lære huad dig behager / oc bliffue salige formedelst Visdom.
DEn samme Visdom beuarede den / som bleff først giort / oc alene skabt / til Verdens Fader / oc førde hannem aff hans Synder / Oc gaff hannem mact at regere offuer alting.
Fra huilcken der den Wretferdige affalt ved sin vrede / bleff hand forderff= uit / for sin Broders grumme mord skyld.
Oc der Jorden bleff forderffuit for det samme skyld met Syndfloden / da halp Visdom igen / oc regerede den Retferdige ved it ringe Træ.
Den samme fant den Retferdige der Hedningene leffde til lige ilde i vildfarelse / oc beholt hannem wstraffelig faar Gud / Oc loed hannem bliffue fast / mod det Faderlige hierte mod Sønnen.
Den samme frelste den Retferdige / der de Wgudelige forginge / der hand flyde faar Jlden / som falt offuer de fem Stæder / huilcket øde Land der ryger end nu / til ondskaffs vidnesbyrd / oc de Træ / som bære wmod Fruct / oc den Saltstøtte / som der staar de vantro Siele til en amindelse. Thi at de / som icke acte visdom / haffue icke aleniste den skade / at de icke kende det gode / Men de lade ocsaa de Leffuendis en Amindelse effter sig / at de kunde icke bliffue skiulte / i det / som de fore vild vdi. Men Visdom Frelser dem aff al genuordighed / som holde sig til hende.
Den samme ledsagede den Retferdige / paa den rette vey / som nøddis til at fly for sin Broders vrede / oc visde hannem Gudz Rige / oc gaff hannem tilkende huad helligt er / Oc halp hannem i hans arbeyde / at hand forfremmedis vel / oc vant meget Godz met sit arbeyde. Oc hun vaar hoss hannem / der hand bleff besuigen / aff dem / som giorde hannem vold. Oc hun giorde hannem tryg for dem som sette effter hannem. Oc hun gaff hannem Seyer vdi en sterck Kamp / At hand skulde fornemme / huorledis Gudelighed er mectigere end alle ting.
Den samme forlod icke den solde Retferdige / Men beuarede hannem fra synd / For met hannem ned i Fengsel / oc hun forlod hannem icke i baandene. Jndtil hun førde hannem Kongerigens Spir til / oc Herredømme offuer dem / som haffde giort hannem vold. Oc hun giorde dem til Løynere / som haffde straffet hannem / oc gaff hannem en euig Herlighed.
Den samme frelste det hellige Folck / oc den wstraffelige Sæd / fra Hedningene / som dem plagede. Hun kom i HERRENS Tieneris Siæle / oc emodstod grumme Konger ved vnderlige Gerninger oc tegen. Hun betalede de Hellige deris arbeyde / oc ledde dem gennem vnderlige veye / Oc hun vaar dem en beskermelse om dagen / oc en Lue om natten / lige som Stierner. Hun førde dem gennem det Røde Haff / oc ledde dem gennem store Vand. Men deris Fiender senckte hun / oc disse drog hun aff Dybenis grund. Der faare toge de Retferdige roff fra de Wgudelige / oc prisede dit hellige Naffn HERRE / oc loffuede endrectelige din Seyeruindige haand. Thi Visdom oplod de Dummis mund / oc giorde de Wmyndigis tunger talende.
HVn førde de sammis gerninger ved den hellige Prophetis haand. Oc hun ledde dem gennem den vildene ørck / at de opsloge deris paulun i de øde stæder / oc stode mod deris Fiender / oc heffnde sig paa deris Modstandere. Der dem tørstede / kallede de paa dig / oc dem bleff giffuit Vand aff den høye Klippe / oc de slucte deris Tørst aff den haarde sten. Oc lige ved det samme der deris Fiender bleffue plagede / Der ved skede dem gaat / der de lede nød. Thi lige som de andre forferdedis for Blodet / som kom i steden for det flydendis Vand / Det Bud til straff / at mand skulde ihielsla Børnene? Saa gaffst du disse offuerflødigt Vand wforuarendis / oc gaffst der met tilkende ved deris Tørst / huorledis du plager de Genstridige.
Thi at der disse bleffue forsøcte / oc tuctede met naade / da forstode de / huorledis de Wgudelige bliffue dømde oc plagede met vrede. Disse formanede du oc prøffuede som en Fader / Men du straffede oc fordømte de andre / som en streng Konge. Oc bleffue lige plagede / baade de som vaare der hoss / oc de som vaare der icke hoss. Thi der kom dubbelt drøffuelse offuer dem / der til met suckede de / naar som de tenckte paa det fremfarne. Thi at der de hørde / at disse skede gaat ved det / formedelst huilcket de bleffue plagede / da fornumme de HERREN. Thi den som de haffde tilforn forskudet foractelige oc forkast / oc bespaattet hannem / den samme maatte de paa det siste forundre sig paa / der det fick saadan en ende / at deris Tørst vaar icke saadan / som de Retferdigis.
Lige ocsaa for deris Wretferdige handels galne tancker / ved huilcke de bleffue bedragne / oc tilbade wfornumstige Orme oc foractelige Diur / Da sende du iblant dem mangfoldige wfornumstige Diur til straff / Paa det de skulde forstaa / at / huor met nogen synder / der met bliffuer hand oc plaget. Thi det fattedis din almectige Haand icke (huilcken der skabte Verden aff it wskickeligt væsen) at skicke mange Biørne offuer dem / eller dristige Løwer / eller nyskabte / grumme / vbekende Diur / eller dem som spudede Jld / eller blesde met grum Røg / eller blunckede forferdelige gnister aff øyenene / huilcke der icke aleniste kunde sønderknuse dem met forderffuelse / men vel ocsaa myrde dem met deris forferdelige Syn. Ja de kunde end vel der for vden falde / ved en eniste Aande / forfølgis met heffn / oc bortspredis ved din krafftis Aand.
Men du haffuer skicket alting met maade / tal oc vect. Thi der er altid stor formue hoss dig / oc huo kand emod staa din Arms Mact? Thi Verden er faar dig / som den lille Tunge paa vecten / oc som en Draabe aff morgen dug / der falder paa Jorden. Men du forbarmer dig offuer alting / Thi du haffuer mact offuer alting / oc du omdrager met Menniskens Synder / at de skulle bedre sig. Thi du elsker alt det som til er / oc du hader inted aff det som du haffuer giort / Thi du haffuer slet inted bered / som du haffuer had til. Huorledis kunde noget biiffue / der som du icke vilde? Eller huorledis kunde det bliffue beuaret / som du icke haffuer kaldet? Men du sparer alle / Thi de høre dig til HERRE / du som elsker Liffuit / oc din wforgengelige Aand er vdi alle.
DEr faare straffer du dem sactmodelige / som falde / oc paaminder dem met tuct / huor met de synde / At de skulle bliffue quit fra ondskaff / oc tro paa dig HER R E. Thi at der du vaast deris Fiende som bode før i dit hellige Land / der faare / at de bedreffue hadelige gerninger / met troldom / Oc du vilde vdslette de Wgudelige Offrere ved vore Fedris hender / oc de wbarmhertige som myrde deris Sønner / de som ode Menniskens kød / oc drucke gruseligt Blod / met huilcket de vilde gøre dig Gudztieniste / Oc de / som vaare Foreldre / myrde de Siæle / som haffde ingen hielp / Paa det / at det Land som vaar før det Edelste iblant alle / skulde bliffue en verdig Bolig til Gudz børn. Dog sparde du alligeuel de samme / som Menniske / oc sende dine Fordragere frem faar dig / som er / din Hær / Gedehamse / Paa det de skulde omkomme dem met tiden.
Sandelige det vaar dig icke wmueligt / at nedkaste de Wgudelige vnder de Retferdige i Strid / eller at sønderknuse dem alle til lige / ved gruselige Diur / eller oc anderledis met it hart ord / Men du dømde dem met tiden / oc lodst dem rum til Bedring / alligeuel at det vaar dig icke wuitterligt / at de haffde en ond Art / oc deris ondskaff vaar dem metfød / oc at de skulde aldri omskiffte deris tancker. Thi at de vaare en forbandet Sæd aff begyndelsen / Saa torde du oc ingen sky / om du forlode dem det / som de haffde syndet met. Thi huo vil sige til dig / Huad gør du? Eller huo vil staa emod din Dom? Eller huo vil skylde dig for de ødelagde Hed 763 |ninge / som du haffuer skabt? Eller / huo vil sette sig til en Heffnere mod dig / for de wretferdige Menniske skyld? Thi der er ingen Gud vden dig / du som sørger for alle / Paa det du vilt beuise / huorledis du dømmer icke wrettelige. Thi der kand huercken Konge eller Tyran gaa dig vnder øyen for dem / som du straffer.
Effterdi duest da retferdig / saa regerer du alle ting rettelige / oc acter det icke at bequemme din Maiestat at fordømme nogen / som icke haffuer fortient straff. Thi din styrcke er retferdigheds Herredømme / Oc effterdi du regerer offuer alle / saa sparer du oc alle. Thi du haffuer beuist din styrcke / mod dem / som icke trode / at du vaast saa aldelis mectig / Oc du beuisde dig mod dem / som viste sig at vere dristige. Men du veldige Regenter / dømmer met sactmodighed / oc regerer oss met megen besparelse / thi du formaar alt det som du vilt.
Men du lerer dit Folck formedelst saadanne Gerninger / At mand skal vere from oc god / Oc du giffuer dine børn at forstaa der met / at de skulle haffue it gaat Haab / at du vilt anamme Bedring for synden. Thi der som du straffede dine Børns Fiender / oc dem som vaare skyldige at dø / met saadan forhalelse oc besparelse / oc gaffst dem tid oc rum / met huilcken de kunde ladet aff deris ondskaff / Met huor megen større betenckelse dømmer du dine Børn / met huilckis Fedre du oprette en Eed oc Pact paa mange gode løffte. Der faare saa offte som du plager vore Fiender / da gør du oss det til tuct / at wi skulle flitelige tage vare paa din Godhed / om wi bliffue dømde / at wi skulle dog forlade oss paa din Barmhertighed.
For huilcket du oc plagede de Wretferdige met deris egen Verstyggelighed / som førde it wforstandigt leffnet. Thi de vaare faldne saa aldelis longt bort i vildfarelse / at de oc hulde de Diur for Guder / som vaare foractede hoss deris Fiender / besuigne lige som wforstandige Børn. Der faare skickede du oc bespaattelig straff iblant dem / som iblant wforstandige Børn. Men der de actede icke saadan spaattelig paamindelse / da fornumme de Gudz aluorlige straff. Thi de bleffue lige plagede ved det samme / som de hulde for Guder / Huilcket dem giorde aldelis ont / der de saae den / som de tilforn icke vilde kende / och maatte bekende hannem for en Gud / Der faare kom ocsaa fordømmelsen offuer dem paa det siste.
SAndelige alle Menniske ere naturlige forfengelige / som inted vide aff Gud / oc icke kende paa det skinbarlige gode / den / som det er / och see icke paa gerningen / huo Mesteren er / Men de holde enten / Jld / eller Vær / eller snar Luct / eller Stierner / eller mectigt Vand / eller de Liuss paa Himmelen / som regere Verden for Guder. Men haffue de behagelighed til den deylige Skickelse / oc holde dem saa for Guder / da skulde de met rette haffue vist / huor offuermaade meget bedre den er / som er HERRE offuer saadant / Thi den som er al deyligheds Mestere / skabte alt dette. Oc der som de forundrede sig paa den mact oc krafft / da skulde de met rette haffue merckt der paa / huor mectigere hand er / som beredde alt dette. Thi at paa den store deylighed oc gerning kand io deris Skabere kendis / som vdi it Billede.
End dog at mand kand icke beklage saa aldelis høyelige offuer disse / thi de kunde och vel fare vild / naar som de søge Gud oc gerne vilde finde hannem. Thi at naar som de omgaass met hans Skabning oc tencke der paa da bliffue de fangne i beskuelsen / effterdi at Creaturene ere saa deylige / der mand seer. Dog ere de der met icke aarsagede / thi at kunde de kende saa meget / at de kunde høyt acte Creaturene / Huor faare haffue de icke meget før fundet de sammis HER R E.
Men de ere Wsalige / oc deris haab maa vel regnis blant de Døde / som kalde Menniskens gerning / Gud / Som er / guld oc sølff / som er konstelige tilbered / Oc Diurs Billede / eller wnyttelige Stene / som ere giorde i fordom tid. Som naar en Tømmermand / der søger effter arbeyde / affhugger nogen sted it Ttæ / oc behugger oc sletter det vel / oc gør noget konsteligt oc subtiligt der aff / som kand brugis til nødtørfftighed i dette leffnet / men Spaanerne aff samme arbeyde / bruger hand at rede Mad met / at hand kand bliffue mæt. Oc huad som offuerbliffuer / som ellers icke er nytteligt / som er det krogede oc quistefulde Træ / det tager hand oc vdsker det flitelige / naar som hand haffuer icke andet at gøre / oc hand skicker det mesterlige met sin Konst / oc gør det lige som it Menniske eller foractligt Diurs billede / oc farffuer det røt och deyligt met rød ot huid Farffue / oc huor som der er en plet paa / den stryger hand til / Oc hand gør it smuct lidet huss der til / oc setter det paa Veggen / oc fester det fast met iern / at det icke skal falde / saa vel besørger hand det / Thi hand veed / at det kand icke hielpe sig selff / Thi det er it Billede / oc haffuer vel hielp behoff.
Oc naar hand beder for sit Godz / for sin Hustru / for sine Børn / da skammer hand sig icke 764 | at tale met dem Liffløse / oc hand paakalder den skrøbelige om Sundhed / beder den Døde om Liff formaner den Vduelige om hielp / oc den / som icke kand gaa / om en lycksalig Reyse / oc om sin vinding / ærende oc handel / at det skal vel lyckis / beder hand den / som aldelis inted formaa.
LJge saa gør oc den / som vil seyle / oc acter at fare igennem vilde floder / och paakalder it meget slemmere Træ / end det Skib er som hand ferdis paa. Thi det er paafundet / at søge Biering met / och Mesteren haffuer det tilbered met konst. Men din forsynlighed / O Fader / regerer det / Thi du giffuer oc veye i Haffuit / oc trygd laab mit iblant bølgerne / met huilcket du beuiser / huorledis du kant hielpe hoss alle Ender der som nogen end gaffue sig i Haffuit foruden Skib. Dog effterdi du icke vilt / at det skal ligge aarkeløst / som du haffuer skabt / formedelst din Visdom / da skeer det / at Mennisken tro saa ringe Træ til deris Liff / och bliffue beuarede i Skibet / der de fare igennem Haffsens bølger met.
Thi ocsaa i fordom tid / der de hoffmodige Kemper bleffue ødelagde / da flyde de / som forhaabelsen vaar til at formere Verden / i it Skib / huilcket din Haand regerede / och lode saa Verdens sæd effter sig. Thi saadant træ som mand handler ret met / er vel velsignelse verd / men det er forbandelse verd / som vdskeris met hender / saa vel som den / der det vdsker / Denne fordi / at hand det gør / Den anden der faare / at det kaldis Gud / Effterdi at det er dog en forgengelig ting. Thi Gud hader dem baade lige meget / den Wgudelige / och hans wgudelige Gerning / Oc gerningen skal plagis met Mesteren.
Derfaare skulle oc Hedningernis Affguder hiemsøgis / thi de ere aff Guds Creature / bleffne Menniskens siele / til en Verstyggelse oc til en Forargelse / oc de Wforstandige til en Snare. Thi at oprette Affguder / er det høyste Horeri / oc at optencke de samme / er it skadeligt Exempel i leffnedet.
De haffue icke veret aff begyndelsen / de skulle oc icke bliffue euindelige / Men de ere komne i Verden formedelst Menniskens forfenglige ære / och der faare optenckte / at Mennisken haffue it stacket leffnet. Thi at en Fader som sørgede oc vaar bedrøffuit offuer sin Søn / som bleff hannem tagen alt for tilige fra / Hand loed gøre it Billede / oc begynte / at holde nu den for en Gud / som vaar it døt Menniske / oc stictede en Gudstieniste oc Offer iblant sine. Der effter met tiden bleff saadan Wgudelig skickholden for en Ræt / At mand skulde oc ære Billede aff Tyranners Bud.
Desligest huilcke Folckene icke kunde ære faar / deris øyen / fordi at de bode for longt borte Da lode de male deris ansict aff longueys Land / oc giorde den herlige Konge it priseligt Billede / paa det de kunde flitelige hyckle faar den frauerendis / som faar den neruerendis. Da dreff oc Konstermandens vindskiffuelighed de wforstandige / til at styrcke saadan Gudztieniste / thi at huilcken som vilde tiene Førsten vel / hand giorde Billedet met al konst paa det deyligste. Men den menige Mand / som bleff locket formedelst saadan deylig Gerning / begynte / at holde den for en Gud / som stacket tilforn vaar æret for it Menniske. Aff saadant kom den bedragelse i Verden / naar Folckene laa mact paa noget / eller de vilde bramme faar Tyranner / da gaffue de Sten oc træ saadane naffn / som dem dog icke burde at haffue.
Der effter lode de sig icke der met nøye at de fore vild i den rette forstand paa Gud / Men alligeuel at de end leffde i deris Vanuittigheds øde oc vilde væsen / saa kallede de dog saadan strid oc ont / fred. Thi at de enten myrde deris Børn til Offer / eller gøre Gudztieniste / som er icke at sige aff / eller holde galne Fraadzeri / effter wseduanlig skick / oc haffue fremdelis huercken reen omgengelse ey heller Ecteskaff / Men den ene myrder den anden met suig / eller gør hannem fortred met Horeri. Oc der gaar iblant huer andre hoss dem / Blod / Mord / tyffueri / falskhed / besuigelse / wtroskaff / trusel / mensuerelse / de Frommis wrolighed / wtacknemmelighed / de vnge hierters forargelse / stumme Synder / Blodskendzel / Horeri / wtuct. Thi at tiene de skendelige Affguder er en begyndelse / aarsage oc ende til alt Ont.
Holde de Hellige dage / da gøre de / lige som de vaare galne / Spaa de / da er det idel Løgen / De leffue icke rettelige / suerie lettelige falske Eder. Thi at effterdi de tro paa de liffløse Affguder / da haffue de icke sorg for nogen skade / naar som de suerie falskelige. Dog skal retten komme offuer dem for baade sammen / baade for det / at de holde icke rettelige aff Gud / effterdi at de giffue act paa Affguder / Oc for det / at de suerie wrettelige oc falskelige / oc acte inted Helligt. Thi at de Wretferdigis ondskaff faar en ende / icke effter den vold / som de haffue / naar de suerie / Men effter den straff som de fortiene met deris synd.
MEn du vor Gud / est venlig oc trofast oc taalmodig / oc du regerer alle ting met Barmhiertighed. Oc naar som wi end synde / da ere wi dog dine / oc kende din Mact. Effterdi at wi da vide saadant / da synde wi icke / Thi wi regnis at vere dine. Men at kende dig / er en fuldkommen Retferdighed / och at vide din Mact / er en roed til det euige Liff. Thi at Menniskens onde Paafund forføre oss icke saa / och ey Malernis wnyttelige Arbeyde / som er / it broget Billede met mangehaande farffue / hues skickelse der forarger de Wforstandige / oc de som gerne gøre ilde / haffue oc deris lyst til de liffløse / oc døde Billede. De ere oc saadan fruct verde / baade de / som dem gøre / begære oc ære.
Oc en Pottemagere / som arbeyder det bløde Leer met wmage / gør allehonde kar / til oss at bruge / Men hand gør aff enehaande Leer / baade kar / som tiene til reen gerning / oc lige ocsaa til wren / Men huor til huert aff dem skal brugis / det staar til Pottemageren. Men det er it elendigt arbeyde / naar som hand gør aff det samme Leer en wduelig Gud / hand som er dog selff giort aff Jord icke lenge tilforn / oc far did bort igen om en liden stund / som hand er tagen aff / naar Sielen / som hand haffuer bruget / tagis fra hannem. Men hans sorg staar icke der paa / at hand skal arbeyde / ey heller at hand haffuer saa stacket it Liff / men at hand skal arbeyde paa væd met Guldsmeder oc Sølffsmeder / oc at hand kand gøre det effter Appelgyderne. Oc hand holder det for en priss / at hand gør falskt arbeyde. Thi at hans hiertis tancker ere som aske / oc hans forhaabelse ringere end Jord / oc hans Leffnit foracteligere end leer / Effterdi at hand da icke kender den / som hannem haffuer giort / oc indgydet den Siel i hannem / som arbeyder i hannem / oc indblesde den leffuendis Aande.
De holde oc det menniskelige leffnet for en Skempt / och det menniskelige væsen for en marckedz gaffue / Oc sige / at mand maa alleuegne søge vinding / ocsaa ved onde stycke. Disse vide faar alle / at de synde / naar de gør saadane løse ting oc Billede aff iordigt leer. Men de ere daarligere oc elendigere end it Barn (som ere dit Folckis Fiender huilcket de vndertrycke) at de holde alle haande Hedningernis Affguder for Guder / huilckis Øyen der kunde icke see / ey heller deris Næse hente vær / ey heller Øerne høre / ey heller Fingrene paa deris hender føle / oc deris Føder ere aldelis lade til at vandre? Thi at it Menniske giorde dem / och den som haffuer Aande aff en anden / beskickede dem. Men it menniske kand io icke gøre / det som hannem er ligt oc kand alligeuel vere en Gud / Thi effter at hand er dødelig / da gør hand visselige en Død met sine wgudelige hender. Hand er io bedre / end det / som hand gør Gudz tieniste / Thi hand leffuer dog / men de andre aldri.
Der til ere de oc de allerhadeligste Diur / huiicke / der som mand holder dem mod andre wfornumstige Diur / da ere de meget verre. Thi de ere icke yndelige / som andre Diur / der ere deylige til at see / Oc de ere huercken loffuede eller velsignede aff Gud.
DEr faare bleffue de oc tilbørlige plagede met lige saadant / oc de bleffue pinte ved mangfoldige onde Orme. Mod huilcke plager du giorde dit folck gaat / oc beredde dem en ny Mad / som vaar / Vacteler til deris føde / huilcke de vaare lystne effter / Paa det at de / som vaare lystne effter saadan Mad / skulde ocsaa lære aff saadanne giffne oc tilskickede Vacteler / at formindske den naturlige nødtørfft. Men de andre som lede nød en liden tid skulde oc nyde en ny Mad. Thi det skulde saa gaa til / at saadan nød som icke kunde forholdis / skulde vederfaris de andre / som handlede tiranlige / men disse skulde aleniste ske en vnderuisning / huorledis deris Fiender bleffue plagede.
San delige der komme oc onde grumme Diur offuer disse / oc de bleffue bidne oc forderff= uede aff krogede Hugorme. Dog bleff vreden icke endelige / men de bleffue forferdede en liden tid til en paamindelse. Thi de haffde it saligt Tegen / Paa det de skulde tencke paa Budet i din Low. Thi at huilcke som vende sig til det samme Tegen / de bleffue helbrede / Jcke ved det / som de saae paa / Men ved dig / allis Frelsere / oc met det samme beuisde du vore Fiender / at du est den som hielper aff alt ont.
Men hine bleffue bidne ihiel aff Gresshopper oc Fluer / oc kunde ingen hielp finde til deris liff / Thi de vaare verde at plagis der met. Men de forgifftige Dragers tender kunde oc icke skade dine Børn / Thi din barmhertighed beuarede dem / oc giorde dem ehlbrede. Thi de bleffue der faare saa straffede / oc strax helbrede igen / Paadet de skulde lære / at tencke paa dit Ord / 766 | oc icke falde for dybt i forglemmelse / men bliffue wfrauendelige fra dine Velgerninger / Thi der lægte huercken Vrter eller Plaster dem / men dit Ord HERRE / som læger alting. Thi du haffuer mact / baade offuer liffuit oc offuer Døden / oc du fører hen vnder til Helffuedis porte / oc du fører hid vd igen. Men der som it Menniske ihielslar nogen formedelst sin ondskaff / da kand hand icke føre den vdfarne Aand igen / oc ey hente den fraskilde Siel igen.
Men det er wmuligt / at vndfly din Haand / thi at de Wgudelige som icke vilde kende dig ere hudstrugne ved din mectige Arm / der de bleffue forfulde / met wseduanlig Regen / Hagel / Vand / som de icke kunde vndgaa / oc bleffue opædne aff Jld. Oc det vaar det allerunderligste at Jlden brende allermest i Vandet / huilcket som dog vdslycker alting / Thi Verden stridde for de Retferdige. Vndertyden sactede Luen sig / at hand skulde io icke opbrende de Diur / som vaare sende iblant de Wgudelige / men at de skulde selff kunde see / huorledis de bleffue saa plagede formedelst Guds dom. Men vndertiden brende Luen i vandet / offuer ildens mact / paa det at hand skulde ødelegge de Wretferdige.
Der emod fødde du dit Folck met Engle mad / oc sende dem Brød bered aff himmelen / vden arbeyde / Huilcket som formotte at giffue allehaande lyst / oc vaar huer lige effter sin smag (Thi der som mand bier effter dig / det obenbater dine Børn / huor sød du est) Thi huer giorde der aff huad hand vilde / effter som hand fick lyst til / at smage saa eller saa. Men hisset bleff oc Sne oc Hagel i ilden oc smelte icke / at de skulde fornemme / huorledis ilden / som oc brende i hagel oc liunede i regen / forderffuede Fiendernis fruct.
Den samme ild / maatte forglemme sin egen krafft / paa det de Retferdige skulde omuende sig. Thi Creaturet / som tien dig / som sin Skabere / er redebon til at plage de Wretferdige / oc det formildis til at gøre dem gaat / som sig forlade paa dig. Der faare loed det oc foruandle sig paa den tid i allehaande / oc tiente i den gaffue / som fødde alle huer effter sin vilie / som hand det haffde behoff / paa det dine Børn skulde lære / huilcke du elsker HERRE / At den voxne Fruct icke føder Mennisken / Men dit Ord opholder dem / som tro paa dig. Thi at det / som icke bleff forteret aff Jlden / det bleff strax varmt aff it lidet Solskin oc smeltis / at det skulde kundgøris / at mand skulde tacke dig / før end Solen gaar op / oc gaa faar dig / naar Liuset gaar op. Thi den wtacknemmeligis forhaabelse skal forgaa som it Rimfrost om Vinteren / oc bortflyde som it wnytteligt Vand.
STore oc wsigelige ere dine Domme HERRE / Der faare feylde oc de galne Folck. Thi at der de tenckte at vndertrycke det hellige Folck / da bleffue de bundne met mørckhed / som wretferdige / oc den longe nattis Fanger / oc de laae indelucte vnder Tagene / som de Bortflyde / faar den euige Visdom. Och der de mente / at deris synder skulde bleffuit skiulte / oc forglemde vnder it blint Tecke / da bleffue de gruselige bortspridde / oc forferdede aff Spøgelse. Thi at oc den Vraa / som de vaare vdi / kunde icke beuare dem vden redzel / der vaar bulder trint omkring dem / som dem forferdede / oc der obenbaredis felsomme Trolde / for huilcke de gruede. Oc ilden formaatte icke met nogen mact / at opliuse dem / icke kunde heller Stiernernis klare lue / gøre den elendige nat liuss. Men dem obenbaredis vel en ild brendendis aff sig selff fuld aff forferdelse / Da forferdedis de for saadant Spøgelse / som vaar dog inted / oc tenckte / at der haffde end veret noget verre til bage / end det som de saae.
Det Kaagelspil met den sorte konst / vaar oc nedlagt / oc det store røcte om deris konst bleff til spaat. Thi at de som toge sig faare / at fordriffue den fryct oc forferdelse fra de siuge Siele / de bleffue selff siuge / at mand oc spaattede deris redzel. Oc der som end ingen saadan forferdelse haffde forferdet dem / Da haffde de dog bleffuet til inted aff redzel / der Diurene fore iblant dem oc Hugorme saa huidzlede i hobe tal / At de oc icke saae gerne op i lucten / huilcken de kunde dog icke miste. Thi at nogen er saa mistrøstig / det gør hans egen ondskaff / som vidner offuer han nem oc fordømmer hannem / Oc en forferdet Samuittighed / formoder sig altid det verste. Thi redzel kommer der aff / at en trøster sig icke til at forsuare sig / oc veed sig ingen hielp. Men huor som liden trøst er i hiertet / Der gør den samme mistrøstelse bangere / end plagen selff.
Men de som soffue til lige den samme nat (huilcket vaar en gruselig oc den rette Nat / och vaar kommen aff det grumme helffuedis vraa) bleffue nogle omdreffne aff gruselige Spøgelse / Men nogle fulde der hen / at de trøstede sig icke til Liffuit. Thi der kom en oc hastig wfor 767 |uarendis / Redzel offuer dem / at lige / huor en vaar / der bleff greben vdi / hand vaar lige som hand haffde veret indeluct / i Fengsel / oc foruaret vden iern / vere sig huad heller hand vaar en Bonde / eller Hyrde / eller en Arbeydere i Ørcken / men hand maatte bære saadan nød / der icke stod til at vndfly / som den der vaar hastelige forrasket. Thi de vaare alle til lige fangne met en haande mørckhedz Lencker.
Huor som it Vær susede nogen sted / eller Fulene sunge sødelige vnder de tycke grene / eller Vandet brusede met fult løb / eller Stene fulde met sterckt bulder / eller de springende Diur / løbe / som de icke kunde see / eller de grumme vilde Diur vraalede / eller at Genliud skald aff de hule Bierge / Da forferdede det dem oc giorde dem mistrøstige. Den gantske Verden haffde it klart Liuss / oc gick i wforhindrede gerninger / aleniste offuer disse stod en dyb nat / huilcken som vaar det Mørckhedz billede / der skulde komme offuer dem / Men de vaare sig selff suarere / end mørcket vaar.
MEn dine Helligen haffde it Liuss / Oc Fienderne hørde vel deris røst / Men de saae icke deris skickelse. Oc de loffuede det / at de lede icke lige saadant / och de tackede / at de samme / som før haffde faaet skade aff dem / icke heffnde sig paa dem oc ynskede at de maatte io bliffue longt fra dem. Der emod gaffst du disse en gloende Støtte / som visde dem den wbekende Vey / oc du lodst Solen icke skade dem paa den herlige Reyse.
Thi at hine vaare det oc verde / at de skulde miste Liuset / oc ligge fangne i mørcket / som vdi it Fengzel / som hulde dine Børn fangne / Formedelst huilcke lowens wforgengelige liuss skulde giffuis Verden. Oc der de tenckte / at myrde de helligis Børn (Och it aff dem / som bleff bortkast / oc beuaret dem til en straff) togst du deris Børn bort i hobe tal / och du forderffuede dem paa en tid i mectige Vand.
Sandelige den samme Nat / vor tilforn kungiort vore Fedre / Paa det de skulde vere visse / oc glede sig aff det Løffte / som de trode paa / Oc dit Folck tog saa vare paa den Retferdigis salighed / oc paa Fiendernis forderffuelse. Thi at lige paa den tid der du plagede Modstanderne / da giorde du oss herlige / som du kallede til dig. Och der de frommis hellige Børn offrede hemmelige til dig / och handlede endrectelige den guddommelige Low / Da toge de ved / som Hellige / at lide baade gaat oc ont met huer andre / och Fedrene sunge Loffsangen faare.
Men Fiendernis skrig lydde der aldelis wlige emod / oc mand hørde klagelig graad bort oc igen offuer børn. Thi der gick lige heffn / baade offuer Herrer oc Suenne / oc Kongen maatte lige lide / met den menige Mand. Oc de haffde alle wtallige Døde paa en hob / som vaare døde aff en haande død / at de Leffuendis vaare icke nock / at begraffue dem. Oc paa en stund forkom deris edelste Byrd. Oc der de vilde før tro / der de bleffue forhindrede aff Traaldkarlene / da motte de bekende / der alle Første fødde bleffue myrde / at dette Folck vaare Guds børn.
Thi der alting vaar stille oc huiltis / oc det vaar ret lige Midnat / da foer dit almectigste Ord ned aff himmelen aff den Kongelige Throne / som en dristig Stridzmand / mit i det land som skulde forderffuis / som vaar / det skarpe Suerd / som førde it aluorligt Bud / stod oc giorde det alleuegne fult met Døde / oc alligeuel at det stod paa Jorden / saa racte det dog indtil himmelen. Da forferdede den Syn dem hastelige om gruselige Drøme / oc der kom wforuarendis redzel offuer dem. Oc den ene laa her / den anden der / halffdød / at mand kunde vel see paa hannem / aff huad aarsage hand saa døde. Thi at de Drøme / som dem haffde forferdet / gaffue det til kende / huor faare de vaare saa ilde plagede / paa det at de skulde icke forderffuis wuiderlige.
Oc lige paa den samme tid rammede oc dødzens fristelse paa de Retferdige / oc der skede it Skaar iblant menigheden i Ørcken / Men vrede varede icke lenge. Thi den wstraffelige Mand / som stridde for dem / kom hastelige / oc førde sit Embedis vaaben / som vaar / Bønen oc Forligelse met Røgelse / oc stod emod vreden / och giorde en ende paa det iammer / Der met beuisde hand sig / at vere din Tienere. Saa offueruant hand det forferdelige væsen / icke met legemlig mact / ey heller met vaabens krafft / men met ordet kaste hand Plaggeren vnder sig / der hand fortalde den Eed oc Pact som vaar Fedrene loffuit. Thi at der de døde nu fulde i hobe tal offuer huer andre / da stod hand mit iblant oc affstyrede vreden / oc formente hannem veyen til de Leffuendis. Thi at den gantske prydelse vaar i hans longe Kiortel / oc Fedrenis ære vaar vdgraffuen i de fire rader Stene / oc din herlighed paa hans haffuedis Hat. Faar saadane stycke maatte forderffueren vige / oc saadant maatte hand frycte / Thi det vaar der met nock / at vreden kunde alene forsøgis.
MEn vreden offuerfalt de Wgudelige / vden barmhiertighed indtil enden. Thi hand viste vel før / huad de skulde gøre i fremtiden / som vaar / Der de haffde budet dem at drage bort / oc der til met ladet flitelige ledsage dem / at de skulde angre det / oc iage effter dem. Thi at den stund der de end sørgede / oc græde hoss de Dødis graffuer / da fulde de paa it andet daarligt opsæt / at de vilde forfølge dem / som de bortflyde / huilcke de haffde dog vdstøt met formanelse. Men det maatte saa gaa til / at de skulde komme til saadant endeligt / som de haffde fortient / oc de maatte forglemme / huad som dem vaar vederfaret / Paa det at Straffen / som end nu vaar tilbage / skulde komme fuldkommelige offuer dem / Oc at dit Folck skulde ferdis en vnderlig Reyse / Men hine skulde finde en ny skicktil Døden.
Thi at det gantske Creatur / som haffde sin egen art / omskiffte sig igen / effter dine Bud / som det tien / Paa det at dine Børn skulde bliffue beuarede vden skade. Der vaar Skyen oc offuerskuggede Leyren / Der som før stod Vand / saa mand tiurt land komme frem / Der bleff en vey aff det Røde haff vden forhindrelse / oc en grøn marck aff de mectige Floder / Gennem huilcken alt Folcket gick / som bleff beskermet vnder din Haand / som saae saadanne forundrelige Vnderlige ting / oc de ginge som Heste i Gresgong / oc sprunge som Lam / oc loffuede dig HERRE / som dem haffde frelst. Thi at de tenckte end nu der paa / huorledis det gick i deris elendighed / Huorledis iorden førde Fluer frem / i de fødde Diurs sted / oc Vandet gaff mangfoldige Taadzer / i fiskenis sted. Men der effter saae de oc en ny art paa Fule / der de bleffue lystne / oc bade om nydelig Mad / Thi der komme Vacteler til dem aff Haffuit / at styre deris lyst.
Der kom oc straff offuer syndere / ved Tegen / som skede met mectige liunet / thi det vaar ret / at de lede saadant for deris ondskaff skyld / effterdi de haffde faret ilde met Gesterne. Nogle anammede dem icke / som komme / oc viste icke huort de skulde hen. Men nogle tuingde Gesterne til treldom / som haffde giort dem gaat (oc icke det alene / men der skal end oc komme en anden tilsyn offuer dem / for de fore saa ilde met de Fremmede) Men nogle / som haffde anammet dem met glæde / oc vnt dem Stadzræt met sig / plagede dem met stor pine. Men de bleffue oc slagne met blindhed (Lige som hine faar den Retferdigis Dør) oc offuerfaldne met saa tyck mørck / at huer lete effter gangen til sin Dør.
Elementerne ginge gennem huer andre / lige som strengene klinge iblant huer andre paa en Psaltere / oc lyde dog tilsammen / som mand vel seer saadant der paa / Thi det som pleyde vere paa Landet / det vaar i Vandet / oc det som plyde at vere i Vandet / gick paa Landet. Jlden vaar mectig i Vandet / offuer sin krafft / oc Vandet forglemde sin krafft til at vdslycke. Tuert emod da forterede Luen icke de dødelige Diurs kød / som ginge der iblant / oc hand smelte icke den wdødelige Mad / som smeltis dog lettelige / som en iss. HERRE / du haffuer herligt giort oc æret dit Folck alle vegne / oc du haffuer icke foractet dem / Men altid giort dem bistand / oc paa alle Stæder.
Ende paa Vishedens ❧ Bog.